40 ÅR SIDEN // JOHN LENNON – Fra POV.International
Om morgenen d. 8. december 1980 skinnede solen fra en skyfri himmel over New York.
”Dagen havde en lovende duft af iver og entusiasme”, har Yoko Ono senere udtalt.
I de forudgående fem år havde John Lennon mere eller mindre koncentreret sig om at samle stumperne af sig selv efter sin kamp med de amerikanske myndigheder og et udsvævende liv. Festen i den såkaldte long, lost weekend havde været på vej til at udvikle sig til et egentlig misbrug af diverse stimuli.
Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve
Lennon havde koncentreret sig om sin rolle som far til sin og Yokos søn, Sean. Med udgangspunkt i lejligheden i Dakota-bygningen ved Central Park udlevede han endelig sin New York-drøm i fred og ro.
Under en bådrejse til Bermuda tidligere i 1980 havde Lennon og hans crew været udsat for en voldsom storm. Den eneste ombord, der ikke blev søsyg, var Lennon, som derfor måtte tage ansvar for alt, herunder rattet, i flere timer. Oplevelsen, som han fandt både skræmmende og opstemmende, bragte ham ud af en langvarig skriveblokering.
”Jeg var så fokuseret efter den oplevelse på havet, at jeg blev tunet ind i kosmos – og alle disse sange kom”, sagde han efterfølgende om sangene på albummet Double Fantasy, der udkom d. 17. november 1980. Forud for albummet var singlen (Just Like) Starting Over udsendt. Den klarede sig overraskende godt på hitlisterne verden over.
En del anmeldelser af Double Fantasy med Lennons og Yoko Onos sange på skift var negative. Som et fællestræk mente mange anmeldere, at disse sange, som Lennon og Ono havde skrevet til hinanden, var uinteressante for andre end dem selv. Andre anmeldere var glade for at høre Lennons stemme igen og anerkendte varmen og glæden i Lennons tekster. Og så var der jo et par udmærkede popsange. Uanset hvad, er Woman, (Just Like) Starting Over og Beautiful Boy (Darling Boy) klassikere i dag.
Stramt program
John Lennons program på dagen d. 8. december, tre uger efter udgivelsen af albummet, var stramt. Forud lå en fotosession med Annie Leibowitz, et interview og arbejde i studiet Record Plant om aftenen, hvor han og Yoko skulle arbejde videre med hendes sang Walking on Thin Ice.
Parret begyndte som ofte før dagen med morgenmad på Café La Fortuna, der lå få meter fra indgangen til Dakota-bygningen. Derefter gik Lennon til frisøren Viz-à-Viz for at blive klippet, så han var klar til den kommende fotosession. Det var hans og Yokos tanke, at han skulle have et Hamborg-før-Beatles look på fotografierne.
Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op – og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig
Inden da havde pladeselskabsdirektøren David Geffen, Geffen Records, på Lennons foranledning arbejdet hårdt for at sikre, at rockmagasinet Rolling Stones’ januar-forside ville blive John og Yoko sammen. Men eftersom bladets redaktør Jann Wenner foretrak Lennon solo, havde der været en del tovtrækkeri. Det hører vist ikke til dagens orden, at pladedirektører blander sig i den slags, men når kunstneren hedder John Lennon.
Da Annie Leibovitz ankom til lejligheden om formiddagen 8. december, blev hun modtaget af Lennon i sort læderjakke. Et øjeblik genoplevede hun det crush, hun som helt ung havde haft på ham. Den verdensberømte fotograf var inspireret af John og Yokos kys på coveret af Double Fantasy.
”I 1980 føltes det, som om romantikken var død”, har hun senere fortalt.
“Jeg huskede, hvor enkelt og smukt det kys var, og jeg blev inspireret af det”.
Men i lejligheden på 1 W 72nd St mødte Leibovitz uventet modstand. Selvom John og Yoko før havde optrådt nøgne sammen på adskillige ikoniske fotos, var Yoko ikke med på ideen om at smide tøjet på forsiden af Rolling Stone. Anderledes var det med John.
”Det her, det er vores forhold. Det er sådan, det er”, sagde han og lagde sig ved siden af Yoko i fosterstilling, mens Leibovitz fotograferede løs.
Også disse fotos er ikoniske i dag. Se bare her og her:
Allerede inden fotografen havde pakket sit udstyr sammen, måtte Lennon løbe ned ad trappen til Yokos kontor i etagen under lejligheden. Der ventede RKO Radios vært, Dave Sholin, en oplevelse, han aldrig senere skulle glemme.
I interviewet fortalte Lennon om sin daglige rutine. Som i flere andre interviews, der blev givet i anledning af den nye plade, tegner Sholins interview billedet af en mand, der efter et par turbulente årtier har fundet sit zen.
Fan i lurvet overfrakke
”Jeg står op omkring kl. seks. Går ud i køkkenet. Får en kop kaffe. Hoster lidt. Tænder en cigaret – og ser Sesame Street med Sean”.
Senere i samtalen reflekterede Lennon over sin nyligt overståede 40 års fødselsdag.
”Jeg håber, jeg dør før Yoko, for hvis Yoko døde, ville jeg ikke vide, hvordan jeg skulle overleve”, sagde han. Og selvfølgelig blev der også talt om musik.
”Jeg har altid betragtet mit arbejde som et værk, hvad enten det var med Beatles, David Bowie, Elton John, Yoko Ono. Og det arbejde, mener jeg ikke vil være færdigt, før jeg er død og begravet, og jeg håber, det varer lang, lang tid”.
Lyt evt. til interviewet her:
På vej ud af Dakota-bygningen kort efter mødte John og Yoko amatørfotografen Paul Goresh, der gerne ville vise Lennon nogle fotos fra et nyligt besøg samme sted. Mens Lennon betragtede Goresh’s billeder, dukkede en anden fan i en lurvet overfrakke op. Også han ønskede at veksle et par ord med sit idol.
John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham
Kort efter spurgte Lennon, om radioholdet kunne give ham og Yoko et lift til Record Plant Studios (i dag Plant Studios) et par kilometer syd for 72. gade. Hvem siger nej til John Lennon og Yoko Ono? Undervejs i bilen spurgte Sholin Lennon ud om hans forhold til Paul McCartney.
“Paul er som en bror. Jeg elsker ham. Familier – vi har bestemt vores op- og nedture og vores skænderier. Men i sidste ende ville jeg gøre alt for ham, og jeg tror, han ville gøre noget for mig”.
Disse ord skulle blive de sidste, Lennon udtalte til en journalist.
I studiet ventede produceren Jack Douglas, der var blevet valgt, efter Lennon i årevis havde arbejdet sammen med Phil Spector. På båndoptageren lå optagelsen af Yokos Walking on Thin Ice, produceret i et (forholdsvis) dansevenligt miks, inspireret af den hårde newyorker punk/funk/disco-scene, der var yderst populær på det tidspunkt.
I dag er nummeret især interessant, fordi Lennon til anledningen havde fundet sin gamle Rickenbacker 325 guitar frem. Den havde ikke været i brug siden 1965. Lennons spil er muligvis inspireret af den gode ven David Bowies Heroes. Heaven knows.
Efter at have lyttet til Douglas’ produktion af Walking on Thin Ice, var Lennon endog meget glad. Så begejstret, at han forudså, at hans og Yokos kommende musikalske samarbejde ville fortsætte i det spor.
David Geffen, der senere ankom til studiet, husker, at han lovede, at nummeret ville blive udsendt på single måneden efter – og han lovede, at der ville blive annonceret i bladene for singlen. Nu var Lennon nærmest i ekstase.
Evig karma
For alle os mange millioner med et forhold til Lennon og The Beatles, der af gode grunde ikke var til stede i studiet den aften d. 8. december 1980, kan det være svært at forestille sig stemningen i Record Plant. Men så alligevel.
Her har vi manden, der sammen med en forholdsvis lille flok skabte rock’n’roll og ændrede verden. Manden, der udgjorde 1/4 af det største rockorkester, verden nogensinde kommer til at opleve.
Manden, der som den første rocksangskriver skrællede klicheerne væk og skrev ”hjælp mig” med udgangspunkt i sit eget liv (ja, bluesdrengene havde været der tidligere), og i øvrigt fortsatte på den måde resten af sit liv.
Manden, der for en stund klædte sig af til en rolle, der forandrede en sti, som ingen andre kunstnere tidligere havde betrådt. Manden, der skabte hymner, der stadig synges i verdens brændpunkter, når mennesker i flok forsøger at demonstrere sig til power to the people.
Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer
Forestil dig ham dansende ekstatisk rundt i et pladestudie, bare fordi en pladeboss havde lovet ham et par kvadratmillimeter papirannoncer. Geffen fortsatte med at tale om Double Fantasy, der netop den uge toppede den engelske hitliste. Det var en del år siden, Lennon sidst havde toppet hitlisterne.
”Yoko gav mig dette rigtigt sjove blik. Som om, det var bedre at være nummer et i England. Det var det, hun var interesseret i, ikke for sig selv, men fordi John ønskede sig det så hårdt”.
Efter at have arbejdet næsten non-stop i en uge med Yokos nye nummer var parret trætte. Det var spisetid. Måske skulle de spise på Stage Deli på 7th Avenue. På vej ud inviterede de Record Plants’ sikkerhedsvagt, Robert ‘Big Bob’ Manuel, med, men han havde mavepine og takkede nej.
”John var så glad, fordi Yoko endelig fik respekt fra pressen. Det betød alverden for ham”, har Big Bob senere fortalt.
Da John og Yoko endelig forlod studiet, besluttede de at tage direkte hjem for at sige godnat til Sean, som var alene med sin barnepige. Limousinen, der havde afventet dem foran studiet, fragtede dem gennem Columbus Circle og videre ad Central Park West, inden den med et skarpt venstresving drejede mod West 72nd Street.
Først forlod Yoko limoen, siden fulgte John trop, slentrende med en bunke kassetter, inklusive det nyeste miks af Walking on Thin Ice i sin hånd. Klokken var omkring 22.45. Der var relativt stille og stadig usædvanligt varmt.
Som ud af intet trådte manden i den lurvede overfrakke, som Lennon allerede havde mødt tidligere på dagen, henimod ham.
—-
“Livet er, hvad der sker, når du har travlt med at lægge andre planer”, synger John Lennon på Beautiful Boy (Darling Boy). Vi er en del, der nu på 40. år har svært ved at acceptere livets planer lige dén aften på fortovet ud for Dakota-bygningen. Men jeg har efterhånden forliget mig med, at John Lennon efter alt at dømme døde lykkelig.
Det ville ikke bare være instant, øjeblikkelig, men evig karma.
LÆS MERE I POV AF JAN ERIKSEN HER
