For tolv år siden var jeg medforfatter på Niels Noller Olsens biografi ’Det er muligt – rundt om et misbrug’. De seneste fire måneder har historien til en vis grad gentaget sig. Om ikke så længe udkommer Jill Liv Nielsens ’LIV – en fortælling om at lære at leve’, som jeg har været med til at skrive sammen med Jill.

Ligesom den anden bog handler det om flere former for misbrug og konsekvenser heraf. Nogle vil måske huske Jill som medlem af den første generation reality-tv-deltagere. Hun vandt Big Brother hele to gange, i 2001 (det var den, hvor nogle deltagere stak af) – og en all stars version tre år senere.

Det handler bogen en smule om. Sejren i BB var på mere end én måde et vigtigt vendepunkt i Jills liv. På den måde er LIV bl.a. en bog om mennesket bag ansigtet i en forkætret tv-genre. Og dermed også en historie om at kæmpe mod fordomme.

Men den store historie handler om at bryde mønstre, om at vende sit liv, at gøre en forskel. Sprede håb og lys. Derfor er der også en række faglige refleksioner i bogen.

Med Jills baggrund i en dysfunktionel familie, hvor svigt på svigt og misbrug – også fysisk i en periode – var en fast del af hverdagen, har det været lige ud imponerende for mig at opleve det overskud, som nu blandt andet resulterer i denne bog. Specielt taget i betragtning, hvad hun senere har oplevet som voksen.

I dag er Jill veluddannet terapeut. Hun har som en af få danskere en uddannelse i metoden Prolonged Exposure, der blev opfundet af Edna B. Foa. Hun er professor i klinisk psykologi og psykiatri ved University of Pennsylvania og direktør for Center for Behandling og Undersøgelse af Angst. Metoden er internationalt anerkendt og benyttes i hele verden til at behandle overlevende af varierede traumer, herunder voldtægt, overgreb, incest og børnemishandling, krigs -og torturofre, ulykker og naturkatastrofer.

Som ansat i organisationen TUBA vier Jill i dag en stor del af sit liv til arbejdet med børn med en opvækst i familiemønstre som det, hun selv har oplevet.

Jeg er meget glad for at være med til at fortælle denne overraskende historie.

KØB BOGEN HER