★★★★☆☆
STANDUP // ANMELDELSE: I sit nye stand-up-show “Ting fra min mund” viser Ruben Søltoft sig som den toptunede humørmaskine, han ved tidligere optrædener på TV 2 Zulu har givet løfter om. I løbet af godt og vel halvanden time modbeviser Ruben Søltoft George Bernard Shaws berømte, bittersøde ord, “youth is wasted on the young”. For godt nok er Søltofts nye onemanshow på sin vis en overfladisk dans på rookie standup-klicheernes holdeplads – af min-kæreste-er-skredet-typen – men hans charmerende levering af sine observationer og historier er meget, meget morsom.
Var det virkelig så sjovt at bokse med kærestesorger og dumme forældre? Åbenbart for 31-årige Søltoft, der tilbragte sin barndom og ungdom i Astrup i nærheden af Mariager Fjord.
En by, der med sine 700 indbyggere er så lille, at den ifølge Søltoft kan ligge i sin egen, næsten nye rundkørsel.
Særdeles aktiv komiker
Søltoft har været særdeles aktiv på den danske stand-up comedy-scene siden sin sejr i DM i stand-up i 2010. I dag har han næsten 200.000 følgere på Facebook. Nogle kender ham muligvis fra hans stand-up-optrædener, andre fra tv-serien ‘Sjit Happens’. Som tilsigtet vakte det en del opmærksomhed, da han lancerede det nye show ved for en enkelt kamp at købe reklameplads på fodboldklubben AC Horsens’ trøjer.
Ingen mestrer humorens musik som Dirch Passer og Jørgen Ryg. Og dog. Der er momenter i Ting fra min mund, hvor Søltoft har lyden af dengang, især når han rammer en barnligt naiv tone
Men først efter en aftale med det tunesiske kvindehåndboldlandshold var gået i vasken … det kræver en mand med en absurd skæv tilgang til livet at lande lige dén ide.
Og det har Søltoft tydeligvis. Med et kropssprog, der kan ligne et kryds mellem Jim Carrey, når han bare er Jim Carrey, og Frank Hvam i dobbelt tempo, får Søltoft vendt op og ned på selv de mest åbenlyse tilløb til banaliteter.
Et langt stykke hen ad vejen mestrer Ruben Søltoft kunsten at vende op ned på begreberne og åbne det, der ligner potentielle sproglige blindgyder med finurlige jokes. Ikke mindst med byger af noget i øvrigt så gammeldags som ordspil. Ja, der var enkelte passager, hvor jeg kom til at tænke på de store, gamle danske komikere.
En barnligt, naiv tone
Efter at have anmeldt dansk stand-up comedy i små 25 år er jeg i stigende grad meget påpasselig med at sammenligne yngre komikere med de store gamle. Der er flere sjove mænd og kvinder i Danmark end nogensinde. Men uanset at jokenes kvalitet er mindst lige så høj som dengang, mestrer ingen humorens musik som Dirch Passer og Jørgen Ryg.
Og dog. Der er momenter i Ting fra min mund, hvor Søltoft har lyden af dengang, især når han rammer en barnligt naiv tone, som når han fortæller om sin fortid under navnet Louise på Astrups pigefodboldhold. Det er kært – for nu at bruge et udtryk, der vist gik i graven sammen med Dirch og Ryg.
Eller som når han får sin mors rejsetandbørste kædet sammen med sin forhudsforsnævrede tissemand. Der er meget sex, også fars og mors – især har Søltoft fokus på blå sex, som det kaldes nogle steder i verden. Det normale har vide rammer.
Også det anale i showet med den i denne sammenhæng misvisende titel Ting fra min mund. Det kan man leve med, når det leveres med selvironi, som når Søltoft fortæller om den smukke kvinde, der stønnende følger med ham hjem til lejligheden – stønnende af udmattelse efter turen op til femte sal.
Søltoft mestrer at gøre situationen sjov. Dét er forfriskende i en tid, hvor hvilken som helst holdning uden politisk korrekthed kan afføde laviner af moraliserende udgydelser i de sociale medier
Igen dette vindende, løsslupne glimt i øjet, nærmere end den retningsløse vrede, man ellers ofte gør stand-up tungt at danse med.
Det ligger i Søltofts fornemme sans for timing både i ord og spil og dertil en vis tabu-negligerende frygtløshed, som i min verden bør være en del af komikerens eksistensberettigelse.
Kniber med at holde momentum
Som når Søltoft morsomt beskriver et skyderi, han oplever i Esromgade på Nørrebro. Kan man det? Ja, når han beskriver, hvordan han føler sig ydmyget af en almindelig jogger, der overhaler ham – der ellers flygter for sit liv, på flugt fra kugleregnen.
Søltoft mestrer at gøre situationen sjov. Dét er forfriskende i en tid, hvor hvilken som helst holdning uden politisk korrekthed kan afføde laviner af moraliserende udgydelser i de sociale medier.
LÆS OGSÅ: Simon Talbot – Da Klods-Hans erobrede USA
Den første del af showet, hvor Søltoft klovner i et fyrværkeri af krøllede observationer, er den bedste. I sidste del prøver han kræfter med storytelling. Der kniber det med at holde momentum.
Som for eksempel i en afsluttende historie om klaverstemmeren i et øde hus ved Aarhus. Skidt med, om historien er sand, Søltoft fortæller den bare ikke særlig overbevisende – han får ikke formidlet gyset, så man mærker det. Måske fordi den – sikkert utilsigtet – er i familie med en gammel urban legend om klaverstemmeren med de mange koner.
Men i sidste ende forlod jeg Bremen med en god fornemmelse.
Ting fra min mund er en fjollet titel. Og det er, hvad det er: Fjollet. På den gode måde.
Ruben Søltoft, “Ting fra min mund”, onemanshow, POV International så det fredag 29.9 i Bremen, København
