Fra GAFFA.dk, anmeldt i Store Vega 02.09.2018
Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller.
Umiddelbart inden, Franz Ferdinand gik på scenen, lød et dance-mix af Roxy Musics “Love is the Drug” over højtaleranlægget. Det skulle vise sig som en udmærket ramme om den næste halvanden times forrygende rockshow.
Som utallige andre britiske bands de sidste fem årtier står Alex Kapranos og kumpaner på art-rock-pioneren Bryan Ferrys skulderpuder og David Bowies orange strithår med den ene fod og på diverse dancegenrer med den anden.
Siden gennembruddet i 2004 med “Take Me Out” og blandt andre “The Dark of the Matinée” har gruppen med det historisk klingende navn ændret udtryk nogle gange. Med udgangspunkt i guitarbaseret post-punk har de spillet mere eller mindre dance-baseret elektronisk domineret rock. De har forlængst bevist, at man, hvis man gør sig umage, godt kan få et indierock-publikum til at danse. Som f.eks. også Libertines og Kooks.
De fleste numre på seneste album fra i år, Always Ascending, er bygget op over keyboard- eller elektronisk baserede digitale skitser. På den baggrund er der så lagt melodisk figur og beats ovenpå. Set i det lys kan man kalde Franz F for Nephews skotske fætter.
Kompetent lydmand
Det skulle meget hurtigt vise sig i Vega, at gruppen med mellem en og tre guitarer i spil på scenen var rejst til København med et stramt sæt danserock og en tilsyneladende uhyre kompetent lydmand – på første turné efter eventyret med FFS, hvor gruppen havde allieret sig med 70er popduoen Sparks.
Dem så jeg desværre ikke, da de spillede i Tivoli for tre år siden. Til gengæld så jeg Franz Ferdinand året forinden på NorthSide.
Siden er medstifteren, guitarist Nick McCarthy, trådt ud for at hellige sig sin familie. Den nye guitarist har ikke samme definerende, frembusende- og trædende rolle på scenen, men hans rytmeguitar gør, hvad den skal mere eller mindre centralt i lydbilledet afhængig af om, Kapranos griber sin guitar.
Ja, så var der Kapranos. Den energiske og karismatiske sanger og badutspringer – i mangel af et bedre rock’n’rollagtigt ord – virkede endnu mere tændt, end man kender ham. Som et kraftcenter centerstage giver han de ikke altid lige interessante sange ekstra påtrængende power. Som en blanding af en omrejsende sydstatsvækkelsesprædikant og jovial skotsk showmand skabte han gospelstemning i salen, nærmest fra begyndelsen.
Bemærkelsesværdigt at hans skotske croon stod helt klart i lydbilledet allerede i det første nummer. Det samme med resten af bandet.
Bemærkelsesværdig også, at nye numre som “Glimpse of Love” og “Feel the Love Go” fra det nyeste album i begyndelsen af sættet fandt klangbund hos et publikum, der i et fælles energifelt sammen med bandet fik den fest, det var kommet efter.
Det gjaldt for eksempel også 14 år gamle “The Dark of the Matinée” med dét guitarriff og Karpanos’ i øvrigt fine tekst, hvor han får plads til både seinfeld’sk generationsportræt og radiolegenden Terry Wogan.
Flere breaks og skift
“Paper Cages” igen med euforisk rytmisk puls, febrilt disco-beat og igen et uafviseligt guitariff.
Selvfølgelig høres Franz Ferdinands rødder i 80’ernes og 90’ernes post-punk som f.eks. i det ny “Lazy Boy”, hvor titlens ordpar udgør hele det repetitive omkvæd. Det kunne være kommet ud af Manchester dengang.
I den sidste halvdel af sættet kom ældre numre som “Do You Want to”, “Walk Away” og “Take Me Out” med flere breaks og skift end i de mere strømlinede dansenumre. Som i “Walk Away”, der her i aften forenede klassisk britisk pub-fællessang med uregerlig punkenergi og det ufravigelige krav om “melodi som Gud”, som Karpanos forbilleder fra Liverpool skabte dengang, man ikke kunne sige John uden samtidig at sige Paul.
Var jeg ikke i forvejen revet med, blev jeg det, da Vega og Franz Ferdinand gjorde “Take Me Out” til et fælles anliggende. Clash, Bowie, XTC, Blur kogt sammen i en velsmagende skotsk haggis. “Velsmagende haggis” er i den grad contradiction in terms, men lad det fare.
Første ekstranummer “Slow Don’t Kill Me Slow” er ikke helt den omfavnende ballade, den gerne vil være, men det faldt på sin vis som et velkomment pusterum inden tre ekstranumre, der fik Vega til at gå i udbrud i en grad, som jeg sjældent har set.
Blandt andet i titelnummeret “Always Ascending” fra det nye album, der lyder som en hilsen til landsmændene Simple Minds’ “And the Band Played On”.
Alex Kapranos talte en gang i et interview i musikbladet Rolling Stone om den store, amerikanske forfatter Raymond Carver, der blandt meget andet skrev teaterstykket bag filmen “Birdman”. Den med Michael Keaton og en masse priser. Kapranos fortalte, at han havde læst en af Carvers romaner i både den “rigtige” version og den uredigerede. Den første komprimerede, redigerede var klart den bedste. Sådan bør det også være med rockmusik, tilføjede han.
Kollektiv sejr
Fuldstændig rigtigt. Verden rundt i et glimt, beat, rytme, melodi på de sagnomspundne tre minutter. Og så videre. Sådan som det var her i aften i Vega i en kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum.
Det skriver jeg velvidende, at udtrykket “kollektiv sejr” ofte bruges om en dødkedelig fodboldkamp, hvor det ene nimandsforsvar har vundet over det andet.
Det kan, har jeg hørt, ikke afvises, at harcorefans fra den første FF-post-punk æra, vil mene, at det er blevet for meget fis og ballade med Kapranos hoppende rundt på scenen og party for resten – harcorefans kan generelt være ret nærtagende og besidderiske. Dem om det.
Den charmerende kvintet fik mig med hud og den smule hår, der er tilbage.
Mangler der noget i forhold til at fuldende den oplevelse? Nej, faktisk ikke. Under ekstranumrene fortalte Alex Kapranos, at en af fansene i første række, der følger bandet verden rundt, havde fødselsdag. Til sidst gav han hende og en veninde hver en gave. Klasse.
De to pigers smil gennem tårer sidder stadig på nethinden, mens disse linjer skrives. Musikalsk passion, grænsende til det sygelige. Hvad vil man mere?
Arrivederci Franz, vi var fra vid og sans.
Sætliste:
- Glimpse of Love
- Feel the Love Go
- The Dark of the Matinée
- Twilight Omens
- No You Girls
- Paper Cages
- Lazy Boy
- Do You Want To
- Walk Away
- Finally
- Take Me Out
- Love Illumination
- Ulysses
Ekstranumre:
- Slow Don’t Kill Me Slow
- Always Ascending
- Evil Eye
- This Fire
