Lisbet Dahls job som kunstnerisk chef for Cirkusrevyen har tydeligvis ikke været helt let i år: Udskrivelsen af Folketingsvalget den 5. juni har naturligt begrænset mulighederne for den politiske satire, som ellers er en afgørende del af den danske sommerrevys DNA. Også når det gælder revyen med fast stadeplads på Dyrehavsbakken.
Normalt er der vist manusdeadline helt frem til tæt på premiereaftenen i Cirkusrevyen, alligevel har ingen kunnet forudse, hvad der vil være sjov satire, når revyen lukker ned om tre måneder. Hvem er statsminister? Hvilke nye ministre har dummet sig? Hvem og hvad husker vi til den tid?
Formentlig derfor handler den eneste rigtig politiske sketch i år om den engelske premierminister Theresa May, der synger ”tell me what you want, what you really, really want”, selvfølgelig baseret på Spice Girls’ ’Wannabe’. Som i øvrigt tilskrives ”trad./ABBA” i det trykte program??? Jeg ved ikke, hvem der har mest at miste i den forveksling – eller jo, det ved jeg godt, og det er ikke Ginger Spice & Co. I øvrigt forekommer størrelsen ABBA vist ikke som rettighedshaver til nogen af ABBA’s sange.
Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier
Men ideen er sjov – for hvad vil de egentlig, disse råbende mænd i Parlamentet? Det ender bare uforløst. På premiereaftenen var det svært at høre, hvad den hårdt kæmpende Henrik Lykkegaard sang i sin egen tekst om den endnu mere hårdt kæmpende spice girl, May.
Lars Løkke i Dahls skikkelse viser sig et kort øjeblik, mens han forvirret ser sig både til højre og venstre, og Lykkegaard kommer ind som Rasmus Paludan. Det skal ikke afsløres hvorfor, men også den sketch viser sig – som ved et udslag af ønsketænkning hos 98 pct. af den danske befolkning – at være ultra kort. Stor jubel på Bakken.
Man forstår fraværet af politiske parodier, men ærgerligt er det. En håndfuld af de bedste Cirkusrevynumre de senere år har været haft fokus på diverse politikere – nævnt i flæng Lisbet Dahls Lars Løkke Rasmussen og Lise Baastrup som Søren Pind-fan og som Inger Støjberg. Ditte Hansen som Helle Thorning.
Dermed ikke sagt, at der ikke er noget at grine ad. Der mangler bare det store susende latterbrøl, hvor det ikke bare gør ondt i maven, men også i moralen.
Krænkelsestema
Årets tema er krænkelser. Først tør ingen rigtig sige noget, men så får vi Ulf Pilgaard på scenen, og han skærer igennem: Krænkelser er hele formålet med teltet. ”Halvdemente solariefascist” kalder Lise Baastrup ham til hans egen – og publikums – store glæde. Men trods dette løfte om politisk ukorrekthed i de næste par timer, bliver det desværre kun delvis opfyldt.
Den efterhånden garvede revyskuespiller Henrik Jansfort er tilbage med et af sine glansnumre – den fulde mand. I dette tilfælde en klimakonsulent, der tømmer halvfyldte plastickrus på Bakken. Jansdorf har en rund og rummelig venlighed i sit spil, som jeg er kommet til at holde mere og mere af gennem plus 15 år som revyanmelder. Men jokesene er som restfadøllet – lunkne.
Så kradser det mere i det absurde ’Intra’ om forældre, der har alt, alt for travlt til deres børn – der er snert i den tekst.
Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter
Det samme er tilfældet med ’Gravøl’ med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard bittersødt ætsende som det aldrende par, der diskuterer samtykkeerklæringer om det, de engang kendte og dyrkede under navnet sex. Finurlig tvist til sidst efter Ulf skrækslagent har forladt scenen med sin kones trusler om at begynde forfra på lagnerne.
Selvom cluet i den Babs og Nutte’ske forvekslingssketch ’Gravøl’ er forudsigeligt som turen med børnetogbanen Bakken-ekspressen, spiller igen Ulf og Lisbet rollerne som et ældre ægtepar med ramsaltet humor.
Henrik Lykkegaard er formidabel som stresset stresskonsulent i ’Ingen stress’. Når det og teksten tager ham, er Henrik Lykkegaard en ren lykkepille med sit sitrende spil. Det er stressende sjovt.
Lise Baastrup er syrligt egocentreret som småbørnsmor med hang til ’mig-tid’ – indtil hendes mand kalder. Classic.
Latterens musik
Under disse sketcher, og for den sags skyld også ’En smutter’ og ’Jobsamtale’ med Lise Baastrup generøst boblende af komisk talent, kom jeg til at tænke på barndommens kassettebånd med Dirch Passer (og Kjeld Petersen) og Jørgen Ryg. På den latterens musik, som disse komikere skabte i rummet i samklang med et forventningsfuldt, lydhørt publikum.
Hvor komikken på scenen sluttede og publikums medleven begyndte i dét kollektive latterbrøl? Umuligt at sige. Under alle omstændigheder er det her fællesrum, i sketchene med en til fire spillere i tidstypisk satire, at styrken ligger i årets Cirkusrevy.
Sagt på en anden måde er der kun få numre, hvor teksten har hovedrollen.
Der er ingen dronningeparodi til Ulf Pilgaard, til gengæld spiller han en konge, Jørgen Leth, i en meget, meget morsom sketch om den store diva, der ”blev sat af på Bakken”. Han dækker hellere Tour de France sponseret af Citroën end fra et TV 2-studie i Odense – med henvisninger til Leths filmproduktion og en Citroën-model med ’bløde kurver, bred bagsmæk og store forlygter’.
Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter. Desværre står teksten slet ikke mål med iscenesættelsen eller Dahls spil. Ja, Ghita er mopset, og det er hun øjensynlig god til at være, men det kommer ikke rigtig længere.
Det er naturligvis revyens ret at vende brodden mod La Ghita, måske ligefrem modigt i Matador-land, men dette nummer ender egentlig som ganske typisk for Cirkusrevyen 2019.
Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier.
Cirkusrevyen 2019. Premiere torsdag 23.5.19. Med Lise Baastrup, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Karsten Jansfort og Ulf Pilgaard. Kapelmester: James Price
