Fra POV.International
Den transparente ærlighed
For nylig optrådte Brandy Clarke i Ideal Bar i Vega i København. Desværre kunne jeg ikke være til stede den aften. Damned.
Clarke tilhører generationen af kvindelige countrymusikere/singersongwritere, der udfordrer det etablerede, konservative Nashville. Alene det, at Clarke er åbent lesbisk, er – stadig – kontroversielt på direktionsgangene. Udover Natalie Hemby, Maren Morris, Amanda Shires og Brandi Carlile, der synger sammen i The Highwomen er f.eks. også stjernen Kacey Musgraves, der om COVID-19 vil optræder på årets Roskilde Festival, en af de nye, anderles.
På det nye album Your Life is a Record svinger Ms. Clarke musikalsk i mange retninger. Afhængig af vinklen kan man sige, at hun og produceren udfordrer sig selv – eller at de tilsyneladende var noget ubeslutsomme, da pladen blev indspillet.
Når det så er sagt, er en ting sikker i Brandy-land: Også på Your Life is a Record er hun 100 pct. loyal overfor den transparente ærlighed, der har præget hendes sangskrivning siden begyndelsen – lige meget, hvad hun synger om. Den gode melodi overvinder alt uanset, hvor meget krømmel, den er smurt ind i.
Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.
Vi har den smægtende I’ll Be the Sad Song med fløjter og stort orkester og hele pivtøjet. Long Walk – klassisk hillbilly i moderne soft tilskæring – og arketypiske countryballader som Apologies, hvor Clarke siger undskyld til hende kæresten, hun forlod, da følelserne flød i en anden retning, og Bad Car, hvor scenariet er omvendt.
I Bigger Boat synger Brandy Clarke duet med selveste Randy Newman, der – igen, muligvis – optræder i København i maj. Duetten med den gamle klaverboksende humorist, humanist og verdensrevser er mere spektakulær end interessant.
Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.
Brandi Clarke: Your Life is a Record, album
Forskellige grader af livskludder
Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg en åbenbaring. Navnet var og er John Moreland, en stor mand, en stor sangskriver med den største fabulerende stemme, jeg længe havde hørt live. Morelands stemme er et landskab i sig selv.
Det nye album LP5 lyder Moreland, som man kender ham. Med største elegance viger han udenom klicheerne på side 1 i kærligheds-sangskrivernes manual. Tag bare krøllede sangtitler som I Always Let You Burn Me to the Ground og Let Me be Misunderstood, begge fyldt til randen af Moreland blues.
Det på en gang forunderlige og vidunderlige ved Moreland er hvordan, styrken og kraften i hans sang vokser, jo mere det stilfærdige americana-udtryk dæmpes. Der er noget enormt dragende i lyden af denne mand, hans vokal og de små, store sange om det liv, han ser passere forbi og udfolde sig i sit hjem i Tulsa, Oklahoma.
Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.
Det nye album er indspillet sammen med en lille håndfuld af de mest kompetente kunstnere på den amerikanske indie-rock scene. Det er helt low key. Lyden er simpelthen bare blændende god som ramme om teksternes utilpassede stemninger af forskellige grader af livskludder.
A Thought is Just a Passing Train ruller stilfærdigt som et godstog på tværs af prærien. Med uimodståeligt mellotron-mellemspil synger Moreland “Shame is a cancer – goes easy on your heart.” Så enkelt kan det siges.
I East October og When My Fever Breaks krydrer b-stykker indtrængende den ellers nedtonede produktion.
Sammen med musikere som Parker Millsap, Caitlin Rose og Jason Isbell er John Moreland en vigtig stemme på en scene, der stadig fylder mere på musik-verdenskortet. Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.
John Moreland: LP5, album
Lovlig løse skitser
Som med Moreland i Tønder var Nathaniel Rateliff en åbenbaring, da jeg første gang så ham optræde live sammen med bandet The Night Sweats i Store Vega for et par år siden. Med rødder i diverse oprindelige sydstatsgenrer er Rateliff blevet en af de mest markante stemmer i new americana, new retro – eller hvad man foretrækker at kalde det.
Han har tidligere udgivet plader som solist og sammen med sit band. Efter en forrygende, soulfyldt udflugt på Memphis-måden med sit band på tre studiealbum er Rateliff tilbage ved sine low fi-rødder på And it’s Still Alright.
Albummets udtryk er lidt mere poleret end hos Moreland. Jeg fornemmer inspiration fra samme kilder, Jimmy Webb og Glen Campbell, der inspirerede Bruce Springsteen til Western Star.
På titelnummeret falder en enkelt guitar, en steelguitar og et orgel hver for sig ind som, når den ene udsigt afløser den næste på et roadtrip. Formfuldendt. Flot.
Til gengæld ved jeg ikke helt, om jeg skal le eller skoggerle, når jeg hører Nathaniel synge All or Nothing med strygere som Bert Kaempfert i barndomshjemmets Philips-radio – og så alligevel en sprød guitar, der ribber op i det hele. En kantet lille melodi med lyden af søndagsmiddag med kylling og brun sovs i baggrunden.
Der en autentisk folksy Sun Studio lyd over Expecting to Lose med et medrivende vrøvle B-stykke. Som at forestille sig den ellers umulige tanke, at Elvis og Pete Seeger havde fundet sammen i 50erne. Slet ikke ueffent. Ligesom Tonight #2, hvor Rateliff lader sin ridsede vokal møde lyden af Leonard Cohen – igen med godt strygere på. Der er smerte i det nummer. Hvorimod det ellers helt åbne og nøgne Kissing Our Friends lyder famlende, ufærdigt. Det samme med afslutningsnummeret Rush On.
Som helhed lyder And it’s Still Alright som et album bestående af sange, baseret på skitser, hvoraf flere forekommer lovlig løse.
Nathaniel Rateliff: And it’s Still Alright, album
Foto: PR.
