Fra POV.International
Mr. Withers havde The Soul, han havde The Funk – og han havde integritet, besad en jordnær rebelskhed og en enestående zenagtig holdning til sin metier og livet som sådan.
En central scene i dokumentaren Still Bill indrammer historien om den modvillige musikstjerne Bill Withers.
Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet
Dokumentaristerne Damani Baker og Alex Vlack har arrangeret en samtale, hvor de muligvis forsøger at lokke Withers til at følge deres politiske agenda. Men i stedet for at gå deres vej, taler han roligt og velovervejet om sin egen filosofi: sørg for, at det er dig selv, der skaber forandringerne i dit liv.
Gør dit bedste. Stop, når du ikke kan komme længere. Elsk din familie. Nyd livet.
Withers’ eftermæle handler lige så meget om en mand, der vendte branchen ryggen, som den handler om en komponist med intuitiv fornemmelse for at tonesætte kærlighedens væsen og en sanger med en stemme, der i et og samme åndedrag kunne rumme smerte, og håb. Og når det tog ham, den varme og sensualitet, der er en lige så livsvigtig del af soulmusikken, som hjertet bag brystbenet hos dem, der synger.
Bill Withers er især kendt for standarder som Ain’t No Sunshine, Lean on Me og Lovely Day, der den dag i dag figurerer på sætlister hos bar- og festorkestre med hang til soul overalt, især i Withers’ hjemland USA.
Ligesom de er indspillet i et hav af coverversioner. Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…
Manden med madkassen
Men spørgsmålet er, om ikke Withers’ Use Me er lige så central i hans sangskrivning. På overfladen synger sangens jeg til sin elskede, at hun er velkommen til at bruge løs af ham – brug løs, indtil der ikke er mere tilbage.
Sangen kan høres som et sarkastisk forvarsel om Withers’ kommende farvel til musikindustrien. Den kan som af musikjournalisten Robert Christgau høres som en form for metafor for den sorte middelklasse, der var i fremdrift i 1970erne. Eller som en sang om generelt at sluge sin stolthed i takt med, at bankkontoen bugner.
Den kan forresten også høres som god, groovy sang.
Ain’t No Sunshine er indsunget af bl.a. Nancy Wilson, Michael Jackson, The Temptations, Freddie King, Brother Jack McDuff, Lyn Collins, the Dells, Isaac Hayes og Roy Ayers. Og det var bare i 1973…
Bill Withers voksede op i den lille kulmineby Slab Fork, West Virginia som den yngste af seks søskende. Det var, mens han senere var tilknyttet den amerikanske flåde, at han begyndte at synge og skrive sange.
I 1967 flyttede han som så mange andre håbefulde sangskrivere til Los Angeles, inspireret af al den musik, han hørte komme fra Motown, Stax og andre soulselskaber. Samtidig med, at han indspillede det ene demobånd efter det andet, arbejdede han i flere forskellige virksomheder.
Som det fremgår af Still Bill – opkaldt efter et af hans album – var unge Withers meget skeptisk overfor pladebranchen.
Selv da han med pladeselskabet Sussex Records fulde støtte udsendte Ain’t No Sunhsine, fastholdt han sit job. For man kunne jo aldrig vide, hvordan det ville gå med musikken. Desuden føltes det mere naturligt for ham at gå på gulvet på flyfabrikken end at sidde med til møder i direktionskontorerne.
Det fortæller sin egen historie om Withers, at han på coveret af sin første plade er affotograferet med sin madkasse i hånden på arbejdspladsen Weber Aircraft i Burbank, Californien. Som hos sine samtidige brødre i ånden, Marvin Gaye og Stevie Wonder, var der socialt engagerede sange.
Det første album Just as I Am, produceret af den tidligere Stax Records-producer m.m. Booker T. Jones, blev en kæmpe succes. Ligeså med de følgende to album Still Bill – med storhittet Lean on Me – og Use Me.
I et interview med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk
En konflikt med pladeselskabet førte for en periode Withers ud i en kunstnerisk stilstand. Men han nåede dog at optræde bl.a. i Zaire sammen med Etta James, James Brown og B.B. King som optakt til den historiske Rumble in the Jungle-boksekamp mellem Muhammad Ali og George Foreman. Ligesom han producerede en Gladys Knight-plade.
Også et nyt engagement med pladeselskabet Columbia endte med kontroverser. I 1985 offentliggjorde Withers sin beslutning om at stoppe som udøvende kunstner. I forbindelse med bruddet anklagede han Columbias A&R-folk, som han kaldte ’blaxperts’, for at søge total kontrol med hans kunstneriske virke.
Nægtede at blive en parodi
Så langt kunne historien ligne så mange andre i showbiz. En kunstner smækker med døren. Taler ud om svigt, løgne og manipulationer. Få år efter står han, hun eller de igen, ofte efter ydmygelse på ydmygelse på scenen og synger deres gamle sange. Fordi det er dét, de kan. Og der skal brød under smørret.
Men Bill Withers nægtede at blive en parodi på sig selv. Han nåede at skrive enkelte sange efter 1985, men koncentrerede sig ellers om sit eget forlag, der besidder de givtige rettigheder til de gamle sange.
Jeg voksede op i Barbra Streisands, Aretha Franklins, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid
I 2015 blev Bill Withers indlemmet i Rock’n’roll Hall of Fame af Stevie Wonder. I et interview forud for ceremonien med det store amerikanske musikmagasin Rolling Stone sagde han blandt andet: “I wouldnt know the difference between a Pop Chart and a Pop-Tart.” Det ordspil er umuligt at oversætte til dansk.
“Jeg voksede op i Barbra Streisand, Aretha Franklin, Nancy Wilsons tid. Det var dengang, en kraftig, grim tøs (Arethas eget udtryk, red.), der kunne synge, havde værdi. Nu handler alt om image. Det er ikke poesi. Det er bare ikke min tid,” sagde han også.
Topillustration: Bill Withers – pressfoto.
