Fra POV.International
Yeehaa, her er en nyhed for y’all. 30-årige Taylor Swift er blevet voksen. Eller nyhed og nyhed. Albummet Folklore blev udsendt 24. juli, og har allerede været ude et stykke tid og slået adskillige rekorder.
F.eks. har Folklore nu rekorden som det på udgivelsesdagen mest købte album med en kvindelig kunstner på Spotify – 1,3 mio eksemplarer på 24 timer.
I øvrigt har Taylor været voksen længe. Men for første gang lyder hun på Folklore som en kunstner uden markedstrategiske ambitioner, i udvikling og bevægelse, indad mod kernen – udad mod de største stjerner på popmælkevejen.
Folklore er skrevet og produceret i samarbejde med Swifts mangeårige samarbejdspartner, Jack Antonoff – og på 11 ud af 16 sange i samarbejde med dansk gifte Aaron Dessner fra indierock supergruppen The National og Bon Iver, den vigtigste indie-folk artist det seneste tiår, og dertil pseudonymet William Bowery. Hardcore Swifties (fans) gætter på, at det dækker over enten Taylors bror eller hendes kæreste, skuespilleren, Joe Alwyn.
Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.
Miss Taylor, der skulle have været et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, beskriver selv sit album som en “samling sange og historier, der blomstrede som en bevidsthedsstrøm”, mens hun som alle andre var lukket inde under den første del af coronakrisen. Alene fotoet i toppen af denne artikel taler sit eget sprog om inspiration fra folk/americana-musikkens rurale æstetik
Og rigtigt er det, at hun på dette højtkvalificerede popalbum delvis bevæger sig fra countrymusikkens three chords and the truth-historier fra eget liv til folkemusikkens klassiske grundformel: storytelling.
God pop dør aldrig
På Folklore møder vi en skandaliseret enke i det lige ud formidable popskilderi The Last Great American Dynasty, hvor Swift synger med en antydning af vrængen i stemmen, der klæder hende.
Hun synger om en skræmt syvårig pige med en traumatiseret ven, et spøgelse, misbrugere, tre sange beskriver den samme menage a trois set fra hver af de tre involveredes synspunkt.
Originalt tænkt, godt skrevet og den ene, Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hvornår har der senest lydt en mundharpe i introen til en popsang? Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.
Betty-suset vil næppe vare evigt. Og dog – hvem ved? Jeg hørte lige en kvinde på Taylors alder nynne Neil Sedakas Breaking Up is Hard to Do nede i Netto. God pop dør aldrig.
Folklore vrimler med sange, hvor Taylors ekstraordinært store sangskrivertalent står lysende. Skulle nogen være i tvivl om samme, kan det varmt anbefales at lytte til Ryan Adams’ genindspilning af Swift-albummet 1989, hvor han afsøger til kernen i sange, der i Swifts egen indspilning lyder perfektioneret til blød blankhed i diverse studiers recording software.
Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser
På den nye Exile synger Swift omkring et flygel sammen med Bon Iver aka Justin Vernon, nær ven af Aaron Dessner. En sang hvor to stemmer, der ikke kan se hinanden for bare frustrationer og farvelstemning, synger sammen i et smerteligt, meget, meget smukt nummer. Er det virkelig den Swift, der for bare et album siden (Lover) mere eller mindre famlende søgte at bryde sin tween-streaming-algoritme spændetrøje?
Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser.
Det vrimler med gode, delikat producerede melodier på Folklore. 16 faktisk. August, en flot, flot melodi og produktion. I sit udgangspunkt en klassisk country-komposition, her svøbt ind i stor, æterisk ynde som hos andre Antonoff-darlings som Lana Del Rey og Lorde.
I Here Goes the Last American Dynasty synger Swift for fuld pop-galore med antydningen af vrede i stemmen. Klædelig mislyd, medmindre man foretrækker glansbilledet af Swift, som hun selv har gjort meget for at holde i live. Senest med sin pastelfarvede iscenesættelse af Lover.
Amerikas foretrukne sweetheart
Har man set Netflix-dokumentaren Miss America ved man, at Taylor Swift stiller endog meget store krav til sig selv i og uden for studiet. Sådan har det angiveligt også været med Folklore, der er blevet til under coronakrisen, mens skitser, sang- og melodilinjer fløj frem og tilbage mellem Swift, Dessner og Antonoff.
Invisible String, der i øvrigt minder en smule om KT Tunstalls Invisible Dreaming bibringer tekstens ord om den store kærlighed, der kunne være udsprunget af mødet med en issælger i en park i Nashville, den rette sødme, igen fornemt drømmende produceret i et low-fi udtryk, som man kender fra The National og Bon Iver.
Mad Woman lyder det fra hende, der engang var Amerikas foretrukne sweetheart. Måske handler det om at være træt af stereotyper, måske er det en giv-mig-mine-masterbånd-tilbage sang. I samspil med minimalistisk klaverspil står Taylors vokal, snart arrigt, snart fløjlsblødt fraserende.
Meget fundamentalistiske venner af folkemusik vil nok mene, at der er lovlig meget elektronisk bip-bip på Folklore. Substansen er de skitser, der er begået diverse strengeinstrumenter og pianoer. I mine ører er det ikke alene albummet, der bringer Taylor Swift ud af Barbie-boksen.
Folklore kan blive albummet, der med eksemplets magt bringer den kreative proces i moderne popmusik tilbage til musikken – ud af CEO-kontorer, hvor markedsundersøgelser, regneark, beats per minute og streamingstatistikker betyder alt.
Kald mig en drømmer, jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som nogen en gang sang.
Taylor Swift, Folklore, udkom 24. juli 2020, album.
Hvis du ikke kan se en eller flere videoer, skyldes det, at visse af Taylor Swifts videoer kræver Premium medlemskab på YouTube.
