KIND OF BLUE // MILES DAVIS 

Selvfølgelig har der altid været jazz i mit liv. Men først her i 2020 fandt jeg for alvor porten helt ind i hjertet af den blå verden. Der skulle en dokumentar, diverse playlister og en bog til.

Hvis man som jeg var dreng i 60’erne, var der jazz overalt. De spillede stort set ikke andet i radioen. I dag husker jeg det, som om jazz var soundtrack i alle tv-udsendelser og film.

Min far holdt meget af dixieland jazz – også slagermusik for den sags skyld. Faktisk er det et af de tidligste barndomsbilleder: ham siddende i stuen med sit rævegrin, stampende let med den ene fod, mens den enorme radiogrammofon spiller instrumental jazz. Et billede på glæde og livslyst. Et kært minde.

Der blev også lyttet til monologer med Jørgen Ryg, Kjeld Petersen og Dirch Passer. Bl.a. Dirchs parodi på en jazzsnob, “How jazz was born“. Jeg var vel bare fire-fem år gammel, da jeg første gang forsøgte at forestille mig lyden af, ”en lastbil fyldt med tomme mælkejunger (der) støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.”

Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50’erne – nemlig cool jazz.

Pludselig en dag var der Top 20 i radioen. Den ene gode melodi efter den anden, spillet og sunget med et helt andet drive end det, vi ellers lyttede til. Det var friskere. Det havde attitude. Man kunne nynne med på børneengelsk, “Sji låvs ju, jæ, jæ, jæ”. Det sker, at jeg finder Floyd Cramers “Hey Good Looking” på Spotify. Med den i ørerne er jeg for et kort øjeblik tilbage i en film, hvor helten hed Jørgen Mylius, og det altid sneede til jul. Historien om Mylles – og for den sags skyld også den svenske pioner Stig ‘Stikkan’ Anderssons – lobbyarbejde på poppens vegne i de tidlige 60’ere må vente til en anden gang.

Pop, rock, og senere diverse stiklinger blev min vej, men selvfølgelig har der hele tiden været jazz. Der blev spillet Chick Corea og Weather Report til gymnasiefester, indtil jeg satte ABBA eller Slade på i protest. De første år af min karriere arbejdede jeg i et kontor på Vesterbrogade, hvor jeg var omgivet af diverse musik- og jazzorganisationer. Jeg husker tydeligt landskampstemningen i 1985, da percussionisten Marilyn Mazur blev hyret af Miles Davis. Det kunne næsten ikke blive større.

Jazz har altid mest været der et sted i periferien. Der var fusionsguden Prince, svensk pop/folk-jazz fra Monica Zetterlund og Jan Johansson til Bo Kasper og Lisa Nilsson, Lars H.U.G.s jazzalbum, genopdagelse af Chicago og Blood, Sweat & Tears – og meget, meget andet.

De senere år er jeg begyndt at lytte til diverse jazz-playlister, når jeg arbejder eller læser. Det virker på en gang stemningsfuldt, stimulerende og afslappende, om ikke ligefrem beroligende, når det digitale møg ikke virker. Måske er der opstået en større forståelse af jazzens kulturelle og sociopolitiske rolle i den udvikling, der for nylig oplevede endnu en kulmination, da George Floyd blev dræbt af en hvid betjent i Minneapolis.

Fra Ryg til Miles

Men så tidligt i år så jeg Netflix-dokumentaren Miles Davis: Birth of the Cool. Få dage forinden havde jeg set biopic’en Born to Be Blue, hvor Ethan Hawke spiller rollen som en anden trompetist, Chet Baker. Det gør han fremragende. Samtidig læste jeg Jørgen Ryg-biografien Jeg vil prøve det hele. Den første del af sin karriere var Ryg jazztrompetist, indtil han valgte en anden livsbane. Det gjorde indtryk at læse om dette store musikalske talent, der tog sin evne til improvisation og åbenbart sublime situationsfornemmelse og forståelse af rummet med ind i sit skuespil.

Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband

Jeg blev engang spurgt i en radioudsendelse, hvad jeg allerhelst ville have oplevet musikalsk. Jeg svarede, at det, udover et par andre ting, ville have været at se Ryg spille Billy Bartlett i “Den grønne elevator”. ”Jeg troede, vi talte om musik,” sagde den anden. ”Det ville det også have været, tror jeg.” Læsningen af Ryg-biografien har kun bestyrket mig.

Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50erne – nemlig cool jazz.

Jeg har vist altid mest betragtet diverse jazzgenrer som intellektuelle stiløvelser, hjernegymnastik uden noget påviseligt på hjerte. Vel nærmest som modsætningen til rockmusikkens evige afsøgning af følelse, enkelthed, sandhed, gospel og sex.

Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en næsten tom kuffert og helt tom pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home

Jeg kendte godt historierne om diverse jazzikoners forhold til stimulanser. Alligevel gjorde det indtryk, da jeg hørte, at Chet Baker ofte turnerede kun med sin trompet, når han da ikke solgte den for at få råd til sine stoffer. Det kan lyde som en tragisk skæbne, men hvis jeg har forstået det ret, var det resultatet af et bevidst valg. Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en mere eller mindre tom kuffert og pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home. Men historien om Baker handler unægtelig om en nødvendighed, der er så rock’n’roll som noget.

Der er en scene i Birth of the Cool, hvor trommeslager Jimmy Cobb fortæller om optagelserne af ”So What”, der indleder Miles Davis’ skelsættende album Kind of Blue. Hans Sgt. Pepper. På det tidspunkt havde Davis fundet en ny tilgang til sine improvisationer.

I filmen fortæller Jimmy Cobb om tidspunktet, hvor bassist Paul Chambers falder ind i “So What”, efter Bill Evans’ intro, og der opstår noget, der lyder som et gennemgående tema på pladen. “Det skal bare swinge,” sagde Davis i studiet. Og det skal guderne vide, at det gør.

Blueset og tåget

Jeg skal ikke forsøge at kaste mig ud i en amatøranalyse af musikken på Kind of Blue – og slet ikke forsøge at sammenligne eller smide med referencer. Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband. Her er nogle få stemninger.

Klart, i hvert fald for mig selv, at der, når jeg lytter til “Blue in Green” og “Flamenco Sketches”, træder en veritabel parade af privatdetektiver og diverse lonely cops på film – fra Phillip Marlowe og Sam Spade til Wallander og Beck – ud af erindringsbanken. Det var det med soundtrackene og de filmiske kvaliteter i Miles’ musik. Den fortæller historier. Man digter med, hvis man gider.

Det er bluesy. Det ligger i titlen. Bluesy og tåget. Jeg hører de blå toners genskin i svævende vanddråber, der ikke kan beslutte sig for at blive til regn. Det er lyden af kærlighed. Fysisk. Mental. Bevægelse, snart adstadig, snart febrilsk, søgende bevægelse. Pludselig opstemthed. Stilhed. Ramaskrig. Klarhed. Drøm.

Som newly converted har man det enorme privilegium, at verden ligger åben. Der ligger en mælkevej af oplevelser forude.

2020 blev året, hvor jeg endelig opdagede, hvordan det lyder, når en lastbil fyldt med tomme mælkejunger støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.