LANA DEL REY // ANMELDELSE – Produktive Lana Del Rey udsender sit andet album i år, Blue Banisters. Efter storværket Norman Fucking Rockwell (2019), hvor hun formåede at balancere de mange americana-referencer med karakteren Lana og privatpersonen Elizabeth Woolridge Grant uden, at det blev uinteressant, for privat eller kitschet, er hun meget personlig på det nye album, skriver POV’s Jan Eriksen.
Siden sit gennembrud for ti år siden er det lykkedes Elizabeth Woolridge Grant at etablere sit alter ego Lana Del Rey i en unik position i moderne pop og som rollemodel i sin generation af kvindelige kunstnere.
I en delikat balancegang mellem inspiration fra surrealistisk filmkunst og maleri – med et enkelt splash teatralsk dekadence eller to – og på den anden side kompromisløs sensibilitet i sangskrivningen.
Pop-fashionistaen Lana er lige så meget retro som moderne med respektfuld inspiration fra klassisk sangskrivning og stor melodisk tæft. Med en sangstemme af de sjældne har hun bjergtaget publikum og inspireret med stilskabende lyd.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning
Hvis Lana Del Rey var et puslespil, ville de enkelte brikker for eksempel kunne være Joan Baez, France Gall, Marilyn Monroe, Lauren Bacall, Nirvana, Elvis Presley og Audrey Horne fra Twin Peaks. Især countryartisten, mentoren Nikki Lane, der var medskribent på det forrige album Chemtrails over the Country Club, og som gæsteoptræder i det måske ironiske “Oklahoma” på det nye album, er vigtig.
Med det lille mesterværk Norman Fucking Rockwell satte Lana del Rey en ny popstandard, hvor bidsk americana-kritik og bløde drømmepoppede former og eksistentielle tekster fandt et samlet udtryk. Efterfulgt i marts i år af Chemtrails over the Country Club kommer nu Blue Banisters.
Musikalsk følger Lana i sporet fra de to foregående album. I den ene blide keyboardbaserede ballade efter den anden synger hun sig ud med sange, der tydeligvis udspringer af det stille liv Chez Lana i corona-eksil, men som også i (alt for få) momenter tager livtag med de store perspektiver.
Rimelig klar symbolik
Det åbner med en dumb baslyd, som var det introen til en illegal BBC-udsendelse under Anden Verdenskrig, og derefter ordene ”I guess you can call it textbook”. Selv (-ironisk) udlevering for åbent slumretæppe – det handler om et forhold til en mand på sangerindens fars alder. Kæreste og far kører endda begge Thunderbird. Rimelig klar symbolik under motorhjelmen dér.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning. Overfladisk hørt kan det lyde som at foretage sig ingenting på mange måder. Det foregår i et fordrageligt tempo, sådan lidt tilfældigt, kan det lyde. Synth-baserede lydtæpper lyder som en rodet bunke dyner og puder i den seng i L.A., hvor en del af de nye sange angiveligt er skrevet. Der er denne her fornemmelse af leg og orkesterprøve over produktionen.
Lanas stærke vokal har det tilsyneladende bedst i dybden, men for hver plade har hun udviklet sin sangstil. Stemmen er i konstant bevægelse, snart svævende som en diffus røgfyldt skygge, snart skinnende helt oppe på toppen af de tre oktaver, hun efter sigende mestrer. Snart lyder hun som på nippet til at sive ud gennem en sprække i gulvet.
Jeg savner dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell
Med meget enkle virkemidler kan Lana Del Rey få sin hverdagspoesi på den bærbare til at lyde som et Borte med blæsten-drama i syvdobbelt widescreen-størrelse. Og hun bliver bedre og bedre, som det kan høres på Blue Banisters.
Heri ligger Lana Del Reys helt store styrke.
Når hun er er stærkest, lyder hun som i ”Arcadia”. Med et kort over Los Angeles som metafor formår hun i løbet af fire-et-halvt minut at folde en sang, der begynder med begær efter sex, ud til en ode om eksistentiel ensomhed. Måske handler det om USA i post-Trumpsk isolation. En af de få sange på Blue Banisters med en dobbelthed, der vender udaf. Muligvis.
Det passer til den forunderlige undergangs/begravelsesstemning i det efterfølgende “Interlude – The Trio”. I øvrigt er “Arcadia” en fremragende melodi, der perfekt støtter og spejler tekstens ord og Lanas sang.
I “Black Bathing Suit” med godt med bad girl attitude er Lana Del Rey til gengæld tæt på at lyde som en selvparodi. Hurra til gengæld for “Just Do It”, der er skåret som en fornem popsang – model f.eks. Dusty Springfield og Phil Spector. Ligesom der er noget filmisk 70’er-agtigt over “Dealer” med fedt basspil. “Thunder” er det nærmeste albummet kommer en helt regulær hitlistepopsang.
Alle tre numre er produceret en lille smule overdrevet og karikeret på den mørke måde, der gør, at det kun kan være Lana Del Rey. Igen bemærker jeg, hvordan sangerinden skifter sine udtryk, snart intens og hjertelig, snart vrælende og jamrende – det er voldsomt ekspressionistisk.
Styr på virkemidlerne
Siden debuten med bl.a. “Video Games” er Lana Del Rey blevet en mere end ferm, sanselig lyriker med styr på sine metaforiske virkemidler – “Blue Banisters”, “Violet For Roses”, “Wildflower Wildfire”, “Cherry Blossom”. Det er lige før, man kan smage sangene.
Lytter man til “Wildflower Wildfire”, får man fornemmelsen af en kunstner, der deler ud af sin terapeutiske proces.
Here’s the deal
‘Cause I know you wanna talk about it
Here’s the deal
You say there’s gaps to fill in, so here
Here’s the deal
My father never stepped in
When his wife would rage at me
So I ended up awkward but sweet
Later than hospitals and still on my feet
Comfortably numb but with lithium came poetry
And baby I, I’ve been running on star drip
IV’s for so long
I wouldn’t know how cruel the world was
Hot fire, hot weather, hot coffee, I’m better
So I turn but I learn (it from you, babe)
Stærke sager, ikke sandt? Og så med en meget Lana’sk Pink Floyd-reference.
Med Blue Banisters har Lana Del Rey skabt endnu et album, hvor hun bare lægger til sin position som en af de mest betydningsfulde og mest personlige popartister lige nu. Man har næppe hørt Lana være nærmere Elizabeth end på dette album.
Bedømt ud hele albummet savner jeg dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell. Måske kommer det næste gang.
