Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis:  “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.

Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.

Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.

Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget

David Bowie i 1997

I marts 2016 besøgte jeg med Elvis Presley-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst en herre ved navn Norbert Putnam i hans smukke hjem i Florence, Alabama. Jeg var på roadtrip – på jagt efter rockmusikkens rødder.

Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.

I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.

”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.

Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.

“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”

“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.

”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.

Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen

David Bowie

“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.

Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.

I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.

Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.

”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.

Kom for sent til Elvis-koncert

Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?

“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.

“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.

Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.

Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.

Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.

I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.

I 2002 sagde Bowie i et interview:

“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.

Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:

“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.

Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.

Tragedie – eller heroes?

Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.

Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.

Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.

Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.

Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.

Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.

Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.

They could have been heroes, just for one day.

Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.