En dokumentarfilm, produceret af eller sammen med hovedpersonerne selv, er en form for selfie. Et selvportræt, der fortæller historien, som man selv ønsker, den skal fremstå. Det samme gælder biografier.
Det kan der komme gode, tankevækkende historier ud af. Dokumentaren I’ll Be Me, optaget under Glen Campbells sidste turne, mens han i stigende grad omsluttedes af demens, er et meget stærkt eksempel. Stor som en sol, der følger Minds of 99, har passager, hvor man isklart fornemmer tomhed, tvivl og pres, mens gruppen venter på det næste anstrøg af kreativitet.
Den nye dokumentarserie Medina – hele min historie er sådan en tv-selfie, produceret bl.a. af hendes manager Thomas Børresen. Det er Medinas egen historie, hvor man følger hende fra musikbegejstret barn og senere bartender på Krasnapolsky i København til international, glamourøs stjerne.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid
Serien består af otte afsnit, hvoraf jeg har set de første fire. Den findes også i en filmversion, der indtil videre kun er vist en enkelt gang i diverse biografer.
Konsekvenserne
Filmholdet har fulgt Medina gennem to-et-halvt år og kan derfor blandt andet – dramaturgisk dygtigt redigeret ind i fortællingen – vise en dramatisk episode i Tivoli, hvor den pressede Medina besvimer, for lidt senere at gennemføre koncerten akustisk.
Det fremstår som et point of no return i den dramatiske fortælling, hvor der især er fokus på Medinas forhold til pressen og den heksejagt, hun har følt sig udsat for – instrumenteret af især Se og Hør og Ekstra Bladet.
Det handler om konsekvenserne for Medina. Om to stalkere, der forfulgte hende overalt. Døgnet rundt. Man kan sige, at Medina i årevis er blevet stalket fra flere fronter.
Selvportræt eller ej, så gør Medina – hele min historie stort indtryk. Der er mange gribende og hudløse øjeblikke i filmen. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte
Medina har levet under et til tider umenneskeligt stort pres. Hun er blevet omtalt i de nævnte medier med en lingo og en sprogbrug, som burde være forbeholdt russiske despoter.
Jeg har selv siddet i maskinrummet hos konkurrenten og skal ikke spille hellig. Men det er utroligt, at den slags stadig accepteres i etablerede medier, der redigeres og skrives af mennesker med mindst fire års uddannelse – på, “nå ja, det er måske lidt over grænsen, men det sælger”-måden.
Medina – hele min historie handler om konsekvenser – stress, psykisk og fysisk ubalance, pres. Gråd og tårer. Om to stalkere, der har forfulgt Medina overalt. Døgnet rundt. Om kærlighed. Om fansene, de såkaldte medivaer. Et enkelt klip med en fan, der er rejst fra Paraguay alene for at møde Medina i Danmark, virker overvældende. Det er sådan noget, musik blandt meget andet kan gøre ved mennesker.
Efter filmens premiere i denne uge erkendte Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen, at avisen i visse sammenhæng faktisk var gået over grænsen i jagten på det næste Medina-foto. Medina selv reagerede hurtigt på instagram.
Medinas indre og ydre smerte
Selvportræt eller ej – utallige gribende og hudløse øjeblikke i filmen gør indtryk. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte, mens hun ligger på briksen, mens en fysioterapeut trykker og flår i hendes nakkehvirvler. (Jeg er ikke helt sikker på, at den slags back and neck cracking altid er lige sundt, men man må gå ud fra, at manden ved, hvad han gør.)
Medina har levet med paparazzier på nakken, som ingen journalister, chefredaktører eller andre for den sags skyld, ville bryde sig om.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar
Har hun været udsat for en heksejagt? Som skrevet er filmen et partsindlæg. Men jo, tilsyneladende har Medina været offer den kollektive blodrus, som ofte indtræder i mere og for den sags skyld også mindre tabloide medier. Det sker, når stor læser- (og heraf afledt kommerciel annoncør-) interesse for den pirrende cocktail af skandale, kendthed, eksklusivitet, drømme, fascination og skønhed går i clickbait-selvsving.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid.
Efterhånden er det afdækket, hvordan et begreb som fuckability hørte til primærkvalifikationerne, når man ansatte kvindelige værter på TV2. Bare for at tage et enkelt lille eksempel, der er poppet op de senere år. Men jeg skal ikke være den, der slår stregen, hvor sexisme og andre mediemekanismer hhv. slutter og begynder in casu Medina. I en periode var rapperen og tv-værten L.O.C. f.eks. igennem noget, der kunne minde om det, Medina skildrer.
Ærgerligt at der ikke er mere musik
For den der er mere end overfladisk interesseret i historierne omkring den danske musikscene, er Medina – hele min historie en vigtig og interessant film.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar. Hvor kommer hendes sange fra?
Vi kommer f.eks. meget hurtigt hen over det guldbestøvede, livsforandrende øjeblik, hvor de to producere, Jeppe Federspiel og Rasmus Stabell, forvandler Medinas skitser til “Kun for dig” til et track med hitpotentiale. Hvordan er det at skrive musik under det pres, Medina har været udsat for? Hvad er hendes arbejdsproces?
Det er ærgerligt, at der ikke er mere musik i den dokumentar.
Ret sigende er de eneste eksterne eksperter, der medvirker i dokumentaren, skuespiller Julie Zangenberg og tidligere politiker Helle Thorning Smith og et par healere og venner. Al respekt for dem – men en musiker, producer og en af de yngre musikeksperter, der – modsat mig – har fulgt Medinas udvikling tæt fra begyndelsen, ville have gjort filmen interessant. Måske kommer det i et senere afsnit.
Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt
Skam få den, der ikke under Medina den nye lykke med sin mand, som det fremgår af serien. Åbenlyst betyder det alverden i den proces, som Medina er inde i, men det fylder forbløffende meget i det store hele. De lyserøde farver overtegnes med endnu flere lyserøde streger, og jeg overvejer, om jeg er kommet til at klikke ind under “romantiske komedier” på Netflix.
Jeg vil ikke betegne Medina – hele min historie som totalt ukritisk. Som seer får man indblik i en sag, hvor Medina blev anholdt, mens hun kørte bil påvirket af stoffer. Hendes anger. Der er en sag med en Se og Hør-journalist, der blev revet i håret, hvor journalisten faktisk – kort – kommer til orde i filmen.
Men jeg undrer mig over nogle af filmens fravalg.
I to sætninger forklarer Medina, at hun er vokset op som barn af den første flygtning, der kom fra Chile til Danmark i 70’erne. Bare for the record: Hvad flygtede chilenerne fra?
Hvordan var det at vokse op som indvandrerbarn i Aarhus? Har det påvirket drømmene og musikken? Vi er, som en syrisk flygtning engang sagde til mig, ”alle born to run.” I så fald: Hvori består Medinas ”flugt”?
Fristende at isolere sig
Jeg forstår dynamikken, at når det hele pludselig bliver uoverskueligt, og stress og paranoia breder sig, er det fristende at isolere sig. Men det ville have pyntet med selvransagelse i forhold til den presse, der er under anklage.
Medina og til dels hendes rådgivere valgte hurtigt at gemme sig bag tavshedens mur, da hun i stigende grad blev jaget vildt. Bortset fra et par interview og en optræden i Toppen af poppen fortsatte det sådan i et tiår. Var det den rette strategi? Selvsagt må det nødvendigvis blive efterrationaliseringer, men alligevel.
Der findes denne her gamle kliche: Hvis man inviterer pressen med til brylluppet, må man finde sig i, at den også dukker op til skilsmissen. Som en af landets store kulturpersonligheder en gang sagde til mig: Efter “brylluppet” inviterede jeg af og til de mest sultne medier hjem på terrassen, når jeg havde noget, jeg skulle sælge. Senere har de holdt sig væk under mine “skilsmisser”. Kunne Medina havde sparet sig selv for en masse ubehag?
Set på afstand indtraf et vigtigt vendepunkt i Medinas offentlige liv under en episode i 2010, hvor nogle unge muslimer kastede æg efter hende under en koncert. De fandt hendes navn, som hun deler med den hellige by i Saudi-Arabien, anstødeligt. Efterfølgende satte Medina de unge krapyl på plads fra scenen. Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt.
Medina – hele min historie giver et tankevækkede og sine steder gribende indblik i en popskæbne. Artisten Medina virker sympatisk, og man føler med hende. Men i sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over hendes fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg.
