Popbegejstring i hårde funkklæder
Det var med et stille håb, jeg ankom til den første Roskilde Festival i tre år – at festivalpublikummet havde glemt den stangirriterende vane med at tralle melodilinjen fra Jack Whites “Seven Nation Army” i tide og utide.
Jeg blev klogere. Og på sin vis var det dem velundt, da det nærmede sig slutningen af åbningskoncerten på Orange Scene. For på det tidspunkt havde dansk-walisiske Drew Sycamore og hendes band skabt lige præcis den fest, den ikoniske scene, dens publikum og den 50-gangs jubilerende festival fortjener.
Både den dengang nyindkøbte orange scene og jeg fik taget vores festivaldyd samtidig i 1979, da jeg første gang satte benene på Dyrskuepladsen.
Det siger meget om en stigende intensitet under denne orange åbningskoncert, at musikglæden både hos publikum og band kulminerede i en ny sang … Der skal alligevel noget til, før et koncertpublikum peaker til et nummer, de færreste kender i forvejen
Det var en æra, hvor alle frygtede krig mellem øst og vest, inflationen gik amok, populister på begge yderfløje havde medvind, og det androgyne look var det nye orange i musikbranchen.
Så ja, what else is new?, som en gammel kollega yndede at spørge.
Enter Drew Sycamore på Orange Scene i form af sin nye persona Masculina, som hun kalder sig på pressebilledet her på siden, og som i øvrigt også bliver titlen på et album, der udkommer næste år. Har man været i nærheden af en musikradio de sidste par år, har man også været i nærheden af Sycamore. Det taler sit eget tydelige sprog om succesen, at hun sidste år var den første kvindelige danske artist nogensinde på listen over Gramex’ mest spillede numre i radioen.
Koncerten denne solbeskinnede onsdag begyndte med Sycamore i en Madonna-lignende BH uden på tøjet, og der var da også en vis genklang af groovet i Madonnas ”Holiday” i det første nummer, ”Electric Motion”.
Drew Sycamore har aldrig lagt skjul på sin fascination af 80’ernes dance musik i bredest mulige forstand, Michael Jackson især, måden den blev produceret på – og senere Amy Winehouse og måske Robyn og Dua Lipa, der også optræder på Roskilde i år.
Jeg skulle vænne mig til lyden af hangar foran de store lydtårne, men der kom ganske hurtigt acceptabel lyd på. Jeg plejer for mig selv at definere god koncertlyd simpelt, som at man kan høre alle instrumenter og al sang nogenlunde lige tydeligt. Burde være en selvfølge, men… Jeg bemærkede klar lyd på selv på de mindste moog-lydende fills på Amanda Wiums keyboards. Hendes spil har i øvrigt en god del af æren for Sycamore-holdets groove. Det samme gælder trommeslager Felix Ewert og bassist Naja Pyndt.
Der skulle gå 15-20 minutter, før de mange publikummer for alvor blev fanget af musikkens popbegejstring i hårde funkklæder, men snart lød der fællessang i sange som ”45 Fahrenheit Girl”, ”I Wanna Be Dancing” og ”Rhythm” – der kunne lyde som en parafrase over 90’er-hittet ”The Rhythm of the Night” med eurodancegruppen Corona. Det navn ville en italiensk popgruppe nok ikke vælge i dag.
Det siger meget om en stigende intensitet under denne orange åbningskoncert, at musikglæden både hos publikum og band kulminerede i en ny sang, ”Paradise is Next to You”. Der skal alligevel noget til, før et koncertpublikum peaker til et nummer, de færreste kender i forvejen.
Sidste halvdel af showet havde jeg fornemmelsen af en stor sonisk omfavnelse mellem dem på scenen og de mange tusinder foran
Jeg kunne godt tænke mig at se Drew Sycamore give lidt mere af sig selv på scenen – det medrivende musikalske udtryk ufortalt. Hendes egen og måske især et par bandmedlemmers påklædning i sort semi s/m-outfit lægger vel op til en vis stilren distance og teater, men indimellem i de meget udadvendt danseglade numre virker det, som om Sycamore gemmer sig lidt.
Ikke at hverken hun eller hendes band virkede specielt nervøse, men hun sagde selv, at hun da godt var klar over, at det var noget af en opgave, hun var sat på. Efterhånden som koncerten skred frem, fornemmedes det tydeligt nede fra støvgulvet, hvordan glæden og den indre varme bredte sig i både sangerinde og band.
Sidste halvdel af showet havde jeg fornemmelsen af en stor sonisk omfavnelse mellem dem på scenen og de mange tusinder foran. På et tidspunkt var det tydeligt at se på storskærmen, hvordan bandmedlemmerne blev påvirket af varmen fra tilhørerne.
For ni år siden gav det et ramaskrig i de sociale medier, da Roskilde valgte at programsætte popdivaen Rihanna. Det endegyldige tegn på festivalens musikalske død, mente mange rockfans. I 2022 er pop en integreret del af Roskilde Festivalens profil.
Som åbning på den 50. Roskilde Festival fungerede den danske popstjerne Drew Sycamore foran et publikum i poststudenterfest-humør til et 10-tal.
Drew Sycamore
Orange Scene, onsdag 29.6.
Tiden stod stille i Arena
Jeg har altid været en sucker for de koncertøjeblikke, hvor man fornemmer kunstnerne ikke bare spille for hyrens skyld, men simpelthen leve i musikken.
Et sådant indtraf, da country/bluegrass-sangeren Alison Krauss og rockikonet Robert Plant gav deres liv- og kraftfulde New Orleans version af Led Zeppelins gamle klassiker ”Rock and roll”. Krauss brød ud i et kæmpe smil, da violinisten spillede en solo, der ikke gav Jimmy Page meget efter. Det var vist et, ”du nailede den i aften, makker”-smil.
Der spiller med lyde, som det må smage for en gourmet, når han eller hun sætter sig ved et bord på en Michelin-restaurant
Det er anden gang, parret i den på papiret umage duo spiller på Roskilde Festival. Første gang var i 2008, hvor de netop havde udgivet albummet Raising Sand. Sidste udkom så Raise the Roof, primært med coverversioner af diverse mere eller mindre kendte numre fra americana-rockens krinkelkroge. Også denne gang produceret af T-Bone Burnett. Hvilket borger for musikalsk historisk bevidsthed og musikalitet i det hele taget.
Med sig på scenen i Roskilde havde de to et formidabelt band, især vil jeg fremhæve den jazzede trommeslager Jay Bellerose og retro-guitaristen JD McFearson, der spiller med lyde, som det må smage for en gourmet, når han eller hun sætter sig ved et bord på en Michelin-restaurant.
Bandet med de to i front var ikke langt inde i første nummer, ”Rich Woman”, før jeg fornemmede en særlig lydhørhed og opmærksomhed på scenen.
Hvor ofte har man ikke set og hørt kunstnere på en meget lang turné spille det faste sæt på rutinen og en smule ekstra creme på kagen ved mødet med et taknemmeligt publikum.
Det er jo det med magi, at man fornemmer den, når den er der, men det er mere eller mindre umuligt at beskrive den
Men onsdag aften gav Robert Plant og Alison Krauss en masterclass i kunsten at lytte til hinanden, til det fantastiske band, til stemningerne i sangene, konturerne, Robert Plant sang, som betød det noget for ham, diskret, bevidst, tilsyneladende om ikke at synge på sine rockmanerer, men give plads. Alison Krauss syngende, så man det ene øjeblik fornemmede den nære smerte, kærligheden, det næste en dyb eksistentiel urkraft.
Det er jo det med magi, at man fornemmer den, når den er der, men det er mere eller mindre umuligt at beskrive den. Der var Allen Toussaint’s “Trouble with My Lover”, som Krauss sang med lurende, bare lurende desperation, som var det sidste chance inden lukketid. The Everly Brothers klassikeren “The Price of Love”, som blev sunget med længsel i metermål. Et decideret festivalhøjdepunkt, da duoen og deres band gav en isnende og medrivende version af en anden Led Zep-klassiker, “The Battle of Evermore”, skrevet da Robert Plant var allermest inspireret af Tolkien.
Lyttet til i dag med, hvad vi ved, der sker i Ukraine, en uhyggeligt aktuel sang.
At Last The Sun Is Shining
The Clouds Of Blue Roll By
With Flames From The Dragon Of Darkness
The Sunlight Blinds His Eyes
Sådan slutter sangen. Jeg siger ja tak.
Kæmpe hyldest fra publikum, hvilket måske især skyldes at mange kendte den med Plants gamle band. Og så var der “When the Levee Breaks”. Et af den type numre, der lyder, som om alle folk- og americanaagtige udtryk er smeltet sammen i en lyd, endnu en gang med Alison Krauss syngende, som kom hendes røst fra et meget fjernt sted. Hun er en formidabel sanger.
Alison Krauss og Robert Plant afsøger nogle hjørner i amerikansk og britisk rural musikhistorie. Nogle elementer i det at være menneske. Jeg ved ikke, om de har fundet det, de søger, eller om de helt præcis ved, hvad de søger, men jeg er glad for, at jeg var med, da de gjorde stop i Roskilde.
Alison Krauss og Robert Plant
Arena, onsdag 29.6
