Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.
Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Ways det første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.
”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena
Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.
Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.
Er Dylan forfaldet til backtracks?
Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.
Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.
Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader
Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.
Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.
Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.
Raspende, remsende
Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”
Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.
Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.
Sakral udgangssalme
Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.
Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)
Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.
Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.
Lige der var det dybt bevægende.
