En af de glædelige ting ved de restriktioner, der blev indført under Corona-epidemien er, at millioner af ældre medborgere stadig er i live og i fuld vigør.
Det gælder f.eks. 77-årige Sir George Ivan Morrison, der søndag d. 20. maj beviste i Falkoner Salen, at han stadig kan synge fyldigt og engageret – stort set uden mislyde. Han synger ufatteligt nok nærmest bedre end nogensinde. Imponerende af en herre i den alder.
Det skulle hurtigt vise sig, at Van Morrison havde krøllet sin sølvpapirshat sammen og i stedet iklædt sig en nydelig Fedora eller Trilby, tror jeg, som i gode, gamle dage. Og så i øvrigt – stort set – ikke flere ord om Van Morrisons seneste plader og hans Don Quixote kamp mod vindmøller i form af især de nordirske myndighedernes restriktioner under epidemien.
Vi lever i et demokrati et stykke tid endnu, forhåbentlig, og modsat hvad han selv synger i “Gov Don’t Allow”, som jeg vender tilbage til, må Van Morrison mene, hvad han vil.
Et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil
I øvrigt er der den klassiske diskussion, om man kan, skal eller vil adskille kunstneren og dennes værker fra personen. Det findes der i min verden ikke noget endegyldigt svar på.
Kan man f.eks. adskille John Lennons bedste sange fra privatmennesket John Lennon? Nej. Kan man adskille Bob Dylans bedste sange fra privatmennesket Robert Zimmerman? Aner det ikke. Ja, siger han selv.
Van Morrison og hans band spillede udelukkende sange fra det seneste album Moving on Skiffle, hvilket i øvrigt fremgik tydeligt af foromtalen af koncerten. Altså ingen tilbageblik til det respektindgydende bagkatalog, hvis tidligste bidrag må være en Them-sang som ”Baby, Please Don’t Go” fra 1964.
Moving on Skiffle består af coverversioner af sange, der skabte den helt unge Vans musikbegejstring og fik ham til at drømme om selv at komme til at spille. Det er i øvrigt ikke første gang, Morrison søger tilbage til den rene, uskyldige tid som Van the Boy. Det gælder f.eks. “Caravan” fra Moondance og “Hyndford Street” fra Hymns to the Silence.
Van Morrison og skifflemusikken
Basalt set er albummet en hyldest især til den britiske skiffle-konge Lonnie Donegan, der også inspirerede bl.a. Ron Wood, Mick Jagger, Roger Daltrey, Jimmy Page, Ritchie Blackmore, David Gilmour og to teenagedrenge i Liverpool ved navn Paul og John. Ron Wood skulle efter sigende spille et ondt vaskebræt.
Morrisons begejstring for musikstilen skiffle er ikke ukendt. I 1998 udgav han albummet The Skiffle Sessions, der blev indspillet i Belfast med bidrag af netop Donegan, Chris Barber og Dr. John. Og som en ekstra understregning af inspirationen fra – eller hyldesten til Lonnie Donegan – er dennes tidligere bandmedlem Alan ‘Sticky’ Wicket nu medlem af Van Morrisons liveband.
Nogle anmeldere har undret sig over den musikalske diversitet på Moving On Skiffle, hvilket forekommer mig noget historieløst. Man kan sige, at Donegans skiffle nok var ret folksy, men oprindelig er skiffle i sig selv en form for sammenkog af den amerikanske arbejderklasses og de sorte slavers musikstilarter – så som folkemusik, blues, hillbilly/country, bluegrass og jazz, spillet på hjemmelavede instrumenter. Der var ikke råd til andet.
Så ikke så underligt, at både Van Morrisons nyeste plade og den præcis halvanden time lange koncert i Falkoner lyder/lød som en musikalsk cajun gumbo med gospel, jazzet New Orleans stemning, zydeco, boogie, soul, gospel og rock’n’roll.
Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat
Van Morrison og det syv mand og kvinde store band lagde ud med The Vipers Skiffle Groups ”Streamline Train” som en form for tematisk anslag til koncerten som sådan. Det var i høj grad under opførelsen af det uendeligt lange amerikanske jernbanenet i 1800-tallet, at de hvide indvandreres folkemusik blandede sig med slavernes musik og blev til skiffle.
Siden blev toget – “the railroad song” – et symbol på den bevægelse og søgen efter frihed, der vel er rockmusikkens dybeste ledetema.
En forynget mand
Senere fulgte flere tog-sange som “Travelin’ Blues”, “Sail Away Ladies”, “Freight Train” og “Worried Man”. Så en dobbelt klicheagtig metafor om koncerten som en musikalsk seniorrail-rejse tilbage til rockmusikkens rødder med Van som lokomotivfører trænger sig unægtelig på.
Stort set fra det øjeblik, Van kom på scenen og begyndte at synge “Freight Train”, virkede han som en forynget mand – måske fordi skiffle projektet har bragt den nordirske “Worried Man” tilbage til udgangspunktet efter et par års frustrationer iført mundbind.
Sætlisten spændte over alt fra Leadbelly (“Cottonfields”), Hank Williams (“I’m So Lonesome I Could Cry”, “Cold Cold Heart”) til Woody Guthrie (“The Gypsy Davy”), Hank Snow og Jim Reeves.
Van Morrisons ordknappe, noget grumpy fremtoning med spontane fagter og ændringer i tempo og toneart, kender vi og bandet, der tager den slags med ophøjet ro. Men et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil.
F.eks. har jeg ikke hørt bedre lyd ved en koncert i Danmark siden The Eagles i Royal Arena, tror jeg.
Selv “I’m So Lonesome I Could Cry” blev spillet med et lyst, optimistisk feel. Af det fantastiske band med den groovy og konstant opmærksomme bassist Paul Moore, guitaristen Crawford Bell, der med stor elegance spiller præcist økonomisk og stadig ypperligt på skiftende strengeinstrumenter, indimellem i samspil med Van på saxofon og mundharpe.
Og så er der keyboardspiller Richard Dunn, der spiller som om, han havde opfundet selve ideen med at lade et orgel supplere grundopstillingen tromme, bas og guitar. For ikke at glemme trommeslageren Colin Griffin, der spillede sine trommer så indfølt, at det nærmest lød, som sang de med en lyd som vindens susen.
Man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter
Selv bandets version af en gammel folkesang, “Gov (Government) Don’t Allow”, blev spillet med et lifligt bluesy swing. Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat.
Enormt vellydende
Generelt var det en enormt vellydende oplevelse. Men ikke kun. Der var flere af de momenter, jeg er villig til at rejse langt for, hvor musikkens vingeslag bærer lytteren højt op over hverdagens bindinger, tankemylder og de bekymringer, Van Morrison synger om i “Worried Man”. Hvor man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter. Hvor det ikke bare lyder som den 34. gennemspilning af et plus 100 år gammelt nummer på turneen.
Især i de mere gospelinspirerede øjeblikke med korsanger Jolene O’Hara i fokus, som der kom flere og flere af mod slutningen af koncerten. Især i afslutningsnummeret, det sakrale “Green, Green Rocky Road”, hvor der for alvor blev skabt gospel på scenen.
Vi er mange, der har grinet ad og hånet Sir Vans Corona-konspirationsteorier og besynderlige pladeudgivelser. Men han har også sagt noget, jeg kan identificere mig med:
“Åndelighed er én ting, religion … kan betyde alt fra suppe til nødder, du ved? Men det betyder generelt en organisation, så jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge ordet, for det er det, det virkelig betyder. Det betyder denne kirke eller denne kirke … spiritualitet er anderledes, fordi det er individuelt.”
Da jeg forlod Falkoner, fandt jeg – true story! – et stykke sammenkrøllet sølvpapir i inderlommen, en rest fra en impulsiv madpakke med en humpel rugbrød, jeg havde indtaget om eftermiddagen inden en fodboldkamp. Jeg har gemt den lille sølvfarvede kugle som et minde om den spiritualitet i betydningen momentan fornemmelse af opstemthed og forløsning, jeg oplevede i koncertsalen.
Den slags, der desværre normalt i sagens natur ellers er umuligt at bære med sig som andet end en langsomt svindende erindring.
