Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.
Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.
”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati
Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.
Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.
Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?
Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.
The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.
Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.
Ray Davies’ sangskat er enorm, fra de eksperimenterende plader i slutningen af 60’erne, hits som ‘Sunny Afternoon’ (der blev sunget af publikum på Wembley i 1966, da Englands fodboldlandshold vandt deres første og, tør jeg godt sige, sidste titel), ‘Days’, ‘See My Friends’, ‘Till the End of the Day’, ‘Where Have All the Good Times Gone’, ‘Dedicated Follower of Fashion’, ‘Well Respected Man’, ‘Dead End Street’.
Det akavede hit ‘Lola’, der gav Kinks et mindre amerikansk gennembrud. Det smukke, bittersøde ‘Celluiod Heroes’ med sin medfølende solidaritet med den amerikanske stjernedrøms vindere og tabere. Det kunne sådan set også handle om dem, der stiller op i X-Factor.
De efter min mening underkendte – også af Ray selv – ’amerikanske’ 70’er-albums Sleepwalker og Misfits. Især Kinks popo-sparkende ’okay, punks, hør her, hvem der fik jeres pædagoger til at danse, da I gik i vuggestuen’-album Low Budget. For ikke at tale om efterfølgeren Give The People Want They Want (1981) med bl.a. ‘Better Things’, som du skylder dig selv at høre i versionen, hvor Ray synger sammen med Bruce Springsteen.
Der har været, er og følger mange store britiske sangskrivere.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati.
Smukkere end i mesterværket ‘Waterloo Sunset’ bliver det ikke. Hvorfor ikke give ordet til en anden af de helt store englændere David Bowie?
“Der er noget enormt forankret i den sang. Den er så engelsk som Peter Ackroyd (forfatter, historiker og litteraturkritiker). Den siger, ‘London’. Der er noget så dybt bevægende over den sang. Den er tidløs.”
