Mange andre album trænger sig på, det gælder f.eks. Alicia Keys helt nye Keys, The Metallica Black List, Arlo Parks Collapsed in Sunbeams, Lana del Reys Blue Banisters, på visse dage Iron Maidens Senjutsu, Bob Dylans Springtime In New York: The Bootleg Series Vol. 16 , Kira Skovs Spirit Tree, Hanne Boels Kopi, Rikke Thomsens Opland, The War on Drugs I Don’t Live Here Anymore, og fra den nye countryscene Joy Oladokuns In Defend of My Own Happiness, Mickey Guytons Remember Her Name og Cody Johnsons Human the Double Album, og …
Coco O: It’s a Process
Coco O’s første soloalbum, It’s a Process, er eftertænksom, minimalistisk zen-soul. Virkelig velproduceret.
Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt, snart mørkt.
Efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, som titlen siger. Lyden er ikke overlækker, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.
Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind.
Med It’s a Process har Coco O skabt sin helt egen genre.
VOLA: Witness
Med nærmest latterligt overlegen tæft for skift mellem bombastiske guitarfriløb og melodiøse fabulerende passager og omkvæd lyder VOLAs moderne, supermelodiøse progressive rock både eventyrlig og meget kontant.
Præcis i de konstante brud og breaks, i kontrasterne mellem tordnende heavyrock og luftig folkpop-brise ligger VOLAs helt store styrke. Witness er noget så sjældent som et rockeventyr, hvis historier ændrer sig lidt for hver gang, man lytter. Noget så sjældent som en dansk rock-suite. Numre som “24 Light Years” og “These Black Claws” ligger i toppen over de mest hørte i år på min Spotify. Er man til Dizzy Mizz Lizzys lyriske mesterværk “Amelia”, kan man meget vel også være til VOLA.
Ginne Marker: Ulteria
Allerede på debutalbummet For Seasons to Come markerede Ginne Marker sig som sangskriver og musiker uden for nummer. På den gode måde. Det er umuligt ikke at tale om tidlige epokegørende sangskrivere som Joni Mitchell og Laura Nyro, senere f.eks. Tina Dickow.
Godt nok er Marker en skolet musiker og komponist, men egentlig lyder hun som en komponist, der intuitivt sætter lyd til sit indre liv uden skelen til regler og manualer. Det lyder ægte, og som sådan stiller det krav om indlevelse hos sin lytter.
Producer og ildsjæl bag Ginne Marker, Aske Jacobys baggrund i 80’ernes lydæstetik høres tydeligt f.eks. i et nummer som “Never Golden But Always Beautiful” og det voldsomt fremragende “Everest”, der sender mig på ekspedition til en strandbar i evig solnedgang. Men det med 80’erne ligger bare som en delikat note i smagen, ikke som et af de amokløb i den digtitale slikbutik, der desværre præger mange artister for øjeblikket. “The Poet” er jazzet med coolness på (og det fedeste orgel i byen). I “Upperhand” er der storhed og bredt vingefang, som jeg forbinder med indierock navne som Coldplay og Kings of Leon.
Ulteria er et sindssygt vellydende album.
The Black Keys: Delta Kream
For et par årtier siden (gen)skabte duoen The Black Keys sammen med bl.a. White Stripes et retro rockudtryk, hvor traditionel blues, rock’a’billy og soul/rythm’n’blues fik et moderne, kornet brush-up med godt med forvrængning.
Det rå-robuste album Delta Kream, indspillet på bare ti timer, fanger essensen af alt det, der skabte North Mississippi Hill Country-bluesen. Dan Auerbach og Patrick Carney med gæster kan selvsagt ikke genskabe backwood oprindeligheden i John Lee Hookers sange. Men det, de leverer her, er grumme intenst, sejt og Delta-sumpet med en PH-værdi langt under 0. Hør Aubauchs og guitarer danse sig gennem klassikernes klassiker Poor Boy a Long Way From Home og bliv begejstret. Delta Kream er et skud adrenalin til alle med den fede lyd af blues i blodet. For mig var der sommerens altan-album.
Karen Rosenberg: Same Soul
Jazz er musikkens cool kat. Den sidder i skyggen bagest i rummet med solbriller og rød læbestift – den synger ikke, den crooner. Tilfældigt opdagede jeg i foråret den danske R&B-pioner Karen Rosenbergs jazzalbum, Same Soul. Overraskelse blev erstattet af forbløffelse. Sikken et stilskift. Med overrumplende fornemmelse for og fortolkning af jazzens skatkammer af blå nuancer lyder Karen Rosenbergs melankolske vokal smukt og fintfølende. Hun fraserer og pauserer og bruger sin luft med, hvad der lyder som perfekt pitch. Det er sensuelt, melodiøst, længselsfuldt, smertefuldt og fyldt med livslyst. Det er seriøst.
God jazzmusik kan meget vel lyde genkendelig – ikke som en af de sange, man har hørt 1000 gange, men genkendeligt som en stemning, man spejler sig i, idet den opstår lige her og nu i dette øjeblik, der allerede er gået, når man når til punktummet.
Når Rosenbeg synger ”We swim in galaxies and milky ways and stars” svømmer jeg med og glemmer et nøk, at virkeligheden siger slud og lunken kaffe.
Brandi Carlile: In These Silent Days
Alt-country stjernen Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den gode melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som country i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke). Stemmen favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.
Sangene er opstået med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag, de fleste inspireret af og i debat med Carliles kristne opdragelse.
Som i den folksy “You and Me on the Rock”. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en parlivssang.
Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.
In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.
John Hiatt: Let’s Fire it Up (Live ’95)
Tidligt i år udkom albummet Let’s Fire it Up (Live ’95), som vist kun kan købes digitalt. Gør mig gerne klogere.
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee.
Musikken på dette livealbum leveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens. Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Hør f.eks. “Cry Love” gå videre over i “Have a Little Faith”, hvor Hiatt iltert og insisterende lufter sin desperation. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne.
Joakim Thåström: Dom som skinner
Joakim Thåströms intensitet på scenen er ubeskrivelig og uomgængelig. Og intenst er det sandt for dyden på Dom som skiner.
Langsomt men sikkert begynder det med ”Långsomt Fall”, som Thåström har skrevet i samarbejde med den svenske countrypop duo First Aid Kit. Som for at sætte præmissen for sin rejse på dette album citerer den belæste Thåström den berlinske forfatter Hans Fallada.
Det er anslaget til ni sange, der på en og samme tid er øjebliksbilleder, stilstands- og tilstandsbeskrivelser fra en by og samtidig handler om en mand i bevægelse. Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler.
I hjemlandet har der været en del fokus på den gamle rockrebels farvel til guitaren på dette album. Men selvom udtrykket er behersket, gennemproduceret, fremkaldt af diverse synths, keyboards og strings, lyder Thåström så insisterende knudret og karismatisk som altid. I det rum opstår en ny dimension i den gamle svea-rockers lyd.
For den, der gerne vil vellyden, er det måske Thåströms bedst producerede album. Sangene hænger indbyrdes sammen, man kan sige, at de ni sange, øjebliksbilleder, noveller, om man vil, fortæller en cirkulær historie, der lige så meget går baglæns som forlæns. Joakim Thåströms nye plade er det vigtigste argument, jeg lige nu og her kan komme i tanke om, for albummet som kunstværk.
Magtens Korridorer: Club Promise
Og det skete i de dage i 2021, at Magtens Korridorer udsendte den smukkeste ballade i nyere danskrock historie. “Månelys i rav”. Som efterhånden altid med Johan Olsens tekster er lyrikken ikke printet ud med caps locked, men stemningen er ikke til at tage fejl af. “Månelys efterladt i rav tjekker ud fra mørkets hotel” – det er bidende ensomt her, men ikke goldt. Jeg hører et stort, empatisk hjerte bag den sang.
Der er også hårde rocknumre i klassisk Magtens Korridorer-stil på Club Promise, f.eks. titelnummeret, der handler om musikbranchens indbyggede tomhed, men gennemgående er det det til dato mest nuancerede MK-album. “Byens lys” (med Beatles-flair) og “Ensom stjerne” – begge klassisk gode tryk den af Korridor-melodier. Den bragende “Helten ud i lyset” er som skabt til koncerter.
Man skal passe på med udtrykket perfekt, for hvad er der så tilbage at opnå? Men altså, dette er tæt på det perfekt producerede Magtens Korridorer-album med velbalanceret symbiose mellem hård guitarrock og billedskabende keybords.
Ronnie Atkins: One Shot
I efteråret 2019 fik Ronnie Atkins aka Paul Christensen, Pretty Maids, konstateret lungekræft. Han blev opereret, fik stråleterapi 33 gange og gik gennem et forløb på tre måneder, hvor han var i kemoterapi. Han blev erklæret rask i februar 2020, men seks uger efter fik han den besked, at kræften havde bredt sig til knoglerne uden at kunne helbredes.
“One Shot” er skrevet og indspillet i Corona-skjul med hjælp fra producerne Chris Laney og Jacob Hansen og en flok danske og svenske musikere.
Hvert ord, hver strofe på dette fremragende hardrock album har baggrund i følelserne hos en mand i dobbelt isolation uden håb om meget andet end at få morgendagen med. Alt er på spil. Og det høres.
Musikalsk kan man kalde det en moderne, opdateret version af den bløde firserheavy, der i sin tid inspirerede Pretty Maids. MASSIV guitarmur uden at svigte komponistens dogme om melodi-melodi-melodi i omkvædet. “Miles Away” kunne lige så godt være en flot akustisk ballade. Stolthed og figthervilje stråler ud af “Subjugated” og “One By One” med omkvæd, der skriger på at blive spillet live. Det er Bon Jovi bedre end Bon Jovi med stormende guitarspil af Kee Marcello. Titelnummeret har kraft og styrke som en forhammer. Faktisk falder kun et par numre igennem. Som om det ikke er nok, bliver albummet bare bedre og bedre indtil, man når til det sidste nummer.
