Alex Vargas senior: En rock’n’roller vender tilbage til musikscenen – og børnebørnene

For at undgå forvirring om de to ens navne, nævnes den unge Alex Vargas i artiklen ved sit fulde fornavn, Alexander.

Som sanger i rockbandet The World stod Alex Vargas på adskillige danske musikscener i en periode fra medio firserne til slutningen af halvfemserne. Det var en periode med mange højdepunkter.

Et af dem var andenpladsen i en verdensomspændende musikkonkurrence, der blev afholdt i Japan.  Andenpladsen i Tokyo resulterede i, at The World blev fløjet til Los Angeles for at optræde på nationalt tv i programmet Star Search, der svarer til American Idol i dag. Showet har været affyringsrampe for stjerner som Beyoncé (sammen med Destiny’s Child), Justin Timberlake, Britney Spears og mange andre.

Senere spillede The World i TV2-programmet ”Eleva2ren” i forbindelse med deres første album. Alt dette helt uden støtte fra et pladeselskab.

I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet

Et andet højdepunkt var et job i K.B. Hallen i november 1992 som opvarmningsband for Keith Richards daværende solo-band The X-Pensive Winos. Men – “you can’t always get what you want,” som Mick Jagger synger i sit og Richards bandAf private og professionelle årsager fik Alex Vargas i 2002 nok af Danmark og rejste til USA – og blev der i 20 år. Nu begynder et nyt kapitel i hans liv.”Efter at have boet i San Francisco i 20 år, kan jeg endelig se min søn igen, og jeg kan være bedstefar for mine børnebørn. Jeg er så småt i gang med min musikkarriere igen – og har fået et job som musikbooker. I en alder af 57. Spørg mig, om jeg er glad.”

Det spørgsmål er overflødigt. Alex Vargas smiler meget. Nærmest hele tiden.

På jagt efter en forholdsvis fredelig café, hvor vi kan tale sammen, passerer vi Gråbrødretorv i København. Selvom efterår er ved at blive til vinter, sidder der en hel del gæster ved caféernes udendørsborde. Jeg forestiller mig i et glimt en af de helt specielle sommerdage på Gråbrødre. Åbenbart også Vargas, der griner.

”Det var her, jeg mødte Alexanders mor. Det var en smuk dag.”

Da Vargas næsten vandt i Tokyo

For at forstå, hvad det betyder for Alex Vargas senior at være tilbage i Danmark, skal vi tilbage til firserne.

”Dansk rock til tops i Japan.”

Sådan lød en af overskrifterne, da The World i 1989 deltog i musikkonkurrencen Yamaha Band Explosion. I den æra gav den konkurrence blandt meget andet store bands som Teenage Fanclub og Manic Street Preachers et skub fremad. Efter at have vundet den europæiske finale i Göteborg endte The World som verdenskonkurrencens nummer to i den legendariske koncerthal Budokan. The World drømte – om ikke at indtage The World, hele verden – så i det mindste om noget stort. I første omgang en pladekontrakt. Som der står i en af de mange artikler, der blev skrevet om bandet dengang i ’89: ”The World er et godt band. Deres musik er inciterende, hårdtpumpet, uimponeret og ambitiøs. Inspireret af alt fra jazz til hård rock.” (Ekstra Bladet).

”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere

Bandet optrådte et hav af gange live i forskellige konstellationer. Snakken i musikverdenen gik på bandets heftige liveudtryk og især den karismatiske forsanger og badutspringer Alex Vargas. Oprindelig kom han til Danmark i 1985 efter endt uddannelse som skuespiller på den statslige skuespillerskole i hjemlandet Uruguay. Her havde han lært nogle danske elever at kende, og historierne om det lille land i det kolde nord virkede tillokkende. Han faldt hurtigt til, og det blev klart, at han med sin musikalitet, karakteristiske stemme og teateruddannelse kunne byde ind med noget helt specielt på den københavnske musikscene. Vargas blev ret hurtigt medlem af det københavnerband, der skulle blive til The World.

I 90’erne udkom to album, Mirror (1994) og Vargas (1996). Begge fik masser af ros fra anmelderne. ”Det er simpelthen bare engelsksprogede, hjemmekomponerede sange, det står så hamrende præcist og klart, så det gør ondt helt ind i en ældet rock og bluessjæl,” skrev Ekstra Bladet om Mirror.  ”Det er en troldmand i stemmen. The World er en gruppe fuld af selvtillid og humor på sin egen mørke måde, der aftvinger respekt,” skrev Det Fri Aktuelt om Vargas.

Et spørgsmål om integritet

Men det var op ad bakke, og det blev slet ikke den optur, sanger, sangskriver og bandleder Alex Vargas drømte om. Forklaringen? Med et enkelt ord: kompromisløshed. Og alt for meget af det – efter pladeselskabernes mening, siger Alex Vargas.

”Der var mange tilbud og mange samtaler efter vores andenplads i Tokyo. Jeg tør godt sige, at ingen af dem tog udgangspunkt i vores musik. Det frustrerede mig. På et tidspunkt mødtes min daværende manager med et interesseret selskab i Los Angeles, der havde hørt fra deres danske afdeling, at jeg var besværlig. I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet,” siger Alex Vargas.

Det er længe siden, og han er for længst videre, har bl.a. formået at opbygge et mindre filmproduktionsselskab i San Francisco. Men det er tydeligt, at oplevelserne dengang sidder i ham.

Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark

”Der var en pladeselskabsdirektør, der efter at have sagt ja til vores demobånd, sagde, ”ja, så skal vi bare af med guitaristen og have fundet nogle nye numre”. ”Mener du virkelig, at vi skal fjerne vores guitarist, han er som en bror for mig?” spurgte jeg. Han sagde: ”Det er mine penge”. Jeg sagde: ”Det er min musik. Farvel. Kald mig bare besværlig”.”

En anden pladeselskabsmand dukkede op ved flere af The Worlds koncerter, bl.a. en udsolgt koncert i Betty Nansen Teatret.

”Han virkede så begejstret, at vi troede på det. Men det første, han sagde, da vi endelig mødtes, var, at jeg skulle lære hans nevø at danse og synge. Det sidste ville være en umulig opgave, vidste jeg i forvejen. Jeg kendte udmærket nevøen, det var en god ven. Og så ville pladedirektøren i øvrigt hyre mig som korsanger og danser til en anden musikers turne, mens jeg var selv på turné med mit band. Jeg skulle være korpige. Det blev et nej tak,” siger Alex Vargas.

Han nævner lignende frustrerende oplevelser med Anne Linnets daværende pladeselskab Pladecompagniet og med den legendariske danske pladedirektør Poul Bruun.

Et tilfældigt møde

Sideløbende med sine oplevelser i musikbranchen blev det sværere for Vargas at opretholde en relation til sin søn, Alexander, som danskerne i dag kender under navnet Alex.

”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere.”

De blev tætte i en periode, men mere var der ikke i det. Eller rettere sagt, jo, der var meget mere i det. For der kom et menneske ud af deres møde, nemlig sønnen. Årsagen til, at Alex Vargas blev i Danmark.

”Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark. Jeg kan godt forstå, at det ikke blev til mere,” siger Vargas.

Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet

Han understreger flere gange, at han ikke er ude på at skyde på nogen. Det blev, som det blev, og livet er gået videre for alle. Men det er vigtigt for ham at fortælle baggrunden for, at vi taler sammen på caféen, der tilfældigvis ligger få meter fra Gråbrødretorv.

”I begyndelsen så jeg jævnligt Alexander, bortset fra en periode, hvor hans mor var sammen med en ny mand. Det blev et bedre forhold efterhånden, som Alexander blev ældre, og vi kunne tale sammen og foretage os nogle ting sammen,” siger han og tilføjer: ”Men det begyndte at blive besværligt af forskellige grunde.”

Far og søn havde planlagt en rejse, der skulle finde sted, da sønnen fyldte 13 i 2001. Det skulle med Vargas ord være en bonding trip til Thailand. Det havde taget et år at planlægge den.

”Men pludselig kunne det af forskellige grunde ikke blive til noget alligevel. Det var en kæmpe skuffelse – jeg var klar over, at hvis han og jeg skulle have en chance for at etablere et rigtig godt forhold nu, hvor han var på vej ind i sine teenageår, skulle det være nu. Det var rigtig hårdt for mig. Lige på det tidspunkt havde jeg det sådan, at det ville ødelægge mit forhold til min søn. Vi havde talt om den rejse, vi havde glædet os. Det var ikke mit valg at aflyse turen.”

Efter de to The World album var Vargas reelt blevet solist. Han var dog fortsat ufortrødent med at skrive og indspille musik. Der lå et færdigt masterbånd til det album, der nu endelig udkommer under titlen Rollerwave. Der var aftaler om både det ene og det andet, om interviews og promotion, og cd’en skulle bare trykkes. Men så mødte han en meget insisterende pladeselskabsmand, der jagtede ham i tre uger. Langt om længe en mand, der virkede engageret og interesseret i musikken i sin egen ret.

”Jeg mødte ham på en adresse i Hellerup, på et kontor, hvor der dårligt nok var møbler. Han repræsenterede et tysk pladeselskab, sagde han, og ville først udgive pladen i Tyskland. Det virkede overbevisende, og jeg aflyste mine mange aftaler.”

Jeg er stolt af Alexander. Rigtig stolt

Vargas afleverede sin master, og de aftalte betingelserne for pladekontrakten, som skulle underskrives ved næste møde. Og så pludselig var pladeselskabsmanden væk. Kontoret tomt. Ingen kontrakt. Ingen i bygningen. Alex Vargas mødte ham aldrig igen.

”I dag er jeg videre, for man skal videre. Men stadig spørger jeg: Hvorfor? Hvad var pointen? Der var ingen som helst gevinst, økonomisk eller på anden måde, for dem i at stoppe mig og de planer, der var lagt. Hvad handlede det om? Jeg fatter det stadig ikke,” siger Vargas opgivende.

”Hvorfor. Kan du forklare det? … Nej, selvfølgelig kan du ikke det.”

Det var den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Alex Vargas besluttede at flytte til Sverige. Han ville købe et hus og en båd for de penge, han havde tjent. Sådan blev det aldrig, for pludselig kom der et tilbud om et job i USA. Han fik sit Green Card og bosatte sig i San Francisco og etablerede senere filmselskabet Cutcreek Film, som bl.a. har produceret kortfilmene Shasta og The Healer og spillefilmen Rice. Med sit netværk og flere filmuddannelser gik det kun fremad for Alex Vargas.

Rejsen tilbage til Danmark

Men så kom Corona.

”Jeg måtte droppe et filmprojekt. Min kærestes datter fik kræft. Det var selvfølgelig værst for hende, men det betød, at jeg måtte flytte ud af huset. I USA er der noget med sygesikringen, som jo er privat forsikring. For at forsikringen skulle dække behandlingen, måtte min kærestes fraseparerede mand flytte tilbage i huset. For hvis de boede under samme tag, ville deres forsikringer dække fuld behandling af datteren.”

I stedet boede Alex Vargas på sit kontor i halvandet år. Det satte tanker i gang. Mange. Alene det at bo i et kontorrum. På den anden side var han privilegeret. Fra sit vindue kunne han se telte på gaderne i kunstnerkvarteret The Mission i San Francisco – ikke så langt fra Golden Gate Bridge. Det var mennesker, der havde måttet sælge alt eller opgive at betale afdrag på gæld.

”Jeg talte med nogen, der havde været nødt til at sælge alt, men som dog havde beholdt den sofa, de lige havde købt inden Corona. Sofaen stod udenfor teltet. Den ville de ikke af med. Det der billede af teltet og sofaen. Dybt traumatiserende. Det sidder stadig i mig. Jeg huskede Danmark. Sygesikring og et offentligt system. Det, jeg så udenfor mit vindue – jeg kunne ikke håndtere det. Gudskelov blev min kærestes datter hurtigt rask, men jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke kunne vente på, at hun og hendes mand blev skilt.”

Tilbage i Danmark i 2021. Vargas begyndte at genopbygge sit danske liv. Først og fremmest rakte han ud til sin søn, som han havde savnet – de mentale billeder af sønnen var efterhånden gulnede.

”Jo mere jeg tænkte over det, jo mere forestillede jeg mig, at der måtte være et hul et eller andet sted inde i Alexander. Identiteten. Jeg tænkte, at en del af det, han ved om at være far, skyldes det billede, han har af mig fra de første år. Men min opgave er ikke at presse min opfattelse ned over ham. Det må komme fra ham, hvis han føler behov. Det vigtige for mig er, at jeg faktisk er bedstefar i dag. Og har mulighed for at se mine børnebørn. Jeg har ikke haft chancen for at være far så meget, som jeg ønskede. Men nu har jeg en chance for at være bedstefar,” siger Alex Vargas.

Som noget af det første, da han var tilbage i Danmark, lejede Vargas senior et studie på Refshaleøen. Over et halvt år i 2022 indspillede han nye spor med bas, guitar og trommer til en del af de gamle numre fra 2002. Sangene havde han ikke glemt. Det er dem, der nu er udkommet på albummet Rollerwave.

”Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet. Og det er vigtigt for mig at få udgivet en plade, der forklarer, hvem jeg var dengang, og hvem jeg er i dag,” siger Alex Vargas.

Nye muligheder

Via personlige relationer har han forbindelse med et pladeselskab i New York og et lokalt dansk selskab, der har vist interesse.

”Jeg har et realistisk syn på det. Jeg er 57. Lige meget hvad, kommer jeg ikke til at spille i Royal Arena. Og jeg har ikke lyst til at rejse rundt på landevejen i USA for at spille på små steder, hvor jeg nu kan få en mulighed. It’s a hard life. Allerede når du er over 25, er du ved at være for gammel til TikTok. Målet for mig er at komme ud at spille koncerter, men det skal bygges langsomt op. Det er muligheden for en mand, der ikke har råd til at betale en masse penge for PR.”

En gammel bekendt har inviteret Alex Vargas til at medvirke i nogle eksklusive private koncerter i november. Hvilket i øvrigt er en stadig større niche i musikbranchen efterhånden, som indtjeningsmulighederne ligger i liveoptrædener, merchandise og rettigheder – og mange sukker efter at høre musikken tæt på.

”Nogle af dem, der kommer til koncerterne, har masser af forbindelser i musikverdenen. Foreløbig er de to første udsolgt. Jeg har det rigtig fint med, at ringene breder sig langsomt,” siger Alex Vargas.

Samtidig er Vargas ansat som vært og booker på en ny, mindre musikscene, Asta Tunes, i forbindelse med Café Asta, der er en del af Hotel Fy og Bi på Valby Langgade. Filmproduceren fra San Francisco har fundet en ny platform i det gamle danske filmkvarter ved Nordisk Film. Der er foreløbig booket tre koncerter med Sara Grabow, Louise Brüel Flagstad og Christian Veitner.

”Jeg synes, jeg er et rigtig godt sted lige nu,” siger Alex Vargas med endnu et af sine mange smil.

Der er en lille pause i samtalen. Det er en times tid siden, vi gik hen over Gråbrødretorv. Dengang var det lyst, nu har skumringstæppet lagt sig over byen.

”Jeg har fuld respekt for Alexanders succes. Og jeg er stolt af ham. Rigtig stolt.”

Alex Vargas søn, Alexander Vargas, har læst artiklen og ønsker ikke at kommentere den.