Americana
Fra POV.International
For mig, der ikke spiller selv, og heller ikke har gjort mig som lydmand, og hvis teknologiske indsigt er mindre end begrænset, er det en evig gåde, at koncerter nogle gang har superb lyd. Mens det andre gange lyder ad h. til.
Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd
Jeg tænker ikke på koncerter i store arenakoncerter eller stadions, hvor det virker tilfældigt, om musikken lyder som musik eller som en række tilfældigt sammensatte kanonslag i en turbine i et a-kraftværk.
Nej, det handler om de små og mindre spillesteder som f.eks. Bremen i København. Her så jeg forleden den aarhusianske sangskriver og guitarist Kajsa Vala med band. Allerede i andet nummer, One Drop, var lyden på de to guitarer, bassen, trommerne, kor, diverse keyboards og Kajsas vokal så balanceret og i harmoni med rummet, at det, ja, var en fornøjelse. Kajsa Valas fødder står solidt i Østjylland, men musikhjertet er solidt funderet i landet, der lige nu vakler mellem demokratisk forløsning og udemokratisk klamren sig til magten.
Kald det americana, country, roots, folk eller blanding af det hele. Jeg kalder det ameridana.
Indtil nu har Vala udgivet to album, Kajsa Vala og Tomorrow is Not Lost – et tredje skulle være på vej med Sune Wagner (Psyched Up Janis og Raveonettes) som producer. Hun har i flere omgange boet, spillet og uddannet sig musikalsk i Nashville – så den musikalske kærlighed er ikke bare en abstrakt fascination på tværs af et ocean, den er levet.
Hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende
Det er klassisk singer-songwriting med country-feeling, flotte harmonier, fintfølende, medlevende trommespil, malerisk, venligt klagende elektrisk og akustisk guitarspil og en flot, distinkt vokal med godt med længsel og savn på.
Som Valas mand og trommeslager Anders Thorborg sagde under en introduktion til endnu en sang om kærlighedsbøvl: inspirationen skal jo komme et sted fra. Mere end en gang undervejs under koncerten tænkte jeg på det Fleetwood Mac, der skabte bro mellem den melodiske poprocktradition og countrymusikken.
Americana – bad ass guitar og klar lyd fra Kajsa Vala
Der er meget folk i Kajsas udtryk, som kunne være inspireret af Crosby, Stills, Nash & Young, Emmylou Harris og Gillian Welch i hver sin generation – og måske som guitarist især af den mere rå Lucinda Williams.
Der er et bestemt antal akkorder og akkordsammensætninger til rådighed, og Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd og hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende.
Der, hvor det i bedste fald springer fra det almene til der, hvor der er noget på spil, ligger i sangenes historier. F.eks. Lions in the Colosseum, hvor Vala flot skabte en sammenhæng mellem søvnløshed og tv-sening til og noget universelt.
Et par højdepunkter fra koncerten af typen, der i små glimt kan få et rockfjols til at føle sig som universets centrum eller cirka deromkring:
Da koret satte ind i Let the Dust Fall og skabte gåsehud. Det mindede mig om det, som countrysanger Roseanne Carter engang sagde om sin families korharmonier: “Det lyder som at græde ved graven”. Når det gælder country, skal den slags forstås positivt.
Der var den aktuelle duet, det meget flotte Other People, som hun sang med Silas Bjerregaard på scenen. Sunget af begge med stor, stor indlevelse. Især imponerende af Bjerregaard. Det må være en krævende opgave bare at gå på scenen for at blotte sjælen for en enkelt sangs skyld.
Der var et gnistrende samspil med guitarist Nis Hybel i Curtain Fall.
Americana – Kajsa Vala i fri dressur
Kajsa Vala selv i fri dressur med loyal og effektiv opbakning af sit glimrende band i Poet’s Fire og igen i første ekstranummer St. Cecilia. Især i det førstnævnte var der noget ekstatisk over musikken. Umuligt ikke at lade sig rive med.
Koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet
På den kritiske node bør Kajsa øve sine introduktioner. Lige så sikker hun virker ved mikrofonen og på guitaren, lige så løst, famlende og måske ligefrem nervøs lød hun mellem numrene med hyppig stemning af guitaren.
Den der med minkene, som bandet ikke havde taget med ovre fra Jylland, var kun sjov første gang. Og det er ikke alle hendes numre, der helt rummer den følelse, de påstår. På den anden side skal der stiløvelser til, før man kan skrive sit hovedværk. Og koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet.
Kaja Vala med band, Bremen, fredag d. 6. november
LÆS MERE OM MUSIK AF JAN ERIKSEN HER
Topillustration: Americana, Kajsa Vala. Foto: Morten Rygaard
Facebook kommentarer
