KONCERT: Bruce Springsteen & The E-Street Band
Den anmeldte koncert fandt sted i Parken, København, d. 11. juli 2023
Da Bruce Springsteen henunder kl. 23 sluttede med en soloversion af “I’ll See You in My Dreams”, var jeg klar til at skrive ”kunne have været den bedste Springsteen koncert nogensinde”. For sådan kan det være, når musik og følelser går i ét.
”Den bedste af de syv Springsteen-koncerter, jeg har oplevet,” bliver det så efter at have sovet lidt på det.
For “ved jorden at blive, tjener os bedst,” som Grundtvig – dansk salmedigtnings svar på Bruce Springsteen – skrev. Men som musikelsker og indimellem kritisk Springsteen-følger siden 1975 må jeg erkende, at jeg følte mig lettere i sindet efter koncerten d. 11. juli i Parken.
Sidste gang, Bruce Springsteen & The E Street Band spillede i Parken (i 2016), var lyden grusomt dårlig. At koncerten endte med at give en vis mening, skyldtes, at den blev gennemført på et stadig stigende, vildt opskruet lydniveau. Spil publikum halvdøve – det har i årevis været koncertlydfolkenes svar på handymandens mirakelmiddel, linolie.
I 2016 gav jeg koncerten fem stjerner, hvilket var mindst to for meget.
Man kan blive klogere. Tilsyneladende også Bruce Springsteen, hans lyd-crew og management.
Tirsdag aften, allerede få minutter inde i første nummer, ”No Surrender”, stod det klart, at noget var ganske anderledes. Det lød – om ikke som basuner og engle – så i hvert fald acceptabelt. Korsangernes sang lød helt klart bag Springsteens vokal. Lyden af The Mighty Max Weinburgs muskuløse soul-jazz-inspirerede trommespil var hørbar og lød ikke som sidste gang som en form for rullende katalysator i et absurd ekkoorgie.
Roy Bittans tangenter, der spiller en så vigtig – og nogle gange lidt underkendt – rolle for Springsteens lyd, især, selvfølgelig, på de pianodrevne 1970’er album, lød så klart og tydeligt, som jeg tror, det er muligt på Østre Fælledvej på Østerbro.
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt
Sidste gang var det umuligt at skelne stoute Gary Tallents basspil fra resten af lydmisseren – ikke denne gang. Der var en (for en stadionkoncert) usædvanlig fornemmelse af tightness i The E Street Bands samspil.
Det kan siges på denne måde: Det eneste ekko, jeg for alvor fornemmede fra min plads, var på Springsteens stemme, hvor det rent faktisk var tilsigtet.
Og det var bare i det første nummer.
Måske har Mr. Springsteen åbnet en luge i sin pengetank og investeret i bedre udstyr (og lydfolk) – måske er der sket teknologiske landvindinger på det seneste, der gør det muligt at raffinere lyden selv i en umusikalsk betontomt som Parken.
Bruce Springsteen og George Theiss
Springsteens seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, er en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Det har inspireret til sange som afslutningsnummeret denne aften, ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”. Det er sange, der beskæftiger sig med det uomgængelige faktum, at vi alle en dag må stige ned fra den store scene en sidste gang for at efterlade os et tomrum, der aldrig kan genopfyldes.
“Det var nogle af de dybeste læreår i mit liv – hvor vi lærte at optræde på scenen, lærte at skrive, lærte af optræde i front for bandet, lærte at sammensætte et show, lærte at optræde for alle former for publikum,” har Springsteen sagt om tiden med The Castiles.
Det var dengang, hvor drømmen med hans egne ord i 2015 var: “at opnå et større liv, store oplevelser, større erfaring, forhåbentlig mere og bedre sex, en fornemmelse af sjov, en fornemmelse af personlig udvikling, muligheder.”
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt, med på sang. For at gå direkte over ”Ghosts” fra det seneste album, hvor Bruce hylder George Theiss.
Your old Fender Twin from Johnny’s Music downtown
Still set on ten to burn this house down
Count the band in, then kick into overdrive
By the end of the set we leave no one alive
Jeg fremhæver dette citat, for allerede under fremførelsen i Parken stod det klart, hvor stor en sanger Springsteen stadig er i en alder af 73. Det handler ikke kun om teknik og det kendte trick med at synge lavere, indtil stemmen er varm. Som hos Bruces tidligste idoler, Elvis Presley, Sam & Dave og Roy Orbison handler det om noget, der kommer indefra. Gospel. Heart. Soul. Bruce virkede bevæget, som de fleste i Parken skulle blive det i løbet af de kommende tre timer.
“Ghosts” blev spillet, som i de klassiske Springsteen-epos fra 70’erne, med en flere minutter lang finale, hvor bandet effektivt kørte den længere og længere op og ud og skabte grobunden for det, der i flere momenter lignende en symbiose med den udsolgte Parken.
Store øjeblikke på stribe
Det var indledningen på en koncert med store øjeblik på stribe. Jeg nævner bare i flæng:
Bevægelse i Springsteens stemme igen i titelsangen fra det seneste album, “Letter to You” – med danske undertekster på storskærmene, formentlig for at understrege vigtigheden i en sang, hvor sangeren fortæller om processen bag et brev, som man fornemmer kan være en slags testamente. Sendt til hans dødssyge ven måske ligefrem.
“The Promised Land” – ja, det er her, det som så ofte før med Springsteen begynder at ligne et vækkelsesmøde. Kadencen er lavere end dengang, Bruce grundlagde sin vane med tre-fire timer lange større-end-livet koncerter, men følelsen er der.
“Out in the Street” fra The River – en evighedsmaskine af en rockfest, hvor stemmen holder, selvom Bruce Springsteen indimellem falder igennem. Bandet swinger, og det er svært at sidde stille på sæde 64, men det virker, som om sangen i 2023 nærmere lyder som et spørgsmål end det testosteronfyldte udbrud, den er på The River. Men det vil publikum sådan set blæse på. Der skråles med “oh-oh-oh – meet me out in the street”.
“Darlington County”, her med lån af et af Keith Richards klassiske riffs, rock’n’roll, lovlig langtrukkent denne aften, men stadig efterlader det mig med en vis opstemthed.
“Working on the Highway”. Lydende som her, noget af det nærmeste, The E Street Band kommer zydeco. Fed guitarintro. Nogle gange glemmer man måske, at Springsteen også er guitarist, og hvor god han er til at spille på sin bedagede, slidte gule Fender, der blev indkøbt før indspilningerne af Born to Run i 1974/75.
Et kært, sjældent genhør med “Kitty’s Back” fra det andet album fra 1973, The Wild, the Innocent & The E Street Shuffle. Jazzet freeform blæsere og tangentspillerne er med på legen. Jeg tænker, at når musik swinger så tæt som her, kan det umuligt kun være et spørgsmål om teknisk perfektion.
Under en treenighed af “Mary’s Place”, “My Hometown” og “The River” bliver stemningen i Parken mere og mere sakral. Jeg har det ofte ambivalent med koncerter, hvor publikum traller med, fordi det plejer publikum at gøre her. Fordi det forventes. At betale en mindre formue for en koncertoplevelse, hvor man gør, hvad der forventes, virker omvendt på mig, der kommer for overraskelsernes skyld. Men “det her er fantastisk,” står der skrevet i noterne, efterfulgt af “gåsehud”.
Der er ofte sat spørgsmålstegn ved Bruce Springsteens gavmildhed, når det gælder det økonomiske – han skriver selv om det i sin biografi, Born to Run. Men han har vist det før og gør det igen, specielt med Parken på kor i “The River”: Som formidler af menneskelighed, spiritualitet og håb for “the hungry and the hunted”, som han synger om i “Jungleland”, og alle os andre privilegerede, er Bruce gavmild som få. En stemme med en bund, der stikker dybt. Han kan noget, som ingen andre kan.
Dér under “The River” – det er meget, meget bevægende, mens Bruce tager os ved hånden og bringer os og Mary med ned til floden, hvor de brudte drømme flyder i samme fart som spildevandet fra Johnstown Company, han synger om.
Ja, det lyder næsten religiøst, det med at søge ned mod floden for frelse, og det er det måske også. Åndeligt i hvert fald i en eller anden form.
Jeg har interviewet Little Steven tre gange og spurgte engang, om han ikke kan savne lidt flere soli under koncerterne. Svaret lød: “Det er ikke mit job i The E Street Band”. Så kan man jo tygge på den. Nils Lofgren er så heldig under denne turné, at han har en enkelt, ret psykedelisk lydende solo i Springsteens “Because the Night”, som oprindelig blev skrevet til Patti Smith. Det virkede faktisk, som om han nød at trykke den af foran det sagnomspundne E Street Band.
Mod slutningen af koncerten kom “The Rising” med en lovprisning af håbet om forandring. Da havde The E-Street Band netop spillet depressions-nummeret “Wrecking Ball”, der handler om håbløshed i post-finanskrisens USA. Nu nævnte jeg Roy Bittans betydning for lyden af The E Street Band. Nogle rock’n’rollere har løbende haft det svært med hans og afdøde Danny Federicis og nu George Giordanos indflydelse på Springsteens udtryk. Som det har været tilfældet med først The Big Man, Clarence Clemons og nu nevø Jake på saxofon.
Det er ligefrem blevet parodieret på et af rockhistoriens mest solgte album, Bat Out of Hell.
Rock’n’roll storhed
I min verden er det i de vigtigste sange, Bittans og Giordanos keyboards, der løfter storytelling og sangerens Roy Orbison-inspirerede opera i vokalen til anthem-agtig rock’n’roll storhed. Uden dem ville det stadig lyde voldsomt påtrængende, som også tirsdag aften i Parken. Men der ville være lavere til loftet uden de store messingpenselstrøg og den blinkende lyd af Bittan i lydbilledet som, ja, stjerner på himlen.
Igen – fantastisk, at det faktisk kunne høres tydeligt og distinkt forleden.
Det taler sit eget sprog om Bittan, at da Bruce Springsteen dannede en ny gruppe til 1992- albummene Human Touch og Lucky Town, var Roy den eneste, der fik genvalg.
Tangenterne hørtes fx tydeligt i netop ”The Rising” med det syng-med-håb og den spirit og indre varme, der er en nødvendighed for at kunne rejse sig og synge med på koncertens egentlige afslutningsnummer, rockmanifestet ”Badlands”.
Igen – det nummer ville lyde, som det føles at køre på en flad cykel, uden de brusende keyboards – det er et af mine top ti Springsteen-numre. Den intro … På mit vinyl-eksemplar af Bruce Springsteen & The E Street Band Live 1975 – ’85 er de første ca. 15 sekunder af “Badlands” slidt væk.
Jeg skriver ”egentlige afslutningsnummer”, for “Badlands” var planlagt som sidste nummer inden ekstranumrene ifølge den sætliste, vi anmeldere fik udleveret under koncerten – Bruce valgte så at forkæle Parken med en desværre noget jappet version af ”Thunder Road” uden for sætlisten.
Ekstranumrene faldt sådan set fint ind i kontekst i forhold til første del af koncerten. Først ”Born to Run” – rockmusikkens måske mest ekspressive sang om ungdom og kærlighed og drømme om flugt fra landsbyens gadekær. Skrevet i årene efter, Bruce og The Castiles havde slidt Jerseys scener tynde.
Men hvorfor i alverden alt lys i Parken skulle tændes under den sang og derefter ”Bobby Jean”, ”Glory Days”, ”Dancing in the Dark”, ”10th Avenue Freeze-Out” og altså ”I’ll See You in My Dreams”, fatter jeg ikke.
Som deltager i koncerter underskriver optrædende og deltagere underforstået en gensidig kontrakt om et fællesskab, vi mødes i mørket i et lukket rum, omkranset af de berømte tre vægge. Det udfordres jo så p.t. dagligt på festivaler og andre arrangementer i dagtimerne, men der ved man som publikum, hvad man går ind til.
Da lysene tændtes i Parken, og den underforståede kontrakt blev brudt, forvandlede The E Street Band sig fra det noget nær det perfekte backingband til et – stadig blændende godt – halbalorkester. Den magiske boble bristede, og pludselig lignende stadionrockkoncerten især det, den også er: en indbringende forretning.
Noget af et antiklimaks.
Jeg ved ikke, om det skyldes et ønske fra Springsteen og entourance eller noget med sikkerheden. Eller noget tredje.
Skal vi gå hjem?
De vandt til dels momentum tilbage i ”Bobby Jean”, endnu en sang om de formative dage i New Jersey. Her opførte Bruce og Steve van Zandt en morsom standup foran et af kameraerne. Her lignede Steve mere Silvio Dante fra The Sopranos end en rytmeguitarist.
Måske tilsigtet, måske ikke, lød de to blodsbrødres spas som en hilsen tilbage til Southside Johnnys New Jersey-klassiker og største hit, ”I Don’t Wanna Go Home” (skrevet af Van Zandt) – og dermed som en understregning af aftenens tilbageskuende tema.
For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte
Måske for meget at lægge i det, men Bruce og Steves pjankede dialog, ”I wanna go home” – ”I don’t wanna go home” kunne ligne en diskussion på et højere eller måske nærmere dybere niveau:
Skal vi fortsætte, Steve? Vi er midt i 70’erne. Vennerne dør omkring os. To-tre generationer af musikere, dj’s, rappere, producere, programmører er kommet til, siden vi begyndte i de små klubber i Asbury Park. Måske på tide at gå hjem og overlade scenen til dem.
Denne tirsdag aften valgte Bruce Springsteen & The E Street Band ikke overraskende at fortsætte.
Vi, plus 40.000 i Parken, var vidne til en seance, hvor manden i midten og hans blændende gode band gav en koncert, der ikke bare var en “koncert”. For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte med sange om ophav, tab, død, arv, rødder, vedblivende passion, kærlighed, tilstedeværelse, insisteren på at være i live.
Som Bruce Springsteen sang med eftertryk og et glimt i øjet – og konkluderende, bilder jeg mig ind – i “Badlands”:
“It ain’t no sin to be glad you’re alive”.
Så ja, hvis han og hans orkester kan holde sig fit for fight, og stemmen stadig kan holde kadencen, må de for min skyld gerne vende tilbage.
Gerne med samme lydanlæg. Men hold lyset slukket næste gang.
