Marcus King er en utroligt nuanceret, begavet og nysgerrig guitarist. En forrygende bluesguitarist og rocktraditionalist af Djævelens nåde.
Hans spil trækker på inspiration fra blues-rock pionerer som Jeff Beck, Eric Clapton, Hendrix og alt for tidligt afdøde Duane Allman – og samtidig altid udkig efter nye udfordringer i sit spil, som fx også Derek Trucks og Joe Bonamassa.
Det kunne allerede høres, da Marcus King udsendte sit første album under navnet Marcus King Band, Soul Insight, i 2014. Siden har han besøgt Danmark et par gange.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha
Inden det kunne komme dertil, at han kunne stå på scenen i Amager Bio forleden, måtte nygifte King overvinde personlige dæmoner, blive clean og finde kærligheden. Bedømt ud fra albummet Young Blood (2022), produceret af Dan Auerback, har den personlige heling også styrket ham som sangskriver og sanger.
Sangene på Young Blood handler om Kings kamp for at overvinde misbrug og ulykkelig kærlighed – sangskriverens uudtømmelige inspirationskilde. Ja, det handler om hans kamp for overlevelse.
”Jeg troede ikke, at jeg ville være her længe nok til at indspille endnu en plade. Jeg var ret overbevist om, at jeg ville drikke og junke mig selv ihjel, eller på anden vis ikke være her længere,” sagde Marcus King sidste år til Billboard.
Marcus Kings svedige vibe
Jeg så ham for tre år siden i Lille Vega, et par dage inden den første Corona nedlukning, hvor Vesterbros gader fyldtes med mennesker med toiletruller en masse under armene.
Dengang var der tydelige problemer med hans stemme. Han har selv sagt, at han indimellem har været så langt ude, at han ikke burde have spillet. Også det har han til fælles med Eric Clapton – i 70’erne.
Da der endelig kom god lyd på Kings vokal søndag aften i Amager Bio, hørtes til gengæld en særlig sensibilitet i hans stemme faktisk ganske tydeligt. Marcus King lyder ikke rigtig som nogen anden, og han synger i hvert fald bedre nu end for tre år siden.
Hvad der især slog mig til at begynde med, var samspillet i det otte mand store band. Vel er Marcus King bandleder, men faktisk allerede i første nummer, ”It’s Too Late”, var der denne her fornemmelse af samhørighed, et fællesskab på scenen. Med et udtryk tilbage fra den æra, hvor King især har hentet en stor del af sin inspiration, var der en ”svedig vibe” deroppe på scenen.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på … for mig smerten ved at opleve at noget, der begyndte som en stor optur endte i en omgang sindslig slud og regn
Trommeslageren Jack Ryan spiller på sine trommer alene for musikkens skyld – bestemt ikke for at flashe sine overarmsmuskler – og så vidt jeg kunne se fra salen, var det endda på et trommesæt i Ringo downbeat opstilling.
Sammen med en konstant pulserende bassist og de tre blæsere indimellem på percussion skabte de et virkelig fedt groove som basis for en musikalsk rejse på en swamp boat gennem blues, soul og sydstatsrock. Jeg fik denne her kildrende, prikkende fornemmelse i kroppen, som kun opstår, når musikken til en vis grad ophæver fornemmelsen af tid og sted.
Et højtryks-feel med en lyd som hos netop Dan Auerbacks The Black Keys, og som jeg kan forestille mig hos bands som Free, Cream og Blood Sweat and Tears, måske især i perioden med Al Kooper på keyboards.
Marcus Kings keyboardspiller Mike Runyon havde indtil flere soli på sit orgel med en lyd, der sammen med resten af bandet skabte et lige så retro som levende udtryk, der for alvor fik mig til at lege med tanken om at stene i Filmore West i San Francisco omkring 1970.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha.
Soulfuld og eksperimenterende
En fornøjelse at lytte til Kings spil, der trækker lige så meget på klassisk blues, rock med klar inspiration fra gospel og soul – og sågar sitar, som nævnte Derek Trucks. Kings tone er både soulfuld og eksperimenterende.
Så ja, gennem numre som “Blood on the Tracks”, “Wildflowers & Wine”, “Lie Lie Lie” og “Hard Working Man” var det en fornøjelse at lytte til ham og den anden guitarist, Drew Smithers, udfordre sangene, som de lyder på pladerne.
Men en times tid inde i koncerten begyndte bandet i stigende grad at improvisere.
Impro er fedt – især for dem, der spiller, men et eller andet sted i den 15 minutter lange version af “Goodbye Carolina” tabte de mig. Goodbye. Svært at sætte ord på, men det har noget at gøre med, at det nåede til et punkt, hvor rytmegruppen inklusive de tre blæsere på percussion i stigende grad virkede uengagerede og dermed bevidst eller ej satte et gear eller to ned. Spilleglæden vendte sig indad, fremfor udad. Uanset hvor stærke guitarister, King og Drew Smithers uomtvisteligt er, tabte de mig.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på af en mand, der troede han havde mistet livsgnisten, for mig smerten ved at opleve, at noget, der begyndte som en stor optur, ende i en omgang sindslig slud og regn. Som i vejret udenfor Amager Bio.
”Jeg må indrømme, at jeg havde forventet noget mere,” sagde en gæst til en af dem i garderoben, da han gik. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet mere. På en måde havde jeg måske forventet mindre. Mindre end 15 minutter lange numre.
King har selv sagt, at han holder mest af at spille for “Marcus King fans”. Altså de fans, der kommer for at høre hele pakken, og ikke går så meget op i enkelte numre. Efter koncerten i Amager Bio forstår jeg, hvad han mener. Desværre.
