Brad Paisley i Royal Arena: Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil

Det er takket være Brad Paisley, at jeg kender en af de smukkeste countrysange nogensinde. Hans og Alison Krauss’ ”Whiskey Lullabye”, som de synger sammen i en duet, der udkom i 2004. Sangen, der er skrevet af Bill Anderson og Jon Randall, er – som en countrysang gerne må være det – tragisk fra første node i den blændende melodi. Ikke så meget som et enkelt lille lysglimt trænger gennem sprækkerne i sangen, der minder om, hvor eksistentielt koldt der kan være på Heartbreak Hotel, og hvor Exit-skiltet er for alvor.

Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ‘This is Country Music’

Den sang er et uimodsigeligt argument for countrymusik. Et overbevisende argument for det forhold, at tre minutter lange sange kan rumme mere drama end en streamingserie i syv sæsoner. Under sin koncert onsdag aften sang Brad Paisley ”Whiskey Lullabye” alene med sin akustiske guitar – godt og vel fem kvarter inde i koncerten. Det var et højdepunkt. Et stort højdepunkt. 23 år efter gennembrudsalbummet Who Needs Pictures er Paisley stadig en formidabel sanger og guitarist.

For mindre end tre år siden, optrådte Paisley sidste gang i Royal Arena. Dengang sluttede jeg min anmeldelse med et bibelbæltefromt ønske om at se ham i Vega eller DR Koncerthuset næste gang – altså under mere intime former end den store sportshal. Sådan gik det jo desværre ikke, men det skal siges, at Royal Arena efter svigtende billetsalg var skrumpet halv størrelse i dagens anledning Uanset tilskuertal insisterer Paisley stadig på at supplere sin koncert med et i bedste fald distraherende videoshow på storskærmene. Mange af videoerne var fuldstændig de samme som sidste gang i oktober 2019.

Paisley småsatirisk kommenterende

Flere af Paisleys sange er småsatirisk kommenterende. ”Online” om vores allesammens evindelige behov for at være PÅ. ”Celebrity” med en for sydstaterne usædvanlig selvironisk video – det må man give Paisley. ”Love Boat” med en video med en metajoke, der allerede var gammel, da Lucy Show lagde gaderne øde i 60’erne. ”Waiting on a Woman” med denne her livskloge gamle mand i baren, der uvægerligt vil dukke op på et tidspunkt i ethvert decent countrysangkatalog. Også i videoen. For ikke at tale om det underlige amerikanske Kiss Cam-fænomen, som jeg aldrig har forstået. Hvad rager snavende koncertgængere på storskærmen os andre? Bortset fra smitteopsporere måske.

Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields

Fint nok med en jovial og folkelig stemning, der blev grundlagt allerede af opvarmeren, den charmerende australske sanger Morgan Evans, men vi b-e-h-ø-v-e-r i-k-k-e disse videoer. Morgan Evans sang i øvrigt med på ”I’m Still a Man”, en udmærket rocksang. Teksten, der kan få enhver parterapeut til at savle, er meget dixie. Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields.

Men uanset hvad man mener om (fraværet af) amerikansk våbenlovgivning, besynger Paisley virkeligheden, som den ser ud i hans ”Southern Comfort Zone”, som han med et fiffigt ordspil sang mod slutningen af koncerten.

Not everybody drives a truck, not everybody drinks sweet tea
Not everybody owns a gun, wears a ball cap boots and jeans
Not everybody goes to church or watches every NASCAR race
Not everybody knows the words to Ring Of Fire or Amazing Grace

Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ”This is Country Music”. Den om, at man ikke synger om kræft, men det gør vi altså i country. Fair nok og bare han ville koncentrere sig om at spille. Både for publikums og sin egen skyld også såmænd.

Sange kan stå alene

Hans sange kan så rigeligt stå alene. Personligt er jeg mest til de sange, der nøjes med at forholde sig til livet i det store hele. Som den flotte “Then”, “Perfect Storm”, “Last Time For Everything”, og to virkelig udsøgte kompositioner som “We Danced” og “She’s Everything”.

Paisley er en guitarman af samme skole som de yngre Chris Stapleton og Cody Johnson, til dels Vince Gill og Keith Urban fra hans egen generation. Måske er Paisley lidt mere rock’n’roll. Som det fremgik af hans og bandets uanstændigt swagger version af ”Old Alabama”, der er en hyldest til countryrock bandet Alabama, er Paisley stærkt inspireret af den swampede sydstatsrocklyd, som Creedence Clearwater Revival og Allman Brothers gjorde mainstream dengang, Brad Paisley kom til verden i Glen Dale, West Virginia.

Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena.

Næppe tilfældigt, i øvrigt, at han onsdag aften gav en nedtonet akustisk version af “Take Me Home, Country Roads”, der vel må være det nærmeste West Virginia kommer en nationalsang. Mere eller mindre konsekvent turnerede Paisley versionerne af sine sange i Royal Arena omkring inspirationen af sine rock-rødder, som også tæller Van Halen og Prince. Paisley spiller sine guitarer konstant, faktisk var de og han selv i fokus stort set fra begyndelse til slut. Dog med flere soli til violinisten og, selvfølgelig, pedal steel guitaristen. Paisleys elektriske guitarer har en en ret let, lys, tør tone med ret meget akustisk resonans. Som understøtter hans melodiøse, syngende lyd.

Man kan kalde bandet anonymt, endnu en dag på kontoret-agtigt. Fair nok, der var måske mere klassisk rockband attitude i opvarmningsbandet, end hos disse loyalt og vanvittigt velspillende backingmusikere. Men det, de gjorde, gjorde de fremragende. Bl.a. med en trommeslager, der nærmere følte end slog på sine trommer.

Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena. Det og drømmen om at se Paisley levere sin country mesterlære på et mindre spillested. Med en væg som eneste baggrund.