Fra POV International
Efteråret med dets stemning af forgængelighed har uigenkaldeligt bredt sig ud over den nordlige halvkugle. Bedømt ud fra det nye album Look Now kunne noget tyde på, at der har været kronisk løvfald i Elvis Costellos hjerte det seneste stykke tid.
For det nye album med Elvis Costello and the Imposters emmer af en grandios, melankolsk grundstemning med det helt store orkestrale schwung – ikke ulig Martin Brygmanns alt for oversete album Bates Delight, der udkom sidste år.
Musical uden sceneshow
Costello har altid været en søgende kunstner. Alligevel erklærede han en gang i 00’erne, at krigen mod MP3-afspilleren var tabt, og det var slut med at indspille album.
Efter det livfulde National Ransom fra 2010 gik der da også et stykke tid, før han igen dukkede op i et samarbejde med The Roots på Wise Up Ghost.
Det nye Look Now lyder som en omhyggeligt formet og nærmest skræmmende præcis, genrebevidst hyldest til ultimo-60’ernes/primo-70’ernes såkaldte “chamber pop”.
Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste
Men hvor nævnte Brygmann nøjes med at lyde høj på Burt Bacharach og andre sofistikerede melodiskabere, har Elvis Costello rent faktisk arbejdet sammen med Burt på tre af sangene på Look Now.
Som han gjorde for 20 år siden på Painted My Memory. De tre sange skulle egentlig have været del af en musical, der ikke blev til noget. I stedet blev det til dette album, der virker som en form for musical uden sceneshow. Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste.
Kærlighedssangen Suspect My Tears – igen en high class popsuite – er tekstmæssigt en undtagelse.
Det begynder med den ironiske Under Lime om et ringvrag, der forsøger et comeback. Det lyder som, hvis et Beach Boys-kor var snublet på Penny Lane.
Grænseland
Det er ikke ligefrem nyt, at Costello forsøger sig med jazz eller med stort orkester for den sags skyld. Men dette album virker som det første for alvor vellykkede forsøg på at definere sig selv i grænselandet mellem pop og jazz.
Stripping Paper er iklædt en melodi, der efter lidt tid sætter sig uafviseligt fast. Elvis Costello har skrevet et hav af gode melodier, og han har altid – uanset om det var rebelsk new wave, jazz, klassisk eller country – sunget for alvor. Stripping Paper er en af mandens bedste sange, der lyder som var det livsvigtigt for ham at nå at sætte et fodaftryk på sangskrivernes Himalaya.
Why Won’t Heaven Help Me, som lyder som en decideret parafrase over Bacharach. Lad os se, hvor mange referencer til hans og Hal Davids sange, man kan putte ind i én sang. Korarrangementet kunne tyde på, at også den sang også oprindelig var tiltænkt en musical.
Kun et par numre, Burnt Sugar is So Bitter – rammende titel om udbrændt kærlighed – og Unwanted Number stikker tempomæssigt ud. Det sidste nærmest i up tempo.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album
Førstnævnte har Costello skrevet sammen med selveste Carole King. Sangen, der i øvrigt har været på vej i 20 år, er på én gang en sang med et hypermelodisk vers, som man ville forvente af dét samarbejde, men også brudt af en nærmest kontrapunktisk, teatralsk bro, der lyder af cirkus og Roxy Music’s saxofonist Andy McKay.
Teksten – hvis titel minder om, at vi (desværre) nærmer os sæson for brunede kartofler – ligger som på resten af pladen inden for i det blå spektrum på farveskalaen.
Her en sang om en slidt, enlig kvinde med børn og en mand, der forvandlede sig til en stodder og forsvandt fra sine børn, der “already know how a woman may advance/ From a pretty picture hat to a supermarket trance”.
På et af albummets mest markante numre, I Let the Sun Go Down, siger sangeren et sidste smerteligt farvel til England i en sang, som Elton John/Bernie Taupin, Ray Davies og Damon Albarn kunne have drømt om at skrive: “I’m the man who lost the British empire, yes I’m the one who let the sun go down”.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album.
Der vil givetvis være Elvis Costello-fans, der vil afskrive Look Now som muzak eller easy listening. Er man til stor “uptown pop med lidt swagger” (Elvis’ eget udtryk) er pladen en lille åbenbaring.
PS: På Look Now (Deluxe version), der blandt andet kan høres på Spotify, er der fire numre ud over de tolv på det “rene” album. Her kan man bl.a. lytte til en magnifique Adieu Paris (L’Envie Des Etoiles), hvor Costello med sin rustikke, livskraftige vokal tager lytteren med på en sursød (mest sur) sidste vandring ad Napoleon III’s snorlige boulevarder, så man hører respektfulde ekko af nyligt afdøde Charles Aznavour lyde ud fra alle sidegader.
Måske et mindre “merci” til den franske mester for lånet af She, som i dag står som den alsidige Costellos største hit nogensinde.
Samtidig kan Adieu Paris lyde som en form for opdatering af nævnte Roxy Musics grumt desillusionerede Song for Europe.
Hovedillustration: Pressefoto
