Da Bruce Springsteen henunder kl. 23 sluttede med en soloversion af “I’ll See You in My Dreams”, var jeg klar til at skrive ”kunne have været den bedste Springsteen koncert nogensinde”. For sådan kan det være, når musik og følelser går i ét.
”Den bedste af de syv Springsteen-koncerter, jeg har oplevet,” bliver det så efter at have sovet lidt på det.
For “ved jorden at blive, tjener os bedst,” som Grundtvig – dansk salmedigtnings svar på Bruce Springsteen – skrev. Men som musikelsker og indimellem kritisk Springsteen-følger siden 1975 må jeg erkende, at jeg følte mig lettere i sindet efter koncerten d. 11. juli i Parken.
Sidste gang, Bruce Springsteen & The E Street Band spillede i Parken (i 2016), var lyden grusomt dårlig. At koncerten endte med at give en vis mening, skyldtes, at den blev gennemført på et stadig stigende, vildt opskruet lydniveau. Spil publikum halvdøve – det har i årevis været koncertlydfolkenes svar på handymandens mirakelmiddel, linolie.
I 2016 gav jeg koncerten fem stjerner, hvilket var mindst to for meget.
Man kan blive klogere. Tilsyneladende også Bruce Springsteen, hans lyd-crew og management.
Foto: Eddie Michel
Tirsdag aften, allerede få minutter inde i første nummer, ”No Surrender”, stod det klart, at noget var ganske anderledes. Det lød – om ikke som basuner og engle – så i hvert fald acceptabelt. Korsangernes sang lød helt klart bag Springsteens vokal. Lyden af The Mighty Max Weinburgs muskuløse soul-jazz-inspirerede trommespil var hørbar og lød ikke som sidste gang som en form for rullende katalysator i et absurd ekkoorgie.
Roy Bittans tangenter, der spiller en så vigtig – og nogle gange lidt underkendt – rolle for Springsteens lyd, især, selvfølgelig, på de pianodrevne 1970’er album, lød så klart og tydeligt, som jeg tror, det er muligt på Østre Fælledvej på Østerbro.
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt
Sidste gang var det umuligt at skelne stoute Gary Tallents basspil fra resten af lydmisseren – ikke denne gang. Der var en (for en stadionkoncert) usædvanlig fornemmelse af tightness i The E Street Bands samspil.
Det kan siges på denne måde: Det eneste ekko, jeg for alvor fornemmede fra min plads, var på Springsteens stemme, hvor det rent faktisk var tilsigtet.
Og det var bare i det første nummer.
Måske har Mr. Springsteen åbnet en luge i sin pengetank og investeret i bedre udstyr (og lydfolk) – måske er der sket teknologiske landvindinger på det seneste, der gør det muligt at raffinere lyden selv i en umusikalsk betontomt som Parken.
Bruce Springsteen og George Theiss
Springsteens seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, er en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Foto: Eddie Michel
Det har inspireret til sange som afslutningsnummeret denne aften, ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”. Det er sange, der beskæftiger sig med det uomgængelige faktum, at vi alle en dag må stige ned fra den store scene en sidste gang for at efterlade os et tomrum, der aldrig kan genopfyldes.
“Det var nogle af de dybeste læreår i mit liv – hvor vi lærte at optræde på scenen, lærte at skrive, lærte af optræde i front for bandet, lærte at sammensætte et show, lærte at optræde for alle former for publikum,” har Springsteen sagt om tiden med The Castiles.
Det var dengang, hvor drømmen med hans egne ord i 2015 var: “at opnå et større liv, store oplevelser, større erfaring, forhåbentlig mere og bedre sex, en fornemmelse af sjov, en fornemmelse af personlig udvikling, muligheder.”
Så det lignede mere end en tanke, da Springsteen lagde ud med sangen om aldrig at overgive sig med sin wingman siden Ruder Konge var teenager, Steven van Zandt, med på sang. For at gå direkte over ”Ghosts” fra det seneste album, hvor Bruce hylder George Theiss.
Foto: Eddie Michel
Your old Fender Twin from Johnny’s Music downtown
Still set on ten to burn this house down
Count the band in, then kick into overdrive
By the end of the set we leave no one alive
Jeg fremhæver dette citat, for allerede under fremførelsen i Parken stod det klart, hvor stor en sanger Springsteen stadig er i en alder af 73. Det handler ikke kun om teknik og det kendte trick med at synge lavere, indtil stemmen er varm. Som hos Bruces tidligste idoler, Elvis Presley, Sam & Dave og Roy Orbison handler det om noget, der kommer indefra. Gospel. Heart. Soul. Bruce virkede bevæget, som de fleste i Parken skulle blive det i løbet af de kommende tre timer.
“Ghosts” blev spillet, som i de klassiske Springsteen-epos fra 70’erne, med en flere minutter lang finale, hvor bandet effektivt kørte den længere og længere op og ud og skabte grobunden for det, der i flere momenter lignende en symbiose med den udsolgte Parken.
Store øjeblikke på stribe
Det var indledningen på en koncert med store øjeblik på stribe. Jeg nævner bare i flæng:
Bevægelse i Springsteens stemme igen i titelsangen fra det seneste album, “Letter to You” – med danske undertekster på storskærmene, formentlig for at understrege vigtigheden i en sang, hvor sangeren fortæller om processen bag et brev, som man fornemmer kan være en slags testamente. Sendt til hans dødssyge ven måske ligefrem.
“The Promised Land” – ja, det er her, det som så ofte før med Springsteen begynder at ligne et vækkelsesmøde. Kadencen er lavere end dengang, Bruce grundlagde sin vane med tre-fire timer lange større-end-livet koncerter, men følelsen er der.
“Out in the Street” fra The River – en evighedsmaskine af en rockfest, hvor stemmen holder, selvom Bruce Springsteen indimellem falder igennem. Bandet swinger, og det er svært at sidde stille på sæde 64, men det virker, som om sangen i 2023 nærmere lyder som et spørgsmål end det testosteronfyldte udbrud, den er på The River. Men det vil publikum sådan set blæse på. Der skråles med “oh-oh-oh – meet me out in the street”.
Foto: Eddie Michel
“Darlington County”, her med lån af et af Keith Richards klassiske riffs, rock’n’roll, lovlig langtrukkent denne aften, men stadig efterlader det mig med en vis opstemthed.
“Working on the Highway”. Lydende som her, noget af det nærmeste, The E Street Band kommer zydeco. Fed guitarintro. Nogle gange glemmer man måske, at Springsteen også er guitarist, og hvor god han er til at spille på sin bedagede, slidte gule Fender, der blev indkøbt før indspilningerne af Born to Run i 1974/75.
Et kært, sjældent genhør med “Kitty’s Back” fra det andet album fra 1973, The Wild, the Innocent & The E Street Shuffle. Jazzet freeform blæsere og tangentspillerne er med på legen. Jeg tænker, at når musik swinger så tæt som her, kan det umuligt kun være et spørgsmål om teknisk perfektion.
Under en treenighed af “Mary’s Place”, “My Hometown” og “The River” bliver stemningen i Parken mere og mere sakral. Jeg har det ofte ambivalent med koncerter, hvor publikum traller med, fordi det plejer publikum at gøre her. Fordi det forventes. At betale en mindre formue for en koncertoplevelse, hvor man gør, hvad der forventes, virker omvendt på mig, der kommer for overraskelsernes skyld. Men “det her er fantastisk,” står der skrevet i noterne, efterfulgt af “gåsehud”.
Der er ofte sat spørgsmålstegn ved Bruce Springsteens gavmildhed, når det gælder det økonomiske – han skriver selv om det i sin biografi, Born to Run. Men han har vist det før og gør det igen, specielt med Parken på kor i “The River”: Som formidler af menneskelighed, spiritualitet og håb for “the hungry and the hunted”, som han synger om i “Jungleland”, og alle os andre privilegerede, er Bruce gavmild som få. En stemme med en bund, der stikker dybt. Han kan noget, som ingen andre kan.
Foto: Eddie Michel
Dér under “The River” – det er meget, meget bevægende, mens Bruce tager os ved hånden og bringer os og Mary med ned til floden, hvor de brudte drømme flyder i samme fart som spildevandet fra Johnstown Company, han synger om.
Ja, det lyder næsten religiøst, det med at søge ned mod floden for frelse, og det er det måske også. Åndeligt i hvert fald i en eller anden form.
Jeg har interviewet Little Steven tre gange og spurgte engang, om han ikke kan savne lidt flere soli under koncerterne. Svaret lød: “Det er ikke mit job i The E Street Band”. Så kan man jo tygge på den. Nils Lofgren er så heldig under denne turné, at han har en enkelt, ret psykedelisk lydende solo i Springsteens “Because the Night”, som oprindelig blev skrevet til Patti Smith. Det virkede faktisk, som om han nød at trykke den af foran det sagnomspundne E Street Band.
Mod slutningen af koncerten kom “The Rising” med en lovprisning af håbet om forandring. Da havde The E-Street Band netop spillet depressions-nummeret “Wrecking Ball”, der handler om håbløshed i post-finanskrisens USA. Nu nævnte jeg Roy Bittans betydning for lyden af The E Street Band. Nogle rock’n’rollere har løbende haft det svært med hans og afdøde Danny Federicis og nu George Giordanos indflydelse på Springsteens udtryk. Som det har været tilfældet med først The Big Man, Clarence Clemons og nu nevø Jake på saxofon.
Det er ligefrem blevet parodieret på et af rockhistoriens mest solgte album, Bat Out of Hell.
Rock’n’roll storhed
I min verden er det i de vigtigste sange, Bittans og Giordanos keyboards, der løfter storytelling og sangerens Roy Orbison-inspirerede opera i vokalen til anthem-agtig rock’n’roll storhed. Uden dem ville det stadig lyde voldsomt påtrængende, som også tirsdag aften i Parken. Men der ville være lavere til loftet uden de store messingpenselstrøg og den blinkende lyd af Bittan i lydbilledet som, ja, stjerner på himlen.
Igen – fantastisk, at det faktisk kunne høres tydeligt og distinkt forleden.
Foto: Eddie Michel
Det taler sit eget sprog om Bittan, at da Bruce Springsteen dannede en ny gruppe til 1992- albummene Human Touch og Lucky Town, var Roy den eneste, der fik genvalg.
Tangenterne hørtes fx tydeligt i netop ”The Rising” med det syng-med-håb og den spirit og indre varme, der er en nødvendighed for at kunne rejse sig og synge med på koncertens egentlige afslutningsnummer, rockmanifestet ”Badlands”.
Igen – det nummer ville lyde, som det føles at køre på en flad cykel, uden de brusende keyboards – det er et af mine top ti Springsteen-numre. Den intro … På mit vinyl-eksemplar af Bruce Springsteen & The E Street Band Live 1975 – ’85 er de første ca. 15 sekunder af “Badlands” slidt væk.
Jeg skriver ”egentlige afslutningsnummer”, for “Badlands” var planlagt som sidste nummer inden ekstranumrene ifølge den sætliste, vi anmeldere fik udleveret under koncerten – Bruce valgte så at forkæle Parken med en desværre noget jappet version af ”Thunder Road” uden for sætlisten.
Ekstranumrene faldt sådan set fint ind i kontekst i forhold til første del af koncerten. Først ”Born to Run” – rockmusikkens måske mest ekspressive sang om ungdom og kærlighed og drømme om flugt fra landsbyens gadekær. Skrevet i årene efter, Bruce og The Castiles havde slidt Jerseys scener tynde.
Men hvorfor i alverden alt lys i Parken skulle tændes under den sang og derefter ”Bobby Jean”, ”Glory Days”, ”Dancing in the Dark”, ”10th Avenue Freeze-Out” og altså ”I’ll See You in My Dreams”, fatter jeg ikke.
Foto: Eddie Michel
Som deltager i koncerter underskriver optrædende og deltagere underforstået en gensidig kontrakt om et fællesskab, vi mødes i mørket i et lukket rum, omkranset af de berømte tre vægge. Det udfordres jo så p.t. dagligt på festivaler og andre arrangementer i dagtimerne, men der ved man som publikum, hvad man går ind til.
Da lysene tændtes i Parken, og den underforståede kontrakt blev brudt, forvandlede The E Street Band sig fra det noget nær det perfekte backingband til et – stadig blændende godt – halbalorkester. Den magiske boble bristede, og pludselig lignende stadionrockkoncerten især det, den også er: en indbringende forretning.
Noget af et antiklimaks.
Jeg ved ikke, om det skyldes et ønske fra Springsteen og entourance eller noget med sikkerheden. Eller noget tredje.
Skal vi gå hjem?
De vandt til dels momentum tilbage i ”Bobby Jean”, endnu en sang om de formative dage i New Jersey. Her opførte Bruce og Steve van Zandt en morsom standup foran et af kameraerne. Her lignede Steve mere Silvio Dante fra The Sopranos end en rytmeguitarist.
Måske tilsigtet, måske ikke, lød de to blodsbrødres spas som en hilsen tilbage til Southside Johnnys New Jersey-klassiker og største hit, ”I Don’t Wanna Go Home” (skrevet af Van Zandt) – og dermed som en understregning af aftenens tilbageskuende tema.
For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte
Måske for meget at lægge i det, men Bruce og Steves pjankede dialog, ”I wanna go home” – ”I don’t wanna go home” kunne ligne en diskussion på et højere eller måske nærmere dybere niveau:
Skal vi fortsætte, Steve? Vi er midt i 70’erne. Vennerne dør omkring os. To-tre generationer af musikere, dj’s, rappere, producere, programmører er kommet til, siden vi begyndte i de små klubber i Asbury Park. Måske på tide at gå hjem og overlade scenen til dem.
Denne tirsdag aften valgte Bruce Springsteen & The E Street Band ikke overraskende at fortsætte.
Vi, plus 40.000 i Parken, var vidne til en seance, hvor manden i midten og hans blændende gode band gav en koncert, der ikke bare var en “koncert”. For mig udgjorde de 27 sange en samlet fortælling, en sangcyklus, hvor den største, mytologiske figur i rockmusikken næst efter Bob Dylan, tog livtag med sin egen myte med sange om ophav, tab, død, arv, rødder, vedblivende passion, kærlighed, tilstedeværelse, insisteren på at være i live.
Som Bruce Springsteen sang med eftertryk og et glimt i øjet – og konkluderende, bilder jeg mig ind – i “Badlands”:
“It ain’t no sin to be glad you’re alive”.
Så ja, hvis han og hans orkester kan holde sig fit for fight, og stemmen stadig kan holde kadencen, må de for min skyld gerne vende tilbage.
Gerne med samme lydanlæg. Men hold lyset slukket næste gang.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
En af de glædelige ting ved de restriktioner, der blev indført under Corona-epidemien er, at millioner af ældre medborgere stadig er i live og i fuld vigør.
Det gælder f.eks. 77-årige Sir George Ivan Morrison, der søndag d. 20. maj beviste i Falkoner Salen, at han stadig kan synge fyldigt og engageret – stort set uden mislyde. Han synger ufatteligt nok nærmest bedre end nogensinde. Imponerende af en herre i den alder.
Det skulle hurtigt vise sig, at Van Morrison havde krøllet sin sølvpapirshat sammen og i stedet iklædt sig en nydelig Fedora eller Trilby, tror jeg, som i gode, gamle dage. Og så i øvrigt – stort set – ikke flere ord om Van Morrisons seneste plader og hans Don Quixote kamp mod vindmøller i form af især de nordirske myndighedernes restriktioner under epidemien.
Vi lever i et demokrati et stykke tid endnu, forhåbentlig, og modsat hvad han selv synger i “Gov Don’t Allow”, som jeg vender tilbage til, må Van Morrison mene, hvad han vil.
Et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil
I øvrigt er der den klassiske diskussion, om man kan, skal eller vil adskille kunstneren og dennes værker fra personen. Det findes der i min verden ikke noget endegyldigt svar på.
Kan man f.eks. adskille John Lennons bedste sange fra privatmennesket John Lennon? Nej. Kan man adskille Bob Dylans bedste sange fra privatmennesket Robert Zimmerman? Aner det ikke. Ja, siger han selv.
Foto: Eddie Michel
Van Morrison og hans band spillede udelukkende sange fra det seneste album Moving on Skiffle, hvilket i øvrigt fremgik tydeligt af foromtalen af koncerten. Altså ingen tilbageblik til det respektindgydende bagkatalog, hvis tidligste bidrag må være en Them-sang som ”Baby, Please Don’t Go” fra 1964.
Moving on Skiffle består af coverversioner af sange, der skabte den helt unge Vans musikbegejstring og fik ham til at drømme om selv at komme til at spille. Det er i øvrigt ikke første gang, Morrison søger tilbage til den rene, uskyldige tid som Van the Boy. Det gælder f.eks. “Caravan” fra Moondance og “Hyndford Street” fra Hymns to the Silence.
Van Morrison og skifflemusikken
Basalt set er albummet en hyldest især til den britiske skiffle-konge Lonnie Donegan, der også inspirerede bl.a. Ron Wood, Mick Jagger, Roger Daltrey, Jimmy Page, Ritchie Blackmore, David Gilmour og to teenagedrenge i Liverpool ved navn Paul og John. Ron Wood skulle efter sigende spille et ondt vaskebræt.
Morrisons begejstring for musikstilen skiffle er ikke ukendt. I 1998 udgav han albummet The Skiffle Sessions, der blev indspillet i Belfast med bidrag af netop Donegan, Chris Barber og Dr. John. Og som en ekstra understregning af inspirationen fra – eller hyldesten til Lonnie Donegan – er dennes tidligere bandmedlem Alan ‘Sticky’ Wicket nu medlem af Van Morrisons liveband.
Foto: Van Morrison
Nogle anmeldere har undret sig over den musikalske diversitet på Moving On Skiffle, hvilket forekommer mig noget historieløst. Man kan sige, at Donegans skiffle nok var ret folksy, men oprindelig er skiffle i sig selv en form for sammenkog af den amerikanske arbejderklasses og de sorte slavers musikstilarter – så som folkemusik, blues, hillbilly/country, bluegrass og jazz, spillet på hjemmelavede instrumenter. Der var ikke råd til andet.
Så ikke så underligt, at både Van Morrisons nyeste plade og den præcis halvanden time lange koncert i Falkoner lyder/lød som en musikalsk cajun gumbo med gospel, jazzet New Orleans stemning, zydeco, boogie, soul, gospel og rock’n’roll.
Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat
Van Morrison og det syv mand og kvinde store band lagde ud med The Vipers Skiffle Groups ”Streamline Train” som en form for tematisk anslag til koncerten som sådan. Det var i høj grad under opførelsen af det uendeligt lange amerikanske jernbanenet i 1800-tallet, at de hvide indvandreres folkemusik blandede sig med slavernes musik og blev til skiffle.
Siden blev toget – “the railroad song” – et symbol på den bevægelse og søgen efter frihed, der vel er rockmusikkens dybeste ledetema.
Foto: Eddie Michel
En forynget mand
Senere fulgte flere tog-sange som “Travelin’ Blues”, “Sail Away Ladies”, “Freight Train” og “Worried Man”. Så en dobbelt klicheagtig metafor om koncerten som en musikalsk seniorrail-rejse tilbage til rockmusikkens rødder med Van som lokomotivfører trænger sig unægtelig på.
Stort set fra det øjeblik, Van kom på scenen og begyndte at synge “Freight Train”, virkede han som en forynget mand – måske fordi skiffle projektet har bragt den nordirske “Worried Man” tilbage til udgangspunktet efter et par års frustrationer iført mundbind.
Sætlisten spændte over alt fra Leadbelly (“Cottonfields”), Hank Williams (“I’m So Lonesome I Could Cry”, “Cold Cold Heart”) til Woody Guthrie (“The Gypsy Davy”), Hank Snow og Jim Reeves.
Van Morrisons ordknappe, noget grumpy fremtoning med spontane fagter og ændringer i tempo og toneart, kender vi og bandet, der tager den slags med ophøjet ro. Men et par gange fangede jeg ham med noget, der til forveksling lignede et smil. Ikke helt ulig de reflektoriske trækninger i en babys mundvige. Der var da også al mulig grund til smil.
F.eks. har jeg ikke hørt bedre lyd ved en koncert i Danmark siden The Eagles i Royal Arena, tror jeg.
Foto: Eddie Michel
Selv “I’m So Lonesome I Could Cry” blev spillet med et lyst, optimistisk feel. Af det fantastiske band med den groovy og konstant opmærksomme bassist Paul Moore, guitaristen Crawford Bell, der med stor elegance spiller præcist økonomisk og stadig ypperligt på skiftende strengeinstrumenter, indimellem i samspil med Van på saxofon og mundharpe.
Og så er der keyboardspiller Richard Dunn, der spiller som om, han havde opfundet selve ideen med at lade et orgel supplere grundopstillingen tromme, bas og guitar. For ikke at glemme trommeslageren Colin Griffin, der spillede sine trommer så indfølt, at det nærmest lød, som sang de med en lyd som vindens susen.
Man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter
Selv bandets version af en gammel folkesang, “Gov (Government) Don’t Allow”, blev spillet med et lifligt bluesy swing. Den blev introduceret med et par ord om de stygge myndigheder, der hverken tillader skiffle, rock’n’roll, rythm’n’blues eller talefrihed ”in here”. Heldigvis lykkedes det de otte musikere på scenen at gennemføre sangen uden at blive bestormet af hverken Frederiksberg Politi, militæret eller den dybe stat.
Enormt vellydende
Generelt var det en enormt vellydende oplevelse. Men ikke kun. Der var flere af de momenter, jeg er villig til at rejse langt for, hvor musikkens vingeslag bærer lytteren højt op over hverdagens bindinger, tankemylder og de bekymringer, Van Morrison synger om i “Worried Man”. Hvor man har fornemmelsen, at musikken faktisk opstår lige nu og her som andet og mere end lyden af instrumenter. Hvor det ikke bare lyder som den 34. gennemspilning af et plus 100 år gammelt nummer på turneen.
Især i de mere gospelinspirerede øjeblikke med korsanger Jolene O’Hara i fokus, som der kom flere og flere af mod slutningen af koncerten. Især i afslutningsnummeret, det sakrale “Green, Green Rocky Road”, hvor der for alvor blev skabt gospel på scenen.
Foto: Eddie Michel
Vi er mange, der har grinet ad og hånet Sir Vans Corona-konspirationsteorier og besynderlige pladeudgivelser. Men han har også sagt noget, jeg kan identificere mig med:
“Åndelighed er én ting, religion … kan betyde alt fra suppe til nødder, du ved? Men det betyder generelt en organisation, så jeg bryder mig egentlig ikke om at bruge ordet, for det er det, det virkelig betyder. Det betyder denne kirke eller denne kirke … spiritualitet er anderledes, fordi det er individuelt.”
Da jeg forlod Falkoner, fandt jeg – true story! – et stykke sammenkrøllet sølvpapir i inderlommen, en rest fra en impulsiv madpakke med en humpel rugbrød, jeg havde indtaget om eftermiddagen inden en fodboldkamp. Jeg har gemt den lille sølvfarvede kugle som et minde om den spiritualitet i betydningen momentan fornemmelse af opstemthed og forløsning, jeg oplevede i koncertsalen.
Den slags, der desværre normalt i sagens natur ellers er umuligt at bære med sig som andet end en langsomt svindende erindring.
Marcus King er en utroligt nuanceret, begavet og nysgerrig guitarist. En forrygende bluesguitarist og rocktraditionalist af Djævelens nåde.
Hans spil trækker på inspiration fra blues-rock pionerer som Jeff Beck, Eric Clapton, Hendrix og alt for tidligt afdøde Duane Allman – og samtidig altid udkig efter nye udfordringer i sit spil, som fx også Derek Trucks og Joe Bonamassa.
Det kunne allerede høres, da Marcus King udsendte sit første album under navnet Marcus King Band, Soul Insight, i 2014. Siden har han besøgt Danmark et par gange.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha
Inden det kunne komme dertil, at han kunne stå på scenen i Amager Bio forleden, måtte nygifte King overvinde personlige dæmoner, blive clean og finde kærligheden. Bedømt ud fra albummet Young Blood (2022), produceret af Dan Auerback, har den personlige heling også styrket ham som sangskriver og sanger.
Sangene på Young Blood handler om Kings kamp for at overvinde misbrug og ulykkelig kærlighed – sangskriverens uudtømmelige inspirationskilde. Ja, det handler om hans kamp for overlevelse.
”Jeg troede ikke, at jeg ville være her længe nok til at indspille endnu en plade. Jeg var ret overbevist om, at jeg ville drikke og junke mig selv ihjel, eller på anden vis ikke være her længere,” sagde Marcus King sidste år til Billboard.
Marcus Kings svedige vibe
Jeg så ham for tre år siden i Lille Vega, et par dage inden den første Corona nedlukning, hvor Vesterbros gader fyldtes med mennesker med toiletruller en masse under armene.
Dengang var der tydelige problemer med hans stemme. Han har selv sagt, at han indimellem har været så langt ude, at han ikke burde have spillet. Også det har han til fælles med Eric Clapton – i 70’erne.
Da der endelig kom god lyd på Kings vokal søndag aften i Amager Bio, hørtes til gengæld en særlig sensibilitet i hans stemme faktisk ganske tydeligt. Marcus King lyder ikke rigtig som nogen anden, og han synger i hvert fald bedre nu end for tre år siden.
Hvad der især slog mig til at begynde med, var samspillet i det otte mand store band. Vel er Marcus King bandleder, men faktisk allerede i første nummer, ”It’s Too Late”, var der denne her fornemmelse af samhørighed, et fællesskab på scenen. Med et udtryk tilbage fra den æra, hvor King især har hentet en stor del af sin inspiration, var der en ”svedig vibe” deroppe på scenen.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på … for mig smerten ved at opleve at noget, der begyndte som en stor optur endte i en omgang sindslig slud og regn
Trommeslageren Jack Ryan spiller på sine trommer alene for musikkens skyld – bestemt ikke for at flashe sine overarmsmuskler – og så vidt jeg kunne se fra salen, var det endda på et trommesæt i Ringo downbeat opstilling.
Sammen med en konstant pulserende bassist og de tre blæsere indimellem på percussion skabte de et virkelig fedt groove som basis for en musikalsk rejse på en swamp boat gennem blues, soul og sydstatsrock. Jeg fik denne her kildrende, prikkende fornemmelse i kroppen, som kun opstår, når musikken til en vis grad ophæver fornemmelsen af tid og sted.
Et højtryks-feel med en lyd som hos netop Dan Auerbacks The Black Keys, og som jeg kan forestille mig hos bands som Free, Cream og Blood Sweat and Tears, måske især i perioden med Al Kooper på keyboards.
Marcus Kings keyboardspiller Mike Runyon havde indtil flere soli på sit orgel med en lyd, der sammen med resten af bandet skabte et lige så retro som levende udtryk, der for alvor fik mig til at lege med tanken om at stene i Filmore West i San Francisco omkring 1970.
Men nu er virkeligheden jo heldigvis 2023 – godt man ikke var voksen dengang med fri sex, hedonisme og den slags pjat. Nej, puha.
Soulfuld og eksperimenterende
En fornøjelse at lytte til Kings spil, der trækker lige så meget på klassisk blues, rock med klar inspiration fra gospel og soul – og sågar sitar, som nævnte Derek Trucks. Kings tone er både soulfuld og eksperimenterende.
Så ja, gennem numre som “Blood on the Tracks”, “Wildflowers & Wine”, “Lie Lie Lie” og “Hard Working Man” var det en fornøjelse at lytte til ham og den anden guitarist, Drew Smithers, udfordre sangene, som de lyder på pladerne.
Men en times tid inde i koncerten begyndte bandet i stigende grad at improvisere.
Impro er fedt – især for dem, der spiller, men et eller andet sted i den 15 minutter lange version af “Goodbye Carolina” tabte de mig. Goodbye. Svært at sætte ord på, men det har noget at gøre med, at det nåede til et punkt, hvor rytmegruppen inklusive de tre blæsere på percussion i stigende grad virkede uengagerede og dermed bevidst eller ej satte et gear eller to ned. Spilleglæden vendte sig indad, fremfor udad. Uanset hvor stærke guitarister, King og Drew Smithers uomtvisteligt er, tabte de mig.
Under sidste nummer, “Pain”, blev den ægte, dybe smerte, som det nummer er skrevet på af en mand, der troede han havde mistet livsgnisten, for mig smerten ved at opleve, at noget, der begyndte som en stor optur, ende i en omgang sindslig slud og regn. Som i vejret udenfor Amager Bio.
”Jeg må indrømme, at jeg havde forventet noget mere,” sagde en gæst til en af dem i garderoben, da han gik. Jeg ved ikke, om jeg havde forventet mere. På en måde havde jeg måske forventet mindre. Mindre end 15 minutter lange numre.
King har selv sagt, at han holder mest af at spille for “Marcus King fans”. Altså de fans, der kommer for at høre hele pakken, og ikke går så meget op i enkelte numre. Efter koncerten i Amager Bio forstår jeg, hvad han mener. Desværre.
Forleden læste jeg et ret nyt interview med George Ezra på et engelsk nyhedsmedie. Til højre for interviewet lå rullen med tophistorier:
”Ekspert: Krigen mellem Ukraine og Rusland kommer til at vare længe”. ”Moldovas præsident frygter russisk aggression”. “Den kolde krig mellem USA og Kina i nyt højdepunkt”.
Kan vi have brug for lidt solfyldt popmusik til at sprede lys gennem sprækkerne i det mentale mørklægningsgardin? Det var et retorisk spørgsmål.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller
Sidste gang, jeg så Ezra i København – i oktober 2018 – imponerede hans og bandets evne til at levendegøre og skabe en fest ud af de mange hits live. Måske fordi koncerten foregik i en forholdsvis lille arena, Tap 1. Måske spillede min banale glæde over, at musik med så dybe rødder i pop-rockhistorien stadig kan ramme så bredt, også en rolle.
Efter at have udgivet to ep’er blev George Ezra for alvor kendt med singlen “Budapest”, der hittede stort. Det samme skete for debutalbummet Wanted on Voyage, udgivet i 2014. Med sange som ”Cassy O” og ”Happy Shining People” indtog Ezra hitlister, radiostationer og streamingtjenester verden over.
Foto: Eddie Michel
Som det fremgår af dokumentaren End to End, måtte han ud på en længere indre og ydre vandring, før han var klar til at fortsætte karrieren efter Corona. Hvilket resulterede i albummet Gold Rush Kid (2022), hvor han reflekterer over sin livssituation under og efter lockdown.
Ezra kæmper med en OCD-diagnose og havde egentlig besluttet sig for at stoppe, da ideer og gamle noter begyndte at dukke op under intens meditation.
Allerede med første nummer i Royal Arena ”Anyone for You (Tiger Lily)” fra netop Gold Rush Kid fornemmedes denne her feelgood fordringsløshed, der karakteriserer Ezras musik. Hans formfulde baryton lyder simpelthen af godt selskab.
George Ezra for fuld udblæsning
Desværre var der skruet alt for højt op for musikken – over niveau ”bombastisk”. Måske i et forsøg på at overdøve mulig dårlig akustik i den 2/3 fyldte sal.
Især trommerne, der blev spillet i et absurd højt tempo. Det blev bedre, trommelyden fandt sit rette leje i forhold til de andre instrumenter. Formentlig som et resultat af denne her kombination af lydfolk, der gør deres arbejde – og et sæt hårdt prøvede trommehinder, der vænner sig. Dog hører det med, at det under hele den halvanden time lange koncert var meget svært at høre de tre horn.
Som hos sin gode bekendt, Ed Sheeran, og især Mumford And Sons har Ezra dybe rødder i britisk folklore. De besidder alle popmestrenes håndelag, men hvor Sheeran bl.a. også har sine rødder i hiphop og R&B og har gjort sin loopstation til sin nærmeste samarbejdspartner, er Ezras sangskrivning mere klassisk. Som i ”Cassy O”, der desværre lød lige så nuanceret som lyden af en jetmotor, når flyet letter.
Foto: Eddie Michel
Lidt som sin danske kollega Rasmus Seebach kan Ezra (og hans på de to første album faste medkomponist Joel Pott) det med glad-i-låget partypop med syng-med-bare omkvæd. Den slags, der gør sig lige så godt i stuen ved siden af radioen, over de sidste shots i en natbar som til onkels Kæks 50-års fest. Eller som Neil Sedaka engang har sagt: ”Det er musik til en Tra-La Day”.
Der går en lige linje fra Sedakas ”Breaking Up Is Hard to Do” over Herman Hermits ”No Milk Today”, The Monkees “Daydream Believer”, ABBAs ”Ring Ring” (som Sedaka hjalp de to B’er med at skrive), Shaking Stevens ”You Drive Me Crazy” og så videre og så videre frem til Ezras ”Gold Rush Kid”.
Pop er også kunst
Det kan kolde hjerter muligvis ikke forstå, som allerede Jeppe Aakjær påpegede. Men det er også en kunst at mestre dét håndværk.
Så ja, Ezra skabte lettere forsinket Valentinsfest og lyserød hjertemassage i Royal Arena, men mod slutningen af koncerten, gennem ”All My Love”, ”Green Green Grass”, ”Blame it on Me” og ”Paradise”, blev det lovlig ”festligt” – altså sådan meget iscenesat og villet New Orleans-festligt med dansende, meget happy musikere hoppende rundt nogenlunde, som de formentlig gør hver aften.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtryk af både solist og band
Jeg underkender under ingen omstændigheder, at de fleste af de 7.000 publikummer havde lige præcis den glade aften, de kom efter. Respekt for det. Men jeg får det svært, når det, der burde lyde på musikkens egne betingelser, ligner kalkuleret poptimisme.
Ezra har sin egen høflige, britiske charme. Han virker som en lidt genert nørd i en elitegymnasts krop med en baryton som en klassisk kongelig skuespiller. Men som koncerten udviklede sig mod finalen, virkede hans levering også underligt upersonlig.
Det var mest interessant midt i sættet, f.eks. i “Barcelona”, hvor jeg faktisk fornemmede tekstens tågede længsel udtrykt af både solist og band. Følelsen var der især i de efterfølgende numre, “Saviour” (på plade med Svea-melankoliens mestre, First Aid Kit, i koret og som medkomponister), den flotte ballade, “Sweetest Human Being” og den inderlige “Hold My Girl”, der på en meget lys dag i Thy kunne være skrevet af danske Jonah Blacksmith.
George Ezra skriver afsindigt effektive popsange. Bedømt ud fra koncerten i Royal Arena er han mest vedkommende, når han spiller for de øjeblikke, hvor vi Happy Shining People er i det sindige hjørne.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
På et tidspunkt under koncerten i Operaen talte First Aid Kits Klara Söderberg om en af de første sange, som hun og søster Johanna skrev. De plejede, fortalte hun, at synge den, mens de kørte rundt med deres far, Benkt, der var producer og en slags manager for dem i begyndelsen.
Hun beskrev hvordan, det var at være de her to 15-16 årige piger fra Enskede, Stockholm med en drøm så stærk, at de forlod skolen for at forfølge den. En drøm, som de skulle komme til at realisere, så de i dag optræder på verdens største festivaler, så som Glastonbury i England, Coachella i USA og, nå ja, Roskilde.
Søstrene Söderberg sang og bandet spillede, så det greb om hjertet
Spørgsmålet, som kunne stilles ved hvilken som helst koncert med kunstnere med 15 års erfaring og mange hundrede optrædender i benene: Har nerven, gejsten, nødvendigheden overlevet? Efter skiftende scener, uendelige busture med enten for meget eller for lidt air conditioning, gode og elendige hoteller, gentagelse på gentagelse – og som First Aid Kit har fortalt om – misogyne og sexistiske branchemænd. Uanset om man vil det eller ej, efter et tilpas langt life on road ender alle som et hjul i maskinen rock’n’roll.
Men ja, der var flere momenter under koncerten i Operaen, hvor søstrene Söderberg sang og sammen med bandet spillede, så det greb om hjertet. Men deres arrangementer blev udfordret af en trommeslager, der lød som om, han netop havde forladt indspilningerne af ABBAs “Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight)”.
First Aid Kits usædvanlige karriere
Det er usædvanligt, at to kvinder på hhv. 30 og 33 kan se tilbage på en 15-16 år lang karriere tilsvarende det, First Aid Kit har oplevet. Med inspiration i gammel countrymusik, 70’er folk-rock, indierock og popnavne som Pink og landskvinden Robyn har de erobret verden. Alt sammen forenet på de fire første album, der udkom mellem 2010 og 2018. På det seneste album Palomino har de søgt og fundet et mere optimistisk og lyst indtryk end på især Ruins, der, som det ligger i titlen, er endnu et af rockhistoriens mange skilsmissealbum. Begge søstres forhold lå i ruiner, da Klara skrev sine i øvrigt stærke tekster.
Duoens helt store force er søstrenes signatur, de tostemmige sang, der kan lyde som et forholdsvis spirituelt menneskes forestilling om englesang. Så det var med nogen skepsis, at jeg hørte Johanna fortælle i begyndelsen, at hun var vågnet samme morgen uden stemme. Det gik nu meget fint.
Ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder
First Aid Kit er på samme tid traditionalister og fornyere. Andet nummer i Operaen, ”Angel”, minder i især i omkvædet og rytmen om Fleetwood Macs “Go Your Own Way”. I 2023 er det næsten en ligeså stor kliche at tale om Fleetwood Mac som inspirationskilde som at tale om The Beatles eller Joni Mitchell. I hvert fald i de musikgenrer, der har min primære interesse.
Men ingen tvivl om, at Fleetwood Mac er et af fikspunkterne i søstrenes vidt spændende katalog af inspirationskilder. Under denne turne har de sunget en efter YouTube at dømme meget smuk, akustisk version af netop afdøde Christine McVies ”Songbird”.
Det gjorde de desværre ikke i Operaen. Hvilket sikkert skyldes Johannas stemmeproblemer – modsat de fleste First Aid Kit-numre, hvor Klara som regel synger for, synger Johanna Söderberg en stor part i McVie-hyldesten.
First Aid Kit optræder på de største rockscener. Her er de backstage på Coachella-festivalen i USA. Foto: Twitter
Jeg anklager ikke First Aid Kit for at være kopister. Overhovedet ikke. Snarere tværtimod. Søstrene Söderberg har til en vis grad været med til at forny det, man meget bredt kalder americana.
Samarbejder med retro-kongen Jack White, Fleet Foxes og Conor Oberst siger noget om den respekt, de møder. Man kan sige, at de svenske kunstneres formidable sangskrivning, deres magiske sang og deres volvo’ske kvalitetsbevidsthed har et særegent udtryk.
Parlivets indbyggede dualisme
Et sted midtimellem har First Aid Kit tilført deres egen melodiøse svenske melankolske poplyd. Nogle countryfans, især i genrens hjemland, finder First Aid Kits lyd lovlig sugarcoated.
Dét var de i hvert fald ikke i Operaen. Som i en medrivende version af “Wild Horses II”, hvor sangens jeg og hendes partner diskuterer, om Rolling Stones egen eller The Flying Burrito Brothers version af “Wild Horses” er bedst. En fin tekst, hvor den dovne musikalske diskussion er metafor for et parforhold i opløsning. Der, hvor der hverken er kærlighed, passion eller vilje tilbage. Generelt afdækker Klara Söderbergs mange tekster fintfølende parlivets indbyggede dualisme, de jævnlige skift mellem håb, hengivelse og sikkerhed – og tvivl og usikkerhed.
Desværre virkede det især i numrene fra det nyeste, mere poppede up beat Palomino, som om First Aid Kit har haft svært ved at finde den rette balance mellem Klaras akustiske guitar, Johannes bas, Freja Drakenbergs synths og keybords, Johannes Runemarks guitar og især Gabriel Runemarks trommer. Placeret diskret bag søstrene lagde Johannes Runemarks et fintmasket lydligt net elektriske klange til sangene. Især bemærkede jeg hans slideguitarspil.
Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse.
Men trommeslageren spillede meget bastant med tryk på tyskerfoden = stortromme på alle slag. Jeg kunne have bandet mistænkt for at have skelet til popdisco-bølgen, der har præget musikscenen de seneste år. Sidste års koncert på Roskilde Festival med den abdicerede countrydronning Kacey Musgraves viste hvor galt, dét kan gå.
Farvel til intimiteten
I numre som hhv. “Fallen Snow” og “A Feeling that Never Came” virkede det lige ud som om, trommerne forsøgte at banke intimiteten og glæden ud af First Aid Kits sange. Trods Johannes Runemarks herlige T. Rex guitar i sidstnævnte. Ærgerligt, for i mere nuancerede passager af koncerten lå trommespillet i symbiose med Johanne Söderbergs ihærdige basspil.
Til gengæld var et højdepunkt, da Johanne og Klara Söderberg gav en akustisk version af “Ghost Town”. Den sang de så smukt og følt, at det piblede og prikkede i de 99 pct. af hjernen, jeg normalt ikke bruger. Og øjnene foran for den sags skyld.
Også “Emmylou”, der trods sin titel ligeså meget er en hyldest til Gram Parsons som til Emmylou Harris. Her ramte First Aid Kit og band denne her følelse, der kan opstå, når leveringen af sang, musik og ord lige præcis udtrykker en form for totalitet – man har fornemmelsen, at intet lige her og nu mangler eller er forkert. Denne her fornemmelse af længsel, smil og hjerte, som er countrymusikkens eksistensberettigelse. Ligesom med “Fireworks”, der lød lige præcis så begejstret parafrasende over 50/60’er Everly Brothers pop, som på plade.
Så ja, de var der, disse momenter af magi søndag aften i Operaen. Indimellem bulder, drøn og disco-fod.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives
Gimle, Roskilde
6. september 2022
På et tidspunkt mod slutningen af koncerten med Marty Stuart and The Fabulous Superlatives stod alle tre bandmusikere midt på scenen omkring bandlederen, der sang og spillede på sin mandolin. Som han i øvrigt behandler med samme ømhed som en bedstefar sit barnebarn. På et tidspunkt vendte trommeslager Harry Stintson sig om og daskede et par gange på en highhat med sin ene whiskers.
Om det var planlagt – noget, han gør hver aften – eller det opstod lige der i nuet, ved jeg af gode grunde ikke. Men de der to tjat faldt lige så naturligt og organisk ind i musikken som en Stetson sidder på en whiskydrikkende gæst i en bar i Nashville.
Lige dét korte glimt på scenen i Gimle signalerede på en gang løssluppenhed, sublim musikalitet og det totale nærvær.
Som skrevet før er jeg en sucker for den slags koncertmomenter, hvor musikken transcenderer den såkaldte fjerde væg og handler om relationer mellem mennesker – og den slags momenter var der sandt for dyden flere af tirsdag aften i Gimle i Roskilde i en af de mest fængslende koncerter, jeg har overværet i årevis.
50 års jubilæum
Søndag fejrede Marty Stuart sit 50-årsjubilæum i branchen. I 1972 begyndte han som bare 14-årig i countrymusikeren Lester Flatts band. Op gennem 70’erne påbegyndte han så småt en solokarriere, indtil han kom med Johnny Cashs band i 1980 for senere blive den gamle Highway Mans svigersøn.
Kommercielt peakede Stuart i begyndelsen af 90’erne med album som Tempted og This One’s Gonna Hurt You. Siden har han været uhyre aktiv i mange sammenhænge og arbejdet sammen med kunstnere som Emmylou Harris, Vince Gill, George Jones og Ricky Skaggs.
Marty Stuart er ham, man ringer til, når der skal optages dokumentarer, radio eller podcasts om countrymusik – en periode havde han sine egne tv- og radio-shows.
For 20 år siden begyndte han at turnere med bandet The Fabulous Superlatives, der udover Stuart selv består af Kenny Vaughan, guitarer, Harry Stintson, trommer, og Chris Scruggs på bas.
Nu skriver jeg “band”: Et bedre udtryk ville være en organisme eller livsform, hvis molekyler udelukkende består af musik. Nogen har en gang kaldt The Fabulous Superlatives “The tightest band in country music”.
Efter at have set dem live giver det mening.
Stuart: Der skete noget magisk på scenen, da disse fire gentlemen førte Gimle på en rejse gennem rock- og countrymusikkens tidlige historie. Foto: Eddie Michel
Det var med en vis skepsis, jeg tjekkede sætlisterne fra de første aftener på bandets Europa-turné. For det fremgik, at Stuart og hans superlativer havde spillet mange meget forskellige numre – mange coverversioner. Umiddelbart underligt i og med at de fire dudes tilsammen har indspillet egne numre nok til en festival i sig selv. Åh nej, var der en form for jukeboks-koncert i vente?
Før det spørgsmål blev besvaret, varmede den helt unge Sam Williams op. Han er barnebarn af det nærmeste, country kommer en gud, Hank Williams. Sams far, Hank Williams Jr. er mest kendt for at have sammenlignet Barack Obama med Hitler – og fastholdt sin sammenligning. Så ham springer vi lynhurtigt forbi.
Sam sang godt og gjorde sig tilsyneladende umage for at give sine sange et moderne, indieinspireret udtryk. Som en hæder til sin farfar sang han dennes ”I’m So Lonely I Could Cry”, som Elvis kaldte ”Probably the saddest song I ever knew” under sin Hawaii-koncert i 1973.
Respektfuldt og lidt rørende, men der er sange, man skal afholde sig fra at fortolke, medmindre ens eget bagkatalog er så stærkt, at det ikke falder sammen til sammenligning – samt man fx hedder Elvis Presley, Glenn Campbell, Dwight Yoakam, Rendy Travis, Johnny Cash, Bob Dylan, eller hvem der ellers har forsøgt sig.
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Det tredje nummer, efter Marty Stuart & The Fabulous Superlatives var gået på scenen, Stuarts egen ”Going, Going, Gone”, er næsten lige så trist. Men musikalsk var det, der skete på scenen, lige så livsagligt, som teksten er deprimerende.
Allerede på dette tidlige tidspunkt stod jeg med fornemmelsen af fire mænd, der ikke alene så ud til faktisk at elske at stå på scenen lige præcis denne aften med musikalsk selvfølgelighed, overbærenhed og talenter, der kun er vokset gennem mange års venskab. Ulasteligt klædt, som de var i scenetøj, oprindelig skabt af den ukrainskfødte konge af rhinstenene, Nudie Cohn – der bl.a. havde Elvis og John Lennon på kundelisten.
Marty Stuart er en musikhistorisk nørd, der gerne skaffer og donerer diverse memorabilia og artefakter til country-museer. Desuden er han dedikeret fotograf – tog fx det sidste ikoniske foto af Johnny Cash bare fire dage før dennes død. Marty Stuart er country dokumentarist og traditionalist. Også på scenen.
Marty Stuart & The Fabulous Superlatives. Foto: Eddie Michel
Gennem halvanden times tid blev vi i Gimle inviteret med på en historisk rejse i et område, der ligger et sted i grænselandet mellem rock’n’roll og countrymusik.
Marty Stuart står der midt på scenen, venligt smilende, synger stadig som en vårhare. Han er selv en brillant guitarist, synger sine egne sange som “Tempted” og den uforlignelige “The Whiskey Ain’t Working” (skrevet sammen med Travis Tritt). Uden dog på noget tidspunkt at suge spotlyset til sig, som solister har for vane. The Fabulous Superlatives er et band.
Stuart giver plads til alle
Der var mindst lige så meget plads til den formidable guitarist Kenny Vaughan. At se hans fingre bevæge sig elegant op og ned ad gribebrættet, producerende det ene lækre lick efter det andet var en fornøjelse i sig selv.
Om han skaber denne her spinkle, tinny-metalliske, twangy country-lyd på sin Fender Telecaster eller sprød Rickenbacker-klang på et par numre med det, jeg plejer at kalde Beatles-Byrds-Tom Petty-lyd.
Fx i “Time Don’t Wait” fra bandets seneste album Way Out West (2017), produceret af Mike Campbell fra Tom Pettys The Heartbreakers. Og det gentog sig i “The Ballad of Easy Rider”, som Bob Dylan og Roger McGuinn fra The Byrds skrev til filmen Easy Rider. En nærmest malerisk smuk version, hvor de fires spil og sang skabte billeder af landskaber i bevægelse.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion
Og sikke, Stuart, Stintson, Vaughan, der alle er plus 60, stadig kan synge harmonierne i disse sange. Som de gjorde, da den countryrock-begejstrede historielektion nåede frem til Woody Guthries klassiske ballade om Pretty Boy Floyd.
Og igen i en version af Marty Robbins’ klassiker “El Paso”. Den supermelodiøse ballade er musikalsk og tekstligt et af musikhistoriens stærkest, sanseligt beskrevne trekantsdramaer, hvor komposition, sang og melodi elegant flyder sammen.
Jeg ville gerne kunne skrive, at den gral trods alt var for hellig til at blive befamlet en tilfældig tirsdag aften i Roskilde – men også her ramte The Fabulous Superlatives plet.
Respekten for rødderne
Hvad mangler vi? Blues, ja i med fire hvide mænds respekt for bluesens dybe, sorte rødder spillede de “Brain Cloudy Blues”. De kom omkring Texas swing, hillbilly, bluegrass og southern rock, især mod slutningen i numre som “Hill Billy Rock” og “Country Star”, hvor det endnu en gang blev tydeliggjort, på hvilke skuldre mine ungdomshelte Creedence Clearwater Revival stod, da de gjorde swamp rock mainstream.
I introduktionen til Orange Blossom fortalte Stuart om et tidligt turnéminde. Det blev på sin vis karakteristisk for hans og bandets mission: respekt for rødderne, der kom til at definere alle os, der er vokset op med rock’n’roll som sekundært (ofte primært) sprog. Respekt, ja, og kærlighed.
Jeg bryder mig ikke om ordet perfektion. Brugt i visse sammenhænge giver det mig associationer til Tyskland i 30’erne og 40’erne. Nobody’s perfect. Men denne aften var det, vi oplevede, tæt på musikalsk perfektion.
Jeg har rejst fire gange i Sydstaterne i USA. Men er aldrig lykkedes med at finde lige præcis den bar med træinteriør og neonskilte – du kan sikkert også se den for dig – med lige præcis det band, der gav den koncert, der ikke alene kunne samle alle rockmusikkens mange rødder og samtidig løfte mig en smule videre på den musikalske rejse.
Den koncert skulle jeg til Grand Ol’ Gimle i Roskilde for at finde.
