”Vi mødte Sanne, som jeg foretrækker hende. Stadig sitrende af energi, stadig lydende som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød, og først og fremmest vilje til at søge bag om klichéerne. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues,” skriver Eriksen.
Når man går ind i et rum med Sanne Salomonsen på scenen, har man visse forventninger med i lommen. Som at udtryk som ’power’ og ’fed’ – i den positive betydning – vil lyde et antal gange i løbet af aftenen. Flueben ved dét.
Man forventer en aften i godt selskab. Ikke nødvendigvis mere. Bestemt ikke mindre. Også flueben ved dét.
For et år siden var Sanne Salomonsen, guitaristerne Mads Løkkegaard og Victor Ray Salomonsen og keybordspiller Annika Askman på en semiakustisk turné inden Sannes sommer tete-a-tete med Lis Sørensen og Anne Linnet.
Samme hold er nu igen på en mere eller mindre akustisk turné. Da jeg ikke så Sanne i vinteren 2019, ved jeg ikke, om sætlisten er den samme. I Det kongelige Teater forleden var der fokus på en stribe mindre kendte numre fra det store Salomonsen-katalog. Kun ganske få store hit.
Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det er et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturne med et par gamle samarbejdspartnere.
Sanne entrerede den minimalistiske scene og satte sig i, hvad min ledsager meget muntert kaldte en Werthers Echte-stol.
Få på den danske rockscene kan indtage et rum med så stor selvfølge og starpower som Sanne, uanset om hun står, hopper – eller i tråd med denne turnés low key set-up placerer numsen i en mormorstol. Hun lagde ud med at tale om sine mange hit og mange solgte plader. Fortalte at denne turné er noget, hun gør for sin egen skyld. At hun derfor kun spiller få crowdpleasere.
Egentlig ganske forfriskende at høre den 64-årige sangerinde formulere det: Jeg har haft succes. Nu er jeg nået til et sted, hvor jeg gør, hvad jeg vil.
Efter sigende kan der siges en del ufordelagtigt om at blive ældre. Omvendt er det et uvurderligt alderens privilegie at kunne sige: nu gør jeg, hvad der er bedst for mig. Eventuelt godt hjulpet økonomisk på vej af en kapitalpension eller en re-union koncertturné med et par gamle samarbejdspartnere.
Et værdigt eksempel
Med sin positive, kærlige udstråling af evig Sannesque er fru Salomonsen et af de bedste eksempler på ”alder er bare et tal” på den danske musikscene. Et værdigt eksempel.
Hun nævnte, at det havde været en barsk oplevelse at falde om med en blodprop med hele Danmark som tilskuere. Men historien om Sanne, der møjsommeligt kæmpede sig tilbage, og nu sidder der og gør krav på sine fans opmærksomhed gør bare gensidigheden mellem hende og os i salen stærkere. Alle de historier, vi deler med musikken som soundtrack.
I hvert fald når hun som for øjeblikket sidder ned omgivet af to indfølte guitarister og den faste akkompagnatør. Selvom festens midtpunkt ikke lagde skjul på, at hun havde ”myrer i bukserne”. Men i stedet for at drøne rundt, bankede hun løs på en lille elektronisk tromme med den højre hånd, der stadig virker optimalt.
De lagde ud med Haven’t I Been Good to You fra Language of the Heart fra 1994.
Sannes vokal er ikke, hvad den var en gang. Det er der udover denne anmelders skatteprocent i øvrigt ikke ret meget, der er. Det virker, som om Sanne har taget konsekvensen og holder sig respektfuldt indenfor sin lavere range med støtte fra især Annika Askman på kor. Lyden af Sanne kan hverken tidens tand, sygdom eller andet tage fra hende. Det klæder Sanne at udøve denne begrænsningens kunst. Ingen grund til at lege “er du klar over, hvem jeg var”, når man nu stadig er.
”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.
Sanne i 2020 lyder stadig som Sanne – med en rustik klang af levet liv, udlevet rock’n’roll i al slags røg og damp. Som da hun i en inderlig levering af Chaka Khans og Bruce Hornsbys Love Me Still fra Chris Minh Doky-albummet In a New York Minute (1999) stadig formåede at forløse den smertelige fortælling om den feterede rockstjernes kamp for at skjule og fastholde sin inderste private kerne og finde den rette at dele den med.
Som hun også gjorde i Uden dig, hvor pop og ægte følelse stadig går hånd i hånd. Den stammer fra det ekstremt godt sælgende Sanne (1989). ’Meryl Streep-albummet’ kalder Sanne det i øvrigt – fordi hun ser så sur ud på coveret.
Nedbrød den fjerde væg
Vi mødte en som altid humoristisk Sanne Salomonsen. Som da hun introducerede en sang, der var skrevet som bonussang til en af den tsunami af Absolute (nothing new) Hits og opsamlingsplader, der skyllede ud over tv-reklameblokke og pladeforretninger i 90erne.
”Helt ærligt: det var jo de samme numre med forskellige covers fra gang til gang. I købte dem alligevel, og vi elskede jer for det.” Der brød fru Salomonsen for alvor ud gennem den fjerde væg, der ellers siden 1748 har sikret en vis distance mellem publikum og alt fra Shakespeare til reality awards i det gamle teater.
Nogenlunde midtvejs spillede Sanne og band en flot version af Dobie Grays Drift Away, som den gode veninde, salig Marie Frederiksson havde stor succes med i Sverige. Efter min smag kom den danske sangerinde lovlig hurtigt henover sin konstatering af, “at det er, hvad det er. Vi er her, vi dør.” Et lidt hårdt lydende sammenkog af de østerlandske filosofier, der inspirerer Salomonsen.
Se Sanne Salomonsen synge Drift Away sammen med Marie Frederiksson:
Sanne og hendes band gav den af mig skammeligt oversete Det er hvad det var fra Unico fra 2009, skrevet af Thomas Helmig. Allerede fra de første arketypiske Risskov-Aarhus-akkorder blev den sang krænget ud af den lovlig klinisk stramme produktion på Unico. Umuligt ikke at smile. Og absolut et af de højdepunkter, hvor kunstner, udtryk og modtager finder sammen i en fælles fejring af det, som musikken gør.
Det var stort. Totalt cool øjeblik med en sangerinde, der muligvis stadig har mange nye plader i sig, men er nået et sted i livet, hvor man godt kan tillade sig at koge ny suppe på laurbærrene.
Nej, jeg har endnu ikke brugt udtrykket Rock-Mama – før nu. Jo, band og sangerinde leverede rimelig kåde versioner af rockstandarder som for eksempels C.V. Jørgensens Mens vi venter på i morgen (fra Sneakers’ Katbeat).
Men vi mødte først og fremmest en meget mensch Sanne, som jeg foretrækker hende. I et minimalt bluesy udtryk med tre dygtige, indforståede musikere. Sanne sitrer stadig af energi, hun lyder som Salomonsen, men også med respekt for sine sanges glød og først og fremmest viljen til at søge bag om klichéerne. Uden manerer. Med respekt for det, jeg vil kalde Sannes blues.
Jeg vælger at se det som Sannes anerkendelse af et andet af alderens privilegier: Erkendelsen af, at fortællingen og følelsen ikke nødvendigvis ligger i det, man siger eller måden, man får sagt farvel – men i lyden af det, der ikke bliver sagt. Eller skrålet.
Sanne Salomonsen. Live akustisk i Det kongelige Teater 20.02.20.
Rækken af klassiske hooklines var næsten lige så lang som køerne ved baren, da Liam Gallagher og band holdt fest for de indviede i Forum Black Box, København, tirsdag aften.
Stående som en dunkel silhuet i lyset fra bagscenen i klassisk Liam-positur iført overhead parkacoat – i eget Liam Pretty Green-design må man gå ud fra. Lidt som en angrebslysten City-spiller parat til at give folket, hvad det var kommet for.
Personligt har jeg altid ment, at den såkaldte britpop-krig mellem Blur og Oasis blev vundet af Suede.
Men selvsagt kan man ikke ignorere Noel Gallaghers formidable evner som sangskriver, Oasis’ rolle som opsamler/fornyer af den britiske rocktradition – Beatles, Who, Stones, Smiths, T. Rex, Slade – på et tidspunkt, hvor englænderne enten dansede til Manchester-scenens acid eller Stock, Aitken & Watermans sodastream-bobler.
På samme måde er det umuligt at ignorere styrken i Oasis’ udtryk dengang med Liam som fandenivoldsk frontmand – eller denne her gnist, der altid var på scenen. Og vel også en følelse af håb og trods, som Burnage, Manchesters egne Oasis signalerede hos sit enorme publikum. Her kunne man virkelig tale om working class heroes.
Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare en refleksion af Oasis.
I Forum Black Box lagde Liam Gallagher ud med Oasis’ Fucking in the Bushes og den gamle programerklæring Rock’n’roll Star med den oprindelige Oasis-guitarist Paul Bonehead Archers på scenen. Det skulle vise sig, at han primært var med for at medvirke på de mange Oasis-numre. Hele 12 ud af 20 numre var Oasis-numre.
Fra sekund ét var den der – lyden – den forvrængede mur af sustain skabt af en til to guitaristers leg med basale akkorder og skiftende Noel’ske melodiske lead. Og der var en stemning i Forum Black Box af den anden verden. Igen, 12 ud af 20 numre.
Stående der i Forum badet forneden af kondensvand på gulvet og foroven massive støjmasser fra scenen, lød det indimellem som puls uden blod. Jeg savnede de finesser, der faktisk præger Liam Gallaghers soloalbum Why Me?, Why Not og viser ham som en kunstner, der – med hjælp fra andre komponister – vil mere end bare at være en refleksion af Oasis. Ikke helt så konsekvent som Noel Gallagher, der er gået mildt electronica på det seneste, men alligevel.
Som det ofte vil være med en solist, der rejser rundt med en sangskat skabt i en anden sammenhæng, var Liams band mest med som loyal, sømløs backing. I øvrigt var det svært at høre både hans egen og de tre korsangeres vokaler.
F.eks. er det udmærkede Once fra Why Me?, Why Not et inspireret melodisk-melankolsk tilbageblik på en 30 år lang karriere med og mod Noel. Et af det bedste bud siden Arctic Monkeys’ No. 1 Party Animal på en genopfriskning af lyden af John Lennon. Som Liam jo er besat af. Albumtitlen Why Me?, Why Not er hentet fra to af Lennons serigrafier. Og i øvrigt, what the fuuhk, mandens fulde navn er William John Paul Gallagher. Han er jo nærmest født til det. Men i Forum druknede Once i torden-lyd.
Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de refleksioner, der har været med til at skabe én
Halo, som også blev spillet med fuld hammer i Forum, er så en hilsen til The Rolling Stones’ Let’s Spend the Night Together. Her var keyboardspilleren i øvrigt et forfriskende indslag på sit bar-piano.
Bedst var det i Stand By Me og Morning Glory, der begge formede sig som kærlighedserklæringer mellem publikum og Liam. Der var vi inde og røre ved noget af det, som kun musik kan – nogle kalder det nostalgi, for mig handler det at stå ved og fejre de læringer, de spark, den fest, den trøst, det håb, de reflektioner, der har været med til at skabe én. Det må bare aldrig være et mål i sig selv.
I Supersonic skabte bassist og trommeslager et fornemt swing, som ellers ikke nødvendigvis var Oasis’ styrke. Og der var en version af Be Still, hvor guitaristen gav en lang psykedelisk solo. Fed variation i den ellers noget ensformige musikalske bunke støj.
Med Cigarettes & Alcohol rungende i ørerne, der mere end nogensinde lød som en hilsen til T.Rex’s Get it On, slentrede jeg ud af Forum med fornemmelsen af at have været til koncert med Oasis Light.
Liam Gallagher er en forrygende ambassadør for sin elskede – ahem! – brors sange, og måske især for Oasis-følelsen. Men jeg kunne godt tænke mig at se ham performe sine egne nyere (også gerne fra Beady Eye-perioden) og de gamle sange i et mindre set-up. Som på det nye album Acoustic Sessions. Eller med arrangementer, der yder hans nye lyd retfærdighed.
Det vil være lidt ærgerligt, hvis han ender som rockmusikkens svar på Pinocchio med Mod-frisure, fanget i snorene fra sin fortid.
Liam Gallagher, Forum Black Box, tirsdag 04.02.2020
”Hvor er han dog sød,” lød det fra en kvinde på rækken foran, da hun forlod Det kongelige Teater. Ganske forståeligt. For slutningen i Håbefuld, der blandt meget andet involverer Anne Linnet som ægspisende papfigur, er både sød og rørende.
Mere skal ikke afsløres her. Men som den nævnte kvinde forlod jeg det gamle teater på en node, som gav mig lyst til skrive, ”slæb alle sure danske SoMe-santroper, dødbidere og hundehoveder med ind og se Rune Klans nye show”. Men så kom jeg i tanke om, at der kun er plads til godt og vel 1.300 i det gamle teater.
Som i de seneste show Det stribede show (2013) og Barnløs (2017) arbejder Klan også denne gang ud fra en overordnet ramme. Sidste gang handlede det om hans og hans kones forgæves forsøg på at få et barn. I stedet adopterede de en dreng fra Sydafrika.
I det nye show fortsætter det, hvor det slap. Men i stedet for at trylle, smide rundt med ting og fable om og udlevere sin søn, har Rune Klan sympatisk nok valgt at bearbejde sin egen farrolle.
Efter en indledning, hvor man endnu en gang må forholde sig til forældreskabets indvirkning på sexlivet – ”da vi var yngre knaldede vi, nu tager vi hver en træstamme” – kommer showets anslag, der med hyppige call back viser sig at være omdrejningspunkt: En situation fra en ferie i Nepal, da han var fire år gammel, hvor hans forældre bad ham lege med en gruppe gadebørn, der viste sig at lege med en skorpion (!).
Ville moderne forældre gøre det? Tjah.
Fraværende contra tilstedeværende fædre
Man kan sige, at Klan udleverer sine kosmopolitiske forældre, men han bringer snildt sit fjol og fis op på et plan, hvor det handler om forskelle i generationers værdisæt og forhold til opdragelse.
Om fraværende fædre i hans fars generation kontra tilstedeværende fædre i hans egen. Det er showets motor. Deri ligger der potentielt oceaner af komisk (og tragisk) materiale. Og det er set og hørt mange gange. For eksempel var pioneren Jan Gintberg meget tidligt ude. Man tager den gerne en gang til i Klans supercharmerende servering.
Det har altid været en del af Rune Klans proces – balancen mellem et væld af dukketeateragtige hjemmelavede rekvisitter, groft sleben komik, magi på et højt plan og en vis grad af afmystificering på et metaplan for sjov. I tryllekunst er der ligesom i andre kunstarter i bund og grund så og så mange grundelementer som basis for milliarder af variationer.
Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen
Hans trick i Håbefuld med en træramme, hvori det lykkes ham at indplacere flere og flere brikker er en gennemgnasket klassiker – går under navnet Perpetual Puzzle. Har selv leget med det som vikar på et børnebibliotek.
Til gengæld efterlader flere andre tryllenumre én med åben mund. En vielsesring forsvinder. Og dukker selvfølgelig op igen et komplet umuligt sted. Mønter forsvinder og dukker op igen. Klan løser Rubiks Terning på 40 sekunder (verdensrekorden er 3,4 sekunder). Rimeligt imponerende. Især da han løser den med en tilfældig form, som en fra publikum har skabt.
What the f***?
Som i sine seneste show blander Klan populærvidenskab med komik, trylleri og den stadig større mængde sære rekvisitter på scenen.
Indgangen til hans diskussion af arv contra miljø med henvisning til H.C. Andersens Den grimme ælling og Pontoppidans modsvar Ørneflugt er et sjovt, enkelt og overraskende indslag.
Er 70 pct. af adoptivsønnens kommende liv virkelig på forhånd fastlagt af arvemassen? Er der derfor kun 30 pct. tilbage til Klan og konen? Vi hører om Klans møder med forskeren Stephen Ludeke og historien om nogle tudser i et spansk akvarium.
Lovlig langtrukken
Stor respekt for Klans ambition om at tage sin stand-up comedy til, hvad der efterhånden må være mark 3 på et populær-filosofisk og -videnskabeligt niveau. Denne gang har han fundet en form, hvor Kloge-Åge, humor, tryl og papfigurer og den notoriske selvironi spiller bedre sammen end sidst. Han mestrer at jonglere med genetik og små kontrajokes. Efter en dyb passage om hans afdøde far får vi lige med, at hans mors bedste råd har været aldrig at prutte på vej ind i en bil.
Men stadig; en lovlig langtrukken passage.
Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn
Klans helt store styrke ligger i måden, han udnytter rummet, teatret, sin egen scenepersonlighed – frisk uden at være Ole Henriksen-kæk – sin historie, den efterhånden modent afslebne humor, de tilsyneladende småsjuskede improvisationer, tryl på varierende niveau flettet sammen med en lang passage om genetikkens historie. Ja, det er unikt. Virkelig sjovt.
Få timer inden jeg tog ind til Kongens Nytorv for at se Klans nye show, lyttede jeg til Flyverskjul-podcasten Søren Rislund – Historien bag Monrad & Rislund– om duoen på hvis skuldre den første generation danske stand-up komikere stod, når de ikke oversatte fra engelsk.
Som Søren Rislund siger: ”Der er Anders Matthesen. Og så er der alle de andre.” Helt enig. Men efter at have set Håbefuld har jeg har lyst til at tilføje: ”Der er Matthesen. Der er Klan. Og så er der alle de andre.” I hvert fald når det gælder form.
Efter det forrige show skrev jeg, ”Klan er blevet voksen”. Nu er Klan er blevet voksen og følsom. Det er, hvad man risikerer, når man får børn.
Rune Klan: Håbefuld, nyt stand-up comedy-show på Det kongelige Teater. POV så det fredag d. 31. januar 2020.
Jeg arbejdede en gang sammen med en layouter, der var skruet sådan sammen, at hvis man roste et layout for at være æstetisk flot, kunne man være sikker på, at det næste lignede Berlin i maj 1945.
Efter at have været til koncert med den (måske forhenværende) countrymusiker Sturgill Simpson, har jeg de to mænd mistænkt for at være åndeligt i familie.
Tirsdag aften gav Simpson og hans band en koncert, hvor intet lød, som det plejer. En koncert, der gav ny mening til de senere års modeudtryk ’disruption’.
Den amerikanske sanger lod sine gamle sange tage et retro-syrebad i en Neil Young’sk mission: bryd møget ned, byg noget nyt.
Var det godt? I lange passager skabte Simpson og hans tre mand store bands improvisationer et medrivende groovy udtryk i Store Vega. Men bortset fra Sturgills intense sang blev det efterhånden mindre og mindre relevant for andre end musikerne selv. Muligvis endda kun for Sturgill Simpson. Øverummet blev til et ØV-rum.
Som han selv sagde efter en lang, liret passage: “We havn’t got a f***ing clue, what we’re doing up here.”
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool. En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen
Sturgill Simpson fik pæn succes med albummet A Sailor’s Guide to Earth og brød for alvor igennem i 2016 med Metamodern Sounds in Country Music. Som det vel fremgår af den ironiske titel, har Simpson fra begyndelsen været en kantet figur på countryscenen. Nogle kaldte ham countrymusikkens redning, andre mente, at han bragte outlaw country-musikken – Merle Haggard, Waylon Jennings – og lyden af Dwight Yoakam tilbage til ære og værdighed.
I 2016 gav Simpson en koncert på Roskilde Festivalen, hvor alt gik op i en højere enhed: En veloplagt sanger, der fik det optimale ud af det sangkatalog, han red ind på, fremragende band, smukt vejr, indforstået publikum, godt selskab. En af mine største Roskilde-oplevelser.
Masser af skulderklap
Som ung voksede Sturgill op alene med sin far, der arbejdede for narkotikapolitiet. Selv solgte han stoffer i highschool.
En lignende dualitet har gjort sig gældende for den tydeligvis konstant tvivlende musiker i hans forhold til pladebranchen. Han blev begavet med grammyer, masser af skulderklap på direktionsgangene i Nashville, og fra Mick Jagger og Martin Scorsese, der hyrede ham til at skrive titelsangen til tv-serien Vinyl. Han har sågar modtaget, hvad der svarer til et ridderkors, i staten Kentucky. Han storsolgte og modtog skove af anmelderroser. Sidste år udsendte han albummet Sound & Fury, der lyder som hvis ZZ Top, Doors og en analog udgave af Human League og Soft Cell mødte hinanden. Bye-bye country. Goddag en forunderlig, småsexet guitarbåren danselyd.
Som Sturgill Simpson sagde på scenen i Vega:
”Jeg udgav det for at slippe ud af min forbandede pladekontrakt. Jeg tror, det har hjulpet. Pladen har kun solgt 53.000 eks.”
Det begyndte sådan set fint nok.
Jeg havde forberedt mig på, at Sturgill og band ville spille de ti sange fra Sound & Fury – ovenikøbet i den rigtige rækkefølge. I takt med, at pladesalget er dalet og nu kun foregår digitalt eller på vinyl, er den form for showcase-koncerter blevet populære. Irriterende nok.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham
Bandet lagde ganske frisk ud med Ronin, hvor Sturgill spillede sin guitar med mere eller mindre samme udtryk som ZZ Tops Billy Gibbons fede, melodiske blues-boogie-lyd af rørforstærker.
I betragtning af at det, der foregik på scenen med Simpsons ord var en øveaften, lød det forbløffende tight allerede fra begyndelsen. Samspillet mellem bassist Chuck Bartels og trommeslager Miles Miller fik mig til at tænke på det suveræne fælles swing mellem Stu Cook og Doug Clifford fra Creedence Clearwater Revival. John Fogerty har manglet dem bag, siden de brød med hinanden. Det er en anden sag.
Der var tumultariske passager blandt andet i tredje nummer, Sing Along, hvor jeg frygtede, at bandet ville tabe det. Der var massive rockklodser på en swampet bund med en keybardspiller, der var leveringsdygtig i alt fra Ray Manzarek orgellyd til Würlitzer model Supertramp.
Der var sågar en fornemmelse af dybfølt vilje og nerve hos Simpson i centrum for løst strukturerede improvisationer. At det rent faktisk betød noget for ham deroppe, især efterhånden som han fik sunget sig varm. Der er enormt meget følelse i hans vokal, når det tager ham.
Få lyspunkter
Men efterhånden som vi kom igennem de nye numre, begyndte jeg at glæde mig til at høre kendte numre som It Ain’t All Flowers,Welcome to Earth (Pollywog), Turtles All the Way Down og Some Days velvidende, at det ikke ville blive, som jeg huskede dem fra Roskilde. Det var et helt andet band, et andet mere ruralt udtryk. Men dog.
Det skete bare ikke. Country ny-klassikerne blev flået igennem af rock’n’roll riffs, boogie-groove, soul-fraser. Og lød mere som en undskyldning for at have det sjovt end som et fundament.
En ting er at jeg gradvist blev sat af i denne øverums-session. Noget andet at jeg i stigende grad fornemmede, at det også gjaldt de tre medlemmer af bandet. Indimellem i hvert fald.
Eneste lyspunkt mod slutningen var en version af Willie Nelsons standard I’d Have to Be Crazy, der er umulig at slå ihjel, og en højspændt version af soul-klassiskeren You Don’t Miss Your Water (som selv Brian Eno har indspillet), hvor Sturgills følelser lå totalt blotlagte uden på skjorten, og Bobby Emmett spillede sit keyboard, som kunne han afskaffe al elendighed i næste akkord.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion
Men den gribende forestilling og et lån fra T. Rex i sidste nummer kunne ikke ændre ved den forestilling, at Simpsons sange fra de første tre album er meget mere interessante på plade.
Under koncerten fortalte Sturgill, at han bliver nødt til at stoppe på et tidspunkt, inden han bliver kvalt af branchen. Ikke i dag, ikke i morgen. Men på et tidspunkt.
På en måde er der jo noget uendelig befriende ægte over en musiker, der på den måde afmonterer den professionelle kunstnerkappe, springer ud gennem den fjerde væg og stiller sig op som mennesket Sturgill Simpson, mens han skubber al sin businesslede, tvivl og oprørskhed foran sig til offentlig skue i en paddehattesky af distortion.
Så stod man der
Så der stod man der på Enghavevej efter koncerten med vægten i hånden. Eller rettere sprang for livet mellem cyklister uden hoveder under hjelmene.
I vægtens ene skål respekt for en fritænker med integritet. I den anden skål en fornemmelse af at være gået glip af noget stort, der ikke ville indfinde sig. Og en fornemmelse af at have kedet sig bravt indimellem, når improerne blev for retningsløse.
I modsætning til koncerter sidste år med Neil Young og Bob Dylan, der stolte improviserede over det gamle guld, virkede Sturgill Simpson ikke specielt stolt. Nærmest lidt trist.
Onklerne Neil og Bob er så selvfølgelig 34 – 38 år ældre end 41-årige Sturgill. De har givet og fået modstand henad vejen og shiner stadig. Jeg tror, Simpsons talent er så stort, at det vil overvinde indre og ydre modstand.
Sturgill Simpson, Store Vega, tirsdag 21. januar 2020.
10’erne blev årtiet, hvor den digitale udvikling skabte enorme strukturelle forandringer i pladebranchen. Musikere indenfor alle genrer og subkulturer måtte indse, at pengene skulle tjenes på scenerne. Og i takt med at konkurrencen tilsvarende er blevet enorm på scenerne, har langt de fleste musikere indset, at de er nødt til at gøre sig umage hver gang; hver eneste gang. Man er ikke bedre end sit seneste job.
Op gennem 1970’erne og frem til 00’erne har jeg har været til mange koncerter med danske og internationale – ofte stærkt påvirkede – rockmusikere, der tydeligvis havde deres tanker et andet sted og i øvrigt bare skulle overstå jobbet inden næste honorar.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts”, synger de
Siden jeg efter en pause begyndte at anmelde meget aktivt i 2010, har jeg oplevet meget få af den type koncerter. I tilfælde, hvor det er sket, har det typisk været store internationale navne på stop på en for dem lille, kvart eller halvtom dansk sal.
Men bortset fra det. Koncentration og dedikation. Det manglede bare.
Bruce Springsteen & The E-Street Band, Roskilde Festival, 7. juli 2012
Springsteen på Roskilde Festival. Hvad der lød som opfyldelsen af en ultimativ drøm for mange, fik også lokket mig tilbage til festivalen for første gang i 17 år – efter en pause med fokus på børn, nyt job, hus/have og noget liv, der skulle leves.
Ikke at det nødvendigvis kørte hundrede procent optimalt fra begyndelsen, da The E-Street Band gik på canopy-scenen den smukke juli-aften.
Faktisk virkede Bruce selv slidt. Lyden var som altid mudret. Men med især side-man og delvis kapelmester Steven van Zandt som indpisker kom der mere gejst og spilleglæde omkring post finanskrise-numrene We Take Care of Our Own og Wrecking Ball og senere en forrygende gæsteoptræden ved The Roots.
Springsteens uforlignelige gospel på toppen af verdens bedste backingband skabte en musikalsk 3D-oplevelse. Gentagelse og genoplivning af de utallige livsøjeblikke, hvor Springsteen har leveret lyden: håbefulde eftermiddage ved stereoen, fester med spas, kærlige øjeblikke og langmodige søvnløse nattetimer.
Et af de momenter hvor myte, liv, koncert og denne Rokilde-smatter antog én karakter. The River var mig og min opvækst, jeg var lyden af Roy Bittans piano i Spirits in the Night, guitarerne var mig i Out in the Street. So to speak.
I want the heart, I want the soul. Og fik det.
Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, Store Vega 30.03.18
Teknisk set var jeg forberedt, da Nathaniel Rateliff entrerede scenen i Stor Vega i marts 2018. Havde lyttet især til Stax-albummet Nathaniel Rateliff & The Night Sweats, som en kær ven havde præsenteret et års tid tidligere. Rateliff er en af fædrene til New Retro-bølgen; en bevægelse, hvor klassisk soul, rock og country fik et nyt afsæt i grupper som Alabama Shakes, Drive by Truckers og The Black Keys.
Teknisk set, ja. Det skulle vise sig at blive en mind blowing oplevelse, en fornemmelse af oprindelighed og autencitet i et rum, hvor fornemmelsen af tid blev ophævet. Allerede fra første øjeblik favnede Rateliffs soulfyldte vokal hele Vega uden at skygge for bandets tre blæsere, keyboardspiller, bassist, guitarist og trommeslager.
Et nummer lød som et møde mellem The Band og Ry Cooder i Ben E. Kings Stand by Me. Et andet mindede lidt om John Lennons version af Ain’t that a Shame. Et andet som Sam & Dave.
Halvanden times tidsrejse, nutid, fest og healing.
Depeche Mode, Parken, 1. juni 2017
Kan man have en æterisk musikoplevelse i verdens mindst egnede koncertarena? Ja, noget der ligner – hvis man investerer lidt af sig selv, og Depeche Mode er på plakaten.
Denne lumre juniaften var lyden på Martin Gores guitar, Dave Gahans baryton og resten af elektroensemblet så god, som den bliver i Parken.
Efter et udlæg med titelnummeret fra DM’s seneste dystopiske album Spirit og et vendepunkt i A Pain That I’m Used to ramte den engelske trio og deres to faste liveband-medlemmer det ’wouuch’, der har gjort dem til verdens mest forunderligt magiske stadionrockband. Med en portefølje af sange, hvor introverte, eksistentielle tekster konstant udfoldes i ekstrovert iscenesættelse. Når det klaustrofobiske lydunivers på plade lukkes ud i fri luft, kommer der liv, sjæl og blod i sangene.
Jeg husker Parken ikke bare på fællessang, nej, på fælles orgastisk hjerteslag i en meget, men ikke for lang Enjoy the Silence. “Everything counts in large amounts,” synger de.
Alt talte i store mængder under denne technomesse i Parken. Følelse. Fest. Eletronisk ekstase.
Jakob Brønnum: Vinylens og cd-boksens genkomst
Selvom det har været streamingtjenesternes årti, har der også været to, lykkelige modbevægelser. Ulykken består i at streamingtjenesterne er uanvendelige til andet end flygtig musiklytten og modstøj til byens larm.
Man kan ikke trænge dybere ind i værkerne, ind i kunstnerne og ind i musiksamlingerne gennem de digitale brugerflader, for de tillader kun vanskeligt at man opholder sig på forbrugets overflade: Blandt de nyeste, de mest hørte, det, maskinen og annoncørerne vurderer passer til det andet, du hørte.
En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie
Lykken består i, at de to modbevægelser er vinylalbummenes genkomst og de store cd-bokses fremkomst. Lyden på vinyl (2400 MB/s) og på CD (1400 MB/s) er langt bedre end i de digitale lydrum, hvor den er 320 MB/s eller oftest 128 MB/s og både vinylformatet med de store omslag og CD-boksene med det store overblik over en kunstner eller en genre, lægger mange flere lag ind i musikoplevelsen.
Der er udgivet så overvældende mange bokse, at det næsten ikke er til at udvælge de bedste. Her er tre bud på det sublime.
Bob Dylan: The 1966 Live Recordings (36 cd, 2016)
Da KB-Hallen brændte i 2011, tænkte jeg, ”nå, nu finder vi aldrig ud af, hvad setlisten var ved koncerten 1. juni 1966,” for det var det eneste sted, der kunne ligge en optagelse. Ingen kunne tilsyneladende huske den og den manglede på de vigtige sites. Hidtil havde vi kun haft ‘Ballad of a Thin Man’, en enkelt sang, som har cirkuleret på diverse uofficielle optagelser.
Da Dylan i 2016 udsendte den mirakuløse 36 cd-box, The 1966 Live Recordings, med samtlige koncerter fra turnéen, der afslutter Dylans første store periode med et års pause efter det lille motorcykeluheld i august, måtte jeg tænke om igen. Egentlig var formålet at hævde sin copyright til koncertoptagelserne, 50 år efter, hvor den ville udløbe.
Han lå selv inde med et soundboard af 2. sæt af koncerten, der som alle de andre har to sæt, med et akustisk og et med The Band. Enkelte af de 23 koncerter havde man ikke, man har ”lånt” nogle af de publikumsindspilninger, der findes af 95% af Dylans koncerter. En hel del af Dylans åbenlyst hashomtågede akustiske numre er frygtindgydende gode. Hvert øjeblik er musikhistorie.
Celibidache – The Münich Years (49 cd, 2018)
I årene inden og umiddelbart efter den rumænske dirigent Sergio Celibidache døde i 1996, udsendte både Deutsche Grammofon og EMI fabelagtig gode indspilninger, med henholdsvis Stuttgart og Münchens symfoniorkester.
Særligt EMI’s indspilninger af stort set hele standardrepertoiret indenfor symfonier og korværker er helt enestående i deres dybe zen-influerede åndedræt, der gør de fleste af opførelserne langsommere og derved længere end nogensinde før hørt, i flere tilfælde 15-20% længere.
Det er mageløst. Celibidache ville i store dele af karrieren ikke udsende sine opførelser, fordi ”man ikke skulle få den transcendentale musikoplevelse udenfor koncertsalen.” Men det fik vi nu. EMI’s liveindspilninger var hundedyre i begyndelsen, men i fjor kom de på Warner i en samlet boks, 49 cd til under 500 kr.
3 Beethoven – The Complete Works (80 cd, 2017-2019)
Indimellem kan man se Beethovens samlede værker beskrevet som ”complete discography”, og det er noget sludder, på flere niveauer. For det første er den klassiske musik kendetegnet ved, at det er fortolkerens diskografi, der er tale om. Det er et kunstværk i nodeform i nye versioner, hver eneste gang der kommer en ny indspilning af et kendt værk, og derfor kan man aldrig nå en ”complete discography” .
For det andet handler de samlede værker som regel om, at det er lykkedes pladeselskabet at støve perifere værker op, som meget sjældent indspilles eller opføres. Ingen af de fire udgaver af de samlede værker, af Beethoven, der er på markedet lige for tiden op til Beethovens 250 års dag i 2020 er helt komplette. Der er altid mindre ting, man ikke fik med.
De er alle sammen på omkring 80 CD’er. De findes på Warner, Brilliant Classics og Naxos til omkring 80-100 euro og hyper de luxe på Deutsche Grammophon til det tredobbelte. Alle sammen forskellige kunstnere, nogle historiske, mange nyere og alle sammen nøje udvalgt for deres høje kvalitet. Brilliant og Warner er de bedste bud, alle parametre taget i betragtning. Warners er den smukkeste, Brilliants muligvis marginalt stærkere alt i alt.
Jacob Gjelstrup: Vinylpladens endelige comeback
Det blev i 10’erne at salget af vinylplader igen for alvor tog fart, og salget har været støt stigende hele årtiet fra 4.2 mio. solgte i 2010 til 16.7 mio. i 2018 alene i USA. Der er stadig langt op til de over 300 mio. solgte albums i sluthalvfjerserne, men udviklingen betyder, at interessen for det analoge medie er støt stigende.
Årtiet har budt på mange gode musikoplevelser, og det er ikke nemt at vælge de tre, man synes har været størst. De følgende tre albums er dog tre, der står ud som noget af det ypperste.
EABS – Repetitions (Letters To Krzysztof Komeda)
Det polske jazzorkester debuterede i 2017 med deres fortolkninger og dekonstruktioner af den berømte landsmand Krzysztof Komedas værker fra perioden 1962-67. Komeda, der blandt andet er kendt for at lave musik til flere Roman Polanski-film, var en af europas mest indflydelsesrige jazzmusikere, og EABS fortolker hans musik virtuost og moderne.
Albummet brillerer særligt på grund af den analoge lyd, man ellers kan savne i moderne jazz.
Katatonia – Sanctitude
Svenske Katatonia, der normalt spiller en slags doom-metal med alt, der hører den slags til, udgav i 2015 et unplugged album fra Union Chapel i London. På live-albummet fortolker bandet deres egne sange, som altså normalt bliver spillet med tungt metal-set-up, og resultatet er ikke mindre end sensationelt.
Forsanger Jonas Renkse har aldrig sunget bedre, og orkestret spiller så usandsynligt godt, at man glemmer alt om, at det er en liveindspilning.
Sanctitude er et mesterværk og på mange måder kommer man til at foretrække deres musik på denne måde.
40 Watt Sun – Wider than the sky
Det britiske band 40 Watt Sun udkom med Wider Than the Sky i 2016, og alle indadvendte typer fik deres ultimative go-to-plade.
Trioen spiller fortættet og yderst melankolsk, næsten depressivt og stærkt bevægende musik i et langsomt tempo. Vokalen og teksterne løfter værket op blandt de bedste de seneste ti år, men vær beredt på, at det skal gøre ondt før det bliver godt.
De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.
Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.
Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)
Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.
Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.
Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)
Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.
Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.
Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)
Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.
Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår
De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.
Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)
Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.
Blaue Blume – Bell of Wool (album)
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterklang – Altid Sammen (album)
Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballader. Her er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.
På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.
Jakob Brønnum: Det uventede gensyn
2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder
Bob Dylan (turné)
I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.
Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.
Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.
Bernhard Haitink (koncerter)
I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.
På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.
Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.
Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.
Andris Nelsons/Beethoven (album)
Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.
Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.
Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.
Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.
Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser
Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.
Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)
Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.
Liturgy – HAQQ (album)
For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.
Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)
Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.
Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi
De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni. 2019 var et totalt Tool-år.
Tool – Fear Inoculum (album)
Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.
Charlie Cunningham – Permanent Way (album)
I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.
I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.
Morild – Så kom mørket… (album)
I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel – Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.
Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.
