Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts parfume, du fornemmer

Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts parfume, du fornemmer

af | dec 27, 2019 | Anmeldelse, Essay

Egentlig var det ikke meningen, at denne ’anmeldelse’ skulle være skrevet. Men efter en avisartikel og nogle samtaler indenfor den seneste uges tid både i det virkelige liv og i det digitale parallelunivers endte det altså med dette.

Det begyndte, da en ven proklamerede, at han en sen nattetime i juli næste år vil bevæge sig ud til Roskilde Festivalen for at afbrænde den orange scene. Årsagen: festivalen har booket pop-kleopatraen Taylor Swift som hovednavn i 2020. Det for ham afgørende bevis på rockmusikkens død.

Nu lever den pågældende ven på diverse københavnske udskænkningssteder i søde minder om dengang, han vandaliserede Københavns mure med sin spraydåse og kunne synge indtil flere Clash-sange udenad – og derfor stik imod al sund fornuft og logik tiltrak sig en del unge kvinders opmærksomhed. Så ingen grund til at frygte ildspåsættelse fra hans side.

Kort efter læste jeg Politikens altid velskrivende Eriks Jensens reportage/interview med Dan Baird, tidligere leder af sydstatsrockbandet Georgia Satellites.

Man kan diskutere om, der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.

Anledningen er, at Baird efter en lang og glorværdig karriere har valgt at hale sydstatsflaget ned, stoppe som musiker, lade rocken rulle sin egen sø og i øvrigt, sympatisk nok, tage sig at sin syge kone.

”Er rocken død?”, bliver der spurgt i artiklen. En anmeldelse af The Whos nye album her på POV og arbejdet med en Mediano Music-podcast om Nirvana har igen bragt samme spørgsmål på bane.

Som det i øvrigt er gjort en fantasillion gange, siden Elvis Presley d. 22. september 1958 boardede U.S.S. Randall ved kajen i Brooklyn for at lade sig indrullere i den amerikanske hær.

Lyden af oprør og frihed

Rockmusik som lyden af oprør og frihed; som en bevægelse, definerende for en generations tale, tanke, livsstil, ja som politisk og filosofisk manifest med verdenspoltiske konsekvenser – med udgangspunkt i Memphis i 50’erne knopskydende sig frem mod begyndelsen af 70’erne.

Nej, noget tilsvarende kommer næppe til at ske igen med traditionel rock’n’roll. Og hvorfor skulle det også det? It was what it was – for at låne fra Scorseses nye Netflix-film. Den udødelige musik står tilbage på vinyler, cd’ere og i cyberspace. Historiebøgerne bugner med dokumentation.

Siden har rockmusikken deformeret og formeret sig ud i et hav af mutationer. Det er svært at se Prince som andet end en (stor) gevinst for rockmusikken. For nu bare at tage et eksempel.

Man kan diskutere, om der var noget nyt i punk og senere Nirvana og grunge, men det er en kendsgerning, at de strithårede englændere og de langhårede fra Seattle (og den nye Heavy Metal-scene) rebootede rock’n’roll, der i 80’erne var på vej til at udvikle sig til en kennel fyldt med bjæffende, liderlige hanhunde med puddelhundehår.

I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.

Med toneangivende navne som The National, Arctic Monkeys, Franz Ferdinand, White Stripes, Kings of Leon har indierocken tegnet en ny rock-bølge op gennem 00’erne og frem til nu. Like it or not. De bedste af disse bands har med stor succes formået at forene tromme, bas, guitar og elektronik med indadvendthed i et nyt ekstrovert rockudtryk.

I USA vrimler det med bands og genrer, der fornyr, udvikler rockmusikken. De senere år har jeg set store koncerter med Jason Isbell, Nathaniel Rateliff, Tedeschi Trucks Band og gamle Neil Young, der alle har vist, at rocken lever i bedste velgående.

Diverse rockbands fylder danske koncertarenaer. Til næste år optræder Dizzy Mizz Lizzy/Psyched Up Janis, Kashmir og D-A-D for udsolgte huse i landets arenaer.

Nu skal der ikke nødvendigvis så meget til for at kunne kalde sig yngre end mig, men jeg har set ret mange unge mennesker til koncerter med AC/DC, Metallica og Volbeat. Tag en tur i rockklubben High Voltage og lad dig blæse igennem af unge hardrockbands. Og ja, så er der jo Copenhell.

Fortsæt selv.

Sandmen satte hotellet i brand

At tale om en åbenbaring vil være et meget stort ord. Men livsbekræftende var det, da jeg for nylig gik omkring spillestedet Hotel Cecil for at tjekke The Sandmen, der tidligere i år udgav albummet Himmelstormer. Deres niende studiealbum siden 1987.

Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad.

Første nummer Himmelstormer satte brand i lokalet. Som guitarist Stefan Moulvad selv har sagt, havde han Fripp-plektaret fremme, da nummeret blev indspillet. Underforstået – der er en vis inspiration fra guitarist Robert Fripps spil på David Bowies Heroes.

Hvis rockmusikken er død, er nyheden undskyld mig, fandeme ikke nået frem til Allan Vegenfeldt, Michael Illo Rasmussen og Stefan Moulvad

I parløb med den anden faste guitarist Jarno Varsted skabte Moulvad en vaklende Berlinmur af svimlende sustain ovenpå Michael Rasmussens og bassist Jens Heins funky sway, og med Allan Vegenfeldt på lige dele karma og karisma lød det så godt, at jeg frygtede, at det ville vise sig at være en koncertart på en alt for høj node.

Hvilket det tydede på ville blive bekræftet i det manifestagtige Lys og kærlighed, der sin trodsighed til trods var lovlig tæt på at gå i stå.

Men så er – og var der i Hotel Cecil – jo den gamle Sandmen-standard Long Leg Sally, hvor man igen fornemmede dette særlige The Sandmen swagger. Med Vegenfeldt som det naturlige fixpunkt midt på scenen.

Efter små tre kvarters tonstung rock kom balladen Kærligheden flyder med Moulvads guitar summende i baggrunden.  Med sin cinematiske lyd stod det nummer som en nåletræsfrisk udluftning i et ellers tungt udtryk, så tæt af det indimellem truede med at efterlade mig lettere konfus. Det samme med den nye københavnersang Fuldmåne, der emmer af medfølelse og solidaritet, der vender nedad.

I det hele taget er der en del eksperimenter med elektronikken på det nye album. Dette blip-båt er ikke lige vellydende – noget virker lovlig so en Ding müssen wir auch haben-agtigt.

Men Allan Vegenfeldt synger om uniformer og hagekors. Han synger “jeg er så gaden igen” – med Rolling Stones-kor ala Sympathy for the Devil –  han sang det 13 år gamle Bombing for Peace med potent vrede, der rent faktisk lyder af den indignation, teksten hævder.

Og denne aften  med en version af White Trash Red Front, der første gang jeg hørte det i 2006 lød som et altmodisch blast fra 70erne. Meget er sket omkring og sikkert også inde i denne anmelder siden. Den røde front skylder stadig at bevise, at den er i stand til at skabe større social retfærdighed og ikke mindst frihed i verden end den blå – men vreden og opråbet er forståelige som reaktion på håbløshed i en verden med daglige nyhedsopdateringer om konsekvenserne af grådighedens frie spil og et ur der smelter ned mod klimakollaps. Vegenfeldts vrede er identificerbar.

The Sandmen er set optræde ret så indadvendte ved koncerter. For mit vedkommende sidst for ti års tid siden. Som et band famlende efter en udviklingsmulighed. De synes at have fundet sig selv.

Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.

Det vilde ved The Sandmen, som de lød denne decemberaften, i 2019 er, at disse midaldrende mænd og deres to håndgangne mænd formulerer sig, så det virker gennemtroværdigt.

Stefan Moulvads guitar fabulerer, med psykedelisk eller glamlyd, monsterstøjende eller med et støvet country-ekko som i den uundgåelige version af udødelige 5 Minutes Past Loneliness. Eller den lyder som et uægte barn af Dave Davies’ og Pete Townsends’ guitarer. De af dem, der ikke blev smadret mod hhv. storebror Ray eller scenegulvet.

Med andre ord: en særdeles opmuntrende aften med The Sandmen. Ikke noget med Ole Lukøje for rockmusikken her.

Så det er med en venlig tanke til titlen på mit yndlings-punkopsamlingsalbum Punk Dead – Nah Mate, The Smell Is Jus Summink In Yer Underpants Innit?

Er rocken død? Næh, det er sikkert bare lugten af Taylor Swifts Wonderstruck Eau de Parfume, du fornemmer.

Lur mig om ikke den særlige, heldigvis ubeskrivelige lugt af Roskilde Festival ender med at drive også den væk.

Ny Bruce Springsteen-film: Til halbal hjemme hos bossen

Ny Bruce Springsteen-film: Til halbal hjemme hos bossen

af | dec 2, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

Oprindelig troede jeg, at filmversionen af Bruce Springsteens 2019-album Western Stars ville være filmatiseringer af albummets 13 fortællinger. Altså en film bestående af novellefilm, evt. kædet sammen i én historie.

Den historie havde jeg gerne set Springsteens eget bud på – gerne med ham selv i rollen som den bedagede, ensomme og mere eller mindre desillusionerede filmstjerne/stuntman, der både konkret og som en form for spøgelse går igen i flere af albummets sange. Hvis der er nogen, der kan bære en Stetson, er det Bruce Frederick Joseph Springsteen.

Den film må man så fortsat se for sig på den indre biograf. Western Stars er en koncertfilm, hvor Springsteen og hans kone Patti Scialfa med stort orkester fremfører albummets sange i en lade, som Bruce selv restaurerede, da han i sin tid købte grunden i New Jersey.

Der er budt til halbal hjemme hos bossen. Indimellem de 14 numre, som det viser sig at være, er der små talevignetter henover billeder, der skifter fra karakteristiske solnedgangsbilleder, filmet i The Joshua Tree Park til smalfilms- og videoklip fra Springsteens eget liv.

Man skal ikke langt ind i den flot filmede koncertfilm, før det viser sig, at den nævnte karakter er en mindst dobbeltsidet metafor både for den amerikanske drøm, Springsteen har behandlet i et hav af sange, i almindelighed, og samtidig for Bruces egne dæmoner. Som han blandt andet har beskrevet i sin biografi Born to Run og Broadway solo-showet, Springsteen on Broadway, der kan ses på Netflix.

”Da jeg skrev mine første sange om biler, var det en metafor for håbet i den bevægelse, bilen foretager, når den kører. I dag er der stadig bevægelsen tilbage. Men håbet. Not so much,” siger Springsteen i filmen – med en af den amerikanske præsidents yndlingstalemåder.

Man forstår, at en del af Western Stars-sangene er spundet over den rejse, sangeren fra New Jersey har foretaget for at blive et menneske, han tør se i spejlet – og som næsten fuldt forstår at hvile i og værdsætte den kærlighed, han får fra sine nærmeste. Patti især.

I takt med at koncerterne med The E-Street band er blevet en blanding af gospel-vækkelsesmøder og ladvognsfester i XXX-large format, er entertaineren Bruce blevet mere preacher. (Måske var hans soloshow på Broadway et forsøg på at trække klichegardinerne til side?)

Men i det lange stykke illustrerer Springsteen sgu meget fint i sin nye film, at mandlig styrke og sejhed ikke ligger i biceps eller evnen til at fotomanipulere billeder af bokseroverkroppe, eller i det, man siger fra scenen eller talerstolen, for den sags skyld – men i det, man gør.

Et forbilledligt sound-arbejde

Sangene på Western Stars er inspireret af den æra i amerikansk rock, som nogle kalder Southern California Pop Music, defineret af pionerer som Glenn Campbell og Jimmy Webb og ikke mindst Harry Nilsson’s Everybody’s Talking, som Bruce låner fra på Hello Sunshine.

Det lyder lige præcis så poleret og voluminøst, som genren fordrer. Og virker lige præcis så intimt på lærredet, at man føler sig tilstedeværende

Bortset fra den tex-mex-inspirerede Sleepy Joe’s Cafe, som også leveres i en forrygende version i filmen, er alle sange stærkt billedskabende små Burt Bacharach’ske symfonier. Det er stærkt filmet med mange panoreringer henover det 30 mænd og kvinder-store orkester med alt til faget hørende, når det gælder strygere, blæsere, gospelkor og et band med bl.a. den fremragende trommeslager Gunnar Olsen – ikke at forveksle med trommeslageren i det danske speed metal-band Iron Fire.

Det lyder lige præcis så poleret og voluminøst, som genren fordrer. Og virker lige præcis så intimt på lærredet, at man føler sig tilstedeværende.

Især filmens sound departement har gjort et forbilledligt arbejde. Noget siger overtegnede relativt store Springsteen-kender, at denne et sted i processen har valgt at lægge i hvert fald noget af ansvaret fra sig. Ikke alle Springsteens plader er produceret lige godt. For eksempel 2007-albummet Magic, der delvis har samme inspirationskilder som Western Stars, lyder som ekkoet af en bøvs i en tom ‘stort metal’-container.

Men jeg må også indrømme, at jeg et par gange i løbet af filmen, oplevede de mange slow tempo-sange som lidt af en dyne over den behagelige biografstol. Sker der snart noget? Og det skal jeg love for, at der gjorde, da Springsteen og band sluttede af med en overstadig version af Glenn Campbells genredefinerende storværk Rhinestone Cowboy. Hold da fest. Og tak for at minde om denne sangs storhed.

Dette lille afsluttende festfyrværkeri, skrevet i en lysende opgangstid, hvor det aldrig regnede eller brændte i Californien, satte Bruces egne mørkt tonede post 08.11.16-sange i relief. Måske bevidst.

PS: Jeg så Western Stars i Kinopalæet i Lyngby på premiereaftenen 28.11.19. I en sal der vel kan rumme små 500. Vi var ni på premiereaftenen…

Nu er denne mangel på interesse for Bruce’s debut som filminstruktør næppe retningsgivende for interessen, når og hvis The E-Street Band lægger vejen omkring Danmark på deres 2020-turne. Men jeg havde nær sagt: bare det var.

At se Springsteen og hans band i en lille sal med et ordentlig lydanlæg, ville være opfyldelsen af en livsdrøm. For mig. Og sikkert også de andre 50.000, der var i Parken sidste gang.

Western Stars. Koncertfilm.
Instrueret af Bruce Springsteen og Thom Simny

Illustration: PR-foto.

Ny rock: Sange fyldt med mismod, samtidsuvilje – og håb

Ny rock: Sange fyldt med mismod, samtidsuvilje – og håb

af | dec 2, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

Neil Young & Crazy Horse: En grumpy og forelsket gammel ven

Når Onkel Neil ringer til bandet Crazy Horse, ender det ofte med at lyde, som om stort set intet var hændt, siden høstmånen første gang lyste over Youngs guitar Old Black. Alene i 00’erne har han udgivet fire album sammen med Crazy Horse. Det allerførste, Everybody Knows This is Nowhere, udkom i 1970.

På det nye Young-album Colorado udgøres bandet af Ralph Molina, Billy Talbot og den tilbagevendte Nils Lofgren.

Forud for dette nye album har Young udtalt, at han er ked af, at kun de færreste lyttere kommer til at lytte til det på den rette måde – nemlig via grammofon/cd-afspiller. Neil har aldrig været tilhænger af streaming.

Colorado er som et kærkomment besøg af en grumpy og forelsket gammel ven, som man sjældent ser, men hvis venskab altid vil være en af de bærende søjler i ens liv

Man kunne tilføje: Lytte til albummets sange i den form, de tilfældigvis havde den dag, de blev indspillet. Som meget ofte før, vel nærmest altid, med Young er musikken delvis improviseret. Især Youngs og sideman Lofgrens guitarer leger sammen og hver for sig. Young med sin særlige lyd, som ingen, trods mange forsøg, kan kopiere. Forsigtigt bedømt i stolen ved musikanlægget får Lofgren mere plads her, end han er vant til i selskab med The E-Street Band.

I passager, f.eks. i den prægtige, young’ske politiske tonse-rocker i slentretempo, Shut it Down, er det endog meget tydeligt. Med indføling og indforståethed formet over 50 års samspil følger Molina og Talbot de to guitarister.

Så på sin vis har Colorado den lyd, det skal have. Young synes upåvirket af tidens tand. Modsat, når han leger med de skøre heste (og Promise of the Real) på scenen, er tempoet moderat. Indimellem så langsomt og introvert, at man frygter at samspillet går i sig selv. Men så er det, som f.eks i Olden Days, at et arketypisk youngsk b-stykke og Old Black trænger igennem. Kun Neil Young kan i et tempereret distortion-inferno i noget, der ligner søvngængertempo, slippe afsted med at synge “Won’t someone help me lose my mind“, så det lyder helpless.

Der er generelle politiske hib her, også konkret til Trump. Men Colorado er først og fremmest gennemsyret af taknemmelighed, håbefuldhed og en hjertelighed, der formentlig blandt andet skyldes forholdet til hans kone Daryl Hannah, som han besynger i det alt for lange She Showed Me Love (13:36 minutter).

Til gengæld lyder det så smukt som i nogen anden love song i det intense afslutningsnummer I Do.

Colorado er som et kærkomment besøg af en grumpy og forelsket gammel ven, som man sjældent ser, men hvis venskab altid vil være en af de bærende søjler i ens liv.

Neil Young & Crazy Horse: Colorado, album.

Brittany Howard: Kandidat til titlen som årets mest funky rockalbum

Som sanger og guitarist brød Brittany Howard i primo 10’erne igennem med bandet Alabama Shakes. Debutalbummet fra 2012, Boys & Girls, skulle komme til at stå som genredefinerende for en ny rocksoul-lyd, baseret på rurale americana-kilder som Muscle Shoals-studiet og klassisk soul og rock.

Howard er en aktiv kvinde. Hun er medlem af to bands yderligere, Bermuda Triangle Band og Thunderbitch – og nu solist med albummet Jaime og en turne i 2020, der forhåbentlig bringer hende forbi Danmark.

Overalt på det nye album smyger sangerindens soulfulde røst sig omkring beats og melodier i en moderne, varieret produktion, hvor farverne på paletten changerer fra dybt mørkt til lyst. Det er spoken word, hiphop, soul, funk, rock, jazz.

Da jeg alligevel er her i studiet, så lad mig da bare strø min funkiness udover jer…

Som sanger er Howard inspireret af soullegender som Otis Redding og Aretha Franklin og især den første AC/DC-sanger Bon Scott.

Overordnet er der et klart musikalsk-spirituelt slægtskab mellem Jaime og de for R&B-scenen vigtige album fra slut-90erne, Lauren Hills The Miseducation of Lauren Hill og Eryka Badus Baduizm og senere Kanye Wests My Dark Twisted Fantasy.

Med denne her lidt slackede, skramlede Alabama Shakes-agtige lyd, der giver musikken en stemning af, “da jeg alligevel er her i studiet, så lad mig da bare strø min funkiness udover jer”. Det første nummer History Repeats stråler af løssluppen, jazzet funkability som hos mesteren Prince selv. Også Georgia er en fremragende soul-patische, hvor Howard shiner på sin guitar.

I Tomorrow er vi tilbage i The Soul Train på spor, som blandt andre Marvin Gaye og Gladys Knight grundlagde for snart 50 år siden.

Stay High er vel det nærmeste, Jaime kommer et dødcharmerende (soulet) popnummer, stadig med Howards vokal produceret lettere diffust ind i lydbilledet – Alabama Shakes style.

Til gengæld er både sang og hjerte så nærværende som noget i den påtrængende enkle, akustiske guitarepistel Short and Simple.

Indenfor den løse grundstruktur på Jaime, hvor de enkelte numre til dels hænger sammen som kapitler, er alt til en vis grad muligt men ikke nødvendigvis godt.

13 Century Metal lyder som noget, der er opstået som doven leg i en meget træt, stenet pause. Run To Me lyder som en af disse drømme, hvor man løber uden at komme ud af stedet – her fanget i en skyggeversion af Roy Orbisons A Love So Beautiful – lyttende til en forunderligt god melodi. Sært. Og sært at det virker. Men det gør det. Det er foruroligende flot.

Jaime er ikke det perfekte roots/soul-album, men det bør kandidere til titlen som årets mest funky rockalbum.

Brittany Howard: Jaime, album

Michael Kiwanuka: Et uhyre ambitiøst, vanvittig vellykket album

Som Brittany Howard gør Michael Kiwanuka sig i en genre, som man i mangel af bedre udtryk kunne kalde retro-futuristisk. Og som på Jaime er Kiwanuka (der også er titlen på det nye album) en sammenhængende symfoni.

Allerede fra de første to numre You Ain’t the Problem og Rolling føler man sig inviteret indenfor i et univers, hvor det lyder som, hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal ved siden af sig.

Undervejs gennem albummets 14 sange tages lytteren med på rejse i og udenfor komponist og tekstforfatter Michael Kiwanukas sind, påvirket som han er af en opvækst i England præget af følelsen af identitetsløshed.

Hvor delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, er søjlen, hvoromkring det drejer sig

Udsigter og landskabsbilleder suser forbi – indimellem i snegletempo. Genrer fra de seneste 60 års rockhistorie skifter som udsigterne på et betagende roadtrip. Et moltungt klaverstykke, hvor tiden står lige så stille, som følelserne bevæger sig under Kiwanukas formfulde soulstemme, afløses af andre mere løsslupne stykker, der kan minder om Philly-epokens stort orkestrerede overgangssoul i et spænd mellem jazz og disco.

Er pianostykket Piano Joint (This Kind of Love) ikke tæt på at lyde som det perfekte sindsbillede på den kontrollerede desperation, alle inderst inde kan føle i en verden, der ligner indledningen til en syvende bog i Ringenes Herre efter den genopstandne Saurons defintive sejr? Jo, det er.

Og er Hero ikke en formidabel folkrocksang, hvor man i øvrigt meget klart hører indflydelsen fra Danger Mouse, som dette album er skrevet og produceret sammen med? Jo, det er.

Som hos Brittany Howard skal man generelt lede længe efter traditionel 1,2,3,4 – derudaf a- og b-stykke sangskrivning. Stemningen, følelsen er afgørende. Dér, hvor delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, er søjlen, hvoromkring det drejer sig.

Kiwanuka er præget af noget, der minder om en tendens i moderne rock med tilstødende genrer. Som for eksempel på de to ovennævnte plader – og på årets helt store mesterværk Lana del Reys Norman Fucking Rockwell. Mismod, håbløshed, depression, en grundlæggende, lad os kalde det, samtidsuvilje, selvransagelse – og så alligevel håb og drøm i det sidste nummer.

”How does it feel to be on your own”, synger Kiwanuka med et lån fra Bob Dylan i Solid Ground, så man mærker kulden, der ikke bare skyldes vinteren udenfor, hvorefter nummeret mod slutningen rejser sig så såre smukt som en rocksalme, og man mærker en forsigtig varme.

”Al min frygt er væk, baby, væk”, synger Kiwanuka forløsende mod slutningen i nummeret med den betegnende titel Light.

Kiwanuka er et uhyre ambitiøst, vanvittig vellykket album.

Michael Kiwanuka: Kiwanuka, album

Fotos: PR.

Fem stjerner til countrystjernen: Tænk Dem Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuøsitet og stoffer

Fem stjerner til countrystjernen: Tænk Dem Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuøsitet og stoffer

af | nov 17, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

”We’re way to pretty for prison,” synger Miranda Lambert i duet med Nashvilles nyeste stjerne Maren Morris, der netop har modtaget hele seks Country Music Awards.

Ifølge Lambert selv er det en humoristisk murder ballad med en fire veninder omkring et bord med rødvin ad lib-agtig tvist. Melodien kunne være skrevet af Sheryl Crow eller Shania Twain.

Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag

Kæresten har opført sig som et svin, så hvorfor ikke bare slå ham ihjel? Sangen afspejler ganske fint Miranda Lamberts position på dagens country-scene.

She rocks. Hun styrer.

Og hun synger om lige præcis, hvad hun vil. Det vil sige alt det, man principielt ikke må på den konservative countryscene.

Og ja, tænk Dem, Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuøsitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag.

Ned gennem “Wildcard”s 14 sange bevæger Lambert sig gennem adskillige af countrymusikkens subgenrer – eller måske nærmere tilgrænsende genrer.

Måske har hun ladet sig inspirere af den nye bølge, hvor Kacey Musgraves, Brandi Carlile, Cassadee Pope og nævnte Maren Morris er markante navne, der lige så meget har lyttet til Joni Mitchell, Bonnie Raitt, Sex Pistols og Nirvana som til Emmylou Harris og La Dolly.

Sikkert er det, at den virkelighed, Miranda Lambert beskriver i sine sange, er sin egen; en kvindes virkelighed.

Mirandas fundament er klassisk country, ingen tvivl om det. Der er som sådan intet revolutionerende over ”Wild Card”. Man kan nærmere tale om, at Lambert udfordrer og samtidig bekræfter de klassiske Nashville-dyder. Og det gør hun forbløffende overlegent.

I den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster

På ”Wildcard” lægger hun ud med en usædvanligt corky, sumpet countryrockende ’White Trash’, der handler om, at selvom det er muligt at undslippe fattigdom, bør man altid huske sin baggrund.

Sangen er muligvis et måske lidt selvretfærdigt hint til dem, der indimellem har kritiseret hende for at svigte sine rødder.

Miranda Lambert og hendes forældre, begge betjente, har selv boet på bunden af USA. Senere kom de ud af trailerparken.

I disse dage, hvor Donald Trump ristes i de forberedende høringer til en mulig rigsretssag, er det en slags fun fact, at forældrene som detektiver kom til at arbejde på rigsretssagen mod Bill Clinton.

Da de havde tjent tilstrækkeligt, helligede de sig helt pro bono arbejde til fordel for ofre for fattigdomsrelateret kriminalitet; især skudofre.

’Tequila Does’ er en ikke specielt opmuntrende, men vist ganske realistisk historie om en illusionsløs texansk kvinde, der finder sine fysiske behov dækket af mænd, hun møder på barer. Kærligheden finder hun i Tequila. Igen en imponerende stilsikker Lambert-komposition.

’Mess With My Head’ pendulerer mellem et a-stykke som i en popsang af den frafaldne cowgirl Taylor Swift og et saftigt hardrock b-stykke. Vældig iørefaldende. Igen næsten skræmmende stilsikkert.

Barsangen ’Locomotive’ er oppe i et tempo, hvor det gennemsnitlige heavy metal-band kunne være med, hvis de iførte sig cowboyhatte og stiletter og skruede ned for støj og effekter. Meget medrivende og overraskende.

Mindre overraskende er balladen ’How Dare You Love’, der lyder som noget, man har hørt mange gange før. Har man ikke det med det meste? Men i den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster.

Symptomatisk for denne plade er den fine, uprætentiøse rockballade ’Fire Escape’, der kunne være skrevet og spillet – også guitaren – af den kantede singersongwriter Lucinda Williams.

På den ene side har numre som ’Bluebird’ og ’Settling Down’ denne her særlige countrylyd og -stemning af store vidder, intimitet og hyldest til hverdagslivet – og igen fornemmer man sangeren beskæftige sig med sit eget liv, hvor stjernestatus og hverdag kan være modsætninger.

Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.

’Holy Water’ lyder som Miranda Lamberts stilfærdige, meget lidt Nashville’ske opgør med kirken. Hun finder sit hellige vand i musikken, ikke ved korset. Med de indbyggede begrænsninger, der ligger i den tørre og klare countryklang i hendes vokal, lægger hun så meget sjæl i sangen, at man tror på hendes gospel.

Et tema, der igen illustreres fint i den flotte ‘Dark Bars’, hvor Lambert jordnært beskriver fornemmelsen af en ensomhedens velvære i barmørket. Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.

Og så med en bartender der, som hun synger, “is an old jukebox-junkie. she plays nothing but country”. Min evangelistiske Gud, hvad vil du mere?

“Wildcard” er en fornem sangcyklus med hele 14 sange fra en sangskriver, hvis kreative omdrejningspunkt er selvtillid og drive, der udfordres af tvivl og manglende tro på de traditionelle absolutter i religion og kærlighed.

I den grumt swamp-swingende, tydeligvis autobiografiske ‘Pretty Bitchin’ – med musikalsk lån fra The Beatles’ ’I’ve Got a Feeling’ – sætter Lambert sin fod ned.

‘Cause I use what I got
I don’t let it go to waste
I’m pretty from the back
Kinda pretty in the face
I hate to admit it
But it didn’t stop me, did it?

Nogen burde lokke Miranda Lambert på Europa-turné med stop i Danmark.

Miranda Lambert, “Wildcard”, album, udkom 1. november – se Lambert fortælle om tilblivelsen af det nye album her:

Hvis du vil læse flere anmeldelser af Jan Eriksen – så klik her. Og hvis du gerne vil følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.

Top: Pressefoto

Psyched Up Janis-reunion: Magiske øjeblikke i Store Vega

Psyched Up Janis-reunion: Magiske øjeblikke i Store Vega

af | nov 9, 2019 | Anmeldelse

Fra POV international

Psyched Up Janis fejrer 30 års jubilæum med nogle få koncerter med de to stiftere Jakob Krogh Jørgensen og Sune Wagner i centrum. Koncerten i Store Vega 6.11 bekræftede nødvendigheden af indimellem at genopfinde sig selv, for det var det, de gjorde med deres gamle sange. Og den genbekræftede, hvis nogen skulle have været i tvivl, at det ikke kun er Dizzy Mizz Lizzy fra de i Danmark rockhistoriske skelsår 1993–94, der har noget nyt og dynamisk at byde på i 2019.

Medio oktober afholdt Psyched Up Janis nogle koncerter til støtte for Dignity – Dansk Institut Mod Tortur og nu en mindre turne, der onsdag ramte Store Vega. Lige nu består Psyched Up Janis, der oprindelig eksisterede fra 1989 til ’99, af sanger og guitarist Sune Wagner og bassist Jakob Krogh Jørgensen – plus et par gæster.

Senere i 2020 vender bandet tilbage i fuld (gen)opstilling ved nogle arenakoncerter sammen med Dizzy Mizz Lizzy. Da gendannede Kasmir også har annonceret en allerede delvis udsolgt arenaturne næste år, må man sige at grunge (i mangel af mere rammende udtryk)-bølgen, der nydefinerede den danske rockscene medio 90’erne, rammer landet igen med et gevaldigt efterskvulp. Der mangler kun Inside the Whale i dette felt – på vej ud for at grunge med de efterhånden knapt så unge.

Det begyndte i Store Vega med Sune Wagner alene på scenen på akustisk guitar i et af Psyched Up Janis’ bedste numre ’Wild Flames of Love’, der i øvrigt altid får mig til at tænke på Sort Sols ’I’ll Take Care of You’. Sikkert på grund af et tekstsammenfald. Måske også melodien lidt.

Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas som var den en elev og revselsesretten genindført

Allerede der – med Sune Wagner siddende på en stol –  fornemmedes, at der var noget stort i vente. Når man skriver sådan, kommer det selvfølgelig hurtigt til at lyde som en galoperende efterrationalisering, men, cross my heart, mens Wagner sang med moden og mild stemmeklang, slog det mig, hvor raffineret en komposition, den sang dog er.

På albummet Hi-Fi/Low Life lyder den som det, den er; en demo, der aldrig nåede længere. Her i Vega var der denne her fornemmelse af en sang, der nærmest lever i sin komponist og sanger.

Efter en introduktion af Wagner kom medstifter Jakob Krogh Jørgensen, der siden Psyched Up Janis bl.a. har spillet i Childrenn, på scenen.

Det gav solid pondus bag næste sang ’New 5’ og som det tredje en version af Psyched Up Janis’ første store hit ’I Died in My Teens’.

Lyttet til i dag er inspirationen fra grunge endog meget tydelig, både melodisk og i Sune Wagners sang og tungt malende guitarspil. Men igen. I denne opdaterede version på et kvart århundredes afstand af teenageangst og inspiration fra Seattle var det som om, der nu var mere støvet luft og melodisk solnedgangsstemning i leveringen. En form for ro måske ligefrem. Som passede til bagscenens foto af Wagner fotograferet i begyndende mørke et eller andet sted i USA.

Jørgensen arbejder som lærer, når han ikke spiller rock. Han behandler sin bas som var den en elev og revselsesretten genindført. Med sit myndige og konstant levende spil gav han ’I Died in My Teens’ et massivt drive.

Jeg indrømmer gerne, at jeg på forhånd ikke vidste ret meget om den første gæst på scenen, den aarhusianske guitarist og sangskriver Kajsa Vala, som Wagner noget understated præsenterede som ‘en kyndig guitarist’.

I med- og modspil med Wagners guitar skabte Kajsa Vala den ene lydlige ahaoplevelse på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet

Udover at hun sang PUJ-klassikeren ’Inch’, skulle Vala meget hurtigt vise sig som en form for musikalsk americana-ekspert. Efter adskillige ophold i Nashville har den unge guitarist skabt sin helt egen personlige spillestil, der både trækker på oprindelig britisk udvandrer folk-roots, klassisk twangy western guitarstil og benhårde rockklodser.

På en måde er Kajsa Vala i øvrigt foregangskvinde for selveste Lana del Rey. Tre år før sidstnævnte udsendte sit album Norman Fucking Rockwell udsendte Vala nummeret ’Norman Rockwell (I Still Love You)’.

I med- og modspil med Wagners guitar skabte hun den ene lydlige ahaoplevelse efter den anden på lige dele genkendelsens glæde og lyden af nye stemninger og sindsbilleder, der skabes i nuet.

Denne tur i vridemaskinen klædte i den grad Psyched Up Janis’ oprindeligt indimellem noget skematiske sange. Som de også gjorde på gendannelsesturnéen i 2014 spillede Jørgensen og Wagner med Kajsa Vala stående midtimellem en ærefuldt brutal version af deres ’yndlings Kim Larsen’-nummer ’Kvinde Min’.

Kim Larsen selv opererede med den regel, at hvis man ikke kan tilføje sangen noget bedre end originalen, skal man lade være. At erstatte originalens grandiost overdubbede akustiske lydorgie med duel-guitarstøj i en meget Wagnersk wall of sound-dundren, ja det gav Danmarks mest populære kærlighedssang et velkomment skær af garage-desperation.

Sidste halvdel af koncerten var bandets trommeslager fra 1996 – ’99, Jesper ’Yebo’ Reginald med på scenen.

Med Reginald delvis rullende, delvis bankende trommespil og Wagner og Kajsa Vala i symbiose og Jøgensens swingende bas skabtes der store øjeblikke i sange som ’Girls’, ’Carcrash Ahead’ og ’Everything’s a Blast’.

Efter at have hørt den både 60’er forelskede og 90’er melankolske ‘The Stars are Out’ leveret eddernervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre

At høre disse i udgangspunktet både sårbare og dramatiske sange i dag igen i et hidsigt tempo, noget, der lignede telepatisk tæthed og en glød, man ellers siger hører de helt grønne og nye til, var så overvældende, at jeg på et tidspunkt tabte min vandflaske på sidemanden i befippelse. Kedeligt ressourcespild og vred sidemand, ja, men det siger noget om musikkens kraft.

Ofte vil man vel definere sange og musiks kvalitet i forhold til deres/dens genkendelighed. At høre et bestemt nummer sætter en bestemt stemning eller følelse. Efter at have hørt den både 60’er forelskede og 90’er melankolske ‘The Stars are Out’ leveret edder nervespændt, tænkte jeg, at det måske er det, der definerer gode sange. At de altid kan blive bedre, når man hører dem live.

‘The Stars are Out’ var et magisk øjeblik af en type, jeg ikke har oplevet i Store Vega, siden Johnny Marr spillede der for halvandet år siden.

Men ’Shoot the Breeze’, som Wagner sang i første ekstranummer. På dansk: Slut med at tale om ingenting. Psyched Up Janis i Vega d. 6.11.19 var psyko-opperen.

Psyched Up Janis med gæster, Store Vega, 6. november 2019

Foto: Søren Solkær

B-Joe: Dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde

B-Joe: Dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde

af | okt 31, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Allerede coveret på det nye album siger det med nutidstilpassede psykedeliske bogstaver: “B-Joe – Electric Blue”. Dermed er der så også sendt en lille hilsen til Joe Johansens gamle idol, Jimi Hendrix’ album ”Electric Ladyland”.

Som dette er “Electric Blue” et dobbeltalbum. Og ja, der er budt op til en heftig lytteoplevelse med dybe rødder i klassisk, traditionalistisk bluesbaseret rockmusik. Forvent ingen modernistiske udfordringer af formen; forvent spade, masser af spade. Det er, som det skal være, når det gælder B-Joe. Og godt for det.

Mange danskere vil kende B-Joe som ham med det lange hår i Hardinger Band, der hyppigt optræder rundt omkring i landet med Shu-Bi-Duas gamle guld. Udover Michael Hardinger selv består bandet af de tidligere Shu-Bi-Dua-medlemmer Kim Daugaard og Jørgen Thorup.

B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister

Joe ‘voksed og koksed’ som dreng på Nørrebro. Som helt ung dannede han sammen med Jacob Moth i begyndelsen af 80’erne det psykedeliske rockband Purple Haze (!), senere syrerockbandet Azurit. Senere igen har han udsendt en håndfuld album, bl.a. Ready to Ride og min favorit Good Time For Losers, hvor han bevæger sig gennem forskellige rockgenrer.

B-Joe nyder måske ikke tilsvarende anerkendelse som en Tim Christensen eller Aske Jacoby, men han er en af dette lands fineste rockguitarister. Som hos min personlige hardrock-favorit, Black Sabbaths Tony Iommi, er der en dybblå, lidt tør, krydret tone i B-Joes lyd uanset, hvor meget han vrider og strækker tonerne ud. På plade fornemmer man hele tiden et stramt tempereret spil. Ingen tendenser til kapløb med sig selv. Ingen ulidelige trip ud i det plumrede grænseland mellem selvfedme og selvsving som hos den gamle guitargud Joe Satriani.

Som den bluesmusiker, B-Joe er, låner han gerne standardfraser fra rockhistoriens efterhånden omfattende tekstbibliotek. I nogle sange som f.eks. ’Restless City’ ender den noget klichefyldte tekst med at stå i vejen for den ellers storbyfebrile musik.

Så er der meget mere tyngde og samklang mellem ord og lyd i ‘Midnight on the Ranch’, hvor jeg hører vindbøjtler flyve gennem luften, mens Cowboy Joe, oplyst af det diabolske månelys, sidder med sine cowboystøvler på terrassens gelænder med guitaren igen og igen skærende skarpe snit over den samme bluesgang.

I sidste ende er musik det, lytteren lægger i det, man hører. I dét nummer er der larm og ballade i min indre biograf.

Det går direkte videre over i pladens bedste nummer, en opdatering af ‘My Friend’, som man fornemmer må være skrevet til en døende ven, der på tærsklen til evigheden ser sine uopfyldte drømme løbe ud i sandet. Måske findes han eller hun i virkeligheden, måske er det tænkt som et billede på at miste.

I hvert fald maler Joe Johansens dramatiske, ekspressionistiske guitarmalerier, så det gør ondt på den gode måde. Hvis det er meningen, at rockmusik skal være en følelse, er dette nummer – i selskab med det smukke, soulede ’Break Down’ – det bedste argument, jeg kan komme i tanke om på denne torsdag aften.

Jeg kom flere gange til at tænke på Joe Bonamassa, mens jeg lyttede til dette nummer. Og Gary Moore i dennes storhedstid. Man kan ikke sige, at B-Joe bibringer sine inspirationskilder meget nyt, men man er ikke et sekund i tvivl om, at der ligger sjæl og ånd bag.

Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet. Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode

Pladen slutter med rockhistoriens mest åbenlyse hyldest til John Lennon (og The Beatles i koret), ’I Had a Dream’. Her er hilsner til ’Imagine, ’Watching the Wheels’, ’I’m Losing You’ og ’I’m the Walrus’ – og selvfølgelig lader Johansen sin guitar weepe gently mod slutningen, indtil den spacer ud.

Som i åbningsnummeret, programerklæringen ’Mountain High’ risikerer en sang om at håbe på en bedre verden let at lyde naiv. Men som helten sang, “You may say I’m a dreamer/but I’m not the only one”.

Se dig omkring. Der er brug for drømme. Og nogen til at føre dem ud i livet.

Når B-Joe er bedst, lyder hans guitar som en drøm. En af de gode.

B-Joe, ‘Electric Blue, album. 

Foto: Baden Photo.