Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

Cher: Var det et fly? Var det Super Woman? Nej, det var Askepot – men en koncert? Njah

af | okt 17, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Tirsdag aften optrådte Cher, alias Cherilyn Sarkisian, i Royal Arena. Det var første gang, jeg så Cher optræde liveHavde læst nogle forrygende anmeldelser af hendes seneste koncert i Danmark i 2004 og var helt forberedt på, at der nok ville være mere Caesars Palace i Las Vegas over det end Cæsar ved Storkespringvandet. (Yngre læsere: google!).

Jeg kørte til Amager med den største respekt. Det er 57 år siden, Cher debuterede som kunstner, inspireret af – det er vel overflødigt at nævne det – Elvis Presley.

For lidt mere end 50 år siden var hun sammen med den senere mand Sonny Bono med til at definere en pop-lyd – en form for folk-version af Phil Spectors wall of sound – og i samme moment blev hun stilikon. Der er dem, der mener, at Cher opfandt trompet-bukserne. (Yngre læsere: på den igen).

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt

I 70’erne var Cher en af USA’s største tv-stjerner, og da den karriere fadede ud, kastede hun sig over film og forskellige musikalske genrer, især disco og pompøs rock – og i armene på en imponerende stribe mænd, herunder et ni dage langt ægteskab med guitaristen Greg Allman. De fandt dog sammen igen.

Cher har oplevet flere comeback end antallet af tøj- og parykskift i Royal Arena. Jeg opgav at tælle ved fem. Rockdivaernes diva. Ubestrideligt.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single.

Den 73-årige sangerinde har været under kniven et par gange – ”Dele af mig er 54, dele af mig to,” som hun sagde for 19 år siden. Og som hun også har sagt, er hendes store mareridt, at make-up-producenterne ikke kan følge med i hendes tempo.

Men hun holder sig godt og er tydeligvis i god form. Den figur kan man ikke operere sig til.

Længe inden koncerten begyndte, var stemningen som før en landskamp i ishockey eller håndbold samme sted. Den fantastiske stemning i arenaen er i sidste ende med til at hive Cher op på tre stjerner.

For uanset hvor festligt og blændende glamourøst Chers 90 minutter en tirsdag aften på Amager tog sig ud, var der ikke meget koncert over det.

Divaens ret

Det begyndte sådan set fint nok med stjernen, iført blå paryk og lidt blåt stof, med versioner af to af de utallige standarder i Chers repertoire,”Woman’s World” og ”Strong Enough”. Definerende sange for en kvinde, der har nedkæmpet al modstand med en skarp bemærkning og et nyt megahit. Sange som enhver, der ikke blev placeret af storken i middelnormalitetens trygge fællesrum, kan identificere sig med. Uanset seksuel orientering, køn eller farve.

Men så fulgte:

En godt og vel kvarter lang tale efter de første to numre. Alt for lang og meget ufokuseret. Hvis man ikke havde læst det et par timer forinden på nettet, vidste man nu, at fru Cher engang kaldte David Letterman et røvhul. Det er han givetvis, men det fremgik ikke helt, hvorfor vi skulle vide det.

Madonna legede med farvekridt, Kylie var dårligt en australsk tanke, og Beyonces mor gik i skole i Texas, da Cher indspillede sin første single

Nu vidste man også, at Cher har modtaget en Oscar. Og skulle man have sovet i timen, blev det gentaget tre-fire gange i løbet af koncerten. Fint nok med det. Det falder indenfor det, man kunne kalde divaernes second amendment: tilladelse til at skyde med øjnene, logre med prydfjerene, dunke med dekadencen og prale. Manglede da bare.

Man ved nu, at Cher drømte om blive lige præcis, hvad hun blev: Askepot. Hun har endda selv bygget slottet.

I øvrigt var den lange tales pointe, at hun er et bevis på, at alder bare er et tal jo god nok, om ikke andet som et anti-aldersfascistisk statement.

Et middelmådigt kopiband

Chers backingband spillede rent faktisk live med de backtracks, som nu engang er overalt i en moderne koncert. Lyden i hallen var fænomenal god. Men de seks musikere lød nogenlunde lige så spændende og levende som ethvert andet dinnershow-orkester eller gennemsnitligt musicalband. Lige så autentisk som de dele af Cher, der er to år gamle. Der kunne hun lære lidt af Kylie Minogue, der sidste gang for et år siden medbragte et rigtigt medlevende band i Operaen.

Den altid skønne “Shoop Shoop Song (It’s in His Kiss)” blev leveret alt for forceret med Cher syngende om kap med bandet. Som noget, der skulle overstås. Helt galt i Marc Cohns ”Walking in Memphis”, som Cher gav som en oprigtig hyldest til The King, faldt helt fra hinanden. Leveret igen alt for tjept og spillet helt og aldeles uinspireret af bandet.

Man kan mene om originalen, hvad man vil, men den sang emmer af sjæl.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik

Efter et par okay versioner af Sonny & Cher-klassikerne ”The Beat Goes On” og ”I’ve Got You Babe” og med Sonny med på storskærmen i gamle videooptagelser, kom hele tre ABBA-sange. Igen spillet af bandet som et middelmådigt kopiband. Ja, jeg ved godt, at Cher medvirker i ”Mamma Mia! Here We Go Again”-filmen. Har desværre set den.

Samt at hun efterfølgende indspillede et album med diverse ABBA-kopier produceret som, hvis musik var noget man kunne finde i Silvans skruer og møtrik-afdeling – men det var faktisk ganske spændende at høre Cher synge disse sange med sin mørke, dybe contralto. Men tre sange? Og med bandet, der formåede at pille alle kanter og kontraster ud af de gamle svenske popskatte. At spille Björn Ulvaeus’ ikoniske skarpe guitarriffs i “SOS” som var det lejrbålsguitar… Fy fan!

Uanset, at Cher har nogle kommercielle grunde til at promovere dette album, var tre ABBA-kopier alt for meget. Især når man betænker, hvor mange klassikere, der er at vælge imellem.

For musikkens skyld

Det trækker op, at guitaristen til sidst fik lov at lire den, så rockstar-klichéerne føg over scenen, som glitteret ville gøre, hvis Chers pailletbesatte kjoler var revnet. Det bekom tydeligvis Cher godt at synge sine muskuløse rocksange ”I Found Someone” og ”If I Could Turn Back Time” mod slutningen af showet.

Cher synger stadig kraftfuldt og med denne her særlige vibrato. Om der var lagt effekter ind på hendes stemme? Tjah. Man kan vel dårligt forvente andet fra sangerinden, der med ”Believe” intonerede autotunerens æra i moderne musik.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold. Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld

Det var her midt i al det festfyrværkeri af pomp og omstændigheder, at Cher uanset antal parykker og tøjskift stadig er Cher. It’s in her song. Hendes stamina, charme, udstråling og stemme er intakt.

Hun kom ridende ind på Amager på en kunstig elefant, hun red videre med sig selv i behold.

Det kunne være helt sjovt at se hende med en sætliste og et band, der var med på rejsen for musikkens skyld.

Cher, Royal Arena, 15. oktober 2019.

Foto: PR.

Elton John – Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget over rockstjernens biograf

Elton John – Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget over rockstjernens biograf

af | okt 17, 2019 | Anmeldelse

BOGANMELDELSE // MUSIK – Elton Johns selvbiografi ‘Mig’ er den mest underholdende rockbiografi siden Walter Yetnikoffs ‘Howling at the Moon’. Den brutalt ærlige Sir Elton skåner ingen – slet ikke sig selv. Overhovedet ikke sig selv. Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget undervejs under læsningen af denne forrygende bog.  Men når det sidste grin er blevet til et stilfærdigt smil og den sidste selvindsigtsfulde beskrivelse er læst, savnes nogle flere refleksioner over den musik, der gjorde Elton John til en af verdens største og rigeste rockstjerner, skriver POV’s musikredaktør, Jan Eriksen

Forud for udgivelsen af Elton Johns erindringsbog Mig har forlaget kaldt den ”en kontoopgørelse uden begrænsninger”. Det er meget godt beskrevet, må man sige, efter at læst de 363 sider i den danske udgave.

Historien om Reginald Dwight fra Pinner, Middlesex, der blev et af popkulturens største fænomener og et af verdens mest indflydelsesrige LGBTQ-ikoner, fortælles ligefremt med stor sans for detaljerne og meget humoristisk.

Det hører til sjældenhederne, at jeg griner højlydt under boglæsning, men det skete faktisk flere gange.

En ganske stor del af bogens indhold er kendt i forvejen – i hvert fald i grove træk. Dels fra andre bøger, talrige interviews og dokumentarer, og har man set biopic-filmen Rocket Man, der havde premiere tidligere i år, kender man et koncentrat af første halvdel af bogen.

Alle med en smule interesse for Elton ved, at han kom gennem 70’erne i en skypumpe af kokain, alkohol og andet godt, men at han blev clean og siden har været aktiv advokat for Anononyme Alkoholikere. Han har, viser det sig, hjulpet og været sponsor for stjerner som Rufus Wainwright og Eminem, der altid indleder deres mange telefonsamtaler med ”Hej møgfisse”

Alle med en smule interesse for Elton ved, at han kom gennem 70’erne i en skypumpe af kokain, alkohol og andet godt, men at han blev clean, og siden har været aktiv advokat for Anononyme Alkoholikere. Han har, viser det sig, hjulpet og været sponsor for stjerner som Rufus Wainwright og Eminem, der altid indleder deres mange telefonsamtaler med ”Hej møgfisse”. Til Eltons store fortrydelse lykkedes det ham aldrig at få vennen George Michael til at stoppe med sit misbrug.

Og ja, fandtes der et verdensmesterskab i namedropping ville Elton Hercules John være mit sikre staldtips som vinder.

Som det fremgår, tilhører Elton den generation homoseksuelle, der tog den campede humor med fra drag- og andre klubber på den ene side og The Goon Show og Monty Python på den anden til sig. Hans beskrivelser af, hvad det gjorde for ham at optræde i det ene vilde kostume efter det andet parallelt med hans egen udvikling, er både underholdende og fine tidsbilleder.

På et af bogens mange niveauer er det fortællingen om en dreng, der voksede op i et hjem med en streng, fraværende far, hvis kærlighed og respekt Elton altid søgte, men aldrig fik. Ikke så underligt, at han græd så meget, da han så ”Billy Elliot” første gang, at hans mand David Furnish blev bekymret for hans helbred. Kun på stampladserne på den faldefærdige tribune på Watfords hjemmebane var far og søn rigtigt sammen.

En af bogens interessante passager er historien om, hvorfor og hvordan Elton købte Watford og sammen med manager Graham Taylor førte den helt op i toppen af engelsk fodbold. Hvis man nogensinde har tvivlet på ægtheden i Eltons fodboldengagement, er man ikke i tvivl efter at have læst Mig. Den ramsaltede og rå Elton John, der mest af alt morer sig over de homofobiske slagsange, er nok i høj grad en projicering af sin arbejderklasse-/fodboldbaggrund. Det er i den kontekst, man skal forstå hans nådesløse humor og stil.

Måske husker Elton sine utallige udskejelser og halvhjertede selvmordsforsøg bedre, selvom han førte dagbog, hvor der f.eks. kunne stå, ”Spiste morgenmad med Ringo. Skrev Candle in the Wind”

Som med alle andre i Elton Johns generation var mødet med Elvis livsforandrende. Han opdagede hurtigt sit unikke gehør. Lærte gamet som keyboardspiller for bluessangeren Long John Baldry. Dvæler flere gang ved den tilfældighed, der førte ham sammen med tekstforfatter og livsven Bernie Taupin. Senere ved den tilfældighed, der førte ham og hans band til USA, hvor de rent faktisk brød igennem før England og resten af Europa.

I en periode fra 1969 til medio 70’erne skabte Taupin og John en stribe album, der i dag sammen med David Bowies samtidige album står som epokens vigtigste værker i engelsk rock.

Selvfølgelig beskriver Elton indspilningerne af disse klassiske plader, og han nærmer sig flere gang et bud på en beskrivelse af magien i samarbejdet mellem ham og Bernie og de mere eller mindre faste musikere. Men jeg kunne godt have ønsket mig meget mere om, hvad det egentlig var, der skete i studierne dengang. Og når Elton arbejdede alene. Musikalsk procesbeskrivelse. Noget om hvad Bernies ord gjorde ved ham. Nogle linjer om, hvad Davey Johnson, Nigel Olsson og Dee Murray gjorde for musikken. For ikke at tale om producerne. Efter endt læsning er man ikke en disse klogere.

Måske husker Elton sine utallige udskejelser og halvhjertede selvmordsforsøg bedre, selvom han førte dagbog, hvor der f.eks. kunne stå, ”Spiste morgenmad med Ringo. Skrev Candle in the Wind”.

Ikke overraskende bitcher manden, der indspillede nummeret ”The Bitch is Back”, som optræder fast på hans live-repertoire, grundigt igennem. Meget af det er charmerende, formidabelt morsomt beskrevet. Andet på grænsen til frastødende. Bestemt, det er sjov læsning, hvordan kæresten David Furnishs første møde med Eltons gimpe af en mor, pludselig også omfattede et besøg af Michael Jackson.

De mange stikpiller til vennen Rod Stewart – som Elton konsekvent kalder Phyllis – er hylende grinagtige. Omvendt hedder Elton Sharon. Der er hip til Gud og hver mand og kvinde

Behøver vi at vide, at han var en form for alien? At han hellere vil spille computerspil med en medarbejderes 11-årige søn. Er der noget, du vil sige her, ærlige Elton? Hvorfor så ikke gøre det?

De mange stikpiller til vennen Rod Stewart – som Elton konsekvent kalder Phyllis – er hylende grinagtige. Omvendt hedder Elton Sharon. Der er hip til Gud og hver mand og kvinde.

Og sådan er det. Det er en præmis, som denne bog skal læses på. Og selv sagt er den, som alle andre biografier, forfatterens subjektive vel ofte efterrationaliserende opfattelse af det skete.

Nu ved vi, at Elton engang var til middag, hvor blandt andre Lady Di, Richard Gere og Sylvester Stallone deltog. Til sidst blev Stallone så vred over, at den nyseparerede Diana foretrak at flirte med Gere foran pejsen, at han forlod middagen: ”Hvis jeg havde villet taget prinsessen, havde jeg gjort det.”

Forfængelighed er en kælling. Det ved Elton alt om.

Også for musikelskere er der mange interessante og spøjse oplysninger indimellem. Noget mere spøjst end interessant.

Vi lærer, at det var typisk Yoko Ono, da hun trods John Lennons forbud, dukkede op til en legendarisk koncert i New York i 1974, hvor Elton og Lennon optrådte sammen – Lennons sidste liveoptræden overhovedet – selvom Beatles-legenden havde frabedt sig det. Elton har før taget æren for, at de to fandt sammen igen. Det gør han dog ikke i bogen.

Nu ved vi, at Bob Dylan er elendig til gæt og grimasser. Kommer ikke helt bag på denne anmelder. Til gengæld er han vild med Bernie Taupins tekst til ”My Father’s Gun”.

Det er, som om bogen ændrer tonen en smule efter Eltons point of no return, hvor han søger hjælp på et hospital og bliver ædru.

Bogens stærkeste del handler om den proces, der førte til nye erkendelser i hans liv. Selvindsigt. En konstant fornemmelse af svigt og dårlig samvittighed, ligefrem et evigt lurende selvhad, når han så almindelige, normale mennesker kæmpe for deres liv eller større sager samtidig med, at han knaldede til højre og venstre og i øvrigt førte et hedonistisk liv, der kulminerede, da han ringede til sin agent og bad ham stoppe vinden, der blæste uden for hotelværelset, så han kunne sove rusen ud.

Elton John ved, at der er andet i verden end berømmelse; der er den normalitet, han så intenst eftertragter, og nu har besluttet sig at hellige sig helt med sine to sønner efter den igangværende afskedsturné.

Det er i disse linjer, hvor Elton John beskriver sit arbejde på at blive et bedre menneske og beskriver sine dybeste venskaber, at han er stærkest og mest vedkommende. Han forsøger sågar at tøjle sine temperamentsproblemer. Enhver der har set David Furnish’s dokumentar “Elton John: Tantrums and Tiaras” ved, hvad det handler om.

Elton John ved, at der er andet i verden end berømmelse; der er den normalitet, han så intenst eftertragter, og nu har besluttet sig at hellige sig helt med sine to sønner efter den igangværende afskedsturné.

Jeg skriver ikke ”andet og mere, der kunne erstatte”. For samtidig med, at Elton forsøger at finde sig selv og stadig er dybt engageret sit velgørende arbejde og bevidst om sin rolle som fyrtårn i den proces, der en gang vil føre til total ligestilling mellem alle seksuelle grupperinger, er han fortfarende mestershopper med hang til Versace og moderne kunst.

Bogen er direkte rørende indimellem, når Elton er hårdest ved sig selv. Eller når han beskriver sine sidste møder med den døende Freddie Mercury, der ikke vidste, at han var døende – eller lod som ingenting – og foretrak at sladre.

”Har du hørt Mrs. Bowies nye plade? Hvad har hun dog gang i?”. På dødslejet nåede Mercury at sende en julegave til Elton.

Biografien om den første rockmusiker, der sprang ud, er både meget interessant og fuld af god sladder. Men der kunne godt være noget mere musik.

Elton John, “Mig”, Politikens Forlag, 408 sider, 350 kr., udkommer 15. oktober 2019.

Foto: Eddie Michel

 

Countrystjernen Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow

Countrystjernen Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow

af | okt 6, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

Allerede ved ankomsten til Royal Arena fornemmede jeg, hvor det bar hen. På vej ind i arenaen lød det som om, Paisleys opvarmer Chris Lane tilegnede en sang til sin mor. Hvis jeg hørte rigtigt, er der bare at sige: “This is country for you ladies and gentlemen“.

Countrymusik er aldrig blevet det helt store her i landet. Ikke som genre generelt. At countryen er overalt i moderne pop og rock er noget andet.

Når man bevæger sig ind til en koncert som denne lørdag aften er det fordel at iklæde sig sin indre og fysiske – hvis man har en sådan – Stetson, ternede skjorte –  og skynde sig at hænge sin aldrig slumrende velfærdsdanske krænkelsesparathed på knagerækken udenfor salen.

Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus

For med og især uden rette er der nok at lade sig forarge over. Den ”Southern Comfort Zone”, som Paisley besang i koncertens første nummer, vil for mange rime på religiøs fanatisme. Racisme. Chauvinisme. Yderste fattigdom side om side med ekstrem rigdom (det sidste vist mest i Texas). Våbenmafia. Fanatisk støtte til Trump.

Det er rigtigt, at de store Nashville-countrymusikere stadig synger deres sange om en øl ved fiskedammen, værtshuse, store biler, og ham eller hende, der enten er sendt fra himlen eller til besvær. De hylder Stars and Stripes og de mænd, der giver deres liv til dets forsvar. Det er også hjemstavnsromantiske sange, der hylder ordentlighed, anstændighed og blue collar autencitet – ofte som modsætning til fancy pancy, højrøvet storbyadfærd. En form for værdier, man kan identificere sig med og bruge som man vil på alle politiske fløje.

Musikstilen der repræsenterer USA

Countrymusikken udfordres og udvikles i disse år af rock- og punkbaserede kunstnere i det, man i mangel af bedre udtryk kalder alt-country. Samtidig med, at halv- og helstore Nashville-stjerner som Katie Musgrave, Brandi Carlile, Anderson East og Tyler Childers synger om trailerparkernes håbløshed, grå arbejderklassehverdag, stoffer og støtte til LBGT+-bevægelserne.

Countrymusikken er den næstmest omsættende rockgenre i USA. Det er ”blevet den musikstil, der bedst repræsenter livet i Amerika, fordi vi synger uden metaforer, det er én til én,” som Paisley selv har sagt.

Og han, der ellers nødigt udtaler sig om politik, har i øvrigt flere gange sagt, at et af hans stolteste øjeblikke som amerikansk patriot indtraf, da USA valgte en sort præsident. Ja, han fældede en tåre. Med USAs lange, historie med slaveri og ulighed in mente. Og ikke uvæsentligt, mange af hans sange skal lyttes til med et glimt i øje og ører; for det er sådan, de er skrevet.

For eksempel ”I’m Still a Guy”, der som på videoen på storskærmen i Royal Arena, ligeså meget gør lidt selvironisk grin med sydstatsmænds hang til at mødes over en kold dåseøl – uden koner og kærester. Som den hylder det testosteronfyldte samvær. Tungen i kinden.

Det samme gælder “This is Country Music”, der blev spillet som en andet nummer i Royal Arena.

Teksten taler for sig selv.

“Well you’re not supposed to say the word “cancer”, in a song.
And tellin’ folks Jesus is the answer, can rub ’em wrong.
It ain’t hip to sing about tractors, trucks,
Little towns, or mama, yeah that might be true.
But this is country music and we do”.

Stolthed og selvironi i samme tekst.

Allerede her så tidligt i koncerten stod det klart, at Paisley havde medbragt en lydmand og lydanlæg, der leverede intet mindre end superb lyd. Lige så godt som da The Eagles spillede derude i juni. Alle instrumenter og sangen stod ligeværdigt i lydbilledet i den store hal, hvor musikken ofte lyder som, hvis migræne havde en lyd.

Efter et lovlig oppisket tempo i det første nummer fandt bandet sig selv. Paisleys rødder i honky tonk, som den stil blev forfinet eller måske forgrovet af The Bakersville Bunch, Merle Haggard og Buck Owens i begyndelsen af 60erne, er tydelige. En stil, som Fogerty-brødrene tog til sig i deres svampede rock’n’roll version i Creedence Clearwater Revival. John Fogerty medvirker i øvrigt på Paisleys 2017-album “Love and War”.

Live viste Paisley og hans cowboys sig meget hurtigt at være et rock’n’roll-band med swamp bund og country som hovedsprog. Ofte, men ikke i Royal Arena, spiller Paisley Van Halens ”Hot For Teacher” som hyldest til en definerende lyd for den dengang helt unge Brad Paisley. Efter 20 års samspil storswingede Paisleys band  – bassist, trommeslager, guitarist, percussionist, violinist og steelguitarist – som en drøm.

Nashville State of Mind

Som ved så mange andre koncerter fortalte filmene på storskærmene historier. Allerede i det første nummer viste det sig i en Melodi Grand Prix-agtig postkortvideo, at Brad god damn it tidligere på eftermiddagen havde været en tur på brostenene i indre København. Ligesom der var billeder fra Paris og andre hovedstæder.

Tydeligt, at countryambassadør Brad ønskede at fortælle en historie om Nashville som et state of mind, musikalsk og i form af en livsstil, hvor en koncert nede i byen i Grand Old Opry sgu gerne må være en fest. Fuld respekt for det.

Det vrimlede med billeder. Billeder af søndagsstemning ved vandet, gamle countrystjerner som Johnny Cash og Waylon Jennings, The Eagles, der gjorde country mainstream, billeder af fest og ballade. Paisleys kone, skuespilleren Kimberley Williams-Paisley, havde rolle eller to undervejs. Det samme med David Hasselhoff.

Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil

Der var også et meget amerikansk klip af en gammel mand i Paisleys hjertelige ”Waitin’ On a Woman”. I al sin pasticherede kontekst fungerede det faktisk udmærket som supplement til musikken.

Men så var der også en af mine yndlingssange ”She’s Everything”, hvor der kørte såkaldt ”kiss cam” på udvalgte par blandt publikum. Der så skulle kysse/snave hinanden. Stor jubel i salen. Kærlighed er nok kommet for at blive, også i det offentlige rum. Men det dér NFL-show havde intet med musik at gøre. Det er sikkert meget sjovt, kærligt og samhørighedsskabende i pauserne, når Paisleys yndlingshold Cleveland Browns spiller. Men her total off.

Og i øvrigt godt, at jeg havde flyttet mig fra en plads ved siden af en anmelder fra en stor tabloidavis ned på en tom række, inden de begyndte på det.

Jeg lukkede øjnene og fik derfor nogenlunde følelsen i den flotte sang med. Galt var det også med en fjollet film til sangen ”Celebrity”, der fuldstændig tog harmen og satiren ud af Paisleys sang. Som mange andre kendte har han ofte været jaget paparazzi-vildt.

Det var lige før, at det store bagscene film-set up med mere eller mindre uhøjtidelige og fjantede film fjernede i hvert fald mit fokus fra de fremragende sange og det sublime guitarspil, leveret af manden derinde midt på scenen.

Endelig, nærmest forløsende

Brad Paisleys spil er utroligt kreativt, udtrykket forunderligt og overraskende. For en mand, der som jeg kun har lidt erfaring med en akustisk guitar, lyder det indimellem nærmest som om, han spiller bagvendt, samtidig med, at han veksler mellem nogle korte staccatoagtige forløb som kontrast til de klassiske, lange toner, når der skal lires igennem.

Det hørtes igen og igen. I “Last Time For Everything” skærende smukt, også da Paisley gav en snip af ”Purple Rain” som afslutning. Eller i ”Old Alabama”, hvor han spillede både sine egne figurer og de, der på pladen skyldes de aldrende medlemmer af gruppen Alabama.

Den mand kan få sin guitar til at synge, så det lyder så betagende som solopgangen en skyfri efterårsdag over Appalacherne der ovre i den østlige del af Tennessee.

Under en mere eller mindre akustisk version af “Whiskey Lullaby” – en af de smukkeste og mest foruroligende (selv)murder ballads nogensinde – oplevedes en vis intimitet i det stort anlagte show. Endelig. Nærmest forløsende.

Brad Paisley red ind i Royal Arena med det helt store rodeoshow. Næste gang vil jeg forfærdelig gerne opleve den store countryman et sted som Vega eller DR Koncerthuset. Med sangene i fokus.

Brad Paisley
Royal Arena
lørdag 5. oktober 2019

Foto: PR.

Lars Hjortshøj er stadig danmarksmester i punchlines. Men måske på tide med noget fornyelse?

Lars Hjortshøj er stadig danmarksmester i punchlines. Men måske på tide med noget fornyelse?

af | okt 6, 2019 | Anmeldelse

Fra POV International

For fjerde gang er komiker og skuespiller Lars Hjortshøj på turne med et soloshow, denne gang med titlen ”Plan B”. Eftersom der var en del, der kom for sent, da jeg så det i Mantziusgården i Birkerød, var der lidt kaos i salen i begyndelsen.

Muligvis derfor fik Hjortshøj aldrig sagt noget om den eventuelle præmis for sit show – og nu bagefter står det uklart, hvorfor de fem kvarters standup har titlen ”Plan B”? Det blafrer i luften.

Til gengæld står det lysende klart, at det i en eller anden udstrækning handler om at omfavne sin egen og – nedenunder den konstant flydende malstrøm af hårdtslående jokes – også andres manglende perfektion. Måske er det Plan B? At indse, at intet er perfekt og da slet ikke at runde 50 år, som Hjortshøj har gjort for nylig og derfor nu befinder sig i ’en lavine af alderdomstegn’.

Få i Danmark mestrer den balance mellem selvudlevering og krydret udadvendt standup, så man griner med ham og ad sig selv. Eller sin mand, far, onkel…

Som altid med Hjortshøj bruger han sig selv og den karakter, han gradvis har opbygget siden begyndelsen for godt og vel 30 år siden. Rendyrket yderligere i tv-serien Klovn og filmene.

En velhavende, mondæn, nu midaldrende mand med stor Mercedes og egen natklub, en strigle af en kone. En mand med en snavset tankegang og et arsenal af sexjokes i jakkeærmet. En meget, meget morsom og stadig vred mand.

Hvor meget, der er private Lars, og hvor meget, der er komikeren Hjortshøj, ved han kun selv. Og det er sådan set også ligegyldigt.

Som Hjortshøj siger indledningsvis, træffer voksne mennesker, ifølge en eller anden statistik, 35.000 valg om dagen. Google og YouTube har gjort det lidt lettere. Bare et par klik og man har bevæget sig fra sin egen dødsdom på netdoktor.dk til et kursus i at bruge voksenbleer.

Den panikalder-ramte mand

Det begynder med Hjortshøj selv. 50 plus med voksende genitalier og skrumpende lem. Halsen er forsvundet bag dobbelthager, han har fået bryster, som hans teenagesøns venner finder sexede. Han mister gradvis sit testosteron, bliver mere og mere kvindelig – og mister derfor også evnen til parallelparkering.

Hjortshøjs læge og de specialister, han bliver henvist til, er der ikke meget godt at sige om. Ovenikøbet lader de, som om de ikke kender ham, når han sidder i venteværelset. Pretentious, moi? Krukke-sporet kunne han godt have kørt lidt længere ud ad på Klovn-måden.

Hjortshøj må være danmarksmester i short form stand-up comedy og kontante punchlines. Kunsten at opbygge sine jokes mestrer han, som hans partner åbenbart mestrer kunsten at ligge stille i dobbeltsengen

Hjortshøj er ”som en af få danske komikere” gift med en jævnaldrende kvinde. Så der bliver også gået til den, når det gælder den midaldrende kvindes ”klimaforandringer”, dybe kløfter mellem slappe bryster – og teenagebørn. Hjortshøj har haft besøg af en hjemløs, der hellere ville sove på Nørreport end på sønnens værelse.

Den første del, hvor Hjortshøj demonterer den panikalder-ramte mand og efterlader ham liggende som en lettere patetisk samling degenererede kropsdele, er klart showets bedste og sjoveste.

Få i Danmark mestrer den balance mellem selvudlevering og krydret udadvendt stand-up, så man griner med ham og ad sig selv. Eller sin mand, far, onkel…

Hjortshøj må være danmarksmester i short form stand-up comedy og kontante punchlines. Kunsten at opbygge sine jokes mestrer han, som hans partner åbenbart mestrer kunsten at ligge stille i dobbeltsengen.

Lidt altmodisch

Den anden del af showet vender komikeren sin synsvinkel ud ad. Unge mænd med man-buns. Puha. Den eneste fordel ved teenagebørn: Man slipper for forældre-intra, -møder og -arrangementer. Piratbukser. New speak. Mere puha. Dværge er nu en gang dværge. Hvorfor sige andet?

For, lad os sige, 20 år siden jublede jeg, når Hjortshøj bragte den klassiske ’min kone vil skilles’-revyfigur up to date med et moderne sprog og stil.

Efter alle disse mange år kan den form for humor godt virke lidt altmodisch.

”Patter” vil nok altid rime på “latter”, men også efter 30 år på samme scene? Modsat Jonatan Spangs aktuelle show kan jeg godt have lidt svært ved at se perspektivet i Hjortshøj politiske ukorrekthed.

At bryde med sin formel

Flere og flere stiller sig op med blog og SoMe-fortællinger om deres kampe med diagnoser, eget eller andres misbrug, skrøbelighed. Folk, der er kommet skævt ind på livet uden mulighed for for alvor at sidde med ved det store middeldanske, økologiske frokostbord. Som verden er skruet sammen nu, har skriget om empati vel aldrig været større eller mere berettiget. Samtidig med at krænkelseskulturen vokser som en bakteriekultur i en kloak.

Det lyder som den perfekte udfordring for komikere, der lever af at spejle vores andres hykleri, grænseløse selviskhed, magelighed og hvad har vi.

For, lad os sige, 20 år siden jublede jeg, når Hjortshøj bragte den klassiske ’min kone vil skilles’ revyfigur up to date med et moderne sprog og stil. Efter alle disse mange år kan den form for humor godt virke lidt altmodisch.

Lars Hjortshøjs “Plan B” er cirka fem kvarters imponerende høj jokerate fra en af landets største teknikere på det felt. Indiskutabelt.

Men jeg husker, at Hjortshøj for et par show siden sprængte rammerne for dansk comedy med det ambitiøse og fænomenale show ”My Danish Collection”, hvor han spillede seks forskellige figurer. Dengang sagde han, at det var på tide at bryde med sin formel.

Jeg gad godt se mesteren prøve igen.

Lars Hjortshøj: “Plan B”, soloshow.
Turnerer lige nu i hele Danmark.

Fotos: PR

Klicheerne truer, men Thomas Warberg redder den hjem på sit “funny bone”

Klicheerne truer, men Thomas Warberg redder den hjem på sit “funny bone”

af | sep 30, 2019 | Anmeldelse

Fra POV.International

Anslaget i Perfektion, overskud & andre lorteord er en (måske sandfærdig) historie om dengang, Warberg skulle åbne den tv-transmitterede Danmarksindsamlingen, indtil Prins Joachim og Marie dukkede op. På scenen i Bremen benytter Warberg sin åbning til lige en gang for alle at markere, at han har balls og tør joke om Kongehuset. Eller rettere betjene sig af den klassiske antydningens kunst, hvor det er publikum i salen, der lægger vores egen evt. homofobi eller racisme ind i ligningen.

Det gøres med stor selvironi, som det plejer at være med Warberg. De royale jokes er Warbergs fyrige levering til trods bare ikke ret sjove som andet eller mere end omklædningsrumshumor. Skal man joke med royal seksualitet i 2019 i stand up-comedy, må der gerne være en eller anden form for perspektiv.

Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt

I dette tilfælde er det tyndt, selvom det er der, perspektivet. Den overordnede ramme for Perfektion, overskud & andre lorteord er, ja, perfektion. Eller rettere er moralen, at drømmen om det perfekte liv er en illusion.

Det har man jo hørt – og for den sags skyld selv erfaret igen og igen. Ligesom vi, der har fulgt Warberg, efterhånden har opdaget, at han har tabt sig meget. “Kom nu videre,” tænkte jeg i begyndelsen. Men fordi Warberg opererer i sin egen niche, fanger han opmærksomheden. Man kan sige, at han, der har lidt skuespillerbaggrund, opfører sin komik, ofte grænsende til det affekterede. Det er helt ned til, at han indimellem med sit kropssprog tydeligt pauserer, markerer, at nu skal der grines, venner.

Sådan har komikere selvfølgelig altid gjort, det ligger i jobbet, men få danske komikere søsætter deres pointer så markant som Warberg. Og han gør det med en betydelig mindre manieret stil end i begyndelsen af karrieren, selvom der indimellem stadig sniger sig sådan noget Tony Robbins-agtig sælger ind. Som når han siger, ”vi er nødt til at snakke om”. Fri os for den slags SoMe-klicheer.

Mig-og-min-kæreste-morads

Til gengæld er joken fra Warbergs sexliv, der følger, meget, meget morsom. Nok især hvis man som Warberg ikke er liberalist.

Man må gå ud fra, at den første blog, Eva skrev, efter hun og Adam var blevet forvist fra Paradis, handlede om forskellen på mænd og kvinder. Det er svært at sige noget nyt dér. Når man alligevel griner og smiler med Warberg hele vejen igennem dette mig-og-min-kæreste-morads, skyldes det især, at manden simpelthen er grundsjov. Det skyldes især hans sublime fornemmelse for rummet. Opdyrket dengang, han var æsel, og formentlig senere i hans egen meget intime stand up-klub på Vesterbrogade i København.

På en måde har Warbergs komik en del til fælles med den klassiske, kontante danske revytradition, og ikke et ondt om det, tværtimod. Han spiller rigtig godt. Har et sikkert medfødt funny bone. Er især stærk i mange små situationsspil, kan man kalde det, i de løbende forløb.

Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen… Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen

Mod slutningen for eksempel i en passage om dengang, mormor døde, og Warbergs to spirituelt indstillede søstre mente, at hun havde givet dem et signal. I sig selv ikke vanvittigt sjovt, men igen gør Warbergs udtryk scenen sjov.

Igen i en passage om hans og kærestens nylige huskøb. Warberg spiller sig selv, kæreste, ejendomsmægler og tømmeren, der lige når at sige, ”du skal have gjort noget ved din sydvæg inden foråret”, så man bobler indvending. Nok især, hvis man selv har stået der. Min æh hvad? Og hvorfor?

Thomas Warbergs helt store styrke ligger i at gøre selv de mest banale, almene observationer sjove. Som nyslået husvært opdager man til sin gru, at det er slut med at ringe til viceværten. Man indretter gæsteværelse uden egentlig at have lyst til at have overnattende gæster. Køber et hav af kogebøger, som aldrig bliver brugt.

Et par gange undervejs eksploderede manden med mikrofonen. Som i en passage om hooligans, der synes de er seje, rebelske og anarkistiske, selvom de har brugt en halv time på at købe stadionbilletterne online. Skarp joke med tryk på, spillet med en damptromles finesse. Det klæder den ellers venlige mand at trykke sig selv ud af comfortzonen.

Efter en godt og vel 180 minutter i selskab med Warberg savnede jeg mere originalitet som i det seneste show fra 2016. Men det, han gør, gør han godt.

Thomas Warberg: Perfektion, overskud & andre lorteord
Turnerer over hele Danmark.

‘Magi i luften’ vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet

‘Magi i luften’ vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet

af | sep 29, 2019 | Anmeldelse

På et tidspunkt med stigende centralisering og fokus på kendiseffekt i bogbranchen er det positivt, når en af de kunstnere, der aldrig nåede fra kultursiderne til forsiderne, får chancen for at fortælle sin historie. Hvis den da vel at mærke er relevant for andre end skribenten selv. Det er Mona Larsens selvbiografi Magi i luften, skriver POVs musikredaktør Jan Eriksen i sin anmeldelse.

Der findes et særligt begreb i musikverdenen; one hit wonders. Kunstnere/sangskrivere, der opnåede stor kommerciel succes med et enkelt hit og som et langt liv derefter for altid blev og bliver forbundet med denne ene sang uanset, hvor meget man i øvrigt nåede at berige sig selv og andre med sin kunst.

Den danske sangerinde Mona Larsen er så langt fra et one hit wonder, som tænkes kan. Men for rigtig mange danskere vil den internationalt anerkendte jazzdiva nok alligevel for altid blive forbundet med Halberg Larsen-hittet ”Magi i luften”.

Nu har Mona Larsen udsendt en selvbiografi under samme titel som denne popklassiker. Det fremgår tydeligt, at forfatteren har et splittet forhold til sangen, der blev indspillet i 80’erne. Man forstår, at det vist mere er forlagsredaktørens end hendes egen ide med den titel. Dengang gjorde hun sig i et delvis frikvarter fra jazzen som rocksanger i Halberg Larsen, der nåede at indspille fire album. Det var en æra, hvor danskrocken (efter model Toto) var stærkt præget af musikernes rødder i jazz og funk.

Ikke at Mona Larsen tager afstand fra sin rockperiode, nej, hun er er stolt. Med god grund. Lytter man til de gamle Halberg Larsen-plader i dag, anes en vis gensidig påvirkning mellem Mona og Sanne fra Sneakers.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok

Men Mona var og er også meget andet. En overlever, der overvandt en opvækst i en mildt sagt dysfunktionel arbejderfamilie, halvt drømmende, halvt syngende med en stigende dedikation til kunsten, først og fremmest jazz. En kvinde, der i en alder af 71 kan slutte sin biografi med denne livskloge betragtning: ”Jeg vil aldrig helt undvære fastlagte timers logik, men gerne overgive mig til intuitionen”.

Øretæver i luften

I den første del af bogen, hvor Larsen beskriver sin barndom med en drikfældig, suicidal far og en mor, der aldrig rigtig var der følelsesmæssigt, kørte en sort/hvid socialrealistisk film i mit hoved. For Mona Larsen er en velskrivende, sanselig skribent. Man er med i Forum til seksdagesløb og fornemmer cyklerne drøne rundt i cigarettågerne. Man fornemmer den særlige vibe i jazzklubben La Fontaine, hvor Mona Larsen som ganske ung fandt sig selv og sit ståsted i jazzmusikken. Tidsbillederne står i kø.

Hun skriver reflekterende, indimellem med stor psykologisk indsigt, andre gange må man gætte. Var Mona og den storcharmerende trommeslager Henning Wellejus kærester? Vistnok.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten

De senere år har Mona Larsen dyrket maleri og digtekunst. Og som i abstrakte malerier og digte overlader hun det af og til til læseren selv at tolke. Sådan lidt drilsk, distræt.

Noget overrumplende skjuler Mona Larsen til gengæld intet, når det gælder hendes indimellem omkostningsfulde valg af mænd sidst i 70’erne og op gennem 80’erne. Især den første kæreste, en jazzmusiker, som hun ellers var blevet advaret imod, opfører sig som et svin. Igen og igen. Der er tæv i luften.

Den enlige cd med hans navn på coveret, jeg har stående på hylden, kommer næppe på afspilleren foreløbig.

Senere finder hun blandt andre sammen med pianisten Kaare Barkou, med hvem hun får datteren Julie Maria, der blev sanger og sangskriver ligesom sin mor. Julie Marias fine album fra 2017 Danse til vi dør lever i øvrigt desværre en noget upåagtet tilværelse i rockannalerne. Heller ikke det forhold, inklusive et par meget tilstedeværende svigerforældre, var for alvor lykkeligt. Senere bliver den meget rejsende stjernebassist Bo Stief Julie Marias stedfar i nogle år.

Et fint tidsbillede

Biografier bliver ofte til en lidt skøjtende tur henover begivenhederne, men Mona Larsen er grundigheden selv, når hun beskriver sin musikalske udvikling, sin passion for musikken, sit mangeårige samarbejde med diverse jazzorkestre og musikere i ind- og udland, sine kampe for at få mor/hverdag og kunst/diva til at hænge sammen. Med i farten får hun også sin kamp med anmelder Torben Bille, der anmeldte en af hendes soloplader meget nedladende.

Mona Larsens pen har sin egen humoristiske tone og distance. Som i denne passage om dengang i skulderpude-årtiet 80’erne, hvor musikere og yuppier blev meget rige, og resten af befolkningen var på kartoffelkur:

”Jeg tror ikke, jeg kendte nogen, der havde et Rolex ur og Porsche. Jo! Vent nu lidt. Der var måske alligevel et par stykker, og fik jeg ikke også en gang en tur i en Porsche”.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer

Det kan blive for meget med grundigheden. For eksempel beskrives musikalske rejser i Østen og Europa med en så stor detaljerigdom, at de fik mig til at tænke på barndommens lysbillede-aftener, når venner af familien havde været på tur. Det har givetvis været udbytterigt på alle måder at deltage, men der går opremsning og rejseblog i den.

Indimellem skøjter forfatteren. Stoppede Halberg Larsen bare sådan ‘knips’ fra den ene dag til den anden, fordi hun og de andre ville noget forskelligt? Jeg kunne også godt have tænkt mig noget mere om hendes sociale arbejde de senere år, hvor hun ender med at ryge i en sparerunde.

Historien om at søge nye veje, når tiden overhaler, er altid interessant. Også når det gælder mennesker, der har viet deres liv til kunsten.

Magi i luften vil en masse, kan meget. Først og fremmest er den enormt godt skrevet, et fint tidsbillede, en god fortælling om en af de største danske jazzdivaer – om et menneske, der har oplevet mange tab, men aldrig tabte sig selv eller blev offer.

Mona Larsen: “Magi i luften”, Forlaget Vilhelm. Er udkommet. 

Foto: Fra bogens omslag.