Egentlig var det vist meningen, at Søren Huss’ fjerde soloalbum Sort og hvid til evig tid skulle have været lidt mere lyst i tonen. Efter tre soloalbum efter tiden med Saybia, hvor alvor og mol har domineret – kulminerende med mesterværket Midtlivsvisen fra 2017 – tænkte den 44-årige trubadur angiveligt, at det var på tide at lukke lyset ind.
Men de otte sange på Sort og hvid til evig tid ville det anderledes. I stedet er albummet, som det ligger i titlen, en palet af lyst og mørkt.
Alene titlen på albummets første nummer “En smeltet kaktus – en vestvendt vindueskarm” fortæller stærkt, filmisk metaforisk sin egen historie. Det står næsten stille her. Der sker ikke alverden.
Sjældent er denne mentale stilstand beskrevet så intenst og vedkommende som på dette album.
Udenfor min vestvendte vindueskarm falder æbletræernes frugter til jorden, og mon ikke bladene følger efter om ikke så længe. Mens disse linjer skrives, har katten lagt sig til rette i solstriben ved altandøren.
Sådan er det også i sangen med den ironiske titel Vekseleren. ”Katten sover trygt i en lille bunke tøj,” synger Søren Huss med et lille grin.
Vekselereren? Ja, det er ham der veksler – som i betaler – en af regningerne i bunken for at opnå lidt fred og ro, hvor han stille og roligt kan pleje sin forstand.
En enkelt akustisk guitar, et keyboard og nogle smagfuldt svævende strygere, trommewhiskers og en bas. Den sang er det smukkeste stilfærdige zen-øjeblik, sunget af en mand der befinder sig i sit livs zenit; midtvejs, alene og tilsyneladende afklaret. ’Dage har det med at gå på hæld’, som Huss synger.
Søren Huss er en komponist af Forsynets nåde, igen og igen er de på en gang livsnære og fabulerende tekster spundet op omkring uimodståelige melodier; sunget med en myndighed som hos den, der har bevist, at han kunstnerisk intet har at miste
I Postkort har sangeren bevæget sig ud i en lysstribe, hvor han suger varmen til sig. Det gør godt, mærker man både i musik og sang.
I Du ved det godt synger Huss sig ind i de kamre, hvor man ikke rigtig ved, om det gør ondt eller godt, hvilket for den sags skyld også er ligegyldigt. For hulen da en fryd af en melodi, igen nænsomt akkompagneret af en enkelt, men smuk korstemme og strygere, der hæver og sænker sig omkring melodien som et åndedræt. “Du ved det godt, mine hænder løsner en knude, der binder dage op.” Så enkelt kan det siges.
Romantikernes kile lyder som en hyldest til Fleetwood Mac; det ligger i keyboardspillet, i Lars Skjærbæks forfinede guitarspil, ja selv den afsluttende digitale hvirvelstrøm lyder som den tilsvarende på Fleetwood Macs Everywhere fra Tango in the Night.
Igen lykkedes det for tekstforfatteren Søren Huss at snige sig uden om klicheernes faldgruber. ”Jeg kan, jeg kan se endeløse rækker af dage, hvor alting går op”. Sådan kan man også udtrykke forsigtig optimisme på romantikkens vegne.
På sin vis bærer dette album præg af det, man kunne kalde producerparret Mahler og Birs signaturlyd. Den ene af de to, nævnte Lars Skærbæk, har, blandt andet inspireret af Bon Ivers klassiske For Emma Forever Ago, været med til bringe Michael Falch et kvantespring videre i hans karriere.
Det er i dette mere eller mindre analoge, nedtonede lydunivers, sangene folder sig ud.
Søren Huss er en komponist af Forsynets nåde, igen og igen er de på en gang livsnære og fabulerende tekster spundet op omkring uimodståelige melodier; sunget med en myndighed som hos den, der har bevist, at han kunstnerisk intet har at miste. Hvis det da ikke fremsiges i det nærmest teatralske Blændværk, som kunne være inspireret af Huss’ arbejde med albummet Bertolt Brechts Svenborgdigte fra 2018.
Søren Huss bliver af og til sammenlignet med visesangere som Povl Dissing, Benny Holst og Sebastian. Som mere nutidige, amerikanske sangskrivere som Father John Misty, Sharon van Etten og Angel Olsen er der både personlig resignation, afklaring og masser af tongue in cheek i Huss sangskrivning.
Sort og hvid til evig tid er visesange på kattepoter, begået af en sangskriver med et skarpt blik for alle detaljer. Intet her er irrelevant. Intet.
Søren Huss, “Sort og hvid til evig tid”, album. Udkom 6.9.2019
”Hvad gør vi nu, lille du?,” tænkte Jørn Jeppesen muligvis, da det blev kendt, at hans nære ven og samarbejdspartner Kim Larsen led af en kræftsygdom, der i værste fald ville være dødelig.
Jeppesen, der var Larsens impressario og medlem af Kjukken i årevis, gik hjem og skrev nogle sange i perioden, hvor vennen kæmpede med sin sygdom frem mod sin død for et år siden.
I begyndelsen var det ’bare’ sange. Efterhånden formede idéen om et egentlig album sig – og Larsens og Kjukkens pladeselskab besluttede at udsende sangene på Jeppesens soloalbum Odense Banegård.
Det tjener Jeppesen til ære, at han intetsteds på denne soloplade refererer til eller forsøger at slå plat på sin ven og læremester. Hverken i tekst eller musikalsk.
Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter
Dog fornemmer man indimellem røgen fra smøgen mellem linjerne. Det gælder respekten for det gode pophåndværk, bundcharmerende omkvæd, melodisk i det hele taget – det fornemmes også i et par forsøg på småfilosofisk storytelling som for eksempel i åbningsnummeret ’Hjem igen’.
I pladens med afstand stærkeste nummer ‘Det hemmelige sted‘, bruser Jeppesen over i en prægtig popkomposition med en tekst, der fint rammer stemningen af noget forgangent – her et ungdomsvenskab/kærlighedsforhold – der var så smukt, at det stadig skinner. Selv de digitale strygere indrammer perfekt denne melankolske perle.
Derudover er Odense Banegård en samling musikalske vignetter med aftryk og inspiration fra forskellige genrer og tidsaldre.
Der er som ofte i Jeppesens gamle band noget Tom Petty’sk rock-shuffle over ‘Hjem igen‘.
’Kan du lide mig’ er en fjollet reggaesang, der muligvis ville kunne noget til en ”Vi elsker (mærkeligt nok) 90’erne”-fest i hænderne på Ace of Base. ‘Til dit sted‘ kunne være en moderne pompøst produceret Melodi Grand Prix-sang med en melodilinje, der gentages lidt for mange gange.
I de bedste sange på dette album afspejles den sindsstemning, hvori man må formode, at albummet er indspillet. I den første single ‘Du må aldrig gå alene‘ fornemmes dybde og klædeligt molmørke.
Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede
‘Kaster mine tanker‘ lyder ligesom ‘Drømmerejsen‘ – der prydes af en fed melodi – af dansk firserpoprock. Det sidste med endog meget markant vintage digital keyboard-lyd. Det er lige før Depeche Mode bør ringe til Nephew og spørge, hvorfor de har lånt deres gamle lyd ud til andre.
Efter at have lyttet nogle gange til ‘Alting forandres‘ tænker jeg, at 80’er-navne som Climie Fisher og Curiosity Killed the Cat åbenbart har ni liv. Også denne melodi har et fedt b-stykke af den type, der ender med at få sit eget liv, medmindre man passer på.
Albummet er indspillet alene af Jeppesen og Søren Mikkelsen fra Medley Studiet. Og selvom Jeppesens sang står meget klart og flot i denne tætte produktion, er det også ærgerligt. Selvfølgelig ville det på alle niveauer have været forkert at indspille albummet sammen med Kjukken.
Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen
Men jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede.
Jeppesen er ikke digter som sin gamle ven. Det giver han sig heller ikke ud for. Der er ingen referencer til sønderskudte banegårde på Odense Banegård. Men måske en hilsen til Sophus Claussens digt ‘Rejseminder’ – den med Skanderborg Station. Som Claussen betragter Jeppesen livet passere forbi.
Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter.
Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen.
Jørn Jeppesen: ‘Odense Banegård’, album, udsendt af Warner.
Hvad skal man med satire, når virkeligheden er meget sjovere?
Ifølge diverse medier har en institutleder ved Københavns Universitet opfordret sine kolleger til at spørge, hvilket køn eleverne identificerer sig med forud for undervisningen. Det foreslås også at tænke over, hvilke kønnede betegnelser, de studerende foretrækker. Af hensyn til, går jeg ud fra, elever med en glidende kønsidentitet, frarådes udtryk som ’drenge/gutter’ og ’piger/damer’.
Der findes heldigvis stadig begavet, samtidsudfordrende dansk satire, som den bliver fremført af den 41-årige komiker
Lidt overraskende for mig i øvrigt, der ikke har sat mine ben på KU siden en fredagsbar i et fjernt årtusinde, hvis man stadig går rundt og siger ’gut’ og ’dame’ til hinanden i gangene derude på Amager. Men det er åbenbart så også slut nu.
Set i den kontekst var det torsdag aften en stor fornøjelse at lade sig hvirvle rundt af de mange ord i den uhyre veloplagte humorperson Jonatan Spangs nye stand-up-show ’Typisk Jonatan Spang’.
Der findes heldigvis stadig begavet, samtidsudfordrende dansk satire, som den bliver fremført af den 41-årige komiker.
En ubestridelig stor stand-up-komiker
Siden sin debut i 1998 har Spang jævnt hen udfordret både stand-uppens rammer og indhold i sin komik. Det gælder især den fremragende, tematisk opbyggede show-trilogi ‘Bryllup’, ‘Familie’ og ‘Jonatan Spangs Danmark’ og hans virke som tv-satiriker især i serier som ‘Lillemand’ og ‘Tæt på sandheden’.
Det var i sidstnævnte, han skandaliserede den tidligere borgmester Anna Mee Allerslev ved at stille et fjollet spørgsmål under hendes sidste pressemøde. Og senere vakte opsigt på alle tilgængelige politiske fløje ved at tungekysse Nye Borgeliges Pernille Vermund.
Spang tager sin demaskeringer af vores allesammens krænkelsesparathed helt derud, hvor han også træder på mine tæer – blandt andet i en Auschwitz-joke. Men igen. Komikerens opgave er ikke at bekræfte
Der er mange meninger om Spangs form og stil, selvudslettende kan man ikke beskylde ham for at være, når han optræder på tv. Men han er ubestrideligt en stor stand-up-komiker. Mere end bare ferm til at sætte alt og intet på spidsen.
Spang er ikke kommet ret langt ind i sit nye show, før man fornemmer, at temaet i dette show er krænkelseskulturen – i mangel af et bedre ord. Efter en indledning, hvor det handler om undren over den teknologiske udvikling, som ikke engang George Orwell kunne have forudset. Efterhånden kan man ikke engang gå i McDonald’s uden at blive betjent af en maskine. Der er ingen bibliotekarer på bibliotekerne. Kun ældre mennesker og gangstere der søger ly for regnen.
Som det plejer at være med Jonatan Spang, og de bedste komikere i øvrigt, vender han pegefingeren mod sig selv og publikum. Vi har frivilligt overladt hele vores privatliv til en mobiltelefon – cpr-nummer, bankoplysninger m.m. – bare for at kunne downloade en app, der gør det muligt at sende billeder af os selv med kaninører til familie og venner.
Vi griner højt med og mod Spang og os selv nede i salen.
Et opgør med vores allesammens krænkelsesparathed
En periode i 00’erne efter Muhammed-tegningerne gik mange danske komikere og andre underholdere rundt om sig selv af frygt for at kunne anklages for at være antimuslimske og på Pia Kjærsgaards hold. Stadig kan en hvilken som helst debat på de sociale medier i løbet af et par delinger, likes og kommentarer ende som en hidsig værdidebat defineret i forhold til afsenderens politiske ståsted. Rød eller blå. Grøn eller brun. Sort eller hvid.
I de seneste stand-up-shows, jeg har set, har det heldigvis virket, som om komikerne har genvundet den essentielle neutralitet som observatører.
Spang siger med udgangspunkt i en arketypisk omgang stand-up-kærestebashing, at der er forskel på mænd og kvinder, at racisme findes overalt, at forfædrenes synder ikke nødvendigvis er arvelige, at den homofobi, som Spang mødte i sin barndom, hvor man troede, at alle bøsser så ud som Village People, nok mest skyldtes uvidenhed. At man kan blive klogere.
Har Jonatan Spang en pointe? Det tror jeg. Mod slutningen af showet får han igen indpakket i rå og udestilleret komik sagt, at den eneste mulighed for et perfekt samfund uden krænkelser vil være et godt, gammeldags diktatur
At oprørskheden i rock’n’roll er forsvundet. Tag bare Suspekt – ’de er jo de nye Shubberne’.
At dem i Jylland nok også er en slags mennesker, selvom de ikke kan lide vindmøller.
”Hvorfor bliver folk så forargede over at have udsigt til havvindmøller, når de har fem-seks brugte vaskemaskiner stående i forhaven”.
Spang tager sine demaskeringer af vores allesammens krænkelsesparathed helt derud, hvor han også træder på mine tæer – blandt andet i en Auschwitz-joke. Men igen. Komikerens opgave er ikke at bekræfte.
Har Jonatan Spang en pointe?
Spang er klassisk komiker af den sorte stand-up skole. Med stor ildhu og præcision jonglerer han rundt med jokes, bids og punchlines, nogle gange cirklende bagud og til siden, andre gange fremadrettet. Han overholder fermt grundreglen om en tre-fire call-backs i løbet af et sæt, blandt andet i form af Kevin, hans plageånd fra folkeskoletiden.
Det samme gælder reglen om at udse sig et tilbagevende offer i publikum. Her en 16-årig ung mand. Hvilket giver Spang mulighed for at tale generationer. Og mobiltelefoner og porno i en længere passage med en af de jokes, jeg grinede mest af.
Når komik er vellykket, fungerer det som demokratiets forvrængede spejl
Spang husker tydeligt sin barndoms første eksemplar af det hedengangne Weekend-Sex, hvor der stod at ’centerfold’ modellen havde ‘pariserrøv’.
’Ved du hvad en pariserrøv er? Det er en bar røv med rå æg, kapers og rå løg.’
Den slags platte absurditeter kunne der godt have været flere af.
Har Jonatan Spang en pointe? Det tror jeg. Mod slutningen af showet får han igen indpakket i rå og udestilleret komik sagt, at den eneste mulighed for et perfekt samfund uden krænkelser vil være et godt, gammeldags diktatur. For der er der bare én, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Her vil ingen og dermed alle føle sig krænkede.
Når komik er vellykket, fungerer det som demokratiets forvrængede spejl.
Jonatan Spang turnerer lige nu med sit nye show ‘Typisk Jonatan Spang’. POV så det torsdag d. 5.9.19 i Bremen.
Siden gennembruddet i 2011 med sange med tjavset morgenhår og naturligt smokey eyes, har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. Men nu er hun tilbage med sit bedste album nogensinde. Der bliver stadig knaldet på Norman Fucking Rockwell, men der er også tale ”om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey syngende som en ubegribelig drøm bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA,” skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Lana Del Rey optræder p.t. i en højprofileret kampagne for en Gucci parfume. Samtidig med, at hun kandiderer til titlen ’stilikon’, har hun altid balanceret mellem cool fashionista og en trashy, vampet persona med stiletterne placeret i rendestenen. Musikalsk set har det været en balance mellem kant og mainstream.
Når Lana Del Rey er god, lyder hun, som hvis Marilyn Monroe var vågnet op igen i en trailerpark et sted med udsigt til New York.
Ikke at der ikke stadig bliver knaldet og bandet igennem på Norman Fucking Rockwell. Men det er dybere, smukkere og mere hjertegribende end som så.
Titlen i sig selv lyder som en visuel programerklæring for albummet. Maleren Norman Rockwell er især kendt som leverandør af utallige magasintegninger og malerier, der for flere generationer amerikanere symboliserede en renfærdig, idylliseret version af The American Dream. Før, under og efter Anden Verdenskrig var han nationalhelt med en pensel i hånden.
At han som antiracist med klar støtte til borgerrettighedsbevægelsen måtte kæmpe sine kampe med the establishment er en anden sag.
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger
Med sin velourbløde vokal og skarpe pen kradser Lana Del Rey Norman Rockwells glansbilleder.
Nogle Lana Del Reys-fans vil måske finde den basalt pianobårne musik på albummet lidt kedelig. Fraset den succesfulde sommersingle ”Doing Time”, hvor sangens persona gennemlever en homoseksuel kærlighedsaffære, er der ikke just budt op til dans på Norman Fucking Rockwell.
I så fald er der tale om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americanasom kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
Samtidig er Norman Fucking Rockwell fyldt med gode melodier og begavede arrangementer, håb og sågar en stor del menneskeligt overskud.
Alter egoet Venice Bitch
Det begynder med titelnummeret; et enligt piano og sangen, lidt senere tilføjet lyden af strygere. Allerede her fornemmes en linje tilbage til 70’ernes store sangskrivere som Bowie, Laura Nyro, Carole King.
Lana har muligvis opfundet et alter ego til lejligheden; i hvert fald optræder figuren Venice Bitch i et par sange. Selvfølgelig i ”Venice Bitch” – en af albummets mere spektakulære sange, der for længst er udkommet som single. Det begynder med en akustisk guitar, lidt senere strygere, for at ende ud i en tilsyneladende uendelig, syret outro. Et næsten ti minutter langt psykedelisk trip på mælkevejen over Los Angeles.
Norman Fucking Rockwell er indspillet i tæt samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har hjulpet især Lorde med at finde en indre, personlig kerne i musikken. Det gælder til dels også Taylor Swift, der slækkede lidt på kontrolknappen på sit seneste album Lover.
Også i Antonoffs hænder leger Del Rey med studiets mange muligheder. Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende.
For eksempel i “California”.
You don’t ever have to be stronger than you really are
When you’re lying in my arms, baby
You don’t ever have to go faster than your fastest pace
Udover en tekstlig hilsen til John Lennons ”Imagine” er nummeret, som jeg tillader mig at betragte som et af albummets centrale, en bevægende rockballade par excellence, som kunne være skrevet af Mr. Lennon, indspillet med dennes husproducer Phil Spector.
“Hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but I have it”
Norman Fucking Rockwell er som en rejse, hvor referencer som Elton John, Leonard Cohen, Crosby, Stills og Nash, Cindy Lauper, forfatteren Sylvia Plath og stednavne på stribe flashes som lydlige billboard-reklamer langs med highway’en. En rejse fra klassisk Hollywood-lore og et psykedelisk eksil i bakkerne ved Los Angeles mod enkelthed i 60’ernes og 70’ernes singersongwriter-musik.
”Venice Bitch” kunne være skrevet af moderne trubadurer som Ben Harper eller Lori McKenna.
De første par linjer i ”The Greatest” – hvor den formidabelt syngende Del Rey er så sensibelt inderlig og melodiøs som nogen, jeg lige kan komme i tanke om.
I miss Long Beach and I miss you, babe
I miss dancing with you the most of all I miss the bar where the Beach Boys would go Dennis’s last stop before Kokomo
Albummet slutter med tre ballader, “Bartender”, “Happiness is a Butterfly” og “Hope is a dangerous thing for a woman like me yo have – but I have it”. Om hun er påvirket af den kompromisløse ærlighed, der de senere år har præget amerikansk sangskrivning – jeg så f.eks. Julia Holter, Sharon van Etten og Julien Baker på årets Roskilde Festival – ved hun kun selv.
Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger og en nærmest terapeutisk gennemgang af alt det, som Elizabeth Woolridge Grant kæmper med, når hun ikke hedder Lana. Det er bevægende. Stort.
I’ve been tearing up town in my fucking white gown Like a goddamn near sociopath Shaking my ass is the only thing that’s Got this black narcissist off my back She couldn’t care less, and I never cared more
Nummeret “Looking for America”, som Lana Del Rey og John Antonoff offentliggjorde umiddelbart efter massedrabene i august i Texas og Ohio er desværre ikke indkluderet på Norman Fucking Rockwell. Måske af branchepolitiske, måske af praktiske årsager. Ærgerligt – den smukke skønsang, der former sig som et vue ud over et Amerika på selvmordets rand, veksler mellem depression og, igen, håb og kærlighed. Den ville have bragt Norman Fucking Rockwell et skridt nærmere ’ the next best american record’, som Lana synger om.
Nu er det så bare hendes fucking bedste album.
Lana del Rey, “Norman Fucking Rockwell”, album, udkom fredag 30.8.19.
I 2017 udgav Little Steven van Zandt albummet Soulfire – efter femten års pause, der blev brugt på tv-serierne Sopranos og Lilyhammer samtidig med, at han passede sit faste job som sideman i Bruce Springsteens E-Street Band.
Betegnende for Little Stevens projekt indeholdt Soulfire mest numre, som han havde skrevet til andre kunstnere tidligere i karrieren.
Efter pausen og en solokarriere, hvor han tidligere havde markeret sit store politiske engagement, søgte han at genopfinde sig selv i den musik og den spirit, der prægede ham dengang, han begyndte sin karriere i diverse bands i og omkring Asbury Park, New Jersey.
Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park
Det var et eksperiment, som blandt bragte ham to gange til Danmark, hvoraf jeg så ham en gang i Amager Bio.
Dengang i november 2017 forlod jeg Bioen som et lalleglad menighedsmedlem, der netop var rystet igennem en gennemmusikalsk katarsis i den bandana-klædte pastors gospelkirke. Heldigvis er Steven ikke alene fortsat med at turnere med sit 16 personer store band, han er også begyndt at skrive nye numre, der tidligere i år udkom på albummet Summer of Sorcery.
Allerede i det første nummer ”Communion” fra samme album var den der, stemningen, der kan være lige så svær at beskrive, som den vel i bund og grund er såre enkel: Følelsen af fælleskab, communion.
Det blev efterfulgt af et andet nyt nummer, den solskoldede, feststemte mambo ”Party Mambo”, inspireret af et besøg i Caribien.
Som det ligger i bandnavnet er soul (tilføjet et ’rock’) det nærmeste, man kommer en beskrivelse af spillestilen, men det er alligevel ikke sådan helt dækkende.
Doo-wop og møgbeskidt blues
For i næste nummer “Love Again”, der er en slags overskrift på den sommerstemning, Steven forsøger at fremmane med sin musik, var vi med snuptag fløjet fra Cuba til Jerseyside med doo-wop og tidlig Tin Pan Alley 60’er-rock i bagagen.
Med saxofonisten helt fremme ved scenekanten i solo så charmerende og forrygende, at hårene på armen rejste sig.
Fulgt op af en møgbeskidt omgang tyktflydende tidlig 70’er bluesrock i “I Visit the Blues” og “Gravity”.
Jo, jo den bliver liret af deroppe på scenen. Steven er little, men hans karisma er stor med et stort hvidt grin solidt indgraveret i fjæset og et glimt i øjet med shine som genskinnet fra bølgerne, der skyller op mod stranden foran sandsigersken Madam Marie’s ikoniske bod ved stranden i Asbury Park.
Dertil kommer en spilleglæde, Steven åbenlyst deler med sit store orkester.
Måske er en del af forklaringen, at bandlederen entydigt vægter det kollektive udtryk med rum til alle musikere. Vel er der soli, også fra hans egne guitarer, men de er fordelt nogenlunde ligeligt. På forhånd kunne man måske have frygtet/håbet, at han ville bruge lejligheden til at kaste sin egen sustain ud over det sagesløse publikum. Især taget i betragtning, at han efterhånden mest har rolle som rytmeguitarist i The E-street Band.
Men også den anden guitarist, blæserne og især keyboardspilleren Lowell Levinger, der som medstifter af kultbandet The Youngbloods er en af van Zandts 60’er-helte, havde plads.
Skamløst storforbrug af Phil Spector-referencer
Undervejs spillede bandet tre af de numre, Bruce Springsteen og van Zandt har skrevet til New Jersey-legenden Southside Johnny. De er måske nok skrevet som en håndsrækning til en gammel ven, men de er ikke mindre medrivende, spændstige eller for den sangs skyld interessante end så meget andet, som en indramning af den lyd og gospel, der opstod i klubber som The Stone Pony og Asbury Lane i Asbury Park.
“Love on the Wrong Side of Town”, der med sit diskrete lån fra “Needles and Pins” og skamløse storforbrug af Phil Spector-referencer med tryk på det digitale Glückenspiel emmede af den æras musikalske uskyld. Mine mundvige søgte helt af sig selv mod nord.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen
”A World of Our Own” lød, som hvis Steven og hans femten håndlangere på scenen, havde taget alvoren og new wave kanten ud af Elvis Costellos ”Olivers Army” og losset instrumentale lag på, så nævnte Spector ville blusse.
Ikke at der ikke også var alvor i Amager Bio. Blandt andet med reference til Sydafrika, som Costello i øvrigt også synger om i “Olivers Army”.
Som næstsidste nummer spillede souldisciplene en version af Little Stevens egen antiapartheid-sang “Sun City”, der, som han med klædelig ubeskedenhed sagde, fjernede apartheid. Var det bare så enkelt, hvorfor så ikke skrive en sang om Donald Trump, men det er en anden sag.
Med tre überfunky korsangerinder med enormt hår (parykker?) og generøst indstillede kavalergange var der strøet et konstant element af blaxploitation og tidlig 70’er funk på scenen. Som blandt andet fandt et musikalsk udtryk i ”Vortex”, også fra det nyeste album.
Det var så også i dette nummer, jeg endnu en gang bemærkede, hvor fremragende musikere, souldisciplene er. Præcise og skarpe på breaks i det svovlhvæsende, chilihede funky beat lagt i hænderne på den medlevende perkussionist, trommeslageren og bassisten. Dén sikkerhed og soulfeeling… Netop denne blanding af strittende spilleglæde og kompetence er en stor del af forklaringen på, at det føltes som én stor fest, trods de mange genreimpulser.
Hvis The Disciples of Soul minder om et andet orkester, er det funkpionererne Sly and the Family Stone, mener van Zandt selv. Efter at have hørt de mere funky numre er man tilbøjelig til at give ham ret.
Undervejs hyldede manden i front sit kor som en refleks af de første sorte kvinder, der stillede sig i front på scenen – uagtet at de ikke selv havde skrevet musikken, var det grupper som Martha and the Vandellas, The Marvelettes, The Shiffons og The Shirelles, der tog de første store skridt fremad for unge, sorte kvindelige musikere.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads
Måske kan den musikalske kærlighedsaffære i Amager Bio i virkeligheden bedst beskrives med det, der heldigvis manglede i Amager Bio: Elefanten, der ikke var i rummet: Bruce Springsteen. Bortset fra en enkelt joke, da Steven præsenterede et Southside Johnny-numrene:
”Mr. Springsteen er arbejdsløs for øjeblikket. Derfor sørger vi for, at han får lidt rettighedspenge ind… Det er sådan, det er. Vi tager hånd om hinanden i New Jersey.”
Underforstået: ”Jeg ved godt, at I godt ved, at Mr. Springsteen er fantasistratosfæriskmilliardær”. (Nogle af os ved også, at Mr. Springsteen ikke ligefrem overbetaler medlemmerne af The E-Street Band).
Et taknemmeligt ‘Sha-la-la-la-la-la-la’
Så meget desto større respekt for van Zandts projekt. 16 musikere plus det løse der rejser verden rundt og bevidst kun optræder i små klubber for den rette, tætte stemnings skyld. Det eneste overskud, der kommer ud af det er af musikalsk art. Det er til gengæld stort.
Ikke et sekund savnede jeg van Zandt trække på den betragtelige kapital, der udgøres af Springsteens sangskat – hvoraf Steven har påvirket adskillige sange, bl.a. ”Born to Run” og ”Tenth Avenue Freeze Out”. “Bobby Jean” siges ofte at handle om de to mænds venskab.
Hvis Bossen var med, var det nærmere som en spirit in the night, en medskyldig fra dengang, ånden blev skabt. Meget betegnede var de svageste punkter i sættet et par gamle arketypiske 80er-sange, som Little Steven skrev kort efter, han havde brugt med The E-Street Band.
Dén koncert mandag aften i Amager Bio var en endnu mere bevægende oplevelse end sidst. En lykkestund. Så meget livsglæde på så lidt plads.
Da jeg forlod Amager Bio efter to en halvtimes dukkert i musikkærlighedens heldigvis uudtømmelige kilder og en finale med den prægtige twist-parafrase “Soul Power Twist”, “Sun City” og highway-rockeren “Out of the Darkness”, var der ikke så meget andet tilbage end at udråbe et taknemmeligt ”Sha la la la la la la” for The One, The Only Little Steven.
Little Steven and the Disciples of Soul, Amager Bio, mandag 5. august 2019.
I løbet af fem intense kvarter sugede Spiritualized sit publikum ind i en grænseløs zone, hvor de letteste popsmil afløstes af turbinestøjende garagerock, som igen afløstes af et soulfyldt flow af varme følelser, som igen afløstes af … eller måske var det bare en drøm.
Nogen brugte en gang meget rammende udtrykket ’antropolog’ om Spiritualizeds main man, Jason Pierce. Siden begyndelsen i 1990 har hans musikalske ’studier’ ført til en dybt personlig, genrenedsmeltende form for rock.
I begyndelsen blev Spiritualized’s kombination af psykedelia, garagerock og såkaldt dronerock kaldt spacemusik – i øvrigt kaldte Pierce sig selv Spaceman.
Senere lod han sig inspirere af soul, blues, Phil Spector og britisk pop, og har også været den vej, som alle på et eller andet tidspunkt skal; nemlig omkring Elvis Presley.
Personligt betragter jeg Spiritualized som en musikalsk version af tilstanden mellem vågen og sovende. Velegnet at lytte til sidst på aftenen; luftigt og tungt, flimrende, drømmeagtigt surrealistisk og stoflig hård rock’n’roll.
Pierce og hans band lagde ud i Avalon med et virilt, dundrende angreb på trommehinderne i form af ’Come Together’ fra gennembrudsalbummet fra 1997 Ladies & Gentlemen We are Floating in Space. Titlen siger vist det hele.
Nej, det er ikke The Beatles’ nummer med samme titel. Og dog. ‘Antropolog’ Pierce henter og bruger input fra overalt på den mælkevej, han passerer i sin spaceraket. Så måske er der lidt John Lennon også i hans ‘Come Together’.
Sceneopstillingen i Avalon mindede mere om et øvelokale eller en form for masterclass – eller måske ligefrem en af disse hersens talks – end en traditionel rockopstilling.
Pierce sad længst til højre med et nodestativ iført sølvfarvede sneakers som et glitret fikspunkt i den lidt stillestående, mørke sceneopstilling. Til venstre for ham tre unge, mørke sangerinder – på alle tænkelige måder i kontrast til de seks hvide, midaldrende shoegazer-rockmusikere.
En trommeslager, en bassist, en keyboardspiller og hele tre guitarister, der, som det altid har været i Spiritualized, spillede med godt med fuzz-effekter på pedalboardet.
Allerede dér i det første nummer stod jeg med den lidt ambivalente følelse af både at løbe panden mod og blive suget ind bag de tre guitaristers lydmur. Fik jeg nævnt Wall of Sound-kongen Phil Spectors store indflydelse på Pierce?
Herfra videre i to indbyrdes tæt sammenhængende numre, ’Baby Set My Soul’ og ’Perfect Miracle’ fra det nyeste album fra sidste år And Nothing Hurt.
Den første i bund og grund en gedigen popballade, der kunne være sunget af hvilken som helt boyband-sanger, men indlejret af Spiritualizeds solide fuzz fortalte nummeret fredag eftermiddag en anden, meget dybere historie end ’jeg kan li’ dig, ka’ du li’ mig?’ Med koret som det varme smeltevand midt i den hvide støjtundra. Umuligt ikke at blive berørt.
Som i ’Perfect Miracle’, der kunne være hvilken som helst, ja, sød godnat-sang, sunget af hvilken som helst far eller mor ved hvilken som helt barnesengs gitter. Men med de tre korsangeres gospel og igen disse larmende guitarer, var det nærmere en fortælling om dyb eksistentiel taknemmelighed, sunget af en mand, der blandt meget andet har overlevet leverkræft.
Jeg forlod Avalon med en følelse af at være steget ud af en jetturbine opfyldt af den ro og stilhed, der efter sigende skulle være midt i en tyfon
Ikke overraskende skabte dette smukke eftermiddags Roskildeøjeblik love blandt de mange par i Avalon. Sådan kan kunst, skabt på tegnebrættet af et orkester, der oprindelig skulle have spillet ved indvielsen af CERN-acceleratoren Large Hadron Collider, manifestere sig i det smukkeste og mest banale af alt: kys.
I ’I’m Your Man’ – igen, måske/måske ikke inspireret af Leonard Cohen? – bemærkede jeg med glæde guitarist John Coxons countrybluesede spil i en igen medrivende melodi.
Og sådan fortsatte den musikalske drømmerejse frem mod ti minutters afsluttende decibelklimaks.
Jeg forlod Avalon med en følelse af at være steget ud af en jetturbine opfyldt af den ro og stilhed, der efter sigende skulle være midt i en tyfon.
Og havde det ikke være for ham, der var millimeter fra at brække sig godt og grundigt ud over mine bukser på vejen mod Roskilde Festivalens pressecenter, kunne jeg meget vel have troet, at det var en drøm.
Johnny Marr, Arena, fredag kl. 21.00
Alle indierockbands moderband The Smiths er for længst gået i opløsning. Mens Morrissey har travlt med at være Morrissey, rejser Johnny Marr rundt med et band, der med enkle, men effektive midler skabte fest i Arena.
For et år og et par måneder siden var jeg så heldig at se og høre Johnny Marr i Vega på en solo ’showcase’-turne som reklame for det dengang nye album Call the Comet. En koncert hvor man til overflod blev mindet om storheden i Marrs enestående guitarspil.
Fredag var han så tilbage i sprudlende form på Roskilde Festival. Om Johnny Marr har optrådt på festivalen i en de mange grupper og projekter, han har været involveret i efter The Smiths, husker jeg ikke. Men jeg har ikke glemt skuffelsen, da han og The Smiths meldte afbud i 1984, hvor de på toppen af karrieren skulle have besteget Orange Scene.
Nu, 35 år senere, var Marr så endelig nået frem med sit tre mand store band, der lagde ud med en heftigt buldrende version af ‘The Tracers’ fra Call the Comet. Et temmelig kedeligt, men okay ryste sammen åbningsnummer. Men allerede i andet nummer, den gamle The Smiths signatursang ‘Big Mouth Strikes Again’ stod tre ting klart:
1: Roskilde-publikummets eventuelle manglende sanglige kvaliteter opvejedes til fulde af deres kendskab til The Smiths’ tekster.
2: Marr havde medbragt en usædvanligt kompetent lydmand.
3: Der var ikke fire, som ellers skrevet ovenover, men fem aktører på scenen. En trommeslager, en bassist, en guitarist/keyboardspiller, Marr selv og ikke mindst hans glimmerbesatte guitar. Ikke alene var den pyntet med glimmer, den spredte de lyseste, blinkende smukke kædereaktioner af klange. Marr selv var i et vældigt vigør fra start til slut. Igen og igen var han ude på den lille catwalk foran scenen for at lire den af.
De fleste af os bærer rundt på et indre Manchester. Sår og skrammer, der bunder i mobning, sygdom, for tidligt mistede forældre, omsorgssvigt, angst, diagnoser og whatever; et sted, der, hvis det var en film, skulle instrueres af Ken Loach
Nogle gange kan det virke pauvert, når legender som Marr rejser rundt med et band bestående af rimeligt anonyme musikere med en forholdsvis begrænset jobbeskrivelse: Bak stjernen loyalt op, hold dig i baggrunden. Det har man set igen og igen.
Så nej, ingen af de tre musikere bag og ved siden af Marr er andet eller mere end hired guns, der gør det fornødne. Men det gav faktisk mening i Arena, så meget desto mere plads til Marrs guitar. I øvrigt gjorde den maskulint hårdtslående trommeslager sit til at skabe dynamik og rock’n’roll-vitalitet. Uden, og det er vigtigt, at det på noget tidspunkt blev fodtrampende gumpetungt i de numre, som Johnny Marr tydeligvis havde valgt ud fra deres festskabende kvaliteter.
Det gjaldt ‘Armatopia’ og topnummeret fra ‘Call the Comet, ‘Hi Hallo’, der på mange måder lyder som essensen af der, hvor den gamle The Smiths-profil er i dag. Med lyriske guitarguirlander og en uimodståelig melodi lyder det som The Smiths, bare uden melankoli, sunget af en mand, der indtil flere gange har passeret sit mismods vinter, og nu har livserfaringen og overskuddet til at række hånden ud til en, der behøver det.
Gradvist under koncerten opstod der større og større samklang mellem Marr, hans band og festfolket under teltdugen. I en periode fra 1989 til ’98 var Marr sammen med Bernard Sumner fra New Order medlem af supergruppen Electronic, som også Pet Shop Shop bidrog til. Sågar det tidligere Kraftwerk-medlem Karl Bartos var på et tidspunkt indover.
Marr og band spillede to gamle Electronic-sange, ‘Getting Away With it’ – som han indledte med ordene ‘Here’s an old discosong from Maarnnchester’ – og ‘Get the Message’.
Grundmisantropiske fans af The Smiths vil måske mene, at der var lovlig meget vægt på party. Selv var jeg solgt til Liquorice Allsorts, da jeg en linje eller to inde i et nummer genkendte Depeche Modes ‘I Feel You’, som blev leveret med pulserende britisk frejdighed som oplæg til en cover af det gamle Smiths-nummer ‘There’s a Light that Never Goes Out’.
På det tidspunkt, hvor stemningen i Arena var noget nær euforisk, opstod et af de momenter, som man allerede, mens det sker, ved vil sætte sig som en spejling et sted i erindringen. Nemlig da Johnny Marr overlod det til publikum at synge.
I de par minutter, hvor Marr overlod sin sang til os i Arena, følte jeg ubeskrivelig glæde ved genhøret og den simple konstatering, at vi er her endnu og kom overens med det meste. Det er det, musik kan. Som intet andet
De fleste af os bærer rundt på et indre Manchester. Sår og skrammer, der bunder i mobning, sygdom, for tidligt mistede forældre, omsorgssvigt, angst, diagnoser og whatever; et sted, der, hvis det var en film, skulle instrueres af Ken Loach. Musikken gav os trodsen, smerten, hadet. I de par minutter, hvor Marr overlod sin sang til os i Arena, følte jeg ubeskrivelig glæde ved genhøret og den simple konstatering, at vi er her endnu og kom overens med det meste. Det er det, musik kan. Som intet andet.
Så ja, Johnny Marr skabte med simple midler og gode sange en reunionfest af de mindeværdige.
