Henimod slutningen af Sharon Van Ettens koncert, i ’Serpent’, fik jeg et flashback til en koncert for præcis 30 år siden på Grøn Scene, som den hed dengang.
Midt om natten – og midt på scenen – sang indie-rootsgruppen Cowboy Junkies’ Margot Simmons dengang så hjerteskærende smukt, at erindringsbilledet stadig sidder overbelyst klart på sin egen side i min mentale Roskilde-scrapbog. Ikke at de to kvinders stemmer lyder ens, om end der i begge lyder melankolsk ekko af den amerikanske folk-tradition. Følelsen var den samme torsdag eftermiddag som den nattetime for længe siden.
Siden sin debut i 2009 har Sharon Van Etten med god ret fået ry som en sangskriver, der uden at blinke lader sine blodrøde følelser flagre frit i sine tekster. I øvrigt lidt af en trend blandt unge, især kvindelige sangskrivere for øjeblikket efter årtier med skiftende lalleglæde, ironi, livslede, had og kølig distance i rockmusikken.
Som Van Etten har sagt i et interview med The Guardian:
“The more I let go, the more I progress as a human being.”
I øvrigt kender flere hende måske som skuespiller i Netflix-serien The OA. Det kan hun så også.
Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb
At sige, at Van Etten kommer fra Nashville, Tennessee vil være lidt af tilsnigelse, godt nok har hun studeret i countrymusikkens aorta, men er vist østamerikaner i hjertet. Men som komponist har hun grundlæggende meget til fælles med den efterhånden store indie-country scene.
På det seneste album Remind Me Tomorrow fra i år er der en del electronica, men bortset fra en smule backtrack på Avalon var alt på scenen in real life. Med massive synthklange i ryggen lagde Van Etten og det fire mænd og kvinder store band ud med ’Jupiter 4’.
Indimellem kan Van Etten minde lidt om Nick Cave, når hun uforvarende spytter sine sange ud med en mine som en vin-sommelier, der har fået en tår kirsebærvin i munden. Det handler om attitude. En titel som ‘No One’s Easy to Love’ illustrerer Van Ettens kantede tekstunivers. Tag bare disse linjer fra hendes største hit, ’Every Time The Sun Comes Up’, angiveligt komponeret i et forsøg på at lege Springsteen:
Every time the sun comes up, I’m in trouble People say I’m a one hit wonder But what happens when I have two I washed your dishes But I spit in your bathroom
Denne ganske ligefremme poprocksang såvel som numre som ’Seventeen’ og ’Comeback Kid’ fremførte bandet så kildrende smertefuldt, at sangene på en måde fremstod som det perfekte match til de regnfulde, torsdagstriste omgivelser. Der var Lou Red i Sharons guitarspil og Fleetwood Mac i melodierne.
Koncerten blev en forfriskende illustration af, hvorfor nogle amerikanske musikkritikere nu på tiende år ser Sharon Van Etten som det helt store singersongwriter-håb. Det peger både fremad og bagud med hende ved mikrofonen og guitaren.
Julien Baker, Pavilion, torsdag kl. 18.00
Et par timer senere stod Julien Baker mutters alene på Pavilion-scenen – takket være skandaløst dårlig planlægning fra arrangørernes side.
En ting er det efterhånden famøse danske festivalpublikum, der ynder at vise kunstnere og medpublikummer den maksimale disrespekt ved at ævle og kævle løs under koncerterne. Også når man står overfor en kunstner som Julien Baker, der optræder solo på Pavilion Scenen i Roskilde.
Uanset hvor mange tiltag der gøres – mest kuriøst med holdkæft-bolsjer under Northside – er denne publikumssabotage åbenbart en konstant, der ikke kan ændres, og dermed et vilkår, som en så stor koncertarrangør som Roskilde Festival nødvendigvis bør tage med i sine betragtninger.
At placere en ung skrøbelig solist (med violinist) som Julien Baker med så meget på hjerte på en festival, er åbenbart urealistisk i 2019. ‘Wauw, jeg har aldrig mødt så støjende (loud) et publikum’, sagde Baker i begyndelsen. At man så tilmed lod hende spille få meter fra Apollo-scenen, hvor den norske duo Lemaitres støjende og dunkende electropop forstyrrede Baker så meget, at hun et par gange kommenterede det fra scenen, er først og fremmest en direkte hån mod den 23-årige amerikaner.
Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed
Sekundært kunne det, nu jeg er i gang, give én den mistanke, at programlæggerne mere bekymrer sig om kunstnernes navn på den berømte Roskildeplakat end om deres vilkår på scenen.
Well. I hvert fald i dette tilfælde.
Der var kun en ting at gøre, nemlig at skrue så højt op for lyden, at det gav mening for Baker og hendes medbragte violinist og de åbenbart få af os i teltet, der var kommet for at lytte.
Og det gjorde lydmanden så også efter et par numre.
Med sit dramatiske, stærkt ekspressive kropssprog og et ansigt under konstant ommodulering ér Baker sine sange. Det skulle vise sig, at hun ikke alene medbragte sin egne traumer fra en opvækst, ’hvor alle mente, jeg var skør’, men hele USA’s synderegister i guitarkassen.
Som hun sagde inden ’Even’:
”Denne sang handler om den fjerde juli, og det er jo i dag!” Og endnu inden, man kunne nå at tænke, “endnu en hyldest til de idealer, som USA principielt hviler på”, fortsatte hun:
”Det er en forfærdelig, forfærdelig helligdag, hvor man fejrer flere hundrede års ondskab.”
I sangen, hvor hun smart drager en parallel mellem sin egen livslede og leden ved The Man, flænsede hun sig selv og lod al smerten male dybe spor i det unge ansigt.
Efterhånden som der blev skruet mere og mere op for Julien Bakers ekkofyldte guitar stod det klart, hvor skarpt hendes billedskabende fingerspil, der lyder som en forvrænget version af klassisk spansk guitar møder f.eks. Romy Madley fra The XX og Alex Scally fra Dream House, supplerer hendes imponerende, indtrængende sang.
Den forholdsvis lille krop rummer så meget stort. Tilsammen den perfekte symbiose, der som i en lang opretgående kurve tiltvang sig publikums opmærksomhed.
Der skulle en snarrådig lydmand til at give Julien Bakers angst-rock rimelige vækstbetingelser i Pavilion.
Og Roskilde Festival skylder hende en stor, stor undskyldning.
”Jeg kan bare se to hvide gebisser”, sagde hende den ikke ret høje i Arena foran til sin kæreste. Rigtigt er det, at både Roland Orzabal and Curt Smiths tænder så ekstraordinært hvide ud på storskærmen.
Umiddelbart, som de entrererede scenen i Arena, kunne de da også ligne et par it-milliardærer, der på mirakuløs vis havde forvekslet udgangen til det femstjernede hotels pool med lågen til dyrskuepladsen i Roskilde.
Netop koncertens første nummer, det gennemført, begavet producerede gennembrudshit fra 1984, ’Everybody Wants to Rule the World’, lyder på 35. år af subtropisk solskin og en uendeligt lang drink ved poolside.
Den første tanke her var: Smart af arrangørerne at placere Tears for Fears som den store, samlende åbningskoncert, selvom den burde havde været henlagt til Orange Scene – tusinder gik forgæves til teltscenen i festivalpladsens sydøstlige hjørne.
Udover at handle om et sjældent kreativt popmusikalsk makkerskab, er historien om Tears for Fears også historien om to mænd med et legendarisk venskabeligt had-kærlighedsforhold. Om det er en del af showet, ved jeg ikke, men de så ikke på hinanden overhovedet i løbet af de fem kvarter, koncerten varede
For der var en udpræget forventningens feststemning i teltet, og der blev skrålet med på både den nævnte og ikke mindst det andet skrub-beatlesforelskede storhit ’Sowing the Seeds of Love’, efter Curt og Roland og band meget illustrativt havde spillet nogle linjer fra Paul McCartneys ’Let ’Em in’.
En del af den usynlige kontrakt mellem koncertgænger og kunstner/arrangør er, at der under hvilken som helst koncert går tid, før lydfolkene får moduleret lyden på plads. Under Tears for Fears betød det blandt andet, at det fintmaskede guitarmellemspil i ’Everybody Wants to Rule the World’ stort set var uhørligt, da Roland og den anden guitarist spillede det i Arena.
Upersonlige og mekaniske
Til gengæld synger de begge, især Roland stadig som i ungdommens vår. Efterhånden som det habile band tørskoet bevægede sig gennem ’Pale Shelter’, en småaggressivt marcherende ’Break It Down Again’ og en af mine Tears for Fears-favoritter ’Advice for the Young at Heart’ med de smukke d-vitaminrige harmonier, og lyden blev bedre, fik jeg fornemmelsen at befinde mig tilbage i 80’erne i æterliberaliseringens dage, hvor nye radiostationer poppede op, og Tears for Fears var overalt.
Det begyndte at lyde for radiorigtigt, for tilbagelænet, for meget som stencilkopi af de oprindelige indspilninger. Måske også på grund af de to frontmænds nærmest mekaniske, upersonlige performance på scenen.
Smith har sagt i et interview, at han og Roland forud for deres seneste reunion havde nogle meget lange samtaler om, hvad de egentlig skulle med en comeback-turne. Hvad ville være den kunstneriske berettigelse? Og hvad de kunne gøre for at undgå at fremstå som en omrejsende jukeboks?
Udover at handle om et sjældent kreativt popmusikalsk makkerskab, er historien om Tears for Fears også historien om to mænd med et legendarisk venskabeligt had-kærlighedsforhold. Om det er en del af showet, ved jeg ikke, men de så ikke på hinanden overhovedet i løbet af de fem kvarter, koncerten varede.
Men så midt i sættet spillede de en version af Radioheads ’Creep’ som både kontrapunkt og vendepunkt. Det er ingen hemmelighed, at de to medlemmer af Tears for Fears oprindelig var stærkt inspireret af Arthur Jarnovs og i øvrigt også den gamle nazist og psykoterapeut C.G. Jungs teorier om primalterapi.
‘Songs From the Big Chair’, ‘Shout’ – (let it all out), Frygtens tårer.
Men onsdag aften i Arena skulle der Thom Yorkes (og Albert Hammonds og Mike Hazelwoods) storhit til, før dæmonerne for alvor begyndte at kravle ud af sprækkerne i Arena. Klart et højdepunkt.
En groovy ‘Change’, irritabelt insisterende ‘Mad World’ og en ‘Memories Fade’, hvor man mærkede Curt og Roland sætte sig selv en smule på spil. Omkring slutningen gik der ligefrem mere eller mindre improviseret jazz i det frem mod ’Shout’, hvis fede groovy puls blev understreget i et stramt arrangement med Curt Smith hårdt arbejdende på bassen.
Samme Smith har sagt i et interview, at han og Roland forud for deres seneste reunion havde nogle meget lange samtaler om, hvad de egentlig skulle med en comeback-turne. Hvad ville være den kunstneriske berettigelse? Og hvad de kunne gøre for at undgå at fremstå som en omrejsende jukeboks?
Intentionerne om at skabe en fortælling var sådan set tydelige nok, efterhånden som koncerten skred frem. Men det siger alt, at det mest bevægende nummer på den følelsesmæssige palet var en kopiversion.
Sætliste:
(Everybody Wants to Rule the World (Snip af Lordes version))
”Sig mig er det ham, der har skrevet ’Halleluja’?”, spurgte en ung kvinde kort før koncertstart.
Hun har vel tænkt, at siden den ældre medborger ved siden af hende havde vovet sig ud i kulden, helt ud på festivalpladsen, måtte han vel have forstand på de dele.
Nej, den skrev en anden, som ikke længere er iblandt os, svarede jeg og nævnte komponistens navn.
”Ja, ham der Bob Dylan lever åbenbart endnu,” sagde en anden.
Fristende at se mod den rødmende aftenhimmel over Roskilde og udbryde et ”Halleluja”.
Men de skal såmænd være tilgivet, de unge. Ligesom for eksempel tv-serier om atomkraftulykker er uvidenhed tilsyneladende lidt af en landeplage i vore dage.
Og som Dylan sang en times tid senere i ’Pay in Blood’, ”The more I die, the more I live”.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen
Nu er denne en af Dylans allermest vrede sange vidt åben for fortolkninger, men på en måde kunne det være overskriften på hans koncert denne aften på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Med sit loyale band gennem godt og vel 15 år i ryggen rejste den gamle endnu en gang på opdagelsesrejse i sin sangskat med en last fuld af granater under armen. Sådan som det har været med ham i årevis.
Afsøger sine sanges tekstur
Set med nutidige briller er en af de mange interessante ting ved Dylan Netflix-dokumentaren Rolling Thunder Revue, hvor relativt lige ud af landevejen-regulært, Dylan og hans rockband spillede de fleste sange under turneen i 1975.
Nu mange år senere afsøger han konstant sine sanges tekstur. De dekonstrueres og nyopføres hver aften – selvfølgelig ovenpå noget, der i løbet af den aktuelle turne har udviklet sig til et fundament.
Under den seneste runde på Never Ending Tour var han stærkt inspireret af sine croonerplader – blandt andre Shadows in the Night. Som det fremstod på Orange Scene, er han lige nu i færd med redefinere sine sange i noget, der ligner et classic rock/støjrock/boogie-regi med sit eget kantede pianospil og selvfølgelig sangen i centrum. Ja, Bob Dylan synger.
Snart snerrende aggressivt, spottende, fuldmånesygt som i ’Soon After Midnight’, overraskende zen-mildt og livserfarent i ’It Ain’t Me Babe’, pastoralt messende i ’Highway 61’, der vel også er en form for (anti)prædiken.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet
Fordelen ved storskærme under koncerter som denne er indlysende, at man kan følge kunstnerne på tæt hold. Som en der har fulgt Dylan i årevis, var det interessant at se ham kanalisere følelser, rappe, åbne munden i noget, der til forveksling mindede om smil, vrænge sine tekster frem. Indimellem trygle ordene frem.
Direkte rørende at se ham – tilsyneladende – blive overrasket over en af sine plus 40 år gamle pointer i prægtige ’Simple Twist of Fate’. Hvem ved, måske han pludselig mindedes det engangsknald, der meget vel kunne ligge bag denne sang.
Men lige så meget respekt, jeg kan have for Dylans trang til fornyelse; det er sådan han er, som han i øvrigt beskriver indgående i sin biografi Krøniker.
Lige så svært er det indimellem at sluge de nye versioner musikalsk. Charmerende, ja, når Bob og band leger sig igennem en primo 60’er-glad ’It Ain’t Me Babe’ – meget kan man sige om Bob; hans stemme minder ikke meget om Jersey Boys, men stemningen var der. Spøjst.
Men svært andet end bare more sig over en særpræget ’Like a Rolling Stone’, der vekslede mellem teatralsk filmscore lydsætning, rap og en slags shuffle i det legendariske omkvæd. I den oprindelige version hvæsede Dylan nærmest ordene frem, i aften lød han næsten empatisk, som har han fået en slags medlidenhed med sangens ’You’, der nu på 55. år er invisible, got no secrets to conseal.
En af verdens smukkeste kærlighedssange
Omvendt igen, i en af verdens smukkeste kærlighedssange ‘Make You Feel My Love’ lød Dylan, som afsøgte han den følelse, der oprindelig skabte tekst og melodi. Her desværre mere eller mindre tumlende rundt i det hårde boogierockede udtryk.
Dylan stiller krav til sit band. Han improviserer. Man så koncentrationen lyse i øjnene på musikerne, især guitarist Charlie Sexton. Især da man så ham grine lettet, da et eller andet lykkedes op mod en Bob-solo på pianoet.
Den Gamle stiller krav til sit publikum, der unge som ældre medbringer historier om levet liv og identitetsskabelse, hvor Dylans sange var den fjerde dimension. Og som da egentlig godt kunne tænke sig at høre ’Blowin’ in the Wind’, som den skal lyde.
Som publikum må man tage, hvad man bruge, og lade resten ligge. Jeg har set Dylan otte-ni gange siden en koncert i Skandinavien i Göteborg for 41 år siden, og set hans band swinge betydelig mere konsistent, sammenhængende end i aften. Senest i Operaen i 2017.
Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det
En stærk finish i ’Soon After Midnight’ og ’Gotta Serve Somebody’, hvor bandleder Bob lod sine musikere slippe tøjlerne trækker op i det samlede billede. Den gamle standard fra Dylans nyreligiøse vækkelse for 40 år siden blev til en soul/rockabilly-melodi under den orange teltdug. Meget medrivende.
Til gengæld har jeg sjældent set Dylan selv mere indlevende, mere engageret end på Orange Scene denne aften. Mere nysgerrig på sine sange. Den gamle gnavpot sluttede ligefrem af med at træde ud på scenen i en lille piruette. Ja, svært at forestille sig, men ikke desto mindre.
For det fortjener den 78-årige trubadur den største respekt. Jeg tror det værste, der kan ske for Dylan vil være at se sit sangkatalog som et staudebed, hvor alting vokser op igen og ligner sig selv til næste år. Så må vi andre leve med at det, der engang lignede roser, nærmere ligner tidsler næste gang, man ser det.
Dylan ville ikke være den største, hvis han nøjedes med at kalkere sig selv.
Bob Dylan, Orange Scene, onsdag aften.
Sætliste:
1. Things Have Changed
2. It Ain’t Me, Babe
3. Highway 61 Revisited
4. Simple Twist of Fate
5. Cry a While
6. Honest with Me
7. Make You Feel My Love
8. Pay in Blood
9. Like a Rolling Stone
10. Early Roman Kings
11. Girl from the North Country
12. Love Sick
13. Thunder on the Mountain
14. Soon After Midnight
15. Gotta Serve Somebody
Ekstranumre
16. Blowin’ in the Wind
17. It Takes a Lot to Laugh, It Takes a Train to Cry
Tidligt lørdag eftermiddag på Tinderbox’ Blå Scene spillede Sheryl Crow i selskab med sit stilsikre countryrockband et overflødighedshorn af 90’er-hits. Herunder, selvfølgelig, sangen med det evigt gyldige bonmot, ”If it makes you happy, then why are you so sad?”.
Godt og vel syv timer senere entrerede en 73-årig mand scenen iført en tynd grøn jakke, kasket, slidte jeans og et par sko, der så ud til at kunne klare selv den hårdeste frost i den canadiske vinter – og ikke mindst sin (og her giver ordet mening) ikoniske ’Old Black’, en Gibson-guitar fra 1952, som han har spillet på siden 1968. (Der er nogle, der hævder, at det er en kopi, men det er flere gange blevet benægtet af Youngs guitardoktor.)
Med andre ord: Allerede i de første sekunder, inden Young åbnede for de næste to en halvtimes flodsejlads i den hvide støjbåd, emmede det af patina og autencitet på scenen. Og sådan fortsatte det, indtil lørdag var blevet til søndag.
Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil
Overfladisk set kan Neil Young godt virke lidt sad at se på og for den sags skyld også at lytte til. Visse af de mere melankolske sange i hans bagkatalog rummer varierende grader af smerte.
Men Young og hans band Promise of the Real skulle ikke langt ind i en længere end ti minutter lang version af ’Love and Only Love’, før det stod klart, at det fortsat gør Young happy at føle tonerne ud af sin Gibson – og senere et par andre guitarer.
En udforskende dialog med sig selv
Sidste gang, Young spillede i Danmark, var på Roskilde Festival 2016, også dengang med Promise of the Real. Dengang havde han netop udgivet det klimatossede album Earth, hvilket koncerten dengang især i begyndelsen bar præg af med en lille håndfuld akustiske versioner.
Men lørdag aften var der inviteret indenfor i Neils distortion-ekperimentarium fra begyndelsen. Det er slående, at der efterhånden er opstået en noget nær komplet symbiose i samspillet mellem de unge medlemmer af Promise of the Real, der blandt andre tæller Willie Nelsons sønner, Micah og Lukas på guitarer, Neil og hans sange.
Siden Roskilde 2016 er Lukas i øvrigt blevet verdenskendt som musikalsk supervisor på Bradley Coopers genfilmatisering af A Star is Born.
En kunstner som Young, hvis poetiske guitarspil konstant er i en udforskende dialog med sig selv, kræver mere end bare intuitivt medspil. Som han jo i øvrigt også fik med Crazy Horse – og Booker T. and the M.G.’s i min indtil Tinderbox største Neil Young-oplevelse på Roskilde Festival 1993.
Hele vejen igennem koncerten havde bassist Corey McCormicks swagger og groovy spil en stor del af æren for, at det stort set ikke blev kedeligt for os andre, mens Neil søgte ind og ud af sine improvisationer.
Under en solo i ‘Powderfinger’ tænkte jeg – ifølge noterne – at det er svært at forestille sig en smukkere måde at tilbringe en sommeraften på end at lytte til Onkel Neils guitarspil.
Det ene øjeblik som en tumlende spurt som i en fugleunges første blafrende vingetag, det næste massivt og heavy som et Hercules fly henover startbanen ved Flyvergrillen, senere melodisk forfinet som i en af Youngs få popsange, ‘Winterlong’. Længselsfuldt som hvilken som helst bjergudsigt hvor som helst på den desert highway, som han sang om i ’Unknown Legend’ om hende den smukke, der altid er på vej videre på sin Harley.
Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale
Young har skrevet en sang om det, der har skabt ham, ’From Hank to Hendrix’. Den blev også spillet og kom iklædt det fantastiske Promise of the Reals swamprock til at stå som en rammefortælling om aftenens audiens hos Kong Neil.
Som for eksempel i ’Alabama’, der med sine referencer til slavetiden i sydstaterne, fik Lynyard Skynyrd til at skrive deres signatursang og senere sydstatsnationalsang ‘Sweet Home Alabama’ – med linjen “I hope Neil Young will remember, a Southern man don’t need him around anyhow.”
Midt i koncerten leverede Young og band sin 40 år gamle signaturhymne ’Hey Hey, My My (Into the Black)’, hvor Young og band spillede, så jeg troede på sangens proklamation om rock’n’rolls udødelighed som andet og mere end en skåltale. Det spiller så også ind her, at Young modsat mange (de fleste) andre i sin generation har bevaret sin integritet og trang til at være på tværs og kritisere forurenere, magthavere og kollegers knæfald for ussel mammon. Neil har været tro overfor rock’n’roll som et sindsbillede.
‘Rock’n’roll will never die,’ synger manden i sin grønne jakke, så han lyder som sit efternavn. Ingen af denne verdens plastikkirurger eller crossfitinstruktører vil dog kunne dølge det faktum, at vi alle sammen på et eller andet tidspunkt ruster. Også Neil, om forhåbentlig mange år.
Men som en påmindelse om det den spirit, Neils gamle idol Elvis bragte ind i Sun Studios, gøres det ikke meget ypperligere end, som han og hans håndgangne mænd overdøvede al fuldemands- og kvindeknævrer i Tusindårsskoven i Odense.
Stille børn, morfar skal larme.
Pressefoto: Tinderbox
Neil Young + Promise of the Real
Tinderbox Festival, Blå Scene
lørdag 2. juli 2019
Overfladisk hørt er Bruce Springsteens nye album Western Stars et sofastykke af en popsymfoni. Men man skal ikke ret langt ind i den musikalske B-film, før man hører de 13 numre, eller rettere scener, som hans tilvirkning af amerikanske popkulturelle myter i almindelighed og Springsteens egen liv i særdeleshed.
Hvor Nebraska rakte hånden ud til Reaganæraens glemte steinbeck’ske Tom Joad’er, fortæller Western Stars om dem, der i Trumps USA lever i minderne om en drøm.
I den bevægende Netflix-dokumentar I’ll Be Me fortæller Springteen om sin inspiration fra hovedpersonen Glenn Campbell.
Et sted mellem medio 1960’erne og medio 70’erne fløj Campbell ind fra Los Angeles til Nashville med sin strygerbaserede, genredefinerende countrypop og skabte rystelser blandt dogmatikere i countrymusikkens hovedstad. Det var med numre som “Universal Soldier”, “Gentle on My Mind” og ”By the Time I Get to Phoenix”.
Western Stars er en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier
Det er med inspiration i dette univers af country, folk og americanapop med et ukendt antal strygere og blæsere fløjlsblødt i ryggen, man finder manden de kalder rock’n’rolls Boss på dette nye album.
Der medvirker en håndfuld gæsteoptrædende musikere. Fra E-Street Band Charlie Giordano og Soozie Tyrell og Springsteens gamle partner in crime David Sancious.
Springsteens kone Patti Scialfa lægger vokal til fire numre med kor, der giver mindelser om salig alt for tidligt afdøde Karen Carpenter. Dét alene kalder på respekt.
Mange fans af rock’n’rolleren Bruce Springsteen vil sikkert stå af allerede under første nummer.
Gør man derimod sig selv den tjeneste at trække sin Stetson ned i panden, sætte sig ind i sin mentale convertible og trykke på cruise control opdager man snart dybderne i Bruces road trip. Western Starser en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier.
I titelnummeret tager han skikkelse af en skuespiller, måske en stuntman, der på højden af karrieren blev skudt af John Wayne, og nu drømmer om den blå pille, der lover én det hele tilbage. Et forholdsvis sjældent anfald af humor i en Springsteen-tekst. Pakket ind i strygere ad libitum er denne ironiske westernmyte et vellydende instamoment fra en oldtimer, der drømmer om at shine bare en enkelt gang mere nede på Sunset, inden han rider ud mod horisonten.
Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men også i det man hører mellem linjerne
Og han dukker op igen i ”Fast Drive (The Stuntman)”. Han kan stadig køre hurtigt, selvom flere af hans lemmer er skiftet ud med stål. Faktisk er der vist det eneste, der giver ham glæde. Hans drøm er erindringen om hende, der kom og for længst gik igen. Man kan se det som en parafrase over den amerikanske drøm.
I et af pladens absolutte højdepunkter, den uimodståeligt swingende tex-mex pastiche ”Sleepy Joes Cafe”, kan man næsten fysisk foran sig se en stille lørdag aften i bulen, hvor Joe og May regerer, forandre sig til festen, der visker mandag morgen ud. For en stund. Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men ligeså meget i det, man hører mellem linjerne.
Ikke alt er lige godt på dette album. “Wayfarer” f.eks. lyder som et nummer, hverken Bruce eller hans producer helt vidste, hvad de skulle stille op med.
Til gengæld rummer ”Hello Sunshine” med sit lån af meloditemaet fra klassikeren ”Everbody’s Talkin’” en nærmest rørende hilsen til en af de bedste, definerende countrypop-sange.
I ”There Goes My Miracle” hører jeg Springsteen synge til 24-25-årige Bruce siddende på sin front porch foran det lejede hus i Oakhurst, NJ, mens han kæmper med ordene til det, der senere skulle blive til “Thunder Road”: “Like a vision she dances across the porch as the radio plays / Roy Orbison singing for the lonely.”
Snart 70-årige Bruce ved, at disse attraktive feminine skyggebilleder kommer og går for at lade sin efterladte tilbage med Roy. “Heartache, heartbreak, love gives, love takes, The book of love holds its rules. Disobeyed by fools”, som han synger.
Såvel melodi, produktion som Springsteens vokal oser af orbisonsk melodrama.
På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn
Albummet munder ud i endnu en nedtonet countrysang om “Moonlight Motel”, hvor mælkebøtter vokser op gennem sprækker i betonen, et enkelt ungt par forsvinder mellem bølgende lagner. Med næsten uhørligt diskrete strygere, Bruces akustiske guitar med støttende håndsrækning fra en indfølt steel guitar breder musikken sig som bagtæppe for rulleteksterne:
“I pulled a bottle of Jack out of a paper bag, poured one for me and one for you as well”.
Sangens lone rider kan ikke rigtig gøre andet end at trække på skulderen og huske, hvad hende, der igen for længst er væk, en gang sagde:
“I det mindste har du prøvet at elske”.
På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn.
Bruce Springsteen, Western Stars, album, udkommer 14. juni
Det er en håndfuld årtier og flere end hundrede millioner solgte plader siden, Eagles var new kids in town. Mandag aften gav bandet bag nogle af rockhistoriens mest indtagende sange en (næsten for) pletfri koncert. Heldigvis fik vi i anden halvdel af koncerten også et rustikt indblik i det mindre kendte Eagles. Det var der, det slog gnister, specielt med spradebassen Joe Walsh i front.
I netop “New Kid in Town” fra Hotel California opstod et af de øjeblikke, som Don Henley har defineret som det, Eagles handler om i dag, hvor hans gamle makker og medstifter af bandet, Glenn Frey ikke længere er i blandt os:
“This tour is about the songs you know, and what they mean to you.”
Hele seks mand med hver sin guitar stod forrest på scenen; leadguitarist siden 2001, Steuart Smith, Joe Walsh, Freys søn, Deacon, Don Henley og bandets hired gun, countrylegenden Vince Gill. Derudover selvfølgelig bassist Timothy B. Schmith.
Denne, en af Ørnenes mange stemningsfulde definerende west coast-sange med den bedste scenelyd, jeg har til dato hørt i Royal Arena. Så perfekt, at man tydeligt kunne skelne hver enkelt guitar fra hinanden i lydbilledet. Og Don Henley med harmonier, der stadig lyder så klare, at det synes unaturligt for en mand på 71.
What the songs means to you?
Jeg fik et flashback til en studenterfest i 1977 – året efter Hotel California var udkommet – hvor medstudinens storebror havde sat sit stereoanlæg ud på gårdspladsen, hvorfra det igen og igen blæste lyden af det forholdsvis nye album ud over markerne omkring Hyllinge.
I dag ved jeg, at “New Kid in Town” handler om jalousi og frustration, når en anden har taget ens plads – på musikscenen eller i kærestens seng. Dengang, stående med det magiske cover mellem hænderne, vellyd i ørerne og udsigt til mosekonens bryg, lød “New Kid in Town” løfterig. Jeg var på vej til at blive den nye dreng i København med et jævnt gennemsnit på 8,4.
Så ja, what the songs means to you. Nostalgi? Hvis det er nostalgi at kende og stå ved sine livsøjeblikke, så ja.
Egentlig kan det undre, at Vince Gill, der har en lang og glorværdig karriere bag sig som sangskriver og er hell of a guitarist, som Henley sagde, stiller op som sidemand i nogle andres orkester. Han sagde trods alt en gang nej til at blive medlem af Dire Straits. Dengang var han så også på toppen af sin solokarriere.
På den anden side er Gill et logisk valg. Som Jackson Browne, Gram Parsons, James Taylor og især Crosby, Still, Nash & Young hentede Eagles melodisk, vokal og æstetisk inspiration i en genre, der dengang ellers var forhadt i rock’n’roll, nemlig countrymusikken.
Eagles tilførte så et californisk smooth, orangelækkert skær ikke ulig sollyset, når det finder vej gennem palmeblade og skærer igennem en Tequila Sunrise ved poolside.
Skriver jeg velvidende, at man, hvis man dykker ned i Henley & Co.s ofte kryptiske tekster fra sidste halvdel af 70’erne, sagtens kan få bekræftet, at de blev skrevet på en cocktail med ingredienser, der var beskæftigelsesfremmende for bjergbønder i Columbia og Østens valmuemarker.
Hvorfor Glenn Freys søn er med i denne version af Eagles var straks lidt sværere at forstå i aften i Royal Arena. Det er et smukt statement fra Don Henleys side at invitere ham indenfor, og den unge mand synger godt – men Freys numre lå bedre end godt i munden på Gill.
I første del af koncerten fulgte mere eller mindre i rap, hvad der lignede konturerne af endnu et The Eagles greatest hits-album – deres første Eagles Greatest Hits (1971-1975) er med et salg på 51 mio. det næst mest solgte album nogensinde.
“Take It Easy”, “One of These Nights”, “Take It to the Limit”, “Tequila Sunrise”, “Witchy Woman”, “I Can’t Tell You Why” og “Peaceful Easy Feeling”.
I de sidste to oplevedes igen øjeblikke, hvor jeg lod den konstant kværnende anmelderhjernecelle læne sig tilbage med en fredelig, let følelse og bare nød bandets samspil. Hvor latterligt enkelt disse formidable musikere med deres elegante, mildt blinkende guitarspil oven på en let bølgende rytme fik musikken til at sætte sig i én, nærmest som en anden, selvstændig bevidsthed, der kun ønsker én evigt solskin i det plettede sind.
Men også rigtigt, som sidedamen kontant sagde: det var næsten for disciplineret. For fuldkomment og gennemført.
Men så var det, Vince Gill med klædelig selvironi introducerede sit enlige solonummer “Don’t Let Our Love Start Slippin’ Away” – “I må gerne lade som om, I kender det.” Han fortalte også, at han var blevet kørt ned af en cyklist tidligere på dagen. Måske denne ugæstfri tølper af en københavnsk cyklist havde fremprovokeret en vis aggressivitet.
For denne swamp-country sang blev spillet med en helt anden rockapproach, hvor der næsten fra det ene øjeblik til det andet var grus i lyden.
Allerede Joe Walsh’ “In the City” var inden da blevet spillet med en håndfuld soulfunkede blæsere på bagscenen, og de vendte flere gange tilbage. Det forholdsvis sjældent spillede “Those Shoes” fra 1979-albummet The Long Run med Walsh i offensivt guitarspil. En swingende “Already Gone” med roadtrip på videoskærmene.
Det klædte velbehageligheden i The Eagles med et par for de fleste formentlig helt ukendte saftspændte numre med funk swagger fra Joe Walshs første gruppe, James Gang, “Walk Away” og “Funk #49”.
Som det klædte hele fire elguitarister at iklæde “Heartache Tonight” al den boogierockede tyngde, det fortjener. Det var sejt. Råt. Frembusende ligefrem.
Det virker som om, Joe Walsh som komponist og hans fremragende guitarspil – ofte slideguitarspil – har fået mere plads i Eagles, efter Glenn Frey er fløjet til himmels.
Det samme gælder i øvrigt Steuart Smith, som dog også fyldte en hel del, da jeg så Eagles en råkold aften i Hjallerup for præcis otte år siden.
Som Walsh og Smith gjorde sammen i det sidste nummer inden ekstranumrene, “Life in the Fast Lane”. The Eagles løb hornene af sig i en æra, hvor duel- og dobbeltguitarspil hørte til dagens orden. Det bemærkede vi i Royal Arena i aften.
I denne sidste halvdel af koncerten var Don Henley faktisk kun solo på scenen i en enkelt af sine karakterfulde kompositioner, 80’er-solohittet “The Boys of Summer”. Der kan siges uendelig meget godt om denne komposition, der som så mange andre af koncertens numre er uhørt stemningssættende. Her vil jeg nøjes med at konstatere, at det var forfriskende at høre det spillet analogt. Uden at jeg i øvrigt mener, at al musik var bedre før digitaliseringsorgiet i 80’ernes lydstudier. Den lød bare bedre.
Som på det første ekstranummer, som i aften havde fået sin rette plads i sættet: den største rockfabel af dem alle, “Hotel California”. Denne dobbelttydige historie på et vagt reggaebeat og endnu en guitarduel fortalt fra et værelse et pretty, pretty sted, hvor champagnen er pink og hvorfra, vi godt kan tjekke ud, men aldrig helt forlade.
Igen så flot spillet af Eagles og sunget af Don Henley.
Ørnene fløj højt i aften, højere end det skrantende ozonlag, og de beviste, at den slags koncerter med fortidens dinosaurer kan være andet og meget mere end en playlist i maxiformat. Heldigvis havde Don Henley overladt en del af tømmerne til Joe Walsh, så vi blev mindet om, at The Eagles også var og er et rock’n’roll-orkester.
Eagles, Royal Arena, København
Sætliste:
Seven Bridges Road (Steve Young)
Take It Easy
One of These Nights
Take It to the Limit
Tequila Sunrise
Witchy Woman
In the City (Joe Walsh)
I Can’t Tell You Why
New Kid in Town
Peaceful Easy Feeling
Love Will Keep Us Alive
Lyin’ Eyes
Don’t Let Our Love Start Slippin’ Away (Vince Gill)
Henimod slutningen af Sharon Van Ettens koncert, i ’Serpent’, fik jeg et flashback til en koncert for præcis 30 år siden på Grøn Scene, som den hed dengang.
