Lisbet Dahls job som kunstnerisk chef for Cirkusrevyen har tydeligvis ikke været helt let i år: Udskrivelsen af Folketingsvalget den 5. juni har naturligt begrænset mulighederne for den politiske satire, som ellers er en afgørende del af den danske sommerrevys DNA. Også når det gælder revyen med fast stadeplads på Dyrehavsbakken.
Normalt er der vist manusdeadline helt frem til tæt på premiereaftenen i Cirkusrevyen, alligevel har ingen kunnet forudse, hvad der vil være sjov satire, når revyen lukker ned om tre måneder. Hvem er statsminister? Hvilke nye ministre har dummet sig? Hvem og hvad husker vi til den tid?
Formentlig derfor handler den eneste rigtig politiske sketch i år om den engelske premierminister Theresa May, der synger ”tell me what you want, what you really, really want”, selvfølgelig baseret på Spice Girls’ ’Wannabe’. Som i øvrigt tilskrives ”trad./ABBA” i det trykte program??? Jeg ved ikke, hvem der har mest at miste i den forveksling – eller jo, det ved jeg godt, og det er ikke Ginger Spice & Co. I øvrigt forekommer størrelsen ABBA vist ikke som rettighedshaver til nogen af ABBA’s sange.
Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier
Men ideen er sjov – for hvad vil de egentlig, disse råbende mænd i Parlamentet? Det ender bare uforløst. På premiereaftenen var det svært at høre, hvad den hårdt kæmpende Henrik Lykkegaard sang i sin egen tekst om den endnu mere hårdt kæmpende spice girl, May.
Lars Løkke i Dahls skikkelse viser sig et kort øjeblik, mens han forvirret ser sig både til højre og venstre, og Lykkegaard kommer ind som Rasmus Paludan. Det skal ikke afsløres hvorfor, men også den sketch viser sig – som ved et udslag af ønsketænkning hos 98 pct. af den danske befolkning – at være ultra kort. Stor jubel på Bakken.
Man forstår fraværet af politiske parodier, men ærgerligt er det. En håndfuld af de bedste Cirkusrevynumre de senere år har været haft fokus på diverse politikere – nævnt i flæng Lisbet Dahls Lars Løkke Rasmussen og Lise Baastrup som Søren Pind-fan og som Inger Støjberg. Ditte Hansen som Helle Thorning.
Dermed ikke sagt, at der ikke er noget at grine ad. Der mangler bare det store susende latterbrøl, hvor det ikke bare gør ondt i maven, men også i moralen.
Krænkelsestema
Årets tema er krænkelser. Først tør ingen rigtig sige noget, men så får vi Ulf Pilgaard på scenen, og han skærer igennem: Krænkelser er hele formålet med teltet. ”Halvdemente solariefascist” kalder Lise Baastrup ham til hans egen – og publikums – store glæde. Men trods dette løfte om politisk ukorrekthed i de næste par timer, bliver det desværre kun delvis opfyldt.
Den efterhånden garvede revyskuespiller Henrik Jansfort er tilbage med et af sine glansnumre – den fulde mand. I dette tilfælde en klimakonsulent, der tømmer halvfyldte plastickrus på Bakken. Jansdorf har en rund og rummelig venlighed i sit spil, som jeg er kommet til at holde mere og mere af gennem plus 15 år som revyanmelder. Men jokesene er som restfadøllet – lunkne.
Så kradser det mere i det absurde ’Intra’ om forældre, der har alt, alt for travlt til deres børn – der er snert i den tekst.
Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter
Det samme er tilfældet med ’Gravøl’ med Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard bittersødt ætsende som det aldrende par, der diskuterer samtykkeerklæringer om det, de engang kendte og dyrkede under navnet sex. Finurlig tvist til sidst efter Ulf skrækslagent har forladt scenen med sin kones trusler om at begynde forfra på lagnerne.
Selvom cluet i den Babs og Nutte’ske forvekslingssketch ’Gravøl’ er forudsigeligt som turen med børnetogbanen Bakken-ekspressen, spiller igen Ulf og Lisbet rollerne som et ældre ægtepar med ramsaltet humor.
Henrik Lykkegaard er formidabel som stresset stresskonsulent i ’Ingen stress’. Når det og teksten tager ham, er Henrik Lykkegaard en ren lykkepille med sit sitrende spil. Det er stressende sjovt.
Lise Baastrup er syrligt egocentreret som småbørnsmor med hang til ’mig-tid’ – indtil hendes mand kalder. Classic.
Latterens musik
Under disse sketcher, og for den sags skyld også ’En smutter’ og ’Jobsamtale’ med Lise Baastrup generøst boblende af komisk talent, kom jeg til at tænke på barndommens kassettebånd med Dirch Passer (og Kjeld Petersen) og Jørgen Ryg. På den latterens musik, som disse komikere skabte i rummet i samklang med et forventningsfuldt, lydhørt publikum.
Hvor komikken på scenen sluttede og publikums medleven begyndte i dét kollektive latterbrøl? Umuligt at sige. Under alle omstændigheder er det her fællesrum, i sketchene med en til fire spillere i tidstypisk satire, at styrken ligger i årets Cirkusrevy.
Sagt på en anden måde er der kun få numre, hvor teksten har hovedrollen.
Der er ingen dronningeparodi til Ulf Pilgaard, til gengæld spiller han en konge, Jørgen Leth, i en meget, meget morsom sketch om den store diva, der ”blev sat af på Bakken”. Han dækker hellere Tour de France sponseret af Citroën end fra et TV 2-studie i Odense – med henvisninger til Leths filmproduktion og en Citroën-model med ’bløde kurver, bred bagsmæk og store forlygter’.
Nu vi taler store divaer. Synet af Lisbet Dahl i rød Ghita Nørby-robe er bedårende. Med øjnene lysende af forventning sætter man sig til rette efter pausen og venter. Desværre står teksten slet ikke mål med iscenesættelsen eller Dahls spil. Ja, Ghita er mopset, og det er hun øjensynlig god til at være, men det kommer ikke rigtig længere.
Det er naturligvis revyens ret at vende brodden mod La Ghita, måske ligefrem modigt i Matador-land, men dette nummer ender egentlig som ganske typisk for Cirkusrevyen 2019.
Det meste handler om satire i referatstil. Der mangler perspektiv. Og politiske parodier.
Cirkusrevyen 2019. Premiere torsdag 23.5.19. Med Lise Baastrup, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Karsten Jansfort og Ulf Pilgaard. Kapelmester: James Price
Efter en koncert, der vekslede mellem hjertegribende højdepunkter, opulent ekstravaganza og lovlig unuancerede arrangementer af visse af de klassiske sange, virker det som en klog beslutning at stoppe, inden stearinlyset brænder ud – længe inden legenden vil gøre det.
Ikke fordi den 72-årige kunstner virker udbrændt, næh han håndterer stadig tangenterne på sit piano, som var han lige begyndt.
Med den slitage, der nødvendigvis må være på stemmen, synger han sine sange, der ofte ligger i et højt pitch, rationelt og økonomisk – uden at det bliver pinligt som nogle gange under Paul McCartneys koncert i november.
Få kulturelle fænomener har som Elton sat lyd til menneskers liv gennem de seneste 50 år. Som hyldest og fejring af dette kapitel i musikhistorien kunne der snildt gives seks stjerner. Musikalsk set tre. Det bliver i alt fire
Men bedømt ud fra de 12 Elton John-koncerter, jeg har set siden 1982, virker det som et godt tidspunkt at stoppe. Det er svært at se, hvad han efterhånden skulle kunne tilføre sig selv, sine sange og sit publikum, som vi ikke allerede har hørt.
Set gennem de brillantbesatte briller
Man tilgiver gerne en mand som Elton John at benytte den højtidelige stund til solid selvfejring. Manglede da bare.
Mere end én gang viste den enorme videoskærm billeder af Elton i alle mulige situationer – især under ”I’m Still Standing”. Sågar et billede fra da, han blev slået til Commander of the British Empire af hendes majestæt dronning Elizabeth. En broche på den pailetbesatte jakke var da vist også en slags kopi af Eltons orden.
Men der var også mange billeder af ham som velgører. Det er en væsentlig del af det testamente, han efterlader sig: manden der gjorde en forskel.
Der har altid været en tendens til en vis musikalsk-muskuløs oppustethed, grænsende til det bombastiske, når Elton John har haft sit band med på scenen. Måske fordi hans boogierock-piano er det naturlige centrum for alt andet
Set gennem de brillantbesatte briller blev koncerten lige præcis den hyldest, Elton og hans publikum kunne have forventet.
Men musikalsk set skulle vi langt ind i den to timer og tre kvarter lange koncert, før det virkede bevægende.
Der har altid været en tendens til en vis musikalsk-muskuløs oppustethed, grænsende til det bombastiske, når Elton John har haft sit band med på scenen. Måske fordi hans boogierock-piano er det naturlige centrum for alt andet.
Det begyndte i Royal Arena med et kraftigt anslag på kendte akkorder fra Eltons grand piano. “Bennie and the Jets” – denne herligt kriblende standard fra Goodbye Yellow Brick Road.
Men med hele tre trommeslagere/percussionister (bl.a. Nigel Olsson, der har været med siden 1969) på scenen lød det mere som et tordenekko fra de efterhånden tomme lægter på Wembley, hvor Eltons fodboldklub Watford netop havde tabt den engelske pokalfinale.
Det burde ikke være Rocketman-videnskab, men under alt for mange koncerter skal lydmanden/kvinden bruge halve og hele timer på at finde en sonisk balance.
Ikke at lyden denne aften i Københavns bedste koncertarena var specielt skidt. Den var bare for høj. Allerede i det andet nummer var det muligt at skelne vikaren John Jorgensens guitar – Eltons faste sideman Davey Johnstone er åbenbart nede med dårlig ryg – fra keys og bas.
Men arrangementerne af blandt andre ”I Guess that’s Why They Call it the Blues” og ”Tiny Dancer” – med en flot USA-fra-vrangen-video (vistnok instrueret af Eltons gemal David Furnish) i baggrunden – var underligt ferske. Helt galt var det i en bastant version af det ellers Philly-swingende ”Philadelphia Freedom”.
Der skete noget rigtigt under “Indian Summer” – en af Bernie Taupins mange USA-kritiske tekster. Her var Elton og hans gamle ven og partner in crime, percussionisten Ray Cooper alene på scenen. Selvom der stadig var lovlig meget tryk på lyden, var det som elefanten blev taget ud af rummet, efterladende sig Eltons medlevende komposition.
“Rocketman (I Think It’s Gonna Be a Long. Long Time)” og “Take Me to the Pilot” skulle vise sig at blive koncertens første egentlige mindeværdige momenter, hvor arrangementet tillod både dynamik og nuancer især i førstnævnte, gamle progrock-agtige komposition.
Ellers var det op og ned frem mod den sidste lille halve time. Der gik Liberace og lounge “I Sorry Seems to Be the Hardest Word”. Skriver jeg velvidende, at dét nu altså også er en (smådekadent) del af Elton.
Først og sidst handler det om følelser
Så var der betydelig mere sjæl og hjerte i “Don’t Let the Sun Go Down on Me” og “Someone Saved My Life Tonight” fra Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, som Elton udnævnte til at være et at sine bedre album.
Både “Daniel”, som aldrig bliver min kop Earl Grey, og “Candle in the Wind” lød egentlig mest som noget, der skulle overstås. Til gengæld var en finish med “Sad Songs (Say So Much)”, “The Bitch is Back”, “I’m Still Standing” og “Saturday’s Alright for Fighting” aggressivt rock’n’rollet. Der sad man tilbage med indtrykket af et sammenspillet band, der selv i karrierens aftensol spillede, fordi det gjorde dem glade.
Mens, der blev gjort klar til ekstranumre, gik jeg ned og stillede mig ved en udgang, og kom derfor til at se og høre “Your Song” og “Goodbye Yellow Brick Road” omgivet af stærkt bevægede danske og svenske Elton-fans. En grædende kvinde, en mor og datter i omfavnelse, to helt unge kvinder i en tilstand af noget, der set udefra må have været tæt på nirvana. Tre kvinder, der agerede det kor, som Elton mærkeligt nok ikke har haft med på scenen i årevis.
Hvad betyder det ud fra et kritikersynspunkt? I momentet alt. Musik handler først og sidst om følelse. Passion. Liv. Minder. Refleksion.
Få kulturelle fænomener har som Elton sat lyd til menneskers liv gennem de seneste 50 år. Som hyldest og fejring af dette kapitel i musikhistorien kunne der snildt gives seks stjerner. Musikalsk set tre. Det bliver i alt fire.
NB: Elton er ikke mere færdig med Danmark, end at han vender tilbage til Royal Arena til en ekstrakoncert 6. juni. Og så er der jo i øvrigt et par år til Farewell Yellow Brick Road Tour slutter.
Elton John, Farewell Yellow Brick Road Tour, Royal Arena, lørdag 18. maj 2019.
Elton John lukker og slukker. Skal hans ord stå til troende, er den aktuelle verdensturne hans sidste. Manden, der kan skrive ’større end livet-fænomen’ ved siden af ’musiker’ på sit visitkort, spiller i Royal Arena lørdag d. 18. maj. POV Internationals musikredaktør Jan Eriksen har genlyttet Elton Johns enorme produktion og genanmelder her sine fire yndlings Elton-studiealbums.
Biopic-filmen om hans liv ”Rocketman” har premiere d. 30. maj.
I oktober udkommer hans første officielle biografi på forlaget Macmillan, der kalder bogen en kontoopgørelse uden begrænsninger.
Selv skrev Elton John forleden på twitter: ”Mit liv har været en helvedes rutsjebanetur, og nu er jeg klar til at fortælle min historie med mine egne ord.”
Men Elton er jo også musik. Han har udgivet 30 studiealbum. Især de første seks, der blev udgivet på bare fem år fra 1969 til og med 1974, står i dag tilbage som et uomgængeligt kapitel i rockhistorien. Nederst i artiklen er samtlige studiealbum oplistet.
Elton John, udsendt april 1970, producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin
Afhængig af synsvinkel er Elton John det første eller andet Elton John-album. Empty Sky udkom i Europa i 1969, men først i USA i midten af 1970’erne. Så for amerikanerne er Elton John det første. Overordnet kan det lyde noget ujævnt og meget poleret.
Og for mange står Tumbleweed Connection (1970) nok som en vigtigere trædesten i Johns karriere. Albummet blev indspillet som en hyldest til den amerikanske sangskat, som Elton og vennen tekstforfatter Bernie Taupin havde lært at kende under et ophold i Los Angeles. Ikke mindst fandt Elton en mentor i den æras største hvide, amerikanske pianoman, guitarist og iværksætter Leon Russel. Hans indflydelse på Elton var så stor, at denne langt senere tog initiativ til albummet The Union – som en hyldest til sin læremester.
Efter min smag er der dog for mange ligegyldige pastiche-sange på Tumbleweed Connection.
Hørt i dag står Elton John som albummet, hvor Reginald Dwight fandt sin musikalske karakter som komponist og musiker, ligesom han havde opfundet sin kunster-persona Elton John.
Albummet åbnes med en af hans største klassikere, den udødelige”Your Song”.
Med Taupins ligefremme kærlighedstekst, der blev skrevet i Eltons mors køkken, Eltons elegante klaverspil og et sublimt strygerarrangement er det tæt på den ultimative kærlighedspopsang. Det er ikke altid, Elton lyder som om han har hjertet med i Taupins ofte krøllede tekster. Men her banker hjertet.
Også “Take Me to the Pilot” og “Border Song” er senere blevet klassikere.
“Border Song” er et vigtigt, definerende Elton-værk, hvor hans to vigtigste inspirationskilder, gospel og progrock, mod alle odds samles flot i en komposition, som kun Elton John kunne have skrevet – med støtte af Gus Gudgeons lydhøre produktion. “Border Song” fik sit blå – eller sorte – soul-stempel, da det kort efter udgivelsen blev indspillet af Aretha Franklin.
Selv i en ballade som ”Your Song” fornemmer man, at han kan bryde ud i et Leon Russell’sk boogie anytime. Som i “Take Me to the Pilot” hvor Elton definerer den melodiøse, groovy stil utallige af hans komponistioner senere skulle få.
Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?
Til gengæld illustrerer både ”Need You to Turn to” og ”The Greatest Discovery” tydeligt, at albummet ifølge Gudgeon oprindelig var tænkt som en form for udstillingsvindue for Eltons kvaliteter. De to numre lyder som chamber-pop beregnet som baggrundsmuzak ved en fest på et stort engelsk herresæde, hvor gæsterne for spas skyld er klædt i Louis XVI-outfit. Men hey, den side rummer Elton som bekendt også.
Hvis man gerne vil, kan ”The Greatest Discovery” høres som inspirationskilde til den bærende melodilinje i Bob Dylans ”Simple Twist of Fate” fra Blood on the Tracks, der udkom fem år senere.
Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?
Det havde han til gengæld ikke, da han indspillede den spøjse Mick Jagger-parodi ’No Shoe Strings on Louise”.
Elton John blev affyringsrampen for The Rocket Man Elton John.
Don’t Shoot Me I am Only The Piano Player, udsendt 22. januar 1973. Producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin
I min bog det mest inspirerede Elton John-album. Under alle omstændigheder hans mest helhjertede rock’n’roll-album, hvor han overbevisende forløser sin vision om en klaverbåren anglo-amerikansk lyd.
Samtidig er det albummet, hvor guitarist Davey Johnstones indflydelse på det samlede udtryk fremstår mest lysende – uden hans seksstrengede ville ”Have Mercy on the Criminal” for eksempel ikke være det stærke, langtidsholdbare rockepos, det er endt som. Elton var påvirket af datidens såkaldt progressive rock, f.eks. Emerson, Lake and Palmer, men modsat hos dem er der faktisk nerve i ”Have Mercy…”
I forbindelse med albummet Honky Chateau (1972) var der sket et par afgørende ting i Eltons musikalske udvikling. Indspilningerne var henlagt til Château d’Hérouville-studiet i Frankrig – og det var første gang, den senere Elton-kerne, guitarist Davey Johnstone, bassist Dee Murray og trommeslager Nigel Olsson medvirkede sammen. Omgivelserne omkring det franske slot havde åbenbart en gunstig virkning på kreativiteten.
Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”
Kun de største komponister formår at følge op på melodier, hvor en luge er åbnet til himlen med lige så stor kunst. Selvom “Daniel” lyder som et forsøg på en ny love-evergreen, er det ifølge Bernie Taupin en hyldest til soldaterne, der vendte hjem fra Vietnam med ud- og indvendige ar. Arrangementet med Ken Scotts synths er lovlig kitchet til min smag, men melodien fejler intet.
Det gør den heller ikke i “Teenage Idol”, igen et arketypisk Elton-nummer hvor et kantet boogie-bårent a-stykke finder sin kontrast i et nydeligt, melodiøst b-stykke.
Om “Blues for My Baby and Me” er inspireret af Eltons piano man-kollega, Billy Joel, der var begyndt at røre på sig i USA, ved jeg ikke. Det kunne det være, fremført i en stemningssættende strøm af blå akkorder. Endnu en følt John-melodi og igen et af de af hans numre, hvor Davey Johnstone shiner i en skarp solo.
Albummets mest markante nummer, “Crocodile Rock”, er indiskutabelt en hyldest til den mest løsslupne del af 50’er-rocken med Elton i ditto sangstil. Men modsat de fleste tilsvarende – tag f.eks. sangene fra “Grease” – lyder krokodillerockeren ikke bare som en smart pastelfarvet stiløvelse. Det er rock’n’roll i sin egen ret. Rockfølelse. Som også “Midnight Creeper”, der ifølge Elton selv er en hyldest til The Rolling Stones. Igen et forrygende rocknummer med Eltons eget boogieudtryk. Leon Russell in memoriam, kan man tilføje i dag, tre år efter mesterens død. Og Davey Johnstone at large.
“Elderberry Wine”, der står for eftertiden som et af Eltons store hit, er ikke en af mine favoritter. Et udmærket rocknummer, ja, men teksten, der vist skal forestille at være sjov, er fjoget.
Til gengæld er den noget oversete ”Texan Love Song” en usædvanlig skarp satirisk parodi på en fordomsfuldhed, hvor sangens stemme langer ud efter alt og alle, homoseksuelle, kommunister, negro blues, langhårede.
Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”.
Goodbye Yellow Brick Road, udsendt 5. oktober 1974, produceret af Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin, dog er “Funeral For a Friend” skrevet af Elton John alene.
Vejen med de gule sten spiller en vigtig rolle i L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Albummet Goodbye Yellow Brick Road spiller unægtelig også en vigtig rolle i eventyret om Elton John. Med numre som titelnummeret, “Bennie and the Jets”, “Candle in the Wind” og “Saturday Night’s Allright for Fighting” er det næsten et greatest hits album i sig selv.
Primo 70’erne var en kreativ periode i Eltons karriere. Bare halvandet år efter albummet Honkey Château ’eksploderede’ han og det efterhånden faste band i ’Det gule album’.
Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse
Der er dage, hvor jeg anser titelsangen “Goodbye Yellow Brick Road” for at være den perfekte britiske poprocksang – introen, Eltons piano, den flotte falsetsang, den geniale struktur med Johnstones guitar i dobbeltrolle, det smukke kor. Imponerende så meget følelse Elton lægger i den sære historie om en jetset toyboys ønske om at vende hjem til barndommens grønne dal.
Der er andre dage, hvor jeg anser albummet for at være noget overvurderet.
Jeg har aldrig forstået begejstringen for halvdelen af det første nummer ”Funeral for a Friend”. Til gengæld er anden halvdel, ”Love Lies Bleeding” et forrygende rock’n’roll-nummer med en venlig hilsen til The Rolling Stones’ ”Sympathy For the Devil”. Elton når han er mest rock.
Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse. Måske fordi han kan genkende sig selv i ordenes humane udråb. Hvem ville ikke ønske, at de havde kendt og måske kunne have givet Marilyn, Amy Winehouse, Kurt Cobain, James Dean, Whitney med flere en hånd. Og Eltons melodi er jo ikke af denne verden.
Så ja, der er elementer af uantastelig storhed på Goodbye Yellow Brick Road – men også deciderede flopnumre.
”This Song Has No Title”, nej og den har heller ikke en pointe. Ok, i den æra i rockmusikken var det almindeligt, at musikken kunne lyde som et score fra en af tidens populære rockmusicals. Uvedkommende lydtapet.
Gennem Bernie Taupins tekstforfatterskab fornemmer man ofte en vis vrede i forhold til det andet køn. Der har vi alle været indtil flere gange i livet. Men selv, da jeg som forvirret teenager i år 43 før #MeToo første gang hørte ”Dirty Little Girl”, der vistnok skal forestille at være sjov, på det lokale musikbibliotek, fandt jeg den frastødende. ”I’ve seen a lot of women who haven’t had much luck/ I’ve seen you looking like you’ve been run down by a truck.”
Country-pop pastichen ”Roy Rogers” kan bedst beskrives som et argument for dem, der mener, at Goodbye Yellow Brick Road ikke burde have været et dobbeltalbum. Så er der lidt mere liv i hillbilly bluegrass-nummeret ”Social Desease”.
Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent i 70’ernes begyndelse.
”Sweet Painted Lady”, en chanson på engelsk, er en skøn malerisk sang med al den varme og melankoli, Taupins tekst lægger op til.
Retro-rockeren “Your Sister Can’t Twist (But She Sure Knows How to Rock’n’roll)” emmer af charme og Beach Boys-kor. Og går direkte over i et andet af Eltons bedste rocknumre, den regulære festredder “Saturday Night’s Allright…” – igen med Davey Johnstones hidsige guitar som vigtig motor.
Albummet slutter af med det formfuldendte ”Harmony” der både kan tolkes som en kærlighedssang eller Eltons hyldest til den smukke pop, som den blev defineret af Paul McCartney og Brian Wilson. En fornem afrunding.
Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent på et tidspunkt, hvor der vel bare var ham – og den noget mindre mainstream David Bowie – i England til at gå med depechen fra Liverpool.
Songs From the Westcoast, udsendt 1. oktober 2001, produceret af Patrick Leonard. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin.
Efter en stribe album, der hverken kommercielt eller kunstnerisk levede op til de første seks album, udsendte Elton i 2001 Songs From the Westcoast.
Alene i titlen er der lagt op til en tilbagevenden til rødderne – til den musik, der sin tid skabte Elton John. Hans store kreative vækkelse havde fundet sted et par og tyve år tidligere i Los Angeles, hvor Songs From the Westcoast da også er indspillet. Og for ligesom at sætte streg under er coverfotoet taget i en restaurant, hvor bl.a. americana-filmen ”True Romance” er indspillet. Bernie Taupin er på godt og ondt tilbage som eneste tekstforfatter.
Som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John.
”Dark Diamond” rummer al den varme, funky boogiefeeling, man kender fra de første album. Man kan sige, at det er i dette musikalske rum, man for alvor mærker mennesket Elton bag extravaganza-Elton.
Det gælder også ”Look Ma No Hands” og ”American Triangle”, endnu en tekst, hvor John/Taupin satiriserer over fordomsfuldhed i de amerikanske sydstater.
“The Wasteland” er en arrig bluesrocker, der formelig emmer af rootsfeeling, som dengang, Leon Russell lærte Elton the soul og the boogie.
Albummet toppes af det mest vedkommende Elton John-nummer post Goodbye Yellow Brick Road, nemlig ”I Want Love”. Igen en kærlighedssang, som Elton synger med glød i en melodi og produktion, der gyldent indrammer den oprindelige Elton-esque. Det gør ikke nummeret værre, at det lyder som en hyldest til Sir Eltons gamle ven John Lennon.
Numre som ”The Boy in the Red Shoes” og ”The Emperor’s New Clothes” – som Elton ofte spiller live – er Elton, når han er mest softrock mellow uden den gode melodi som nævnte ”Can You Feel the Love Tonight”. De holder ikke standarden.
Men som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John. Suverænt afrundet af ”This Train Don’t Stop There Anymore” – ballademageren Elton, når han er bedst.
Elton Johns studiealbum
Empty Sky, 1969, m. bl.a. Skyline Pidgeon
Elton John, 1970, m. bl.a. Your Song og Take Me to the Pilot
Tumbleweed Connection, 1970, m. bl.a. Burn Down the Mission
Madman Across the Water, 1971, m. bl.a. Tiny Dancer og Levon
Honky Château, 1972, m. bl.a. Honky Cat og Rock Man (I Think it’s Going to be a Long, Long Time
Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player, 1973. m. bl.a. Daniel og Crocodile Rock
Goodbye Yellow Brick Road, 1974, m. bl.a. Bennie and the Jets og Candle in the Wind
Caribou, 1974, m. bl.a. The Bitch is Back og Don’t Let the Sun Go Down on Me
Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, 1975, m. bl.a. Someone Saved My Life Tonight
Rock of the Westies, 1975, m. bl.a. Feed Me
Blue Moves, 1976, m. bl.a. Sorry Seems to Be the Hardest Word
A Single Man, 1976, m. bl.a. Song for Guy og Madness
Victim of Love, 1979, m. bl.a. Johnny B. Goode
21 at 33, 1980, m. bl.a. Dear God
The Fox, 1981, m. bl.a. Elton’s Song (skrevet sammen med Tom Robinson)
Jump Up!, 1982, m. bl.a. Blue Eyes
Too Low for Zero, 1983, m. bl.a. I’m Still Standing og I Guess That’s Why They Call it The Blues
Breaking Hearts, 1984, m. bl.a. Sad Songs (Say so Much)
Ice on Fire, 1985, m. bl.a. Nikita
Leather Jackets, 1986, m. bl.a. Slow Rivers (duet med Cliff Richard)
Reg Strikes Back, 1988, m. bl.a. I Don’t Wanna Go on With You Like That
Sleeping with the Past, 1989, m. bl.a. Sacrifice og Club at the End of the Street
The One, 1995, m. bl.a. Simple Life og The One
Made in England, 1995, m. bl.a. Believe og Made in England
The Big Picture, 1997, m. bl.a. Something about the Way You Look Tonight
Songs from the West Coast, 2001, m. bl.a. I Want Love og This Train Don’t Stop There Anymore
Peachtree Road, 2004, m. bl.a. They Call Her the Cat
The Captain & the Kid, 2006, m. bl.a. The Bridge
The Diving Board, 2013, m. bl.a. The Ballad of Blind Tom
Forventningerne var store, da jeg søndag aften begav mig mod Amager Bio for at genopleve den australsk/new zealandske new retro americana-sanger Tami Neilson.
Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg tilfældigt hende og hendes band en sen aftentime i et telt, hvor vi stort set kun var Tønders to ludere, en lommetyv og altså endnu værre, en musikanmelder – i selskab med en fadøl, hvis det skal være helt akkurat.
Alligevel gav Neilson sig fuldt ud med al den styrke og sensibilitet, hendes vokal rummer.
Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu
Det første syn, der nu – næsten to år senere – mødte mig i Amager Bio kl. lidt i 20, virkede en anelse skræmmende. Et trommesæt, et par mikrofoner og guitarforstærker i skotøjsæskestørrelse antydede, at der kunne være endnu en lavbudget koncert i vente. En stor del af charmen i Tønder bestod i Neilsons ulasteligt klædte band, der lagde et honky tonk-lydende soundtrack til hendes sange.
Kl. 22.15 stod jeg sammen med nogle hundrede andre i en cirkel rundt om Tami Neilson og hendes bror Jay, stående midt i salen, mens de sang en godnatsang. Omkring mig lutter taknemmelige smil – og en del saltvand i øjenkrogene – som hos mennesker, der ved at de har oplevet noget unikt, der aldrig vil kunne gentages.
“Han ofrede alt for os”
Historien om countrysangerinden Tami Neilson kunne være en countrysang. Oprindelig flyttede hendes far Ron fra Canada til Los Angeles for at søge lykken som musiker og komiker. Hans talenter for det sidste var så store, at han fik tilbudt fast job ved L.A. Comedy Central, men musikken trak mest. Han nåede at varme op for ikoner som Johnny Cash, Bobby Darin og The Supremes. Men heller ikke dengang var musikbranchen i Los Angeles egnet for mindreårige, så han og hans kone rejste hjem til Canada for Tamis og hendes søskendes skyld.
”Han ofrede alt for os”, har Tami sagt til The Australian Women’s Weekly, New Zealand.
De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio
Hjemme i Canada optrådte familien som opvarmning for store kunstnere som Loretta Lynn og Peggy Lee (der begge har inspireret Tami big time), men da far Ron satsede alt på en turne i staten Missouri, USA gik det helt galt. Familien mistede alt. Som i ALT.
Tilbage i Canada sank Ron tynget af skyldfølelse ned i en dyb depression, som først lettede lidt, da han fik job som buschauffør. Havde han ikke fået andet ud af de mange år på landevejen, så kunne han da køre en bus.
Indtil sin død for fire år siden, lagde han hele sit musiske og kreative overskud i sine børn. Lærte dem alt om sangskrivning, performance og de mange faldgruber i the business.
Neilsons mission
Tami Neilson ville ikke være en anstændig countrysangerinde, hvis ikke hun havde dedikeret ham sit album Don’t Be Afraid, der udkom et års tid efter hans død. Selvfølgelig gjorde hun det. Og hun indspillede hans sang ’Lonely’, som hun gav i en formidabel, overbevisende version i Amager Bio.
På dødslejet lovede hun ham at bruge sit talent i musikkens tjeneste.
Enter Tami Neilson i grøn pailletbesat kjole i Amager Bio søndag d. 5. maj 2019.
Neilson er på en mission. Ikke bare den, hun lovede sin far. Adskillige af de sange, hun med stolthed og badass-attitude leverede under koncerten søndag aften er statements i deres egen ret. Akkompagneret af bror Jays twangy Fender og den dunkelt medlevende trommeslager var der noget ”hende du ikke vidste, at du drømte om at møde på scenen i en bar i en Tarantino-film” over mrs. Neilson.
Faktisk var det påfaldende, hvor massiv en lydkulisse de to musikere leverede, da man først havde vænnet sig til fraværet af bas og keyboards.
Som i den viltre rockabilly show beginner ‘Miss Jones’. I ’Cry Over You’, der lød som en blodrød kærlighedserklæring til klassisk Roy Orbison-popcountry.
Vintage Merle Haggart-country i ‘Walk (Back to Your Arms)’ og farens ‘Lonely’, som hun synger på plade sammen med countrymusikken næste store stjerne, Marlon Williams, også fra New Zealand. Her sunget med alt den smerte og teatertorden, man kan drømme om fra en sanger med en så bred range som Tami Neilson.
Nedarvet americana
Der stod hun på det sidste job efter en meget lang turne i en halvfyldt sal og sang alligevel, som var det det vigtigste i verden lige nu. Fuldt fortjent stormende bifald efter ’Lonely’.
Der var den krakilske rockabilly/soul-sang ’Kitty Cat’, som hun skrev med hvæssede kløer, efter ’ham med den orange hud’, udtalte, at det er okay at befamle kvinder.
”Det er det kun, hvis kvinder samtykker. Og i så fald, kom an,” som hun sagde.
Trods mangel på bas fik ‘Devil in a Dress’ det funky sydstats swagger, det har på plade.
Hvorimod den skitseagtige ‘Queenie, Queenie’, der lyder lige så meriterende som en opremsning af de fynske købstæder, burde være udeladt af sættet.
Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes
’Stay Out of My Business’ er skrevet som et svar til de mange, der spørger, hvem der passer Tami Neilsons børn, når hun turnerer:
“Det gør min mand, han babysitter dem ikke, han er deres far.” (Manden er i øvrigt politikommissær og grunden til at Tami har bosat sig i New Zealand).
Omkring den sang tænkte jeg, at det jo, som ofte påpeget, er rigtigt, at Tami Neilsons stemme kan minde lidt om Amy Winehouse, da hun stadig blomstrede. Forskellen er bare, at hvor Winehouses musik – med al respekt for producer m.m. Mark Ronson – var tænkt, programmeret neo-soul, er Neilsons levet/nedarvet americana, for nu at bruge det udtryk. Hvad enten lyden er hillbilly, honky tonk eller kælne Neil Sedaka-popballader.
Eller rendyrket Tammy Wynette som ’Love the Size of Texas’, som Neilson skrev til sin første søn. Og senere også sin anden.
”Jeg gad ikke skrive to. De må lære at dele.”
En stor, stor stemme
De to medbragte musikere er naturligt en del af forklaringen på, at musikken trods et hav af referencer lød så organisk kantet, enkel i Amager Bio.
Men helt evident handler det om Tami Neilsons store, store stemme, så fyldt af opera, drama, svie og smerte. Hendes vokal er sin egen scene, hvor alverdens fortællinger, stemninger og følelser udfoldes.
Og så er det da i øvrigt meget fint, at hun har skrevet en hyldestsang til Mavis Staples, der som hun siger, “gik side om side med Martin Luther King”. Man skal ære, dem, der bidrog til at definere den, man er.
Og udfordre dem.
I en forrygende version af James Browns ’Man’s World’ havde Neilson havde tilføjet et vers, hvor hun blandt andet sang, at det var en kvinde, der sendte en mand på månen.
Nogen vil spørge, om ikke den diskussion sluttede i 1970’erne? I Tennessee er den dårligt begyndt.
Det er den interessante historie om Tami Neilson – og i øvrigt også nævnte Marlon Williams. At den stadig dybt konservative Nashville countryscene – der lige nu sunder sig efter Kacey Musgraves har fortalt, at hun er hoppet på ’LSD-mikrodoseringsbølgen’ – udfordres fra New Zealand på den anden side af jordkloden.
Indrømmet, jeg kom lidt skævt ind på de amerikanske popfeinschmeckere Lake Street Dive fra begyndelsen. For ikke så længe siden opdagede jeg deres uimodståelige version af a-Ha’s “Take on Me” på YouTube. Spike Jones (ham fra meget gamle dage) møder strandbar. Alene ideen i sig selv om en meget lang trompet-solo i dét nummer gør glad.
Som det nu er med YouTube, dukkede der mange andre sjove, gennemmusikalske coverversioner op som “næste”. Flere covers f.eks. af en af denne anmelders livslange soulmates, The Kinks.
Kort efter opdagede jeg, at gruppen i en del år har indspillet deres egen musik, efter en periode som jukebox-gruppe på små og endnu mindre barer i det nordøstlige USA. Samtidig opdagede jeg, at de var på vej til Danmark.
Gruppens grundstamme består af fire, sanger Rachael Price, guitarist og trompetist Mike “McDuck” Olson, bassist Bridget Kearney, trommeslager og sanger Mike Calabrese – live tilføjet keybordspilleren Akie Bermiss
De fire mødte hinanden under uddannelsen på et musikkonservatorium i Boston, Massachusetts, hvor de fandt sammen om begejstring for hitlistepop, one hit wonders og for den sags skyld også mere substantielle klassikere fra 1960erne og ’70erne. Men modsat andre i bølgen af “New Jukebox”-navne ville og kunne de selv.
Som det mere eller mindre straks viste sig i Amager Bio fredag aften er deres musik umulig at sætte i bås. Stil og genrebevidst og – begejstret popmangfoldighed. Ikke overraskende viste de sig fra første nummer med et betydelig mere råt udtryk i højttalerne end på plade. Om end langt fra så massivt som ligesindede rockmusikere som Beck og Jack White. Man kan sige, at Lake Street Dive er Eclectic Rocks svar på Marie Kondo.
I “Baby Don’t Leave Me Alone”, “Free Yourself Up” og ”I Don’t Care about You” lød der referencer af ubekymret tresser solskinspop og blød Shalamar-soulfunk, som blev det spillet af de snart koncertaktuelle stenerrockere Rival Sons i smug i øveren mellem to syrerocknumre – ikke at guitarist Olson tilnærmelsesvis lyder som Rival Sons’ Scott Holiday. Men hans Fuzz Guitar bar troværdigt sangenes rock-approach.
Gulvbassist Bridget Kearney spiller på sin bas med et swing, anslag og tyngde, som skulle hun opdrage sin bas på den hårde måde. For hardcore fans af Lake Street Dive er Kearney med rette lidt af et ikon. Det siges, at fans med tilstrækkelig langt hår efterligner hendes hestehale – der har lagt navn til albummet Side Pony – til koncerterne i USA.
Et af Lake Street Dives særlige karakteristika er deres flotte korharmonier, som tydelig shinede igennem i Amager Bio i det ellers ret kraftige lydtryk. Et andet Olsons trompet, der farver blå farver ind i Lake Street Dives rock-, soul-, pop-, country-baserede musik.
Et tredje selvfølgelig sanger Rachel Price. I sin solgule kjole og med langt rødt hår brusende i takt med en meget medlevende optræden er der overfladisk set ikke meget soulsanger i hende.
Men den karakterfulde, sensuelle vokal, der ubesværet skifter fra sjælfuld til krakilsk er så soulet som noget. I balladen “Musta Been Something” sang hun, så det lød, som ville hun udfri hele menneskehedens synderegister. I hvert fald sit eget. Det var sært gribende og næsten skræmmende smukt på samme tid.
Lake Street Dive lever og ånder på super melodiøsitet og en fælles legesyge og begejstring. Som koncerten formede sig, var det langt henad vejen som en magical history tour med popbussen.
Desværre er Lake Street Dives egne kompositioner slet ikke på niveau med de mange klassikere, de henad vejen har versioneret. Stod det til mig, havde de spillet flere coverversioner i Amager Bio. To af aftenens højdepunkter var netop versioner af Shania Twains “Still the One” – med stærk, stærk sang af keyboardspilleren Akie Bermiss – og Staple Singers’ ”I’m Just another Soldier” fra borgerrettighedsbevægelsens tid.
Begge leveret med dyb, dyb soul. Den sidste endda, selvom det var første gang overhovedet, bandet spillede den og derfor fejlede undervejs.
Men stadig formede koncerten sig en hjertevarm fest.
Kun 120-130 tilskuere mødte torsdag aften op i BETA på Amager til en koncert med den amerikanske folk/country singersongwriter Gretchen Peters og hendes mand Barry Walsh. Ja, vi var få. Men oplevelsen var stor – en af dem, der ikke går over lige med det samme.
Indrømmet, i udgangspunktet vidste jeg ikke meget om Peters, da jeg øjede hende i Amager Bios/BETAs aprilprogram. Huskede hende som en af de utallige navne, jeg ikke nåede på en Roskilde Festival (2015). Og dog, det skulle vise sig, at hun kendes som medkomponist til “When You Love Someone”, som hendes gode ven Bryan Adams gjorde til et hit i forbindelse med sin MTV Unplugged-koncert og plade.
Gretchen Peters bliver ofte med god ret kaldt den hemmelige countrystjerne. I årevis var det hendes vigtigste reaison d’etre at skrive til andre som Shania Twain, George Strait og Neil Diamond.
Indtil forleden har hun og Walsh turneret i Europa med et strygerensemble. Vel sagtens af økonomiske grunde var det ikke med i aften på scenen ved Øresundsvej. Og jeg må indrømme, at jeg før koncerten betragtede de to mikrofoner og enkelt keyboard på scenen med en vis skepsis. Har meget få mindeværdige oplevelser med rent akustiske versioneringer af elektrisk rock.
En koncert med en ekstatisk Graham Parker en gang i Loppen i nittenhundrede-og-hvidkål er en undtagelse.
Rigtig mange af de numre, Peters og hendes mand spillede her i aften, er indsvøbt i strygere i pladeversionerne. Nogle af dem lyder lovlig smægtende, old school Nashville til min smag. Ikke at den radiovenlige Patsy Cline-esque lyd ikke har sin berettigelse – er du Crazy? – men det skulle meget hurtigt vise sig, at Peters krøniker stod endog meget skarpere og mere livagtige i det simple set-up på BETA-scenen.
Med hende og Walsh alene på scenen var den menneskelige og musikalske kemi dem imellem tydeligt.
Begge har humor, som f.eks. da Peters annoncerede “Lowlands”, som sangen hun skrev en sort, sort novembermorgen i 2016, da hun måtte indse, at den var god nok: USA havde valgt Trump. Og som hun kløgtigt tilføjede: ”Mange siger, at USA ændrede sig den dag, jeg tror bare vi afslørede os selv”.
Især Barry Walsh viste sig som en lun fætter, som da han, efter Peters fortalte, at de havde spillet sammen i over 30 år og havde været gift i ni, tilføjede ”Det var verdenshistoriens længste audition”.
De lagde ud med “Arguing with Ghosts” fra Peters’ seneste album fra 2018 Dancing with the Beast. Et album, hvor hun bekræfter, hvad hun selv har sagt flere gange: “Jeg er storyteller, ikke protestsanger”.
Albummet er en samling sange, der fortæller hver sin kvindes skæbnefortælling set og hørt på bagsiden af et vingeskudt post 2016-USA.
“Arguing with Ghosts” og den næste “Wichita” og f.eks. også “Blackbirds”, som hun selvironisk præsenterede som sin murder ballad, er postkort eller instagramopslag fra et roadtrip mellem marker, ”sået med ond hvede”, USA besunget fra køkkenvaske, drugstores, sidegader hvor vindbøjtler suser mellem benene, faldefærdige træhuse og kirker, som ikke en gang troen kan holde sammen på.
Allerede fra begyndelsen slog Gretchen Peters en cirkel omkring os få tilhørere i salen. Og fastholdt sit momentum til det sidste.
Hendes vokal har måske ikke en specielt outstanding personlig klang, til gengæld synger hun, det hun gør, fremragende. Den 61-årige kvindes stemme lyder faktisk helt upåvirket af tidens tand. Hendes brug af vokale virkemidler var både fascinerende og ja, bedårende. Som var det hende magtpåliggende give teksternes ord deres helt særegne lyd. Som i sangen “Say Grace”, der emmer af solidaritet med den kvinde, hun synger om. Den blev sunget med samme følelse, som må have skabt den for et par år siden. Gåsehudsfremkaldende.
Igen og igen bemærkede jeg, hvordan A- og B-stykker vævede sig umærkeligt ind i hinanden. Så elegant. Som også den livsfilosofi, man fornemmer mellem linjerne. Som hun meget skarpt synger i Matador, “Jeg holder med tyren. Jeg holder med tyrefægteren.” Tvivl og en form for zen går hånd i hånd. Som hun også synger: “Life’s a beautiful disaster”.
Barry Walsh har spillet keyboard for blandt andre Roy Orbison, Willie Nelson og Waylon Jennings. De tre navne lader jeg lige stå et øjeblik… Walsh har været med til at definere lyden af Nashville med andre ord. Har i øvrigt også spillet sammen med Alex Chilton – tjek ham evt. i Netflix-dokumentaren om Big Star.
Men under aftenens koncert tænkte jeg lige så meget på et job, han ifølge sin kone har haft i Memphis – som keyboardspiller for The Reverend Al Green i dennes baptistkirke.
Dere r brusende gospel og orkestralt drama i Walshs spil – så meget, at det nærmest er et orkester i sig selv. Hvad enten han spiller boogie som i “Woman of the Wheel”, powerrock som i “Idlewild” eller med et Leon Russel-agtigt attack som i “Hallo Cruel World”.
Inden pausen spillede Walsh et af sine mange klaverstykker, det Erik Satie-inspirerede “Belgian Afternoon”. Lyden af kunstnernavn og titel sat sammen skaber måske nogle bittersøde melankolske billeder – men det er egentlig bare en hyldest til belgisk øl.
Gretchen Peters har i årevis været en af de vigtigste stemmer i countrymusikken. Glædeligt at der lige nu bliver bygget videre på hendes værk af unge kvindelige countrysangere som Kacey Musgrave og Brandi Carlile.
Gretchen siger i et interview på unratedmag.com, at det ultimative for hende ville være at stå på scenen som korsanger bag Bruce Springsteen, bare for at mærke magien fra The E-Street Band.
Tidligere i dag læste jeg, at Den Store Storyteller selv er på vej med et soloalbum. Stadig høj på følelsen fra aftenens koncert i BETA – toppet af en sjælfuld version af Rolling Stones’ Muscle Shoals-nummer “Wild Horses” – vil jeg mene, at det nærmere var Springsteen, der skulle stille sig op bag Gretchen og Barry – for at mærke magien.
