MUSIK // ANMELDELSE – Kim Larsens sidste plade, Sange fra første sal, er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde, skriver Jan Eriksen. Selvom der er et par mislyde undervejs, har vi at gøre med et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang fra en mand, der fik set det, han ville.
På mange måder er det, der skulle blive Kim Larsens sidste plade en form for appendiks til biografien Mine unge år, der udkom sidste år. Som i Jens Andersens biografi fortæller Kim Larsen historier, der både konkret og tematisk tager udgangspunkt i ”dengang da jeg var lille”, som han sang en gang. Uanset at flere af dem tager favntag med tidsaktuelle emner – mest ny-feminisme.
Når der nu skulle komme en afrunding af Kim Larsens imponerende bagkatalog og enestående grand oevre er Sange fra første sal, trods et par mislyde, en meget fornem og værdig sortie for den største danske folkekunster nogensinde.
Allerede valget af titlen, der unægtelig minder om den svenske film fra 2000, Låtar fra andre våningen (Sange fra anden sal), fortæller en klassisk Kim Larsen-historie; den om kulturelle referencer.
Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere
Ligesom i instruktør Roy Anderssons fine film fortæller Larsen forskellige historier, der mere eller mindre væves ind i hinanden undervejs. I øvrigt er musikken til filmen skrevet af Benny Andersson, der ikke er i familie med instruktøren.
Anderledes familiært er det med Larsens nye album. Sange fra første sal er indspillet i Kim Larsens og hans kone Liselottes lejlighed i Odense i samarbejde med sønnen Hjalmar, der forfølger sin egen karriere for øjeblikket. Desuden medvirker impresario med mere Jørn Jeppesen med kor og guitar. Allerede sidste år fortalte Jeppesen, at der var nye sange på vej. For Kim Larsen skrev altid nye sange. Der var også et hint på Kjukkens Facebook-side.
“Uskyldig og fri – med det er det forbi”
Sange fra første sal er vel det nærmeste, man kommer en egentlig Kim Larsen soloplade overhovedet. Jo, der var selvsagt Værsgo fra 1973, men dengang var sangeren under indflydelse af blandt andre producer Poul Bruun og ven og mentor Stig Møller på sidelinjen. Sidste år havde han selv forberedt alt inden indspilningerne hjemme i lejligheden.
Og der er vi inviteret indenfor i Kim Larsen-land. Det første, der slår én, er, hvor gennemført og stærkt, Larsens vokal er overbevisende produceret helt frem i lydbilledet. Det er virkelig hans farvel og tak fra en mand, der fik set det, han ville.
Allerede fra begyndelsen i Den store dag leger sangskriveren kispus med et par lyse akkorder eller tre, og så har vi en melodi, der kun gør forårssmilet endnu bredere. Selv denne anmelders plejebarn – en hunkat – har ved lyden af den gamle hankats stemme og uimodståelige melodi opsøgt en solstribe i køkkenvinduet, mens den betragter et par store drenge pjatte, som de nu engang er sat i verden for at gøre.
I Den store dag er en stor dreng på vej ud i livet. Måske er det første skoledag. Det tror jeg. “Uskyldig og fri – med det er det forbi”. Klassisk Kim Larsen. Uskyldstabet, der for hans vedkommende indtraf i 1950’erne, som han igen og igen er vendt tilbage til i sin sangskrivning. I al sin hjertegribende enkelthed er sangen på mange måder det umulige supplement til perlen De smukke unge mennesker.
I den medrivende En brøkdel af et sekund er Kim Larsen igen respektfuldt tilbage ved sine rødder The Beatles, som de lød omkring And I Love Her, med stænk af The Everly Brothers. Og igen tager han favntag med ungdommens forgængelighed, og godt at de nåede at få det hele med, for “hvem kan standse, når skyggerne begynder at danse”.
Præcis som Kim Larsen selv gjorde i den selvbiografiske sang Brønshøj Husum ungdomsklub, hvor han lærte af danse jitterbug i forsøg på at charmere de unge damer.
Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange
Fætter Fritz – igen en fin folkesang på rockfødder – følger i tråd med et par andre sange på de sene Kim Larsen og Kjukken-album. Jalousien, der tilsyneladende altid har været en del af Kim Larsens liv. Præcis som humoren og selvironien.
Som om det ikke var nok, at fætter Fritz kan få Larsens gemalinde til at grine og blusse. Han drikker sørme også café latte og er småklog.
Mon ikke Fritz er endnu en Larsen-reference? Fritz Farlig er en figur i Anders And & Co. En slem karl, der indimellem allierede sig med lige så fordækte Øjvind Ørn, som Larsen vist opkaldte sin impresario Jørn Ørn efter.
Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften
Der er mange rigtig gode Kim Larsen-sange på dette album. Han er svagest i et par, hvor manden, der engang kaldte sin anden kone Kranen, hvæsser kløerne og forholder sig kritisk til ny-feminismen og måske især konsekvenserne heraf.
Man har altid kunnet høre det i Kim Larsens vokal, når han var satirisk. Den store rummelige klang får en let snerrende, spotsk bilyd.
Ikke at der noget galt i at problematisere #MeeToo eller kvindekamp som sådan. Tværtimod. Udover togforsinkelser er intet i denne verden absolut.
I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne
Kvinden i Charlie bor alene i sit dukkehjem og svæver på en sky af Coco Chanel og har nok i sig selv. En ting er, at Charlie selvfølgelig findes derude. Men det har altid klædt Larsen bedst at give denne verdens ensomme sjæle en solidarisk stemme.
I Dagens mand synger Kim Larsen ”hvem er det, der er dagens mand, fruentimmer”. ”Det er efterhånden længe siden, de har prøvet lykken i det muntre køkken”, synger manden med et skævt revysmil. I den nævnte biografi vedkender han sig åbent et kvindesyn, der stammer tilbage fra dengang, da han var lille. De er sgu også begyndt at få tatoveringer, damerne.
Igen – fint med et mandesyn på udligning mellem kønnene. Selvom det kan være svært at se i de sociale medier, lever vi i et demokrati. Og Larsen har en pointe, når han spørger, hvad der blev af det gammeldags begær. Tekstmæssigt er det bare ikke ret kønt. Kim Larsen var bedst, når poesien var drivkraften.
Uomgængelig og livsklog svanesang
#MeeToo eller ej, er Dagens mand det nummer, hvor jeg stærkest savner Kjukken. Med Jesper Haugaard på bas, Jens Langhorn på trommer og ikke mindst Karsten Skovgaard på guitar kunne det være blevet en klassisk Kjukken boogierocker.
Også det smukke Miss Måneskin er nemt at høre som en af de mange Beatles/Byrds-inspirerede guitarpassager, jeg har oplevet ved mere end 20 koncerter med Kim Larsen & Kjukken.
Sådan skulle det så ikke være. I stedet har vi et album, der for evigt vil stå som en uomgængelig, livsklog – og mæt svanesang for åbne vinduer i lejligheden i Odense.
Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde
Vemodigt? Egentlig ikke. Ikke i teksterne. Tag bare Koppen med den skårede hank – det nærmeste Sange fra første sal kommer en refleksion over komponistens livssituation dengang i 2018, hvor han vidste, at livet vist blev kortere, end han troede året forinden.
Uden sentimentalitet synger Larsen:
”Ræk mig lige koppen med den skårede hank og Politiken fra i går. Nok er den ikke særlig aktuel. Men det er jeg heller ikke selv.” “Der var så meget jeg skulle nå, og alt for meget, som jeg sku’. Min tid er forbi, men jeg er her endnu”.
Det er gribende, ja. Meget. Men melankolien og et hjertesuk eller syv ligger in theeyes of the beholder – og i melodien.
Der har altid været endog stor længsel ud i Larsens sange. De sidste par årtier var der ofte et stænk af forgængelighedens refleksion og længsel tilbage i Kim Larsens sange. Også i denne, flot løftet af sønnen Hjalmar og Jørn Jeppesen i koret.
Og som han også synger, ”måske det hele bare var en drøm”.
”Når natten er omme, går vi hver sin vej,” som Larsen engang sang. Hvis det vi havde sammen i nattens løb, bare var en drøm, var det en af de gode.
Sange fra første sal er en særdeles fornem og værdig sortie for den største danske folkekunstner nogensinde.
PS: Teksterne til to af sangene, Sommer og Nu dufter tjørnen, skyldes hhv. Ove Abildgaard og Harald Herdal.
MUSIK // ANMELDELSE – Søndag aften d. lagde det nyrestaurerede Amager Bio lokaler til sydende varm gospel, soul og blues med en formidabel guitarvirtuositet ved Derek Trucks som beskedent centrum på scenen.
Navnet Tedeschi Trucks Band siger måske ikke ret meget. Lad os sætte det på (sydstats)verdenskortet. Bandets kerne består af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks fra Jacksonville, Florida. Det eneste, bandet har at gøre med trucks som i lastvogne, er den eight wheel drive, der lige nu fragter deres gear rundt i Skandinavien.
Allerede som dreng viste Derek Trucks så store evner på sin guitar, at han blev udnævnt som vidunderbarn med deraf følgende legater.
Han har det ikke fra fremmede – hans onkel var trommeslager i Allman Brothers Band, som Derek selv var medlem af i en del år, mens det stadig var ledet af Gregg Allman. Og ja. Derek er efter eget udsagn opkaldt efter Clapton-bandet Derek and the Dominos.
Susan Tedeschi havde en lang karriere bag sig som soul/bluessanger og -guitarist, da hun mødte Truck. De seneste ni år har de haft et fælles band – workshop er måske en bedre beskrivelse.
Det første nummer i Amager Bio Laugh about It blev ligesom leget i gang, båret diskret frem af medlemmerne i det 12 mand/kvinder store band. Der var en lidt jazzet Grateful Dead-stemning over det; som om den solrige, chillede stemning af vårsøndag eftermiddag hjemme på altanen havde sneget sig med ind i den tidligere biograf.
Det skulle senere vise sig at ligne en formel for denne aften, også i nyere numre som Hard Case fra gruppens nyeste album Signs.
En stilfærdig, famlende, nænsom begyndelse, så et swing med den storartede bassist og hele to trommeslagere som backing for Susan Tedeschis guitar og vokal, kraftfuld som de ’danske’ soulrock-festivaldarlings Beth Hart og Dana Fuchs, om end mere nøgtern i sin klang – eller som Bonnie Raitt uden groft sandpapir på stemmelæberne.
Henover midten af nummeret det ene gospel-crescendo efter det andet med de tre blæsere og tre korsangere i varierende styrke længst til venstre på scenen.
Selvom Derek Trucks fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’
I nogenlunde samme skiftende styrke som resten af bandet spillede den sympatisk beskedne Derek Trucks. Selvom han fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’.
I flere fælles forløb sammen med fru Susan havde man nærmere fornemmelsen af intuitivt og respektfuldt samspil.
Trucks’ spillestil ligner ikke meget andet. Udgangspunktet i sydstats swamprock er klart, men dertil har hans usædvanlige fingerspil en særlig, østerlandsk melodisk klang.
Formentlig skyldes det stor interesse for indisk musik, især musikeren Ali Akbar Khan, der i øvrigt ofte arbejdede sammen med sitarguden Ravi Shankar.
Truck spiller med en kirurgs præcision og som en kunstmaler holder på en pensel. Langt henad vejen opstår hans spil på samme måde – i momentet. Samtidig var han tydeligt først og fremmest i centrum på scenen for kollektivets skyld.
Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?
Som i Until You Remember med keyboardspilleren på orgel, så man mindedes gamle Booker T. Jones, Tedeschis vokal i sjælfuldt udbrud og gemalen medlevende på guitaren.
Eller i deres soulede version af John Prines Angel from Montgomery. Snyd i øvrigt ikke dig selv for Prine på dette års Tønder Festival.
Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?
Ingen hemmelighed at bandets rødder er placeret i sentresserne og halvfjerdserne. Når det gælder rockmusik, nægter disse årtier åbenbart at gå over. Godt det samme.
Som i nævnte Cocker og Allman Brothers, hvis indsats med hensyn til fusion sort sjæl med hvid støj kun kan underdrives, er Tedeschi Trucks Band et musikalsk smeltepunkt. Som åbenlyst bredte sig til publikum.
Jeg kunne godt have brugt lidt flere brud eller kontrapunkter mellem de mere eller mindre formulariske numre, som da bandet leverede en grovfunky version af Dr. Johns I Walk on Guilded Splinters og en helt nedtonet countryballade, hvor Susan Tedeschis smukke vokal for alvor bragte americana til Amager.
Med det forbehold in mente er det stadig den forrygende, håbefulde gospelstemning i bandets version af Joe Cockers Space Captain, der vejer tungt i ørene.
Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder
Tedeschi Trucks Band er på en mission, som intet regneark, ingen algoritme, ingen uddannelse ved Copenhagen Business School, slet ingen YouTube-influencer ville kunne udtænke.
Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder.
Det var sådan, det virkede på scenen i Amager Bio.
Som altid er tonen på Love Shops nye album Brænder boksen med smukke ting cinematisk. Ja, måske endda endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Undervejs på den færd veksler den klassiske “love shopske” melankoli mellem stilfærdige etuder og smådramatiske forløb, hvor guitarist Mika Vandborg, pedal steel-guitarist Maggie Björklund og Mikkel Damgaards keyboards maler ekspressive modbilleder i fuld technicolor til den gråmelerede modløshed.
Åbningsscenen kunne tage sit udgangspunkt i en bil på vej væk fra Love Shops hjemmebane i Store Vega på Enghavevej, der engang i tidernes morgen fungerede som Folkets Hus. For dét er netop titlen, Folkets hus, på det første klaverstykke i tonstung mol, hvor sanger og tekstforfatter Unmack konstaterer at alt det gode i ’socialdemokratiets kolde krop’ er rådnet op. Og hvorfor så egentlig feste?
Et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før
Således opmuntrede lusker vi videre og fortsætter baskende med armene i den flotte crescendo-bårne indie-rocksang Til jorden kommer. Indover Kongens Nytorv, forbi Magasins og d’Angleterres ’plastiksjæle’ ud mod Langelinie, hvor manden bag sangen om drømmenes København lader sig friste af skibene på vej mod ukendte destinationer. Det er næsten 30 år siden, Unmacks uforbeholdne begejstring over København første gang blændede igennem på det første Love Shop-album.
Som han synger Til jorden kommer med dommedagsrøst, er der ikke meget lys at spore.
Også Underdanmark er et storladent rocknummer med Mika Vandborg på spade, så det er lige før, man mistænker ham for forveksle Love Shop med Electric Guitars. Et stemningsbillede – måske – af baneterrænet omkring Hovedbanegården, hvor udstødte søger varme eller bare et sted at være.
I dette som i andre numre benytter Unmacks sig at en form for kontrasternes cut up-teknik. Hvor begreber sættes sammen – ’iskold brænder’ – og ordstumper ditto – ’lyd af spor der skifter tog’, ’lever for at sulte’. Han synger om tog, der får mig til at tænke på billeder af de tog, der bragte jøder til Auschwitz dengang i 40’erne.
I samklang med musikken skaber det endog meget stærke spejlinger og billeder i ørebøfferne. Det er koldt ja, koldt som når feberen er stigende, og, ja særdeles virkningsfuldt. Jens Unmacks tekster bliver mere og mere fragmentariske.
Om skrivestilen er inspireret af David Bowie, der også legede med at klippe i ord og sætninger, aner jeg ikke. Men han, altså Den Tynde Hvide Hertug, dukker op, efterhånden som Love Shops rejse bevæger sig udenfor Danmarks grænser til et krakelerende England i British Racing Green. I en slentrende melodisk bevægelse, med Damgaards hypermelodiøse keyboardspil, der godt kunne være inspireret af ’Life on Mars’-Bowie, hvis blege 70’er fjæs kommer til at stå som et stemningsbillede på ’dage kulsorte som vinyl’.
Igen et meget, meget smukt postkort – eller Instagram-opslag – fra en musikelsker. Måske en hyldest til et idol. Måske en hyldest til musikalsk passion. Måske et billede på den tiltagende fattigdom i dronningeriget, der muligvis snart ligger udenfor EU. Måske det hele. Måske noget andet.
Lever og dør med stil
Er det hele sort og forknyt på dette album? Nej, under et stop på rejsen i Berlin, I Berlin siger alle farvel, aner man trods alt en form for håb eller fortrøstning i noget, der ligner en sang om et kærlighedsforhold, der er på vej til at splitte sig op i Øst og Vest. Igen akkompagneret af fajancefine guitarvignetter. Som i det arketypiske Love Shop titelnummer Brænder boksen med smukke ting.
Som, i al fald af denne anmelder, KAN høres som en metasang om Unmacks skrivestil. Boksen – lig et gammeldags filmkamera – fyldes med både smukt og grimt.
Det er efterhånden en del år siden, Love Shop og alle andre mistede guitarist Hilmer Hassig. Men han lever videre i sit gamle band, ikke bare i Vandborgs guitar, der gavmildt deler ud af den twangy lyd, Hassig selv var en fornem ambassadør for.
Men også i albummets sidste nummer Druknet Senegal Vin, hvor rejsen fortsætter ned gennem Tyskland mod ukendte mål, mens sangeren ”Spejder efter hilmer, kigger efter heinz (Henrik Hall, der døde i 2011)”. Læg dertil en lille hilsen til et af Unmacks store idoler, Joakim Thåström.
Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre
Ovenpå et repetitivt beat og med bassist Nis Tyrrestrup i halvdovent kinddanstempo slutter rejsen vist med en form for forsoning. Igen: måske. Det er det fine med Love Shops filmiske popsange. Lyt. Sans. Digt selv med.
Jens Unmack har udviklet sig til en af de væsentligste ordkløvere i dansk rock – og i øvrigt synger han bedre og bedre.
Brænder boksen med smukke ting er et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder som noget, man ikke har hørt før.
Skulle man fremhæve et enkelt nummer, bliver det At leve er at dø med stil.
Så fint det løftes i gang af guitaren til en gennemført popmelodi med et insisterende b-stykke, hvor sang, ord og musik mødes i soniske billeder så smukke som regnen en dugfrisk morgen i Alperne, som man må formode rejsen passerer efter Mainz, som Unmack synger om.
Imponerende med det orkester. Det lever videre med lidt mere stil hver gang, det dør, og dør med lidt mere stil hver gang, det lever videre.
Love Shop, Brænder boksen med smukke ting, A:larm – Universal
The Mavericks, DR Koncerthuset, Studie 2, 27.02.19
Rocknumre med både harmonika- og trompetsoli hører til sjældenhederne – ligesom det sandt at sige også hører til sjældenhederne, at denne anmelder er med til at trække aldersgennemsnittet ned ved en koncert.
Det ville da i øvrigt bestemt heller ikke være allright mama, hvis den første generation, der voksede op i larmen fra rock’n’roll skulle sidde derhjemme og trille tommelfingre, bare fordi man ikke længere er helt så i stram i betrækket eller hurtig ved havelågen som Ariana Grande.
Da The Mavericks’ sanger Raul Malo onsdag aften indledte sidste ekstranummer med at sige: “De af jer, der holder af Amerika ved, hvorfor vi spiller dette nummer”, for derefter at spille The Beatles’ “Back in the U.S.S.R.” – ja, der var det umuligt ikke at holde umanerlig meget af den der flok spillemænd på scenen.
De har spillet samme nummer flere gange på den aktuelle turne, men timingen her kunne ikke være meget bedre. Samtidig med, at det feststemte orkester afrundede koncerten, sad Donald Trumps tidligere advokat, håndlanger, wise guy, eller hvad man kalder den slags over there, under en høring i Washington DC og indrømmede, at han havde løjet i kongressen omkring den såkaldte Ruslands-undersøgelse. Jovist. Back in the U.S.S.R.
I en verden, hvor løgn snart helt har erstattet sandhed, hvor antagelse og personligt tankespind har erstattet fakta og videnskabelighed, grådighed for længst har erstattet moral, og mure har erstattet de væsentligste af de værdier, vores vestlige civilisation hviler på – og hvor Rusland bidrager til at afgøre amerikanske valg, og danske banker bidrager til sort, russisk økonomi.
Ja, da var den lille satiriske tvist særdeles velkommen.
På sin vis havde den omgang fusionsfest, The Mavericks havde holdt kørende de seneste par timer nemlig været det stik modsatte. Blues, rock, latin, zydeco, tex-mex, reggae, ska – og hva’ vi du ha’. Et saftspændt konglomerat af musikalske impulser, der er skyllet ind over U.S.A. fra, før landet overhovedet havde et navn – og grænser for den sags skyld.
Mavericks er, som ledsageren påpegede, lyden af forsamlingshus. Og det i den absolut gode betydning. Fest, dans, livsglæde. En aften i en tidsboble uden plads til denne verdens Michael Cohen’er.
Det er bare et halvt år siden, The Mavericks sidst besøgte Danmark – nemlig på Tønder Festival. Oprindelig blev det etableret i Miami som et punkband, hvis medlemmer i øvrigt hang ud med Marylin Manson.
Senere vendte de sig mod såkaldt nytraditionel country og senere igen den form for multi-americana, de stadig spiller. Nogenlunde samtidig med, at de musikalsk beslægtede Los Lobos huserede.
The Mavericks nåede at få et par verdenshit med “Dance the Night Away” og “All You Ever Do is Bring Me Down”, før de stoppede og – som alle andre – blev genforenet. Det skete i 2013 med to oprindelige medlemmer, guitarist og sanger, Raul Malo og trommeslager Paul Deakin – og keyboardspilleren Jerry Dale McFadden, der kom til kort efter bandformationen.
Som de kækt indledte med deres største hit “Dance the Night Away” efterfulgt af “All Night Long” var der allerede bevægelse i futteralerne i kælderen under DR Koncerthuset. Det skyldtes ikke bare det uomtvistelige, super tighte swing, det band stadig har, men også den sublime akustik i koncerthusets Studie 2.
Det var rent faktisk så klart et lydbillede i salen, at alle instrumenter lød nogenlunde lige tydeligt og skarpt. Bortset fra sangen på alle andre mikrofoner end sangeren Raul Malos.
Og apropos ham. Han er ofte blevet nævnt i samme åndedrag som Roy Orbison. Det forstår jeg ikke helt. Jo, Raul har en flot klang – han synger fortfarende krystalklart af en mand på 53. Men hans stemme har hverken samme teatralske opera i sig eller særegne personlighed som The Big O.
Det var måske især tydeligt at høre i coverversionen af netop dennes “Blue Bayou”. Til gengæld gav han en meget fin, loyal version af Springsteens “All that Heaven Will Allow” med godt med ramasjang i bandet.
I den periode i 00’erne og begyndelsen af 10’erne, hvor Raul Malo forsøgte sig som solist, var han kort med i nævnte Los Lobos’ Super Seven Group, der er en form for tex-mex-svar på det cubanske Buena Vista Social Club.
Flere gange under koncerten var der denne stemning af en flok musikere, der leger musikken frem. Den form for jamlignende musikeren var egentlig et velkomment brud imellem lovlig mange numre, der mere eller mindre alle lød som “Jambalaya” både melodi- og tempomæssigt.
Musikerne – ikke mindst da de to fremragende blæsere – har kvaliteten til den slags, men det kan også blive noget langt i spyttet og direkte kedeligt og ensformigt. Især når der gik “Beer Barrel Polka (Hvor er min kone?)” i det. Harmonikaspilleren, der havde mange soli, var virkelig god.
Men der lå en hårfin balance dér mellem, hvor det det ene øjeblik lød af uimodståelig fest på bytorvet med vimpler og fyrrige senores y signoritas i dans på bordene – og det næste af dansk øltelt morgenen efter med paptallerkener med ketchup- og sennepsklatter og fadølssjatter over det hele.
Og den balance vippede lovlig mange gange mod det sidste, når fusionsfesten var sat på vågeblus.
Grundstammen i The Mavericks er et rockband: Malo, hans medguitarist Eddie Perez og trommeslager Deakin, der spillede hårdt markeret på sine trommer.
The Mavericks var klart bedst, der hvor de to guitaristers twangy guitarer var i fokus i de mere rock’a’billy–agtige passager. Der lød The Mavericks af støvede horisonter og moteller, hvor man tjekker to gange, at døren nu også er låst.
Sætliste:
Dance the Night Away
All Night Long
Easy as It Seems
Back In Your Arms Again
Stories We Could Tell
Summertime (When I’m With You)/A Message to You, Rudy
En gammel journalistisk frase lyder, at man kan researche en historie ihjel. Forleden var jeg tæt på at researche denne anmeldelse ihjel. Sådan forstået, at jeg så nogle YouTube-mobiloptagelser fra diverse koncerter med det genopstandne The Revolution. Bedømt ud fra disse lignede fredagens koncert i Store Vega på forhånd en noget sløv oplevelse med nogle musikere, der måske ligefrem var ude på at slå mønt på det, som Wendy Melvoin her til aften kaldte “elefanten i rummet”.
Jeg skulle blive meget klogere. Det er det med virkeligheden derude i scenernes her-og-nu liverum; den er altid at foretrække, frem for skærmgengivelse.
Ved Princes alt for tidlige død den 21. april 2016 var det længe siden, han for alvor sidst havde spillet sammen med The Revolution. Bortset fra nogle samlinger ved festlige lejligheder havde bandet ikke været samlet på scenerne, siden de forlod Prince – eller omvendt – helt tilbage i 1985. De fortsatte dog med ham et par år i studierne.
MEN – det var The Revolution, der skabte funken rundt omkring Prince og hans guitar i de formative år fra de første dage i klubberne i Minneapolis, hvor de – og The Time med Jimmy Jam og Terry Lewis –skabte broen fra Motown, P-funk og Sly and the Family Stone til r&b-revolution og verdensherredømme. The Revolution var det tætteste, Prince kom på et fast band.
Jeg vover gerne et øje; det var sammen med The Revolutions medlemmer, Prince skabte sine mest interessante album. Fra Dirty Mind (1980) til og med Sign o’ the Times (1987). (Dr. Fink var med lidt længere).
Fra turbinehår til coffee house
Første tanke, da Lisa Coleman, keyboards, Wendy Melvoin, guitar og sang, Matt (Doctor) Fink, keyboards, Bobby Z, trommer og Brown Mark, bas og sang, gik på scenen i Vega, var, at de – megetoverraskende – var blevet ældre.
Finks doktorkittel er lagt noget ud. Han har min store sympati. Sidst jeg så Wendy spille med Prince, havde hun turbinehår og var, som det nu var dengang, dressed to kill. I dag ligner hun den sympatiske kvinde, der sidder med sin Mac og latte ved bordet ved siden af i hvilket som helst amerikansk coffee house.
De lagde ud med et massivt beat og voldsomt tromme-backtrack til “America” fra Around the World in a Day. Lovlig voldsomt, men allerede der i første nummer lød de påfaldende friske – og røvfunky. Og påfaldende, hvor tæt Brown kommer Princes lavere stemmeregister. Sådan skulle det fortsætte i “Computer Blue” fra Purple Rain, der altid vil være et af mine øde ø top 10-album.
Bare lyden af Lisas indledende keyboardtema, og jeg var bragt tilbage til utallige gennemlytninger af dette nummer, hvor soul, rock og jazz svitses sammen, så det syder.
Efter “Take Me With U”, “Uptown” og “D.M.S.R” var enhver mistanke om en koncert med lige så lidt glød som det falmede mønster i den paisley-mønstrede skjorte, der havde placeret sig foran mig, gjort til skamme. Ikke noget med postuleret tjuhej-party her.
Wendys rytmeguitar – Nile Rodgers skal tage sig sammen for at følge med – og Bobby Z’s lettere indolente, men hyper effektive trommespil løftede den indledende metalfunk op på et niveau, hvor det begyndte at lette. Hvilket samtidig skyldtes en lydmand åbenlyst over standardniveau.
Der står “imponerende skarpt” hele tre gange i telefonens noter.
Møgbeskidt funk
Fællessang til “Take Me with U” og endnu en flok møgbeskidte funkexcesser i form af “Raspberry Beret”, “Erotic City” og “Let’s Work”. Især i det sidste behandlede Brown sin slagbas, så man skulle tro, den havde været meget slem i går. Selvfølgelig er den slags indstuderet – The Revolution kører med stort set samme sætliste hver aften – men det virkede som om, de fem bandmedlemmer nød at stå der. Som da Coleman grinende forsøgte at stoppe Marks bassolo.
Bandet medbringer en sanger, hvis navn jeg ikke fik fat i, med et højt pitch, der synger for på en del numre. Men det, at vokalen er fordelt på ham, Mark og Wendy understeger, at The Revolution betragter sig selv som et kollektiv – og ikke The Revolution plus en, der ligner og lyder som Prince.
Energi og dynamik opstår i kontrasterne, og det var, da Wendy og Lisa blev alene på scenen, at koncertens point of no return opstod. En indfølt, helt nøgen version af “Sometimes it Snows in April” med Wendy enormt udtryksfuldt på akustisk guitar og Lisa på sit klaviatur.
Lige der lignende det mere Melissa Etheridge eller Shawn Colvin end Minneapolis. Et ualmindelig smukt øjeblik i Vega, hvis skønhed kun blev forstærket, da det lykkedes det musikalske flertal af de tilstedeværende at tysse den evigt knævrende del af publikum til tavshed.
Det var dér, da Wendy sang “Just after I’d wiped away his last tear/I guess he’s better off than he was before/A whole lot better off than the fools he left here,” at jeg mistede enhver mistro i forhold til The Revolutions ærlighed omkring deres hyldestprojekt.
En skinnende perle
I forvejen er denne komposition en perle, der skinner jo mere, den bliver pudset. Prince i et af sine i øvrigt mange eksistentielle øjeblikke. Som på “When Doves Cry”.
Tilbage i funksporet med “Let’s Go Crazy”, “Controversy” med en kulsort duel mellem Marks bas og Wendys guitar. I den gamle smadrekasse af et dansenummer, “Kiss”, spillede hun en evighed af en solo – wauw. Little girl Wendy parade. Yeah.
Det er muligt, at hun ikke har samme nuancer og grandeur som Prince, men det var godt, og på dette sene tidspunkt i koncerten havde publikum og band for længst taget hinanden under armene i denne hyldest til den store, lille kunstner.
Inden “Purple Rain” talte Wendy om sine og de andres bevæggrunde. Deres ide:
”Det handler om samvær. Grunden til, at vi kommer ud – æh, det var vist dumt sagt (Dagens latterudbrud i Vega; både Wendy og Lisa “came out” som lesbiske som helt unge). Vi har forsøgt at finde den bedste nåde at navigere i dette, og vi har taget jer med i den regning.”
Samvær var, hvad det handlede om, da publikum med lidt hjælp sang teksten til “Purple Rain”, som afrunding af en koncert, hvor nu og da, funk og følelse, fredagsfest og gennembladring af mentale fotoalbum endte i en syntese. Hvor nostalgi og heltehyldest slutter, og følelsen af at befinde sig på et sted, hvor der kun er én vej, nemlig frem i næste beat begynder, ved jeg ikke.
Men jeg ved, at Wendy sluttede af med at sige: “If you want us back. Call out.” Den opfordring er givet videre. Stik The Revolution et festivaltelt, og ikke en gummirøjser er tør.
Og hvor var Prince? Over det hele. På vej hjem i bilen fra Vega virkede det et øjeblik som om, regndråberne på forruden blev farvet lilla. Måske var det bare lyset fra et blåt neonskilt og et rødt stoplys, der blandede sig sammen.
MUSIK – I år har The Beatles-albummet The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum) 50 års jubilæum. Forleden spillede Paul McCartney blandt andet den udødelige klassiker Blackbird fra dette album på sin akustiske guitar. Et møde med en kvinde, der blandt andet kom gennem en svær livsfase ved at lytte til denne sang, har fået mig til at skrive historien om Paul McCartneys sang om solsorten. Eddie Michel, eddiemichel.com, har skudt de flotte fotos.
Stående øverst på en hævet scene sang Paul McCartney forleden Blackbird, som han formentlig har gjort ved samtlige koncerter siden sit live-comeback i 2002.
Som det fremgår af dette YouTube-klip fra koncerten i Royal Arena fredag aften, er der med årene kommet lidt rust på McCartneys stemme. Men den 50 års jubilerende sang lever i bedste velgående.
Blackbird optrådte første gang side 2 på The Album (Det Hvide Album/Dobbeltalbum), og er i dag en af de mest populære The Beatles-sange. For eksempel er det den syvendemest spillede Beatles-sang på Spotify. Næsten 82 mio. afspilninger.
Hvorfor? Det er fristende at svare med klichéen: Vidste jeg det, ville jeg være god for 7 mia. kr., ligesom Sir Paul.
Men der er ingen tvivl om, at McCartneys fine tekst – en af hans bedste overhovedet – kombineret med en raffineret melodi, brilliant guitarspil og sangens samlede håbefulde udtryk er en væsentlig del af forklaringen.
Præcis som i Jyske Bank Boxen i Herning i juni 2016 introducerede McCartney sangen med en lille anekdote om dengang i 1968, hvor borgerrettighedsbevægelsen i USA generelt inspirerede ham.
Det er ofte sagt – dog så vidt vides ikke af McCartney selv – at sangen skulle være direkte inspireret af mordet på Martin Luther King Jnr 4. april 1968. Teoretisk set er det muligt.
Solsortens rejse
Blackbird er dobbelt aktuel i disse dage, hvor 50-årsjubilæet for The Album fejres med udsendelsen af en ny version, hvor man som supplement til remixede versioner af de mange sange kan lytte til mere eller mindre akustiske Esher-versioner af blandt andre Back in the USSR og Julia.
Disse rå demoer blev indspillet i George Harrisons hus i Esher i Surrey, England, i maj måned 1968 som oplæg til de senere pladeindspilninger i studiet i Abbey Road. Både John Lennon og lydteknikeren Geoff Emmerick, der var til stede i Esher, har sagt, at The Beatles allerede var gået i opløsning på det tidspunkt. Men der er nu påfaldende meget gruppe esprit over disse upolerede indspilninger.
Udover lidt veloplagt MacCartney-kvidr lyder Esher demo-versionen af Blackbird i bund og grund ikke så meget anderledes end den kendte pladeversion.
Der findes flere mere eller mindre modstridende versioner af historien om sangens oprindelse.
I maj 1968 var The Beatles næsten lige kommet hjem efter rejsen i februar/marts til Rishikesh i Indien, hvor de genoptog deres kursus i Transcendental Meditation, omgivet af venner og andre kunstnere. De måtte forlade det første kursus på grund af manager Brian Epsteins selvmord.
Ringo Starr forlod allerede campen i det nordlige Indien efter en uges tid. Han var træt af karry, har han senere sagt. McCartney rejste senere i marts, mens John Lennon og George Harrison angiveligt forlod lejren i protest mod guru Maharishi Mahesh Yogis meget verdslige, grænseoverskridende interesse i skuespilleren Mia Farrow.
En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham
Melodien til Blackbird havde længe ligget som en løs skitse, inspireret af nogle timer i guitarspil, som McCartney og George Harrison tog som drenge. Dengang forsøgte de at lære at spille Johann Sebastian Bachs Bourrée i E Minor for at vise folk, at ”vi ikke var så dumme, som vi så ud til,” som McCartney sagde i 2005 under en studiekoncert i Abbey Road – Chaos and Creation at Abbey Road.
”En del af den struktur er en speciel harmonisk ting mellem melodien og basgangen, som fascinerede mig. Bach var altid en af vores foretrukne komponister; vi følte at vi havde en masse til fælles med ham,” siger McCartney i sin selvbiografi Many Years From Now.
”Jeg udviklede melodien på guitar baseret på Bach-stykket og tog den et andet sted hen, til et andet niveau. Jeg indpassede ordene,” siger han også
Fra Bach til Beatles, melodisk set. Det ligger fast. Men hvor blev den så komponeret færdig?
Ifølge den ene version vågnede McCartney tidligt en morgen til lyden af solsortesang under The Beatles rejse til Rishikesh, hvorefter han hentede sin guitar for at transkribere fuglesangen. Det har McCartney blandt andet fortalt forfatteren Hunter Davies.
Ifølge den anden version blev melodien skrevet kort efter hjemkomsten til Storbritannien, hvor McCartney var søgt i skrively i Kintyre i Skotland.
Der findes sågar en tredje version, gående ud på at den blev skrevet under en forretningsrejse i USA. Det var i de forholdsvis glade dage, hvor især McCartney var drivkraften bag pladeselskabet Apple.
DER ER MED ÅRENE KOMMET LIDT RUST PÅ MCCARTNEYS STEMME. MEN DEN 50 ÅRS JUBILERENDE SANG LEVER I BEDSTE VELGÅENDE. Foto: Eddie Michel/eddiemichel.com
Den sorte kvinde
Hvad med teksten? Den autoriserede forklaring handler altså om inspiration fra den bevægelse, der skulle kulminere, da USA valgte sin første sorte præsident i 2008.
”Jeg havde i tankerne en sort kvinde, snarere end en fugl. Det var i perioden med borgerrettighedsbevægelsen, som vi alle talte lidenskabeligt om. Så det var virkelig en sang fra mig til en sort kvinde, der oplever disse problemer i staterne: “Lad mig opmuntre dig til at fortsætte med at forsøge at fastholde din tro, der er håb”. Som det ofte er tilfældet med mine sange synger jeg i et billede, snarere end specifikt at sige, “sort kvinde, der bor i Little Rock”,” sagde McCartney i 2004 i et interview på Rolling College i Florida.
Under McCartneys “Driving USA”-turné samme år introducerede han sangen ved at forklare, at udtrykket “fugl” var britisk slang for “pige”.
McCartney erkendte en gang, at sangen også kunne være inspireret af den libanesisk-amerikanske digter Khalil Gibran, der var temmelig hot i den intellektuelle del af Swinging London i de dage. Linjen ’Take these broken wings and learn to fly’ er central, nærmest et omdrejningspunktet i Gibrans lyriske roman Broken Wings.
McCartney fortalte i et interview i 2013 i London med blandt andre overtegnede, at hans yndlingsfritidsbeskæftigelse er at læse digte. Hele underetagen i hans hus i London, der i øvrigt ligger få minutters gang fra Abbey Road-studierne, er indrettet som lyrikbibliotek, fortalte han også. Det var blandt andet her han fandt sjælero efter den meget omtalte – og dyre – skilsmisse fra Heather Mills.
Broken wings
Som noget usædvanligt for en mandlig forfatter i 1912 handler Gibrans roman om kvinders manglende rettigheder i Mellemøsten. Mon ikke det blandt andet forklarer dens fornyede popularitet i en periode, hvor alle normer og konventioner var i bevægelse i retning af større individuel frihed.
I dag bruges udtrykket ”Take these broken wings” ofte af terapeuter som udtryk for processen at komme videre efter et sammenbrud eller andre nedbrydende oplevelser.
Og måske var det den linje John Lennon tænkte på, da han i et interview med Playboy Magazine i 1980 sagde:
“Jeg gav Paul en linje til den sang (Blackbird), en vigtig linje, men den er virkelig helt hans. Paul er god til den der guitarting. Det er John Denver også.”
Om det sidste var tænkt som en kompliment, må stå hen i det uvisse. Som bekendt er det om få dage 38 år siden, John Lennon mistede livet i New York.
Sir Paul er her stadig. Det samme er Blackbird. Håbet om forandring lever, selvom det ligesom hans vokal er mærket af tiden.
For ikke så længe siden talte jeg med en kvinde, der havde lyttet til Blackbird igen og igen hver nat, mens hun var i behandling for kræft. Den var et lyspunkt i en livsfase, som bare skulle overstås.
“Håbet, som jeg hver gang fandt i den sang – og vel også kemoen – kurerede mig,” som hun sagde med et smil.
Musikkens kraft.
Lyt evt. til denne https://www.audubon.org/news/what-beatles-song-blackbird-was-really-about
Andre sange inspireret af borgerrettighedsbevægelsen, ifølge National Public Radio:
Aaron Neville, “Hercules”
Anthony Hamilton & The Blind Boys of Alabama, “This May Be the Last Time”
Anthony Hamilton, Joss Stone, Blind Boys, Mary Mary, John Legend, “We Shall Overcome”
Aretha Franklin, “In The Upper Room”
Aretha Franklin, “Mary, Don’t You Weep”
Aretha Franklin, “Respect”
Aretha Franklin, “What A Friend We Have In Jesus”
Art Blakey & The Jazz Messengers, “The Freedom Rider”
B. King, “Why I Sing The Blues, Pt. 1”
Bebe Winans, “Lift Every Voice and Sing”
Ben Harper, “Like A King”
Bernice Johnson, “Been In The Storm So Long”
Bertha Gober, “I Told Jesus”
Betty Mae Fykes, “If You Miss Me From The Back Of The Bus”
Billie Holiday, “Strange Fruit”
The Blind Boys of Alabama, “Free At Last”
Blue Mitchell, “March on Selma”
Bob Dylan, “Blowin’ in the Wind”
Bob Dylan, “Chimes of Freedom”
Bob Dylan, “Maggie’s Farm”
Bob Dylan, “Only A Pawn in Their Game”
Bob Dylan, “The Lonesome Death of Hattie Carroll”
Bob Dylan, “The Times They Are a-Changin’”
Bob Dylan, “When The Ship Comes In”
Bob Marley, “Redemption Song”
Bruce Springsteen, “We Are Alive”
The Byrds, “Turn! Turn! Turn! (To Everything There Is a Season)”
O.R.E. Freedom Singers, “Get Your Rights, Jack”
The Carpenter Ants, “Cryin’ In The Streets”
Charlie Daniels, “The Devil Went Down To Georgia”
The Chi-Lites, “(For God’s Sake) Give More Power To The People”
Chuck Berry, “Promised Land”
Chuck D, “The Pride”
Clark Terry Quintet, “Serenade To A Bus Seat”
Cleo Kennedy, “City Called Heaven”
Common featuring Will.i.am, “A Dream”
Cordell Reagon, “Uncle Tom’s Prayer”
DADDY (Will Kimbrough & Tommy Womack), “The Ballad of Martin Luther King”
Digital Underground, “No Nose Job”
Donny Hathaway, “Someday We’ll All Be Free”
Donny Hathaway, “Thank You Master (For My Soul)”
Donny Hathaway, “Tryin’ Times”
Donny Hathaway, “To Be Young, Gifted And Black”
Emmylou Harris, “My Name Is Emmett Till”
Fannie Lou Hammer, “Go Tell It On The Mountain”
Gil Scott-Heron, “The Revolution Will Not Be Televised”
Gospel Dream, “This Little Light of Mine”
Grant Green, “The Selma March”
Guy Carawan, “We Shall Overcome”
Harlem River Drive featuring Eddie Palmieri, “Harlem River Drive”
The Harmonizing Four, “I Shall Not Be Moved”
Harry Belafonte, “Abraham, Martin and John”
Harry Belafonte, “Oh Freedom”
The Impressions, “Keep on Pushing”
The Impressions, “People Get Ready”
The Impressions, “We’re A Winner”
The Isley Brothers, “Fight The Power”
The Isley Brothers, “Get Into Something”
B. Lenoir, “Alabama Blues”
James Brown, “I Don’t Want Nobody To Give Me Nothing (Open Up The Door, I’ll Get It Myself) Pt. 1”
James Brown, “Say It Loud, I’m Black and I’m Proud”
James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Song of Freedom”
James Horner & Sweet Honey in the Rock, “Welcome to S.N.C.C.”
Janis Ian, “Baby, I’ve Been Thinking”
Jimmy Collier & The Movement Singers (led by Diane Smith), “Will The Circle Be Unbroken”
Joan Baez, “Oh Freedom”
John Coltrane, “Alabama”
John Lee Hooker, “The Motor City Is Burning”
John Legend, “Woke Up This Morning”
John Legend, “If You’re Out There”
Joss Stone, “Eyes on the Prize”
The Jubilee Hummingbirds, “Our Freedom Song”
Jungle Brothers, “Black is Back”
Les McCann & Eddie Harris, “Compared To What”
Lizz Wright, “Walk With Me Lord”
Louisiana Red, “Ride On, Ride On”
Lynyrd Skynyrd, “Sweet Home Alabama”
Mahalia Jackson, “How I Got Over”
Mahalia Jackson, “In The Upper Room”
Mahalia Jackson, “I Will Move On Up A Little Higher”
Mahalia Jackson, “I’ve Been Buked and I’ve Been Scorned”
Mahalia Jackson, “Take My Hand, Precious Lord”
Marian Anderson, “He’s Got The Whole World In His Hands”
Marshall Jones, Matt Jones, “In The Mississippi River”
Marvin Gaye, “Wholy Holy”
Marvin Gaye, “Inner City Blues”
Marvin Gaye, “Save The Children”
Marvin Gaye, “What’s Going On”
Mary Mary, “We Shall Not Be Moved”
Mass Meeting Participants, “Freedom Now Chant”
Mass Meeting Participants, “Lord, Hold My Hand While I Run This Race”
Mavis Staples, “Down in Mississippi”
Mavis Staples, “Eyes on the Prize”
Mavis Staples, “We Shall Not Be Moved”
Max Roach with Abbey Lincoln, “Triptych: Prayer/Protest/Peace”
Neil Young, “Alabama”
Neil Young, “Southern Man”
The Neville Brothers, “Sister Rosa”
Nina Simone, “I Wish I Knew (How It Would Feel To Be Free)”
Nina Simone, “Mississippi Goddam”
Nina Simone, “Revolution”
Nina Simone, “Why? (The King of Love is Dead)”
Odetta, “One Grain of Sand”
The O’Jays, “Give the People What They Want”
Oscar Brown, “Forty Acres & A Mule”
Otis Spann, “Blues For Martin Luther King”
Parliament, “Chocolate City”
Patty Griffin, “Up To The Mountain”
Peter, Paul and Mary, “If I Had A Hammer”
Paul Simon, “So Beautiful or So What”
Pete Seeger, “This Land is Your Land”
Phil Ochs, “Too Many Martyrs”
The Pointer Sisters, “Yes We Can Can”
Public Enemy, “By The Time I Get To Arizona”
Public Enemy, “Fight The Power”
Rage Against The Machine, “Wake Up”
Rahsaan Roland Kirk, “Volunteered Slavery”
The Ramparts, “The Death of Emmett Till Pts. 1 & 2”
Ramsey Lewis, “Wade In the Water”
Ray Scott, “The Prayer”
Richie Havens, “Will The Circle Be Unbroken”
The Roots, “Ain’t Gonna Let Nobody Turn Me Round”
Sam Cooke, “A Change is Gonna Come”
Sam Cooke, “This Little Light of Mine”
Sly And The Family Stone, “Underdog”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Ballad of Medgar Evers”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Dog, Dog”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Governor Wallace”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Oginga, Odinga”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “We’ll Never Turn Back”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Which Side Are You On”
SNCC Freedom Singers led by Cordell Reagon, “Woke Up This Morning WIth My Mind on Freedom”
Solomon Burke, “None of Us Are Free”
Sonia Sanchez, “Liberation Poem”
Sonny Charles And The Checkmates, “Black Pearl”
Sounds of Blackness, “Certainly Lord”
Sounds of Blackness, “Optimistic”
Sounds of Blackness, “Unity”
The Sojourners, “Nobody Can Turn Me Around”
The Staple Singers, “Respect Yourself”
The Staple Singers, “This Train”
The Staple Singers, “Wade In the Water”
The Staple Singers, “Why? (Am I Treated So Bad)”
The Staples Singers, “I’ll Take You There”
Steve Forbert, Jack Hardy, Jill Burkee, Mark Dann, “This Land is Your Land”
Stevie Wonder, “Living For The City”
Sweet Honey In The Rock, “Ella’s Song”
Sweet Honey In The Rock, “Freedom Train”
Syl Johnson, “Is It Because I’m Black?”
The Temptations, “Ball of Confusion (That’s What the World Is Today)”
The Temptations, “Message From A Black Man”
Three Dog Night, “Black And White”
U2, “Pride (In The Name of Love)”
Undisputed Truth, “Smiling Faces Sometimes”
VIP Mass Choir featuring John P. Kee, “Stand!”
Willie Peacock, “Calypso Freedom”
Willie Peacock, “Get On Board, Children”
Wyclef Jean, “Here’s To The State of Mississippi”
Wynton Marsalis, “From The Plantation To The Penitentiary”
