af Jan Have Eriksen | dec 3, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk
De seneste 15 år er Paul McCartney rejst verden rundt med samme band og i hovedtræk den samme sætliste – og på det seneste samme struktur og samme bemærkninger mellem numrene. Og sådan er det. McCartney er blevet en mere værdig og overskudsagtig formidler af sit guld for hver gang, jeg har set ham.
Det et stort privilegium at være i stand til at sammenligne og trække tråde tilbage, når man taler om sir Paul. Koncerten i Royal Arena var min syvende med manden, der, som Bono engang sagde, byggede huset sammen med de tre andre.
I dette tilfælde er der tale om en mand, der spillede en afgørende rolle i mine formative teenageår i takt med, at perspektivet blev videre end udsigten til den lokale fjord og weekendens kamp på andetholdet.
Så det var lidt af en forløsning, da McCartney og det faste band for to et halvt år siden gav en koncert i Herning, der var langt mere fokuseret end den især i begyndelsen famlende forestilling året forinden på Roskilde Festival.
Et af de helt store spørgsmål de senere år har været, om 76-årige McCartneys stemme fortsat vil kunne holde til elleve kvarters rockshow. Den er ikke, hvad den har været, stemmen.
Langt hen ad vejen klarede han den i aften ved at synge lavere end i de oprindelige indspilninger, ved at afkorte og afrunde tonerne, indimellem næsten rappe teksten – samtidig ligger guitaristerne Rusty Anderson og Brian Ray og trommeslager Abe Laboriel Jr. lidt længere fremme i lydbilledet end McCartney. Også når de meget formfuldt synger kor i f.eks. “Eleanor Rigby”.
Tabte den i omkvædet
Når det er sagt, er der forskel fra sang til sang. McCartney tabte den f.eks. helt i omkvædet til “Got to Get You in to My Life”. Der lød hans sang næsten som en snerren. Det var heller ikke entydig kønt i “Blackbird”, der sammen med resten af Det Hvide Dobbeltalbumfejrer 50 års jubilæum i disse dage.
Til gengæld sang han ganske flot i “Maybe I’m Amazed”, hvor mange hardcore Macca-fans ellers ofte holder vejret under koncerterne.
Burde han stoppe? Efter min mening skal han fortsætte, indtil han må hviske eller holde skilte op med teksten, hvis det da er muligt samtidig med, at han spiller på sin ikoniske – hvis dette modeord nogensinde har givet mening, er det hér – Höfner-bas.
Sålænge han og hans band spiller med så meget engagement som i aften, er jeg med.
Det var jeg allerede, da McCartney og band afsluttede første nummer “A Hard Day’s Night” med en enkelt skarp akkord og guitaristerne så på hinanden med et grin. Som “vi nailede den igen”. I så fald ret flot, at den spilleglæde stadig holdes i live efter 16 år.
Som sådan blev den akkord startskuddet til en rock’n’roll rejse på næsten en halv time frem mod balladerne.
Wings-sangen “Junior’s Farm” med mudret lyd lød af sumprock med Ray og Anderson aggressivt fremme. Kriminelt melodiøse “All My Loving” med 54 år gamle videoklip fra A Hard Day’s Night-filmen ramte lige i hjertet – yeah, yeah, yeah.
“Letting Go”, en af mine favorit Wings-sange med solidt, sejt soulet swing – og blæsere på tribunen i øvrigt. Spillet med en meget mørkere og dybere bund, end man kender den. Her lød McCartneys robuste og sjælfyldte vokal fint, stadigt lavt i lydbilledet, og hans Höfner… ja, hvis Harrisons guitar græd venligt, danser sir Pauls bas.
Nostalgifest med risikovillighed
Jeg kom til at tænke på det nylige interview, hvor producer Quinzy Jones beskyldte McCartney for at være en elendig bassist. Han burde have været en tur omkring Royal Arena.
Mere soulet mestendels mellemtempo stenerrock i det nye “Who Cares”, “Got to Get You Into My Life”, “Come On to Me”, “Let Me Roll it” med McCartney selv på guitaren. Hvis en Paul McCartney-koncert anno 2018 er en nostalgi-fest, er det med legenden i forgrunden med villighed til at sætte sig på spil
Som i “I’ve Got a Feeling” – et lidt underkendt Beatles-nummer, der i McCartney-bandets version fortæller mindst to historier; nemlig at The Beatles, hvis nogen skulle have glemt det, var et grænsesættende rock’n’roll-band under konstant påvirkning af den dengang pulserende rockscene. Samt, at hvis sådan en aften med gentagelser af Beatles evangeliets tekster er nostalgi, er det i hvert fald med et band, der spiller for at bevise sig selv hver aften. For eksempel i den psykedeliske version af “For the Benefit of Mr. Kite” fra Sgt. Pepper. Et modigt valg mellem alle standarderne.
Jeg tror, det var da McCartney som sædvanlig præsenterede “Here Today” med at tale lidt om sin afdøde ven og makker fra Liverpool, jeg første gang blev ramt af denne her følelse af at se mig selv med mit 14-årige jegs øjne.
“Lets hear it for John” – og salen eksploderede. Vi ved alle, at der var både sakkarin og citronsyre i forholdet mellem Lennon og McCartney, men tilsammen skabte de noget, som ingen af dem vel nogensinde helt har fattet omfanget af. Jeg synes, Macca lød mere oprigtig end nogensinde i sin hyldest til det venskab og makkerskab – og i sit savn.
Før denne passage leverede bandet – ganske som Herning i 2016 – et sæt gamle sange fra begyndelsen, da John, Paul og George ville lyde som skiffle-kongen Lonnie Donegan.
“I’ve Just Seen a Face”, “In Spite of All the Danger” (fra før, de hed The Beatles og øvede i familien McCartneys hjem på Forthlin Road i Liverpool), “From Me to You” og “Love Me Do”. Alle spillet mere eller mindre akustisk med bandet helt fremme på scenen.
Man lytter et sted mellem gåsehud og anerkendelse til, at McCartney og band insisterer på at levere disse sange meningsfyldt. Uanset hvor ofte de måtte have spillet dem. Hvilket gentog sig med McCartneys version af Harrisons “Something”. Han har spillet den i samme version og med samme intro siden Concert for George i 2002. Stadig mærker man følelsen. Og Dusty Anderson spiller soloerne næsten lige så indfølt som Clapton dengang.
På tide at ryste posen
Til gengæld burde Paul & Co overveje at skifte lidt ud i koncertens afsluttende time, der har fulgt samme skabelon de sidste 16 år.
Jo, både “Lady Madonna” og “Ob-La-Di-Ob-La-Da” er kvikke fodstampere – igen spillet med swamp som i den indledende fase. Men jeg er tilbøjelig til at give George Harrison ret i “Savoy Shuffle”’s (også fra Det Hvide Dobbeltabum) tydelige Macca-satire, “We all know Ob-la-di-bla-da, but can you show me where you are?”
Dét – altså viser, hvor han er – gør McCartney bedst i den første halvdel af det, der efterhånden er blevet den faste struktur i hans livesæt.
Dermed ikke sagt, at han burde droppe “Let it Be” og “Hey Jude”. Det er mere utænkeligt end en gendannelse af The Beatles – eller at han skal droppe det pyrotekniske udstyrsstykke “Live and Let Die”, der får Rammstein til at ligne harmløse nytårs-bordbomber.
Men måske på tide at ryste posen, især med den faste blok ekstranumre.
Når det er sagt, er McCartney – nu hvor han har droppet at farve håret – blevet en gråsprængt gentleman, der fortolker sine gamle og nye sange, stadig med denne her tilsyneladende udødelige “I am one of the boys”-attitude. Helt blottet for alderens glansløse kynisme og ligegyldighed.
Foto: Eddie Michel, eddiemichel.com
Sætliste
1. Hard Day’s Night
2. Junior’s Farm
3. All My Loving
4. Letting Go
5. Who Cares
6. Got to Get You Into My Life
7. Come On to Me
8. Let Me Roll It
9. I’ve Got a Feeling
10. Let ‘Em In
11. My Valentine
12. Nineteen Hundred and Eighty-Five
13. Maybe I’m Amazed
14. I’ve Just Seen a Face
15. In Spite of All the Danger
16. From Me to You
17. Dance Tonight
18. Love Me Do
19. Blackbird
20. Here Today
21. Queenie Eye
22. Lady Madonna
23. Eleanor Rigby
24. Fuh You
25. Being for the Benefit of Mr. Kite!
26. Something
27. Ob-La-Di, Ob-La-Da
28. Band on the Run
29. Back in the U.S.S.R.
30. Let It Be
31. Live and Let Die
32. Hey Jude
Ekstranumre
33. I Saw Her Standing There
34. Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (Reprise)
35. Helter Skelter
36. Golden Slumbers
37. Carry That Weight
38. The End
af Jan Have Eriksen | nov 24, 2018 | Anmeldelse
Fra POV International
“You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.
Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.
Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.
På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.
SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.
Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.
Producerpop som country
Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.
Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.
Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.
På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.
Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.
Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt, volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.
Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.
Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.
Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco.
Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.
Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.
Stadig vild med dans.
Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.
Kæft, det var festligt
Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.
En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.
Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:
Koreograferet livsglæde. Livsglad koreografi.
Kylie er stadig uimodståeligt dejli’.
af Jan Have Eriksen | nov 23, 2018 | Anmeldelse
Fra POV.International
Havde man af en eller anden grund glemt det på forhånd, kunne man ikke være i tvivl ved ankomsten onsdag aften til Kongens Nytorv og Nyhavn. Hvis julens begyndelse defineres af mængden af byens julelys, er det definitivt jul nu – også på de københavnske scener. Skuespiller med meget mere Vienne McKee har drevet sit Crazy Christmas Show lige siden 1982. Også i år.
Og den årlige juleforestilling i Café Liva, Sne hvad der vil, kører i år for 30. gang. Den er i øvrigt tæt på udsolgt i båden, der ligger fortøjet på skyggesiden af Nyhavn.
Måden Tom Jensen med sit gummifjæs i konstant rotation får den dejlig platte sketch MUS-samtale til at brage igennem, er ren snaps for smilebåndet
Denne gang med skuespillerne Mette Marckmann og Tom Jensen på scenen, akkompagneret af kapelmester Lars Fjeldmose. De fleste tekster er begået af Liva-bossen, ildsjælen Jacob Morild, der efterhånden må siges at være en af de mest rutinerede og vigtigste spillere i Revydanmark og omegn. Han er i øvrigt lige nu på turné med en helt anden julekabaret.
Fremragende komik-skuespillere
Både Mette Marckmann og Tom Jensen er fremragende, komiske skuespillere. De synger, spiller og fjoller løs med det sprudlende humør, som man må forvente af en julekabaret.
Kan man sige noget nyt om Jesus fødselsdag? De prøver.
Jensen har for længst demonstreret sine evner til at skabe munter musik alene med sin mimik. Peter Ustinov talte om latterens civiliserede musik. Man kan diskutere, hvor civiliseret, det er nede i Café Liva. Eller bør være – i et rum, hvor julen som gave-, spise og drikkeorgie er under behandling.
Måden Tom Jensen med sit gummifjæs i konstant rotation får den dejlig platte sketch MUS-samtaletil at brage igennem, er ren snaps for smilebåndet. Der skal noget til at få teksten til På loftet sidder nissen til at virke funny under en mus-samtale. Hvem andre end netop Jensen kunne i øvrigt stille sig op på en scene at bruge sit maveskind til at skabe figurer i en meget julefrokost-venlig sketch. Så at sige.
Uforløste idéer
Som altid, når Morild er involveret, ligger der en stor idérigdom bag 2018-versionen af den traditionelle kabaret. Desværre bliver langt fra alle de gode idéer forløst. For eksempel kæmper Marckmann og Jensen bravt med den ellers originale ’hvad skete der, da den ene af de vise mænd kom alt for sent hjem fra Betlehem og konen blev sur’-sketch. Nå, så du har været sammen med en jomfru???
En anden sketch baseret på et ordspil mellem Allan og Allah virker som et besynderligt knæfald for… jeg ved ikke hvad. Uanset, hvad læren af Muhammedtegningerne måtte være, er det ikke, at de to navne ligner hinanden.
Desværre bliver det ikke et fuldtonet ’Thank you for the music’ denne gang. Sneen falder ujævnt i Liva i år
Ligesom sketchen Pedes Jul virker underligt retningsløs. Den er muligvis en satire over ultraliberalismen. Ku’ ligne dem i Liva. Man kan mene, at det i en tid med omsiggribende hensynssyge – ganske vist som et forståeligt opgør mod SoMe-brutalitet – er forfriskende anderledes at bruge social elendighed komisk til at bygge op til klimakset – som Kjeld Petersen siger i Tømmerflåden. Det er helt i tråd med komikkens svar på Jerusalem (eller Brian), Monty Python, at afsøge konventionelle grænser via komikken. Det er bare overhovedet ikke sjovt her. Selv Bob Hope – republikaner by heart – har sagt, at comedy bør være den svages værn mod systemernes magtfuldkommenhed. Men man kommer i tvivl i Pedes Jul.
Ligesom satspulje-Brittas gæsteoptræden i en sketch virker påklistret.
Igen er det en god, satirisk tanke at invitere mormor, som ingen ellers gide beskæftige sig med til daglig, med til juleaften. Hvor ingen i øvrigt opdager, at hun er død. Men sketches leveres så forceret, at den satiriske snert drukner i show.
Forrygende ABBA-afdeling
Der er en håndfuld højdepunkter i Sne hvad der vil. Mette Marckmanns jyske curlingmor er ramt lige på kornet, spillet med vanlig blanding af musikalitet, djærvhed og sensualitet. Som et stilrent, klassisk revynummer virker det velplaceret midt i de mere løsslupne julefestligheder. Som også hendes tv-interviewer i en sketch, hvor der bliver gået tæt på Gud. Hvor god en far er han egentlig for Jesus? Var han ikke utro med Jesus-drengens mor? Måske trækker glæden over at leve i samfund, hvor man kan begå den slags komik uden at risikere sit liv, lidt op her. Men det er faktisk grinagtigt.
Sne hvad der vil lukker og slukker med en forrygende ABBA-afdeling, Abba-dabba-jul. Hvor Marckmann som Frida og Tom Jensen – næsten lige så uimodståelig som Agnetha i sine velmagtsdage – trykker den af med julens sange til Björn og Bennys melodier. Helt sikkert en humørspreder.
Desværre bliver det ikke et fuldtonet ’Thank you for the music’ denne gang. Sneen falder ujævnt i Liva i år.
Foto: Brita Fogsgaard
Café Liva, Sne hvad der vil. Premiere onsdag Medvirkende: Mette Marckmann, Tom Jensen, Lars Fjeldmose. Tekster næsten alle af Jacob Morild. ‘Øjne udefra’: Lars Knutzon.
af Jan Have Eriksen | nov 20, 2018 | Anmeldelse
af Jan Have Eriksen | nov 6, 2018 | Anmeldelse
FRA POV INTERNATIONAL
Thomas Hartmann har arbejdet lige så meget i kulissen som på scenen. Han var blandt meget andet medforfatter på Dolph & Wulff, han skrev elleve afsnit af Langt fra Las Vegas og har turneret og arbejdet meget sammen med især Torben Chris og vennen Anders Matthesen. Hartmann er medforfatter på Jul på Vesterbro.
Siden de første spæde skridt på scenerne for 22 år siden, har Hartmann opbygget et ry som en af de hårde kynikere i dansk standup. Ofte er hans komik iklædt en trommeregn af tillægsord, kontante jokes og masser af det, man kan kalde standuppens svar på stripperstangen: metaforer. Nogle gange i et nærmest knudret, nørdet sprog.
Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor
Man kan ikke ligefrem beskylde Hartmann for at være en shower, han er udpræget en teller. Når det lykkes, som det ofte gør i Kærlighed, er det formidabelt timet ordartisteri.
Kærlighed – løst fortalt
Det begynder med en sjov, dobbeltbundet historie om at bære en gennemsigtig pose med brun sovs ned ad Nørrebrogade. Det er virkelig morsomt.
Hartmann fortæller tidligt i showet, at han foretrækker den oldgræske gudetro med flere kærlighedsguder. Der var mange amoriner på Akropolis. For, ja, der findes jo flere former for kærlighed. Omkring den akse balancerer Kærlighed eller måske nærmere, vakler noget.
For Hartmann bygger ikke specielt stringent på sit udgangspunkt. Han vil meget, dramaturgisk set virker det løst.
Der handler meget om forholdet til hans forlovede – de skal snart giftes. Det handler også om den besværlige kærlighed til familien, især søsteren der trynede sin bror i barndommen. Knapt så meget om kærligheden til venner eller den overordnede kærlighed til menneskeheden og den slags.
I en af showets stærkeste passager fortæller han om sin kærlighed til sin metier.
Thomas Hartmann er klassisk standupkomiker med en motor, der kører på observationer, irritationsmomenter, idiosynkrasier. Som den klassiske komiker giver Hartmann lyd til alt det skyggefulde, intrigante og grimme, man går og gemmer, når man forsøger at efterleve kodeks i et samfund, der gerne vil inddrage og omfavne. Pli, hensyntagen og bare almindelig god opførsel.
Luftventil
Det er komikerens opgave at optræde som luftventil for det, der skjules, men aldrig forsvinder. Eller pligt. Og som Hartmann selv er inde på; jo mere politisk korrekthed, jo mere grænsesøgende humor.
Han lider med egne ord af joke-tourette, som man vel skal som komiker. Altså denne her irreversible tilbøjelighed til at se det sjove i alt, også i de situationer, hvor der ikke bør grines. Og dem er der mange af hos Thomas Hartmann. Intet tabu er for småt.
Om det gælder fækalier, handicapparkeringspladser, sex med dyr, der som han siger, nu heldigvis er forbudt. Måske kommer der en muh-too bevægelse – den grinede vi meget af i Ballerup.
Terror. “Næppe var det første Twin Tower faldet, før jeg skrev den første joke om, at nu fik de andre en bedre udsigt,” som han siger. Det har været et spørgsmål blandt sjove mænd og kvinder i Danmark, om man kan lave jokes på ubåde – Peter Madsen implied.
Da Anders Matthesen gjorde noget tilsvarende på den netop overståede jubilæumsturné, virkede det lidt påklistret. Nå, ja – det skal jeg også lige huske. Men i Hartmanns udgave giver det faktisk god mening. Det er nærmest sødt (!).
Joke-tourettens menneskelige betragtninger
Det hører med – og det er vigtigt – at man ikke på noget tidspunkt er tvivl om Hartmanns empati. I dette tilfælde fortæller det en væsentlig historie om en komikers drivkraft. Ikke meget i denne verden er mindre sjovt end komikere, der råber “Tabu!” bare for at vise, at de tør. Det svarer til, når drenge i førskolealderen råber fyord for at imponerede hinanden. Eller – det holder vi vist ved nærmere eftertanke aldrig helt op med…
Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen? Hans helt store styrke ligger i evnen til at vride jokes og punchlines ud af de mest gennemtærskede temaer og almindeligheder – som f.eks. dating.
Når han er bedst, løfter Thomas Hartmann komikken fra det banale og/eller tabubrydende op på et reflekterende niveau, hvor man med grinet lurende får et bud på hvorfor og, hvad er læringen?
Uanset, om man gider den stereotype fortælling, eller ej, er det sjovt set at sammenligne mænd og kvinders dating med jobsøgning.
Kvinder har styr på det hele. Så når de dater/”søger en ansat” er alle funktioner i firmaet meget nøje defineret på forhånd. De mangler sådan set bare manden til den eneste ledige bås.
Når mænd dater, er der tale om et firma, hvor alt mere eller mindre flyder, regnskabet ligger muligvis i en skotøjsæske, og hvor kvinden/”ansøgeren” selv kan bestemme sin jobfunktion. Vil du være chefen? Jamen værsgo.
I et af Kærligheds mere poetiske øjeblikke lukker Hartmann showet ned med et brev, han gerne ville skrive til den helt unge Thomas, hvis han kunne. Det er et flot greb.
Joke-touretten er fint balanceret med nogle alment menneskelige betragtninger. Og rådet med ikke at kigge i den nederste skuffe i mors kommode er sikket ikke helt dumt.
Thomas Hartmann: Kærlighed.
POV International så det i Baltoppen i Ballerup, lørdag 3. november.
af Jan Have Eriksen | okt 29, 2018 | Anmeldelse
Fra POV International
Efteråret med dets stemning af forgængelighed har uigenkaldeligt bredt sig ud over den nordlige halvkugle. Bedømt ud fra det nye album Look Now kunne noget tyde på, at der har været kronisk løvfald i Elvis Costellos hjerte det seneste stykke tid.
For det nye album med Elvis Costello and the Imposters emmer af en grandios, melankolsk grundstemning med det helt store orkestrale schwung – ikke ulig Martin Brygmanns alt for oversete album Bates Delight, der udkom sidste år.
Musical uden sceneshow
Costello har altid været en søgende kunstner. Alligevel erklærede han en gang i 00’erne, at krigen mod MP3-afspilleren var tabt, og det var slut med at indspille album.
Efter det livfulde National Ransom fra 2010 gik der da også et stykke tid, før han igen dukkede op i et samarbejde med The Roots på Wise Up Ghost.
Det nye Look Now lyder som en omhyggeligt formet og nærmest skræmmende præcis, genrebevidst hyldest til ultimo-60’ernes/primo-70’ernes såkaldte “chamber pop”.
Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste
Men hvor nævnte Brygmann nøjes med at lyde høj på Burt Bacharach og andre sofistikerede melodiskabere, har Elvis Costello rent faktisk arbejdet sammen med Burt på tre af sangene på Look Now.
Som han gjorde for 20 år siden på Painted My Memory. De tre sange skulle egentlig have været del af en musical, der ikke blev til noget. I stedet blev det til dette album, der virker som en form for musical uden sceneshow. Kædet sammen er sangene en kantet, solidarisk fortælling om britiske skæbner, der spændte ben for sig selv, og som fik svært ved at finde nyt fodfæste.
Kærlighedssangen Suspect My Tears – igen en high class popsuite – er tekstmæssigt en undtagelse.
Det begynder med den ironiske Under Lime om et ringvrag, der forsøger et comeback. Det lyder som, hvis et Beach Boys-kor var snublet på Penny Lane.
Grænseland
Det er ikke ligefrem nyt, at Costello forsøger sig med jazz eller med stort orkester for den sags skyld. Men dette album virker som det første for alvor vellykkede forsøg på at definere sig selv i grænselandet mellem pop og jazz.
Stripping Paper er iklædt en melodi, der efter lidt tid sætter sig uafviseligt fast. Elvis Costello har skrevet et hav af gode melodier, og han har altid – uanset om det var rebelsk new wave, jazz, klassisk eller country – sunget for alvor. Stripping Paper er en af mandens bedste sange, der lyder som var det livsvigtigt for ham at nå at sætte et fodaftryk på sangskrivernes Himalaya.
Why Won’t Heaven Help Me, som lyder som en decideret parafrase over Bacharach. Lad os se, hvor mange referencer til hans og Hal Davids sange, man kan putte ind i én sang. Korarrangementet kunne tyde på, at også den sang også oprindelig var tiltænkt en musical.
Kun et par numre, Burnt Sugar is So Bitter – rammende titel om udbrændt kærlighed – og Unwanted Number stikker tempomæssigt ud. Det sidste nærmest i up tempo.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album
Førstnævnte har Costello skrevet sammen med selveste Carole King. Sangen, der i øvrigt har været på vej i 20 år, er på én gang en sang med et hypermelodisk vers, som man ville forvente af dét samarbejde, men også brudt af en nærmest kontrapunktisk, teatralsk bro, der lyder af cirkus og Roxy Music’s saxofonist Andy McKay.
Teksten – hvis titel minder om, at vi (desværre) nærmer os sæson for brunede kartofler – ligger som på resten af pladen inden for i det blå spektrum på farveskalaen.
Her en sang om en slidt, enlig kvinde med børn og en mand, der forvandlede sig til en stodder og forsvandt fra sine børn, der “already know how a woman may advance/ From a pretty picture hat to a supermarket trance”.
På et af albummets mest markante numre, I Let the Sun Go Down, siger sangeren et sidste smerteligt farvel til England i en sang, som Elton John/Bernie Taupin, Ray Davies og Damon Albarn kunne have drømt om at skrive: “I’m the man who lost the British empire, yes I’m the one who let the sun go down”.
Man aner historien om England i efterdønningerne af Brexit som rammen om dette flotte Costello-album.
Der vil givetvis være Elvis Costello-fans, der vil afskrive Look Now som muzak eller easy listening. Er man til stor “uptown pop med lidt swagger” (Elvis’ eget udtryk) er pladen en lille åbenbaring.
PS: På Look Now (Deluxe version), der blandt andet kan høres på Spotify, er der fire numre ud over de tolv på det “rene” album. Her kan man bl.a. lytte til en magnifique Adieu Paris (L’Envie Des Etoiles), hvor Costello med sin rustikke, livskraftige vokal tager lytteren med på en sursød (mest sur) sidste vandring ad Napoleon III’s snorlige boulevarder, så man hører respektfulde ekko af nyligt afdøde Charles Aznavour lyde ud fra alle sidegader.
Måske et mindre “merci” til den franske mester for lånet af She, som i dag står som den alsidige Costellos største hit nogensinde.
Samtidig kan Adieu Paris lyde som en form for opdatering af nævnte Roxy Musics grumt desillusionerede Song for Europe.
Hovedillustration: Pressefoto
