Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

Gribende gospel i Operaen med The Savage Rose

Fra GAFFA.dk

 

The Savage Rose, Operaen, København, 26.10.18

 

“Amen!” var der en, der udbrød efter Annisettes korte, håbefulde tale mod slutningen af aftenens koncert. “AMEN!” står der på min blok.

“Glem Den Store Bukkebruse på den anden side af havet,” som hun sagde. For han er snart væk. Tænd håb i stjernerne og lad det drysse ned over dem, der skal leve i fremtiden.

Lige der kulminerede det. Den bedste og mest rammende overskrift for en godt og vel to en halv times lang koncert var “gospel”. Slet og ret. Gospel. Med et mageløst swingende band i ryggen lod Annisette sin karakteristiske vibrato manifestere forløsende fortællinger om håb, forsoning – og vrede over de forhold, der bydes mennesker ude i verden, bl.a. i flygtningelejre.

Især i sættets sidste nummer “Love and Freedom”, hvor Annisette, indrammet af sit sorte hår, som en åndemaner forsøgte at fremmane kærlighed, sad jeg med en gribende fornemmelse af at være til stede under en gospelgudtjeneste med en ypperstepræstinde, der måske mere minder om en indiansk shamaninde end om en reverend i en sydstatskirke.

Den stemme, der stadig bor i den spinkle, 70-årige sangerindes krop. Ja, stemmen. Uendeligt stor. Uendeligt udtryksfuld. En urkraft. Vis. Kærlig. Generøs. Krævende. Bluesy. Soulful. Som en 360 graders vokal horisont med udsigt til alle de drømme, der blev drømt og for den sags skyld også de drømme, der mangler at blive drømt.

Optræder altid i bare tæer

Koncerten begyndte med Annisette, der kom ind på scenen med en kuffert, i baggrunden en harmonikalignende lyd. Så tog hun sine støvler af og lagde dem i kufferten. Det blev der grinet lidt af i Operaen. Annisette optræder altid i bare tæer.

Allerede dér i første nummer, “Pigestemmer” fornemmede jeg noget, der bedst kan beskrives som emotionelle kuldegysninger.

Og det samme igen i “Moonchild’s Dream”, som Thomas Koppel skrev til Michala Petri for godt og vel 25 år siden. Enormt stemningsskabende.

Derfra videre til 1968-nummeret “Open Air Shop”, der af en eller anden grund fik mig til at tænke på George Gershwins “Summertime”.

Det var også her, jeg kom til at tænke på netop afdøde Tony Joe White – kongen af swamp, som nogle kalder ham. Swamp som i den dengang nye blues- og soulfyldte rocklyd, der opstod i de amerikanske sydstater samtidig med, at Thomas Koppel og Annisette fandt sammen med Anders Koppel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og Alex Riel.

I et medley af to numre fra det seneste Savage Rose-album Homeless, “Harrassing” og “Exit”, havde bandet og lydmanden fået greb om den sumpede, funkede lyd, som den blev defineret med comeback-albummet Black Angel.

Som han har gjort de senere år spiller Frank Hasselstrøm keyboards og blæsere. På orgel er Palle Hjorth erstattet af Nikolaj Hess, der senest har optrådt med Kira Skov.

I rummet mellem deres keyboards i hver sin side af scenen ovenover den formidable rytmegruppe, Jacob Haubjerg, bas, og Anders Holm, trommer, skabtes den fedeste lydkulisse til Annisettes blues-chant.

Som en form for Booker T. and the MG’s ført op til 2018.

Det gjorde det jo så ikke sværere at identificere lyden af Muscle Shoals, Stax og American Recording Studios, at de to eminente korsangerinder, Naja Koppel og Amina Carsce Nissen, optrådte i retro 60’er/70’er-outfit, mens de sang “Shame on you” – i øvrigt med koreograferet dans.

Løftede sig fra samspil til noget større

Et moment, der stadig sidder på nethinden, var da den i øvrigt konstant livlige Anders Holm fik et smil fra Annisette, i et af de mange tilfælde, hvor han stod på sin stol og klappede. Som ikke-musiker kan det være svært at sætte sig ind i den særlige følelse af symbiose, der opstår, når det løfter sig fra samspil til noget større.

Det tror jeg, det gjorde i en forrygende rocket crescendo-afslutning af “Byen vågner”, hvor de fem musikeres blikke mødte hinanden. I hvert fald set fra femtende række i “Det store, flotte slot”, som Annisette kaldte Operaen.

I netop dét nummer var det tydeligt, at selvom Thomas Koppels gamle kompositioner stadig er arkitekttegningen, er huset under konstant ombygning.

Hvad der ikke bare lige nu, mens anmeldelsen skrives, men også længe fremover vil stå som et moment af storhed var, da “No More Love to Give” fra 2012 gik direkte over i klassikeren “Wild Child” med Annisette siddende på gulvet.

Først den tunge ballade om at miste. Så den rene følelseseksorcisme. Udover, at musik i sagens natur først og fremmest er lyd, er den også en mosaik af de billeder, lytteren lader den være soundtrack til. I mine ører er den skønne, dunkle molballade “No More Love to Give” et smertelig hilsen fra Annisette til Thomas Koppel i det hinsides. Bilder mig ind, at jeg så deres datter Naja tørre et par tårer væk under morens gribende sang?

Lige der var jeg tæt på at gøre hende følge.

Igen ordet til en publikummer i salen. “Hvor er det smukt, Annisette!,” råbte hun.

Det kan ikke skrives bedre. Så hvorfor forsøge?

Sætliste

Pigestemmer

Moonchild’s Dream

Open Air Shop

You’ll Be All Right

Harrassing/Exit

Black Angel

We Go On

You’ll Know in the Morning

Pause

Lille Melankoline

Byen vågner

No More Love to Give

Wild Child

The Storm

Screams of Captured Birds

Dear Little Mother

Messenger

Your Daily Git

Freedom to Love

Ekstranumre

Kringsatt av Fjender

Long Before I was Born

Early Morning Blues

 

Endnu en gang sætter Anders Matthesen ny standard for dansk scenekunst

Endnu en gang sætter Anders Matthesen ny standard for dansk scenekunst

Fra POV.International.

“Så fik jeg da sat et lille aftryk,” siger Anders Matthesen efter en af sine mange jokes et sted i sit jubilæumsshow. Et stort aftryk, tør man sige. Matthesen er et fænomen.

De seneste af hans mange turneer har solgt mere end 100.000 billetter. Helt fortjent. Som forrygende innovativ komiker satte Matthesen en periode op gennem 00’erne og begyndelsen af 10’erne en ny standard for dansk stand-up, hver gang han gik på scenen med et nyt show.

Og så er der jo hans meritter som iscenesætter og aktør på tv, teater, film og i diverse musikalske sammenhænge. Listen er lang. Om foruroligende kort tid vil tusinder af danskere endnu gang pløje den uforligneligt morsomme Jul på Vesterbro igennem fra afsnit 1 til 24.

For ikke at tale om børnebogen Ternet Ninja, der har solgt mere end 20.000 eksemplarer.

Så fair nok at gøre, som han gør i forbindelse med det aktuelle jubilæumsshow – at lave det helt store udtræk.

Og det gør han. For et sted i underkanten af 10.000 mennesker i Royal Arena i aften til et kalejdoskopisk, delvist tilbageskuende spektakulært show – med aftryk fra instruktøren, teaterkoncertens svar på Dario Fo, Nikolaj Cederholm: Kæmpe scene, catwalk, storskærme, rock’n’roll lysshow, kanon (!) og kaskader af konfetti.

Spis al den chokolade, du har lyst til

Og så bare denne ene, utrolige entertainer og komiker på scenen. Hvilken timing, energi og levering.

Det begynder med en hyldest til la dolce vita med et blik ind til dagliglivet hos familien Anden. Pointen er: Spis alt det chokolade, du har lyst til. Så hurtigt, du har lyst til. Selv var Matthesen 14, før han opdagede, at der er legetøj inde i Kinderægget.

Som præmis for iscenesættelsen af dette kæmpeshow skaber Matthesen via et fakeafstemningsaggregat en slags en illusion om, at publikum via sms-afstemning bestemmer, hvad der sker. Meget sympatisk, men unødvendigt. Vi er kommet for at lade os lede af ham.

Hans ordekvilibrisme er intakt. Som han selv formulerer det et sted, “der fik jeg svunget mig op på ordspillenes øverste ribbe”. Guldrandede metaforer opstår ud af det blå, mere eller mindre seriøse problemstillinger demonteres og bruges som komisk materiale.

De seneste af hans mange turneer har solgt mere end 100.000 billetter. Helt fortjent. Som forrygende innovativ komiker satte Matthesen en periode op gennem 00’erne og begyndelsen af 10’erne en ny standard for dansk standup, hver gang han gik på scenen med et nyt show

Smag f.eks. på dette finurlige statement: “Jeg elsker skam mine børn, det er mit liv, jeg hader,” som han meget elegant hudfletter den indre tvivlende curlingforælder i os alle. Også i ham selv, der kører sin søn til Nordjylland for at spille pc-spil i en hal. Han må holde en paraply over hovedet på nørdesønnen på vej fra bil til hal, så han ikke risikerer at få sol.

Joke-frekvensen er intens som bare (f)Anden – kulminerende i en verbal, uendelig lang  trommesolo af et afslutningsnummer, hvor buddhisten Matthesen på fornem vis illustrerer yin og yang med udgangspunkt i hans egne og en anden turists gensidige fordomme om hinanden. Det er ren masterclass, hvor kongen uimodståelig svinger sit ordscepter.

Indimellem er der reklamevideoer på storskærmene, når Matthesen har brug for at klæde om. “Skal jeg sælge ud og stille op til reklamer og dårlige tv-show?,” spørger han formelt publikum. Svaret er givet: sælg ud. Selvsagt.

Reklamevideoerne viser, hvad vi udmærket ved i forvejen; Matthesen er en glimrende skuespiller, når han tager pis på reklame-tv og på sig selv. Som altid.

Udover nogle mere eller mindre malplacerede musiknumre er ‘sell out’-passagen showets svage punkt. Jo da, det er sjovt tænkt, at slå Vild med dans og Masterchef sammen til et og lade Matthesen danse rundt mellem kogeøerne i en farverig robe.

Inspiration fra revyverdenen

Jeg synes bare ikke, at det lever op til det tårnhøje ambitionsniveau i øvrigt. Det ligner mest your average revysketch i det danske sommerland.

Nu har Matthesen aldrig lagt skjul på sin inspiration på godt og ondt fra revyverdenen. For ikke at tale om Monrad og Rislund. Se bare Arne Nougatgren og Stewart Stardust, der – selvsagt – dukkede op i aften. Sidstnævnte i en frådende hævntogt mod Matthesen.

Det er 18 år siden, jeg anmeldte Anders Matthesen for første gang – i Vordingborg, hvor hans Hva’ snakker du om?-turne havde premiere for øjnene af vel cirka 60 mennesker.

Det er 20 år siden, jeg interviewede ham første gang i forbindelse med tv-showet Andarki, selvom pigerne fra Stripperkongens piger af en eller anden grund stjal det meste opmærksomhed ved dét pressemøde.

Jeg tror, hans enorme popularitet hviler på samme grund som salig Kim Larsens tilsvarende. Begges kunstneriske udtryk udsprang af en lille revolution på tidspunktet for gennembruddet –  for Larsens vedkommende som del af det første, store danske hardrockband. For Andens vedkommende hiphop og standup

Der er netop et par sjove bids om Matthesens forhold til strip i det nye show. Det ville ikke være ham, hvis ikke hans kritik af stripperne ender med at bide ham selv i bagdelen til sidst i showet. Fik jeg nævnt yin og yang?

Det slog mig i aften, at selvom der er løbet meget vand i andedammen siden dengang i Vordingborg, og selvom han senere eksperimenterede med storytelling i især Anden på coke (2006) og Anders Matthesen … vender tilbage (2008), er Anders Matthesen i bund og grund stadig den samme brandvarme observationskomiker med spot på måden og de værdier, hvorefter han og vi andre lever vores liv.

På kæreste/kone-livet. Der er hans kroniske insisteren på at lade os dernede i salen møde os selv i tabuer, vi måske – måske ikke – siger, vi distancerer os fra. Det er hårdt og brutalt. Og indimellem grimt at lytte til.

Lyt til intentionen

Men som han sagde – og i øvrigt har sagt før – det er bare ord. Lyt til intentionen.

I denne regn af n-ord, f-ord, og chauvinisme mod alle tænkelige og utænkelige mindretal har Matthesen noget, han gerne vil fortælle.

Jeg tror hans enorme popularitet hviler på samme grund som salig Kim Larsens. Begges kunstneriske udtryk udsprang af en lille revolution på tidspunktet for gennembruddet –  for Larsens vedkommende som del af det første, store danske hardrockband. For Andens vedkommende hiphop og standup.

Samtidig er og var de begge dybt forankrede i dansk folkekultur, begge i besiddelse af en flabet fortovscharme – begge, indenfor rammerne af hhv. tre minutter lange popsange og kontante ordsvadaer, reflekterende kunstnere med enorme referencerammer og noget, der ligner en fælles livsvaleur. Som trods forskelligheder rammer noget dybt i vores på én gang konsensussøgende og antiautoritære danske sjæle, der på en og samme tid gerne vil omfavne både Rasmus Modsat og Rasmus Seebach.

Noget i stil med: tænk over, hvad du gør, og gør det ordentligt.

Det har jeg så gjort. Og det bliver til seks stjerner i denne omgang.

Topfoto: Morten Rygaard

Anden 25, Royal Arena, premiere d. 25. oktober. Opføres også 26. og 27. oktober og 1. og 2. november 2018 i Jyske Bank Boxen i Herning, kl. 19.30.

Instruktion: Nikolaj Cederholm, scenograf: Palle Steen Christensen, kostumedesigner: Line Bech, koreograf: Anja Gaardbo, bodydouble: Søren Poppel, lysdesigner: Peter Fisker, lyddesigner: Malte Oscar, billede & storskærmsproducer: Casper Warnich, komponist/musikproducer: Peter Hellemann

George Ezra – party i den gamle snapsefabrik

George Ezra – party i den gamle snapsefabrik

George Ezra, Tap 1, 18.10.18

Fra GAFFA.dk

Der er noget naboens sympatiske søn over George, der oprindelig kommer fra Hertford tæt på London. Enhver, der har været i nærheden af en musikradio eller top 10-playliste denne sommer, har indtil – eller over – smertegrænsen lyttet til hans formfulde baryton i hit som “Shotgun” og “Paradise”.

Han er bare 25, men synger med en stemme som en dobbelt så gammel whiskysmuglende pramdrager på Mississippi i forbudstidens USA – og skriver sange, som var den digitale udvikling drevet uden om Ezras hjemmestudie. Modsat den musikalsk ligesindede – og gode ven – Ed Sheeran. Ikke at det er en kvalitet i sig selv. Hver ting til sin tid.

I aften leverede Ezra sin retro-pop så vivant og stilsikkert, at det var umuligt at ignorere.

Allerede under “bånd”-musikken inden koncerten fik man et pejlemærke i retning af, hvor det kunne bære hen. Hvem havde forventet at se publikum til en koncert med, hvad man vel godt kan kalde et ungdomsidol, vugge med til T. Rex’s “Get it On”, lave (yderst civiliseret) moshpit til Brian Mays solo i “Don’t Stop Me Now” eller skråle med på Elvis Presleys “Suspicious Minds”?

Rimelig god lyd

Endnu inden denne anmelder havde fået tørret øjnene efter at have hørt kids’ne synge med på The King, kom Ezra på scenen med sit band bestående af to blæsere, leadguitarist, bassist, keyboardspiller og trommeslager. Alle linet op bagerst på scenen, så stjernen nærmest havde den for sig selv

Man skal have samme forhold til sandheden som en nu forhenværende københavnsk kultur- og fritidsborgmester for kalde Tap 1 en perfekt koncertscene, men der skulle forunderligt nok ikke gå lang tid, før musikken lød rimelig godt, om end meget kompakt – ud fra den præmis, at det er rart at høre alle instrumenter og stemmer nogenlunde ligeværdigt i lydbilledet. Nu man alligevel har bevæget sig ud til Kløvermarken.

Faktisk allerede i første nummer “Don’t Matter Now” fra det seneste album på et henslængt ska-beat med stemning af longdrinks og dans i solen. Det samme med “Get Away”.

Og netop som jeg huskede min største anke mod Staying at Tamara’s – at lovlig mange melodier ligner hinanden – istemte bandet “Barcelona” fra det mere varierede, mørkere og sensible Wanted on Voyage fra 2014.

Selv i Tap1 fik Ezras vokal fremmanet nuancerne i sangens drømmende stemning. Hvilket mindede om hans fyldige stemmes afgørende betydning for det samlede udtryk – lidt som for eksempel Chris Cornell i Soundgarden eller Jake Bugg, som George ofte sammenlignes med.

Han har selv udtalt flere gange, at det var gamle bluesmestre som Howling Wolf, Robert Johnson og Big Boy Cudrup, der satte ham i gang og formede hans måde at synge på. Han måtte bare erkende, at han ikke har The Blues i sig som sangskriver.

Uden postulat eller kynisme

Hvilket meget tydeligt fremgik af hans og bandets sprælske levering af “Pretty Shining People”, der helt uden postulat eller kynisme emmer af ægte glæde og lykke i britisk skiffle-tradition projiceret op i Queen stadionformat:

Ladies and gentlemen, træd til side, for her kommer et iørefaldende omkvæd, og det har travlt.

Netop som jeg under “Listen to the Man” begyndte at savne et brud, fald eller bare en anden tone, kom “Saviour”, som den svenske countryduo First Aid Kit medvirker på på Staying at Tamara’s.

Her leveret flot, semidramatisk og teatralsk i en stemning, der emmede af Tarantino og Johnny Cash med det helt store blæserudtræk og Ezras medguitarist med støvet ørkenlyd.

Efterfulgt af “Did You Hear the Rain” i en version, hvor bandet lød, som hvis Arctic Mokeys for en enkelt sang havde slået sig tåls med at være et good times rockband. Dog ikke, når det gjaldt Ezras vokal. Alex Turners Sheffield-dialekt er formentlig ret svær at kopiere.

Også “Hold My Girl” blev spillet som et stilbrud i forhold til de mere happy go lucky-sange på Ezras repertoire. Som Bon Jovi’sk flyderrock, der gradvis løftede sig selv op i armene under den ærmeløse skjorte. Det var overordentlig medrivende hørt nede på gulvet i den efterhånden tropisk varme, gigantiske betonæske, som Tap1 i bund og grund er.

Også i “All My Love”, spillet i en form for poprocket slow fox med fuld tryk på charmen og en trompetsolo så lang, at den kunne sende et gennemsnitligt DR-playlisteudvalg under gulvbrædderne. Fantastisk. Dét nummer i en uimodståelig levering efterlod mig med et tværgående grin over hele Femøren. Eller Kløvermarken.

Meget talende

George Ezra taler meget mellem numrene. Hans form er lidt for meget dørsælger efter min smag – men på en eller anden måde var de små historier bare med til at underbygge indtrykket af naboens djærve søn.

Gennembrudshittet “Budapest” blev præsenteret med en anekdote om dengang, han skrev sangen i en bagskid under et besøg i 2013 hos hele tre svenske piger i Malmø under Det internationale Melodi Grand Prix, hvor han var nødt til at købe en flaske rom sort for at udholde at se sangkonkurrencen på en storskærm.

Han blev åbenbart så beruset, at han ikke opdagede, at det blev vundet af en dansker – Emmelie de Forest.

Med Cassy O med vintage rockabilly/Leiber & Stoller melodik og “Shotgun” sluttede George Ezra og hans band som det begyndte – på den festlige node.

Sidstnævnte havde lidt af energien fra new wave-æraen primo 80’erne. Som for eksempel Elvis Costello, der i øvrigt netop har udgivet det superbe album Look Now.

At dømme efter salgslister og streamingopgørelser elsker hele verden George Ezra. Om jeg kommer til det, ved jeg ikke. Men efter at have set ham live, har jeg den største respekt for hans evne til helt uforbeholdent at skabe et party i den gamle snapsefabrik på Raffinaderivej.

Sætliste:

  • Don’t Matter Now
  • Get Away
  • Barcelona
  • Pretty Shining People
  • Listen to the Man
  • Saviour
  • Did You Hear the Rain?
  • Paradise
  • Song 6
  • Hold My Girl
  • Sugarcoat
  • All My Love
  • Blame It on Me
  • Budapest
  • Ekstranumre:
  • Cassy O’
  • Shotgun
Kacey Musgraves – Texas’ Rose tæt på perfekt i Vega

Kacey Musgraves – Texas’ Rose tæt på perfekt i Vega

Kacey Musgraves, Store Vega, 15.10.18

Fra GAFFA.dk “Nå, skal du nu ind og støtte Trump igen,” skrev en god bekendt i en besked. Som så mange andre country-hadere ved manden ikke bedre.

Tværtimod mener han, at alt nyt og spændende i rockbranchen kommer fra hiphop-scenen. Hvis rockmusikken endnu en gang skal være soundtrack til et opgør mod den fundamentale konservatisme i USA, skal det komme fra hiphop. Mener han. Hvor Kanye West passer ind i den ligning, ved jeg så ikke.

Ja, der findes stadig en tæt forbindelse mellem klassisk Nashville-country, diverse kirkesamfund og stærkt konservative kræfter syd for Route 66. Ja, Trump fik mange stemmer blandt andet i Kacey Musgraves’ fødestat Texas. Men som hun siger i et interview i Elton John’s Rocket Hour: “Country i dag er andet og mere end trucks og barer”. I 2014 fik Musgraves en Country Music Award for hittet “Follow Your Arrow” – der hylder homoseksualitet – fra albummet med den herlige titel Same Trailer, Different Park. (Da hun sang den ved CMA måtte hun dog udelade linien “Roll up a joint”).

Hun har sunget om prævention, cannabis som medicin og stillet spørgsmålstegn ved religiøse dogmer. Kacey er sammen med “Follow Your Arrow”s medskribent Brandy Clarke en af de spændende nye, stærke kvinder på countryscenen. Her til aften i Vega afsluttede netop “Follow Your Arrow” sættet i en koncert, der skiftevis begejstrede og fascinerede. Men… og det vender jeg tilbage til.

Mere Fleetwood Mac end banjo

Spørgsmålet inden koncerten var, hvordan numre fra det nyeste lettere eksperimenterende album “Golden Hour”, hvor der er lidt mere elektronik og Fleetwood Mac og Shania Twain end banjo, ville passe sammen med ældre numre.

Musgraves indtog scenen i Vega som en sphinx på en forhøjning badet i modlys i et sceneshow, der muligvis er beregnet til større sale i USA. Hvor hun normalt medbringer en B-scene. Det så nu også meget godt ud i Vega. Det begyndte med “Slow Burn” – alene det, at hun angiveligt har opkaldt et nummer efter en enorm populær podcastserie, signalerer en sangerinde, der ser sig selv som mere end en Patsy Cline husmor-kliché.

Alene med sin akustiske guitar foldede hun sin ubegribelig smukke melankolske vokal ud, så billeder af uendelige texanske horisonter under orange sol foldede sig ud. Med fuldt blus på scenen åbenbarede hendes seks mand store band sig, ulasteligt klædte i ens jakkesæt. Kacey selv er kendt for sin snazzy tøjstil.

I aften var hun klædt i en mere eller mindre transparent, flaskegrøn robe, jeg ikke tør forsøge at give et navn. Suppleret med et par sko, der manglede et par centimeter i at være stylter. Forunderligt nok lød det tæt på perfekt allerede i første nummer og videre i “Wonder Woman” og “Butterflies”.

 

Super lyd på stort band med så forskellige instrumenter som banjo, cello, steel-guitar, diverse guitarer og keyboards. Første tanke, om sangerens og sangskriveren Musgraves oprigtighed ville stå sin ret i dette nærmest drømmeagtigt glaserede set-up: lyd i high fidelity-format, vampet camp og stilistisk ekstravaganza?

Meget passende, at Kacey – lidt ironisk – tabte et par toner i netop “Wonder Woman”, hvor hun synger “I am only human”. Jo, hun står på jorden, hvad teksterne også viser. I disse som i de iøvrigt ret mange andre numre fra 2018-albummet Golden Hour er en vis inspiration fra klassisk westcoast-rock tydelig. Også live. Det er ikke ligefrem nyt med country/pop crossover – for små ti år siden scorede Lady Antebellum stor succes med noget lignende.

Man kan med god ret sige, at allerede The Eagles og Crosby, Stills, Nash & Young lånte fra country og skabte country/rock.

Dugger af regnfuld søndag

Det fine med iscenesættelsen af Kaceys band var, at udgangspunktet i traditonel country også var tydelig i de nye numre. Fik jeg nævnt den gode lyd?

Banjoen lød f.eks. som sit eget lille orkester i lydbilledet. Der er så og så mange virkemidler indenfor country. Musgraves forstår at bruge dem, så det er en fryd. Med hendes sang som stemningsskaber formelig dugger flere sange af regnfuld søndag eftermiddag, kaskader af nuancer af gråt på himlen og længsel efter… noget. Tæt på genialt gjort i “Love is a Wild Thing” – med stik modsat tema – da bandet pludselig eksploderede i et medrivende shuffletempo med fuld blink på lamperne.

Det var en endog meget tæt forbindelse i aften mellem det så godt som udsolgte Vega og Texas’ Flaskegrønne Rose deroppe på scenen.

 

I “Merry Go ‘Round” fra Same Trailer, Different Park , hvor sangerinden smart sang, så det faktisk lød, som cirklede hun rundt på en karrusel, overlod hun generøst sangen til publikum. Et følsomt øjeblik.

“High Time” er en spøjs konstruktion med et happy fløjtetema, der lyder, som burde det være spillet på en twangy Texas-ørken guitar. I Vega lød det dybt charmerende. Uden at virke søgt, som det ellers gør på pladen. “Golden Hour” igen fremført til perfektion med en melodi, der lyder af både Joni Mitchell og Musgraves’ kollega Taylor Swift i hver sin ende af singer-songwriter skalaen.

Formidabelt god melodi

En formidabelt god melodi leveret med fuldfed analog-ish 70’er-lyd. Jeg fik vist nævnt den gode lyd i Store Vega. Det var et af de ekstremt sjældne øjeblikke, hvor jeg havde fornemmelsen af at sidde under indspilninger i et pladestudie, nærmere end at stå i en koncertsal. Igen dette efterhånden stærkt sammenspillede band. Wow. Og igen i “Die Fun” et overraskende brud. Den begyndte med Portishead-feeling og endte i et mildt cresendo som i Fleetwood Macs “Go Your Own Way”.

I et tilsvarende tempo ligger den nye “Velvet Elvis” med et funky southern groove som hos Kongen selv i “Polk Salad Annie” eller “Wearing that Loved on Look”. Titlen er en tydelig og forståelig metafor, men jeg er ikke sikker på, at det nødvendigvis var specielt underholdende som kvinde at bo hos Elvis i Graceland. Medmindre man havde hang til lange nætter med læsning af religiøse skrifter og bøger om astrologi. Hvad der var tæt på at hæve denne anmeldelse til sjældne seks stjerner, var Kacey Musgraves nærvær på scenen.

Som den country girl, hun er, synger hun med største selvfølgelighed sine sange om at savne sin mor, om livserfarent at lære at acceptere de ting, man ikke kan ændre. For ikke at tale om alle melankolikeres nationalsang “Happy & Sad”. Eller “Space Cowboy”, der modent handler om at give hinanden plads i et forhold. Som første ekstranummer sang Kacey sin vanvittigt smukke “Rainbow” alene med et piano. Stemningen kan vel bedst beskrives på denne måde: der var – næsten – helt stille i Vega. Det siger en del.

Men bedst, som jeg var klar til at køre hjem for at skrive om en tæt på ultimativ oplevelse, kom de sidste to ekstranumre. En helt overflødig disco-version af Brooks & Dunns “Neon Moon” og Musgraves’ eget retro-disco-nummer “High Horse” fra det nyeste album. Der i Vega blev spillet med en god portion backtrack. Det virkede helt off – for mig punkterede de sidste par numre den magiske boble; den særegne følelse af samhørighed med musikken, jeg ellers havde befundet mig i indtil da.

Forleden læste jeg på GAFFA.dk, at selveste Kongen af tyskerfoden, Georgio Moroder, er på vej på turné. Overlad bare discoen til ham, miss Musgraves. Fornyelsen af countrymusikken kommer ikke fra et formentlig forlængst nedlagt studie i München. Den kommer fra hjertet.

Sætliste:

  • Slow Burn
  • Wonder Woman
  • Butterflies
  • Keep It to Yourself
  • Merry Go ‘Round
  • High Time
  • Golden Hour
  • Die Fun
  • Mother
  • Oh, What a World
  • Family Is Family
  • It Is What It Is
  • Love Is a Wild Thing
  • Velvet Elvis
  • Happy & Sad
  • Space Cowboy
  • Follow Your Arrow
  • Ekstranumre:
  • Rainbow
  • Neon Moon
  • High Horse

(FOTO: Pressefoto)

Beach House som soniske plastre på sår der aldrig heles

Beach House som soniske plastre på sår der aldrig heles

★★★★☆☆

Fra GAFFA.dk:

Baltimore-duoen Beach House skabte delikate, mørke drømmebilleder i Den Grå Hal. Men der gik for lang tid, før lyden var på plads.  

 

Måske ligger det i Beach House’s Victoria Legrands dna. Hendes berømte onkel, Michel Legrand, har skrevet mere end 200 film- og tv-soundtracks – hvilket blandt meget andet har indbragt ham to Oscars.

Som denne franske Roi de la musique de la film skaber Victoria og hendes makker Alex Scally musikalske drømmelandskaber, senest på albummet med den enkle titel 7.

Men modsat onkel Michel, der er mindst lige så kendt som en easy listening jazzpianist, der kan forvandle alt til lyden af eksklusiv strandbar i Saint Tropez, er der ikke meget hipster-muzak over Beach House. Der er mørkt i horisonten ved Baltimore-duoens strandbar.

Således også på scenen i aften i Den Grå Hal. I et mørkt sceneshow fremstod Victoria Legrand centerstage som en langhåret mytisk shaman-lignende figur.

Beach House blev dannet i 2004, og to år senere udkom deres debutalbum Beach House. Siden er det blevet til seks album, alle musikalsk indenfor samme forfinede drømmepop-ramme. Gruppens popularitet er vokset støt. Aftenens koncert måtte flyttes fra Forum til Christiania, men flere andre steder optræder de i dag i arenaer i Royal Arena- og Jyske Bank Boxen-format. Imponerende, den introverte stil taget i betragtning.

Min vej til Beach House går via 4AD-grupperne This Mortal Coil og Cocteau Twins. Som andre B-mennesker bruger jeg blandt meget andet dream pop i hovedtelefonerne til at skabe symbiose mellem hoved og hovedpude – så at sige. De to nævnte 80er indiegrupper har været faste gæster på playlisten, også den gang den lå på et kassettebånd. En dag foreslog altid geschäftige Spotify at supplere med Beach House. Tack så mycket for det.

Umiddelbart var der ikke meget drøm over gruppen i Den Grå Hal. Jo, en bølge af keyboard-klange aede første sang, “Levitation” i gang, temaet lød som også på plade som trædesten i en flod med Legrands tågede vokal som stemningsfuldt slør henover.

Men Scallys raffinerede guitarfigurer måtte man tænke sig til. Trommeslager James Barones mastodontiske spil lød til gengæld voldsomt påtrængende. Skriver jeg velvidende, at det har været tanken bag 7 at give musikken lidt mere punket kant.

Men vi skulle helt frem til “Lose Your Smile” efter en lille halv times tid, før den var der; balancen mellem det minimalistiske, nærmest naivistisk poppede, nydelige keyboard-tema, Scallys lyriske weepingguitarspil, Legrand’s diset mystiske effektbelagte vokal og trommeslagerens rumlende rock-spil

Ifølge Victoria Legrand ser hun som regel en film for sig, når hun skriver sin musik sammen med Alex Scally. Under tilblivelsen af 7 har hun ifølge et interview i dmagazine.com haft et billede af den ikoniske Andy Warhols-skuespiller og The Factory belle, Edie Sedgwick foran sig.

Som i øvrigt også Bob Dylan, da han skrev “Just Like a Woman”.

Det fine ved Beach House er, at man danner sine egne film, når det lykkedes at koncentrere sig om musikken, også live, når det lyder ordentligt. Tragik, som i Sedgwicks historie, flydende sammen med lyset i vokalen og de fnuglette melodier. Der var momenter i aften, hvor jeg følte mig ét med musikken.

LÆS OGSÅ: Usædvanlig veloplagt Kim Larsen & Kjukken i Tivoli

En del af charmen ligger i måden, deres kompositioner elegant veksler mellem stilstand og bevægelse. Som i “Wishes”, der begynder med Legrand’s nænsomme vokal svævende over et minimalt keyboard-tema, en papirstynd synth-flade. I aften endte det som en hel symfoni.

Videre i “Space Song”, hvor hvert guitarlick lyder som et mentalt plaster på sår, der aldrig kan heles. Det var meget bevægende og farverigt i den ellers grå hal.

Lige så i “Lemon Glow” – alene titlen er sit eget lille van Gogh’ske maleri – der her i aften lød som hjerteflimmer i slow motion, igen med Legrand’s Twin Peak’ske vokal ud over det hele.

Det kunne have været tæt på fuldendt, men endnu en gang udgjorde en sløv lydmand forskellen.

Beach House, Den Grå Hal, tirsdag 9. oktober

Foto: Shawn Brackbill 

Sætliste:

Levitation

Wild

PPP

Dark Spring

Lazuli

Lose Your Smile

Beyond Love

Drunk in LA

10 Mile Stereo

Girl of the Year

Space Song

Wishes

Black Car

Myth

Wildflower

Lemon Glow

Ekstranumre:

Real Love

Dive

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

U2 – The Musical: Den store genforening i Royal Arena

Pov.international: 

KONCERTANMELDELSE – Det var lige så meget U2 – The Musical som en rockkoncert, da den irske gruppe lørdag aften spillede i Royal Arena. Og det var ikke så skidt. For første gang i årevis virkede Bono som en mand med en mission; at genfinde sig selv, sine prioriteter og musikken – via en rejse gennem U2’s bagkatalog frem mod 2018, skriver Jan Eriksen.

Det var med blandede følelser, jeg bevægede mig ud mod Ørestaden; helt derude, hvor det endnu ikke er alle gader, der har et navn.

Jeg så den ikoniske U2-koncert på Roskilde Festivalen 1982 og igen et halvt år senere ved en mindst lige så mindeværdig koncert i Falkoner Teatret, hvor Bono fik halvdelen af salen til at danse rundt om et juletræ i det ene hjørne af salen. Lige den aften åbnede U2 et nyt varmt, menneskeligt perspektiv på postpunk-scenens introverte oprør. Jeg husker stadig følelsen.

I would follow. Så måtte man leve med sangerens Bundesliga-garn.

Siden var der album-kvintetten The Unforgettable Fire, The Joshua Tree, Rattle and Hum, Achtung Baby og Zooropa, og en åbenbaring af en koncert i Göteborg i juni 1992.

I den æra var U2 verdens mest relevante, innovative rockband. Vision, attitude, Brian Enos og bl.a. Daniel Lanois’ fintfølende produktion, The Edge’s konstante sekstrengede opdagelsesrejser, Bonos Bono; de fremragende tekster og melodier.

På den anden side – og kald mig gerne gammeldags, det gør alle andre – så hører jeg til den type, der mener, at man bør betale skat i det land hvis veje, man benytter sig af. Eller de sygeplejersker, brandmænd og lærere, som Bono hyldede i aftes i Royal Arena.

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere

Når man f.eks. taler om det moralske forfald i Trump-æraen, som Bono gjorde op til udgivelsen af 2017-abummet Songs of Experience, pålægger man sig selv et ansvar for selv at holde sig på moralens knudrede, tilgroede sti. Ikke, at jeg selv er specielt stedkendt på den sti, men jeg betvivler, at den fører via et shopppingcenter i Litauen til Paradise Papers-skandalen. (Efter massiv kritik har Bono i øvrigt trukket sine penge ud af projektet).

Det er noget mudret, i hvor høj grad Bono & Co også betaler skat i Irland – udover den smule, de betaler i Guernsey og Holland.

Og nu handler dette jo om musik, men når U2 på Songs of Experience’s  Get Out of Your Own Way lader Kendrick Lamarr prædike, inspireret af en af Jesu prædikener i Matthæus-evangeliet: “Velsignet er de svinsk rige, for du kan kun for alvor eje, hvad du giver væk”. Så kan jeg kun komme i tanke om et ord, der rimer på cykler.

Savner intimiteten

Trods flere definerende koncertoplevelser med U2 undervejs har jeg i stigende grad betragtet gruppen som et overstået kapitel som pladekunstnere. Kulminerende med Apple-appen, Songs of Innocence-albummet – en projekt der, trods udmærkede tekster, fik mig til at mindes familiefester, hvor selskabets ældre mænd forpustede og rødkindede vendte tilbage til kaffen og cognacen efter at have budt selskabets unge kvinder op til dans.

Efter en stadionturné i 2009-2010 (bl.a. med stop i Horsens) udtalte Bono, at han savnede intimiteten live. Han frygtede, at branchemonsteret havde spist rockbandet U2, at den Boy, som han sang om i begyndelsen, var gået tabt.

I den kontekst skal man forstå eXPERIENCE + iNNOCENCE turneen: Som et sidste hoved i en tretrinsraket, der begyndte i 2015 med turneen med omvendt ordstilling, iNNOCENCE + eXPERIENCE, der primært var bundet op omkring Songs of Innocence. I mellemtiden var der en turné med en genopførsel af The Joshua Tree.

Der ligger en interessant video på YouTube fra julen 2012, hvor irske sangere som Glen Hassard, Sinead O’Connor og Bono uannonceret synger og spiller traditionel irsk musik på gaden i Dublin. Bono virker ikke helt komfortabel som midtpunkt for den stadig større folkemængde – trods omgivet af sikkerhedsvagter, der til sidst fører ham hen til en meget stor hvid bil.

Ingen tvivl om, at han løbende har måttet kæmpe med den larger than life-helgenstatus, han selv har været med til at bygge op, og den omstændighed, at han ikke kan gå en tur i sin egen hjemstavnsby uden sikkerhedsvagter.

Som han forklarede cirka midt i koncerten lørdag aften, begyndte han i 80erne og 90erne selv at tro på myten om Sankt Bono. Det føles, som om ens hoved på én gang vokser og skrumper, som han sagde.

 

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang

 

Lige dér på en lille rund scene midt Royal Arena lå koncertens point of no return. Efter en gennemspilning af Batman Forever-sangen Hold Me, Thrill Me, Kiss Me, Kill Me, der netop handler om, når mennesket bag masken identificerer sig mere med masken end med drengen, der mistede sin mor i tidlig alder og senere blev rockstjerne. Det var der, jeg forstod, hvor meget Bono og band investerer af sig selv i den aktuelle turné.

Som altid havde U2 medbragt en logistisk udfordrende, spektakulær scenekonstruktion. En næsten nøgen hovedscene, en lang catwalk med LED-skærme på hver sin side, en mindre scene midt i salen. Ovenover catwalken en lang gang, der bevægede sig op og ned med og uden band.

Vejen til verdensherredømme

Da U2 efter en gennemspilning af Noel Gallaghers håbefulde It’s a Beautiful World indledte med billeder af Europa i krig suppleret med Charlie Chaplins ikoniske tale fra Diktatoren, kom jeg af en eller anden grund til at tænke på musicalteatret i Fredericia, hvis enorme succes bl.a. skyldes deres progressive brug af LED-skærme. Og det var sådan det var. U2 – The Musical. Historien om bandets vej fra Dublins forstæder via selvpyskose til verdensherredømme.

U2 selvransagelse, U2 bønnemøde, U2 demonstration. U2 rockkoncert. U2 bekendelse.

Efter en begyndelse med den obligatoriske, elendige lyd med Larry Mullen Jnr’s trommer dunkelt buldrende ovenpå Adam Claytons minimalistiske bas, blev det gradvist bedre efterhånden, som lydmanden fik styr på hallen.

Jeg hører ikke til dem, der anser rockformationen Larry-Adams nøgne spil som en klods om halsen på U2. Tværtimod – The Edge’s konstant fabulerende på en gang  orkestrale og syleskarpe spil – kørt igennem et guitaranlæg på størrelse med Silicon Valley – ville måske ikke leve i samme grad i et band med et swing. Funky sange som Even Better than the Real Thing lever, som det tydelig hørtes lørdag aften, på hans guiter og selvfølgelig i Bonos høje, diskante sang. Han synger i øvrigt stadig udmærket.

Specielt i de meget smukke, meget modne kærlighedserklæringer til konen Ali Hewson, You’re the Best Thing about Me og Love Is Bigger Than Anything In It’s Way. Og for den sags skyld også det magiske, nye småcaribiske Summer of Love.

Den første spillet umiddelbart efter Bono havde afmonteret sin Mephisto-maske fra Zooropa-æraen. Hvor han igen heilede samtidig med, at han nævnte den svenske politiker Jimmie Åkesson.

Bedst i personlige sange

I de personlige sange lød både han og band meget stærkere, meget mere påtrængende end den alibiagtige gennemspilning af en gammel irsk kvindesagssang – med mandlig sanger – Woman of the World.

Det samme gjaldt en version af Iris (Hold Me Close) med tekst om Bonos alt for tidligt afdøde mor. Flot fremført af bandet og flot illustreret visuelt med en gammel videosnas med den løbende Iris.

Det er meget sjældent, paroler klæder rockmusik. Medmindre de leveres med passion som den evigt bombastisk marcherende Sunday, Bloody Sunday.

 

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena

 

Efterhånden som koncerten skred frem og bandet lød bedre og bedre gav ideen med tilbageblik og søgen mod rødderne, kombineret med nye sange fra det udmærkede album Songs of Experience, mere og mere mening. I symbiose med opbakning fra et mere end modtageligt publikum.

Jeg tror, det var under Pride (In the Name of Love), at jeg mærkede et ekko af følelsen af drømmens faner brede sig ud (med et tyveri fra Michael Strunge), som da jeg i sin tid hørte nummeret første gang. Hvor ofte oplever man dét? At føle sig 36 år yngre.

Bono og U2 kan få lyden af en smadret tallerken til at lyde som en hymne, men det er alligevel meget længe siden, de har rørt mig som i den sidste halvdel af koncerten i Royal Arena. Da Bono mod slutningen nonchalant rakte hånden ud mod The Edge som signal til at spille de for mig altid gåsehudsfremkaldende første akkorder i One, følte jeg det som en hånd rakt mod os, der voksede fra U2.

Vi kommer nok ikke til at danse om juletræ sammen igen som i ’82. Men hånden er grebet. Og godt at vi nåede det.

Om lidt blir her stille. Og så er det for sent.

U2, Royal Arena
lørdag aften

Topillustration: U2 Tour, Ross Stewart