af Jan Have Eriksen | sep 29, 2018 | Anmeldelse
★★★★☆☆
Pov.internationat
STANDUP // ANMELDELSE: I sit nye stand-up-show “Ting fra min mund” viser Ruben Søltoft sig som den toptunede humørmaskine, han ved tidligere optrædener på TV 2 Zulu har givet løfter om. I løbet af godt og vel halvanden time modbeviser Ruben Søltoft George Bernard Shaws berømte, bittersøde ord, “youth is wasted on the young”. For godt nok er Søltofts nye onemanshow på sin vis en overfladisk dans på rookie standup-klicheernes holdeplads – af min-kæreste-er-skredet-typen – men hans charmerende levering af sine observationer og historier er meget, meget morsom.
Var det virkelig så sjovt at bokse med kærestesorger og dumme forældre? Åbenbart for 31-årige Søltoft, der tilbragte sin barndom og ungdom i Astrup i nærheden af Mariager Fjord.
En by, der med sine 700 indbyggere er så lille, at den ifølge Søltoft kan ligge i sin egen, næsten nye rundkørsel.
Særdeles aktiv komiker
Søltoft har været særdeles aktiv på den danske stand-up comedy-scene siden sin sejr i DM i stand-up i 2010. I dag har han næsten 200.000 følgere på Facebook. Nogle kender ham muligvis fra hans stand-up-optrædener, andre fra tv-serien ‘Sjit Happens’. Som tilsigtet vakte det en del opmærksomhed, da han lancerede det nye show ved for en enkelt kamp at købe reklameplads på fodboldklubben AC Horsens’ trøjer.
Ingen mestrer humorens musik som Dirch Passer og Jørgen Ryg. Og dog. Der er momenter i Ting fra min mund, hvor Søltoft har lyden af dengang, især når han rammer en barnligt naiv tone
Men først efter en aftale med det tunesiske kvindehåndboldlandshold var gået i vasken … det kræver en mand med en absurd skæv tilgang til livet at lande lige dén ide.
Og det har Søltoft tydeligvis. Med et kropssprog, der kan ligne et kryds mellem Jim Carrey, når han bare er Jim Carrey, og Frank Hvam i dobbelt tempo, får Søltoft vendt op og ned på selv de mest åbenlyse tilløb til banaliteter.
Et langt stykke hen ad vejen mestrer Ruben Søltoft kunsten at vende op ned på begreberne og åbne det, der ligner potentielle sproglige blindgyder med finurlige jokes. Ikke mindst med byger af noget i øvrigt så gammeldags som ordspil. Ja, der var enkelte passager, hvor jeg kom til at tænke på de store, gamle danske komikere.
En barnligt, naiv tone
Efter at have anmeldt dansk stand-up comedy i små 25 år er jeg i stigende grad meget påpasselig med at sammenligne yngre komikere med de store gamle. Der er flere sjove mænd og kvinder i Danmark end nogensinde. Men uanset at jokenes kvalitet er mindst lige så høj som dengang, mestrer ingen humorens musik som Dirch Passer og Jørgen Ryg.
Og dog. Der er momenter i Ting fra min mund, hvor Søltoft har lyden af dengang, især når han rammer en barnligt naiv tone, som når han fortæller om sin fortid under navnet Louise på Astrups pigefodboldhold. Det er kært – for nu at bruge et udtryk, der vist gik i graven sammen med Dirch og Ryg.
Eller som når han får sin mors rejsetandbørste kædet sammen med sin forhudsforsnævrede tissemand. Der er meget sex, også fars og mors – især har Søltoft fokus på blå sex, som det kaldes nogle steder i verden. Det normale har vide rammer.
Også det anale i showet med den i denne sammenhæng misvisende titel Ting fra min mund. Det kan man leve med, når det leveres med selvironi, som når Søltoft fortæller om den smukke kvinde, der stønnende følger med ham hjem til lejligheden – stønnende af udmattelse efter turen op til femte sal.
Søltoft mestrer at gøre situationen sjov. Dét er forfriskende i en tid, hvor hvilken som helst holdning uden politisk korrekthed kan afføde laviner af moraliserende udgydelser i de sociale medier
Igen dette vindende, løsslupne glimt i øjet, nærmere end den retningsløse vrede, man ellers ofte gør stand-up tungt at danse med.
Det ligger i Søltofts fornemme sans for timing både i ord og spil og dertil en vis tabu-negligerende frygtløshed, som i min verden bør være en del af komikerens eksistensberettigelse.
Kniber med at holde momentum
Som når Søltoft morsomt beskriver et skyderi, han oplever i Esromgade på Nørrebro. Kan man det? Ja, når han beskriver, hvordan han føler sig ydmyget af en almindelig jogger, der overhaler ham – der ellers flygter for sit liv, på flugt fra kugleregnen.
Søltoft mestrer at gøre situationen sjov. Dét er forfriskende i en tid, hvor hvilken som helst holdning uden politisk korrekthed kan afføde laviner af moraliserende udgydelser i de sociale medier.
Den første del af showet, hvor Søltoft klovner i et fyrværkeri af krøllede observationer, er den bedste. I sidste del prøver han kræfter med storytelling. Der kniber det med at holde momentum.
Som for eksempel i en afsluttende historie om klaverstemmeren i et øde hus ved Aarhus. Skidt med, om historien er sand, Søltoft fortæller den bare ikke særlig overbevisende – han får ikke formidlet gyset, så man mærker det. Måske fordi den – sikkert utilsigtet – er i familie med en gammel urban legend om klaverstemmeren med de mange koner.
Men i sidste ende forlod jeg Bremen med en god fornemmelse.
Ting fra min mund er en fjollet titel. Og det er, hvad det er: Fjollet. På den gode måde.
Ruben Søltoft, “Ting fra min mund”, onemanshow, POV International så det fredag 29.9 i Bremen, København
Pov.international
af Jan Have Eriksen | sep 20, 2018 | Anmeldelse
★★★★☆☆
Pov.international
ANMELDELSE: Simon Talbot er et forfriskende, højenergisk og morsomt indslag på den danske standup comedy-scene. Men ved premieren på det nyeste show Make Denmark Great Again, der handler om hans forsøg på at slå igennem i USA, var han tæt på at smadre sin egen præmis, skriver Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Ikke helt overraskende kommer der et lille hint til Thomas Eje i Simon Talbots nye standup show, Make Denmark Great Again. Det nye show med en af Danmarks p.t. mest populære komikere er en fortælling rundt om Talbots nylige rejse til USA med drømmen om at gøre sig på comedy-scenerne i Los Angeles og omegn.
I showet tager Talbot lattervækkende favntag med skismaet mellem på den ene side det typisk danske ved jorden at blive det tjener sig bedst-dogme – og på den anden side retten til at drømme stort. Og gå efter det. Som de gør derovre i USA.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot.
Kan man tabe godt og vel 80 minutters comedy på gulvet med en enkelt sætning? Nej. Men det rokker lidt ved præmissen på samme måde, som San Andreas forkastningen dagligt rokker ved jorden under Los Angeles.
Den anden generation
Simon Talbot tilhører ‘anden generation’ indenfor dansk stand-up comedy. De, der kom til efter Gintberg, Hjortshøj, Casper – og for den sags skyld også POV Internationals egen Sebastian Dorset. Siden sit gennembrud via diverse TV 2 Zulu-programmer er Talbot i dag en af landets mest populære komikere med over 200.000 følgere på Facebook.
Make Denmark Great Again er den sprælske komikers fjerde solo-turné. Da jeg anmeldte den seneste, Mr. Copenhagen, blev jeg nærmest bjergtaget af Talbots energi og komiske power.
Med et lille hib til Eje, der ikke ligefrem erobrede Las Vegas, gør Talbot sig desværre selv til Jantelovens ambassadør. Det er muligt, at Thomas Eje ikke fik ret meget ud af det, men han gjorde i det mindste forsøget, Simon Talbot
Selvom rammen denne gang er en helt anden, begynder det alligevel, hvor det slap sidste gang. Med et flashback tilbage til den jyske barndom, hvor hans mor waterboardede ham med brun sovs – og den irske far belærte ham om at han ikke skulle finde sig i noget.
Talbot var mobbeoffer i skolen; som blandt andet Jehovas Vidne og udstyret med et par lidt anderledes ører var han nærmest et tagselvbord for typisk lavpandet dansk Mellemkøbing-humor. På god amerikansk vis – fristes jeg til at kalde det – bruger han den historik som udgangspunkt til at glæde sig over, hvor godt det er gået siden.
Det er ham bestemt vel undt, absolut, men det er lige før, jeg savner bare et lille glimt af tårerne inde bag klovnens maske, for nu at bruge den gamle frase. Til en forståelse af ikke mindst den kroniske hang til selvudslettelse, som han angiveligt kæmper med.
Tæt på at kamme over
Det er ofte tæt på at kamme over, i momenter overstyres virkemidlerne i en grad, så man forventer at høre samme hyletone som fra en kogende kedel komme ud af Talbots fejludviklede næsebor. Jeg nævner næsen her, fordi komikeren selv gør en del ud af den.
På den anden side; det er nu sådan, Talbot optræder. Take it, or leave it. Mimik og kropssprog er den fond, komikken baseres på.
Scenografien er imponerende flot – stjerner, blå, røde og hvide farver over det hele. Opbygningen af Talbots storytelling er dramaturgisk set endog rigtig flot skruet sammen. Talbot rejser ud, han må begynde fra bunden, han når til en erkendelse, og … slutningen skal ikke afsløres her.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation
Stand-up’en suppleres løbende med videoklip, optaget on location i USA. Det fungerer fremragende, nærmest dokumentarfilms-agtigt, hvor de grundlæggende tematikker – amerikansk overfladiskhed, Talbots sejre og nederlag – tydeligt fremgår. Netop her mærker man modgangens blues.
Indimellem disse videoklip leverer han bids af svigende kvalitet. En passage om en stor edderkop virker ret ligegyldig. Til gengæld er hans udlevering af sig selv og kærestens nye venner på Lee Strasberg-skuespillerskolen i LA vildt sjov. Jysk bondskhed møder prætentiøst, intellektuelt snobberi. Den slags mennesker, der tror at jazznumre lyder forskelligt, som han siger.
Der er en velmenende bid om, hvorfor kvinder fortjener mere i løn. Dermed kom der også lidt feminisme indover. Jeg har intet statistisk belæg for det, men mon ikke, det er første gang i verdenshistorien, en mandlig komiker tager en positiv vinkel på emnet menstruation. #VelEgentligPåTide.
Prædiker for enmandskoret
Frem mod slutningen afslører Talbot, at han og kæresten overvejer at få børn. Når han joker på, at han aldrig kan blive lige så god til at synge godnatsange som sin far, prædiker han i den grad for koret. I hvert fald et kor, der alene består af denne ene anmelder.
Faren sang så flot Elvis-sange som “In the Ghetto” og “Suspicious Minds”, da Simon var et lille barn. Talbots foretrukne moderne musik som f.eks. Tiëstos elektroniske EDM-drøn er komplet uegnede som vuggeviser for de børn, han måtte få.
Simon Talbots originale rabalderstil er et forfriskende indslag på den danske scene. Hans rolle – og det absolut positivt ment – er lidt ligesom Klods-Hans på hoffet. Og som det fremgår af slutningen, har han en reel mulighed for at løbe af med prinsessen og den halve føderation.
Simon Talbot, comedy, Make Denmark Great Again, premiere torsdag 13.09 i Bremen Teater
Billede: Krestine Havemann, ICO Concerts
Anmeldeten blev bragt på HER 14. september 2018
af Jan Have Eriksen | sep 6, 2018 | Anmeldelse
STANDUP: Pov.international
Mens lidt mere end 600.000 danskere på tv fulgte en af de mest tragikomiske begivenheder i dansk idrætshistorie – fodboldlandskampen mellem Slovakiet og Danmark – var der onsdag ægte komik ved Kevin Hart i Royal Arena på Amager. Jan Eriksen giver tre stjerner for primært fysisk levering og spil – hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
Nærmest uden forudgående mediebevågenhed leverede en af verdens mest populære komikere under overskriften The Irresponsible Tour en godt fem kvarter lang stand-up-rutine, der godt nok bød på mange grin – og tak for det – men som samtidig også stillede spørgsmålet:
Hvad blev der af egentlig af den oprindelige Kevin Hart?
39-årige Hart har 52 mio. følgere på Instagram og 24 mio. følgere på Facebook. Sidste år tjente han ifølge Forbes godt og vel 220 mio. kr. Det taler vel sit eget uimodsigelige sprog om popularitet.
Alene det at der var udsolgt i arenaen bekræfter, at han også er stor her i Øresundsregionen. I øvrigt så jeg det etnisk mest blandede publikum, jeg nogensinde har set til et show eller koncert i Danmark. Jeg kender ikke forklaringen, kan bare konstatere, at der skulle en af de mindst kontroversielle, amerikanske sorte komikere til at skabe integration på Amager.
Har medvirket i adskillige film
Fra begyndelsen i 90’erne, hvor han under navnet Lil’ Kev the Bastard måtte gå så gruelig meget igennem, før han fik sit gennembrud, er han i dag manden, der bliver ringet til, når Dwayne Johnson mangler en medspiller i en Hollywood A-film.
I mellemtiden har han medvirket i adskillige film, tv-shows og stand-up comedy shows. Alene på Netflix kan man finde fire Kevin Hart-shows.
Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse
Ifølge imdb.com er han lige nu involveret i fem filmprojekter. Og så kører han da i øvrigt også sin egen radiostation – og der er en Kevin Hart-streamingtjeneste på vej.
Med den arbejdsradius kan det undre, at der er overhovedet er tid til et privatliv.
Det skulle meget hurtigt vise sig på scenen i Royal Arena, at det er der.
For de fem kvarters comedy handlede udelukkende om (figuren) Harts privatliv. Næppe var han med stormende applaus hilst velkommen af de vel 12.000 i salen, så man næsten skulle tro, at han ene mand havde vundet ovennævnte fodboldkamp, før vi var inviteret indenfor i Harts soveværelse.
Sex er vist kommet for at blive
Hvad gør man, når børnene pludselig bryder ind, når far og mor dyrker elskov, som det hed engang længe før, der var stand-up comedy i Danmark?
Jeg må indrømme, at Harts forklaring/undskyldning for, hvad far og mor gør, når de har gang i endoggy style, fik mig til at grine. Jeg har desværre – eller heldigvis – ikke tilstrækkelig styr på fagudtrykkene i amerikansk fodbold til at kunne forklare det.
Sex er ifølge alle tegn i sol og måner kommet for at blive. Men mens mange komikere i Harts generation – også her i landet – er nået lidt længere end til at genspinde deres komik omkring dette uopslidelige emne, fylder det stadig en hel del hos Hart.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham
Joken med konen, der også nyder porno og lader Kevin se sin browserstatistik, hvori ordet “stor” indgår hver gang, var faktisk også ret sjov.
Som Hart vidste jeg ikke, at der findes kvinder, der tænder på at se YouTube-klip med meget høje mænd. Harts komplekser over sin ringe højde er kendt stof hos den meget selvironiske komiker.
Det er klassisk Kevin Hart at se ned på sig selv. Med biografien I Can’t Mess This Up – Life Lessons som en form for omdrejningspunkt har han udviklet sig til en af USA’s mest markante self-depreciative komikere.
Mindreværd og dysfunktionel baggrund
I en underholdningsgenre og et land, hvor klassisk comedy som regel enten har ren galskab eller observationer af alle de andre fæhoveder som drivkraft, er det velgørende, når en komiker bruger sin egen uformåen, mindreværd og dysfunktionelle baggrund som præmis. Alle hans shows bygger på det. Alene titlen på 2011-showet, Laugh at My Pain, siger alt.
Den helt store styrke ligger i hans selvforsynende, energiske og højfrenetiske performance, når det tager ham.
Især en længere bid om en gæstende dreng på to år, der selv kunne tage sin ble af, var sjov – ikke mindst på grund af et overraskende callback til tidligere i showet.
Accepter din fejlbarlighed
Vekselvirkningen mellem jokes, fortællinger og ultrakorte måske lidt klichéagtige livsindsigter af typen “Omfavn dine fejl. Accepter din fejlbarlighed. Kom videre”, fungerer godt. Uden at der ligefrem gik Tim Robbins i det.
Men jeg sidder alligevel tilbage og ærgrer mig. For et år siden gav Chris Rock, også i Royal Arena, et godt bud på et show baseret på lige dele privatsfære, perspektiv, terapeutiske indsiger – mon ikke mange store Hollywood-stjerner har deres shrink på speed-dial? – og sort stolthed.
Det sidste emne – racial humor, som det hedder i hjemlandet – har Hart tidligere beskæftiget sig en del med. Udover et par ganske sjove hvad jeg vil kalde milliardærjokes omkring den årlige skiferie til Aspen, var der intet af den slags i The Irresponsible Tour-showet. Og det er ærgerligt.
Et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt
Medmindre der ligger et statement i den omstændighed, at han ikke brugte “n”-ordet overhovedet. Der plejer han ellers normalt ikke at være videre tilbageholdende. Måske er det en imødekommelse af et europæisk publikum.
Tag et standpunkt!
Det gryer i USA for øjeblikket. Actionfilmen Black Panthers’ enorme succes, Beyoncés meget omtalte Coachella-show, den overvejende sorte hiphop-scene er blevet en masseindustri. Der er Black Lives Matter-bevægelsen. Der er flere kvinder fra diverse etniske minoriteter end nogensinde på valg til midtvejsvalget lige om lidt.
Kevin Hart er selvfølgelig selv ansvarlig for indholdet i sine show og behøver ikke stå til regnskab overfor nogen eller noget, slet ikke hans egen hudfarve. Men et eller andet sted i de 75 minutters larmende Nike-sponserede latterkrønike om livets gang chez Harts savner jeg manden tage et standpunkt.
The Irresponsible Tour virker først og fremmest i kraft af Kevin Harts fysiske levering, hans spil.
Kevin Hart, The Irresponsible Tour, Royal Arena, 3.9.2018
Topbillede: Hart Photo ICO
Pov.international
af Jan Have Eriksen | sep 3, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt i Store Vega 02.09.2018
Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller.
Umiddelbart inden, Franz Ferdinand gik på scenen, lød et dance-mix af Roxy Musics “Love is the Drug” over højtaleranlægget. Det skulle vise sig som en udmærket ramme om den næste halvanden times forrygende rockshow.
Som utallige andre britiske bands de sidste fem årtier står Alex Kapranos og kumpaner på art-rock-pioneren Bryan Ferrys skulderpuder og David Bowies orange strithår med den ene fod og på diverse dancegenrer med den anden.
Siden gennembruddet i 2004 med “Take Me Out” og blandt andre “The Dark of the Matinée” har gruppen med det historisk klingende navn ændret udtryk nogle gange. Med udgangspunkt i guitarbaseret post-punk har de spillet mere eller mindre dance-baseret elektronisk domineret rock. De har forlængst bevist, at man, hvis man gør sig umage, godt kan få et indierock-publikum til at danse. Som f.eks. også Libertines og Kooks.
De fleste numre på seneste album fra i år, Always Ascending, er bygget op over keyboard- eller elektronisk baserede digitale skitser. På den baggrund er der så lagt melodisk figur og beats ovenpå. Set i det lys kan man kalde Franz F for Nephews skotske fætter.
Kompetent lydmand
Det skulle meget hurtigt vise sig i Vega, at gruppen med mellem en og tre guitarer i spil på scenen var rejst til København med et stramt sæt danserock og en tilsyneladende uhyre kompetent lydmand – på første turné efter eventyret med FFS, hvor gruppen havde allieret sig med 70er popduoen Sparks.
Dem så jeg desværre ikke, da de spillede i Tivoli for tre år siden. Til gengæld så jeg Franz Ferdinand året forinden på NorthSide.
Siden er medstifteren, guitarist Nick McCarthy, trådt ud for at hellige sig sin familie. Den nye guitarist har ikke samme definerende, frembusende- og trædende rolle på scenen, men hans rytmeguitar gør, hvad den skal mere eller mindre centralt i lydbilledet afhængig af om, Kapranos griber sin guitar.
Ja, så var der Kapranos. Den energiske og karismatiske sanger og badutspringer – i mangel af et bedre rock’n’rollagtigt ord – virkede endnu mere tændt, end man kender ham. Som et kraftcenter centerstage giver han de ikke altid lige interessante sange ekstra påtrængende power. Som en blanding af en omrejsende sydstatsvækkelsesprædikant og jovial skotsk showmand skabte han gospelstemning i salen, nærmest fra begyndelsen.
Bemærkelsesværdigt at hans skotske croon stod helt klart i lydbilledet allerede i det første nummer. Det samme med resten af bandet.
Bemærkelsesværdig også, at nye numre som “Glimpse of Love” og “Feel the Love Go” fra det nyeste album i begyndelsen af sættet fandt klangbund hos et publikum, der i et fælles energifelt sammen med bandet fik den fest, det var kommet efter.
Det gjaldt for eksempel også 14 år gamle “The Dark of the Matinée” med dét guitarriff og Karpanos’ i øvrigt fine tekst, hvor han får plads til både seinfeld’sk generationsportræt og radiolegenden Terry Wogan.
Flere breaks og skift
“Paper Cages” igen med euforisk rytmisk puls, febrilt disco-beat og igen et uafviseligt guitariff.
Selvfølgelig høres Franz Ferdinands rødder i 80’ernes og 90’ernes post-punk som f.eks. i det ny “Lazy Boy”, hvor titlens ordpar udgør hele det repetitive omkvæd. Det kunne være kommet ud af Manchester dengang.
I den sidste halvdel af sættet kom ældre numre som “Do You Want to”, “Walk Away” og “Take Me Out” med flere breaks og skift end i de mere strømlinede dansenumre. Som i “Walk Away”, der her i aften forenede klassisk britisk pub-fællessang med uregerlig punkenergi og det ufravigelige krav om “melodi som Gud”, som Karpanos forbilleder fra Liverpool skabte dengang, man ikke kunne sige John uden samtidig at sige Paul.
Var jeg ikke i forvejen revet med, blev jeg det, da Vega og Franz Ferdinand gjorde “Take Me Out” til et fælles anliggende. Clash, Bowie, XTC, Blur kogt sammen i en velsmagende skotsk haggis. “Velsmagende haggis” er i den grad contradiction in terms, men lad det fare.
Første ekstranummer “Slow Don’t Kill Me Slow” er ikke helt den omfavnende ballade, den gerne vil være, men det faldt på sin vis som et velkomment pusterum inden tre ekstranumre, der fik Vega til at gå i udbrud i en grad, som jeg sjældent har set.
Blandt andet i titelnummeret “Always Ascending” fra det nye album, der lyder som en hilsen til landsmændene Simple Minds’ “And the Band Played On”.
Alex Kapranos talte en gang i et interview i musikbladet Rolling Stone om den store, amerikanske forfatter Raymond Carver, der blandt meget andet skrev teaterstykket bag filmen “Birdman”. Den med Michael Keaton og en masse priser. Kapranos fortalte, at han havde læst en af Carvers romaner i både den “rigtige” version og den uredigerede. Den første komprimerede, redigerede var klart den bedste. Sådan bør det også være med rockmusik, tilføjede han.
Kollektiv sejr
Fuldstændig rigtigt. Verden rundt i et glimt, beat, rytme, melodi på de sagnomspundne tre minutter. Og så videre. Sådan som det var her i aften i Vega i en kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum.
Det skriver jeg velvidende, at udtrykket “kollektiv sejr” ofte bruges om en dødkedelig fodboldkamp, hvor det ene nimandsforsvar har vundet over det andet.
Det kan, har jeg hørt, ikke afvises, at harcorefans fra den første FF-post-punk æra, vil mene, at det er blevet for meget fis og ballade med Kapranos hoppende rundt på scenen og party for resten – harcorefans kan generelt være ret nærtagende og besidderiske. Dem om det.
Den charmerende kvintet fik mig med hud og den smule hår, der er tilbage.
Mangler der noget i forhold til at fuldende den oplevelse? Nej, faktisk ikke. Under ekstranumrene fortalte Alex Kapranos, at en af fansene i første række, der følger bandet verden rundt, havde fødselsdag. Til sidst gav han hende og en veninde hver en gave. Klasse.
De to pigers smil gennem tårer sidder stadig på nethinden, mens disse linjer skrives. Musikalsk passion, grænsende til det sygelige. Hvad vil man mere?
Arrivederci Franz, vi var fra vid og sans.
Sætliste:
- Glimpse of Love
- Feel the Love Go
- The Dark of the Matinée
- Twilight Omens
- No You Girls
- Paper Cages
- Lazy Boy
- Do You Want To
- Walk Away
- Finally
- Take Me Out
- Love Illumination
- Ulysses
Ekstranumre:
- Slow Don’t Kill Me Slow
- Always Ascending
- Evil Eye
- This Fire
af Jan Have Eriksen | aug 6, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt 05.08.2018
Justin Timberlake’s The Man of the Woods-koncert sluttede med en filmmelodi, ”Can’t Stop the Feeling”. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af at set filmen om skovtrolden, der rejste til byen og fik job som projektleder i Foreningen til tinnitussens fremme. Justins seneste album Man of the Woods er bedre end sit rygte. Han er stadig en stor showman med styr på sine virkemidler, moves, stemme og da white funk, han er naboens sexede søn med appel til både datter, mor og mormor – men trods en fantastisk state-of-the-art scenografi druknede Timberlakes show i en forfærdelig overstyret gang lydterror. Præcis som for fire år siden i Parken.
De seneste år er store amerikanske popnavne søgt tilbage mod en vis jordslået oprindelighed med afsæt i countrytraditionen, hvor en cowboyhat er en cowboyhat, og en tåre er en tåre.
Med hjertelige, melankolske sange – indimellem tilsat knastør southern sarkasme – leveret med pur lyd uden anden elektronisk iklædning end højst nødvendigt.
Læg dertil, at det nu, hvor det digitale blogfænomen er i greb med at overhale, smadre, forny (vælg selv) den traditionelle journalistik, er blevet cool at stå ved sin skrøbelighed og sårbarhed. Måske ligefrem lære af sine stød.
Katy Perry har samarbejdet med countrys nyeste darling Kacey Musgrave. Miley Cyrus indspillede gudmor Dolly Partons “Jolene”, Kylie Minogue albummet ”Golden”, Beyoncé ”Daddy Lessons”. Ældre ikoner som Sheryl Crow og selveste soul/R&Bs svar på en Senior Executive Vice President, Lionel Richie, er gået country.
Ariana Grande, Meghan Trainor og Queen Bey har optrådt ved Country Music Awards.
Silas fra skoven
Og dermed over til Nashville, Tennessees egen Justin Timberlake. Inspireret af sin og Jessica Biels søn – hvis navn Silas betyder ”fra skoven” på latin – har han og samarbejdspartnere som Timbaland og Pharrell Williams (Neptunes) tilstræbt at inkorporere Nashvillelyden og de musikalske Memphis blues- og rockrødder i Timberlaks modernistiske neosoul.
Det synes jeg, som antydet, de slipper ganske godt fra uden at virke som benspænd for hans egen, skelsættende nydefinerede poplyd.
Hvordan lyder det så live? Det er faktisk svært at sige. Forstået sådan, at de to første numre i aften i Royal Arena, ”Filthy” og ”Midnight Summer Jam” – begge fra det nye album – blev leveret med et absurd højt lydtryk. Det var umuligt at adskille alt fra en kæmpe tuba (!), keys, trommer til kor. Inklusive koret var de mere end 20 sortklædte funkkatte på scenen.
Ingen tvivl om, at Justins opfordring, ”put your filthy hands all over me”, blev modtaget med et ”modtaget” hos mange kvindelige publikummer. For hans vokal lød trods alt segregeret fra den øvrige lydturbulens.
I hittet ”Sexy Back” lød konturerne af den svedige funklyd. Men stadig med fornemmelsen af, at ens mellemgulv havde overtaget rollen som basmembran – eller måske nærmere omvendt. Og med trommer, der sammen med keys, lød som detonerende bomber fra Amager Fælleds fortid som militært øvelsesområde.
Igen i ”Man of the Woods”, der på pladen lyder som en form for doo wop-børnesang, fornemmede jeg i det mindste melodien. Som til gengæld var tæt på uhørlig i ”Señorita” fra debutalbummet Justified, blottet for originalens solbeskinnede strandstemning.
Imponerende sceneshow
Inspireret af intentionen, lyden og den visuelle iscenesættelse af Man of the Woods er der bygget et imponerende sceneshow til denne turné.
En bro slanger sig som et ”S” ud fra hovedscenen med to mindre scener på vejen. Den ene scene er placeret midt i det særlige V.I.P.-område med hele to barer. At Justin Timberlake er en stjerne på et dansegulv ved alle. Selvfølgelig var han og koret i konstant bevægelse på broen.
Hvis det er meningen, at opstillingen skal give os andre mindre important tilhørere på lægterne en fornemmelse af intimitet mellem musikere og publikum, er det faktisk lykkedes. Trods de akustiske udfordringer var der hele vejen igennem en fornemmelse af en vis afslappethed og nærhed mellem stjernen og hans fans i salen.
Der er opstillet seks træer på broen, der mest minder om kulisserne, dengang jeg medvirkede – som hest – i en skoleopsætning af H.C. Andersens ”Fyrtøjet”.
Til gengæld var effekten af nogle lærreder, der rullede op og ned over “S”’et bl.a. med funktion som storskærm meget virkningsfuld.
I ”My Love” fik Justin og det store ensemble skabt noget, der mindede om en koncertfølelse. I hvert indtil guitaristen skabte et hylende skingert raserianfald med sin seksstrengede.
I det uforlignelige ”Cry Me a River” kom den insisterende melodi i koret, det karakteristiske keyboardtema og Justins klare vokal momentant til at virke som et blad svævende elegant i lydorkanens midte.
Visse store momenter
Der var visse store momenter i koncerten med Timberlake i direkte følelsesladet samklang med publikum, der igen og igen hyldede stjernen. Momenter af en fælles gospel.
Som en gimmick – er vist det rette ord – blev C-scenen forenden af S’et omdannet til et lejrbålsscenarie, hvor skiftende korsangere sang Fleetwood Mac, Lauryn Hill, The Beatles og John Martin Sommers’ (og John Denvers) ”Thanks God I’m a Country Boy”.
Det sidste i tråd med hele konceptet bag Man of the Woods.
Fraset den ene korsangerindes meget, meget smukke fortolkning af Hill lignede det mest en blanding af et corny statement og et catwalkshow for den seneste tøjlinje fra Timberlakes og barndomsvennen Trace Ayalas tøjfirma William Rast.
Til gengæld – og det er dét, der redder denne anmeldelse op på tre stjerner – var der rimelig lyd på de sidste numre efter den akustiske lejbålspause.
”What Goes Around… Comes Around”s nyklassiske soul som en ånderum i det øvrige støjinferno med al det swing, man havde savnet indtil da. Det nye fremragende hit ”Say Something” i en smooth, funky version.
Men hvad vi så og hørte i aften var mere show og sjov end sjæl. Der ligger en video på YouTube, hvor Timberlake synger nogle sange sammen med country-superstjernen Chris Stapleton. Det er musik, så det gnistrer og hjerteklapperne blafrer.
Sådan ville jeg edderman’me gerne høre Justin Timberlake folde hele sit enorme talent ud i en rimelig lille koncertsal, selvom det er utopisk i en musikverden styret af The Yankee Dollar.
Jeg tillader mig at tro, at den, der ville have størst glæde af det, ville være Timberlake selv.
Pressefoto
Sætliste:
- Filthy
- Midnight Summer Jam
- LoveStoned
- Sexy Back
- Man of the Woods
- Higher Higher
- Señorita
- Suit & Tie
- SoulMate
- My Love
- Cry Me A River
- Mirrors
- Drink You Away
- Flannel
- Until the End of Time
- Dreams
- Ex-Factor
- Come Together
- Thank God I’m a Country Boy
- Morning Light
- What Goes Around… Comes Around
- Say Something
- Montana
- Summer Love
- Rock Your Body
- Supplies
- Like I Love You
- Can’t Stop the Feeling!
af Jan Have Eriksen | jul 31, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt i Tivolis Koncersal 31.07.18
En gang i 1980’ernes Nashville, Tennessee drak en mand sig fuld, efter hans kæreste var skredet fra ham. I frustration skød han kærestens bil. Selv i de amerikanske sydstater er den slags ulovligt, så da manden stod foran dommeren sagde han: Jeg har lært, Your Honor, at man ikke kan tvinge en kvinde til at elske én.
Et referat i en avis om sagen inspirerede sangskriveren Mike Reid til en af rockhistoriens smukkeste kærlighedssange, ”I Can’t Make You Love Me” – for alvor gjort kendt af Bonnie Raitt på albummet Luck of the Draw.
Mens disse linjer skrives, sidder Bonnies version af samme nummer og det efterfølgende ”Dimming of the Day” under ekstranumrene i aften i Tivolis Koncertsal stadig i ørerne som to rubiner i et smykke. Mrs. Raitt er 68, og hun synger stadig så sårbart klart og samtidig råt raspende som i sin ungdoms vår.
Måske er sandpapiret på stemmebåndene blevet lidt grovere, men i dét øjeblik i den sang stod tiden stille i Tivoli.
Når Bonnie Raitt synger og spiller med sit band som lige dér, er det lyden af noget alment, voksent, levet liv. Hun synger i nuancernes fine lag, snarere end maler Den Store Brusende Følelse frem. Der noget majestætisk cool over hende, som en ørn stille og roligt i opdrift på himlen.
End ikke en noget løs version af Talking Heads’ ”Burning Down the House” som sidste nummer ødelægger den stemning.
Aktivist og forbillede
Trods et stort kommercielt gennembrud med det Don Was-producerede album Nick of Time (1989) og et par efterfølgende storsælgende album er Raitt aldrig blevet en af de helt store i den amerikanske sangbog. Måske fordi hun siden sin debut for 49 år siden altid har været lidt af det hele – rock’n’roller, blueskvinde, rootsmusiker, countrysanger, folkesanger – og slideguitarist af Mississippis nåde. Dertil aktivist og forbillede for generationer af unge kvindelige musikere.
Hun er 68 og har stadig attitude som hende den unge kvinde med den hårde skal uden om det skrøbelige indre i ”Nobody’s Girl”, som hun gav i en vildt fængende version i aften. Hun er en formidabel fortolker.
Det kan sikkert føles lidt enerverende og trivielt, når anmeldere igen og igen besværer sig over lyden. På den anden side – man kan sende folk til Månen (det er i øvrigt snart 50 år siden), men stadig er det åbenbart raketvidenskab at skabe den rette lydlige ramme omkring livemusik.
Vi skulle heldigvis hurtigt forbi en tung version af INXS’ ”Need You Tonight” frem til fjerde nummer “All Alone with Something to Say” leveret i en diskret, inderlig version med Raitt på sin akustiske guitar, før der opstod en form for symbiose mellem hendes sang og musikken.
Under første nummer, hvor det lød som om, bandet spillede i et rum ved siden af, manglede der lyd på keyboardspilleren Jon Clearys keys. Han, der har spillet med Raitt i årevis, var forfremmet til opvarmningsnavn til koncerten. Noget af en boogiedjævel af typen, der formentlig som det første kravlede hen til det nærmeste klaver efter jordemoderens første klask i bagen – og senere har spist bluesakkorder til morgenmad.
Som flere gange senere under koncerten tog Raitt diverse fejl og forglemmelser i stiv tarm. Som da hun på et tidspunkt glemte teksten, eller da hun igangsatte et andet nummer end det, der stod på sætlisten. Da havde guitarist George Marinelli svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. Så er det pænt sagt.
Undskyldning for Trump
Hver gang bakket loyalt op af et publikum, der i den grad ville Bonnie Raitt. Som – ikke overraskende – da hun introducerede et nyt nummer med en undskyldning for Trump og en dedikation til de mødre, der er adskilt fra deres børn ved den amerikansk-mexikanske grænse.
Man kan som min sidemand mene, at lige dét kort er lovlig nemt at trække ud af ærmet i et land som Danmark. Men sådan er Bonnie. Opvokset i en kvækerfamilie, som hun er, og senere selv en af de største velgørere i amerikansk rock. Og i øvrigt for better or worseerklæret socialist.
Tillad mig her, omskrevet, at citere Dolly Parton, der jo altid er klar med et passende citat: Måske stemmer hun på djævelen. Hun synger, så englene synger.
Som koncerten skred frem var det – som altid – fortolkeren og guitaristen og the swing queen Bonnie Raitt der trådte i karakter. Hvad enten det det gjaldt en tyktflydende bluessoulet version af Skip James’ ”Devil Got My Woman”.
Eller Raitts åbenbart uopslidelige version af ”Something to Talk about” med fed funket sydstatsswagger eller en febrilt rockende version af The Faboulous Thunderbirds’ ”I Believe I’m in Love with You”.
Som hun flere gange gjorde opmærksom på, har hun spillet sammen med sit band i årevis. Alle kvinder burde have en rytmegruppe som James “Hutch” Hutchinson på bas og trommeslageren Ricky Fataar i deres liv, som hun sagde. Med den erfaringens intuitive forbindelse er den gruppes samspil vanvittig godt.
Udtrykket “americana” bruges om lidt af hvert. Bonnie Raitt er en fornem formidler af den amerikanske musikarv. Og dertil en nådesløst ond slideguitarist, der får sin guitar til danse med djævelen. Oplært af Lovell George fra Little Feat, som hun hyldede på scenen.
En aften som i aften bliver man ikke hverken klogere eller dummere, eller flyttet i sit liv. ‘My Bonnie lies over the ocean’, som de synger i den gamle folkesang. Men så er det godt, at hun af og til kommer forbi og minder i hvert fald mig om, at mine kulturelle rødder er placeret i Tennessee og omegn.
Sætliste
Unintended Consequence of Love
Need You Tonight
No Business
All Alone with Something to Say
Nobody’s Girl
Devil Got My Woman
Have a Heart
Love Letter
Something to Talk About
The Comin’ Round is Going Through
Angel From Montgomery
What You’re Doin’ to Me
I Believe I’m in Love With You
Ekstranumre:
I Can’t Make You Love Me
Dimming of the Day
Burning Down the House
