Vi har set ild, vi har set regn, men vi har sjældent hørt en fornemmere repræsentant for fusionen af rock og folk end komponist og lyriker James Taylor.
I dag er den 74-årige musikers stemme bestemt ikke, hvad den har været, men hans sange, som de blev fremført i Falkonersalen, er mindst lige så levende og varme, som dengang for 50 år siden, hvor de bidrog til at definere begrebet singersongwriter og en æra i den amerikanske rockhistorie. En måde at skrive sange på, en lyd, et feel, som hundrede tusinder sangskrivere senere har modelleret videre på. F.eks. unge fans som Phoebe Bridgers og Taylor Swift, der faktisk er opkaldt efter James.
Sidste gang, jeg oplevede James Taylor live var også i Falkoner i 2014. Gav koncerten seks stjerner. Lige i overkanten set på afstand, men skrevet på følelsen en time efter sidste ekstranummer.
Flere af de musikere, der var med på scenen dengang, var også med torsdag aften på samme scene, uforlignelige Steve Gadd på trommer, der behandler sine trommer, som var han på besøg i en glasbutik og får dem til at lyde som en omsust trækrones slag på gavlen udenfor, hvor jeg sidder.
Den fremragende guitarist Michael Landau (med mere plads end sidst, hvor der også var en keyboardspiller med), bassisten Jimmy Johnson og korsangeren Kate Markowitch og sanger og violinist Andrea Zonn var også gengangere. Desuden var Dorian Holley, der har optrådt med bl.a. Whitney Houston med på scenen.
Taylor med forbløffende god lyd
Så fantastisk spil og i øvrigt også forbløffende god lyd fra første øjeblik, den statelige Taylor trådte ind centerstage. Det er fristende at skrive, at det eneste, der havde ændret sig siden 2014, er sangerens stemme. Især i begyndelsen havde han svært ved at følge sine egne betagende melodier. Faktisk lød det nærmest som japperi i andet nummer “Country Road”, hvilket naturligvis udfordrede den dengang ‘nye’ inderlighed, der kendetegnede Taylor og hans samtidiges sange.
Ligesom det på sin vis udfordrede budskabet i den tredje sang, ’comeback’-sangen ”That’s Why I’m Here”, som Taylor skrev delvis i glæde over at være kommet ud af års misbrug og taknemmelig for sine trofaste fans støtte – og delvis i sorg over vennen, John Belushis død.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig
Henne omkring det sjette nummer, ”Sweet Baby James”, havde grand old James dog fået sunget sig rimelig varm, og sådan fortsatte det godt og vel resten af koncerten, godt bakket op af koret. Det skal med, at Taylor for nylig har været ramt af corona. Det kan selvfølgelig have påvirket stemmen.
Da James Taylor, hans kone Carly Simon, den senere kæreste Carole King, Linda Ronstadt, Crosby, Stills, Nash & Young, Joni Mitchell og Jackson Browne brød igennem, lyttede jeg til Gasolin’ og Slade og læste Fart og Tempo og anede ikke, at der sad nogle (eks)hippier i en dal i USA og skabte musikhistorie.
Men det er jo det, musik også kan. Skabe sindbilleder som i lyden af en tid, hvor hvert greb på guitarens arm tegnede en vej videre, en ånd, livsholdning, filosofi måske ligefrem. Det kunne f.eks. lige så godt handle om swingmusik og dermed billeder af smukke dansende mænd og kvinder i sort/hvid – eller billeder af et trøstesløst London ved lyden af punk.
Man kan selvfølgelig også bare kalde det god musik.
Carole King og James Taylor. Pr-foto
Nogle kalder genren West Coast, Sound of L.A. Man kan også kalde det lyden af Laurel Canyon, et område, hvor en lang række musikere boede og inspirerede, hjalp og konkurrerede med hinanden, når de ikke besøgte den lokale dealer. Dokumentaren Laurel Canyon om den æra kan varmt anbefales.
Sammen med sit vanvittigt velspillende band skabte James Taylor en jævn strøm af mindeværdige momenter i Falkoner, det ene varme øjeblik efter det andet i samklang med et uhyre medlevende publikum.
Sympatisk, selvironisk og taknemmelig
Midt i det hele stod han, som altid sympatisk og selvironisk, venlig og taknemmelig. Og han stod der med sin akustiske guitar. Tydeligvis ikke den Gibson J-50, der skabte denne her særlige mensch guitarlyd på album som ”Sweet Baby James”, ”Mud Slide Slim” og “Blue Horizon”. Jeg har læst mig til, at JT-lyden skyldes Gibson’ens konstruktion, der var skabt af rent grantræ på forsiden og mahognitræ i bagside og sider.
Et par gange under koncerten trådte James lidt til siden ligesom med “Steamroller Blues”, som han skrev tilbage i 1970 som en parodi på hvide middelklassemusikere som Eric Clapton og John Mayall, der tog den sorte blues til sig – stjal, om man vil. Siden er det nummer blevet fortolket mange gange, selv af den første hvide sanger til at synge på den sorte blues, Elvis Presley. Om der lå en eller anden form for meta-agtig ironi bag det valg, skal jeg ikke kunne sige. I Falkoner leverede Taylor og band nummeret i en swampet version. Fedt at høre dem spille igennem.
James T havde gemt sine hits til andet sæt, et klassisk ’koncert-narrativt’ greb, som jeg er en stor tilhænger af. Forventningens glæde o.s.v. til “Fire and Rain”, “Carolina in My Mind”, ”Mexico”, ”Shower the People” og selvfølgelig den daværende kæreste, Carole Kings ”You’ve Got a Friend”. Den sang, som Taylor også indspillede, er blevet en form for fælleseje mellem de to.
Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Jo længere vi kom ind koncerten, jo varmere lød James Taylors sang i samspil med musikken, spillet organisk og med selvfølgelighed og indforståethed af disse musikere, der formentlig drysser akkorder ud over morgenmaden, hvor vi andre må klare os med mysli og granola. I passager var det direkte rørende, som det kan være, når musik, historie og publikums indlevelse bliver et.
Således også – ikke mindst – da Joni Mitchells vokalspor fra det oprindelige track med ”Long Ago and Far Away” hørtes fra højttalerne sammen med Taylor og band. Ja, det var der et strejf af ren magi over det.
Jeg forlod koncerten med en hjertevarm fornemmelse, der endnu ikke er kølnet af, mens disse linjer skrives. Så ja, måske er Taylors stemme ikke, hvad den har været. Hvad er det, i øvrigt, bortset fra skatteprocenten?
Vi er alle sammen forgængelige. Det er uomgængeligt. De bedste af James Taylors sange, derimod, er uforgængelige. Så selv når næsten alt om forhåbentlig mange, mange, mange år er væk, gætter jeg på, at kakerlakkerne vil holde hinanden i kløerne og synge, “You’ve Got a Friend”, mens de tænker på dengang, der fandtes gran- og mahognitræer, der snedkereret sammen på den rette måde kunne skabe musikalsk skønhed.
Sådan en regnfuld mandag aften er man kommet til det rette sted , når keyboardspilleren indleder første nummer, ”Signs, High Times”, med Hohner Clavinet-lyd som på Stevie Wonders ”Superstition”.
Det er lidt af et tabernakel, ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks har stablet på scenen i Amager Bio. Hele tolv sangere og musikere, heraf to trommeslagere.
Simpel hovedregning siger, at det næppe er for pengenes skyld, Tedeschi Trucks Band rejser rundt til mindre spillesteder som Amager Bio, hvor jeg i øvrigt også oplevede orkestret for tre år siden. Næh, det må handle om passion – musikpassion.
En klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel
Susan og Derek er rejsende i en egenartet, både inspireret og inspirerende version af americana – i mangel af bedre udtryk. Med referencer til og indflydelse fra – og til en vis grad gentagelse af -original blues, jazz, soul, folk, country, rock, psykedelisk rock, tilsat østerlandsk islæt. Derek Trucks unikke, poetiske slideguitarpil er over, under og midt i det hele i de tre timer, Amager Bio bliver forvandlet til et blødende, bankende varmt musikalsk hjerterum. Ofte nærmer temperaturen sig det febrile – dog undtaget næsten et kvarters improvisationer i slutningen af første sæt, som jeg kommer tilbage til.
Efter hver sin solokarriere har ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks spillet sammen de sidste 12 år. Hun påbegyndte tidligt en karriere som bluesmusiker. Han er født ind i sin metier. Onklen, Butch Trucks, var trommeslager i The Allman Brothers Band, som Derek senere skulle blive medlem af. Det var netop under en af dette bands turneer, han mødte Susan Tedeschi.
Tedeschi Trucks gør ikke noget to gange
Tedeschi Trucks udsendte for nylig hele fire EP’er, der nu under titlen I Am the Moon kan lyttes i helhed på streamingsites og købes som vinyl. Af princip optræder bandet aldrig med samme sætliste to aftener i træk. Som onkel Buck fra The Allman Brothers har sagt: Derek gør aldrig noget to gange.
Mandag aften i Amager Bio havde de valgt at bruge stort hele første sæt på den første EP med undertitlen I. Crescent. Bl.a. ”Circles ’Round the Sun”, der eksemplificerer, hvad Dereks multimusikalske multiband handler om.
Susan Tedeschi lagde ud med at chante på et soulet groove. Et stykke inde blev sangen brudt op omkring de tre blæseres småjazzede improer med, indtil det hele pludselig igen blev brudt op og udviklede sig i et folksy udtryk med afspilning af en stemme, der tilhører en folkemusiker ved navn Eddie Owens Martin.
Tedeschi Trucks Band. PR-foto
Eller i det 70’er-funkede ”Hear My Dear”, hvor en eller anden klaviaturengel tog ved Gabe Dixons hammondorgel. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst har hørt klapsalver efter en orgelsolo. Her var det fortjent.
Hele tiden var der dette store bluesy, soulede swing i (big-) bandets levering et sted mellem klassisk Blood Sweat and Tears og et yngre band som The Roots.
Hvilket selvfølgelig især skyldes blæsersektionen, koret og de to super dynamiske trommeslagere, som skabte et forrygende groove, når det tog dem. Utroligt at det lyder så varieret og flydende med to næsten parallelt spillende trommeslagere – der skal bare et enkelt slag på en highhat til som markering, et enkelt brud, som en kontrapunktisk reminder om, hvor groovy det i øvrigt lyder.
Jeg kunne nævne en coverversion af Bessie Smiths klassiker “Gin House Blues”, hvor Trucks guitarspil indimellem mindede mig som George Harrisons guitarspil på “Yer Blues”.
Varmt og melodisk spil
Derek er stor fan af sin mentor, Gregg Allman, og af Eric Clapton. Faktisk lagde dennes gamle band Derek and the Dominos i sin tid navn til den talentfulde guitarist. Der er muligvis noget Clapton i Trucks ekvilibristiske spil, men han er først og fremmest sin helt egen en-mands workshop i evig bevægelse.
Og det fik man at høre i det, der endte som en næsten kvarterlangt improvisation. Det blev lige vel rigeligt – jeg anerkender, at rock-impro (heldigvis) ikke er det samme som freestyle jazz-impro. Trucks spil er avanceret, og han kan noget med at mangedoble sit spil og tviste akkorderne rundt til noget nyt, men han bevæger sig aldrig flere lysår væk. Hans spil er varmt og melodisk og måske ligefrem lidt melankolsk og altid meget præcist, også når han strækker tonerne.
Undervejs fik jeg associationer tilbage til forløberen for Amager Bio – koncerterne på Femøren i begyndelsen af 80’erne. Indimellem var der rigelig tid til at stirre på og fundere over skyformationerne over scenen, når en bluessolo overskred sidste holdbarhedsdato.
Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang
At kalde Tedeschi Trucks band et kollektiv er både rigtigt og forkert. Derek Trucks er bossen, ingen tvivl om det, han skaber ny lyd på sin guitar fra aften til aften – ikke at Susan Tedeschi ligefrem står i skyggen af sin ægtemand. Hun har skrevet mange af teksterne og melodierne, og med sin sang og sit regulære Bonnie Raitt-inspirerede spil shiner hun på sin måde.
Trucks er ikke på scenen for show off. Han spiller for at skabe stemninger og følelser. For at skabe blues og finde sin (leder-) plads i kollektivet.
Der var en fed vibe – for nu at bruge et udtryk, der er lige så retro som musikken – over bandets scenefremtoning. Man fornemmede, at musikere nød at spille, nogle mere end andre, og flere af musikerne havde soloer og solonumre. Især Gabe Dixon, der af og til optræder som opvarmning for bandet, skriver sange til bandet – og har plads bl.a. i duet med Susan Tedeschi i Dixons nye nummer ”I Am the Moon”.
Jeg har set bands, også i Amager Bio, der kan sammenlignes med Tedeschi Trucks Band, nemlig Little Steven and the Disciples of Soul og Nathaniel Rateliff and the Night Sweats. Tedeschi Trucks Band har ikke uimodståeligt charmerende vildskab og tøjlesløshed som disse – og da slet ikke van Zandts begejstring for 6o’er pop og Motown.
Til gengæld viste koncerten i Amager Bio, at Tedeschi Trucks Band har udviklet et musikalsk udtryk, der nærmere peger frem end bagud, som det ellers er karakteristisk for bluesmusikken. Det virkelig forunderlige ved dette band er symbiosen mellem bandets soulede groove, Derek Trucks grænseløse, melodiske spil og Susan Tedeschis sang.
Allerede inden Bob Dylan påbegyndte sin “Rough and Rowdy Ways World Wide Tour” sidste år, spekulerede Dylanloger i, at det kunne blive hans sidste – en form for afrunding af en karriere, der begyndte, da hans mor købte en guitar til ham i begyndelsen af 50’erne. Og som skulle gøre ham til den største sangkronikør i rock’n’roll.
Jeg er skeptisk. Alene af den grund at albummet, som turneen er opkaldt efter, peger lige så meget fremad som bagud. Vel vender han blikket bagud på især “Murder Must Foul”, men tekstmæssigt har jeg ikke hørt Dylan mere veloplagt og personlig i årevis. Samtidig er Rough and Rowdy Waysdet første Dylan album i årevis med sin egen karakter, musikalsk – hvor der på mange tidligere album har været en-til-en spejling af alt det, der påvirkede ham, rockabilly, blues, den tidlige 60’errock, gospel, folk.
”Bob er en ”man of many moods”, men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena
Forud for denne turne fyrede Dylan to medlemmer af sit “Never Ending Tour Band”. Trommeslager Charley Drayton har erstattet Matt Chamberlain, guitaristen Doug Lancio har erstattet Charlie Sexton, der ellers har været medlem af bandet siden 1999.
Bassisten Tony Garnier, der for nylig var kapelmester på en Povl Dissing hyldestkoncert i Tønder, er heldigvis stadig med. Han har en stor del af æren for det bluesy boogie-swing, der har præget koncerterne især i begyndelsen af The Never Ending Tour. Det samme gælder guitarist Bob Britt, der kan prale med at medvirke på danske Lei Moes seneste album.
Er Dylan forfaldet til backtracks?
Iscenesættelsen i Royal Arena indikerede noget usædvanligt for Dylan. Indrammet af meterhøje beige gardiner og et gulv, skabt af en eller anden form for plasticmateriale, belyst nedenfra, følte man sig inviteret indenfor i en mystisk, Twin Peaks-lignende lounge med en natklubs dansegulv.
Det var ikke det eneste usædvanlige. Mig bekendt plejer Dylan altid at optræde med varierende sætlister og visse improvisationer fra aften til aften. På denne turne har han med undtagelser spillet med den samme sætliste hver aften. “Er Bob forfaldet til at optræde med backtracks?” tænkte jeg forinden.
Svaret blæser i vinden. Det virkede nu ikke sådan fra begyndelsen. I de to første numre var det svært, grænsende til umuligt at høre Dylans sang. Det blev dog lidt bedre i den tredje sang, ”I Contain Multitudes” – en af Dylans mest personlige overhovedet, tror jeg. Men, som der står i mine noter, ”Bob er en ”man of many moods” (som han synger, red.), men han trænger til en halspastil”. Det blev dog bedre, og efterhånden som det skred frem, fyldte den gamle mands croon hele Royal Arena.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader
Måske skydes det, at han i sen alder er stoppet med at ryge. Måske har oplevelsen at indspille hele tre album med jazz og swing-klassikere påvirket hans sang. Måske er det bare alderen.
Som en anden gospelprædikant skiftevis stod og sad Dylan bag et keyboard midt på scenen med sine musikere omkring sig. Set på afstand var det svært at se andet, end at han usædvanligt nok er blevet sorthåret igen på sine gamle dage.
Ja, i momenter var der noget helt tranceagtigt i Dylans levering, bakket op af det fantastiske band. Snart som i ”When I Paint My Masterpiece” og ikke mindst ”I’ll Be Your Baby Tonight” med en intimitet, jeg ikke mindes at have hørt tidligere efter godt og vel tolv Dylan-koncerter begyndende i 1978, dengang Billy Cross var med på guitar.
Raspende, remsende
Snart, som i ”Black Rider”, med en dystopisk klang, der lød som den kom fra et fjernt himmeltegn langt herfra. Snart – som vi kender ham – raspende, remsende, lydende som en kunstner, der har påtaget sig rollen som en form for neutral sprechtgesanger for sine egne ord som i gamle operaer. Snart dybt engageret og fokuseret som i ”Key West (Philosophers Stone)” fra det nyeste album virkede Dylan som en mand, for hvem det vigtigste i verden var at sidde der midt på Amager. Bakket indfølt op af bandet. Den sang er på niveau med nogle af Dylans allerstørste ballader.
Hvis Dylan efter disse mange år kan siges at have en musikalsk grundtone, er det den særlige grund-blues, han selv med mange variationer og sidestep mod folk, jazz, rock’n’roll, jazz, gospel, har bearbejdet på utallige plader. Tidligere har liveudtrykket ofte virket skramlet, kantet og søgende – skriver jeg velvidende, at det er en del af Bobs projekt. Han er en rampling man, en mand på evig vandring.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”
Denne aften i Royal Arena lød det forrygende tight med meget klar lyd på alle instrumenter, de to guitarer, bas, strengeinstrumenter, trommer, der blev spillet, som trommer sjældent spilles. Det er nok en smule overdrevet, men det virkede som om, samtlige guitarister Britts og Lancios licks og soli stod tydeligt og klart i et samlet mørkt udtryk – ligesom det lyder på det nyeste album, hvor der fortælles farlige historier, eventyr, historieskrivning, pjank, dødsforagt, tro og håb i en skiftevis hård og mild regn af bibelske, litterære og popkulturelle referencer.
Det musikalske udtryk på Rough and Rowdy Ways var tydeligvis valgt som skabelon for de andre, ældre numre på sætlisten. Et skiftevis baggyde-blueset og dunkelt balladeagtigt, og for Dylans vedkommende, usædvanligt stramt udtryk. Dermed sagt, at power-klassikere som “Like a Rolling Stone” og “Ballad of a Thin Man” næppe havde passet ind her.
Sakral udgangssalme
Ved mine første to-tre Dylan-koncerter gik jeg ind ad døren med en boblende, ungdommeligt naiv forventning om at opleve noget større end livet. De seneste koncerter er jeg tilgået helt uden forventninger, helt uden at læse, hvad andre har ment på forhånd. Det gjaldt koncerten i Operaen i april 2017, Roskilde Festival 2019 og nu denne i Royal Arena.
Nu ved jeg, man oplever meget få ting, der er større end livet – end netop livet selv. Især når man er til stede ved dets begyndelse. (Jeg ved godt, at det er lettere sagt af en mand end hende, der ligger i barselssengen.)
Sagen er, at jo mindre forventninger, jeg har haft til Bob Dylan, jo større oplevelser har koncerterne vist sig at blive. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har oplevet ham bedre end i Royal Arena. Dertil var der trods alt for mange nye sange og for få ældre favoritter.
Dylan giver aldrig ekstranumre. Lad os se, om han tager en ekstra runde efter denne turne. Mon dog ikke. Han har trods alt, som han synger, “already outlived my life by far”.
Men hvis dette virkelig var enden, sluttede Dylans karriere med en nærmest sakral udgangssalme, da de spillede den i forvejen umådeligt smukke, eksistentielle “Every Grain of Sand” i en lystonet super melodiøs version, hvor de to guitaristers spil glitrede som glasperler på snor i et vindfang med udsigt til en meget bred horisont – og hvor Bob selv sang gribende varmt.
Normalt interesserer det mig ikke overvældende, om skæbnen burde have været kunstnere – erfarne såvel som yngre – mere nådig. Oplever jeg en af de vigtigste leverandører til Den Store Rock Sangbog, som netop Lowe, optræde for et par hundrede, er det koncerten lige her og nu, det gælder. Er hun, han eller de til stede i nuet, eller står de og japper sangene af, mens de åbenlyst tænker på noget andet – f.eks. alle de tropeøer, de aldrig fik råd til at købe?
Retfærdighed som et absolut eksisterer ikke i kunst eller ret mange andre steder for den sags skyld. Retfærdighed eksisterer principielt kun i en retssal. Principielt.
Men i Nick Lowes tilfælde vil jeg gøre en undtagelse. Med usædvanlig stor musikalsk tæft har han siden sine første musiker-år skrevet den ene fremragende sang efter den anden, alle med mere eller mindre dybe rødder i rockmusikkens tidlige år med forgreninger i rockabilly og country. Altid med respekt for den gode melodi.
Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn
Overfladisk set er denne britiske gentleman en herre af typen, hvis skjorte pr. definition ligner verdens mest komfortable klædningsstykke så snart, han iklæder sig den. Men hans tekster har ofte en mere ukomfortabel tongue-in-cheek, finurlig, nogle gange djævelsk twist.
Tag f.eks. bare “I Love the Sound of Breaking Glass” med linjen “I need the noises of destruction.” Eller ”The Beast in Me”, som hans skrev til sin daværende svigerfar Johnny Cash.
Foto: Eddie Michel
At St. Nick, som han kaldes mellem fans, ikke er blevet lige så stort et navn kommercielt som sin ven og gamle kontubernal, Elvis Costello, er en ting. Sådan måtte det åbenbart være. Men det er f.eks. en hjerteskærende skændsel, at han aldrig er blevet medlem af The Rock’n’Roll Hall of Fame. Eller at hans eftermæle udenfor feinschmeckerkredse i rockmusikkens hjemland er en placering på Wikipedias ”List of One Hit Wonders in United States in the 70’s”.
Her er han repræsenteret med ”Cruel to Be Kind”, som generation X’ere og millenniums muligvis genkender fra Heath Ledgers gennembrudsfilm 10 Things I Hate about You. I min verden er det verdens bedste popnummer.
Mødet med Nick Lowe på heden
Jeg mødte første gang ”Cruel to Be Kind” i august 1979 i Herning. Vi var fire på cykeltur, der opsøgte en tidligere medstuderende. Den dag og aften skulle vise sig at blive en livsforandrende begivenhed.
Det var her, vi hørte Talking Heads, Blondie, Ian Dury and the Blockheads, Wreckless Eric, Graham Parker, Dave Edmunds – og Nick Lowe første gang. Vi kendte Sex Pistols, Elvis Costello og Clash og diverse andet i forvejen og havde læst om det hele i de engelske musikblade. Man kan sige, at den søndag hos Arne fra Herning for mit vedkommende symboliserer en musikalsk port mellem 70’erne og 80’erne.
Jeg anerkender paradokset, at en rock’n’roll traditionalist som Lowe i dag står som lyden af en new wave, der dengang blev italesat som et oprør mod alt det gamle. Måske handler det om, at hans og de andre Stiff Records-drenge havde deres ører rettet mod den oprindelige lidenskab i pop og rock, som Emerson Lake & Palmer, Genesis og andre rocknavne i 70’erne gjorde til gold videnskab.
Heldigvis også …”I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet
I dag er ”Cruel to Be Kind” et sindbillede – ikke kun på en enkelt dag på grill-øl og kyllinger eller en på æra for den sags skyld. Var det sådan, ville der kun være tale om nostalgi.
Den fantastiske popsang er lyden af forandring, håb, en form musikalsk bevidsthedsudvidelse, som jeg først skulle komme til at opleve igen, da Prince åbnede porten til den sorte musik, der stod ovenpå bluesmusikken.
Og så er det en god tekst. Det kan føles hårdt og skræmmende at sige nej. Man sårer eller provokerer som regel nogen, når man siger nej. Det være sig kæresten eller chefen. Det er – som hende kvindemennesket siger i Lowes sang – bedre og på sigt mere venligt over for alle at gøre sig hård og sige ”nej”, hvis det er sådan det er. Et uærligt ja er porten ind til endnu en løgn.
Helt fremme på beatet
Så spillede Nick ”Cruel to Be Kind” i Lille Vega? Selvfølgelig gjorde han det. Og, vi, der var der, kvitterede selvfølgelig med stort bifald.
73-årige Lowe synger stadig godt med ædel timing og præcise pauseringer, hans kendemærke. På sine ældre dage er Lowe blevet en stor crooner. Stemmen svigtede kun et par gange, bl.a. i lige præcis ”Cruel to Be Kind”. Til gengæld sad guitarist Greg Townsons solo, hvor den skulle i det nummer.
Sidste gang, jeg så Nick Lowe live, var i Amager Bio for ti år siden i et forholdsvis intimt set-up. I dette afdæmpede udtryk blev især sangene fra det dengang nye album, The Old Magic, ydet fuld ret.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio, fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen
De seneste år har han allieret sig med surf rock (instrumental rock’n’roll) bandet Los Straitjackets, der af en eller anden grund optræder iført wrestling masker. Et forrygende orkester, der spiller, så de lyder som en blanding af The Fabulous Thunderbirds, Stray Cats, Link Wray, The Black Keys, Libertines og hvis Beach Boys havde været beastie.
Hverken Greg Townson eller guitarist Eddie Angel har ikke helt samme ubesværet twangy feel som hos Nick Lowes gamle ven Dave Edmunds, som han arbejdede en del sammen med i begyndelsen af 80’erne – især i det desværre kortlivede band, Rockpile. (Jeg gemmer stadig billetten fra Rockpilekoncerten, der aldrig blev til noget.)
Men det, de to guitarister gør, gør de godt. Townsons spil har denne her hårde puls helt fremme på beatet, som må være en forudsætning hos rockabilly/garage-guitarister.
Kom for at entertaine
Som altid var lyden ringe i begyndelsen – ellers prægtige ”And So it Goes” lød hul, men heldigvis fandt lydmanden sit leje. Og trods dårlig lyd også på “Ragin’ Eyes” var det meget tydeligt, at Nick og hans med-wrestlere var kommet for at entertaine. Igen en typisk Nick Lowe-sang, akkorder sat sammen med let og sikker hånd, så det kalder på smilet, og så alligevel med en farlig undertone. Der var nærmest noget Chuck Berry over det i Lille Vega.
“I Live on a Battlefield” blev på en ene side blev spillet med en vis aggressivitet og stadig med de flotte harmonier i den oprindelige sang og med Lowes vokal klart i centrum. Han er i besiddelse af en hel del selvironi. Jeg har engang hørt ham præsentere “Cruel to Be Kind” som ”a medley of my hit”. Og som han præsenterede en ny sang forleden: “Det gode ved mine nye sange er, at de fuldstændig lyder som de gamle”.
Sange som “Shting-Shtang”, “Tokyo Bay”,” Half a Boy and Half a Man” og “Heart of the City” blev spillet med en løssluppenhed, der ikke var mere vild, end at det garagerockede udtryk levnede plads til Lowes meget distinkte, sjælfulde sang.
Foto: Eddie Michel
Efter en runde med Los Straitjackets alene på scenen vendte Lowe tilbage, og selvfølgelig spillede orkesteret og den gamle mester sin “(What’s So Funny ’bout) Peace, Love and Understanding”, som blev Elvis Costellos første hit, her leveret i en version med Johnny Cash’sk tog-rytme. Heldigvis også Rockpile-nummeret “When I Write the Book” og “I Knew the Bride (When She Used to Rock’n’roll)” i en turboversion. Den brud har for længst haft sølvbryllup, men i Lille Vega kunne hun da stadig svinge popoen fornøjet.
Sammenlignet med den nævnte koncert i Amager Bio fornemmede jeg en smule distraktion eller måske lidt turnetræthed hos Nick Lowe. Mest i pauserne mellem numrene. Så meget desto bedre, at han havde Los Straitjackets i ryggen.
Lowe har udtalt at samarbejdet med gruppen handler om, at han interesserer sig for rock’n’roll. Med tryk på ‘roll’. Rock uden ‘rul’ – som i ‘swing’ – finder han uinteressant.
Det levede han og hans bemaskede band op til denne aften i Lille Vega. Det gik heftigt for sig. En rock’n’ROLL koncert af St. Nicks nåde.
Foto: Eddie MichelFoto: Eddie MichelFoto: Eddie Michel
Amerikansk dokumentarfilm/montage, 140 minutter, dansk premiere d. 22. september 2002
Instruktion: Brett Morgen – Medvirkende: David Bowie m.fl.
Er der overhovedet mere at fortælle om David Bowie? Ingenting og alt. I Moonage Daydream lægger filminstruktør Brett Morgen ud med nogle eksistentialistiske betragtninger om tid, formuleret af Bowie selv.
“You’re aware of a deeper existence, maybe a temporary reassurance that indeed there is no beginning, no end. The outward meaning of appearance is transcended and you find yourself struggling to comprehend a deep and formidable mystery,” siger han blandt meget andet.
Således intellektuelt udfordret og taget i hånden af Pet Shop Boys remix af ”Hallo Spaceboy” på affyringsrampen bevæger vi i biografen os på en rejse ind i David Bowies solsystem. I dag ved vi, at der faktisk kan have været liv på Mars. Vi ved også, at der ikke længere er liv i Bowie fysisk – og efter Brexit er ”Rule Britannia” ikke længere out of bounds, som han synger i sin sang. Men myten om den måske største kunstner i rockmusikkens historie lever.
Det andet univers
Som Bowie selv siger i begyndelsen af filmen, var det måske det, han ville fra begyndelsen: at afsøge det andet univers, hvad det så måtte være/var/er.
Undervejs på denne filmiske rejse skælver og vibrerer rumskibet, som biografen for en stund er omdannet til. Det er som en bevidsthedsudvidende stjernefart gennem kalejdoskopiske farvemønstre, billedkunst, elektronisk kunst, ord, musik, personlige, kunstneriske, koncertoptagelser og filosofiske betragtninger fra mesteren selv.
Nogle af disse stammer fra tv-interviews, bl.a. et legendarisk satellit-interview, Bowie deltog i, mens han boede i USA i midten af 70’erne. Andre, især de mange klip med refleksioner af filosofisk og spirituel karakter, stammer fra lydoptagelser.
Moonage Daydream, PR-foto
Moonage Daydream er utraditionel
Visse optagelser er aldrig blevet vist tidligere. Det gælder f.eks. optagelser af Bowie i sit atelier som malende kunster, stillet til rådighed for Brett Morgen af Bowies familie.
Så nej. Du skal ikke se Moonage Daydream, hvis du forventer en traditionel kronologisk dokumentarfilm, der begynder med barndomsbilleder af David Jones og slutter med billeder af sørgende fans d. 10. januar 2016. Den slags findes der flere af – bl.a. en udmærket BBC Dokumentar, Sound and Vision. Og så er der f.eks. BBC-trilogien: Five Years, The Last Five Years og Finding Fame. Der er masser.
Det fremgår, at Jack Kerouacs roman Vejene var en af Bowies tidligste, store inspirationskilder. Et sted i Moonage Daydream viser Bowie, hvordan han også lod sig inspirere af Jacks med-beatnik, William S. Borroughs cut-up teknik. Klip teksten i stykker linje for linje, smid det hele op i luften og saml det sammen til noget nyt. Man kan sige, at Brett Morgen til en vis grad har arbejdet på samme måde i denne film. Der er en del cut-backs og spring fremefter som forudsigelse af, hvad der skal ske senere, og som i øvrigt vil være indforstået viden for mange Bowie-fans.
Og så alligevel er der en vis kronologi i fortællingen. Musikalsk begynder det for alvor med nogle tidlige koncertoptagelser, bl.a. en hidtil uset optagelse af en koncert i Hammersmith Odeon i 1973 – den sidste inden, Bowie sendte Ziggy Stardust i kredsløb i evigheden.
En gudsbenåedet rocksanger
Det er fede klip. Allerede der – som i koncertfilmen Ziggy Stardust and the Spiders From Mars – fornemmer man, hvor stor en performer, Bowie var. Jeff Beck er med på guitar, men jeg bemærker nu mest guitaristen Mick Ronson, som forhåbentlig for længst har fået karma-belønning for sin indflydelse på Bowies udtryk de første år.
Bowie skulle komme til at forandre musikverdenen på mange måder – disse klip genbekræfter, at han også var en gudsbenådet rocksanger. Jeg havde nær skrevet “bare”. Nogle gange virker det som om alt det, Bowie også var, overskygger historien om sangeren og musikeren, der mestrede den helt basale rock’n’roll.
Der er mange musikalske højdepunkter. F.eks. et mix af “Modern Love”. Denne version begynder med det isolerede klavermotiv fra det oprindelige nummer, bygger op i omkvædet, før det slutter på a cappella backing-vokalen. Det er både arkæologi for nørder og basalt stærkt at lytte til.
David Bowie – valg og fravalg
Som altid må man som moderat vidende Bowie-kender leve med instruktørens valg og dermed fravalg. Hver mand og kvinde sin Bowie. Eksperimenter med og forholdsvis kortvarig afhængighed af stoffer berøres ikke rigtig. Måske er der taget nogle hensyn. Bowie talte selv senere i sin karriere og om diverse uppers og downers indflydelse på hans kunst og optrædener udenfor og på scenen i de meget hvide midt/slut-70’ere. “We all know Major Tom” (is a junkie, red.) osv.
Sobert og loyalt illustrerer filmen til gengæld, hvorfor Bowie efter de mørke, men særdeles kreative år, søgte lyset, og hvordan han endte med at iføre sig sine røde dansesko i “Let’s Dance”-æraen og til sidst måtte flygte fra rock’n’roll monsteret efter en periode med verdensturneer og enormt pladesalg. Bowie kunne ikke finde sig selv her og måtte videre – og stor respekt for det.
Jeg så selv Bowie med sit Tin Machine i det hedengangne Saga i 1989. Bandet og dets musik var et højt og særdeles påtrængende præ-grunge wake-up call til Bowie selv. Senere på aftenen fik jeg mulighed for at veksle seks-syv ord med ham til et afterparty i den ligeledes hedengangne natklub, Barbue, hvor Bowie gik rundt med lille hund i favnen. Jeg tror, samtalen bestod af “Fed koncert” -“Mange tak, skal du have.”
En spejling
Ikke rigtig nok til at kalde det et interview. Hvad jeg gerne ville have talt med ham om, hvis jeg havde kunnet tage mig sammen: At jeg aldrig helt har forstået, hvorfor Bowie og mange Bowie-kendere tilsyneladende aldrig helt har anerkendt Let’s Dance‘s enorme betydning for dance/funk og hiphop-scenen i 80’erne. F.eks. er titelnummerets tromme-beat samplet flittigt efterfølgende. Jeg ser det som en musikalsk bevægelse på linje med Berlin-trilogiens betydning for rock, indierock og elektronisk musik.
“China Girl”, som Bowie vedblev at spille live, var oprindelig tænkt som en anti-racistisk statement. De mange interview klip i filmen fortæller mange historier, også om mennesket Bowie, der fandt sin store kærlighed i Oman. Det er effektivt og vedkommende strikket sammen, men midt i dette flow savner jeg den Bowie, der som i “China Girl” konkret eller med poesiens og metaforens kraft også stillede politiske spørgsmål til sin samtid.
Med det sagt, er Moonage Daydream en formidabel film. Måske det nærmeste vi nogensinde kommer et filmisk værk, der med Bowies eget, evigt søgende sprog ikke bare handler om, men på mange måder i sin form er en spejling af kunstneren Bowie, tænkeren Bowie, mennesket Bowie, personaen Bowie, pioneren Bowie…
Hør mere om Bowie i denne POV Mediano Music podcast:
Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.
Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.
Så enkelt kan det siges. Foto: Flemming Jørgensen
Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.
Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så
Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.
Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.
At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.
Rikke Thomsen. PR-foto
Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.
Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.
Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.
Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.
Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.
Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.
Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme
Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.
Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.
Rikke Thomsen er en natural bornperformer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.
Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.
Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag
Som en tyv om natten
Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.
Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.
Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.
Rura på scenen i Telt 2. Foto: Flemming Jørgensen
Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.
Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.
Det lød simpelthen bare godt.
Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.
Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd
I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.
Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.
Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.
Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.
Rura, Telt 2, fredag aften
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022.
Stolte overbringere af traditioner
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.
Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.
Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.
The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.
Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022. Foto: Helle Arensbak
Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.
Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.
Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på
Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.
Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.
Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.
Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.
Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.
De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.
