af Jan Have Eriksen | jul 27, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, Tivoli, Plænen, anmeldt d. 27.07.18
Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve blodmåne på himlen over Danmark. Sådan cirka en gang hvert århundrede kan man opleve den norske poptrio a-ha spille i Tivoli.
Sandsynligheden for, at de to ting sker samtidig, må været temmelig lille. Ikke desto mindre var det sådan, det var i aftes, da Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy plus band begyndte deres koncert med “Cry Wolf”. Et til lejligheden ganske passende nummer.
For mange vil trioen stå som et one hit wonder; noget der var en gang for længe siden. For andre igen vil a-ha være lyden af 80’erne – det første kys, den første orange poloshirt – i det hele taget det første trin ind i voksenlivet. For andre gedigen popmusik med partoutbillet til hvilken som helst voksenorienteret radiostation.
Gruppen har jævnligt udgivet ny musik siden de gyldne år medio 80’erne. Undervejs er de gået fra hinanden og vendt tilbage med jævne mellemrum.
Fra projekt til projekt
Som keyboardspiller med mere Furuholmen meget sympatisk har sagt: “Vi er begyndt at betragte os selv som nogen, der arbejder sammen fra projekt til projekt. Indimellem er vi ikke a-ha, men bare os selv.”
Seneste projekt sidste år var et MTV-unplugged album. Det gav på sin vis god mening. Steve Barrons video til a-ha’s “Take on Me” var ikke alene det vigtigste springbræt, kommercielt set, i trioens karriere; den var med til omdefinere begrebet musikvideo.
Desværre lyder 2017-albummet mest som en popgruppe, der gerne ville være noget andet.
På denne efterfølgende “Eletric Summer”-turné er de vendt tilbage til den electropoppede 80’er-lyd, delvis håndspillet med som altid Waaktaar-Savoy på guitar plus trommeslager og bassist.
Allerede i det første nummer efterfulgt af “The Blood That Moves the Body” og “The Weight of the Wind” lød konturerne af den særlige a-ha-lyd et sted mellem synth-navne som Soft Cell og Depeche Mode på den ene side og et sophisti-popnavn som ABC på den anden.
Desværre lød de ældre og nyere numre i begyndelsen af koncerten langt hen ad vejen ens. Alle i samme slentrende mellemtempo, samme melodiske bevægelse og rytmik. Trommeslageren som indbegrebet af en 80’er-trommeslager med totalt “digital” clicklyd. Ret kedeligt, sagt på en anden måde.
Vi skulle hen til femte nummer, a-ha’s klassiske cover af Carole Kings “Crying in the Rain”, før vi oplevede et lille spring; Waaktaar-Savoy på slideguitar.
Imponerende sangstemme
Nævnes må det, at PA-lyden på de præindspillede bånd, keyboards, synths, trommer og guitar var perfekt. Desværre var Harkets sang, bassen, strygerne, som a-ha har taget med fra MTV-koncerterne uhørlige langt ind i koncerten. Lige så, når de tre symfoniske jenter rejste sig for at synge kor.
Først i aftenens første hit, “Stay on these Roads”, foldede Harket sig for alvor ud på en bølgende elv af firserfunk.
Selvom toppen af hans tenor er blevet hjemme i 80’erne, har Morten Harkets 58 år gamle stemme stadig en imponerende rækkevidde. Han lyder, som var det hans opgave i livet at forene al nordic melancholia i én stemme. Men der skulle gå godt og vel tre kvarter, før den for alvor kunne høres.
Indtil da lignede Harket mest en rar, men indolent og konfus mand, der var gået forkert, eller måske nærmere savnede den stol, han sad på under de nævnte MTV Unplugged-koncerter.
Hans bevægelsesmønster får bådene i søen i Tivoli til tempomæssigt at ligne Bjørn Dæhli i fuld speed på vej gennem Gudbrandsdalen.
Ligefrem provokerende blev det, da det lykkedes Furuholmen at få flere tusinde publikummer i Tivoli til at lyse med deres mobiltelefoner mod scenen. Når bandet inviterer os indenfor til den form for selvfejring, må det mindste, man kan forlange, være, at de to andre bandmedlemmer lader som om, de er med på legen. I stedet for at stå at tale sammen.
Der fik man virkelig fornemmelsen af et band på endnu et stop på landevejen.
Gode momenter
Der var gode momenter på vej hen mod det klimaks, der trækker denne anmeldelse op på tre stjerner.
Nummeret “Analogue (All I Want)” med Savoy på indierockguitar – endnu et brud.
Rythm’n’blues-nummeret “Lifelines” fra en periode omkring Millennium, hvor a-ha havde lagt electropoppen på hylden.
“Train of Thought” i en forfriskende oprindelig version med krop og sjæl.
Det blændende pop-musikstykke “Stay on these Roads”, hvor a-ha ganske flot foldede sine vinger ud over alt fra candyflossbod til rutsjebane.
“Manhattan Skyline” – en af trioens mere spændende sange, hvor en rockende guitar går i modspil med en mere sart melodi. Også på scenen.
Der var en snert af følelsen af et fælles åndedrag i “Hunting High and Low” med fællessang og akustisk guitar.
Højdepunktet for mig var James Bond-melodien “The Living Daylights” i en meget velspillet version med Savoy i legehumør med det klassiske Bond-guitartema på guitaren. Næst efter Rita Coolidges’ “All Time High” den bedste Bond-sang i min verden.
Ingen tvivl om, at trioen behandler deres guld med stor værdighed og selvrespekt. Men mestendels virkede a-ha som om, de egentlig hellere ville befinde sig et andet sted. På distancen.
Ganske rammende symboliseret i Magne Furuholmens insisteren på at tale engelsk. “Selvom vi taler samme sprog,” som han sagde.
Verdenssproget engelsk er normalt en (af de efterhånden få) ting, der samler folk og nationer. Men brugt over for et publikum, der måske ikke taler, men forstår hans modersmål bliver det ærlig talt lidt komisk.
Sætliste:
af Jan Have Eriksen | jul 14, 2018 | Anmeldelse
På vej mod Tivoli en generøs sommeraften, hvor man skulle lede meget længe efter argumenter imod København, kom jeg i tanke om en tidlig erindring. Måske mit livs første. Nemlig den aften, da det gik op for mig, at det ikke var mig, men skinnerne, der styrede minitoget ved den gamle koncertsal i Tivoli.
Det første i en hidtil ubrudt række af uskyldstab.
“Ak ja”, som Kim Larsen sagde, da han og Kjukken her til aften havde spillet det mere eller mindre fuldendte voksenpopnummer “Nostalgi” fra det seneste album Øst for Vesterled.
På en måde er der noget uskyldigt over sådan en aften med Larsen og hans band. En uskyld, som åbenbart aldrig går tabt.
Nogle vil kalde det en til det strafbart grænsende lemfældig omgang med sandheden at kalde Larsen uskyldig. I den bibelske betydning, såvel som i alle mulige andre sammenhænge. Alle ved, at Larsen altid uden tøven har opsøgt det farlige – både som medlem af Danmarks Første Rockorkester og som velgører, debattør og privatperson.
Bare det, at manden, der netop er blevet helbredt for kræft, åbenbart stadig ryger, vil mange nok finde grænseoverskridende.
Alligevel er en Kim Larsen & Kjukken-koncert 2018 som at træde ind i eventyrunivers af noget, der lever i sin egen ret ved siden af resten af virkeligheden; et værk; et samlende analogt tårn i en digital verden; en fortælling, bygget op af børnesange for voksne, fremført af en sanger, der med stor stolthed her til aften sang, at han er en gammeldags mand.
Sjældent veloplagt
Men som sangeren ganske rammende sagde det, før bandet satte i nævnte “Nostalgi”. Forhåbentlig vil de unge mennesker – gæt hvilken sang, han netop havde sunget – tage minderne om deres liv netop nu med i deres blod og sjæl i stedet for at ende med at dyrke nostalgi som hende damen, der beskrives så stærkt (og sødt) i “Nostalgi”.
Det er femte gang, jeg ser Larsen & Co., efter han måtte sætte sig ned efter en operation i ryggen. Første gang efter kræftoperationen i vinter. Og jeg ikke set ham så veloplagt i mange år.
Jamen, hvad giver De mig, fru Sauterne; Larsen talte mellem næsten alle numrene – næsten sprudlende. Smilede og uddelte roser til folkene omkring ham.
På en måde virkede det som om, Kim Larsens persona har fået et lille comeback i Kjukken efter nogle år, hvor han har koncentreret sig om at synge og spille på sin plads på stolen.
Det begyndte med “Det er i dag et vejr”.
“Tarzan Mamma Mia” blev afløst af “Christianhavns kanal” i den boogierock-version, som Kjukken efterhånden har gjort til definerende for det, man kunne kalde bandets grundlyd.
Et halvt elektrisk/halvt akustisk udtryk med den ene fod i Beatles-traditionen og den anden i Byrds/Tom Petty-traditionen. Hele tiden med guitarist Karsten Skovgaard i centrum. Et nummer som “Det bedste til mig og mine venner” har ikke hardrock-kant som i gamle dage, men det swinger. Som Kjukken generelt gør med trommeslager Jens Langhorn tilstrækkelig langt fremme på beatet til, at der kun sjældent går for meget umba-umba ladvogn i det.
En sky af cellofan
Der er sagt og skrevet meget om lyden i Tivoli. Vi skulle helt ind i sjette nummer “Kloden drejer stille rundt”, før der pludselig blev skruet op, og bandet med Skovgaards blændende guitar i forgrunden overdøvede det snakkesalige publikum og bragte i hvert fald mig ud på den sky af cellofan, Larsen synger om.
Som en sjælden gæst på Kjukkens sætliste dukkede “Blip-båt” op. Sangen, der var tæt på at blive overtaget af publikum på Plænen, blev oprindelig skrevet til Dirch Passer i Tivoli Revyen.
Dirch turde ikke rigtig binde an med den, så på en måde var det med poetisk retfærdighed, at den blev sunget 50 meter fra Glassalen.
I altid smukke “Pianomand” med Skovgaard på slide slog det mig, at Kjukken måske er bedst, når de spiller semiakustisk. Som også i “Byens hotel” – i øvrigt med et af byens dyreste hoteller, Nimb, i baggrunden, set fra min plads.
Tivolis Plænen bliver aldrig et ideelt koncertsted, og da slet ikke, når Kim Larsen er på programmet. Allerede to timer før koncertstart kl. 22 blev portene lukket. Så mange mennesker var mødt frem i den gamle forlystelseshave.
Alene det, at stedet er bygget til gynger og karusseller og ikke en tilsyneladende udødelig nationalskjald, giver notoriske logistiske problemer med tilgangen til området foran scenen.
I aften var der indrettet et bælte rundt om den såkaldte inner circle, ligesom de meget aktive sikkerhedsfolk fik gennet folk ned bag i området. Hvorfor ikke lave flere indgange? Disse tiltag fik lettet på presset, men der skulle gå næsten 25 minutter, før der var så meget luft, at man kunne koncentrere sig om musikken. Det er for meget.
Ingen helte eller skurke
På den anden side er dette en historie uden klare helte eller skurke. Ufattelig så mange publikummer, der møder frem to minutter i koncertstart. Hvad havde de regnet med? Og – ja, det lyder som om, der er et hak i pladen – ufattelig så mange, der fortrækker at ævle og plapre løs i stedet for at være til koncert.
Så egentlig burde denne koncert maksimalt have fire stjerner. Også fordi “Rabalderstræde” og “Midt om natten” efter alle disse år er begyndt at lyde trætte.
Den får fem.
Fordi Kim Larsen stadig synger så godt og med gefühl og med nålespids timing. Kun en enkelt gang i “Fru Sauterne” tabte han den næsten.
Og nu jeg er ved den. Fordi de spillede denne, Danmarkshistoriens mest sansende velartikulerede og uskyldige – der var den igen – one night stand-sang som ekstranummer.
Og fordi “This is My Life” med styrmand Skovgaards guitar endnu en gang tog mig derud, hvor lidt vin og brød er alt, man behøver – og hvor man selv styrer lokomotivet.
Som den gamle hankat, han er, har Kim Larsen åbenbart ni liv. Jeg ved ikke, hvor mange af dem, han efterhånden har brugt.
Der er vist stadig en del tilbage.
Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i GAFFA 14. juli 2018
Sætliste
- Det er i dag et vejr
- Tarzan Mama Mia
- Christianshavns kanal
- De smukke unge mennesker
- Nostalgi
- Kloden drejer stille rundt
- Vinternat
- Det bedste til mig og mine venner
- Gør mig lykkelig
- Hvis din far g’r dig lov
- Blip-båt
- Hvad mon de siger
- Pianomand
- Byens hotel
- En gammeldags mand
- Moder jord
- Natten er blid
- Køb bananer
- This is My Life
- Rabalderstræde
- Midt om natten
Ekstranumre
- Sammen & hver for sig
- Fru Sauterne
- Langebro
Foto: Pressefoto. Tivoli, Anders Bøggild
af Jan Have Eriksen | jun 1, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, Van Morrison, Heartland Festival, Greenfield Stage, 01.06.2018
For at få fuldt udbytte af koncerten med Van Morrisons storswingende band fredag aften skulle man stå helt nede foran Heartlands største scene. Så skandaløst lav var lyden. Stod man så der, blev man budt en formidabel oplevelse af musikalsk autenticitet, der mere lød af Louisiana end af Kværndrup.
”I’ve Got My Mojo Working,” sang Van the Man i Muddy Waters’ gamle standard. På det tidspunkt godt inde i koncerten havde den 72-årige sanger et vist belæg for sin påstand. De første 20-25 minutter var lydniveauet så lavt, at publikum, der stod mere end en snes meter fra scenen måtte have svært ved at høre musikken.
En ting er den konstante, uundgåelige knæver, der omdanner festivalpladsen til én stor talk-scene. Noget andet et lydniveau, der truede med at gøre koncerten til et hviskestykke.
Som andre jævnaldrende – mest bemærkelsesværdigt Bob Dylan – er Van Morrison blevet en rejsende i Van Morrison. En rejse, der har varet næsten 60 år.
Men man må lade ham, at han ikke lever på renommeet. De seneste par år har den stadig uhyre aktive nordirer udgivet album som Versatile med gamle swingklassikere og det delvis bluesede Roll with the Punches. Det seneste samarbejde med jazzmusikeren Joey DeFransesco, You’re Driving Me Crazy, er et rent jazzalbum.
Så ikke så mærkeligt, at Morrison, ulasteligt klædt i hat, nålestribet jakke (med grønne glimmerstriber) og charmeklud lagde ud med en jazzstandard som Eddie Vinsons “Wait a Minute Baby” og bl.a. hans egne “The Way Young Lovers do” og “Magic Time” i versioner i dybblå iscenesættelse.
I løbet af halvanden time jazzede Van og det seks mand og kvinder store band sig gennem lidt af en masterclass i den særlige morrisonesque lyd.
Uanset om Van iklæder sig i blues, soul, jazz, irsk folkemusik eller rock har hans musik sin egen grundfarve. Båret, selvfølgelig af den karakteriske mørke vokal, der som det kunne høres her i aften stadig rammer tonerne rent.
For mig er Van the Man lidt af en sindstilstand, lyden af en stille aften med godt samvær – menneskeligt eller med en god bog eller plade, gerne suppleret med et glas vin. De franske vinbønder skal også leve.
En aften, der “ease my troubles”, som Van også sang på Heartland i hans måske mest kendte nummer “Have I Told You Lately”. I en forbløffende kæk uptempo swingversion.
Efterhånden som lydmanden fik pustet støvet ud af volumenknappen og de enkelte instrumenter stod klart i lydbilledet – i begyndelsen kunne man reelt ikke høre trommerne – blev jeg grebet af den nævnte Van The Man-følelse.
Som da den fremragende guitarist, der lignede en mand, der har spillet sine blue notes i så mange år, at de i dag har erstattet det meste andet DNA i manden, brillerede i Muddy Waters’ “Baby Please Don’t Go”.
Der var en mørk, gospelsoulet version af “Sometimes We Cry” med keyboardspilleren på orgel, så det gav et sug i maven, som kun menneskemusik kan flå i sjælen.
Der var forrygende swing i “Days Like These”.
Mod slutningen af koncerten ændrede Morrison sætlisten – som den fremgik på storskærmen fra keyboardspillerens keyboard – fra nummer til nummer. Hver gang med en kort, fyndig ordre til musikerne. Man kan vælge at se det som udslag af en lunefuld og krakilsk bandboss’ særheder. Jeg foretrækker at se det som et udslag af en stor musikers intuitive fornemmelse af, hvad der passede bedst i nuet. Passede til følelsen.
Efterhånden som den nedadgående sol overlod scenen til et stigende tusmørke så jeg flere smil og duvende og vuggende publikummer lade sig rive med – kulminerende med fællessang til “Brown Eyed Girl”.
Tidligere i dag læste jeg et interview på rollingstone.com med Van Morrisons kollega fra syd for den irske grænse, The Edge, der fortæller om det enorme strategiske arbejde der ligger bag sammensætningen af sætliste og scene på U2’s aktuelle eXPERIENCE + iNNOCENCE-turné.
Set i det lys var det ganske velgørende at opleve en koncert med nogle musikere, der bare gik og gjorde deres shit.
Altså for de af os, der stod så tæt på, at vi kunne høre det.
