Ligner han? Synger han som Elvis? Er Elvis portrætteret for sympatisk – eller for usympatisk? Handler det om spasmageren Elvis, verdens største sanger, Elvis, selvdestruktive Elvis, verdens ensomste menneske, Elvis?
Historien om Elvis Aaron Presley handler ikke alene om et af rockhistoriens største og vigtigste ikoner. Elvis er et spejlbillede af USA’s historie. Både manden og nationen begyndte ydmygt, de opstod ud af armod, forsømmelse og andres foragt. Begge vågnede til en indre flamme med drøm og nødvendighed som gløden, der antændte bålet.
Begge brugte denne gave til at skabe noget stort uden fortilfælde, noget farligt og uimodståeligt og storslået, som førte til ufattelig magt og rigdom. Senere skulle det for begges vedkommende blive til en forfaldshistorie.
I det store billede følger Elvis loyalt historien om den hvide dreng, der voksede op i Tupelo, Mississippi og Memphis, Tennessee, hvor han tog de sortes blues og gospel til sig og samtidig udviklede en på mange måder giftig symbiose med sin mor, Gladys. Vi ser ham bryde igennem, fange pigernes opmærksomhed i en signifikant koncertscene, hvor Luhrmann og Butler effektivt opstrenger den hoftesvingende Elvis’ budskab til verdenshistoriens første generation af teenagepiger: S-E-X. (Ordet teenager blev første gang brugt i 1944).
Jeg tvivler på, at det var udtryk for et bevidst oprør mod den notoriske sydstatskonservatisme og racisme, som filmen gerne vil have os til at tro. Men det er filmskaberens ret at fortælle sin historie
Som så mange andre scener i filmen et klassisk Luhrmann tableau, hvor autentisk dokumentarisk islæt, hvor ingen tidstypiske detaljer er overladt til tilfældighederne, viser sig som staffage i en ekspressiv magisk fortælling i filmskaberens vanlige, frenetiske stil.
Pioneren Elvis har hovedrollen
Vi ser stjernen få kærester, blive til verdens første rockstjerne, aftjene værnepligt i Tyskland, miste sit momentum i en tsunami af dårlige film, tage stoffer, blive gift med Priscilla, blive far til Lisa Marie, få comeback, omgive sig med sine rygklappere i The Memphis Mafia, optræde live igen, gå i opløsning. Det sidste går Luhrmann dog ret let henover. Det er pioneren Elvis, der som den første blendede de sortes blues med hvid country, der har hovedrollen.
Det er ikke en 100 pct. historisk korrekt fortælling, men det var der vel næppe mange, der havde forventet. Modsat, hvad f.eks. filmen siger, havde Elvis endnu ikke købt Graceland, da han optrådte ved en famøs koncert i Rosewood i Memphis i juli 1956. Der var her, han udtalte de blandt Elvis-aficionados berømte sætninger: ”You know those people in New York are not going to change me none. I’m going to show you what the real Elvis is like tonight.”
Han ville vrikke med hofterne og synge sin hvide blues, ikke ydmyges i tv-studierne i New York. Jeg tvivler på, at det var udtryk for et bevidst oprør mod den notoriske sydstatskonservatisme og racisme, som filmen gerne vil have os til at tro. Men det er filmskaberens ret at fortælle sin historie, så den ikke bare matcher virkeligheden, men også filmskaberens egen oeuvre og vision.
Så ja, Elvis er umiskendeligt en Baz Luhrmann-film.
Justin Butler som Elvis spiller helt uovertruffent i flere scener, skriver Jan Eriksen. Foto: Warner Bros
Med tanke på Luhrmanns bagkatalog og hypen omkring og trailerne til filmen havde jeg egentlig forventet en lidt mere frit fabulerende og fantaserende film. Der er da truffet nogle overraskende valg som f.eks. at lade the devil in disguise, Oberst Tom Parker, være filmens fortæller og sidekick.
Det viser sig at være et godt valg. Ingen tvivl om, at dynamikken mellem manager og guldfugl var en vigtig motor i Elvis’ karriere. Det fungerer fint, selvom der er lagt til og fra i kronologien undervejs.
For nogen vil det måske komme som en overraskelse pludselig at høre f.eks. rapperen Nardo Wick og Jack White blande sig i det gamle guld på lydsiden, men igen: Hvem husker ikke kvartetten Christina Aguilera, Pink, Lil’ Kim og Mýas version af “Lady Marmelade” i Luhrmanns Moulin Rouge?
Jeg er især vild med scenerne fra The International Hotel i Las Vegas, hvor Austin/Elvis trykker den af på scenen
Tom Hanks gør, hvad han skal, i sit portræt af den tonedøve hollandskfødte kyniker med et tilsyneladende medfødt talent for at manipulere og tjene for siden at spille pengene op på kasinoet. Efter at have talt med flere mennesker med tilknytning til The King, bl.a. hans bodyguard m.m. Red West, forekommer Hanks’ version af obersten mig lidt vel sympatisk.
Det store comeback
I en central scene følges forberedelserne til det store comebackshow i 1968, hvor det lykkedes instruktøren at overtale sangeren til at gøre oprør mod Oberst Parker – med det resultat, at Elvis kort efter pludselig var tilbage som The King of Rock’n’roll. I hvert fald for en stund. Igen flot iscenesat. Det er vist rigtigt, at mordet på Dr. Martin Luther King inspirerede Presley til at få skrevet “If I Can Dream”, som han sang i comeback-showet.
Sjældent, om aldrig, så man sydstatsmanden, der var vokset op omgivet af sorte venner, synge så fokuseret og med så meget passion som i det nummer. Jeg får til stadighed gåsehud, når jeg hører Elvis lægge alle sine B-filmstjerne-manerer, rastløshed og krukkeri til side for at lægge hele sin blodrøde gospel og blues i det fantastiske nummer.
Så da jeg satte mig i biografsædet, var spørgsmålet først og fremmest: Er den scene med i filmen og i givet fald, hvordan forløses den af Austin Butler? Han gør det fantastisk. Det sker ikke i samtlige scener med Butler i fokus, men i løbet af filmen ser vi ham i glimt troværdigt fange og udtrykke mange af de følelser og drivkræfter, der skabte Kongen.
Under alle omstændigheder er denne film seværdig alene på grund af Austin Butler. Der er scener, hvor han spiller Elvis bedre end ham selv
Begejstringen i mødet med blues og gospel, tvivlen, usikkerheden, kropsligheden, rastløsheden – den evindelige rastløshed, kærligheden, magtesløsheden, taknemmeligheden over for Oberst Parker, der skulle blive den sten, der trak Presley ned i vandet til sidst. Talentet, musikkens kraft i Elvis. Det manglende fokus efterhånden, som Dr. Døds stoffer stjal Elvis og kun lod den sidste smule af hans sjæl – stemmen – blive tilbage. Det sidste meget fornemt spillet i slutscenen.
Jeg er især vild med scenerne fra The International Hotel i Las Vegas, hvor Austin/Elvis trykker den af på scenen, som det kan ses i filmen Elvis – That’s The Way it Is (1970).
På flere punkter er Elvis en problematisk film. Især virker det tydeligvis som om, Baz Luhrmann har haft svært ved at skære sit sikkert store råmateriale ned til filmens to timer og 39 minutter. Mange vigtige scener er meget korte, hvilket giver en forpustet fortælling. Luhrmann har da også sagt, at der findes en plus fire timer lang version af filmen. Lur mig, om ikke den får premiere på en streamingtjeneste en dag ved lejlighed.
Som antydet tror jeg også, at samme Luhrmann har lagt et politisk perspektiv ind i filmen, som jeg ikke er helt sikker på, matchede Elvis opfattelse af verden, omend det er en kendsgerning, at han altid stod op for det sorte Amerika.
Dertil kommer, at flere af filmens roller er tyndt besat.
Under alle omstændigheder er denne film seværdig alene på grund af Austin Butler. Der er scener, hvor han spiller Elvis bedre end ham selv.
Vise mænd siger som bekendt, at kun fjolser skynder sig. Så hvis du er et Elvis-fjols, kan jeg kun anbefale dig at skynde dig i biffen.
Med et løseligt overslag var en femtedel af os, der fandt vej til Royal Arena, mænd. Ingen tvivl om, at Alanis Morissettes sange blev råspillet på ghettoblasteren på rigtig mange teenage-pigeværelser dengang omkring verdensgennembruddet i 1995-96, hvor de vrede, harske, længselsfulde og varme sange sikkert har fundet en vis genklang.
”Be a good girl / You’ve gotta try a little harder / That simply wasn’t good enough / To make us proud”
Tjah. Teksten handler vist om sangskriverens erfaringer med musikbranchen, men dens attitude og trods er stadig rimelig universel.
Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da
På det tidspunkt havde jeg selv lige fået et nyt job, som det tog noget tid af lande i. Det betød lange dage og aftener tilbragt med at famle med lysegrønne bogstaver på grøn baggrund på pc-skærmen til lyden af en pop-radiostation med konstante afspilninger af bl.a. ”Head over Feet”, ”Ironic” og ”You Oughta Know” – og for den sags skyld også Joan Osbornes ”One of US”, ”Coolios ”Gansta’s Paradise” og Deep Blue Somethings stadig forbandet irriterende nummer, ”Breakfast at Tiffanys”.
De der aftener på tagetagen i indre by åd Alanis’ sange fra albummet Jagged Little Pill (som jeg lånte af nabo-kollegaen, der næppe savnede dem) sig ind et sted, hvor de fandt klangbund i tvivl, usikkerhed, fightervilje og vrede. Der har de været siden.
Først i sætlisten torsdag aften havde Alanis lagt tre af sine mest rastløse rockremser, først ”All I Really Want”, der lige så meget er rap som rock på en strøm af riffs og et slacker-groove – i den dengang nye stil i begyndelsen af 90’erne. Grunge- og til dels Nu Rock- og psychedelia-inspireret rock på et funky beat. Især var der vist skelet til Red Hot Chili Peppers lyd og succes. Bassisten Flea medvirker ligefrem på “Perfect”.
Alanis udfyldte hullet efter Nirvana
Med – eller måske nærmere på trods af en dysfunktionel baggrund som misbrugt pop-produkt – tilføjede Canadas egen Alanis melodi og sangskrivertradition til ligningen. Hvis Nirvana var teenageangstens talerør, blev Alanis med al sin glød og italesættelse af angst, skyld og skam, og hvad det ellers hedder, den, der udfyldte et hul i efterdønningerne af Kurt Cobains alt for tidlige død.
Lyden af psychedelia var – og er stadig live – tydelig i aftenens andet nummer, ”Hand in My Pocket”, ligesom inspirationen fra Joni Mitchell og Carole King anno primo 70’erne i ”Perfect” senere i sættet var og er meget klar.
Jeg jamrer ofte over koncertlyden i mine anmeldelser, men denne aften i Royal Arena lød det forbløffende godt. Allerede i første nummer var det muligt skelne trommeslager og bassist, så man kunne høre dem spille sammen. Og det samme gjaldt de to guitarer. Mirakuløst.
Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede som om, publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter
Så vidt jeg har forstået, handler det blandt meget andet om noget så simpelt som penge. Jo bedre og dyrere udstyr, musikerne bruger, jo bedre produkt for dem, der betaler hyren. Burde være en selvfølge ved alle koncerter.
Da jeg så Morissette på Tinderbox festival i 2018, undrede jeg mig over, at det set på storskærmen så ud som om, hendes blik var rettet mod et sted, meget langt fra Odense – samtidig med at hendes sang lød så påtrængende.
Også i Royal Arena vandrede Alanis tilsyneladende hvileløst rundt på scenen fra side til side, frem og tilbage. Som hun nu gør. Men intet i hendes sang lød af fravær. Tværtimod da. Alanis lever åbenlyst stadig i sine ord og omvendt – raseri, frustration, kærlighed. Da bandet skruede ned i “Mary Jane”, sang hun, så det lød som en af de drømme, man har glemt, er gået i opfyldelse. Man kunne, hvis man ville, fornemme smerte og empati i hektolitermål:
Are you happy? / Please don’t censor your tears / You’re the sweet crusader / And you’re on your way / You’re the last great innocent / And that’s why I love you.
En vis intimitet i den store hal
Og så efterfølgende fokus på den ene guitarists glasklare, gnistrende fingerspil. Ja, der var faktisk en vis intimitet i denne og flere andre passager, trods omgivet af måske 10.000 andre i den store hal. Mageløst. Jeg har ikke oplevet tilsvarende i Royal Arena.
Og det var her, det slog mig, efter tre års pause fra Royal Arena – at det virkede, som om publikum faktisk var kommet for at opleve, sanse og lytte. Modsat det kakofoniske helvede af knævren, snaldren og sladren, der ellers ofte overdøver danske koncerter. Jeg har skrevet det før og gentager det gerne, at under Roskilde Festival 2017 lykkedes det en stor del af publikum at lalle højere end Neil Youngs gamle guitar – og der skal eddermulemig noget til.
Og så var der min favorit, “Head over Feet”, i en afstemt og stadig dybfølt version. Det har noget at gøre med melodien og overgangen fra vers og omkvæd og guitarens spring fra akkompagnement til affyringsrampe for Alanis sang. Faktisk sang hun den bedre torsdag, end den lyder på plade. Synes jeg i hvert lige der. You’ve already won me over, Mrs. Morissette, dengang. Nu igen.
To numre fra det seneste album, Such Pretty Forks in the Road, pyntede blandt de mange Jagged Little Pill-numre, hvoraf to-tre stykker, hørt i dag, er noget kedelige og indadskruede, indierock-agtige på den dårlige måde. Man kan sige, at de nye numre er skåret over en mere traditionalistisk formel end de første numre fra 90’erne – og både Reasons Why I Drink og Ablaze blev spillet som medrivende 12 trins boogie i 12 takts blues tempo.
Nostalgi på den dårlige måde er, når det bringer mennesker væk fra sig selv og ind i en pyntefantasi om noget, der var engang – så vidt man helst husker. I hvert fald, hvis det forekommer i alt for store doser. Livsreflekser på den gode måde er, når mødet med det, der krydsede menneskers vej, minder en om at omfavne livet, som det udviklede sig, sammen med dem og det, der var med til at forme det.
Dansk dokumentarfilm- og tv-serie af Kaspar Astrup Schröder, 2022
Producer: Katrine A. Sahlstrøm
Med: Medina med flere
Vises på Kanal 5 og Discovery+. Premiere: d. 5. maj 2022
En dokumentarfilm, produceret af eller sammen med hovedpersonerne selv, er en form for selfie. Et selvportræt, der fortæller historien, som man selv ønsker, den skal fremstå. Det samme gælder biografier.
Det kan der komme gode, tankevækkende historier ud af. Dokumentaren I’ll Be Me, optaget under Glen Campbells sidste turne, mens han i stigende grad omsluttedes af demens, er et meget stærkt eksempel. Stor som en sol, der følger Minds of 99, har passager, hvor man isklart fornemmer tomhed, tvivl og pres, mens gruppen venter på det næste anstrøg af kreativitet.
Den nye dokumentarserie Medina – hele min historie er sådan en tv-selfie, produceret bl.a. af hendes manager Thomas Børresen. Det er Medinas egen historie, hvor man følger hende fra musikbegejstret barn og senere bartender på Krasnapolsky i København til international, glamourøs stjerne.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid
Serien består af otte afsnit, hvoraf jeg har set de første fire. Den findes også i en filmversion, der indtil videre kun er vist en enkelt gang i diverse biografer.
Konsekvenserne
Filmholdet har fulgt Medina gennem to-et-halvt år og kan derfor blandt andet – dramaturgisk dygtigt redigeret ind i fortællingen – vise en dramatisk episode i Tivoli, hvor den pressede Medina besvimer, for lidt senere at gennemføre koncerten akustisk.
Det fremstår som et point of no return i den dramatiske fortælling, hvor der især er fokus på Medinas forhold til pressen og den heksejagt, hun har følt sig udsat for – instrumenteret af især Se og Hør og Ekstra Bladet.
Det handler om konsekvenserne for Medina. Om to stalkere, der forfulgte hende overalt. Døgnet rundt. Man kan sige, at Medina i årevis er blevet stalket fra flere fronter.
Selvportræt eller ej, så gør Medina – hele min historie stort indtryk. Der er mange gribende og hudløse øjeblikke i filmen. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte
Medina har levet under et til tider umenneskeligt stort pres. Hun er blevet omtalt i de nævnte medier med en lingo og en sprogbrug, som burde være forbeholdt russiske despoter.
Jeg har selv siddet i maskinrummet hos konkurrenten og skal ikke spille hellig. Men det er utroligt, at den slags stadig accepteres i etablerede medier, der redigeres og skrives af mennesker med mindst fire års uddannelse – på, “nå ja, det er måske lidt over grænsen, men det sælger”-måden.
Det er næsten for meget for POV’s anmelder med al den kærlighed i “Medina”. Hvor er musikken? Foto: Esben Elborne
Medina – hele min historie handler om konsekvenser – stress, psykisk og fysisk ubalance, pres. Gråd og tårer. Om to stalkere, der har forfulgt Medina overalt. Døgnet rundt. Om kærlighed. Om fansene, de såkaldte medivaer. Et enkelt klip med en fan, der er rejst fra Paraguay alene for at møde Medina i Danmark, virker overvældende. Det er sådan noget, musik blandt meget andet kan gøre ved mennesker.
Efter filmens premiere i denne uge erkendte Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen, at avisen i visse sammenhæng faktisk var gået over grænsen i jagten på det næste Medina-foto. Medina selv reagerede hurtigt på instagram.
Medinas indre og ydre smerte
Selvportræt eller ej – utallige gribende og hudløse øjeblikke i filmen gør indtryk. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte, mens hun ligger på briksen, mens en fysioterapeut trykker og flår i hendes nakkehvirvler. (Jeg er ikke helt sikker på, at den slags back and neck cracking altid er lige sundt, men man må gå ud fra, at manden ved, hvad han gør.)
Medina har levet med paparazzier på nakken, som ingen journalister, chefredaktører eller andre for den sags skyld, ville bryde sig om.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar
Har hun været udsat for en heksejagt? Som skrevet er filmen et partsindlæg. Men jo, tilsyneladende har Medina været offer den kollektive blodrus, som ofte indtræder i mere og for den sags skyld også mindre tabloide medier. Det sker, når stor læser- (og heraf afledt kommerciel annoncør-) interesse for den pirrende cocktail af skandale, kendthed, eksklusivitet, drømme, fascination og skønhed går i clickbait-selvsving.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid.
Efterhånden er det afdækket, hvordan et begreb som fuckability hørte til primærkvalifikationerne, når man ansatte kvindelige værter på TV2. Bare for at tage et enkelt lille eksempel, der er poppet op de senere år. Men jeg skal ikke være den, der slår stregen, hvor sexisme og andre mediemekanismer hhv. slutter og begynder in casu Medina. I en periode var rapperen og tv-værten L.O.C. f.eks. igennem noget, der kunne minde om det, Medina skildrer.
Hvordan er historien om musikkens tilblivelse, før Medinas går på scenen med den? Foto: Esben Elborne
Ærgerligt at der ikke er mere musik
For den der er mere end overfladisk interesseret i historierne omkring den danske musikscene, er Medina – hele min historie en vigtig og interessant film.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar. Hvor kommer hendes sange fra?
Vi kommer f.eks. meget hurtigt hen over det guldbestøvede, livsforandrende øjeblik, hvor de to producere, Jeppe Federspiel og Rasmus Stabell, forvandler Medinas skitser til “Kun for dig” til et track med hitpotentiale. Hvordan er det at skrive musik under det pres, Medina har været udsat for? Hvad er hendes arbejdsproces?
Det er ærgerligt, at der ikke er mere musik i den dokumentar.
Ret sigende er de eneste eksterne eksperter, der medvirker i dokumentaren, skuespiller Julie Zangenberg og tidligere politiker Helle Thorning Smith og et par healere og venner. Al respekt for dem – men en musiker, producer og en af de yngre musikeksperter, der – modsat mig – har fulgt Medinas udvikling tæt fra begyndelsen, ville have gjort filmen interessant. Måske kommer det i et senere afsnit.
Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt
Skam få den, der ikke under Medina den nye lykke med sin mand, som det fremgår af serien. Åbenlyst betyder det alverden i den proces, som Medina er inde i, men det fylder forbløffende meget i det store hele. De lyserøde farver overtegnes med endnu flere lyserøde streger, og jeg overvejer, om jeg er kommet til at klikke ind under “romantiske komedier” på Netflix.
Jeg vil ikke betegne Medina – hele min historie som totalt ukritisk. Som seer får man indblik i en sag, hvor Medina blev anholdt, mens hun kørte bil påvirket af stoffer. Hendes anger. Der er en sag med en Se og Hør-journalist, der blev revet i håret, hvor journalisten faktisk – kort – kommer til orde i filmen.
Men jeg undrer mig over nogle af filmens fravalg.
I to sætninger forklarer Medina, at hun er vokset op som barn af den første flygtning, der kom fra Chile til Danmark i 70’erne. Bare for the record: Hvad flygtede chilenerne fra?
Hvordan var det at vokse op som indvandrerbarn i Aarhus? Har det påvirket drømmene og musikken? Vi er, som en syrisk flygtning engang sagde til mig, ”alle born to run.” I så fald: Hvori består Medinas ”flugt”?
Fristende at isolere sig
Jeg forstår dynamikken, at når det hele pludselig bliver uoverskueligt, og stress og paranoia breder sig, er det fristende at isolere sig. Men det ville have pyntet med selvransagelse i forhold til den presse, der er under anklage.
Medina og til dels hendes rådgivere valgte hurtigt at gemme sig bag tavshedens mur, da hun i stigende grad blev jaget vildt. Bortset fra et par interview og en optræden i Toppen af poppen fortsatte det sådan i et tiår. Var det den rette strategi? Selvsagt må det nødvendigvis blive efterrationaliseringer, men alligevel.
Der findes denne her gamle kliche: Hvis man inviterer pressen med til brylluppet, må man finde sig i, at den også dukker op til skilsmissen. Som en af landets store kulturpersonligheder en gang sagde til mig: Efter “brylluppet” inviterede jeg af og til de mest sultne medier hjem på terrassen, når jeg havde noget, jeg skulle sælge. Senere har de holdt sig væk under mine “skilsmisser”. Kunne Medina havde sparet sig selv for en masse ubehag?
Set på afstand indtraf et vigtigt vendepunkt i Medinas offentlige liv under en episode i 2010, hvor nogle unge muslimer kastede æg efter hende under en koncert. De fandt hendes navn, som hun deler med den hellige by i Saudi-Arabien, anstødeligt. Efterfølgende satte Medina de unge krapyl på plads fra scenen. Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt.
Medina – hele min historie giver et tankevækkede og sine steder gribende indblik i en popskæbne. Artisten Medina virker sympatisk, og man føler med hende. Men i sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over hendes fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg.
Velproducerede gode melodier med meningsfyldt lyrik fra Juncker
Hvordan vil Christian Junckers bidrag til årets Melodi Grand Prix klare sig i konkurrencen? Foto: PR
MUSIK: Længere nede ad vejen, Christian Juncker. Album, udkom d. 29. november 2021
I sidste uge kom det frem, at sangskriveren Christian Juncker stiller op i årets Melodi Grand Prix. Hvis der er nogen, der kan skrive gode melodier med meningsfyldt lyrik med dybde, er det Brønshøjs egen Juncker. Hans bidrag til årets Tante Sangfest er ”Kommet for at blive” i den klassiske danske sangskrivertradition, som f.eks. også Folkeklubben gør sig i. En fin, melodisk sang med tyngde i sin egen ret, hvorfor den da heller ikke har en jordisk chance for at vinde, hvis den kommer med i det store Eurovision.
Men lad mig benytte lejligheden til at anbefale Junckers herlige album, Længere nede ad vejen, der udkom sidste år. Det indeholder nye numre og versioner af gamle sange i nye 2021-versioner – som f.eks. storhittet ”Mogens og Karen” og ”Havanna”.
Det gode her er nye sange som pop-solglimtet ”Mintgrøn sommerfugl” i en for Juncker ny stil, det friske vesterhavspust af en sang, ”Havblik”, og det flotte Lars H.U.G.’sk drilske ”Evigheden mellem os”, skrevet sammen med Andreas Odbjerg, smilehulspopsangen ”Wallenberg”. Jeg kunne blive ved.
Tobias Dybvad har den klassisk rutinerede stand-up komikers blik for altings særhed. Ikke mindst når det gælder ham selv og de nærmeste. Gennem et par årtier har han rendyrket sin charmerende og ligefremme stil på tv, i fem show og mange andre optrædener.
I Levemand kommer de store grin på stribe. Især når Dybvad funderer over hverdagsoplevelser med sin (sviger-) familie. Specielt i en række associationsstrømme fastholder Tobias Dybvad smilet. Det er ikke nødvendigvis nogen nem kunst at skabe et let flow, hvor logikken er sat på standby.
Men det halter, når han bevæger sig ind i smertepunkterne. F.eks. hvor han behandler sin tidligere eskalerende ludomani og lemfældige køb og salg af aktier. Han taber den decideret i en passage om en døende 16-årig kæmpe-fan, som han når at møde, inden det er for sent. Hvad betyder det for Dybvad? Det finder vi aldrig ud af. Den dreng havde fortjent mere. Showets tag-line er trods alt ”Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet?”. Der er mange lette grin i Levemand, men du går forgæves, hvis du forventer at høre eksistentielle emner behandlet med perspektiv som f.eks. Christian Fuhlendorff og Rune Klan.
I det store billede bliver krigen mod drugs – desværre – nok aldrig vundet, men torsdag aften d. 31. marts vandt War on Drugs mig i en koncert, der kortest kan beskrives som en behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm.
Over 17 år har Philadelphias egne udviklet sig fra et følsomt atmosfærisk lydende indie-popband til et moderne bud på highway-rock, som det lød på det gennemsnitlige Springsteen-album i slut-8o’erne/primo 90’erne.
Jeg mener, hvor finder man ellers en fire minutter lang saxofonsolo, som i K.B. Hallen, da WOD lagde vejen forbi?
Det begyndte veloplagt med ”Old Skin” og – på vej gennem kendte numre som en trippet ”My Own Desire” og altfavnende ”Under the Pressure” og en god håndfuld numre fra det flotte 2021-album I Don’t Live Here Anymore – gjorde gruppen det, de gør bedst. Spillede sig selv nærmest som i en opadgående spiral af et flow nærmere og nærmere det musikalske klimaks – i nærmest metafysisk dialog med et vældig veloplagt publikum, der lignede en plantage efter et tiltrængt regnvejr efter to års tørke.
Frontmanden, sanger og guitarist Adam Granduciel er en af de mest diskrete rock’n’roll frontmænd, jeg lige kan komme i tanke om. Men formidabelt, som hans guitarspil konstant ligesom vokser ud af sangene, frem for at virke som påklistret lir.
Tim Christensen er ubestrideligt driveren i Dizzy Mizz Lizzy. Han skriver musikken, synger, er solist, står i front. Men når de to andre, Martin Nielsen og Søren Friis, står/sidder der sammen med Sir Tim på scenen, virker de som én organisme. Det er unikt ved det band, at de to musikere både komplementerer manden i centrum og virker som hans ligeberettigede.
Sagt på en anden måde: deres samspil er endnu tættere end afstanden mellem Putin og den næste infame løgn. Martin Nielsens basspil er drønsolidt. Søren Friis slår hårdt og præcist, men han spiller samtidig med diskretion, luft og et swing, jeg ofte savner hos rocktrommeslagere.
Det blev bekræftet ved premieren d. 1.4. i Arena Næstved på den længe ventede triple koncertturné med Bersærk og Pscyhed Up Janis. Gennem et sæt heldigvis med flere numre fra det melodiske mesterværk Alter Echo – der er i klasse med Rushs Moving Pictures – og selvfølgelig publikumsfavoritter som ”Silverflame”, ”Waterline”. Tim Christensen bliver bedre og bedre til at udfordre sine sange med sit både enormt præcise og legende guitarspil. Det formidable ved det band er, at det aldrig bliver kedeligt live, hvilket man ikke nødvendigvis kan sige om alle deres numre.
At genåbningen af koncertlivet også betyder velkommen tilbage til tåbers slåskampe og øl, der bliver hældt ud over alt og alle, er så noget andet.
“I used to want to be American/I take that back now tenfold,” synger Oscar Mukherjee på sit nye album The Mukherjee Development. Jeg er med ham her – tenfold. 72 mio. amerikanere stemte på en mand, der hylder Hitler. Men musikken har vi, og dansk-boende Mukherjee, der både har indiske og amerikanske rødder, bruger sin Americana-inspiration originalt i et udtryk, hvor der lige så vel som den vederkvægende sydstatslyd kan findes noter af Radiohead (”Wish I Were the Sun”) og anden indierock.
Stadig er der et dybtfølt feel i musikken som hos fx Steve Gunn, Ryley Walker, Kurt Vile og salig John Prine, som hyldes på pladen. Min personlige favorit er ”Call it Fraud” med Rolling Stonesk swagger og et Grateful Dead-agtigt flow. Stadig med Mukherjees helt personlige distinkte udtryk, hvor gode melodier på stribe vugger gennem højttalerne. De meget personlige tekster er nu og her og bærer samtidig præg af Mukherjees rødder i tre vidt forskellige kulturer. Med et subtilt humoristisk, lidt mørkt blik for et liv, hvor kontraster, udfordringer og glædens lys blandes.
The Mukherjee Development er et særdeles velkomment dansk album – og dertil et bidrag til den efterhånden store danske ”Danamericana” (kan man kalde det)-scene, omfattende artister som Jonah Blacksmith, Kajsa Vala, Barrow/Mikkel Bøggild, Chasing Grace.
Det seneste tiår har Joshua Michael Tillman med stor succes dyrket sin rockpersona Father John Misty – som en form for ironisk, lettere depressiv hipsterudgave af Springsteen i betydningen tvivlende besynger af det amerikanske drømmeflimmer. Fem album er det blevet til. 13, inklusive album udgivet under navnet J. Tillman.
At Father John Misty er inspireret 1940’ernes og 50’ernes big band musik og såkaldt champer pop af Burt Bacharach-skolen er ingen hemmelighed. Det kunne f.eks. høres på Roskilde Festival 2017 med hjælp fra Copenhagen Phil.
På det nye album Chloë and the Next 20th Century manifesteres Tillmanns fascination så vellykket, at jeg kommer i tvivl, om det er hans sange, der udforsker det intime i det grandiose, filmiske retroudtryk, eller om det er udtrykket, der udforsker hans sange. Kald det symbiotisk. Det er uden tvivl FJM’s musikalsk set mest gennemførte album.
F.eks. læner ”Goodbye Mr. Blue” sig velsmurt op ad Glen Campbell-traditionen. I bl.a. ”Buddy’s Rendezvous” hører jeg genklang af Harry Nilsson i dennes storhedstid. I ”Q4” er popbegejstringen næsten tøjlesløst direkte smittende. Så har man hørt det med. Og selvom det indimellem er ved at kamme over i det rene Fred Astaire i sort-hvid, forføres jeg igen og igen af sangenes betagende melodiske charme.
Mange andre album trænger sig på, det gælder f.eks. Alicia Keys helt nye Keys, The Metallica Black List, Arlo Parks Collapsed in Sunbeams, Lana del Reys Blue Banisters, på visse dage Iron Maidens Senjutsu, Bob Dylans Springtime In New York: The Bootleg Series Vol. 16 , Kira Skovs Spirit Tree, Hanne Boels Kopi, Rikke Thomsens Opland, The War on Drugs I Don’t Live Here Anymore, og fra den nye countryscene Joy Oladokuns In Defend of My Own Happiness, Mickey Guytons Remember Her Name og Cody Johnsons Human the Double Album, og …
Coco O: It’s a Process
Coco O’s første soloalbum, It’s a Process, er eftertænksom, minimalistisk zen-soul. Virkelig velproduceret.
Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt, snart mørkt.
Efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, som titlen siger. Lyden er ikke overlækker, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.
Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind.
Med It’s a Process har Coco O skabt sin helt egen genre.
VOLA: Witness
Med nærmest latterligt overlegen tæft for skift mellem bombastiske guitarfriløb og melodiøse fabulerende passager og omkvæd lyder VOLAs moderne, supermelodiøse progressive rock både eventyrlig og meget kontant.
Præcis i de konstante brud og breaks, i kontrasterne mellem tordnende heavyrock og luftig folkpop-brise ligger VOLAs helt store styrke. Witness er noget så sjældent som et rockeventyr, hvis historier ændrer sig lidt for hver gang, man lytter. Noget så sjældent som en dansk rock-suite. Numre som “24 Light Years” og “These Black Claws” ligger i toppen over de mest hørte i år på min Spotify. Er man til Dizzy Mizz Lizzys lyriske mesterværk “Amelia”, kan man meget vel også være til VOLA.
Ginne Marker: Ulteria
Allerede på debutalbummet For Seasons to Come markerede Ginne Marker sig som sangskriver og musiker uden for nummer. På den gode måde. Det er umuligt ikke at tale om tidlige epokegørende sangskrivere som Joni Mitchell og Laura Nyro, senere f.eks. Tina Dickow.
Godt nok er Marker en skolet musiker og komponist, men egentlig lyder hun som en komponist, der intuitivt sætter lyd til sit indre liv uden skelen til regler og manualer. Det lyder ægte, og som sådan stiller det krav om indlevelse hos sin lytter.
Producer og ildsjæl bag Ginne Marker, Aske Jacobys baggrund i 80’ernes lydæstetik høres tydeligt f.eks. i et nummer som “Never Golden But Always Beautiful” og det voldsomt fremragende “Everest”, der sender mig på ekspedition til en strandbar i evig solnedgang. Men det med 80’erne ligger bare som en delikat note i smagen, ikke som et af de amokløb i den digtitale slikbutik, der desværre præger mange artister for øjeblikket. “The Poet” er jazzet med coolness på (og det fedeste orgel i byen). I “Upperhand” er der storhed og bredt vingefang, som jeg forbinder med indierock navne som Coldplay og Kings of Leon.
Ulteria er et sindssygt vellydende album.
The Black Keys: Delta Kream
For et par årtier siden (gen)skabte duoen The Black Keys sammen med bl.a. White Stripes et retro rockudtryk, hvor traditionel blues, rock’a’billy og soul/rythm’n’blues fik et moderne, kornet brush-up med godt med forvrængning.
Det rå-robuste album Delta Kream, indspillet på bare ti timer, fanger essensen af alt det, der skabte North Mississippi Hill Country-bluesen. Dan Auerbach og Patrick Carney med gæster kan selvsagt ikke genskabe backwood oprindeligheden i John Lee Hookers sange. Men det, de leverer her, er grumme intenst, sejt og Delta-sumpet med en PH-værdi langt under 0. Hør Aubauchs og guitarer danse sig gennem klassikernes klassiker Poor Boy a Long Way From Home og bliv begejstret. Delta Kream er et skud adrenalin til alle med den fede lyd af blues i blodet. For mig var der sommerens altan-album.
Karen Rosenberg: Same Soul
Jazz er musikkens cool kat. Den sidder i skyggen bagest i rummet med solbriller og rød læbestift – den synger ikke, den crooner. Tilfældigt opdagede jeg i foråret den danske R&B-pioner Karen Rosenbergs jazzalbum, Same Soul. Overraskelse blev erstattet af forbløffelse. Sikken et stilskift. Med overrumplende fornemmelse for og fortolkning af jazzens skatkammer af blå nuancer lyder Karen Rosenbergs melankolske vokal smukt og fintfølende. Hun fraserer og pauserer og bruger sin luft med, hvad der lyder som perfekt pitch. Det er sensuelt, melodiøst, længselsfuldt, smertefuldt og fyldt med livslyst. Det er seriøst.
God jazzmusik kan meget vel lyde genkendelig – ikke som en af de sange, man har hørt 1000 gange, men genkendeligt som en stemning, man spejler sig i, idet den opstår lige her og nu i dette øjeblik, der allerede er gået, når man når til punktummet.
Når Rosenbeg synger ”We swim in galaxies and milky ways and stars” svømmer jeg med og glemmer et nøk, at virkeligheden siger slud og lunken kaffe.
Brandi Carlile: In These Silent Days
Alt-country stjernen Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den gode melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som country i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke). Stemmen favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.
Sangene er opstået med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag, de fleste inspireret af og i debat med Carliles kristne opdragelse.
Som i den folksy “You and Me on the Rock”. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en parlivssang.
Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.
In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.
John Hiatt: Let’s Fire it Up (Live ’95)
Tidligt i år udkom albummet Let’s Fire it Up (Live ’95), som vist kun kan købes digitalt. Gør mig gerne klogere.
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee.
Musikken på dette livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens. Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Hør f.eks. “Cry Love” gå videre over i “Have a Little Faith”, hvor Hiatt iltert og insisterende lufter sin desperation. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne.
Joakim Thåström: Dom som skinner
Joakim Thåströms intensitet på scenen er ubeskrivelig og uomgængelig. Og intenst er det sandt for dyden på Dom som skiner.
Langsomt men sikkert begynder det med ”Långsomt Fall”, som Thåström har skrevet i samarbejde med den svenske countrypop duo First Aid Kit. Som for at sætte præmissen for sin rejse på dette album citerer den belæste Thåström den berlinske forfatter Hans Fallada.
Det er anslaget til ni sange, der på en og samme tid er øjebliksbilleder, stilstands- og tilstandsbeskrivelser fra en by og samtidig handler om en mand i bevægelse. Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler.
I hjemlandet har der været en del fokus på den gamle rockrebels farvel til guitaren på dette album. Men selvom udtrykket er behersket, gennemproduceret, fremkaldt af diverse synths, keyboards og strings, lyder Thåström så insisterende knudret og karismatisk som altid. I det rum opstår en ny dimension i den gamle svea-rockers lyd.
For den, der gerne vil vellyden, er det måske Thåströms bedst producerede album. Sangene hænger indbyrdes sammen, man kan sige, at de ni sange, øjebliksbilleder, noveller, om man vil, fortæller en cirkulær historie, der lige så meget går baglæns som forlæns. Joakim Thåströms nye plade er det vigtigste argument, jeg lige nu og her kan komme i tanke om, for albummet som kunstværk.
Magtens Korridorer: Club Promise
Og det skete i de dage i 2021, at Magtens Korridorer udsendte den smukkeste ballade i nyere danskrock historie. “Månelys i rav”. Som efterhånden altid med Johan Olsens tekster er lyrikken ikke printet ud med caps locked, men stemningen er ikke til at tage fejl af. “Månelys efterladt i rav tjekker ud fra mørkets hotel” – det er bidende ensomt her, men ikke goldt. Jeg hører et stort, empatisk hjerte bag den sang.
Der er også hårde rocknumre i klassisk Magtens Korridorer-stil på Club Promise, f.eks. titelnummeret, der handler om musikbranchens indbyggede tomhed, men gennemgående er det det til dato mest nuancerede MK-album. “Byens lys” (med Beatles-flair) og “Ensom stjerne” – begge klassisk gode tryk den af Korridor-melodier. Den bragende “Helten ud i lyset” er som skabt til koncerter.
Man skal passe på med udtrykket perfekt, for hvad er der så tilbage at opnå? Men altså, dette er tæt på det perfekt producerede Magtens Korridorer-album med velbalanceret symbiose mellem hård guitarrock og billedskabende keybords.
Ronnie Atkins: One Shot
I efteråret 2019 fik Ronnie Atkins aka Paul Christensen, Pretty Maids, konstateret lungekræft. Han blev opereret, fik stråleterapi 33 gange og gik gennem et forløb på tre måneder, hvor han var i kemoterapi. Han blev erklæret rask i februar 2020, men seks uger efter fik han den besked, at kræften havde bredt sig til knoglerne uden at kunne helbredes.
“One Shot” er skrevet og indspillet i Corona-skjul med hjælp fra producerne Chris Laney og Jacob Hansen og en flok danske og svenske musikere.
Hvert ord, hver strofe på dette fremragende hardrock album har baggrund i følelserne hos en mand i dobbelt isolation uden håb om meget andet end at få morgendagen med. Alt er på spil. Og det høres.
Musikalsk kan man kalde det en moderne, opdateret version af den bløde firserheavy, der i sin tid inspirerede Pretty Maids. MASSIV guitarmur uden at svigte komponistens dogme om melodi-melodi-melodi i omkvædet. “Miles Away” kunne lige så godt være en flot akustisk ballade. Stolthed og figthervilje stråler ud af “Subjugated” og “One By One” med omkvæd, der skriger på at blive spillet live. Det er Bon Jovi bedre end Bon Jovi med stormende guitarspil af Kee Marcello. Titelnummeret har kraft og styrke som en forhammer. Faktisk falder kun et par numre igennem. Som om det ikke er nok, bliver albummet bare bedre og bedre indtil, man når til det sidste nummer.
Årets album: Ifølge Jan Eriksen er Nashville sangskriveren Joy Oladokun en af outsiderne til titlen som årets album. Pressefoto
LANA DEL REY // ANMELDELSE – Produktive Lana Del Rey udsender sit andet album i år, Blue Banisters. Efter storværket Norman Fucking Rockwell (2019), hvor hun formåede at balancere de mange americana-referencer med karakteren Lana og privatpersonen Elizabeth Woolridge Grant uden, at det blev uinteressant, for privat eller kitschet, er hun meget personlig på det nye album, skriver POV’s Jan Eriksen.
Blue Banisters
Musiker: Lana Del Rey
Album, udkom d. 22. oktober 2021
Siden sit gennembrud for ti år siden er det lykkedes Elizabeth Woolridge Grant at etablere sit alter ego Lana Del Rey i en unik position i moderne pop og som rollemodel i sin generation af kvindelige kunstnere.
I en delikat balancegang mellem inspiration fra surrealistisk filmkunst og maleri – med et enkelt splash teatralsk dekadence eller to – og på den anden side kompromisløs sensibilitet i sangskrivningen.
Pop-fashionistaen Lana er lige så meget retro som moderne med respektfuld inspiration fra klassisk sangskrivning og stor melodisk tæft. Med en sangstemme af de sjældne har hun bjergtaget publikum og inspireret med stilskabende lyd.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning
Hvis Lana Del Rey var et puslespil, ville de enkelte brikker for eksempel kunne være Joan Baez, France Gall, Marilyn Monroe, Lauren Bacall, Nirvana, Elvis Presley og Audrey Horne fra Twin Peaks. Især countryartisten, mentoren Nikki Lane, der var medskribent på det forrige album Chemtrails over the Country Club, og som gæsteoptræder i det måske ironiske “Oklahoma” på det nye album, er vigtig.
Med det lille mesterværk Norman Fucking Rockwellsatte Lana del Rey en ny popstandard, hvor bidsk americana-kritik og bløde drømmepoppede former og eksistentielle tekster fandt et samlet udtryk. Efterfulgt i marts i år af Chemtrails over the Country Clubkommer nu Blue Banisters.
Musikalsk følger Lana i sporet fra de to foregående album. I den ene blide keyboardbaserede ballade efter den anden synger hun sig ud med sange, der tydeligvis udspringer af det stille liv Chez Lana i corona-eksil, men som også i (alt for få) momenter tager livtag med de store perspektiver.
Rimelig klar symbolik
Det åbner med en dumb baslyd, som var det introen til en illegal BBC-udsendelse under Anden Verdenskrig, og derefter ordene ”I guess you can call it textbook”. Selv (-ironisk) udlevering for åbent slumretæppe – det handler om et forhold til en mand på sangerindens fars alder. Kæreste og far kører endda begge Thunderbird. Rimelig klar symbolik under motorhjelmen dér.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning. Overfladisk hørt kan det lyde som at foretage sig ingenting på mange måder. Det foregår i et fordrageligt tempo, sådan lidt tilfældigt, kan det lyde. Synth-baserede lydtæpper lyder som en rodet bunke dyner og puder i den seng i L.A., hvor en del af de nye sange angiveligt er skrevet. Der er denne her fornemmelse af leg og orkesterprøve over produktionen.
Lanas stærke vokal har det tilsyneladende bedst i dybden, men for hver plade har hun udviklet sin sangstil. Stemmen er i konstant bevægelse, snart svævende som en diffus røgfyldt skygge, snart skinnende helt oppe på toppen af de tre oktaver, hun efter sigende mestrer. Snart lyder hun som på nippet til at sive ud gennem en sprække i gulvet.
Jeg savner dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell
Med meget enkle virkemidler kan Lana Del Rey få sin hverdagspoesi på den bærbare til at lyde som et Borte med blæsten-drama i syvdobbelt widescreen-størrelse. Og hun bliver bedre og bedre, som det kan høres på Blue Banisters.
Heri ligger Lana Del Reys helt store styrke.
Når hun er er stærkest, lyder hun som i ”Arcadia”. Med et kort over Los Angeles som metafor formår hun i løbet af fire-et-halvt minut at folde en sang, der begynder med begær efter sex, ud til en ode om eksistentiel ensomhed. Måske handler det om USA i post-Trumpsk isolation. En af de få sange på Blue Banisters med en dobbelthed, der vender udaf. Muligvis.
Det passer til den forunderlige undergangs/begravelsesstemning i det efterfølgende “Interlude – The Trio”. I øvrigt er “Arcadia” en fremragende melodi, der perfekt støtter og spejler tekstens ord og Lanas sang.
Lana Del Rey, cover
I “Black Bathing Suit” med godt med bad girl attitude er Lana Del Rey til gengæld tæt på at lyde som en selvparodi. Hurra til gengæld for “Just Do It”, der er skåret som en fornem popsang – model f.eks. Dusty Springfield og Phil Spector. Ligesom der er noget filmisk 70’er-agtigt over “Dealer” med fedt basspil. “Thunder” er det nærmeste albummet kommer en helt regulær hitlistepopsang.
Alle tre numre er produceret en lille smule overdrevet og karikeret på den mørke måde, der gør, at det kun kan være Lana Del Rey. Igen bemærker jeg, hvordan sangerinden skifter sine udtryk, snart intens og hjertelig, snart vrælende og jamrende – det er voldsomt ekspressionistisk.
Styr på virkemidlerne
Siden debuten med bl.a. “Video Games” er Lana Del Rey blevet en mere end ferm, sanselig lyriker med styr på sine metaforiske virkemidler – “Blue Banisters”, “Violet For Roses”, “Wildflower Wildfire”, “Cherry Blossom”. Det er lige før, man kan smage sangene.
Lytter man til “Wildflower Wildfire”, får man fornemmelsen af en kunstner, der deler ud af sin terapeutiske proces.
Here’s the deal
‘Cause I know you wanna talk about it
Here’s the deal
You say there’s gaps to fill in, so here
Here’s the deal
My father never stepped in
When his wife would rage at me
So I ended up awkward but sweet
Later than hospitals and still on my feet
Comfortably numb but with lithium came poetry
And baby I, I’ve been running on star drip
IV’s for so long
I wouldn’t know how cruel the world was
Hot fire, hot weather, hot coffee, I’m better
So I turn but I learn (it from you, babe)
Stærke sager, ikke sandt? Og så med en meget Lana’sk Pink Floyd-reference.
Med Blue Banisters har Lana Del Rey skabt endnu et album, hvor hun bare lægger til sin position som en af de mest betydningsfulde og mest personlige popartister lige nu. Man har næppe hørt Lana være nærmere Elizabeth end på dette album.
Bedømt ud hele albummet savner jeg dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell. Måske kommer det næste gang.
