JOHN HIATT // ANMELDELSE – Noget tyder på, at det snart bliver muligt for alle koncertskrukke at komme ud at svinge coronahåret til levende musik igen. Forhåbentlig. Måske. I et mere eller mindre desperat anfald af koncerthunger gik POV’s musikredaktør Jan Eriksen på jagt efter ny livemusik i streaminguniverset. Det vrimler med den slags, ikke mindst optagelser af diverse livesessions. Der er flere nyudgivne live-optagelser. I denne omgang handler det om en radio liveoptagelse fra 1995, optaget på en radiostation i Chicago, med John Hiatt. “Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal.”
For et par år siden havde Elvis Presley dokumentarfilmen The King premiere. I filmen kører instruktøren Eugene Jarecki rundt i Elvis’ sølvfarvede Rolls-Royce fra 1963. Ja, han ejede faktisk europæiske biler.
Det er instruktørens projekt at afdække USA under Trump i det historiske Elvis/rock’n’roll-perspektiv samt at forsøge at overtale repræsentanter for det sorte USA til at anerkende Elvis’ rolle som ambassadør for den sorte musik, the blues og rythm’n’blues. Lad os bare sige, at det går bedre med det første end med det sidste. Elvis Presley blev heller ikke woke i den omgang.
I en af filmens scener ser man musiker John Hiatt sætte sig ind i den sølvfarvede Rolls. Næppe har han sat sig til rette i Kongens trone, før han udstøder et lille grynt og til sin egen overraskelse begynder at græde. Sådan rigtig græde.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: Lad os prøve med lyden af John Hiatt, ved alle, hvad det handler om.
Senere er den scene latterliggjort og hånet rundt omkring i de såkaldt sociale medier. ”Det kan kolde hjerner ej forstå,” som havren siger i Jeppe Aakjærs sang. For mig udstråler den scene følelse og passionens besværlige fætter, skrøbeligheden, og ikke mindst sangskriver Hiatts ubrydelige loyalitet og respekt overfor rockmusikkens oprindelige kilder.
Sådan som det har været med John Hiatts musik mere eller mindre siden debuten i 1974. Han bliver ofte kaldt musikernes musiker. Essensen af Heartland-lyden. Dels fordi han aldrig har fået et stort, kommercielt gennembrud, dels fordi han sange er versioneret og indspillet af et hav af kolleger. Fra Bruce Springsteen, B.B. King, Bob Dylan, Bonnie Raitt, Buddy Guy, Chaka Khan, Desert Rose Band, Emmylou Harris, Eric Clapton, Iggy Pop, Joan Baez, Joe Bonamassa til Joe Cocker. Og mange flere.
I dag er det sådan, at hvis en producer i et pladestudie siger: “Lad os prøve med lyden af John Hiatt,” ved alle, hvad det handler om.
Da teltet swingede under Roskilde Festivalen
Når jeg en gang står ved Perleporten og gatekeeperen spørger, hvorfor jeg ikke engang ulejligede mig i kirke til jul, vil jeg sige, ”Pyt, jeg var i Valhalla halvanden times tid, da John Hiatt spillede med Nick Lowe, Ry Cooder og Jim Keltner på Roskilde Festival 1992, søndag eftermiddag”. Ingen af de fire musikere mindes vist samarbejdet i Little Village med varme følelser. ”Conflicting egos,” som Hiatt har sagt. Dem om det. De fik det grønne telt til at swinge den søndag eftermiddag, hvor vi igen nærmede os funktionspromillen efter EM-finalen et par døgn tidligere.
JOHN HIATT, PRESSEFOTO
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee. Vel at mærke dét Memphis, hvor man som John Hiatt på Let’s Fire it Up (Live ’95) hylder borgerrettighedsaktivisten Rosa Parks.
Musikken på dette nye livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens – David Immerglück, guitarer og Davey Faragher, bas, og Gary Fergusson, trommer.
Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Eller Your Love is My Rest i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste
Der er gang i futterne allerede fra begyndelsen i “Slow Turning”. Faraghers swagger bas og Fergussons jazzede trommespil ligger sammen som en livgivende hjerterytme hele vejen igennem. Immerglücks guitarspil maler grelle og smukke stemninger, kradser i lakken, supplerer Hiatts mange akustiske strengeinstrumenter, buldrer i de mest rockende numre som f.eks. southern rock-perler som “Good as She Could Be” og “Tennessee Pearls”.
Efterhånden som bandet kommer igennem numre som “Real Fine Love”, “Native Son” og “Dust Down a Country Road”. Ja, så mamma mia, for et swing det har, det band. Om det er den halv akustiske, smittefarligt livsglade shuffle-lignende “Ethylene” eller den bluesede “Drive South” med wah-wah pedal. Eller “Your Love is My Rest” i balladehumør, hvor Immerglück maler foruroligende kontraster til inderligheden, så det veksler mellem kys på kinden og kærlige kindheste.
Hvis et groove kan smile…
Jeg har en nørdet ting med sammensætningen af passager med numre på live-album. Altså, hvor et antal numre følger hinanden organisk og logisk, musikalsk, stemningsmæssigt og emotionelt, så det lyder som var de skrevet til netop til den eller de aftener, hvor de blev optaget live.
All time favoritten er de fire numre på side fire på Before the Flood med Bob Dylan and The Band. Evt. suppleret med sidste nummer på side tre, The Bands “The Weight”. Eller femte til tiende nummer på Stones Get Yer Ya-Ya’s Out! – eller side fem på Springsteens 1975-85. Eller… Eller…
Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det
Lige nu er de alle sat til side af en passage på Let’s Fire it Up! (Live ’95), begyndende med “Shredding the Document”. Hvis et groove kan smile, er det her. (Okay, koret kunne godt lyde bedre). Igen dette sublime sammenspil mellem Hiatt og Immerglück, først elektrisk, så akustisk, og et vers, og så kravler det tilbage til 220 Wolt, eller hvad de bruger i Chicago. Inden de tager den helt ned og op igen i omkvædet. Mesterlære i sangskrivning og fremførelse af samme.
Videre i “Perfectly Good Guitar”. Et lille, lidt perfidt hip til guitarsmadringens oversmadrer Pete Townsend og hans arvtagere i diverse punk og grungeband. Jeg læste en gang et interview med Townsend, hvor intervieweren prøvede at få den gamle Who-guitarist til at bide tilbage. ”Du får mig IKKE til at sige noget negativt om John Hiatt,” svarede PT med et skarpt blik på intervieweren. Sådan er vi mange, der har det. Specielt efter at hørt Hiatts solo på et mandolin-agtigt instrument i denne version af “Perfectly Good Guitar”.
Videre gennem “Cry Love” – og hør Hiatt iltert og insisterende lufte sin desperation i ”Have a Little Faith”. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne. Det var nok gået med mig som med Hiatt i Elvis’ gamle Rolls-Royce.
Det er det, god musik som på dette formidable album, kan. Blotte sig for den, der vil og tør spejle sig og leve med det, man finder. For leve uden musik, der udfordrer, er umuligt.
Albummet Let’s Fire it Up (Live ’95) kan findes på Spotify og muligvis andre streamingtjenester. Jeg har ikke fundet det andre steder. Men gør mig gerne klogere.
Den 21 maj udkommer John Hiatt med Jerry Douglas Band’s nye album Leftover Feelings.
Det begynder med Cave, messende. “There are some people trying to find out who/ There are some people trying to find out why/ There are some people who aren’t trying to find anything but that kingdom in the sky…”
Synth-flader, så mørke og tunge som utålmodige tordenskyer, at man sidder med fornemmelsen af apokalypsen lige rundt om hjørnet. Der er katastrofe i hver en strofe. ”Hands of God” hedder første nummer, men som det fremgår af citatet, er det op til fortolkning, hvordan Cave læser biblen.
Teatralsk som altid, crooner han om at søge ned til floden, svømme, indtil han drukner, ramt af flodens forbandelse. Fra en bro betragter en dreng skuet, mens han smider med mønter. Er det mon Nick Caves afdøde søn, som i høj grad har præget hans sangskrivning siden det tragiske dødsfald for seks år siden?
Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb
Der er noget meget effektfuldt, men også lovlig forpustet over denne åbning, og det følgende nummer ”Old Times” lyder mest af alt som en lydinstallation i en udstilling, der aldrig blev åbnet.
Men derfra åbnes skotterne, lyset trænger ind i hotelrummet, som man fornemmer gemmer sig bag den balkon, der dukker op flere gange på Carnage. Man fornemmer, at Cave synger de otte sange fra balkonen i betragterens rolle. Og da der uendelig langsomt er trængt tilstrækkelig meget lys ind, fornemmer man kvinden i sengen derinde i rummet.
Fyldt med referencer
”It’s only love, with a little bit of rain,” synger han i titelnummeret, mens nuancerne flyder ind og til dels opløser mørket. Med enkle midler, et let keyboardtema og et storladent kor bliver musikken mere og mere følelsesladet, ja sjældent har man vel hørt Cave mere hjerteskærende end på dette album.
Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb.
Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab
På sin plads på balkonen læser sangenes jeg forfatteren Flannery O’Connor, hvis tematiske udgangspunkt var christian realism, en politisk teologi, der inspirerede Barack Obama, Martin Luther King og Jimmy Carter. Når han ikke læser, betragter han en nedlukket verden, drømmer, og reflekterer tilbagevendende over The Kingdom in the Sky. Cave er ikke absolutist, der er ikke lås på de døre, der fører ind til hans tekstunivers.
NICK CAVE & WARREN ELLIS: CARNAGE, COVER
Personligt hører jeg ”White Elephant” som en sang, der kunne handle om dem, der med Gud som gidsel, indtog Det hvide Hus for et par måneder siden. Selvom den formentlig er skrevet inden. Eller I hvert fald et svirp til det famøse second amendment, skoleskyderier. I’ll shot you for free, I’ll shot you in the fucking face. Det pistolliderlige ‘jeg’ kunne også være et system eller alle, der ignorerer klimatruslen mod natur, dyr, klode.
Understøtter åbningerne
Caves og Ellis’ billedrigt producerede soundscape omfatter bl.a. et kor, besyngende The Kingdom in The Sky – der var det igen. Koret bliver større og større for hver takt, så det efterhånden lyder som en folkemængde, der vokser sig større for hver linje. Lidt samme udtryk som i Nicks gamle kæreste P.J. Harveys The Hope Six Demolition Project. Det er stort, hvordan pladens produktion kun understøtter sangens mange åbninger og spørgsmålstegn.
På den node fortsætter det med det smukke, pianobårne ”Albuquerque”, pladens mest konkrete – det handler om Coronastækket rejselyst.
Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang
Nick Cave og Warren Ellis har skrevet en hel del filmmusik på det seneste, sideløbende med Bad Seeds trilogien Push the Sky Away, Skeleton Tree og Ghosteen. Jeg hører Carnage som en slags soundtrack. Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab. Tab af venner. Tab, måske, af fans, der foretrækker styrvolten punker-Nick fremfor Kunstner-Nick.
Som i en klassisk fortælling rundes Carnage af i en stemning af håb og kærlighed. Med en sang, der dårligt kan høres som andet end en kærlighedserklæring til hende den skøre i hotelsengen.
Repetitivt messer Cave: “This morning is amazing, and so are you.”
Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang. Utroligt hvor megen ånd og stemning, Nick Cave og Warren Ellis kan få ud af et par instrumenter og et kor. Jeg hører nye historier for hver gang, jeg lytter, nogle skræmmende, nogle lyse.
Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.
Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.
Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona
For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010 Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.
Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.
Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.
Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.
Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.
De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.
Der er fortjeneste i fortiden.
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas
Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.
THE MAN IN BLACK: COVERFOTO
Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.
På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.
Påfaldende megen kreativitet
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.
Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.
Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.
Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen
Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.
Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.
Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.
There’s trouble on the mountain
And the valley’s full of smoke
There’s crying on the mountain
And again the same heart broke.
Taknemmelighed og solidaritet
Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.
The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before
Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns
Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik
Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.
We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass
We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells
We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded
Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.
The Beast in Me
Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.
Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.
DA ARTIKLENS FORFATTER (I MIDTEN) FOR FEM ÅR SIDEN MØDTE W.S. HOLLAND, JOHNNY CASH’S FASTE TROMMESLAGER, LÆNGST TIL HØJRE. FOTO: EDDIE MICHEL
Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.
I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.
Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.
Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.
Et godt sted at sublimere
Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.
You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung
The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed
En gang i 1990’erne, hvor jeg havde ansvaret for en avissektion, kaldte en chefredaktør mig ind på sit kontor.
”Du skal finde den nye Kim Schumacher,” sagde bossen blandt meget andet.
”Dét er umuligt. Han eller hun findes ikke,” svarede jeg.
Efter at have læst Ralf Christensens og Simon Lunds 459 sider lange biografi, Dem jeg elsker, elsker jeg, er jeg kun blevet bestyrket i den opfattelse. Der var kun én; der er kun én Kim Schumacher.
I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk
Historien om Schumacher følger et langt stykke en gængs fortællemodel. Det handler om skilsmissedrengen, der allerede fra de tidlige år følger sit eget kompas uden rigtig at kunne bruge skolen til noget, hvilket i øvrigt viser sig at være gensidigt.
Inspireret af de af tidens strømninger, der bidrager til at skubbe ham mod og ud over grænserne, vokser Kim op i 50’ernes gryende velfærdsdanmark, senere påvirket af 60’ernes frigørelse, 70’ernes seksuelle friløb og hedonisme, punk og 80’ernes digitale drøn. Han er på højden af sin karriere som tv-vært, da følgevirkningerne af AIDS suger den sidste rest af liv ud af ham.
Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring
Kim er vild med film, en kreativ, visuelt begavet fyr, en ordgøgler, der allerede som dreng instruerer sin egne små art-film, og senere bliver homoporno og -popskribent, dagbladsanmelder, filmoversætter og, som de fleste vel især husker ham, som den lyshårede speedsnakkende og sprogfornyende spirrevip fra radio og tv. Ham, der mod alle odds og statsradiofoniens metertykke inerti formår at forny mediet og til sidst ender som folkeeje på tv-skærmen inden hans alt for tidlige død i 1990 som 40-årig.
Det lille talent, der rakte langt
Et sted i biografien er Kim Schumacher citeret for at sige, at sjældent er et så lille talent som hans set række så langt.
Det kommer an på, hvordan man definerer talent. Allerede i 1964, ved indgangen til den nye satellit-bårne medievirkelighed i den globale landsby, formulerede canadieren Marshal McLuran tesen, “the media is the message“.
Den gamle tanke, at formen var underordnet indholdet, var passé. Udtrykkets form kunne ikke adskilles fra dets indhold. I den kontekst var Schumachers talent enormt. Efter Simon Spies var Schumacher den første hertillands, der helhjertet og uden fine akademiske fornemmelser ophævede grænsen mellem budskabet og mediet, ham selv. I sin egen ret var han ekvilibristisk. Og med enorm succes, da fremsynede DR-folk som Edmund Jensen og Jarl Friis-Mikkelsen gav ham plads.
BIOGRAFIENS FORSIDEN. GYLDENDAL.
Schumacher besad et usædvanlig skarp ordsnilde – han har bl.a. meget andet opfundet (oversættelsen af) ordet nørd. Respektløst skabte han nye betydninger med sine mange vokalfalbelader og metaforiske badutspring.
Fornemt maler forfatterne et billede af alt det, der drev Schumacher; hans skarpe, strukturerede arbejdsetik som radio- og tv-vært og skribent, nysgerrigheden, konformitetsvæmmelsen, momentan tvivl, en nydelsesberuset livsstil under hyppige besøg på New Yorks bøssebarer – mens det samtidig lykkedes ham at holde sin inderste kerne og gåder skjult selv for mange af de nære venner, der medvirker i bogen.
Med sporhundene Ralf Christensen og Simon Lund med snuden i Kim Schumachers fodspor efterlades ingen sten med forsiden opad.
Love triangle
Undervejs under læsningen sad jeg med fornemmelsen at være til stede. Til stede mens Kim vokser op, kommer på opdragelseskostskole i Nordsjælland og efterfølgende kaster sig ud på nye dybder, mens han flakker rundt i livet og fra stop til stop tanker den omsorg og forståelse, han åbenbart ikke fandt hos sin mor.
Først i sin love triangle med kæresterne Hans Ole og Simon, Bamserne, som han levede sammen med til sin død i 1990, finder Kim en rede.
Som skrevet er forfatterne meget grundige. I passager virker det nærmest som research for åben mikrofon, især når nogle af de utallige kilder gentager, hvad andre har sagt. Det gælder især kapitlet om kostskoleopholdet på Skorpeskolen og den efterfølgende gymnasietid. Den 459 sider lange biografi kunne sagtens have været skåret ned til 400.
Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh
Ralf Christensen og Simon Lund er begge højt estimerede musikjournalister og anmeldere. Musikformidlingen har vel aldrig været så dogmatisk som sidst i 70’erne, og der kom Kim S så bragende med den holdning, at intet er bedre end andet. Noget swinger bare mere. Så ikke underligt, at forfatterne har fokus på Kim Schumachers vigtige rolle som formidler af lyden af de digitale 80’ere; den ny dansemusik, elektronica, r&b og hiphop, Hi-NRG og det på tidspunktet revitaliserede format, maxisinglen.
Her som i resten af det store bogværk har forfatterne stor respekt for historien, med afvejning af den gennem-researchede fortællings krav på nøgternhed på den ene side, og skribentens følelser for stoffet på den anden.
Indimellem er begejstringen lige ved at løbe fra forfatterne.
Mere popsmart end klart
At betegne Tom Petty i begyndelsen af 80’erne som ‘ringvrag’ er mere popsmart, end det er klart. Ved indgangen til skulderpudernes årti havde Tom Petty and the Heartbreakers netop fået deres store gennembrud med albummet Damn the Torpedos med hits som “Here Comes My Girl”, “Even the Losers” og “Refugee”. Det handler om holdninger, og den slags kan man som bekendt diskutere, til Kim Schumacher genopstår. Hvad man ikke kan diskutere, er den journalistiske kvalitet i denne biografi.
Umiddelbart er jeg kun stødt på en enkelt faktuel fejl. Tv-serien District Hill Street blev ikke optaget i New York, men i Los Angeles, og foregår i øvrigt i en fiktiv by, der var tænkt som en fusion af Chicago og Pittsburgh.
Alle nulevende venner og bekendte med et nært kendskab til ham fortæller beredvilligt faktuelt og reflekterende om multimennesket Kim Schumacher – om familie, musik, kunst, film, sex, eskapader, fester, sygdom, arbejde. I dag, hvor der mere end nogensinde er positivt offentligt fokus på LGBT+, er det interessant at læse om familien Kim-Hans Ole-Simons tilsyneladende vellykkede brud med strukturer, der rækker millioner af år bagud.
Alligevel finder man aldrig ud af, hvem Kim var. Sådan helt inderst. Savnede Kim noget midt i sin enorme succes som mediefænomen? Det står der muligvis mellem linjerne. Men det er fint. Vidste man som læser alt, ville der jo ikke være noget tilbage for hverken eftertanken eller eftertiden.
Uden at have læst samtlige danske flerkildebiografier tør jeg godt sige, at det her ligner dansk state of the art. Dem jeg elsker, elsker jeg er lige så spændende og tankevækkende som en god roman. Det har været en fornøjelse at læse den.
Simon Lund og Ralf Christensen: “Dem jeg elsker, elsker jeg”, biografi.
Hvor i alverden får hun det fra, denne Taylor Swift?
Bare fem måneder efter det seneste album Folklore udkommer et nyt, Evermore. Som på Folklore er Taylor musikalsk selviscenesat i rural cottagecore med hjælp fra brødrene Aaron og Bryce Dessner (begge The National) og produceren Jack Antoff (lige nu sammen sin duo Bleachers og Bruce Springsteen-aktuel med det flotte, genrehædrende Chinatown).
Swifts ternede jakke og fletningen på coveret matcher fint Evermores low-fi indie-folk. Som altid er hendes tekster om tilhørs- og parforhold, kærlighed – den store og den flygtige – måske selvbiografiske, måske fiktive, måske lidt af det hele. Og som på Folklore fletter narrativerne sig sammen. “Dorothea” fortæller den klassiske historie om en Hollywood-wannabe, der genantænder på en gammel flamme under et besøg i hjembyen. Det følges op i “Tis the Damn Season” med den modsatte synsvinkel.
Man sidder med fornemmelsen af en sangskriver, der i samarbejde med sine mentorer, vokser for hver akkord på pianoet i corona-ly i Casa Swift. Der er 16 sange på Evermore. Imponerende nok er ingen melodier mindre lyttevenlige, imødekommende eller stemningssættende end andre.
“Champagne Problems”, skrevet sammen med kæresten William Bowery, emmer af regnvejr, afstand og det, der aldrig blev. I det forførisk groovy “No Body, No Crime” er trioen Haim gæster. Alene den diskrete produktion af Danielle Haims guitar, der lægger sig som et sjal om sangen, er en af mange venlige djævle i den detaljerede produktion på dette album.
“Coney Island”, indspillet med hele bandet The National, lyder som det, den måske også er tænkt som: to generationer på en bænk om livet, skuende udover havet. Man kan kalde det den to-tre årtier ældre version af “Welcome to New York” fra albummet 1989. “Cowboy Like Me”, også den prydet af en raffineret guitarsolo.
Damn it, det er fint.
Udtrykket i Taylor Swifts musik, som det har lydt i 2020, er tålmodigt, melankolsk med en intuitivt lydende balancering af akustisk ægthed og elektronisk perfektion. Melodisk følger det en nogenlunde fast opbygning. Er man i dét humør, er Evermore julegaven, man ikke vidste, man ønskede sig.
Folklore, Evermore. God, bedre – jeg tør ikke tænke på, hvad der måtte følge.
Taylor Swift: Evermore, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, ARCTIC MONKEYS, PRESSEFOTO
Udglattes med det store rock-strygejern
Efter seks album udgiver Sheffields stolthed, Arctic Monkeys, livealbummet Live at the Royal Albert Hall, optaget under turneen i 2018. Den sommer så jeg dem to gange, første gang med grufuldt dårlig lyd i Royal Arena (uden Albert), anden gang under Way Out West-festivalen i Göteborg. Heldigvis er lyden på pladen, efter liveoptagelserne har været igennem diverse programmer, så flot som den smukke sommeraften i Sverige.
For hver ny EP og album har Arctic Monkeys bevæget sig i nye retninger. Fra indie-garagerock over pop/soul på AM (mit favoritalbum) til en form for kunst loungerock på det seneste Tranquility Base Hotel & Casino.
Det første, jeg bemærker på den nye liveplade, er, at “Four Out of Five” fra sidstnævnte album har mere fylde og bund end på det originale LP-track. Som altid synger Alex Turner med teatralsk indædthed, når han da ikke taler mellem numrene med sin uforlignelige Sheffielddialekt.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lyd, som udglattes med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed
Da jeg så Artic Monkeys spille live, undrede opstillingen med et hav af musikere, keyboards og guitarer mig. Det storladende udtryk på livealbummet bekræfter, hvor smart dét var og er. Fra “Four Out of Five” over AM-fyrtårne som “Do I Wanna Know”, “Don’t Sit Down Because I’ve Moved the Chair” til “Star Treatment” fra Tranquility... – det flyder magisk sammen, de mange guitarer og keyboards i samspil klinger i skøn forening. Inspiration fra præ- og postpunk, indierock, soul, electronica, britisk pop, David Bowie og The Beatles svæver gennemført og orkestreret gennem højtalerne ved scenen i koncerthallen ved Hyde Park.
Der er højdepunkter som den drømmende, melodiøse perle “Cornerstone” – ‘with mr. Jamie Cook on electric guitar’. Et dramatisk intermezzo i “Do Me a Favour”. “Pretty Visitor” med drøn på rockattituderne. Psykedelisk messen i “Arabella”. “Why’d You Only Call Me When You’re High” med Turner diabolsk og forarget, “505” med flagellant guitarspil, “Do I Wanna Know” i smuk symbiose med publikum. Storhittet “I Bet You Look Good on the Dancefloor” med larm og ballade.
Med dette album gør Arctic Monkeys, hvad jeg ikke troede var muligt. Samler alle tråde i en stoflig, cinematisk lydende helhed, udglattet med det store rockstrygejern uden at give los på den oprindelige working class råhed. Det er abe-flot.
Bare s…. at de stort set aldrig spiller “No. 1 Party Anthem” fra AM.
Arctic Monkeys: Live at the Royal Albert Hall, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, NATHANIEL RATELIFF, PRESSEFOTO
Sange fra et knudret sind
Nathaniel Rateliffs And it’s Still Allright er for længst udkommet, helt tilbage i februar. Men som en af de vigtigste stemmer i roots-americana fortjener han bevågenhed, også når glasset som her kun er halvt fyldt. Det begynder med et knips og en barytonguitar, og straks mærker man færten af det, jeg kalder sydstaternes gode samvittighed: musikken.
Jeg oplevede Rateliff til en koncert i 2018, så fantastisk og sprælsk, at den endnu ikke er runget helt af i ørerne. Dette nye album er skrevet på baggrund af en skilsmisse og en vens og producers død. Det er sviende sange fra et knudret sind om at synke til bunds og kæmpe sig tilbage.
I titelnummeret “What a Drag” synger Rateliff så indtrængende, at man som lytter glemmer alt omkring sig. Det er stærkt. Andre numre lyder som dopet af strygere og lukker sig så meget om sig selv, at det bliver ligegyldigt. Helt galt i “Tonight No. 2” og “Rush On”, der lyder som soundtracks, der var for dårlige til en C-film, der aldrig blev indspillet.
Samlet kan lyden, iklædt strygere minde lidt om Springsteens Western Stars fra 2019. Ordene på And it’s Still Allright sitrer af nødvendighed, men for mange af sangene er direkte søvndyssende produceret.
Nathaniel Rateliff: And it’s Still Allright, album
CHRIS STAPLETON, PRESSEFOTO
Et af årets album
Så er der langt mere saft og kraft i country’ens fremmeste guitarman Chris Stapletons nye album, Starting Over. Stapleton, der for et par årtier siden begyndte i et George Strait kopiband, er i dag et af countrymusikkens største navne. Han har skrevet sange bl.a. sammen med Justin Timberlake og til Adele.
Starting Over er et 14 numre langt roadtrip gennem diverse af countrymusikkens forgreninger og diverse beslægtede genrer og en overdådig fejring af den musik, Chris Stapleton er rundet af. Og jo mere jeg lytter, jo mere begejstret bliver jeg. Betragt de følgende referencer som beskedne notepad-stikord, for musikken lever og udfolder sig i sig selv og udbygger oplæggene.
“Maggie’s Song” rummer en betagende, velkommen genklang af The Band og The Night They Drove Old Dixie Down. Skønt nummer. Det bluesy “Cold” bevæger sig tungt og som en Mississippi-pram med Stapleton også her på potent guitar. Det minder lidt om Gary Moores megahit “Still Got the Blues”. “Hillbilly Blood” lyder med klang af støvet country-folk, som da Neil Young og kumpaner fusionerede de to genrer.
“Devil Always Made Me Think Twice” har Creedence Clearwater Revival-swing og swagger, og det samme gælder “Arkansas” med fuld diesel-firetaktsmotor og rock’n’roll honky tonk. Man kunne nævne det livstaknemmelige “When I’m With You”, hvor jeg tænker på Willie Nelson, og den heftigt boogierockende “Worry B Gone”.
Så nej, Starting Over er måske ikke det mest originale stykke cirkelformede vinyl i kassen. Men musikken er skabt og udført med ekvilibristisk, lydhør americana-esque. Hver eneste akkord, taktslag, åndedrag og pauserne imellem lyder af liv og passion. Et af årets album.
Chris Stapleton: Starting Over, album
ANMELDELSER AF NYE PLADER, MILEY CYRUS, PRESSEFOTO
80’er forstoppelse
Det er snart længe siden, Miley Cyrus første gang luftede sin indre rockbitch. Eller sagde, hun gjorde. På det seneste har hun ofte vendt blikket bagud med live coverversioner af gamle rocknumre. Dem er der heldigvis tre af på Spotify-versionen af albummet Plastic Heart, især versionerne af Blondies “Heart of Glass” og salig Dolores O’Riordans “Zombie” er friske og frejdige. På Plastic Heart er Cyrus i karaoke-agtigt og pomp-poppet glitterglam humør.
Og hvorfor ikke? P.t. er der ikke meget fest i gaden heromkring. Miley forsøger ikke at gøre sig større eller vigtigere, end hun er. Kudos for det. Men i producer Marks Ronsons ellers kyndige hænder lyder det meste som overspisning af old school digitale effekter og heraf følgende 80’er forstoppelse, kulminerende med Joan Jett-duetten “Bad Karma”, der har karma som en osteskorpe. Den 62-årige rockrebel havde fortjent langt bedre.
Lighterballaden “Angels Like You” og den på den gode måde MTV-ubekymrede “Midnight Sky” er undtagelser.
Miley Cyrus: Plastic Heart, album
Plus:
Legetøjsmikrofon og absurd høje stiletter
Husker du Sophie Ellis-Bexter, der for 18 år siden hittede med classic disco-numre som “Murder on the Dancefloor” og “Get over You?” Jeg havde glemt hende. Men så kom corona.
Under det første lockdown blev der streamet i den store stil fra musikerhjem kloden over. Ellis-Bexter blev hurtigt et hit. Hver fredag sendte hun Instagram-videoer fra sit køkken. Hun selv med legetøjsmikrofon i glitterkjole og absurd høje stiletter omgivet af fem sønner i alderen 1 til 16 drønende rundt på gå-cykler og andet og hun selv dansende rundt, syngende sine gamle hits. Millioner så med.
I dette næsten surrealistiske set-up fik hun, hendes mand med kameraet og børnene isolation, familieliv, stjernestøv contra hverdagsagtig uperfektion og længsel efter fest og ballade til at gå op i en højere enhed. Nu har hun så grebet momentum og udsender albummet Songs From the Kitchen Disco.
Det giver ikke rigtig nogen mening at anmelde dette disko-dasko greatest hits-album. Men tommelen op til mrs. Ellis-Bexter og hendes drenge for at plante smil og plante solskin i det forsømte forår 2020.
Gennem de seneste 50 år er der nedfældet mange, mange ord i forsøg på at beskrive, hvad det egentlig er med det orangehovedede fabeldyr på Dyrskuepladsen i Roskilde. Herunder en stor håndfuld bøger – selv en koks oplevelser backstage på Roskilde Festival er der udkommet en bog om. Anna Ullmans De sidste drømmere var egentlig timet til at udkomme nogenlunde samtidig med festivalen, der skulle have fejret dette års 50 års jubilæum.
Den blev jo aflyst, og nu udkommer bogen så tillempet den nye situation – med en epilog om Roskilde Festival i coronaens skær.
Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider. Ja, det er et digert værk
Ullman er kritiker, journalist og kommentator på Weekendavisen med, som, det står på bogens omslag, “interesse for kulturanalyse og brudfladerne mellem kunst, pop og politik”. De sidste drømmere er skrevet med forfatteren i alle de nævnte roller.
I den, som resten af bogen, meget velskrevne prolog skriver Ullman, at, “det er den komplekse vekselvirkning mellem tilpasning og omvæltning, jeg forsøger at placere bogen i (…) den orange tråd fører os ud på en snørklet vej gennem skiftende opfattelser af frihed, ufrihed, vildskab og tryghed, kommercialisering og autenticitet, frivillighed og selvrealisering, fællesskab og individualisme”.
Lyder det tørt? Det er det – stort set – ikke. Det er sjældent, videnskab rimer på lidenskab. Men De sidste drømmere er skrevet med en fin og sober balance mellem social-, kulturpolitisk og anden analyse, kommentar, kritik og vilter fascination af den årlige fest.
Skriver fra trinbrættet
Man fornemmer forfatterens tilstedeværelse i det orange slaraffenland. Og de mange herlige fotos gør deres til, at denne læser selv mærker en rem af den orange hud. Måden hvorpå, Anna Ullman formår at sammenflette objektive facts, analyse og observationer og skarpe subjektive holdninger er direkte imponerende.
Ullman gør det klart, at hun skriver fra en position på trinbrættet mellem festivalpladsen og virkeligheden. Indefra og udefra. Fra den position kan hun forholde sig kritisk, også til festivalen. Det er hendes bog.
Som sådan vil der uundgåeligt være pointer og passager, som man som læser har lyst til at diskutere med. Indimellem højlydt. Det gælder også forfatterens fravalg. Det kan ikke være anderledes.
Er en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?
Ligesom jeg i forbindelse med al mulig anden kulturel tilegnelse foretrækker det, har jeg læst bogen på dens egne præmisser.
I øvrigt diskuterer forfatteren også enkelte steder med sig selv. Er f.eks. en t-shirt med Sting-citatet “How fragile we are” patetisk, eller er den frase i virkeligheden dét, vi kan tage med fra den tragiske ulykke ved Pearl Jam-koncerten i 2000, kogt ned i en terning?
Mellem hippiedrøm og kapitalisme
Den første Roskilde Festival blev afholdt i 1971. Den første festival, som vi kender den, i 1972. Paradokset mellem hippiedrøm og musikkens rolle heri og påvirkningen fra det omgivende kommercielle, kapitalistiske samfund i konstant forandring går som ovennævnte orange tråd hele vejen gennem de 300 sider.
Ja, det er et digert værk. Ullman strør om sig med billeder, der afspejler dette paradoks. Jeg holder meget af anekdoten om de efterretningsagenter, der besøgte den første festival iført blå briller, så alle kunne se, at de repræsenterede The Man, som festivalen var et oprør imod. Meget dansk. Meget Olsen-Banden.
Det handler om påvirkning både af festivalens musikprogram fra Lirum Larum på plakaten i 1971 til Taylor Swift på den festival, der ikke blev afholdt i år. Fra folk/rock som manifestation over 90ernes MTV- og bryggerisponserede kommercialisme frem mod nutidens eklekticisme.
En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det
Sympatisk nok har den ene af de to initiativtagere til den første festival fået rollen som en perspektiverende stemme, der med jævnlige mellemrum stikker hovedet frem i bogen. Han får ligefrem de sidste ord helt omme på side 281. Fremfor at være kronologisk er bogen inddelt i tre hovedkapitler, “Et meget langt 68”, “Festivalens rum” og “Musikken”.
Der er en del call backs tilbage til de første festivaler i bestræbelserne på at udbygge præmissen. Det betyder, at man som læser må leve med nogle gentagelser og underbyggelser af underbyggelser.
En stærk bog
Men i det store billede er De sidste drømmere en stærk bog. Jeg kan godt lide de passager, hvor Ullman er skarp. Som hun er i en passage, hvor hun illustrerer, hvor besynderligt der blev talt af visse, bl.a. festivalledelsen, i efterslippet af katastrofen i 2000. Der var åbenbart folk, der mente noget i stil med, at “livet er farligt, og vi skal jo alligevel dø”.
Så det var de ni dødes egen skyld? Det alene siger noget – skidt – om det passionerede forhold, mange har til den festival. I øvrigt hører det med, at “hændelsen”, som man foretrækker at kalde det på festivalen, førte til meget store forbedringer af sikkerheden, ikke bare i Danmark.
Anna Ullman er feminist. Med sin feministiske synsvinkel gennemgår hun maskuliniseret musikprogramlægning, festivalomtaler og adfærd i teltlejrene og foran scenerne på festivalen. En journalist, der i 1995 beskriver sin teenageagtige oplevelse af synet at en ung, nøgen kvinde ved sin første festival, bedrev, viser det sig, kussemysticisme. Så kan han lære det.
ROSKILDE FESTIVAL – FOTO: FLICKR
Om ikke andre finder jeg det lærerigt at læse. I år tre efter #MeToo skælver jorden stadig under kulturen i bred forstand. Det er måske på tide, at den respekt, man(d) forlanger af systemerne og alt muligt andet, også gælder den måde, man selv optræder på. Som forfatteren skriver, er grovheden i 90ernes (og de foregående årtiers) anti-establishment komik og subkultur længe siden.
De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene
Uden at det har noget med denne bog at gøre, tror jeg, en af de kommende diskussioner bliver, om grovheden måske nærmere ramte nedad end opad. Rock(kalder jeg det stadig)branchen er i udvikling på alle parametre. Og sådan er det.
De sidste drømmere kan anbefales til alle, der interesserer sig for Roskilde Festivalens udvikling gennem årene.
Det rigtig fine ved denne bog er, at den kan læses som en beskrivelse af sammenhængen mellem udviklingen i moderne rockmusik under indflydelse af det omgivende samfund, uanset om man interesserer sig for Roskilde Festivalen eller ej.
Hvis det er med den på, er De sidste drømmere den mest interessante – og i øvrigt eneste – rocksociologiske bog, jeg har læst, siden Simon Friths Rocksociologi.
