Danmarks nationale rockadorer, D-A-D, fejrer 35 års jubilæum på en corona-sikker turné i et uvant set-up med siddende tilskuere. POV’s musikredaktør Jan Eriksen så brødrene Binzer, Stig Pedersen og Laust Sonne levere lige præcis det show og den fest, han forventede. “For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling.”
Efter et par ekstranumre på scenen i Tivolis koncertsal var Jacob og Jesper Binzer alene på scenen i Laugh’n’A ½. Der blev jeg skisme en lille smule sådan grebet. Det er jo ikke, fordi brødrene selv hverken i attitude eller musikalsk lægger op til føleri, som de står der med hver sin akustiske guitar, mens Jesper Binzer vrænge-synger. Sentimentalitet er ikke rigtig D-A-D’s gebet. Og gennem halvanden time havde vi i salen trods alt set og hørt bandet spille sine sange med sensibilitet, som når en testbil brager ind i en mur med 130 km/t.
Alligevel. Ja, jeg tegnede en glad smiley på den analoge blok.
I godt og vel 35 år har brødrene Jesper og Jacob Binzer, Stig Pedersen og de seneste 21 år på trommer Laust Sonne stået på scenen i Danmark og store dele af den vestlige og østlige verden i øvrigt. Indrømmet, en periode fra 80’erne op gennem 90’erne havde jeg et ambivalent forhold til D-A-D. På den ene side kan man ikke sætte en finger på deres hits. Sleeping My Day Away f.eks. er ikke bare et fedt nummer, det er også lyden af denne her I dont give a f*** about anything-følelse, alle kan rammes af. Forhåbentlig ikke kronisk.
Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds dna. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning, går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow
På den anden side har jeg altid haft det svært med Stig Pedersens pulserende to-strengs basspil. Der var lovlig meget ha-ha tegneserie over bandet og dets image, som skyggede for rockklodserne. Troede jeg.
Det var så, indtil jeg for nogle år siden udfordrede fordommene og begyndte at dykke ned i musikken og Binzers tekster. Det vrimler med gode melodier, og hele tiden er der Jacob Binzers seje licks og mangefacetterede, uhyrligt stilsikre guitarspil – og klassiske syngende rocksoli. Og teksten til f.eks. Hate to Say I Told You So fra Simpatico er et indfølt portræt i få linjer af en kvinde, der brænder sit lys i begge ender, for det var den mulighed, livet gav hende. Everything Glows en sang om at befinde sig i et mentalt fængsel, hvor man selv har nøglen til døren. Det samme med nævnte Laugh’n’A ½.
Et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd
I Tivoli blev den sagesløse sal fra begyndelsen med A Prayer for the Loud, Jihad og Burning Star udsat for et frontalangreb af riffs og fængende omkvæd. Basal blues- og riffbaseret hardrock med stærk inspiration fra AC/DC og den glamrock, der også er en del af D-A-Ds DNA. Man må leve med, at melankolien, der er en konstant følgesvend i Jesper Binzers sangskrivning går lidt tabt i det rå, showprægede sceneshow. Som Jesper Binzer sagde, var det et uvant set-up for gruppen og publikum, der er vant til at møde hinanden stående. “Se det som dengang I røg hash og lejede rock-dvd’er i Blockbuster,” som han sagde.
D-A-D, PRESSEBILLEDE
Nu var jeg efter Stig Pedersen. I trommeslager Laust Sonne har han noget nær den perfekte makker, der løfter bunden i det monotone basspil. Sonne spiller med et utroligt flydende swing, ikke på noget tidspunkt forfalder han til blot at markere sine slag eller spille safety first. Desuden ligner han udpræget en mand, der nyder at lege med. Sonnes betydning som driver i D-A-D kan ikke overvurderes.
For som i Tivolis koncertsal forleden får man lige præcis den historie og fest og show, man kommer efter. Jacob Binzer på sin forhøjning. Hans gnistrende guitarspil med denne her særlige hard rock-feeling. Stig P vandrende rundt på scenen med sine mange basguitarer, indimellem i akrobatiske yogalignende stillinger.
Jesper Binzer skiftevis i rockpositur ved trommesættet og ved mikrofonen. Kække og sære dialoger med Sonne. Det kunne da være interessant, om D-A-D har en plan B-A-D, eller måske rettere også live kunne finde på at variere deres udtryk, som de faktisk gør på pladerne. Det kunne jeg godt tænke mig at høre.
Men som koncerten i Tivoli viste, er D-A-D stadig de bedste rockadorer, vi har. Det bliver næppe nogensinde helt lyst i dét Disneyland.
For mig, der ikke spiller selv, og heller ikke har gjort mig som lydmand, og hvis teknologiske indsigt er mindre end begrænset, er det en evig gåde, at koncerter nogle gang har superb lyd. Mens det andre gange lyder ad h. til.
Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd
Jeg tænker ikke på koncerter i store arenakoncerter eller stadions, hvor det virker tilfældigt, om musikken lyder som musik eller som en række tilfældigt sammensatte kanonslag i en turbine i et a-kraftværk.
Nej, det handler om de små og mindre spillesteder som f.eks. Bremen i København. Her så jeg forleden den aarhusianske sangskriver og guitarist Kajsa Vala med band. Allerede i andet nummer, One Drop, var lyden på de to guitarer, bassen, trommerne, kor, diverse keyboards og Kajsas vokal så balanceret og i harmoni med rummet, at det, ja, var en fornøjelse. Kajsa Valas fødder står solidt i Østjylland, men musikhjertet er solidt funderet i landet, der lige nu vakler mellem demokratisk forløsning og udemokratisk klamren sig til magten.
Kald det americana, country, roots, folk eller blanding af det hele. Jeg kalder det ameridana.
Indtil nu har Vala udgivet to album, Kajsa Vala og Tomorrow is Not Lost – et tredje skulle være på vej med Sune Wagner (Psyched Up Janis og Raveonettes) som producer. Hun har i flere omgange boet, spillet og uddannet sig musikalsk i Nashville – så den musikalske kærlighed er ikke bare en abstrakt fascination på tværs af et ocean, den er levet.
Hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende
Det er klassisk singer-songwriting med country-feeling, flotte harmonier, fintfølende, medlevende trommespil, malerisk, venligt klagende elektrisk og akustisk guitarspil og en flot, distinkt vokal med godt med længsel og savn på.
AMERICANA – KAJSA VALA MED BAND. FOTO: MORTEN RYGAARD
Som Valas mand og trommeslager Anders Thorborg sagde under en introduktion til endnu en sang om kærlighedsbøvl: inspirationen skal jo komme et sted fra. Mere end en gang undervejs under koncerten tænkte jeg på det Fleetwood Mac, der skabte bro mellem den melodiske poprocktradition og countrymusikken.
Americana – bad ass guitar og klar lyd fra Kajsa Vala
Der er meget folk i Kajsas udtryk, som kunne være inspireret af Crosby, Stills, Nash & Young, Emmylou Harris og Gillian Welch i hver sin generation – og måske som guitarist især af den mere rå Lucinda Williams.
Der er et bestemt antal akkorder og akkordsammensætninger til rådighed, og Hank Williams skal vide, at der er skrevet mange sange om at have ondt i sin ensomhed, men Valas mangesidige vokal har sin egen klare lyd og hendes bad ass guitarspil rammer både det forfinet poetiske og det frembrusende rockende.
Der, hvor det i bedste fald springer fra det almene til der, hvor der er noget på spil, ligger i sangenes historier. F.eks. Lions in the Colosseum, hvor Vala flot skabte en sammenhæng mellem søvnløshed og tv-sening til og noget universelt.
Et par højdepunkter fra koncerten af typen, der i små glimt kan få et rockfjols til at føle sig som universets centrum eller cirka deromkring:
Da koret satte ind i Let the Dust Fall og skabte gåsehud. Det mindede mig om det, som countrysanger Roseanne Carter engang sagde om sin families korharmonier: “Det lyder som at græde ved graven”. Når det gælder country, skal den slags forstås positivt.
Der var den aktuelle duet, det meget flotte Other People, som hun sang med Silas Bjerregaard på scenen. Sunget af begge med stor, stor indlevelse. Især imponerende af Bjerregaard. Det må være en krævende opgave bare at gå på scenen for at blotte sjælen for en enkelt sangs skyld.
Der var et gnistrende samspil med guitarist Nis Hybel i Curtain Fall.
Americana – Kajsa Vala i fri dressur
Kajsa Vala selv i fri dressur med loyal og effektiv opbakning af sit glimrende band i Poet’s Fire og igen i første ekstranummer St. Cecilia. Især i det førstnævnte var der noget ekstatisk over musikken. Umuligt ikke at lade sig rive med.
Koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet
På den kritiske node bør Kajsa øve sine introduktioner. Lige så sikker hun virker ved mikrofonen og på guitaren, lige så løst, famlende og måske ligefrem nervøs lød hun mellem numrene med hyppig stemning af guitaren.
Den der med minkene, som bandet ikke havde taget med ovre fra Jylland, var kun sjov første gang. Og det er ikke alle hendes numre, der helt rummer den følelse, de påstår. På den anden side skal der stiløvelser til, før man kan skrive sit hovedværk. Og koncerten forleden gav løfter om noget kommende stort fra en stor dansk sangskriver i en genre, der stadig har trange kår her i landet.
Den 5. juli 2013 oplevede jeg et af disse momenter på Roskilde Festivalen, der kan få en let påvirkelig anmelder til at bruge udtrykket ’lykkestund’. På scenen stod Marie Key, der red på toppen af sin succesbølge. Under den grønne teltdug skabte den sky sangerinde sammen med tre musikere et utroligt øjeblik, hvor sange og et modtageligt middagspublikum gav hinanden et ordentlig kram.
Mest vedkommende i de sange, hvor Key bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig
Efter et musikalsk sidespring med produceren Rasmus Bille Bähncke på albummet Giganter er Marie Key tilbage i trygge hænder hos musiker og producer Andreas Sommer, som hun arbejdede sammen med på sine tre første soloplader.
Marie Key kan noget særligt. Med en for lytteren følbar tilstedeværelse i sangene synger hun ’dig og mig og vi to’-tekster, hvor selv banale klicheer som ’Du er min dyrebareste skat’ og ’Jeg savner dig’ falder ubesværet ind de øvrige ranker af ord. Ord, der simpelthen fungerer som charmerende staffage for en god popmelodi. I øvrigt er der intet i vejen med banale tekster.
Singlen True Love er en glad, kærlig sang helt blottet for de ironiske lag i nogle af Keys tidlige sange. ”Der er ingen ordspil her, det er bare True Love,” synger hun til en melodi, der er svær at undslippe. Elegant arrangeret med meget lang digital guitarsolo. Popmusik par excellence.
Der er det rastløst drum’n’bass-agtige Tænker på dig, det dreampop/chill-agtige Din bar, igen meget sofistikeret arrangeret. En sang, der helt uden vemod handler om at være dér, hvor Marie Key er i dag – nu sidder vi her og er pludselig blevet fyrre. Det er en fin, varm sang om at tænke på det, der var, det der er nu og det, der kommer.
For mig er Marie Key mest vedkommende i de sange, hvor hun bevæger sig ud af sin lejlighed, baren og restauranten. I Biler, inspireret af den første nedlukning af Danmark med refleksioner over det Danmark, hun ser omkring sig, mens hun kører i de næsten tomme gader.
I Sommers sikre produktion med clap, audiotune og programmerede effekter fornemmer man tomheden og sangerens undren.
Især er jeg glad for albummets topnummer Problemer, hvor Key på vandring i København bruger sin egen situation som sangskriver i en verden af strategi og prognoser som afsæt for samtidskritik.
Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej
Her er en skarphed, som jeg tidligere mest har hørt mellem linjerne i Keys sange.
”Husk det Dylan sagde / man skal jo tjene nogen / Husk det med ikke at være alene på tronen / Så er du bare Trump” – og senere de sarkastiske, CV Jørgensen’ske linjer ”I tager business og I tager penge / og jeg tager kaffen og sover længe.” Værsgo, det tvedelte Danmark i to linjer. Måske ligefrem et lille drilleri til bagmændene. Dylan udkommer på samme pladeselskab som Marie Key.
Albummet afrundes af hele tre mere eller mindre akustiske sange akkompagneret af Key selv på guitar med lidt elektronisk støtte. Det er hørt før, ikke mindst i hittet Skagen. Det er slående, hvordan Marie Key alene med den seksstrengede kan skabe farver og følelse. Hendes vokal er ikke ligefrem Celine Dion-stor, men kors, hvor har den mange nuancer.
Og det er det fine ved denne plade – at Marie Key og Andreas Sommers udtryksmættede produktion står som det perfekte soundtrack til teksternes stemning af at befinde sig midt i livet, afklaret og stadig på vej.
The Blue Van: Genreforelskelse i rockhjerterne
En søndag middagsstund i juni 2014 så jeg det danske classic rock-band The Blue Van spille på Northside Festivalen med en indædthed, som var det store gennembrud lige om hjørnet. Så meget energi har jeg sjældent oplevet ved tidlige søndagskoncerter.
Med genreforelskelse i rockhjerterne som hos en forårsramt teenagepige ryster The Blue Van retro-posen på albummet From Responsible Sources i tolv sange, der hele vejen igennem sprudler af spilleglæde. Som indimellem må kompensere for manglede struktur.
The Singer lyder som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino
I begyndelsen af årtusindet kom The Blue Van kom ridende ind fra Brønderslev på en retro-bølge, der ude i den store verden omfattede kunstnere som Jack White/White Stripes, The Hives og lidt senere Alabama Shakes.
ANMELDELSE: THE BLUE VAN (PRESSEFOTO)
På dette nye album rabler de garagerockende ind i første nummer Disaster. For derefter at fortsætte i Beggar med stemning af britisk new wave scene i begyndelsen af firserne. Med en lille Prince-hyldest i begyndelsen. Måske er det Søren Christensens orgel og Steffen Westmarks vokal, der får mig til at tænke på den tidlige Elvis Costello.
Tredje nummer Heavy Load lyder som tidlig glamrock hånd i hånd med samtidige hardrock bands som Led Zeppelin og det tidlige Pink Floyd, nu jeg er i gang med at frådse med referencerne.
Det er ikke det hele, der hænger lige godt sammen i det kaos, der indimellem også er The Blue Van. Men sanger og guitarist Steffen Westmark og hans håndgangne mænd ved, hvad en skamløst iørefaldende melodi kan gøre for at lukke lyset ind.
F.eks. lyder The Singer som en sang, der indpakket i andre rammer kunne have været et bud på titelmelodien til en James Bond-film – skabt af yngre udgaver af Robert Rodriguez og Quentin Tarantino.
Det gælder de plaskcharmerende charmerende Enevitable Goodbye, der begynder som en Carole King-ballade og ender i en fest. Den corny ballroom-ballade Eyes Full of Stairlight og især da Star Pharmacy, der lyder som hvis en tidlig David Bowie en enkelt gang havde ladet ‘Manden, som kom ned på jorden’ tage en tur på pub, drikke sig en pint i øret og derefter skrevet en sang The Noddy Holder-way. Bagt på en bund af The Rolling Stones’ Beast of Burden.
Lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne
Det er sikkert en tilsnigelse, noget, jeg synes jeg hører – men det lyder som om, Westmarks vokal tager farve af de sange, han synger. Ligesom ansigter ændrer karakter alt efter omgivelsernes lys. F.eks. i nævnte The Singer, hvor sanger Westmark og resten af hans band mere end nogensinde lyder som Arctic Monkeys.
Men end én gang, mens jeg lyttede til det smittende begejstrede overflødighedshorn, kom jeg til at tænke på de arktiske aber fra Sheffield.
Hvis man har det som Bob Dylan, der engang sang, ”If there is an original thought outthere I could really use it now,” skal man ikke lytte til The Blue Van. Originale kan ikke beskylde dem for at være. Men lige her og nu har jeg svært ved at forestille mig noget meget sjovere end at opleve dem spille de nye numre live. Hvilket de, om corona vil, meget snart gør på en lille turne.
Lucinda Williams: Tung bluesrock i slow tempo
På Tønder Festivalen 24. august 2017 så jeg Lucinda Williams spille sig selv og sit band op fra et umanerlig sløvt udgangspunkt til et sted, hvor dengang 64-årige Williams gav sine skrammede sangene al den rurale sydstatsvarme og – hjerte, som de fordrer.
Hvast henover sin knastørre ’72 Fender Thinline Tele Deluxe-guitar indleder Lucinda Williams sit nye album med ordene ”You can’t rule me”. Lidt længere inde i åbningsnummeret bliver det til foot stomping, swamp’et bluesrock. You can’t rule me. Du kan ikke styre mig. Man tror hende. Svært at forestille sig nogen trække i Austin, Texas’ egen Lucindas tråde. Det skulle da lige være de fysiske (rygmarvsbrok) og mentale dæmoner, der har styret hende livet igennem, og som hun har dulmet på sunde og mindre sunde måder.
You Can’t Rule Me er oprindelig skrevet af den kvindelige bluespioner Memphis Minnie, som kæmpede sine kampe. Mod racisme og en mandsdomineret, chauvinistisk scene – for bluesmusikken i al almindelighed. Som Minnie var forbillede for Lucinda, er hun selv i dag forbillede for unge kvindelige sangskrivere.
Efter sin debut i 1979 fik Williams sit kommercielle gennembrud 19 år senere med albummet Car Wheels on a Gravel Road og igen en form for comeback i 2012 med Blessed.
Hun har aldrig opnået stjernestatus på niveau med kolleger som Bonnie Raitt og Emmylou Harris. I det store billede regnes Williams vist mest som alt-countrymusiker, selvom hendes musik lige så meget står på blues og sydstatsrock. Lad os kalde det Americana.
På Good Soul Better Angels er hun tilbage ved sine bluesrødder. Over hele albummet er der en mørk, bluesy grundstemning med trommeslager Butch Norton og bassist David Sutton i den klægest tænkelige Mississippi-sumpbund. Nyd det solide samspil f.eks. i Bad News Blues.
Musikken bevæger sig som det godstog, hun synger om i Big Black Train – langsomt, sikkert, skinnerne skriger lidt i Williams’ og guitarist Stuart Mathis’ soli. Det er råt som den 67-årige sangers vokal. Harsk. Når ms. Williams åbner munden er det no shit.
For den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels
I Man Without a Soul synger hun “You are a man without truth / a man of greed, a man of hate … there’s a darkness all around you / you’re a man without a soul.” Hvem ’you’ er? Gæt selv. Han er snart på valg.
Henover en enkelt guitar hvæser Lucinda hæst vibrerende linjerne i det Bob Dylanske Pray the Devil Back to Hell, “Yeah, inside the dark / behind these walls / there used to be a spark / but now the devil calls”. En sang til alle, der som Lucinda Williams selv har levet i et voldeligt forhold.
I Shadows & Doubts lyder det som, hvis en tung hjerterytme flyder ind i hovedtelefonerne. Det er, har Williams bekræftet, inspireret af vennen Ryan Adams, der har været involveret i nogle sexkrænkelsessager. Faktisk en interessant og måske for mange overraskende empatisk sang kommende fra alt-countryscenens stærkeste kvindestemme, der her synger om krænkerens behov for helbredelse for sin sygdom.
Good Soul Better Angels er kompromisløst gennemsyret af sjæl, levet liv, tro, vrede, håb og omtanke, men det er ikke det hele, der lige interessant. Et par numre skulle aldrig være udgivet. Men for den, der holder af tung bluesrock i slow tempo on the rocks og uden de helt store melodiske spilfægterier, er der meget at hente på Good Souls Better Angels.
A storm is coming Let me be clear Your days are numbered The end is near
På denne mørke node indledes Blood in the Water på Bon Jovis nye album 2020. Jon Bon Jovi er vred. Sådan rigtig vred.
Modsat andre, der hælder deres galde ud over de såkaldt sociale medier, har han sammen med de fire andre i Bon Jovi indspillet albummet 2020. Her tegner kammerat Jon skitser til et samlet portræt af et USA, hvor corona, heksejagt mod indvandrere, skoleskyderier, politibrutalitet, drabet på George Floyd, white supremacy, racisme, krigene i Mellemøsten og den personificerede ondskab i Det hvide hus puster til mareridtet i de sidste slumrende rester af den amerikanske drøm.
Med et skarpt riff fra Richie Samboras afløser Phil X og et Coldplay-agtigt kor blæser Jon Bon Jovi til kamp allerede på det første nummer
”America’s on Fire”, synger Jon Bon Jovi videre i det næste nummer Do What You Can.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren.
På 2020 støder man på linjer som:
“Got this painful ringing in my ear / From an IED last night / But no lead-lined / Humvee war machine / Could save my sergeant’s life.” (Unbroken).
“God damn those 8 long minutes / Lying face down in cuffs on the ground” (American Reckoning – om George Floyd og Black Lives Matter)
“Dear God I wanna pray / But tonight I have my doubts / When I think about those families now” (Lower the Flag – om skoleskyderier)
BON JOVI. NYT ALBUM 2020
Alvoren er med bibelske referencer endnu større i det sydstatsrockende Brothers in Arms, hvor Bon Jovi har lånt riffet fra David Bowies Jean Genie og groove fra Creedence Clearwater Revivals Run Through the Jungle, og hvor Phil X også her stikker med sin spade, så det er en fryd.
Sammenlignet med 80’er-versionen af Bon Jovi – bandet der skabte en feststemt bro mellem den metalliske rock og Springsteens sangskriverrock – er det et forbløffende levende og dynamisk band, der møder lytteren. I flere numre er der referencer til den mere blå, fragmentariske melankolske indierock-stil. I andre lyder det som det Bon Jovi, vi kender.
Kommer vi nogensinde til at lytte til balladen Story of Love til en koncert vil der være rigeligt rum til både mobiltelefoner og old school ligthere – og der er Phil X med en af disse bevingede melodiøse guitarsoli, som denne anmelder ville byde op til kinddans, hvis det var en kvinde. Og jeg i øvrigt kunne danse.
Mellem stort set hvert trommeslag, strofe og riff på denne plade fornemmes noget, jeg vil kalde New Jersey-ånden. Du er velkommen til selv gøre regnestykket her – men også lyden af Little Steven Van Zandts seneste plade- og liveprojekter genhøres i Let it Rain. Nu er der tematiseret over regnen som symbol siden Noah og syndfloden, men her er vist også et par hilsener til Bob Dylan og John Fogerty. Nedtonet, men stærkt udtryksfuldt produceret, som det er, kunne American Reckoning snildt være et Springsteen-nummer fra Human Touch/Lucky Town-æraen.
Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland.
Måske for at omfavne country-trenden har Jon Bon Jovi inviteret sangeren Jennifer Nettles med på en genindspilning af Do What You Can (se videoen nedenfor), som hun en gang gjorde til et countryhit. Nu med opdateret corona-tekst. Uanset hvad der måtte være af kommercielle motiver bag, passer det nummer fint ind her.
I sig selv er 2020 et mægtigt rockalbum om og til tiden. Den femte stjerne får Jon og hans Bon Jovier for modsat så godt som alle kollegerne fra MTV-æraen stadig at lade sig inspirere, bygge på, forny sig selv. Det klæder Jon Bon Jovi at kæmpe for grundværdierne i det krakelerende USA, først og fremmest på vegne af ofrene – men også for os, der voksede op med landet som et andet, kulturelt hjemland. Det klæder i det hele taget bandet, at de har ladet de mest papmachéagtige rockklicheer blive hjemme i 80’erne.
Jon Bon Jovi er ikke den første og næppe heller den sidste kunstner, der kommer til at fabulere over Covid-19 som symbol på USA’s forfald i almindelighed. Men foretrækker du vredens druer serveret med en bismag af klassisk melodiøs rock er 2020 det rette. Foretrækker du håbet som udgangsreplik, skal du købe/lytte til den udvidede version med tre bonus tracks. Eller som i sangen i videoen stole på, at “the everyday heroes” endnu en gang gør forskellen.
”Vi er 70 – 80 stykker her i aften. Så I skal altså drikke for 150.”
Med disse ord indledte spillesteds-boss Charlotte Bertelsen forleden en støttekoncert for det hippe Frederiksberg-spillested Bartof Station.
Nu kommer jeg nok aldrig til at vinde verdensmesterskabet i autoritetstro, men er der noget, jeg som så mange andre har lært under coronakrisen, er det at udvise samfundssind og leve efter øvrighedens befalinger. Og når ordren lyder som ovenstående, er det bare at rette ind.
Strukturelle og digitale forandringer gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet
Betragt det følgende som en støtteerklæring til den danske livescene, baseret på eksemplets magt en torsdag aften på Frederiksberg.
Kan coronakrisen fremme integriteten i musikbranchen?
I første omgang blev jeg inspireret, da jeg for nylig interviewede Kim Larsens tidligere manager Jørn Jeppesen, der talte om kompromisløshed og integritet.
”Jeg har selv været tæt på Kim og oplevet det på nært hold. I dag er branchen fyldt af artister, der kører rundt i sponsorbiler eller investerer i ejendomme. Kunstnerne er blevet små forretningsmænd, der tænker i Excel-ark. Det handler om strategi og om, hvad Toppen af Poppen kan gøre for din karriere,” sagde han her på POV, og tilføjede:
“Det har ikke noget med musik og originalitet at gøre, og det er en af grundene til, at jeg har mistet lysten til at være manager. Det er blevet uinteressant. Jeg har selv været med til at tjene penge, og har intet imod det overhovedet. Det skal bare ikke være det, der er drivkraften hos en kunstner eller en musiker.”
Med fare for at lyde kynisk kan coronakrisen måske være fremmende for integritet og kompromisløshed i musikbranchen. For koncertbranchen bløder, og musikere, bookere, spillesteder, koncertarenaer, festivaler og alle de andre, der arbejder for disse, er voldsomt presset på økonomien.
Som Charlotte Bertelsen også sagde i Bartof: ”Vi risikerer snart at gå konkurs.”
The love you take is equal to the love you make
Der er vedtaget flere forskellige støttemuligheder under coronakrisen. Men skal man tro diverse brancheorganisationer, er det langt fra nok til at sikre, at Danmark også i fremtiden har et levende musikliv. Men statsstøtte gør det ikke alene.
Strukturelle og digitale forandringer har gjort, at jeg principielt kan lytte til al musik i hele verden på min streamingtjeneste for 99 kr. om måneden. Heraf går et par håndører til musikerne. For mig som for millioner andre er musik en sonisk livsledsager, man vågner med, lever med og går til ro med. På daglig basis. Gennem livet. Det er et livsvilkår på linje med alt muligt andet.
Det er på tide, at vi begynder at betale tilbage til dem, der skaber musikken.
Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld
Som med alle andre former for kærlighed, hvis den skal holdes sprælsk og i live, er det med the love of music som Paul McCartney synger på Abbey Road:
”And in the end / The love you take / Is equal to the love you make.”
Til gengæld er det ikke som Sir Paul sang fem år tidligere: ”Money can’t buy me love”. Ikke når det gælder musik. Der er brug for penge.
CORONAKRISEN – STØTTEKONCERT: B-JOE’S BLUES JOINT – ASMUS JENSEN, JESPER LYNGHUS, MICHAEL ENGMAN OG JOE JOHANSEN. FOTO: TORBEN CHRISTENSEN
Så da jeg læste, at guitaristen B-Joe stod som arrangør af et støttearrangement for Bartof Station – ja, så var det bare at skrive til en gammel ven: Vil du med?
B-Joe kender mange sikkert som guitarist i Michael Hardinger Band – en slags Shu-Bi-Dua mark 2 eller 17, afhængig af hvordan man tæller. Johansen er en fremragende blues- og rockguitarist med eksamen fra Hendrix-akademiet.
Med sig på scenen havde han en række musikere, den danske rockscenes blue collar guys, der i årtier har slidt sålerne flade på små og store danske koncertscener for, som C.V. Jørgensen engang sang, et ’sultesalær’.
Og nu vi er ved ham. Den ene af det til lejligheden sammensatte band i Bartof Station var CV’s faste bassist Knut Henriksen, der er den menneskelige inkarnation af begrebet steady. Som den enormt lydhøre og diskrete trommeslager Asmund Jensen og legendariske Jørgen Lang var Henriksen med i Delta Blues Band indtil Troels Jensens død tidligere i år.
Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing
Jørgen Lang har ladet sine mundharper lyde på den danske scene siden begyndelsen af 70erne. Han har spillet med så mange musikere og på så mange plader, at det ville kræve en udvidelse af min Microsoft-pakke at få dem alle med her.
Musik under coronakrisen: Fest, drøn og forløsning
Allerede fra det første nummer var der en stemning af fest, drøn og forløsning i lokalet. Under en jamsession med coverversioner, hvor kaos ligger som en mørk sky i horisonten, og sol og vind skal deles lige mellem deltagerne, bliver det hurtigt musik for dens egen skyld.
Hvis den slags skal fungere, må det som forleden være med koncertens dynamik og spændstighed i samspillet fremfor at lyde som en træt øveaften på Bodega Dvask i Væltetlokumkøbing.
Bare nogle få nedslag fra en fed aften :
Der var B-Joes lyriske og udfordrende guitarspil i en passende hyldest til nyligt afdøde Peter Green (Fleetwood Mac) i Robert Johnsons Love in Vain Blues. Passende ikke bare som nekrolog, men også fordi sangen indledes med linjen ”I followed her down to the station”. Bartof Station. Notch, notch.
Den legende lethed, hvormed den garvede guitarist Peter Brander spiller sine soli.
Ovenfor: Optagelse med Delta Blues Band, som tre af støttekoncertens medlemmer spillede med i.
Det fantastiske tætte samspil mellem trommeslager Asmund Jensen og Knut Henriksen hele vejen igennem. Ét glimt: Et indforstået grin mellem de to, da de på et tidspunkt for Robert Johnson ved hvilken gang faldt sammen ned på den sidste, tolvte takt i en bluesrundgang.
Livstykket Louise Brüel Flagstad, som jeg beskæmmet må indrømme, at jeg aldrig tidligere har set optræde. Du milde – her kan man tale om en sanger, der lever i sin musik. Hun er ikke ligefrem skøn-sanger, men der bor en dejligt udisciplineret rå urkraft i hendes vokal. Som det blev sagt et par gange på scenen, ”den danske Janis”. Sådan lød hun både i The Spencer Davis Groups Gimme Some Lovin’ og Kris Kristoffersons og Fred L. Fosters Me and Bobby McGee.
Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, forprogrammeret optræden, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten
Et andet moment da countrysangerinden Nanna Larsen steg på scenen med en totalt charmerende instrumentalversion af samme Janis’ Mercedes Benz. Gang på gang blev vi mindet om glæden ved at lytte til musik opstår og forsvinder i nuet.
Måske er der kommet noget godt ud af coronakrisen. At vi var nogle, der tvunget af omstændighederne lærte at nøjes. Lærte at småt ikke nødvendigvis er så skidt.
Der er kun intime koncerter lige nu
Småt som modsætning til overforbrug af snart sagt hvad som helst – plastic, CO2, den Mercedes Benz, som Nanna sang om og you name it.
Småt som modsætning til kæmpekoncerter, hvor oplevelsen drukner i ekko, elendig lyd, skubben, mas og et storknævrende publikum, der gør hvad det kan for at sabotere koncerten – og hvor musik, koreografi og scenografi i øvrigt ofte er forprogrammeret til det forudsigelige.
Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.
Mener jeg, at man skal afskaffe kæmpekoncerter og festivaler i al evighed?
Selvfølgelig ikke. Ikke så længe publikum aka behovet findes. Der er i øvrigt enorm forskel på at opleve musikken og det, den gør ved rummet, siddende eller stående.
Mener jeg, at vi skal tilbage til den tid, hvor kunstnere levede på loftskamre med bivokslyset blafrende på grund af trækken. Nej, selvfølgelig ikke. Mener jeg, at musikere skal holde op med at investere i ejendomme? Det må de selv om. Går ud fra, de som de humanister, de er, sørger for små huslejer i deres boliger.
Men de fem siddende koncerter, jeg har været til i løbet af sensommeren, har mindet mig om, at der faktisk kan opstå noget vigtigt i det intime rum, hvor musikere, musikken og vi, der lytter, sidder på nakken af hinanden, og hvor vi kan se og mærke hinandens erfaring, hår, rynker, skæve tænder, hinandens liv – og hvad har vi.
Også for musikerne og måske især dem, der mest optræder på de store scener. Det er der ikke noget nyt i. Det nye er, at der udelukkende er intime koncerter lige nu. Og der er masser af dem. Prøv det. Det er godt for alle. Det er ikke kun Mette Frederiksens ansvar at holde liv i musikscenen under coronakrisen.
Men det ville da være rart, hvis vi snart kunne slippe for at bære mundbind, når vi skal ud til den der bar, hvor Charlotte Bertelsen og kolleger tjener deres penge.
Med ordene ’Jeg troede at jeg ville føle mig fri / hvis det en dag var forbi” ovenpå et henslængt beat, en akustisk guitar og lidt synths glider Michael Falchs nye album Forår i brystet stilfærdigt ind i stereoanlægget. Metaforen ligger lige for. Foråret 2020 foregik i coronas vold. På den anden side er forår også håbets, den fornyede livsglædes og måske ligefrem forelskelsens årstid.
Mellem håb og tilbageskuende glimt reflekterer Falch over nuet, eksistensen, det, der var, og lethjertede sange om at (drømme om at) elske. Musikalsk er det så meditativt nølende, at de elleve sange på Forår i brystetsikkert overhales undervejs af platformen Tik Toks afløser og dennes afløser igen, mens man lytter.
Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde
Som musiker, sanger og komponist har Michael Falch igennem i sin karriere været igennem mange forskellige faser – med og uden Malurt. Med det skelsættende album Falder du nu, der udkom for 14 år siden, flyttede Falch både sig selv og barren for dansksprogede rockteksters balancering af forholdet mellem private erfaringer og almen interesse.
Man kan sige, at han en gang for alle smed den kække, manierede friskfyrskasket, som indimellem havde præget hans sangskrivning og vendte blikket indad. Lyttet og læst samlet er teksterne på det nye album det bedste fra Falchens hånd siden Falder du nu. Lyrisk set måske det bedste fra hans hånd nogensinde.
Stadig synges der om hjerteblod og vilde vinger, og indimellem bliver det meget konkret og mere tell it end show it, men Falch jonglerer sine metaforer fornemt, og når han er bedst, synger han f.eks. ”Hvornår er det slut med at gå med sørgebind i vinden / mens regnvejrstræerne ustandselig drypper små dødsstød på kinden.”
Refleksioner, længsler og erindringer
Det fine ved denne sangcyklus er, at den kan høres på forskellige planer. I hvert fald for mig, der har fulgt Michael Falch siden Malurts Kold Krig (1980). Det lyder af den modne mands refleksioner, længsler og erindringer vandrende rundt under lindetræerne i sit nye hood, Frederiksberg Allé, som han også nævner i en sang.
Vandrende dér, midt imellem Nørrebro, hvor Malurt begyndte, og Vesterbro med alle sine fristelser, der også en gang havde sit tag i Falch. Det kan også lyde som en slags selvbiografi i elleve nedslag, begyndende med barndommen i Tønder frem til nu. Måske det hele på én gang.
Det er en moden herre, der blottet for resignation konstaterer, at ”gaderne tilhører andre nu, den asfalt er ikke længere min”. Men som også i snart sagt hver anden sang på pladen synger om det mest livsbekræftende, der findes – kærlighed: “Et enkelt kys blev 14 / det talte jeg mig til / og mine mørkeblinde hænder / ved altid hvad de vil.” Beklager tidsånd, plus60-årige holder også i hånd, og hvad der ellers er inden for rækkevidde.
De sidste årtier er der til en vis grad sket en nedbrydning mellem musikgenrerne. Rock omfavner elektro, elektro omfaver hip hop og R&B, pop omfavner det hele – og p.t. omfavner det hele country.
Og sådan er det også med Forår i brystet. Med en lydhør og indlevelsesfuld treenighed af keyboardspiller m.m. Mikkel Damgaard (Love Shop), producer Lars Skjærbæk og tekniker Thomas Alstrup er der skabt en delvis digital, delvis analog ramme for Falchs lyrik, som den formes af melodierne. Sagt på en anden måde er lyden lige så poetisk som ordene. Meget kan man sige om Michael Falch, men han har aldrig ladet en god melodi passere forbi uden at gribe ud efter den.
I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker
Der er stærke elementer af cinematisk drømmepop på Forår i brystet, f.eks. i Rør mig nu med flot æterisk kor af Mathilde Falch. Juble igen som fugle, der også er ude som single – det arketypiske Michael Falch-nummer, hvor optimismen stråler om kap med en uimodståelig syng-med-melodi, og hvor Lars Skjærbæks guitar kører i kanterne – lidt som med klassikeren De vildeste fugle. Det samme i Gudinde for umulige ting, hvor Skærbæks guitar skærer ar og sprækker i den ellers dæmpet bløde produktion.
MICHAEL FALCH OG DATTEREN MATHILDE, DER SYNGER KOR PÅ FORÅR I BRYSTET.
Et af pladens stærkeste numre hedder Om lidt bli’r det lyst. Sangeren ser folk omkring sig falde fra, men husker også at se børnenes smil og leg i en sang, hvor lavstemte, afklarede tanker om livets forgængelighed går så smukt i spænd med de akustiske strygere og Skjærbæks produktion.
Velvidende at Michael Falch i dag er en anden, end han var i 1986, tænker jeg, når jeg hører ham i dén lydkulisse: ”Kunne man da bare rejse tilbage i tiden og befri sangene på Falchs første solo-album fra deres bombastiske high tech tju-hej-lyd og erstatte dem med en stoflig ægthedslyd som på Forår i brystet.”
Men det er en hårfin grænse. For i Mit liv. Min tid. Min kærlighed er det lige før, at der går så meget soundscape og leg i det, at det dækker for ordenes betydninger.
I det store billede sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at have lyttet til en af disse hersens plader, som ikke bare lyder formidabelt med tankevækkende tekster, men også har åbnet for ny indsigt. Det er ikke så tit, det sker.
Michael Falch er 64. Hvis han fortsætter på den måde, ender det med, at han bliver voksen.
