The Chicks, Rumer og Fleet Foxes – skilsmisse-country, længsel og tålmodighedskrævende indie-pop

The Chicks, Rumer og Fleet Foxes – skilsmisse-country, længsel og tålmodighedskrævende indie-pop

af | sep 28, 2020 | Anmeldelse

The Chicks’ bedste album nogensinde

“I hope you die peacefully in your Sleep,” synger Natalie Maines akkompagneret af en enkelt guitar på Tights on My Boat. Så er tonen slået an på The Chicks’ album Gasligther, det første i 14 år med nyskrevne sange.

Modsat de fleste andre ’skilsmisse-album’ i rockhistorien har Maines fortalt åbent om baggrunden for hovedparten af teksterne på albummet – en bister skilsmisse med retssag med alt til faget hørende.

Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde

Og hermed har vi endnu engang fået bekræftet, at smerte, vrede og ensomhed er for sangskrivere, hvad strøm er for computeren, disse ord skrives på.

For Gaslighter er The Chicks’ bedste album nogensinde.

Er man til country og samtidig liberalt indstillet er The Chicks svære at komme udenom. Selvom det nu er 30 år siden, Maines undsagde daværende præsident George Bush’s Irak-krig er trioen aldrig tilgivet af det fundamentalistiske country-publikum. Som unægtelig er stort i Nashville og omegn. Der er nærmest opstået en Lex Dixie Chicks – f.eks. har både Dolly Parton og Taylor Swift nævnt trioens skæbne som argument for ikke at stå frem politisk.

Bedre blev det selvsagt ikke, da trioen af respekt for Black Lives Matter-bevægelsen for nylig ændrede navn fra Dixie Chicks til The Chicks.

På Gaslighter svinger stemningen mellem det sammenbidt angrebslystne i titelnummeret over den muntert truckbar-swingende Texas Man til den tungt violin-indsvøbte Everybody Loves You. Og videre i My Best Friends Wedding med coldplay’sk folk-tænkning i arrangement og struktur.

Det er både skarpt og hjerteskærende i afslutningssangen Set Me Free. Delikat udførte, smukke sange om ensomhed, længsler og drømme om at komme videre og mere kåde ‘på med læbestiften’ up-tempo-numre følger hinanden som sindsstemninger i løbet af en dag, som hos de fleste mennesker. Det hænger sammen som i en fortløbende fortælling.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange

Producer Jack Antonoff er blevet lidt af en go-to-guy for moderne amerikanske sangskrivere som Lana del Rey og Taylor Swift, der afsøger det troværdige fikspunkt mellem moderne 10’er-lydlig fornuft og -følelsen i universel sangskrivning; eksemplificeret i det sarkastiske Sleep at Night, hvor banjo, violiner, cello, farmand Neil Maines steelguitar og Antonoffs arsenal af programmeringer spiller organisk sammen.

Det er måske det mest imponerende ved dette album – at det er lykkedes The Chicks og Antonoff at skabe lige præcis de rigtige baggrundstæpper til følelsen i Maines’ sange.

I øvrigt synger Natalie, Martie og Emily stadig guddommeligt.

Det øgede næppe The Chicks popularitet hos det fundamentalistiske, republikanske country-publikum, at de for nylig optrådte på det demokratiske konvent.

The Chicks, Gasligther – album

–o0o–

Fløjlsbelagt længsel med længsel på

Er du til lyden af og the feel i The Carpenters, Burt Bacharach og og pop-country?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Flygter du ikke skrigende bort ved lyden af en taktfuldt diskret steel-guitar?

Føler du dig hjemme i den melankolske lyd af stille regn mod ruden en blank søndag eftermiddag, hvor fredag eftermiddags løfte om fred og frihed synes to sekunder borte, og det eneste, der bevæger sig, er gardinet ved det åbentstående vindue?

Så er Rumers nye album Nashville Tears måske noget.

Allerede da britiske Rumer, født Sarah Joyce, brød igennem i 2011 med albummet Seasons of My Soul, var vi en del, der blev mindet om kvaliteten i såkaldt chamber-pop. Ikke at vi nødvendigvis var så mange her i landet. Da jeg så hende i Lille Vega i 2014, var vi 70 – 80 stykker til stede, der til gengæld blev forkælet med skønsang, wah wah-pedal og Würlitzer-orgel.

The Chicks
HUGH PRESTWOOD & RUMER

Med diagnoser som ADHD, bipolar II disorder og PTSD gætter jeg på, at Rumer ved, hvad smooth vellyd i højttalerne kan gøre for at gyde olie på de indre vande. Ligesom hun sikkert også ved, at det ofte er stilhed før storm.

Måske er musikkens ASMR-kvaliteter ligefrem en form for kunstnerisk drive for hende. Som næppe er blevet mindre, efter hun er blevet gift med Rob Shirakbari – manden, der i årevis var Burt Bacharachs musical director.

På Nashville Tears har Rumer truffet et ualmindelig sympatisk valg. Samtlige 15 sange på albummet er skrevet af country-ikonet Hugh Prestwood, hvis stilsikre kompositioner er sunget af en lang række stjerner.

Det er som en behagelig strøm af sange, vers, omkvæd, der flyder som jordbær i en skål med champagne, men grundfølelsen er nærmere melankolsk end festlig. Uendelig melankolsk, faktisk.

Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter

Så når Rumer med stilfærdig stemmeføring til lyden af silkebløde violiner synger “I’m just a ghost in this house, I’m shadow upon these walls, As quietly as a mouse, I haunt these halls,” mærker man den stille desperation sive gennem den perfektionerede vellyd som en syrlig bismag.

Det er meget flot. Fordelt over hele 15 numre bliver det dog lovlig meget med al den sagte, fløjlsbelagte længsel med længsel på – jeg måtte sætte Dizzy Mizz Lizzy på bagefter.

Skåret ned til 10 eller 11 numre havde det været en glimrende, terapeutisk lydsætning af en universel følelse. Og samtidig en hyldest til primo-70’ernes county/pop-konger og dronninger.

Rumer: Nashville tears (The Songs of Hugh Prestwood)

The Chicks

Lovlig diskrete raffinementer

Feathery Weight hedder et af numrene på Fleet Foxes Shore. Det er på en måde en fin overskrift på gruppens fjerde album.

For på Shore lyder Fleet Foxes mere end nogensinde som en fjerlet, nærmest vægtløs indie-popversion af forbilledet Brian Wilsons musik i perioden fra Pet Sounds over specielt Smiley Smile og det mere kommercielle Sunflower og et stykke ind i 70’erne. I øvrigt er Brian Wilson samplet på Cradling Mother, Cradling Woman.

Fleet Foxes blev i 2008 dannet af Robin Pecknold og blev på rekordtid et hovednavn på den amerikanske folk-indie-pop scene – i mangel af en mere rammende genrebetegnelse. Der er klare grænseflader mod såkaldt dream-pop.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl

Der har altid været en forunderlig, i bedste fald magisk dualitet mellem tyngden i Pecknolds referencerige tekster, der absolut kræver fordybelse af lytteren, og det forholdsvis lyse folk-poppede, sværmeriske udtryk med mange instrumentalt og elektronisk skabte lydlag og kringlede akkordskift.

Der er flere lyspunkter på Shore, hvor kompleksitet og gode melodier supplerer hinanden.

The chicks

Albummet indledes med en hyldest til en sangskriver, der har begået selvmord, senere følger en hyldest til bl.a. John Prine, der døde af corona-relateret sygdom tidligere i år.

Senere på albummet er et nummer, Jara, der – ligesom svenske Hoola Bandoola Band en gang for længe siden – hylder en chilensk aktivist, der blev dræbt i 1973, da Salvador Allendes demokratisk valgte regering blev væltet med hyperaktiv støtte fra Nixons USA. Omdrejningspunktet på Shore er sangskriver Pecknolds refleksioner over et Amerika, omklamret af hele to pandemier, nemlig Corona og præsidenten.

Snarere end at fortvivle forsøger Fleet Foxes at tænde et lys og tegne et optimistisk billede, en fastholdelse af ideen om USA som mulighedernes land for den, der evner at lære af sine fejl. Som Pecknold, der en gang var sekunder fra at dø på surfbræt, selv har gjort. Også musikalsk er Fleet Foxes tilbage i et noget lysere lydbillede end på det forrige album.

Men det er som med Rumer. Udstrakt over 15 numre bliver det meget langmodigt med en musikalsk strøm, hvor raffinementerne er placeret meget diskret i lydbilledet.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille

Eller for at låne en metafor fra coverets foto, som kan ses her på siden – floden deler sig i flere og flere bifloder, der alle ser ens ud på afstand. Jeg bliver helt glad hver gang, Can I Believe You sætter i gang i mellem-tempo. Et brud. Fedt. Det samme med Feather Weights insisterende forsøg på at klæbe sig fast i øret. Endnu et brud.

Shore kræver tålmodighed. Måske er min for lille.

Fleet Foxes, Shore – album

 

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

Rapport fra en country-turne – åbenbaring i Køge

af | sep 11, 2020 | Anmeldelse, Essay

‘Åbenbaring’ står der i rubrikken. Vel – et ret så kraftigt vingeslag midt i en bunke ord om en såkaldt writers round i Køge, Sjælland. Men lige der i nuet i salen i Teaterbygningen var det sådan, det føltes.

Som et glimt af et åbenlyst sangskrivertalent og en ubeskrivelig stor stemme. Og en påmindelse om, hvad livemusik kan gøre, når det griber, Covid-19, mundbind, afstand og støtteordninger ufortalt.

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet

Åbenbaringen har et navn – Laura Oakes.

Country
FRA LAURA OAKES – BETTER IN BLUE JEANS – LIVE IN THE STUDIO.

Sangskriver Stefan Mørk er lige nu i færd med at realisere et såre sympatisk projekt. Under sine mange rejser i Nordamerika med sin kone, filmfotografen Charlotte Bruus Christensen (bl.a. Kvinden i toget og Fences) har han opbygget et stort musikernetværk – ikke mindst i countrymusikkens aorta, Nashville.

Ud af mange musikalske samarbejder opstod ideen om Nashville Nights, hvorunder en flok countrysangere tager en writers round på scenen med sange, snak og anekdoter.

Projektet blev sidste år søsat i det små med tre koncerter i Danmark. Og netop nu er Stefan Mørk og en flok sangere på en større turne i Danmark. Herunder Blue Foley og Trick Savage, der sammen med danske Arvid Nielsen medvirker på Mørks nye ep.

Fire nye country-sange, der følger dogmet om tre akkorder og sandheden. Eller sagt på en anden måde: syng om det, du har forstand på – dit eget liv. Så rammer du sikkert også andres liv.

Fine kompositioner med fornemmelse for essensen i country, rigtig flot sunget (stort set uden accent) bl.a. med hyldest til Mørks døtre og hans kone. (For at det ikke skal løgn, har Mørk en vis lighed med skuespiller og sanger Will Chase, der spiller en af hovedrollerne i tv-serien Nashville.)

Som Mørk rigtigt indledte denne Nashville Night, er countrymusikken ikke ret udbredt i Danmark – i hvert fald ikke som rendyrket genre. At der er masser indflydelse fra countrymusik i dansk pop- og rockhistorie, er noget andet.

‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blog. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange

En enkelt turne gør næppe en bleg dansk Barbie Girl til Cow Girl – men point for at gribe den forkætrede musikgenres momentum og for forsøget. Nogen skal kaste den første sten i vandet her i landet.

Noget af en type

Den allerførste sten blev i øvrigt, som bekendt, kastet af Ms. Tamra Rosanes, bless her heart, som Stefan Mørk da også med passende sydstats-respektfuldhed har inviteret med på sin turné. Hvor hun bl.a. med ildevarslende klang i sin smukke stemme sang Nightmare in American Dream fra det seneste album Divided Heart.

Hvis jeg forstod det ret, er ideen til Nashville Nights opstået mellem Mørk og spradebassen Blue Foley fra Nashville, der, som min salig far ville have sagt, er noget af en type. Munter mand med mange spontane, spøjse indfald, men på åbningsaftenen i Køge var det meget tæt på at blive for meget.

Især da helt unge og stadig urutinerede Laura Oaks skulle synge. Eller rettere sagt, det var for meget. Foley kunne godt trænge til en lille lektion i southern hospitality.

Til gengæld var hans udtryk, da Tamra fortalte om dengang, hun kurerede Kris Kristoffersens halsonde med en pastil, enormt charmerende. Kris K er for outlaw country, hvad kilden ved destilleriet i Lynchburg, Tennessee er for Jack Daniel’s.

Koncerten bestod af to afdelinger, først Stefan Mørk, unge Kaley Hill og den ældre Trick Savage. Sidstnævnte en sanger af den klassiske countryskole med sange om sydstatslivsstil og familiesammenhold  – ikke mindst øl. Han sang også sin Bible and a .44, som stjernen Ashley McBride har gjort til et stort hit.

Jeg tvivler i øvrigt på, at ham manden i dén sang er helt enig med Tamra i hendes syn på mareridtet i den amerikanske drøm. Men den blev leveret med swing.

At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende ikke som i sentimentalt, rørende fordi det er hverdagens poesi

Trick er en rutineret sanger, der forstod at bruge og udfylde sit moment på scenen med en selvfølgelighed, som når stemplerne glider ind og ud af cylindrene i en truck.

Countrymusikkens Celine Dion

En klar kontrast til helt unge Kaley Hill, som Keith Urban har kaldt countrymusikkens Celine Dion. Formidabel sangerinde med et uimodståeligt udtryk, muligvis inspireret af sangerinder som Dolly Parton, Alison Krauss og Trisha Yearwood. Hun sang bl.a. sin footstomper Money Tree med urtidskønsrollerne og Sugar Daddy-fænomenet vendt på hovedet.

Påfaldende i øvrigt hvor naturligt Stefan Mørk som sanger og sangskriver falder ind i miljøet, hvad både klang og sangene angår.

Sammen med Tamra Rosanes og Blue Foley entrerede en lidt bleg rødhåret ung kvinde scenen. Direkte fra Liverpool, der er ligeså meget nord som Nashville er syd, af alle musikbyer.

Nu kunne man selvfølgelig påpege, at den form for pop/rockmusik, man nu på 60. år især forbinder med Liverpool, bygger på de samme rødder som country – britisk folkemusik på en bund af blues og gospel.

Trods store forskelle ligner historien om unge Laura Oakes fra Mersey-flodens bredder historien om den unge skotske countrysangerinde i den aktuelle biofilm Wild Rose. Unge britiske kvinder med en fælles drøm: Nashville, Tennessee. Som Oaks sagde: “Som teenager var jeg den eneste i Liverpool, der kunne lide country.”

I samme øjeblik Oakes åbnede munden og begyndte at synge, mærkedes sanserne åbne sig i salen – og på scenen – i teaterbygningen. ‘Himlen åbner sig,’ står der lovlig patetisk på den analoge blok. Men et loyalt udtryk for fornemmelsen i øjeblikket. Sikken stemme. Og hvilke sange. Som hun selv sagde, har hun lært af Nashville at skrive med udgangspunkt i sit eget liv.

Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik. Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser. Nashville Nights fortjener støtte

Som i en rørende sang, hvis titel, jeg ikke fik fat i, der blev skrevet under hendes nu helbredte fars sygdom. At bruge fortællingen om faren, der hver aften går ned og låser døren, som den socialt anlagte, gæstfrie mor lader stå åben hele dagen, som metafor for deres kærlighed. Ja, det er fornemt. Og meget country. Rørende, ikke som i sentimentalt – rørende fordi det er hverdagens poesi.

Som de amerikanske musikere sagde flere gange undervejs, var de imponerede over det danske publikums lydhørhed. Korrekt, at vi vist er lidt kølige og reserverede her i landet, men vi kan give en stående applaus, når den er fortjent.

Premierekoncerten i Køge foregik tilsyneladende under en forholdsvis stram tidsplan. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere dynamik og interaktion mellem musikerne – udover Foleys mange udbrud. Erfaringsudveksling. Råd. Kritik. Måske ligefrem en diskussion. Country er også politik.

Men når det er skrevet, alligevel imponerende, at et arrangement af den type kan give så mange fede musikalske oplevelser.

Nashville Nights fortjener støtte.

Alanis Morissette synger fra hjertet i hjertet på nyt album

Alanis Morissette synger fra hjertet i hjertet på nyt album

af | aug 27, 2020 | Anmeldelse

Fra POV.International

Om en måned skulle Alanis Morissette have passeret Royal Arena under sin Jagged Little Pill 25 års jubilæumsturne med en koncert, der nu er udskudt til 29. oktober næste år. Men så er der jo det nye album Such Pretty Forks in the Road. Det første i hele otte år.

Som Lana del Reys fremragende album Norman Fucking Rockwell er Such Pretty Forks in the Road skrevet ved et piano.

Og det er lige før, at det fjerde nummer på pladen, Diagnosis, er det hele værd. Som altid synger The Queen of Alt-Rock alt ud fra hjertet i hjertet – direkte uden mellemstationer.

Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.

Akkompagneret af den faste samarbejdspartner Michael Farrel på piano, i begyndelsen bare akkorderne, og lidt senere synths. Det hele – og dét er meget – ligger mere eller mindre i Alanis’ karakteristiske let nasale mezzo sopran. Dramaet ligger i det, hun synger, stemmen der skifter fra lys til mørk, i pauserne, timingen.

Ville man ønske, at man var en af dem, hun synger om, ”everyone around me is trying to help as much as they can”? Bliver man ramt i sin egen historie? Synger hun om én person? Sin branche? Sig selv? Synger hun om sine spøgelser, sin psykiske sårbarhed?

Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.

Og sådan er et langt stykke på dette album, hvor Alanis Morisette tager sit mangeårige arbejde som Debbie Ford-inspireret selvhjælps/skygge-coach til et nyt niveau. F.eks. i det smukke Her, hvor jeg fornemmer genklang af de store kvindelige sangskrivere fra slut 60’erne og primo 70’erne. Hint: Carole Kings Tapestry har snart 50 års jubilæum.

I pladens eneste forholdsvis up-beat sang med tilbagelænet boogierytme og god melodi, Reasons Why I Drink, handler det om, ja, at dulme, styrke og falde med stimulanser – ”the reasons why I feel everything so strong, when I’m not medicated,” synger Alanis Morisette. Fedt nummer og det tætteste, Alanis denne gang kommer sit udtryk på Jagged Little Pill.

Det teatralsk, storladne Reckoning er skrevet på en alvorlig baggrund – en retssag. Selv har Alanis kaldt det en sang om ’patriarkatet, der bryder sammen’. Men i den samlede kontekst på pladen lyder det som lydkulisse til en musikforestilling eller ballet, eller måske bare et retssalsdrama, og underligt irrelevant. Sangen og f.eks. også Losing My Plot kunne måske bedre begå sig i en evt. opfølger til Alanis Morissette-musicalen Jagged Little Pill, der p.t. er aflyst p.g.a. Corona.

På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i morderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation.

Så er der mere mening i det beslægtede Nemesis, der modsat Reckoning, er sin egen lille udtryksfulde symfoni i værket. Begynder som en enkel guitarballade og ender som, hvis Kate Bushs Running up that Hill mødte Fun.’s We are Young.  

Sandbox Love handler om at søge tilbage til udgangspunktet i en relation, hvor der kun er vrede og sex tilbage. Det lyder lidt, som da Alanis’ karriere som popstjerne begyndte, bare i en mere rocket version – som fællesmængden af syng-med-bar, overfladisk 80’er-pop som Climie Fischer, Living in a Box og Johnny Hates Jazz, bare med meningsfyldt tekst.

Da jeg så Alanis på Tinderbox Festival for to år siden, tænkte jeg, om der mon var en vej frem for denne sangskriver, der stort set kun spillede numre fra Jagged Little Pill.

Det var der. På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i moderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation. I forbindelse med udsendelsen af det nye album har hun sagt, at hun er ‘en håndfuld at leve sammen med’. Sikkert. Ud af de 11 sange på Such Pretty Forks in the Road er der lige præcis en håndfuld – fem – fremragende sange at leve sammen med. Fremragende – hvis kriteriet er totalt fravær af kalkule, kompromisløs ærlighed og 360 graders integritet.

Og hvorfor i al verden skulle det ikke være det?

Få gør det samme. Få tør det samme.

LÆS FLERE MUSIKANMELDELSER FRA POV’S MUSIKREDAKTØR, JAN ERIKSEN HER

Alanis Morissette, Such Pretty Forks in the Road, album. Foto: PR.

Taylor Swift – formiddabelt album: Endorfin-overdosis i efterårsstormen

Taylor Swift – formiddabelt album: Endorfin-overdosis i efterårsstormen

af | aug 2, 2020 | Anmeldelse

Fra POV.International

Yeehaa, her er en nyhed for y’all. 30-årige Taylor Swift er blevet voksen. Eller nyhed og nyhed. Albummet Folklore blev udsendt 24. juli, og har allerede været ude et stykke tid og slået adskillige rekorder.

F.eks. har Folklore nu rekorden som det på udgivelsesdagen mest købte album med en kvindelig kunstner på Spotify – 1,3 mio eksemplarer på 24 timer.

I øvrigt har Taylor været voksen længe. Men for første gang lyder hun på Folklore som en kunstner uden markedstrategiske ambitioner, i udvikling og bevægelse, indad mod kernen – udad mod de største stjerner på popmælkevejen.

Folklore er skrevet og produceret i samarbejde med Swifts mangeårige samarbejdspartner, Jack Antonoff – og på 11 ud af 16 sange i samarbejde med dansk gifte Aaron Dessner fra indierock supergruppen The National og Bon Iver, den vigtigste indie-folk artist det seneste tiår, og dertil pseudonymet William Bowery. Hardcore Swifties (fans) gætter på, at det dækker over enten Taylors bror eller hendes kæreste, skuespilleren, Joe Alwyn.

Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.

Miss Taylor, der skulle have været et af hovednavnene på årets Roskilde Festival, beskriver selv sit album som en “samling sange og historier, der blomstrede som en bevidsthedsstrøm”, mens hun som alle andre var lukket inde under den første del af coronakrisen. Alene fotoet i toppen af denne artikel taler sit eget sprog om inspiration fra folk/americana-musikkens rurale æstetik

Og rigtigt er det, at hun på dette højtkvalificerede popalbum delvis bevæger sig fra countrymusikkens three chords and the truth-historier fra eget liv til folkemusikkens klassiske grundformel: storytelling.

God pop dør aldrig

På Folklore møder vi en skandaliseret enke i det lige ud formidable popskilderi The Last Great American Dynasty, hvor Swift synger med en antydning af vrængen i stemmen, der klæder hende.

Hun synger om en skræmt syvårig pige med en traumatiseret ven, et spøgelse, misbrugere, tre sange beskriver den samme menage a trois set fra hver af de tre involveredes synspunkt.

Originalt tænkt, godt skrevet og den ene, Betty er en vidunderlig popsang. Den både sprænger og overholder helt basale popregler. Hvornår har der senest lydt en mundharpe i introen til en popsang? Hør f.eks. Swift og entourage gå en tone op efter 4:05 og få en tiltrængt endorfin-overdosis. Som modvægt til det gudsjammerligt blafrende efterårsvejr derude.

Betty-suset vil næppe vare evigt. Og dog – hvem ved? Jeg hørte lige en kvinde på Taylors alder nynne Neil Sedakas Breaking Up is Hard to Do nede i Netto. God pop dør aldrig.

Folklore vrimler med sange, hvor Taylors ekstraordinært store sangskrivertalent står lysende. Skulle nogen være i tvivl om samme, kan det varmt anbefales at lytte til Ryan Adams’ genindspilning af Swift-albummet 1989, hvor han afsøger til kernen i sange, der i Swifts egen indspilning lyder perfektioneret til blød blankhed i diverse studiers recording software.

Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser

På den nye Exile synger Swift omkring et flygel sammen med Bon Iver aka Justin Vernon, nær ven af Aaron Dessner. En sang hvor to stemmer, der ikke kan se hinanden for bare frustrationer og farvelstemning, synger sammen i et smerteligt, meget, meget smukt nummer. Er det virkelig den Swift, der for bare et album siden (Lover) mere eller mindre famlende søgte at bryde sin tween-streaming-algoritme spændetrøje?

Selvfølgelig bliver Taylor Swift aldrig hverken Joni Mitchell eller Kate Bush, men der er momenter på denne plade, der får mig til at tænke på Jonis Court and Spark og Kates Hounds of Love, hvor begge i bestræbelserne på at flytte egne grænser endte med at flytte rockmusikkens grænser.

Det vrimler med gode, delikat producerede melodier på Folklore. 16 faktisk. August, en flot, flot melodi og produktion. I sit udgangspunkt en klassisk country-komposition, her  svøbt ind i stor, æterisk ynde som hos andre Antonoff-darlings som Lana Del Rey og Lorde.

I Here Goes the Last American Dynasty synger Swift for fuld pop-galore med antydningen af vrede i stemmen. Klædelig mislyd, medmindre man foretrækker glansbilledet af Swift, som hun selv har gjort meget for at holde i live. Senest med sin pastelfarvede iscenesættelse af Lover.

Amerikas foretrukne sweetheart

Har man set Netflix-dokumentaren Miss America ved man, at Taylor Swift stiller endog meget store krav til sig selv i og uden for studiet. Sådan har det angiveligt også været med Folklore, der er blevet til under coronakrisen, mens skitser, sang- og melodilinjer fløj frem og tilbage mellem Swift, Dessner og Antonoff.

FOLKLORE (2020), ALBUMCOVER

Invisible String, der i øvrigt minder en smule om KT Tunstalls Invisible Dreaming bibringer tekstens ord om den store kærlighed, der kunne være udsprunget af mødet med en issælger i en park i Nashville, den rette sødme, igen fornemt drømmende produceret i et low-fi udtryk, som man kender fra The National og Bon Iver.

Mad Woman lyder det fra hende, der engang var Amerikas foretrukne sweetheart. Måske handler det om at være træt af stereotyper, måske er det en giv-mig-mine-masterbånd-tilbage sang. I samspil med minimalistisk klaverspil står Taylors vokal, snart arrigt, snart fløjlsblødt fraserende.

Meget fundamentalistiske venner af folkemusik vil nok mene, at der er lovlig meget elektronisk bip-bip på Folklore. Substansen er de skitser, der er begået diverse strengeinstrumenter og pianoer. I mine ører er det ikke alene albummet, der bringer Taylor Swift ud af Barbie-boksen.

Folklore kan blive albummet, der med eksemplets magt bringer den kreative proces i moderne popmusik tilbage til musikken – ud af CEO-kontorer, hvor markedsundersøgelser, regneark, beats per minute og streamingstatistikker betyder alt.

Kald mig en drømmer, jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som nogen en gang sang.

Taylor Swift, Folklore, udkom 24. juli 2020, album. 

Hvis du ikke kan se en eller flere videoer, skyldes det, at visse af Taylor Swifts videoer kræver Premium medlemskab på YouTube.

LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

Danskrockens kælderkolde crooner sang corona ad H til

af | jul 1, 2020 | Anmeldelse

Fra POV.International

På et tidspunkt under Sort Sols koncert på Heartland Festivalen i 2017 var der noget galt med elektronikken. Uden effekter lød Lars Top-Galias elektriske guitar mest bare som en … elektrisk guitar. En pause fulgte – på et tidspunkt, inden teknikken endelig var på plads, lød Jørgensens vokal pludselig som en bilmotor i acceleration. Buldrende, toneangivende.

Da jeg fredag aften, koncertskruk som sjældent efter tre måneders pause, kørte mod DR-byen, havde jeg muligvis forestillet mig, at Steen Jørgensen solo ville være lidt som den oplevelse. Med stemmen, fortolkeren i centrum.

Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst

Det skulle vise sig, at sådan blev det ikke, ikke kun.

Steen Jørgensen og Rune Kjeldsen har optrådt en del gange tidligere som duo, men det er altså første gang, jeg ser dem.

At dømme efter nogle bemærkninger fra Jørgensen var de lidt spændte eller måske ligefrem nervøse ved at optræde bare to mand i den pompøse koncertsal. Som han sagde: ”Vi er vant til at optræde små steder.”

Måske derfor var der i momenter mellem numrene en del tension på scenen. Guitarist Kjeldsen brugte tid på at tune sig ind. Den slags, spændinger, er ikke nødvendigvis så skidt i en live-situation – hellere gnister end klister. Hellere at det tager en ukendt vej end den sikre, inderste bane. Der var ligefrem noget forløsende over den forvirring, der opstod, da Jørgensen måtte ud backstage og hente en tekst.

Det spontane kan så bare have sine åbenlyse begræsninger i et set-up med mange effekter og visse forudindspillede effekter.

Op i luften

Det begyndte med Kjeldsen på to guitarer – den ene i loop – i en stemningsfyldt Marble Station – med tekst af Søren Ulrich Thomsen – helt tilbage fra dengang, Sort Sol gik under navnet Sods. Fin seasoned version på næsten 40 års afstand af den oprindelige, rebelsk, tumlende version.

Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, mest sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig.

Og mere Sort Sol, Next Century og Midnight Train to Summer.  Jørgensen føler sig tydeligt godt tilpas i og med at udfordre sine og Sods’/Sort Sols gamle numre – og det samme gør Rune Kjeldsen med det billedskabende innovative guitarspil, men jeg kunne visse steder godt have undværet de trommespor, som Jørgensen styrede fra en lille pult.

Noget tyder på, at duoen har valgt at smide nogle numre, uanset om det var covers eller gammelt Sort Sol op i luften, lade dem lande på jorden, og derefter samle skårene sammen i en bunke. Det gav indimellem indtryk af en form for performance.

Men så var der en akustisk version af folkrocksangeren Bert Jansch’ klassiker Fresh as a Sweet Sunday Morning, som Jørgensen sang i en nærmest påfaldende generøs, kærlig version, der for alvor lukkede lyset ind i sovekammeret. Definitivt et af koncertens højdepunkter.

Det fremgik, at Publikum i DR Koncerthuset og Jørgensen selv kan takke CV Jørgensen for, at han har lært Bert Jansch’ sangskat at kende.

Og sådan bølgede det fra stormfyldte fragmentariske lydmalerier over en – med Jørgensens egne ord – slapstick version af det gamle Elvis Presley-nummer Marguerita, som allerede blev fortolket af Sort Sol i gamle dage. Meget tongue in cheek. Der blev The King hevet ud af sin suite i Las Vegas og ind i en splatterversion af en spaghettiwestern, hvor kun slanger og monstre medvirker for at overleve.

Ligesom duoen senere senere fik – om ikke andre – mig til at smile med en rabalder-roadhouse udgave af Velvet Undergrounds White Light/White Heat.

Og hypotesen her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Man får næppe 12 i ’Ny og overraskende viden’, hvis man gætter på, at nummeret oprindelig handler om, hvad stoffer kan gøre ved kroppen. Her virkede det meget happy og ligefremt ungdommeligt frembrusende. Et andet højdepunkt.

Hvor Jørgensen/Kjeldsens version af Van Morrisons smukke, religiøse åbenbaring af en sang In the Garden havde et afklaringens skær, ikke mindst båret af suverænt guitarspil og en totalt fokuseret sanger. Når Jørgensen er bedst, synger han både fra det sorteste, sataniske dyb og et meget varmt guddommeligt sted – samtidig. Og synger Corona ad h. til.

Mod slutningen sang han endda på dansk i de to relativt nye sange Tid er et sted – flot bowiesk medio 70erne version, i øvrigt – og Okchams Ragekniv, som Jørgensen synger på Steen Holbeks album Frit løb.

En glad mand

Med al respekt for den store sangers behov for at give sig selv og sine sange nyt liv, kunne jeg godt have undværet nogle af de mange effekter. Næppe tilfældigt, at dansk rocks stærkeste kælderkolde crooner ramte tættest på skiven i de akustiske numre – også i Let Your Fingers Do the Walking og det sublime … Like a Trance Like...”

Man kan også bare gøre, som det ligger i det filosofiske begreb, der har lagt navn til nævnte Ockhams ragekniv – opfundet af filosoffen William af Ockham:

“Blandt konkurrende hypoteser skal den hypotese som bygger på færrest antagelser foretrækkes”.

Og den simple hypotese her er, at jeg begav mig hjem i retning af en meget rød, nedadgående sol som en glad mand, fordi jeg havde haft en god oplevelse. Med lidt ondt i ørerne for første gang i tre måneder.

Når alt kommer til alt, er det vel sådan, man bør forlade en koncert med manden, der først blev strømførende i dansk punk og senere ordførende i dansk rock.

PS: I øvrigt kudos til Steen Jørgensen for ikke at forfalde til at krydre sin koncert med et hav af anekdoter.

Steen Jørgensen med Rune Kjeldsen i DR Koncerthuset, fredag 26.6.

Sætliste:
Marble Station
Midnight Train to Summer
Next Century
Fresh As a Sweet Sunday
A Knife For the Ladies
Yesterday Is Here
Marguerita
Boy Girl
In The Garden
Excaliber
Kiss the Streets
…Like a Trance Like…
Stuck to My Gun
Let Your Fingers
White Light/White Heat
Tid er et sted
Ockhams ragekniv
Holler High

Foto: PR.

Jørgen Ryg: Velfortalt og respektfuld biografi – men lidt for meget druk

Jørgen Ryg: Velfortalt og respektfuld biografi – men lidt for meget druk

af | jun 8, 2020 | Anmeldelse, Bog

 

Fra POV.International

Hvorfor fa’en skal det hele være så surt? Vidste du for eksempel, at Jørgen Ryg i 1953 stod på samme scene som Quincy Jones under en jam session i K.B. Hallen?

Jeg gjorde det ikke, før jeg læste biografien Jeg vil prøve det hele, der længe har ligget på skrivebordet. Under coronakrisen fik jeg endelig læst den.

Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster

Sådan er det hele vejen igennem med Jeg vil prøve det hele – den er frydefuldt fyldt med anekdoter og historier om den store musiker, skuespiller og komiker, der døde den 28. august 1981, bare 54 år gammel.

Det er historien om enebarnet, der voksede op i et musikalsk hjem i det indre København med en uforbeholdent kærlig mor og en kras far, og som allerede meget tidligt viste talenter for at underholde med spas og vanvid – og for jazz.

Som helt ung faldt Ryg for den dansevenlige jazz, der før, under og efter 2. verdenskrig hærgede københavnske spillesteder. Han lærte sig at spille trompet og blev medlem af stjernen Leo Matthiesens orkester, for senere at søge ind i den nye, eksperimenterende blue note jazz, især påvirket af vennen Torben Ulrich.

Samtidig lærte Ryg stille og roligt at spille skuespil. Han ville, som det fremgår af titlen, det hele, men havde ikke travlt. Tidligt udviklede han det, der senere skulle blive denne pauseringernes mesters helt store grand oevre –  sit gennemmusikalske talent for improvisation og timing. Som han kom til at rendyrke på scenerne som komiker. Ofte i samspil med Preben Kaas. Ofte på ABC-teatret. Ofte i monologer.

Af indlysende grunde har de to forfattere måtte forlade sig på allerede eksisterende kilder og samtaler med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Jørgen Ryg.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte

Især er det tydeligvis lykkedes dem at opnå et tillidsforhold til Rygs kone de sidste ti år af hans liv, Birgitte, der generøst har ladet dem gå om bord i Jørgens efterladte noter og papirer.

Jørgen Ryg gav som de fleste andre folkelige kunstnere i sin generation mange interview. For eksempel er pressen med, da Jørgen Ryg og Preben Kaas efter en konflikt mødes til forsoningsmøde på Allenberg 10 over en øl og snaps. Utænkeligt i dag.

Utallige citater fra Ryg selv gør, at man føler sig helt tæt på den store kunstner, ja, nærmest inviteret indenfor i stuen i huset i Brønshøj hos ham og Birgitte.

Hvorfor valgte Jørgen komikken?

Allerede tidligt i biografien formules en håndfuld temaer, der følges op på over de følgende næsten 400 sider.

  • Jørgen Ryg var, som hans figur siger i Sur kun passivt medlem af en afholdsloge, han var tørstig, holdt af livet ud på de små timer.
  • Han var et mangesidet menneske, selvbevidst, kolerisk og ond i sulet, når det tog ham, og samtidig en uhyre beskeden, elskelig mand, der hellere muntrede sig med den jævne dansker ved en bardisk end deltog i et latterligt arrangement i Frimurerlogen.
  • Han var doven. Jørgens sans for pauseringer og skift i betoninger, stemninger og lyd skyldtes ikke bare geniets ædle håndværk – men også dygtige sufflører. For han glemte ofte sine tekster. Sceneskræk, dårlig forberedelse og snaps var en skidt cocktail.
  • Han kunne måske være blevet en af de største hvide jazztrompetister, måske endda på linje med Chet Baker, hvem ved? Men valgte altså teater, film og ikke mindst revy.

Hvorfor egentlig dette valg? Ja, det diskuterer forfatterne med de oprindelige og nulevende kilder uden rigtig at finde det svar, som Ryg, der muligvis fortrød til sidst, måske heller ikke kendte.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch karakter på scenen

Og igen – hvorfor egentlig? Som skuespiller og komiker opnåede Jørgen Ryg enorm popularitet og – modsat sit idol Dirch Passer – også såkaldt seriøse roller. Tjek f.eks. Rygs spil i Syg og munter på DR Bonanza. Formidabelt. En mesters spil.

Ensomhedens bittersøde smerte

En anden af denne bogs helt store styrker er, at der via citater fra gamle anmeldelser og afdøde og spillevende kolleger som Bodil Jørgensen, tydeligt forklares, hvor stor en komiker og skuespiller, Ryg var, og hvor snedigt og dygtigt, han gjorde sine svagheder til en styrke på scenen.

Den eminente, solidariske evne til at give nattens observationer af den fortabte sjæl ved bardisken en melankolsk og Mensch-karakter på scenen. En form for ensomhedens bittersøde smerte.

At jeg godt kan savne et kritisk blik på de monolog-tekster, Ryg arbejdede med – med respekt for at tiden var en anden dengang – er så noget andet. Velvidende at geniet lå i måden, altså, de blev fremført.

Jørgen Ryg
“JEG VIL PRØVE DET HELE – EN BIOGRAFI OM JØRGEN RYG”. BOGENS FORSIDE.

Noget af en gestus overfor Jørgen Ryg

Beskrivelsen af Rygs popularitet, da han stærkt mærket af sygdom dagligt medvirker fem minutter i Tivolirevyen med en enkelt linje, så han her på det yderste under stående applaus kan mærke folkets kærlighed, er virkelig rørende – noget af en gestus fra revyejer Klaus Pagh.

Det er ingen hemmelighed, at de var tørstige svirebrødre, de store drenge med fast engagement på de skrå brædder. De senere år har dette tema i stigende grad fyldt i omtaler af Dirch, Kjeld, Preben, Jørgen – og på musikscenen John Mogensen. Ikke mindst hjulpet på vej af de to biopics Dirch og Så længe jeg lever.

Man talte ikke om den slags dengang, det gør man i dag.

Det er lige før teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det uempatisk nyfigne

I Jeg vil prøve det hele fylder beskrivelserne af Jørgen Rygs drikkevaner så meget, at jeg er endt med at pådrage mig en mindre alkoholforgiftning.

Ja, Ryg var alkoholiker, som også Birgitte Ryg skriver i sin biografi Jørgen Ryg, og ja, Rygs misbrug og kærlighed til værtshuslivet havde afgjort betydning for hans embedsførelse, men efterhånden som det udpensles i gentagelse på gentagelse, får jeg lyst til at gribe saksen.

Jeg er ikke moralsk krænket på den moderne måde. Jeg har bare svært ved at se formålet. Det er lige før, at teksten er på nippet til at overskride grænsen for, hvad der er relevant for forståelsen af Ryg og hans spil – og det direkte uempatisk nyfigne.

Hvilket vist ikke havde været i Rygs ånd.

Jeg vil prøve det hele er en stor fortælling om en stor kunstner. Men den kunne sagtens have været skåret ned fra 400 til for eksempel 350 sider.