På sit andet album Vindfang sætter sanger og sangskriver Chresten Falck Damborg i gang med det melodramatiske Du kan sige det til mig – som en tank mosende hen over den vestjyske plantagejord ved hjemmet i Nordvestjylland. Et håndfast elektrobeat, en syret akustisk guitar, trompetlyd. Det skærer, rumsterer og rabler på den tidligere X Factor-vinders (2013) nye plade. I et garage-lydbillede skabt af Chresten selv og produceren Knut Haavik.
På Finansmekanismer, der handler om samfundets værste bærme – såsom journalister, finansmænd/kvinder og politikere – lyder Chresten som en vestjysk Joakim Thåström.
Som på hans første album er der også mere afdæmpede, lette numre som det CV Jørgensen’sk atmosfæriske Dengang far var dreng og Den rådne banan.
Sådan veksler det mellem det eftertænksomme og rockkant, et par steder ligefrem med brecht’sk teatertorden. Titler som Senil ulydighed og Befriet for den helt store intelligens taler deres eget sprog om en skævt tænkende sangskriver med fødder og udsyn plantet tæt på æ haw, som han også synger om.
Jeg tvivler på, at Chresten bliver vanedannende for mig. Dertil virker musikken lidt for teaterkoncert-konceptuel uden helt at yde de originale hjemstavnstekster fuld ret. Men når det er skrevet: Der findes ingen andre på den danske rockscene som Chresten. Han er et af heldigvis flere friske bud på next generation i folden af jyske rocktrubadurer.
Noget godt er der da kommet ud af det der X-Factor.
Chresten, Vindfang, nyt album
Peter Butzback: Med greb om den gode melodi
“Under det blussende magnolietræ,” synger Peter Butzback på sit nye album Steder. Virkelighedens magnolietræer har tabt blomsterbladene, men Butzbacks album falmer næppe foreløbig. I næsten total ubemærkethed har han øvet sig på tre album, nu kommer så det fjerde. Hvor Butzback afslører sig som en mere end habil dansk singersongwriter.
Ved første gennemlytning kan lyden af Butzbacks vokal med ekko af Niels Skousen og Benny Holst godt forekomme knastør, men allerede fra første nummer fornemmes hans vokal uløseligt forbundet til sangskriverens ambitiøst opfindsomme tilgang til det danske sprog.
Butzbacks greb om den gode melodi som bærer af sangenes sansninger og uhåndgribelige reflektioner forekommer sikker. I Lykkelige vaner og Hvis vi går er der noget Søren Huss over det – og i balsamiske Solen farver månen, Jens Unmack, når han er bedst.
Udtrykket – især Butzbacks vokal – kan som i nævnte Magnolietræet og Den blå dør virke lovlig proklamerende, karikeret – som det også kunne være tilfældet i 70’ernes danskrock.
Som sangskriver og producer (sammen med Morten Bue) ligger Peter Butzback i det hele taget så sikkert i sporene efter 60’er/70’ernes rockpionerer, at jeg har meget svært ved at forestille mig traditionalist som et skældsord i hans verden.
Som helhed er Steder et eftertænksomt udkig fra en mand, der lyder, som om han har fundet sig til rette i en havestol under et magnolietræ med udsigt til mosekonens bryg et eller andet sted i periferien, hvorfra der forhåbentlig kommer flere sange.
Peter Butzback, Steder, nyt album
Poul Krebs: Vellyd og klicheer
Det er lidt med en sang af og med Poul Krebs som med Storebæltsbroen. Man kan kende den på lang afstand.
Efter det fine album Sange på rejse – The Vanløse Sessions, der udkom sidste år, er Krebs aktuel med Ingen grænser for kærlighed. Førstnævnte blev indspillet sammen med Krebs’ norske kollega Henning Kvitnes, hvis inspiration fra den soulede side af Springsteen åbenbart sidder fast på ham som en vedbend på en stenmur.
Det høres på det nye Krebs-album, at han de senere år har arbejdet sammen med roots/blues-musikere og altså søgt tilbage ad highway’en sammen med Kvitnes. Albummet er indspillet i en kælder sammen med Krebs’ liveband, et A-team, når det gælder rustik rocklyd bestående af fremragende musikere som allestedsnærværende Palle Hjorth, keyboards, bassist Troels Skærbæk, trommeslager Rasmus Valldorf og guitaristerne Andreas Kaehne og Mads Reinhold.
Jeg spørger mig selv, om Poul Krebs’ musik nogensinde har været produceret bedre end på Ingen grænser for kærlighed. Rammerne, musikerne, inspirationen, Krebs’ vision og noget, som musikerne kun ved, hvad var, under optagelserne bringer ny luft og smag ind i det udtryk, der ellers ikke har forandret sig vildt meget siden de små sensationer.
Krebs skriver gode melodier, der gerne vil lyttes til igen – nogle gange blændende gode som Sweetheart og Fri som et forår.
Han er en udmærket storyteller – her erindringssangen Randersvej og de flot turnerede portrætter 1000 stemmers kor og især det fremragende Hus forbi. Hvem sagde, at ægte solidaritet er død?
Men jeg har det svært med tekster, hvor Krebs forsøger at gøre noget stort ud af det banale. Tag titelnummerets omkvæd: ”I min sangbog står der så vidt jeg ved/ at den slags rimer på mangfoldighed/ og selvfølgelig størst af alt ingen grænser for kærlighed.”
Ja, jeg kan også godt lide vaniljeis – og har det fint med, at solen står op i øst.
Generelt virker titelnummeret som et lidt for villet forsøg på at skabe en ny crowd-pleaser hos Krebs’ store live-publikum.
Han kunne med fordel lytte til nye trubadurer som Chresten, Peter Butzback, Anders Riis og Sonja Hald, der alle med vekslende held krænger nye betydninger og billeder ud af det danske sprog. De har garanteret lyttet til ham.
Ingen grænser for kærlighed er – med en anmelderkliché – et bundsolidt rockalbum, ren vellyd for os, der fik vores rockdåb i en pøl af Morrison, Dylan og Elvis. Men måske på tide, at krebsen griber fat med kloen om sine værste klicheer.
Der er noget meget insisterende og påtrængende over den sensitivitet, hvormed Reptones møder sine lyttere på deres femte album Painkillers & Wine. Alene titlen taler sit eget sprog om sangskrivere, der med egne ord er ”too old to lie”.
Reptones, der har eksisteret siden 2012, er i dag en duo bestående af Bo Beck Arvin og Kim Heibon. Stille og roligt er de vokset til et af de væsentligste danske americana-navne – i hvert fald på plade. De første tre plader blev produceret af Paul Kimble fra amerikanske Grant Lee Buffalo.
Nu er americana som genrebetegnelse i sig selv en rimeligt bred paraply. Nærmest en parasol. Men det er lige før, den er for lille til The Reptones. Jo, der er stadig spor af country i Beck Arvin og Heibons musikalske æstetik. Men på det nye album er der i høj grad en tone som hos sangskrivere, der havde deres storhedstid i primo 7o’erne, Gordon Lightfoot, Seals and Croft og Harry Chapin. Leonard Cohen og Paul McCartney kan man jo altid nævne. Også her.
Musikalsk er det meget mellow, melankolsk, ballade-tempo fra første til sidste nummer. Det skal man acceptere. Personligt kan jeg godt savne et enkelt stilbrud eller tre. Men Bo Beck Arvin er en god sanger, og det lyder som om musikken på albummet er vokset af sig selv ud af hans tekster skrevet, stående i midten af livet, om utilstrækkelighed, savn, afsavn, afstand, tilstand, modstand. Når Bo Bech Arvin synger om tabt liv som i Run Like the Wind gør det decideret ondt.
Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævlens forkontor til himlen
Samtidig har The Reptones øre for den gode melodi som f.eks. i Painkillers & Wine og Too Old to Lie, der begge lægger sig om lytteren med virkning som et varmetæppe om en frysende bådflygtning.
I 57 Seconds to Oblivion synger Bo Bech Arvin om djævlen, der gemt i hans ærme, er på vej med ud på druk. Djævlen ligger også gemt i detaljen, og i denne sang er det lige før – lige før – et enkelt twangy guitarriff løfter den countryagtige ballade fra djævelens forkontor til himlen.
Og så er der Silent Passing, der begynder med en eftersmag af Stairway to Heaven og bevæger mod et ikke specielt tungt genskin af The Beatles’ I Want You (She’s So Heavy).
Painkillers & Wine er ikke en hverken lykkelig eller glad samling sange. Men det er ikke ofte, at livets ulidelige lethed bliver lydsat med så stor finesse på en dansk plade, som det er tilfældet med denne suite, med udsigt til både dybe indsigter og smarte one-liners.
Pladen er umådelig flot produceret og mikset af Nikolaj Nørlund.
The Reptones: Painkillers & Wine, album
Begavet leg med ordene
Lyden af en happy guitar-figur leder frem til første linje i Tanken er fri, som man siger, ”Lad os planlægge revolutionen hjemme hos mig”. På mange måder et passende anslag til Anders Riis’ nye album Opdrift med 12 sange brygget på satire, småfilosofi og begavet leg med ordene.
Riis er en melodisk alsidig, på Opdrift traditionalistisk produceret sangskriver. Indimellem lyder det mere af 70’erne end af 2020. Hvilket i denne sammenhæng meget vel kan være positivt ment. De siger tanken er fri (som man siger) har radiohit-potentiale. Det samme har Mere Jylland med Jacob Haugaard på morsom københavner-rant, der virker designet til hitlister og streamingalgoritmer. Den Love Shop’ske Ingen frelsens hær maler foruroligende billeder. Den tungt marcherende Kommer jeg kommer du rykker – men der er også en sært fumlende Feber i indre by og næsten stillestående Vi er her nu.
Riis er stærkest, hvor han afsøger sit unge hjemstavnsjeg i Mere Jylland og Tilbage til søen – der lyder som en jysk-lyrisk version af Malurts gamle New Jersey-rocker Tilbage til byen.
Vel kan det forekomme uretfærdigt. Men sangskrivere som Anders Riis’ vil uvægerlig blive sammenlignet med C.V. Jørgensen og Niels Skousen – og Peter Sommer i den yngre generation. Riis har talent for sange, man uanset alder og geografi kan spejle sig i, men han bliver næppe en fornyer. Dertil virker sangene for ordinære.
Anders Riis: Opdrift, album
Gentlemantyven
Har du altid drømt om at vide, hvordan det vil lyde, hvis Arctic Monkees, Peter Sommer og Lars Lilholt slog sig sammen? Sonja Hald – en gruppe udelukkende bestående af mænd – har svaret på deres nye album, deres tredje. Sangen hedder Kald det lige hvad du vil, og ligesom Anders Riis har allieret sig med et jysk ikon, synger Lars Lilholt selv med på sangen.
Den sang har en forunderlig mørk tone, selvom den vist egentlig handler om at komme videre. Klart en af albummets bedste.
Det virker måske noget malplaceret at bruge ordet original om en sangskriver som Sonja Halds Jonas Dahl, der i den grad skyder på alt og stjæler alt indenfor rækkevidde. Men med sin skæve tilgang til sit musikalske håndværk er Dahl lidt af en gentleman-tyv. Bare en titel som Sten, saks, von Trier. Som i øvrigt udmærker sig med en fin melodi. Eller hvad med denne åbningslinje: ”For øjeblikket har vi det alt for godt i vores idiokratiske sammenhold”. Tak for lån, CV.
Det vrimler med referencer til Kliché, Tommy Seebach, PH, Grundtvig, Nebelong, Zididada, Big Fat Snake, Kim Larsen. Som sådan er Sonja Hald i familie med både Folkeklubben og Bisse.
Sonja Hald og deres producer kan deres danske og internationale poprock til et stort syvtal ved det digitale eksamensbord. Svært f.eks. at ignorere den medrivende tv-2’ske Længe leve konformiteten, trods et par billige pointer.
Men når dagen slutter, efterlader sangen Itu det stærkeste indtryk. “Mine tanker slår min krop itu, sjælen den vil gerne ud,” synger Jonas Dahl i takt med, at sangen vokser fra hvisken til repetitiv buldren.
Man bør unde sig selv en syng med-sightseeing i Sonja Halds kringlede, underfundige sangunivers set fra udkanten af det kongelige danske fællesskab.
I år er det 30 år siden, Pearl Jam dukkede op som den ene af de tre mest betydningsfulde surfere på grunge-bølgen. Om tre måneder er det 20 år siden, en af de største tragedier i rockkoncertens historie indtraf. Ni mennesker led en forfærdelig død under Pearl Jams koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene.
Senere skulle der komme et ‘før og efter Roskilde 2000’. Nu er ’uskyld’ et lidt skævt ord at bruge i forbindelse med rockmusik. Men alligevel – for en ny generation af rockfans står den koncert som det helt store uskyldstab. Ikke mindst når det gælder sikkerhedsforholdene, som heldigvis efterfølgende blev kraftigt forbedret verden over.
Om COVID-19 vil, står Pearl Jam på scenen i Royal Arena 29. juni.
Det siges, at det blandt forskellige involverede parter på et tidligt tidspunkt var på tale at henlægge koncerten til Roskilde Festivalen. Altså på 20 års dagen – minus én dag. Hvorfor det ikke er blevet sådan, aner jeg ikke.
Måske meget fint ikke at udfordre the powers that may be – eller skæbnen for den sags skyld.
Udover ovenstående indlysende anledning kom jeg under første afspilning af Gigaton til at tænke på processen, der førte Eddie Vedder tilbage til guitar, klaver og studie efter den traumatiserende oplevelse.
The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who- album
I 2002 sagde Eddie Vedder til journalist på Gaffa og forfatter Henrik Tuxen, der mødte ham til et interview:
”Vi var totalt lammede og anede ikke, hvad vi skulle stille op. En ting, der hjalp, var, at Pete Townshend og Roger Daltrey (The Who, Vedders store forbillede, red.) straks rejste til København umiddelbart efter ulykken. De havde prøvet noget lignende (Cincinnatti 1979, hvor 11 mennesker omkom under The Who’s koncert, red.) og kunne relatere til os.
‘Gå ud og spil din musik, det glæder så mange mennesker, det er det, du skal gøre, og det er det, som alle ønsker, I skal gøre’, sagde Pete til mig. Men på det tidspunkt kunne hverken jeg eller resten af bandet se nogen som helst mening med det.”
De fandt meningen, og senere har Pearl Jam udviklet sig til et af de mest medrivende livebands i Den Store Rockliga. Deres koncerter er ofte mammutseancer af Springsteen’ske dimensioner.
Et lidenskabeligt nødråb
Netop The Who stikker deres britiske fjæs frem flere steder på Gigaton. Musikalsk, først og fremmest, som en form for grundstemning. I Seven o’ Clock lyder Eddie Vedder næsten mere som Roger Daltrey end Daltrey selv. Strukturen i Retrogade ligner noget, Pete Townsend kunne have fundet på i sin storhedstid. I Comes Then Goes refereres til The Kids are Alright – titlen på et klassisk The Who-album.
Med et ildevarslende Pink Floyd-æstetisk cover med et smeltende isbjerg (vælger jeg at tro) og flere angreb på Trump og alt det, han repræsenterer, kan det ses og høres som Eddie Vedders lidenskabelige nødråb på menneskehedens vegne – der ender i et håb. Så selvom det vrimler med musikalske tråde bagud, er Gigaton så tidsvarende og NU som noget.
Tolv meget forskellige sange danner tilsammen en dynamisk cyklus, en fortælling om et sangenes jeg i eksistentialistisk tvivl, et enkelt sted stirrende mod en højere spirituel magt. Og som ender med at slå sig tåls med, at noget bedre vil sejre. Sådan må det være.
Albummet er præget af en stribe gode melodier pakket ind i intens alt-rock. Det er lidt af en ufortalt historie, at grunges vej fra postpunkscenen i Seattle via MTV til rockrevolution blandt meget andet også blev båret af komponisternes tæft for gode melodier. Ifølge Nirvanas bassist Kris Novoselic var Kurt Cobain stor skabs-ABBA-fan.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt. I min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder
Den meget ordrige Dance of the Clairvoyant, hvor Vedder næsten manisk forsøger at finde meningen i en klaustrofobisk hverdag (den er skrevet før Corona) lyder af britisk 80’er nyrock, bands som Bram Tchaikovksy, The Jam og XTC helt ned til guitarspillet. Med bas og trommer i tæt pulserende samspil er Quick Escape en funky fabel med Mike McCreadys skarpe guitar med ”skruetrækker mod bilkøler”-lyd som ledetema, flotte harmonier, sågar falsetsang.
Et af pladens svage numre It’s Alright glider over i et af de stærkeste, Seven o’Clock, med et cool beat iklædt bowie’sk swagger. Nogle hardcore Pearl Jam-fans vil muligvis krydse pegefingrene ved lyden af det elektroniske islæt – i min bog er det, hvad der kendetegner innovative kunstnere – at man ser nye horisonter, hvor andre ser fjendebilleder.
Men der er også tænderskærende straight forward garagerockere som Never Destination og Take the Long Way. I førstnævnte lyder Mc Creadys sologuitar mere som Pete Townsends gamle ven/konkurrent Dave Davies fra The Kinks – end som The Who.
Sitting Bullshit
Der går 13 Trump-hadere på dusinet blandt kulturens penneførere. Det er blevet så forudsigeligt, at man næsten ikke gider høre mere. I forbindelse med aflysningen af nogle koncerter i USA, der skulle have fundet sted lige nu, var Eddie Vedder ude med en meget hård kritik af Trumps daværende ikke se-ikke høre-ikke tale-strategi.
Det tjener Pearl Jam til ære, at de forsøger at træde den gamle traver i nye fodspor. De, der måtte gå i Quick Escape, klager over den lange vej, de var nødt til at gå … for at finde et sted, Trump ikke havde fucket endnu. I den symfonisk rockende Seven O’Clock er Trump den store leder Sitting Bullshit – selvfølgelig med reference til sioux-lederen Sitting Bull.
Som i albummet i øvrigt er der en sammenhæng mellem de sidste tre numre. Det akustiske Comes Then Goes, den klassiske rockballade Retrogade, hvor Vedder synger om klimaforandringer “Seven Seas are Rising … It’s gonna take much more than ordinary love/to lift this up”. Svært at være uenig. I en nærmest sakral stemning rinder albummet ud i River Cross med Eddie Vedders passionerede håb om at være i stand til at krydse floden til sidst. Klassisk religiøs metafor.
I want this dream to last forever A wish denied to lengthen our time I wish this moment was never ending Let it be a lie that all futures die While the government thrives on discontent And there’s no such thing as clear Proselytizing and profitizing
Om Gigaton kommer til at indskrive sig som et af historiens største eller vigtigste album, ved ingen. Det er et af de sjældne værker, der ikke hverken konkurrerer med, sammenligner eller kopierer afsenderens tidligere bedrifter.
Gigaton er et storværk i sig selv.
Og for i hvert fald denne signatur er det pladen, der efter al sandsynlighed i fremtiden vil stå som soundtracket til denne virus-vinter.
For nylig optrådte Brandy Clarke i Ideal Bar i Vega i København. Desværre kunne jeg ikke være til stede den aften. Damned.
Clarke tilhører generationen af kvindelige countrymusikere/singersongwritere, der udfordrer det etablerede, konservative Nashville. Alene det, at Clarke er åbent lesbisk, er – stadig – kontroversielt på direktionsgangene. Udover Natalie Hemby, Maren Morris, Amanda Shires og Brandi Carlile, der synger sammen i The Highwomen er f.eks. også stjernen Kacey Musgraves, der om COVID-19 vil optræder på årets Roskilde Festival, en af de nye, anderles.
På det nye album Your Life is a Record svinger Ms. Clarke musikalsk i mange retninger. Afhængig af vinklen kan man sige, at hun og produceren udfordrer sig selv – eller at de tilsyneladende var noget ubeslutsomme, da pladen blev indspillet.
Når det så er sagt, er en ting sikker i Brandy-land: Også på Your Life is a Record er hun 100 pct. loyal overfor den transparente ærlighed, der har præget hendes sangskrivning siden begyndelsen – lige meget, hvad hun synger om. Den gode melodi overvinder alt uanset, hvor meget krømmel, den er smurt ind i.
Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.
Vi har den smægtende I’ll Be the Sad Song med fløjter og stort orkester og hele pivtøjet. Long Walk – klassisk hillbilly i moderne soft tilskæring – og arketypiske countryballader som Apologies, hvor Clarke siger undskyld til hende kæresten, hun forlod, da følelserne flød i en anden retning, og Bad Car, hvor scenariet er omvendt.
I Bigger Boat synger Brandy Clarke duet med selveste Randy Newman, der – igen, muligvis – optræder i København i maj. Duetten med den gamle klaverboksende humorist, humanist og verdensrevser er mere spektakulær end interessant.
Selvom der er ikke meget nyt under solen på Your Life is a Record, og selvom indpakningen indimellem er lovlig lækker, gør Brandy Clarke stadig, hvad hun gør bedst, til UG kryds og slange. Hver eneste tone og taktslag er gennemsyret af the country feeling.
Brandi Clarke: Your Life is a Record, album
Forskellige grader af livskludder
Under Tønder Festival 2017 oplevede jeg en åbenbaring. Navnet var og er John Moreland, en stor mand, en stor sangskriver med den største fabulerende stemme, jeg længe havde hørt live. Morelands stemme er et landskab i sig selv.
Det nye album LP5 lyder Moreland, som man kender ham. Med største elegance viger han udenom klicheerne på side 1 i kærligheds-sangskrivernes manual. Tag bare krøllede sangtitler som I Always Let You Burn Me to the Ground og Let Me be Misunderstood, begge fyldt til randen af Moreland blues.
Det på en gang forunderlige og vidunderlige ved Moreland er hvordan, styrken og kraften i hans sang vokser, jo mere det stilfærdige americana-udtryk dæmpes. Der er noget enormt dragende i lyden af denne mand, hans vokal og de små, store sange om det liv, han ser passere forbi og udfolde sig i sit hjem i Tulsa, Oklahoma.
Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.
Det nye album er indspillet sammen med en lille håndfuld af de mest kompetente kunstnere på den amerikanske indie-rock scene. Det er helt low key. Lyden er simpelthen bare blændende god som ramme om teksternes utilpassede stemninger af forskellige grader af livskludder.
A Thought is Just a Passing Train ruller stilfærdigt som et godstog på tværs af prærien. Med uimodståeligt mellotron-mellemspil synger Moreland “Shame is a cancer – goes easy on your heart.” Så enkelt kan det siges.
I East October og When My Fever Breaks krydrer b-stykker indtrængende den ellers nedtonede produktion.
Sammen med musikere som Parker Millsap, Caitlin Rose og Jason Isbell er John Moreland en vigtig stemme på en scene, der stadig fylder mere på musik-verdenskortet. Alle betræder de stier, der for længst trådt igennem af Bob Dylan med følge. Lyder det gammeldags? Hvis kompetent singersongwriting, ærlige, meningsfyldte tekster og analog vellyd er ufashionabelt og gammeldags, så er brunt forhåbentlig det nye sorte.
John Moreland: LP5, album
Lovlig løse skitser
Som med Moreland i Tønder var Nathaniel Rateliff en åbenbaring, da jeg første gang så ham optræde live sammen med bandet The Night Sweats i Store Vega for et par år siden. Med rødder i diverse oprindelige sydstatsgenrer er Rateliff blevet en af de mest markante stemmer i new americana, new retro – eller hvad man foretrækker at kalde det.
Han har tidligere udgivet plader som solist og sammen med sit band. Efter en forrygende, soulfyldt udflugt på Memphis-måden med sit band på tre studiealbum er Rateliff tilbage ved sine low fi-rødder på And it’s Still Alright.
Albummets udtryk er lidt mere poleret end hos Moreland. Jeg fornemmer inspiration fra samme kilder, Jimmy Webb og Glen Campbell, der inspirerede Bruce Springsteen til Western Star.
På titelnummeret falder en enkelt guitar, en steelguitar og et orgel hver for sig ind som, når den ene udsigt afløser den næste på et roadtrip. Formfuldendt. Flot.
Til gengæld ved jeg ikke helt, om jeg skal le eller skoggerle, når jeg hører Nathaniel synge All or Nothing med strygere som Bert Kaempfert i barndomshjemmets Philips-radio – og så alligevel en sprød guitar, der ribber op i det hele. En kantet lille melodi med lyden af søndagsmiddag med kylling og brun sovs i baggrunden.
Der en autentisk folksy Sun Studio lyd over Expecting to Lose med et medrivende vrøvle B-stykke. Som at forestille sig den ellers umulige tanke, at Elvis og Pete Seeger havde fundet sammen i 50erne. Slet ikke ueffent. Ligesom Tonight #2, hvor Rateliff lader sin ridsede vokal møde lyden af Leonard Cohen – igen med godt strygere på. Der er smerte i det nummer. Hvorimod det ellers helt åbne og nøgne Kissing Our Friends lyder famlende, ufærdigt. Det samme med afslutningsnummeret Rush On.
Som helhed lyder And it’s Still Alright som et album bestående af sange, baseret på skitser, hvoraf flere forekommer lovlig løse.
Lisa Nilsson har haft stor succes i Sverige med sit krogshow, som det hedder på de kanter. I et land med uendelig lange afstande gennem skovene mellem de enkelte byer har kro-scenen altid været stor. Når nu de lokale Jönsson’er ikke kom til de store byer for at opleve musikalsk kalas, måtte byerne komme til dem.
Allerede i første moment i Lisa – kvinnan som är jag spindes en tråd for resten af showet. La Nilsson træder frem i klassisk überdiva-positur iklædt en imponerende rød robe.
Rollen som stjerne fra sit 22. år og frem til nu skal vise sig som en motor i Lisas show. Snart vidunderligt syngende. Snart i lange stand-up’s, hvor hun selvironisk, kærligt – af og til vredt, grænsende til det karikerende – hudfletter sin branche, sig selv og menneskene, hun mødte undervejs. Uden dog ligefrem at blive flagellant.
Desværre viste der sig i første nummer, en coverversion af (You Make Me Feel Like) a Natural Woman, at være for lav lyd på Lisas vokal – og lovlig diffus lyd på bandet. Efterhånden som tiden gik i Glassalen, blev det bedre – men især i de første numre skulle man indimellem nærmest gætte sig til Lisas sang. Ikke optimalt.
I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort.
I begyndelsen af 90’erne var Lisa Nilsson dronningen af svea-soul. Og med sig på scenen i Glassalen har hun to af de musikere, der dengang var med til at definere sprød svensk pop-coolness, trommeslageren Per Lindvall (ja, ham fra ABBAs band) og guitaristen Mattias Torell. Det blev dengang begyndelsen til en ørevenlig smooth svensk soulbølge, der også nåede den vestlige side af Øresund; især Orup og Eric Gadd.
I det grumsede lydbillede lød hverken Himlen runt hörnet eller Varje gång jag ser dig specielt mindeværdige i Glassalen. Heldigvis trådte Lisa i karakter i sidstnævnte. Hun synger, som om hver tone har sit eget liv, der skal leves fuldt ud, inden hun går ombord i den næste. Det er stort. Flot. Det slog mig, at hun stadig mestrer at ramme flere farver på samme tid, når hun synger.
En dramadronnings formatering
Vi var med hjemme i det kreative barndomshjem, hvor kunstneren og dramadronningen Lisa blev formateret. Som historiefortæller er fru Nilsson uerhört levande. Måske fordi hun ikke er uddannet skuespiller og derfor ikke slæber rundt på en stor værktøjskasse fyldt med teknik, lyder hun simpelthen bare som Lisa, der fortæller om sig selv. Ukunstlet. Charmerende.
Handlede det om faderens sange i hans 70’erband, så man for sig de langhårede brunklædte musikere. Handlede det om teenagepigen, der digtede små breve fra fiktive, formasteligt svigefulde elskere, var det lige før man fornemmede Rhett Butler hvisle, ”Frankly my dear, I don’t give a damn”.
Var man med hjemme i Lisas og hendes guitarmands hus på landet, kunne man mærke duften af have og smagen af svensk husmandskost. Samtidig fornemme den foruroligende stemning af falsk idyl.
I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne. Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår
Historien om Lisa Nilssons gennembrud er kendt. Hun solgte en hulens masse plader, og som hun sagde, ”jeg kan godt lide penge”. Men det var en proces med sexchikane, mange løfter, mange der mente at eje den unge sangerinde. Det var her, vi hørte den modne, feministiske kunstner træde ind i fortællingen.
Ikke mindst da i en ramsaltet version af Kristina Lugns digt När jag var gift med Hermann, der er for svenske feminister, hvad Joni Mitchell er for … ja, åbenbart også svenske feminister.
Måske noget overraskende – Nilsson er svensk – er hun ved at være lidt træt af MeToo. Ingen komplimenter længere. Ingen, der kniber hende i bagen.
Lisa – Kvinnan som jag är er vævet over et markant drivhjul, en tidlig indrømmelse af, at en del af de problemer hun gennem tiden er løbet ind i, skyldes hendes manglende lyst/evne til at investere mere end 1/3 i sine parforhold.
Dertil kommer et velkendt og stadig effektivt greb: I den sidste del af showet spillede Nilsson sin egen manager, Maude, der kender en og anden saftig historie om unge flagrende, succesfulde Lisa dengang i 90’erne.
Derefter skiftede hun til sin yogalærer/livscoach, der kender endnu flere saftige historier om ældre Lisa. Hvem påstod, at sex går over? Med et elegant virkemiddel får hun fortalt historien om en kvinde, hvor længsel og ensomhed er et livsvilkår.
Gode pointer
Det vrimler med gode pointer undervejs. Det er et gennemført ærligt, feministisk take på sangerindens personlige erfaringer, men også med almengyldighed. Som når hun fortæller om de mange velmenende tilbud, hun modtager fra andre kunstnere, når hun fortæller, at hun skriver på ny musik.
Ingen spørger Lisa, om hun kan bidrage med noget til dem? Det kender vi vist alle sammen.
Lisa Nilsson spiller Lisa Nilsson ypperligt – samspillet med musikerne er fint uden at være overdrevent effektjagende. Hendes stepdans med multikunstneren Nikola Stankovic virker. Og igen – selvironien. Humoren. Divaen var meget forpustet bagefter.
Således kom Nilssons imponerende stagy pragtversion af Whitney Houstons store hit I Have Nothing til at stå som den perfekte indramning af fortællingen om La Lisas indre og ydre kampe og længslen efter at investere sig selv fuldt ud i den der jävla kärlek.
Havde det ikke været for et par valg, havde Lisa – kvinnan som er jag været til fem, måske seks stjerner.
To en halv time uden pause er lang tid. Uanset hvad. Vægtningen af musik og tale er skæv. Der er to meget lange monologer uden musik. Lisa har indspillet 10 album, der er masser af sköna låtar at vælge imellem. Hun kunne godt have øst noget mere af sin store stemme.
Så ja, Lisa – kvinnan som jag ër er lidt af en langtrækker. Men når det er sagt. Efter at have set dramadronningens bekendelser holder jeg endnu mere af Lisa Nilsson end før.
Lisa Nilsson: Lisa – kvinnan som ër jag
POV så showet ved premieren i Tivolis Glassalen 05.03.20. Showet er på en mindre danmarksturne.
Efter den danske regerings anbefalinger vedr. udbredelsen af Corona-virusset anbefales det at tjekke de enkelte arrangørers sites mht. eventuelle aflysninger.
”Når Aretha gav dig et kram – se, dét var et kram”.
I et interview i filmmagasinet Variety fortæller filmproducer og -instruktør Spike Lee om sit engagement i Amazing Grace. Oprindelig lærte han Aretha Franklins musik at kende i barndomshjemmet i Brooklyn.
Senere lærte han hende personligt at kende, da hun kontroversielt takkede ja til at indsynge Donna Hathaways Someday We’ll All Be Free til soundtracket til Lees Malcolm X. Kontroversielt? Ikke alle i hendes eget baptistiske kirkemiljø bifaldt hendes engagement i filmen om den muslimske prædikant.
Med netop følelsen af ”Se, dét var et kram” forlod jeg biografen efter at have været til gudstjeneste med Aretha. Et overvældende stort varmt kram.
Du almægtige, hvor den film swinger og betvinger enhver mellemdansk januar-rationel afvisning af den tanke, at mennesket skulle bestå af andet og mere end kød, blod og en SoMe-galdeblære.
Jeg har et par gange overværet gospelgudstjenester i USA, i hhv. Atlanta og hos the reverend Al Green i Memphis, og forladt dem igen med en sær fornemmelse af det, som Dr. James Edward Cleveland i Amazing Grace kalder ”det ubeskrivelige”.
I 1972 blev instruktør Sidney Pollack hyret til at filmatisere indspilningerne af det, der skulle blive til Aretha Franklins gospelalbum Amazing Grace. Det bedst sælgende gospel-livealbum nogensinde. Stadig.
Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70’er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be
Af praktiske grunde blev filmen optaget uden brug af klaptræ. Derfor skulle det senere vise sig umuligt at få lyd-og billedoptagelser til at passe sammen. Først i 2007 lykkedes det lydteknikeren Serge Perron at få lyd og billede i sync.
Filmen blev derfor sat til at få premiere et par gange senere. Begge gange lykkedes det mrs. Franklin at forhindre, at filmen blev udsendt. Kun de involverede ved hvorfor.
Først efter hendes død lykkedes det producenterne – herunder altså Spike Lees selskab 40 Acres and a Mule – at få tilladelse af Arethas familie.
Move like Jagger
Og nu er filmen altså nået til de danske biografer.
Først ser man New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles fyldes af menigheden og andre interesserede. Herunder i anden del af filmen Mick Jagger, der forgæves forsøger at overtale trommeslager Charlie Watts til at rejse sig op og move like Jagger.
Skulle man have en faible for stort afrohår og hyper funky primo 70er outfit, inklusive sko, store pelskraver og glimmer på kjolerne, er biografen med Aretha på plakaten lige nu i sig selv the place to be.
Inden vi kommer i gang, er det på sin plads lige at placere et par stykker af de tilstedeværende på kirkens træstole:
Produceren Jerry Wexler, der allerede dengang som producer for bl.a. Aretha, Hathaway, Ray Charles og Wilson Pickett havde fået tilnavnet Manden der opfandt Rythm & Blues. Intet mindre.
Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas
Den ihærdige reverend Dr. James Cleveland, der bedre end de fleste andre kan tilskrives æren for den fusion af traditionel gospel, blues, pop, soul og rock, der skete op gennem 60’erne. Og som flyder gennem Amazing Grace som en vulkansk-musikalsk strøm. I filmen og på pladen optræder Cleveland som sanger, pianist og gemytlig sprechstallmeister.
Trommeslageren George Purdie, hvis særlige trommestil, Purdie Shuffle, kom til at påvirke den sorte musikscene i årene frem.
Guitaristen Cornell Dupree, der allerede på det tidspunkt var den foretrukne sessionmusiker for de store soulmusikere.
Arethas faste bassist Chuck Rainey, der blandt andre spillede for Quincy Jones, Ray Charles, Etta James og King Curtis. Han kunne formentlig have fået den Røde Plads i Moskva til at ligne en intim, meget intim klub, hvis han havde stillet sig op med sin bas.
For ikke at glemme det store Southern California Community Choir, der spiller en afgørende rolle for den fornemmelse af storhed, som Amazing Grace er gennemstrømmet af.
Viljen til indlevelse
Meget kort inde i filmen og kort inde i Arethas version af Wholy Holy, der stort set netop var udkommet på – med Clevelands ord – Brother Marvins What’s Going On står det klart, at biografsalen denne januar 2020-aften er i færd med at transformere sig fra et popkorns-tempel til et sideskib i New Temple Missionary Baptist Church 1972. Man er med på første række. Hvis man vil. Som altid med musik er oplevelse lige proportional med viljen til indlevelse hos tilhøreren. Smag alt andet lige.
Hvor det et par år senere ikke skulle lykkes Sidney Pollack at få Robert Redford og Barbra Streisand til i Vore værste år at spille andet end en opsummering af deres CV’er (beklager, fans af denne romantiske klassiker) er Amazing Grace gennemstrømmet af følelse og ægthed.
I et medley af Precious Lord, Take My Hand og Carole Kings You’ve Got a Friend sætter det store kor ind. Efter et par minuter tager Aretha ordet. Ikke det store, men hendes performance her giver Kings hjertevarme klassiker en helt ny, større dimension.
I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige
En af Pollacks og senere efterbearbejderes store fortjenester i denne film er balancen mellem billeder af publikum i kirkerummet, det store kor, orkestermedlemmer, og Aretha og Cleveland som to fokuspunkter alene og i samspil. Man kan kalde det let kaotisk og meget fragmentarisk. Ville muligvis få folk med forstand på den slags til at slynge nedladende udtryk som “amatøragtigt” omkring sig. Sammen med musikken skaber det håndholdte virvar en forrygende symbiose.
I nærbillede virker miss Franklin en lille smule fraværende, mens hun uudgrundeligt betragter, hvad der sker omkring hende. Især da hendes far taler. Det er godt fanget af kamerafolkene. Gud ved, hvilke tanker, der strømmede igennem. Men når hun synger. Du almægtige. Og selvsagt er kirkegæsterne ved at gå både ind og ud af deres gode skind.
Kulminerende i Amazing Grace, hvor Aretha, som kun få andre kunne og kan, åbner for et vokal åbenbaring af tro, passion, håb, kærlighed, fortabelse – redemption.
Mens Arethas vokale solstorm og livsglæden tager til, bliver det for meget for stakkels pastor Cleveland, der må søge lidt afsides for at styr på følelserne. Det var lige før, han kunne have taget mig med.
Amazing Grace er en følelsesmæssig åbenbaring af en film. Se den, hvis begreber som “håb” og “musikkens kraft” siger dig noget.
Uanset om du er troende – eller som denne anmelder har det sådan, at det er muligt, at Jesus er min ven, men er han også ven med de millioner, der gennem århundreder er døde og stadig dør i religionskrige?
PS: My Sweet Lord
Som gammel fan af Arethas spirituelle bror i ånden, George Harrison, ærgrer det, at bandets jam over hans My Sweet Lord ikke udviklede sig til mere end de to minutter, der er dokumenteret i filmen. Dog næppe realistisk i en gospelkirke med Harrisons mange østerlandske referencer. At høre den sunget af Aretha og det mægtige gospelkor. Milde Moses…
Men som ovennævnte Jagger har sunget i en anden sammenhæng: You can’t always get what you want.
På sit andet album Vindfang sætter sanger og sangskriver Chresten Falck Damborg i gang med det melodramatiske Du kan sige det til mig – som en tank mosende hen over den vestjyske plantagejord ved hjemmet i Nordvestjylland. Et håndfast elektrobeat, en syret akustisk guitar, trompetlyd. Det skærer, rumsterer og rabler på den tidligere X Factor-vinders (2013) nye plade. I et garage-lydbillede skabt af Chresten selv og produceren Knut Haavik.
