Et par timer fredag d. 25. oktober om eftermiddagen var jeg en tur på legepladsen sammen med mit snart treårige barnebarn. Mens vi legede med en pink delfin, en rive og en rød si i sandkassen, greb hun et brunt nedfaldsblad og spurgte: ”Hvorfor falder bladene, morfar?”
Tja, hvorfor falder bladene om efteråret? ”Fordi det bliver koldt om efteråret, lille skat,” forsøgte jeg mig. Fotosyntese er et stort begreb at trække frem sådan en fredag eftermiddag i en sandkasse. I det hele taget et stort begreb når som helst og hvor som helst.
Svaret tilfredsstillede tilsyneladende den lille, så vi legede videre med riven, den røde si og den lyserøde delfin, der i øvrigt hedder Bibi.
Min lille hjertestund i sandkassen blev hverken den første eller sidste gang, jeg skulle komme til at beskæftige mig med livets forgængelighed den fredag med hele tre nye danske album og en musikdokumentar som soundtrack. Både Hushs Fading Into Golden, Michael Falchs Drømmene, Thomas Helmigs Sortedam og Bruce Springsteens livedokumentar Road Diary – Bruce Springsteen & The E-street Band udkom/havde premiere fredag.
Egentlig begyndte det allerede torsdag aften d. 24. oktober, hvor jeg for femte eller sjette gang i mit liv var til koncert med duoen Hush. Denne gang i spillestedet Richter i Søborg. På denne turné optræder Hush delvis akustisk, men der er stadig mange tøjlesløse volt i Dorthe Gerlach, Michael Hartmann og guitarist Andreas Käehnes udtryk – mere eller mindre unplugged. De nye sange lød så lovende, at jeg straks lyttede til det nye album fredag morgen.
Hush, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann. PR-foto
For tre år siden siden deltog jeg i begravelsen af en barndomsven, jeg har kendt, siden vi var 13-14 år gamle. Ved den lejlighed blev der spillet to numre, Hushs ”Do What You Love to Do” og George Harrisons ”All Things Must Pass”. Langt hen ad vejen min vens livsfilosofi rammet ind i hhv. 2 minutter og 56 sekunders pop og 3 minutter og 46 sekunders rock, fortalte han, da jeg besøgte ham på det sidste.
Han og jeg delte en fælles begejstring for Hush. Han for deres pop, jeg for deres country, sammen for deres countrypop. Harrison … ja, han og de tre andre fra Liverpool, men mest George, var og er en del af vores dannelse og menneskelige udvikling.
Så det var tæt på, at jeg fik kaffen galt i halsen, da jeg fredag morgen opdagede George Harrison på guitar i det nye Hush-nummer ”Weary Soul”.
Slideguitaren i det nummer lyder fuldstændig, som var the quiet beatle genopstået fra floderne Ganges, Yamuna og Saraswati, hvori hinduistiske Georges aske blev strøet, for at lade sin guitar græde venligt sammen med Hush. Et besynderligt tilfælde. Eller?
Senere på fredagen bekræftede Hartmann, at det faktisk er meningen, at det skal lyde, som om Ringo Starr, Elton John og George Harrison spiller med på ”Weary Soul”.
Hush opererer inden for deres helt egen musikalsk rummelige danske popamericana/countrygenre – ingen lyder som dem. Det er grumme melodiøst. Dorthe Gerlach skriver dybe tekster med udgangspunkt i det ligefremt almene, så det aldrig bliver letkøbt banalt eller ”don’t bore us, get to the chorus” alibi-digtning. Som hun synger i ”Weary Soul”:
”You’ve been caring to much, but it still isn’t enough, if you walk another mile/ You might see the finish line, sometimes you think you do, but then you don’t/ only more and more of this endless road/ go rest your weary soul, go rest your weary heart/ life gets really hard, this world can be so cold/ I’ll hold you in my arms for as long as it lasts, and we won’t be alone while we’re waiting for the rain to pass.”
Der var tidspunkter den fredag, hvor jeg tænkte, at den sang hører hjemme på samme hylde som The Pretenders’ ”I’ll Stand By You” og Bill Withers’ ”Lean on Me”.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade
Jo mere jeg lytter til den plade, jo mere bilder jeg mig ind, at jeg i detaljerne fornemmer alt det arbejde, ægteparret Dorthe Gerlach og Michael Hartmann må have lagt i det. Fx koret og orglet i ”My Heart” er finere musikalsk fajance. Ikke noget med at buse frem, bare diskret i baggrunden.
Det meget smukke afslutningsnummer ”Bittersweet” handler, som Gerlach også forklarede i Richter aftenen forinden, om at give slip på og komme videre gennem livets faser. Som på den ene side er helt naturlige, man får en uddannelse, følger sine drømme og mål, et job, finder en partner, bygger rede, pludselig flyver ungerne på egne prydfjer. På den anden side er der alligevel denne her melankoli og måske ligefrem et savn efter det, der var. Et af livets mange små paradokser iklæder Hush en næsten perfekt velproduceret ballade. Uden at forfalde til nemme løsninger. Det samme gælder fx sangen ”The Little Things”.
Og det er, hvad Hush er – en vellydende påmindelse om, at det meget ofte vil være i det små, man finder det store.
Vandringer ved Sortedam
I sommeren 1977 skaffede ovennævnte ven mig et klubværelse i Livjægergade på Østerbro, hvor han selv boede i forvejen.
Tre-fire, måske fem gange tog vi en nattevandring rundt om alle søerne, begyndte ved Sortedam, sluttede ved Sortedam. Jeg tror, de ture var en form for luftventil. Der blev inhaleret King’s og udluftet en blanding af teenageangst, dybe øjeblikke, drømme, fis og ballade. Jeg husker billeder af grønne taxaskilte, Irma-hønens spejling i vandpytter, efterårsblade, møder med andre nattevandrere. Jeg husker fornemmelsen af at gå i seng gladere, end da vi forlod klubværelsesopgangen.
Sørgeligt nok skulle Thomas Helmigs vandringer ved Sortedam ikke få samme betydning for hans søn, Hugo Helmig.
Jeg hører ikke til dem, der måske lidt animeret kalder Thomas Helmigs nye plade, Sortedam, det bedste danske rockalbum nogensinde. Måske ikke engang det bedste Helmig-album. Hvis man overhovedet kan måle den slags, vil det i min bog nok stadig være Helmig herfra.
Jeg havde mine reservationer på forhånd, også efter første gennemlytning, for den sags skyld. Kald mig kynisk, men jeg savnede – når nu det skulle være – at høre Thomas Helmig vende blikket indad: Hvad kunne jeg havde gjort? Jo flere gange, jeg har lyttet til albummet, jo mere har jeg indset, at det jo for hulen er det, han gør, ser indad – at det er mig, der som sædvanlig er en stupid man.
Thomas Helmig. PR-foto
Hvis man kan bruge ordet elegance i denne triste sammenhæng, er det det, Thomas Helmig endnu engang strør omkring sig, elegant pop. Med sin aldrig svigtende flair for smooth soulpop og iørefaldende melodier som indpakning leverer han uafrystelig selvterapi i syv kapitler. For mig er der to helt centrale passager. Den ene i ”Vindstød af stormstyrke”:
Hvordan kunne jeg miste den, jeg skulle passe på
Oprørte vande, bølger af sorg
Oprørte vande, opløst i tårer
Hvordan kunne jeg nogensinde slippe din hånd, hvordan kunne jeg slippe din hånd
Og så Helmig tilbagetrukket i lydbilledet:
Tilgiv mig …
Det er en fars fortvivlede, ja … udbrud et sted mellem et opgivelsens suk og hjerteskærende skrig. Det er muligt, at lyden i hænderne på den erfarne engelske lydtekniker Tom Elmhirst (bl.a. David Bowie og Adele) lyder lækker, og indimellem også for lækker, men den ubøjelige insisteren på at synge om det eksistentielt uforståelige, sorgen, smerten.
Ja, det er dybt bevægende, påtrængende stærkt. Vi hører en far, der i sine ledige stunder formentlig ikke har bestilt meget andet end at søge svar på sit eget spørgsmål: Hvordan kunne jeg slippe din hånd? Og vi behøver ikke vide mere. Det er mellem Thomas Helmig og hans gud.
Helt inde hvor det gør ondt
Det ene rørende øjeblik afløser det andet på den plade. Den ene årgangs Thomas Helmig komposition og produktion afløser den anden. Som andre har påpeget, er det en mindre genistreg at invitere lydtekniker og producer Tom Elmhirst inden for i hjertekammeret. Han ved tydeligvis noget om at skabe balance mellem det storladne og inderlige, så sangerens sorgbearbejdelse ikke ender i det luftige og dermed utroværdige.
Det er den Helmig, jeg foretrækker, Helmig i ”Malaga” og ”Støvregn”-mode.
I pladens andet centrale øjeblik synger Helmig igen i afslutningsballaden ”Alt det” om sine og sønnens fælles erindringspunkter. Her kan man tale om, at Gud ligger i detaljen. Flere gange er sangeren så tæt på mikrofonen, at den giver mislyde, små stød. Måske fordi Helmig rent faktisk er stødt mod mikrofonen under indspilningerne. Det kunne være ændret. Men blev det ikke. Det er enormt virkningsfuldt. Det er Thomas Helmig helt inde, hvor det gør ondt.
Som Helmigs kollega Michael Falch skriver på sin Facebook-væg:
”Som jeg hører disse – på samme tid minimalistiske og storladne – sange fra Thomas, går han ganske vist også helt ud til den yderste kant, men han falder ikke i den forkerte grøft. Det er, som om han synger ind i en mikrofon rettet direkte mod hjertet. Det er hård kost – voldsomt påtrængende, næsten ubærligt hjerteskærende, ultimativt selvbeskuende, vildt emotionelt, knugende sorgfuldt.”
Michael Falch og smerten
Det er stort af Michael Falch sådan uforbeholdent at rose sin kollega og konkurrent på deres fælles udgivelsesdag. Han kan nu også selv, den gode Falch. Det nye album Drømmene er skrevet i det forholdsvis nye hjem i Rudkøbing med udsigt til en kirkegård på den ene side og det smukke langelandske landskab, der efter sigende også inspirerede Adam Oehlenschläger til ”Der er et yndigt land”.
Falchs seneste ”elektriske” album fra 2020, Forår i brystet, lød for mig som en fragmentarisk selvbiografi i ti kapitler førende frem mod et sted, hvor komponisten så tilbage på sine valg og fravalg for med et modent skuldertræk at konstatere, at det var sådan, det blev, fordi det var meningen.
Som Michael Falch selv siger i en pressemeddelelse, behandler Drømmene:
”Tidens gang og min nye udsigt har nok inspireret mig til både at fokusere særligt på det levende landskab og dødens realitet. Sangene bevæger sig ind og ud af drømmene – både de livsdrømme, der er nødvendige for at holde håbet levende; dem, der snarere er fantasier og virkelighedsflugt, og så de nattedrømme, hvor fortiden rumsterer, og genfærdene tropper op for at plage os, pirke til vores samvittighed og åbne vores øjne.”
Natten, dens drømme og periodisk uudslukkeligt tørstige dæmoner har været et gennemgående tema i Michael Falchs sangskrivning – stærkest i ”Det andet land” fra albummet fra 1986 med samme titel.De senere år har Falch bevæget sig i et afdæmpet, lettere sfærisk low fi musikalsk univers i tæt samarbejde med især producer/mikser Mikkel Damgaard (Love Shop).
”Drømmene om natten” er Michael Falch to the core, en god melodi, en påtrængende tekst, denne her guitar, der et eller andet sted langt ude er i familie med Neil Youngs Old Black.
Superlove: Michael Falch og Malurt 2022. Foto: Joe Johansen
Albummets hovednummer, ”Helhjertet”, lyder som en velproduceret Falch-hymne og et godt eksempel på den balance, der tilsyneladende i dag råder i kunstneren Michael Falchs udtryk. Balance mellem stemmen og musikken, manden og kunstneren, lys og mørke, håb og desillusion, sindsro og kaos, grusveje og motorveje i blodet, livsglæde og -lede – og vrede som i det krasbørstige ”Svaret er nej”.
Det virkelig glædelige er, at han favner så vidt inden for rockmusikkens forholdsvis snævre grænser. Det virker, som om kunstneren Michael Falch efterhånden har fundet sig til rette med at være mennesket Michael Falch i sin kunst.
Tidligere kunne det godt virke, som om personaen, den offentlige figur Michael Falch, stillede sig foran mennesket, også i sangskrivningen. Det var før albummet Falder du nu (2005), som da også blotlagde, at der havde været en del at skjule.
Falchs tekster bliver bedre og bedre, og de bliver bestemt ikke dårligere af at være indsvøbt i disse stilfærdigt trippende melodier, indimellem indpakket i strygere. Det lydbillede klæder den aldrende mands mange tankevækkende refleksioner.
Falch kan noget, som ikke så mange andre i hans generation kan. Den gode melodi til den meningsfyldte tekst med flere lag. Det synes nærmest at være en form for dogme. Med en parafrase over Dolly Parton: En djævelsk god melodi får ikke lov til at sidde alene for sig selv, hvis Michael Falch er i huset.
Allersmukkest er det i ”Vokse ved din side”, hvor sangeren rækker hånden ud.
Himlens dråber falder nu
i hundredtusindvis
Som sorgen, ingen kan begribe,
kun ane svagt i dis
Du er én, der kender smerten,
du gemmer den et sted
Må jeg gå med dig derud,
hvis jeg kan følge med?
… og så var der Springsteen
Det skabte rystelser i mit provinsdrengeværelse, da singlen ”Born to Run” dukkede op på P3 i sensommeren 1975. Det talte min afdøde ven og jeg også om. Det skal siges, at han var mest vedholdende i begyndelsen. Jeg fandt først for alvor Bruce et sted mellem The River og Born in the USA. Min ven så Bruce ved den ikoniske koncert i Brøndby Hallen d. 2. maj 1981. Af økonomiske grunde, tror jeg, måtte jeg nøjes med Springsteen sammen med Michael Falch og Malurt på scenen i Forum aftenen forinden.
Under Bruce Springsteen og The E-Street Bands koncert i Parken juli 2023 var det dengang seneste album med nyskrevne sange fra 2020, Letter to You, en form for rammefortælling med udspring i et dødsfald. I 2018 døde George Theiss, det sidste levende medlem af Springsteens første band, The Castiles, ud over bossen selv.
Det handlede om Bruces sorg, sorgbearbejdelse, det handlede om at se tilbage for at mindes, selvfølgelig, men også for at huske og fejre det, der skete i de små pladeforretninger og klubber i Asbury Park. Det, der formede Bruce og George
Det har inspireret til sange som ”I’ll See You in My Dreams”, ”Last Man Standing”, ”One Minute You’re Here”, “Ghosts” og til dels titelnummeret ”Letter to You”.
Jeg forstår godt, at Springsteen har ønsket at dokumentere Letter to You-turnéen. Setlisten den aften i Parken og resten af turnéen var sammensat, så koncerten frem til ekstranumrene fortalte en historie om at vokse op, det, der definerede ruten, om at være født til at løbe, indtil verden omkring indhenter en. Om dødelighed. Og om ikke at give op. Det er den bedste Springsteen-koncert, jeg har oplevet
Det er en god dokumentar, god lyd, fede billeder, god fortælling. I og med at den er skabt af Springsteen selv og hans manager med mere, Jon Landau, skal man ikke forvente kritisk dækning. Det mest interessante for mig er en passage, hvor det om end indirekte forklares, hvorfor lyden til Springsteens koncerter i mange år har været elendig. Tidligere kunne han bruge timer på at lytte til bandets lydprøver i koncertsalene. I dag bekymrer han sig kun om, hvordan han selv lyder
Men jeg må indrømme, at jeg fik en klump i halsen, da jeg sent fredag d. 25. oktober så dokumentaren blive indledt med ”No Surrender”.
Utallige gange har min ven og jeg citeret linjerne, der efterhånden er kanoniseret til første bud på rock’n’rollerens stentavle.
We learned more from a three-minute record, baby / Than we ever learned in school
Og jeg husker, hvad min ven sagde en af de sidste gange, jeg så ham: Sorg er et tegn på, at man har elsket.
Bruce Springsteen i Parken, juli 2023. Foto: Eddie Michel
Da hele verden sidste sommer pludselig begyndte at synge med på “It doesn’t hurt me, yeah, yeah, yo”, tænkte jeg, ”hvad sagde jeg” og ”about f***ing time”. Der skulle en tv-serie, Stranger Things, til, før Kate Bushs smerteligt følelsesladede “Running Up That Hill (A Deal With God)” blev TikTok-moderne – og den notorisk pressesky Bush stod frem på tv og takkede for den rørende opmærksomhed.
En af de sidste dage i januar, måske en af de første dage i februar 1978 besøgte jeg en desværre nu afdød ven. Til hans mange kvaliteter hørte et skarpt, altid opmærksomt øre for nye pophits. På et tidspunkt fremdrog han en ny single, som dog havde skuffet ham. Der var ikke rigtig et ordentligt omkvæd i den sang, mente han. Om noget lød det som Tiny Tim, der et årti tidligere havde haft et sært hit med en version af “Tiptoe Through the Tulips With Me”.
Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate ikke har brugt en eller flere gange i sin musik
På mig virkede singlens cover eksotisk, emmende af østerlandsk mystik, anderledes. Hvad forestillede det? Måske en kvinde på en form for kors, en drage, en gymnastisk øvelse? En martyr, en erobrer, en furie?
I dag ved jeg, at coveret blandt andet er inspireret af noget så harmløst som en scene i Disney-filmen Pinocchio.
Til gengæld ved jeg ikke, hvor mange gange jeg tvang min ven til at spille den single i løbet af aftenen. Bare klaverintroen, der ligesom kommer dryppende som smeltende dråber fra en istap i et af de få træer på Haworth Moor, som Kate Bush synger om i “Wuthering Heights” – den sang havdedét.
Nu, 45 år senere virker Kates udtryk stadig lige så affekteret, teatralsk og vanvittigt passioneret som dengang.
Sangen i komplet symbiose med musikken – drøm, længsel, fantasi og en fornemmelse af noget uregerligt og dramatisk, noget ængsteligt væver sig ind i noget meget feminint, tiltrækkende, sensuelt.
Påtrængende, ja. Og mørkt, vildt, som den åbenlyse inspirationskilde, Emily Brontës gotiske roman Stormfulde højder. Som romanen i sin tid var et narrativt nybrud, skulle Kate Bush vise sig at være et nybrud på rockscenen.
Bush, der egentlig selv hedder Cathrine til fornavn, synger ud fra Catherine Earnshaws perspektiv. Hun fryser og vil ind i varmen hos sin stedbror, som hun elsker og hader. En kritiker har engang meget rammende kaldt sangen en ”gotisk romance destilleret ned til en fire et halvt minut lang, tåget rapsodi”.
Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, ”Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte)
Og så er der selvfølgelig den ikoniske, maleriske guitarsolo, som skyldes Ian Bairnson og ikke David Gilmour, som jeg i årevis troede efter at have læst et eller andet sted, at han hemmeligt havde erstattet det oprindelige track. Det var en ammestuehistorie – tak, Ole – men sandt, at Gilmour ofte tilskrives æren af at have opdaget Kate Bush.
Det var da også ham, der producerede hendes første demotape. Kate og Pink Floyd-guitaristen fortsatte senere deres samarbejde, han har bl.a. produceret flere af hendes album. F.eks. udlånte han helikopterlyden fra ”The Wall” til en af hendes sange. ”Der var ikke lige en helikopter i nærheden af studiet den dag,” som Bush har sagt.
Kate Bush og referencerne
Jeg købte selv ”Wuthering Heights” singlen i Fona på Østerbro og kort efter de hele to album, der udkom i 1978, Lionheart og The Kick Inside.
Indtil videre er der udkommet 10 studiealbum, men de to første vil nok altid være mine foretrukne på grund af den betydning, de havde, mens jeg som nyslået københavner sad på mit klubværelse med udsigt til solnedgangen over halvdelen af Østerbro, lyttede og fyldte det 12 kvadratmeter store værelse med King’s-røg. Det er mit grundbillede på den tågede lyd af Kate Bush.
Måske også fordi Bush i begyndelsen var lidt mere klassisk pop og rock, end hun blev i årene, der skulle følge. “The Man With the Child in His Eyes” er f.eks. en ballade, der kunne være sunget af Barbra Streisand. Der skulle gå et par årtier, før jeg for alvor fandt ind i den (endnu) mere eksperimentelle side af Bush.
Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning
Hvorfor kan jeg ikke huske, men jeg fik aldrig set hende under den eneste koncert i Danmark, i Falkoner i april 1979. Sikkert noget med penge. Burde have tigget, lånt eller stjålet.
Som Kate havde jeg – på tysk tv – set 1939 filmatiseringen af Stormfulde højder med bl.a. Laurence Olivier og David Niven. Havde læst romanen – eller rettere en del af den, hvis jeg skal være helt ærlig. Den gotiske klassiker skulle mange år senere komme til at spille en rolle i min egen roman, Hamlet og Helvede.
Også Kate citerer gamle Shakespeare, nemlig Othello i ”Blow Away”. Der er i det hele taget et hav af referencer i hendes tekster – Peter Pan, Disney, “Arsenik og gamle kniplinger”, en filmatisering af Klokkeren fra Notre Dame, gyserromanen The Turn of the Screw, H.C. Andersen (indirekte) i ”The Red Shoes”, hendes yndlingsgyser, Stephen Kings Ondskabens Hotel, en bog om den banebrydende psykolog og filosof Peter Reich – ”Cloudbusting”, hvor der efter sigende også er en subtil reference til Hamlet.
Var begrebet eklekticisme ikke opfundet længe forinden, havde man måtte gøre det til Kate Bush. Jeg tvivler på, at der findes et instrument, Kate Bush ikke har brugt en eller flere gange i sin musik. Ja, selv autotune har hun leget med (”Deeper Understanding”).
Inspirationen er ikke bare stilistisk – som i: her kunne det være fedt med lyden af lidt jazzet bas. Det er hele Kate Bushs tilgang til det at skrive og producere musik. Kun i ganske få af sine melodier følger Bushs sangskrivning gængse modeller. Lyt f.eks. til det cinematiske “Wow” fra Lionheart, hvor Kates dengang 19-årige sangstemme pludselig i en slags omkvæd flagrer og spreder vingerne kærligt ud, så man ikke rigtig ved, om det er opera, film eller et Queen-nummer. Enormt virkningsfuldt.
Klassisk musik, George Gershwin, folkemusik, balletmusik, jazz, diverse former for eksperimental musik, diverse former for stammemusik, filmmusik, musicals, Genesis, Simon & Garfunkel, Jethro Tull, Roxy Music, Elton John, der en periode dækkede alle vægge i hendes ungpigeværelse hjemme i Bexleyheath, Kent. Kate Bush sugede til sig.
Ligesom hun selv har inspireret et hav af kvindelige kunstnere. Björk, Sia, Fiona Apple, St. Vincent, Lana Del Rey, Marina (and the Diamonds), Sharon van Etten, Peaches, Alanis Morrissette, Randi Laubeks storværk The Wedding of All Things, Oh Land og mange, mange andre. Sidste år udsendte Kira Skov og Mette Lindberg et uforbeholdent hyldestnummer til Kate Bush – og Dusty Springfield – ”Dusty Kate”.
Og tænk så på, hvor mange kvindelige kunstnere, der senere skulle komme til at danse og synge samtidig under koncerterne – som Kate Bush også var den første til.
Ligesom hun var den første til at bruge et headset til sin trådløse mikrofon, så hun frit kunne bevæge sig rundt på scenen. Forud for hende var Peter Gabriel og Mick Jagger begyndt at bruge den trådløse mikrofon.
Kate Bush og mysterierne
Med musiker Barry Hydes (The Futureheads) ord: “Uanset hvor mange gange, du lytter til den, vil der stadig være en masse mysterier i Kate Bushs musik”.
Det har han så ret i. Uløselige gåder skjuler sig i tågen, der omgiver Kate Bushs musik, man finder aldrig for alvor en formel eller musikalsk “klartekst”, eller rettere, man finder sin egen betydning.
Det er et vigtigt aspekt, når det gælder Bushs magi, at uanset hvor drømmende eller æterisk, det bliver, er der også denne her ligefremme kropslighed, sensibilitet og nogle gang måske lidt skæv dansabilitet. Krop og sjæl. Pop og rock favner eksperimenter, eller også er det omvendt. F.eks. “James and the Cold Gun” fra The Kick Inside, “Don’t Push Your Foot on the Heartbrake”, titelnummeret til Hounds of Love, eller det dæmoniske “Walking the Witch”.
Både The Kick Inside og Lionheart burde rangere på højde med de album, der næsten altid fremhæves som definitive album fra 70’er-“album-æraen” i rockmusikken. På mange måder er der lige så meget nødvendighed, følelse, smerte og orkestrale manøvrer i mørket hos Kate Bush som f.eks. på Bruce Springsteens Burn to Run og Darkness on the Edge of Town og Elton Johns Goodbye Yellow Brick Road.
Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel
Nu er dette bare en tilfældig liste, jeg lige googlede mig frem til, men det er vist typisk for opfattelsen hos mange musikeksperter. Du er velkommen til at indføje “mandlige” foran musikeksperter.
Når det kommer til intellekt, ambition, inspiration, intuitiv forståelse for de mulige brudflader, hvor kunst kan fodre og udvikle rockmusikkens udtryk og omvendt – teater, litteratur, film, billedkunst – er Kate Bush det nærmeste, rockmusikken kommer en kvindelig kunstner med en indflydelse, der matcher det aftryk, David Bowie nåede at afsætte. Uanset at han jo nåede at være mere aktiv både hvad plader, koncerter og medieplatforme angår.
Det synes jeg egentlig aldrig rigtig, hun har helt har fået kredit for.
Kate Bush græd efter eget udsagn i timevis, da Bowie under en koncert i 1973 i Hammersmith Odeon lagde Ziggy Stardust i graven. Hun var der blandt publikum, 15 år gammel. De nåede senere at hænge ud med hinanden flere gange, bl.a. i Abbey Road studiet – og de blev i perioder undervist af den samme danselærer.
Kate Bush dansen
Dansen, ja. Allerede på de første live-optagelser af Kate Bush fra 1978/79 ser man hendes spektakulære, stærkt ekspressive dans under bl.a. “Wuthering Heights”. Dansen understreger tekst og musik. Ærgerligt, at hun ikke kom til at optræde mere.
Det gør tusinder af fans i alle aldre til gengæld. Iklædt røde rober mødes de årligt rundt omkring i verden for at hylde “Wuthering Heighs” til flashmobs. Usædvanligt rørende, har Kate selv kaldt det. Se med i dette link. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det.
Som nævnt har Kate Bush indtil videre udgivet 10 studiealbum. Det seneste, 50 Words For Snow, i 2011. Turneen, der som nævnt bl.a. bragte hende til Falkoner i København i 1979, skulle blive den eneste. Hun har dog optrådt flere egange op gennem 80’erne ved enkeltkoncerter.
I 2014 optrådte hun ved en stribe koncerter i Hammersmith Apollo i London. Uden at spille “Wuthering Heights”. Adskillige rasende tilskuere forlangte ifølge engelske aviser pengene tilbage. Jeg havde også været slemt skuffet, hvis jeg havde været der, men det ville være glemt igen, når jeg nåede hjem.
En dag sad Jens Rugsted sammen med sin ene søn og talte lidt om stort og småt – om det, der driver menneskers gøren og laden. De var enige om, at det desværre stadig er, som de synger i musicalen Cabaret: ”Money makes the world go around”. Eller som Rugsteds jævnaldrende kollega, C.V. Jørgensen engang sang, ”pengebegær er hver mands eje, så jeg det vogter nøje”. Måske er det endda endnu mere end nogensinde sådan, det er – at pengene styrer verden.
”Vi snakkede om: Hvorfor ikke vende det om og sige, at det er kærligheden, der driver verden? Det var jo bare sådan noget småfilosofisk snak, men det blev inspiration til mit nye nummer ”Crazy World”,” siger Jens Rugsted.
Han er en sympatisk, ydmyg herre. Ikke typen med store armbevægelser. Har ikke givet overvældende mange interviews i sin karriere – ”jeg hader at tale om mig selv”, som han siger. Men i anledning af den nye single har han indvilliget i at mødes med mig til en samtale med nogle nedslag gennem karrieren, der på sin vis begyndte, da hans forældre købte en guitar til ham.
”Jeg har faktisk lært at spille,” siger han med et skævt grin.
Udover ”Crazy World” er der mere musik på vej fra hans hånd, måske ligefrem et kommende album. Lige nu er Jens Rugsted og hans gamle kumpan, Stig Kreutzfeldt på turne Danmark rundt med deres hitparade – ”Tilfældigvis forbi”, ”Går gennem tiden” og ”Rundt op og ned”, for nu bare at nævne nogle få.
Jens Rugsted og signaturlyden
Til næste år er det 60 år siden, Rugsted debuterede ved en koncert på Bakken som medlem af pigtrådsorkestret Dandy Swingers. Selvom mange vil nok især vil forbinde ham med tiden i Rugsted Kreutzfeldt, har han været aktiv i samtlige snart 60 år.
Det var en af de sjældne overnight sensations, da Rugsted Kreutzfeldt fra den ene dag til den anden pludselig hittede i 1981. I årene efter flød en jævn strøm af hits ud af højtalerne i de danske hjem. De solgte en masse plader, toppede hitlisterne, skabte en ny dansk pop-rock lyd, der skulle blive skoledannende for en helt generation musikere i 80’erne. Og flere generationer senere for den sags skyld.
”Jeg har altid skrevet sange, selvom jeg har det lettere med toner end med ord,” siger Rugsted om sin nye single.
Man kan roligt sige, at det nummer bærer hans signaturlyd – både på guitar- og basspil, og sangen, selvfølgelig. Det nummer ånder Rugsted.
”Det er den største ros, jeg kan få. Hvis nogen siger, det dér – det kan kun være Jens Rugsted, så stiger jeg i graderne. Så tak, du”.
Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb
Jens Rugsted voksede op i efterkrigstidens Christianshavn. Med sin studenterhue i hånden var han i tvivl om, hvad han ville bruge sit liv på – udover at lytte til Tommy Steele, The Shadows, Little Richard og The Beatles, der satte lyd til drømmene i verdens første teenagegeneration.
”Egentlig syntes mine forældre, at jeg skulle være jurist. Jeg begyndte da også på jurastudiet på Københavns Universitet. Og jeg nåede også at købe alle bøgerne. Det sagde mig bare intet. Mine medstuderende kom i deres lange, grønne frakker med fodformede sko og piber. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Jeg tror, at det er sådan, at det er musikken, der vælger en og ikke omvendt. Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til.”
Dandy Swingers blev vejen ind i musikkens verden. En dag i det Herrens år 1967 besøgte gruppens leder, Peter Gregers, Ballerup Mælkepop (det hed det faktisk), hvor 19-årige Annisette Hansen optrådte med en pianist.
Savage Rose, coverfoto
Hun imponerede ham, som hun skulle komme til at imponere vidt og bredt senere, og Gregers skyndte sig at invitere den talentfulde sangerinde med i første omgang i Dandy Swingers og kort efter også i det nye band, The Savage Rose, hvor Rugsted og Alex Riel dannede rytmegruppen, og brødrene Anders og Thomas Koppel spillede på tangenterne.
”Annisette blev trækplasteret med det samme. Allerede dengang var hun en fantastisk sangerinde. Vi havde en fantastisk tid i Savage Rose. I 1969 optrådte vi på Newport Jazz Festival sammen med kunstnere som Sly and the Family Stone og James Brown,” siger Rugsted.
Et blik på programmet fra dengang er nærmest som at slå op i en musikhistoriebog. Blood, Sweat and Tears, Jeff Beck Group, Jethro Tull, Ten Years After, Art Blakey, Dave Brubeck, Miles Davies, BB King, Buddy Rich, Herbie Hancock, Led Zeppelin.
“Vi var nærmest de eneste hvide på den plads. Forestil dig som helt ung at være med til den slags oplevelser. Allerede som 23-årig havde jeg rejst verden rundt. Været i USA 3-4 gange. Indspillet i London og Paris. Det var en kæmpe oplevelse.”
Nye græsgange
Efter fem-seks år med The Savage Rose besluttede han at søge nye græsgange. Der gik, som han siger, ”albansk politik” i det, og brødrene Koppel og Annisette ønskede en anden form for gruppe.
”Jeg var selv begyndt at skrive sange på det tidspunkt og var også begyndt at tænkte over min egen lyd. Så jeg stoppede. Vi var på turné i Norge, og på et tidspunkt tog jeg flyveren hjem. Vejene skiltes i al fredsommelighed. Det var det rigtige dengang.”
Op gennem 70’erne arbejdede Rugsted sammen med bl.a. Arne Würgler, Anders Koppel, Povl Dissing, Benny Holst og Hvalsø Spillemændene. Allerede dengang spillede han næsten lige så meget bas som guitar med de forskellige musikere.
”Oprindelig gik jeg til klassisk guitar. Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb,” siger han med et smil.
”Så det har været helt naturligt for mig med både bas og guitar.”
Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig
I midten af 70’erne mødte Rugsted Stig Kreutzfeldt, som dengang var lidt af en pioner indenfor dansk studieteknik. Producere som Freddy Hansson, Flemming Rasmussen og Nils Henriksen gjorde bestemt også deres til at løfte niveauet. Men det var Kreutzfeldt, der teknisk løftede sounden i dansk rock på plader med kunstnere som C.V. Jørgensen, Bifrost, Entrance, Buki Yamas og Trille, påstår jeg.
”Det har du ret i. Stig har en udsøgt fornemmelse for lyd. Måske er han Danmarks bedste tekniker nogensinde.”
Kreutzfeldt og Rugsted mødtes første gang i forbindelse med Anders Koppel-pladen Regnbuefuglen.
”Jeg havde en fuzz-pedal til min bas med. Den skulle give en ”(I Can’t Get No) Satisfaction”-agtig lyd. Det havde de ikke hørt før, og Stig syntes åbenbart, at det var spændende. I løbet af vores samtale fandt vi ud af, at vi havde samme smag: West Coast Rock. Amerikansk swingmusik.”
Rugsted og Kreutzfeldt begyndte at sende sange til hinanden på kassettebånd, og de opdagede, at de havde en fælles tone. Der skete noget særligt, når de arbejdede sammen, hvilket de gjorde, når der var hul igennem i studiernes kalendere fra sen aften til næste formiddag.
Rugsted Kreutzfeldt. Pressefoto
En klovn ved knapperne
Jeg spørger Rugsted, om han vil tage os med ind i Stigs og hans maskinrum dengang. Hvordan var det, de skabte deres helt specielle lyd, den her lyd af evigt solskin, sand mellem tæerne og hjerter, der klaprer i takt?
”Der skete typisk det, at Stig ringede: Du kan godt komme, der er hul igennem. Så tog jeg derud i studiet. Vi sad som regel hele natten i studiet og spillede. Jeg husker det som en skøn, kreativ tid. Vi elsker begge et stinkende hit. Det var vores fælles grund. Det er i høj grad Stigs fortjeneste, at lyden blev så god med top, bund og mellemtone. Jeg var en klovn ved knapperne dengang, senere lærte jeg det”. (Jens Rugsted optræder som producer på 36 plader på pladesitet Discogs, red.)
“Til gengæld var jeg jo så musiker. Stig sang fantastisk. Jeg synes i øvrigt stadig, han synger som en 17-årig.”
Den første udgivelse med Rugsted Kreutzfeldt var nummeret ”Lad mig dele dine drømme” på compilation-albummet Hvor dansk? Så dansk! – der udkom i 1977. På det tidspunkt var natdiskoteket i Montmartre i Nørregade the shit, stedet unge danseglade københavnere flokkedes blandt unge wannabe musikere.
Da dj’en Niels Christiansen begyndte at spille Rugsted Kreutzfeldt på natdiskoteket, spredte ringene sig, og pludselig en dag gik det stærkt.
Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere
Fredag den 13. marts 1981 medvirkede duoen i tv-programmet Spil op. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.
I løbet af kort tid solgte de hundrede tusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.
”Vi blev berømte fra den ene dag til den anden. Over en weekend så at sige. I dag har jeg det fint med den tid. Det havde Stig og jeg også dengang, selvom vi indimellem var som raslende espeløv,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Vi var slet ikke klar til at være stjerner. Det tærede lidt på os. Men vi elskede at spille. Og vi fik en masse jobs. Jeg husker de gode stunder – og så har vi visket de nervøse, usikre ting ud. Vi kunne ikke gå på gaden i et par år, mange ville hilse og snakke. Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig.”
Et hit på 20 minutter
I rækken af Rugsted Kreutzfeldt-hit vil et enkelt altid stikke ud. Balladen ”Jeg ved det godt” skaber stadig ømme øjeblikke hos publikum, når de optræder live.
”Det er rørende at tænke på, at vi har skrevet en sang, som så mange mennesker åbenbart stadig kan bruge. Den er skrevet meget, meget hurtigt. Jeg underviste i guitar på Blågård Seminarium. Når eleverne ikke dukkede op til undervisningen, sad jeg tit og trykkede lidt på de hvide tangenter. Kun de hvide,” siger Rugsted med endnu et grin.
”En dag kom ”Jeg ved det godt”, melodi og ord i omkvædet, skrevet på 20 minutter. Resten af teksten er skrevet af Kim Gustav. Jeg tænkte overhovedet ikke: så nu er den der. Men den ramte åbenbart noget i det omkvæd, de akkorder, den rytme og harmoni. Den er født på den måde, og den har levet sådan i 40 år, så noget må jeg have gjort rigtigt,” siger Rugsted.
Som det fremgår af biografien Tilfældigvis forbi, der udkom i 2016, var der på et tidspunkt internationale planer med Rugsted Kreutzfeldt. Det blev dog ikke rigtig til noget.
”Vi solgte så mange plader i begyndelsen af 80’erne, at pladeselskabet CBS ønskede at give det et skud på en plade med engelsksprogede versioner af de bedste af vores sange. Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere. Deraf kvaliteten. Vi indspillede sangene med hans tekst. Han mente ikke et ord af, hvad han skrev, det var cue-tekster. Kunstnerisk var det ingen succes, men det var da sjovt alligevel. Hold da op, der kommer en amerikaner og hjælper os. Det føltes jo stort på den danske måde.”
Dan Hartmann medbragte et kassettebånd med 80 af sine egne numre, som han gav til Kreutzfeldt og Rugsted og spurgte, om de ville lytte og sige deres mening.
”Vi hørte det uafhængigt af hinanden. Det ene var værre end det andet, volapyk og dårlige harmonier. Undtagen nr. 73. Det viste sig, at det var Stig og jeg enige om. Nummeret hed ”I Can Dream about You”. Året efter fik Hartmann et giganthit med netop det nummer i USA. Jeg siger bestemt ikke, at det var vores skyld, men det er da meget sjov.”
Kærligheden kalder
I 1985 besluttede Rugsted og Kreutzfeldt at gå hver sin vej. De havde fået nok af stjernelivet. Der skete andre ting på musikscenen, som bevægede sig et andet sted hen end det, de havde været med til at sætte i gang.
”Vi har aldrig været oppe at slås alvorligt, og vi kom til at arbejde sammen flere gange senere. Så det var et udramatisk brud.”
De skulle da også hurtigt komme til arbejde sammen igen i 1988. En dag ringede Sanne Salomonsen og spurgte, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med hende om en plade. Salomonsen havde haft nogle uheldige erfaringer omkring et rock’n’roll projekt, albummet Ingen engel/No Angel, og havde brug for at kaste sig ud i noget andet, mere lyst, poppet og kærlighedsfuldt.
Det blev til albummet Sanne, der udkom i 1989 med sange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod” og ”Jeg’ i live”. Musikken og en enkelt tekst er skrevet af og produceret af Rugsted Kreutzfeldt. Efter Kim Larsens Midt om natten er dét – eller Anne Linnets Jeg er jo lige her – det mest solgte danske musikalbum her i landet.
– Stig har omtalt arbejdet med albummet som en af hans bedste oplevelser som producer. Er du enig?
”Absolut. Sanne er fantastisk dejlig pige. Hun har altid været large overfor dem, hun arbejder sammen med. Hun hader at gå i små sko, ligesom vi andre også prøver,” siger Jens Rugsted.
Meryl Streep-pladen, “Sanne”. Fra coveret
”Vi har aldrig skrevet sange til andre. Det har altid været sange til os selv, så at sige. Sange, som vi selv kunne have fundet på at spille. Det viste sig at være en rigtig god ide for os alle tre. Sangene passede til Sanne. Albummet kom lige præcis på det rette tidspunkt. Jeg plejer at kalde det Meryl Streep-pladen. Hun ligner en god Meryl på coveret,” siger Rugsted med et skævt grin.
Et par år senere var det Kim Larsens tur til at finde Rugsteds telefonnummer. En dag i 1993 ringede han og spurgte,” Hva’ Jens, kunne du og Stig tænke jer at prøve at lave en udgave af Spørge Jørgen?”.
”Jeg tænkte, hvad fa’en vil han? Men man siger jo ikke nej til Kim Larsen – og selvfølgelig sagde Stig og jeg ja. Han er mit store idol. Der er ikke nogen ved siden af ham i dansk popmusik. Vi spillede lidt sammen i Stigs studie, og lidt senere gik det op for os, at han selvfølgelig ville teste os. Sad vi og røg hash eller drak rødvin hele dagen? Eller arbejdede vi? Han fandt ud af, at vi var helt almindelige mennesker, der passede vores arbejde og kunne få det til at swinge med ham. Så vi slap gennem nåleøjet.”
I dag fremstår Hvem kan sige nej til engel? (1994) ikke som et af Larsens mest kendte eller populære album. Det er lidt synd. Der er mange gode sange, og et par af hans bedste tekster i øvrigt, ikke mindst ”Hvileløse hjerte” – en af de centrale Kim Larsen-sange.
”Man glemmer tit, at Larsen var Danmarks bedste sanger. Udover hans tekster og udtryk, så sang han bare fantastisk og rent, med følelse. Når man er professionel og ved hvordan folk – også mig selv – skal trykkes ind, når det indimellem bliver falsk. Så får man altså kæmpestor respekt for sådan en mand, der synger så rent,” siger Jens Rugsted.
Det er en fast tradition, når Rugsted og Kreutzfeldt arbejder sammen i sidstnævntes studie i Birkerød, at Rugsted kører efter smørrebrød hos slagteren på Kongevejen, når det er blevet tid til frokost. Kim Larsen klarede sig uden.
”Kim havde sin madpakke med hjemme fra i en gammeldags rød madkasse. Det var en Amagermad, et stykke franskbrød og et stykke rugbrød med smør imellem. Det var hans frokost. Vi andre sad med kniv og gaffel og skinke og røræg. Kim var gennemført, det var ud i 2CV’en bagefter og hjem.”
Et godt groove
På Jens Rugsteds profil på Soundcloud kan man bl.a. kan finde et nummer med titlen ”Cruisin’ (Ode to J.J.)”. Det er en hyldest til blues/country-guitaristen J.J. Cale. Vi taler lidt om dokumentarfilmen To Tulsa And Back: On Tour With JJ Cale.
Jeg synes jo, at det fede Rugsted-groove i flere af Rugsted Kreuzfeldts numre – fx ”Går gennem tiden” og ”Spring op, ta’ med” lyder som om, det kunne det være påvirket af en musiker som f.eks. J.J. Cale.
”Om jeg havde J.J. med i studiet? Tjah, måske. Han er en af mine store favoritter, også menneskeligt. I dokumentarfilmen ser man en utrolig rar, beskeden og kærlig mand. Clapton har kaldt ham den rareste mand i rock’n’roll. Og så har han den der veranda, hvor han sidder med støvlerne oppe og spiller et godt groove.”
– Jeg ser mange dokumentarer. Jeg bliver altid glad, når musikerne virker til at være hele mennesker.
”Du har fat i noget meget essentielt for mig. Jeg har altid ment, at man skal begynde med at opføre sig ordentligt, være et godt menneske, hvis du kan. Så kan man spille musik senere. Det begynder med, at man opfører sig ordentligt. Jeg har prøvet at holde det i hævd selv, selvom det kan være svært, hæ,” siger Jens Rugsted og fortsætter:
Coverfoto
”Når du ser på store kunstnere som Elton John og Mick Jagger – de havde problemer i deres barndom. Helt tilbage til dengang, hvor de skulle have haft al den kærlighed, de ikke rigtig fik. For mig at se har de skrevet på det resten af deres liv. Det, der sker i barndommen, er så vigtigt – du kan bruge resten af livet på at bearbejde det. Selv havde jeg en helt almindelig lykkelig middelklassebarndom og har aldrig haft det der drive.”
– Det er måske en form for terapi?
”Tror du, det er en naturlov?”
– Nogle gange tænker jeg over det. Det er ikke tilfældigt, at den første rocktekst, der handlede om mere end dig og mig og vi to, hed ”Help” – og var skrevet af John Lennon.
Som et eksempel på en anden samarbejdspartner i kategorien ”hele mennesker” nævner Rugsted svenske Björn Afzelius, der arbejdede meget i Danmark i sine mange år som solist. Jens Rugsted producerede Afzelius’ plade Tankar vid 50, der udkom i 1997.
”En dag ringede han og fortalte, at han ville komme i studiet lidt senere dagen efter. Da han dukkede op i studiet, var hans sang så følelsesfuld og troværdig. Vi fik senere besked om, at han havde været hos lægen om morgenen og havde fået at vide, at han havde fået kræft. Og med den besked gik han ind i studiet og indsang det mest følelsesladede, jeg har hørt. Det var en stolt og stærk og kraftfuld mand. Og han var large. Han gav altid, når vi var på restaurant. Vi fik ikke lov til at betale. Han betalte for, at folk omkring ham kunne rejse ned og besøge ham i sit hus i Italien.”
Står her stadig
Mens disse linjer læses, er Rugsted Kreutzfeldt på turné. Det er ikke så længe siden, jeg så dem spille i Birkerød – på Kreutzfeldts hjemmebane.
”Vi prøver at opleve det hver gang, som om det var første gang. Da vi startede op igen i 2006 med en koncert i Tivoli, var det ikke meningen, at vi skulle gøre det igen. Det var en engangsforestilling. Da vi så begyndte at tale om mulighederne for måske at optræde flere gange, sagde jeg fra. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Jeg orker ikke at spille det samme og det samme igen. Det er så 15 år siden, og vi står der stadig, Jan.”
– Og hvad er så forklaringen på det?
”Jeg nyder det lige så meget som første gang. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, at det er vores egne sange, og jeg kan se en genklang i publikums øjne. Jeg prøver at spille min bas, som det var første gang. Det lykkes ikke altid, for der er noget kor og nogle harmonier, der skal passe … men jeg prøver.”
Tilbage står så spørgsmålet, om der så udkommer et helt nyt album med Rugsteds navn på coveret?
”Tjah, det vil vise sig. Der kommer flere numre, det ved jeg. Jeg er enormt kritisk med det, jeg sender ud. Det skal igennem et meget lille nåleøje. Jeg har så mange sange liggende hjemme på computeren, at jeg tror, at jeg kunne udsende fem album. Det er bare ikke godt nok. Det skal være helt i orden, før jeg udsender det.”
Jeg har en teori om, at de fleste succesfulde musikere oplever et point of no return i karrieren – koncerten, der bekræfter dem i, at musik, det er det, de skal resten af livet. I stort eller lille omfang. Måske med kommende udsolgte koncerter på Wembley, måske som bijob med en koncert i ny og næ på Café Punktum.
Jeg mener koncerten, hvor musiker og publikum underskriver en fælles hensigtserklæring: Vi vil hinanden, så længe vi gensidigt bliver ved med at give. Skulle der være en flig af sandhed i dette lommefilosofiske tankespind, kunne Rikke Thomsens koncert fredag i Telt 1 her i Tønder meget vel være en sådan.
Så enkelt kan det siges. Foto: Flemming Jørgensen
Da hun blev hyret til festivalen for tre år siden, inden Corona stoppede festen, var Rikke Thomsen mere eller mindre kult, især i sin hjemegn. I dag er Sønderjyllands egen Rikke på en tilsyneladende never ending tour med sin akustiske guitar. Hun har formået, hvad jeg ville have forsvoret, da jeg første gang læste om hende – at etablere et rum, hvor hun kan slippe afsted med at synge og tale på synnejysk, lige meget hvor hun kommer frem.
Da hun fredag eftermiddag trådte ind med et ”Mojn” på hjemmebanen på den største og vigtigste festival på hendes hjemegn, blev hun mødt af et kæmpe bifald. På den vibe fortsatte det, da hun lagde ud med ”Vausen” fra debutalbummet Opland.
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så
Vi taler en indforstået vibe, hvor alene første linje, ”Ka do mærk venn æ tænke å dæ elle it?”, afstedkom endnu mere bifald.
Og sådan fortsatte det naturligvis, da Michael Falch kom på scenen for at synge med på ”Hunge hjerte”, der er en form for parafrase over Bruce Springsteens ”Hungry Heart”. Dobbelt oplagt med Falch, der er vokset op i Tønder og faktisk har sunget ”Hungry Heart” sammen med Bruce Springsteen på scenen i Forum. Tilsyneladende havde Falch og Thomsen ikke haft ret meget tid til at indøve koreografi, men en effektiv gimmick var det.
At Falchs møde med Bruce fandt sted otte et halvt år før, Rikke blev født, siger på en omvendt måde noget centralt om årsagen til hendes succes.
Rikke Thomsen. PR-foto
Selvom hun synger, så det også i Telt 1 denne fredag kan være svært for os, der er født nord og øst for Kongeåen at fatte meget af det, udtrykker hendes livskloge sange noget universelt på tværs af generationer. Måske især til os, der også har vores rødder i small town-Danmark.
Det er bare et af Rikke Thomsens talenter. Som det blev understreget ved denne koncert, har hun mange. Med varme, solidaritet og forsoning beskriver hun både ensomhedens begrænsning og kedsommelighed og samtidig overskuelighedens tryghed i livet i en by med et par hundrede indbyggere – i pagt med naturen.
Hun talte en del på scenen. Beskrivelsen af dengang en nabo opsøgte hendes mor og stedfar i Blans for at klage over, at hækken var blevet så høj, at hun ikke længere kunne følge med i deres liv, var meget, meget morsom.
Ja, et par af Thomsens tekster har ligefrem gjort mig en smule klogere på mit ambivalente forhold til min barndoms grønne dal.
Som hun også sagde og senere sang: Hvis alle har et “hungry heart”, som ham Bruce synger, hvorfor føler hun sig så som den eneste med et “hunge hjerte” i Blans? En central pointe, der sætter sylespidst fokus på det forhold, at afstandene kan føles enorme i en by, hvor der er mindre end én kilometer mellem byskiltene.
Jeg ved ikke, om Mariah Carey kunne finde på at ringe til Rikke for at bede om et par sangfif, men hendes runde, let nasale klang klæder sangenes ord – faktisk næsten bedre live solo end på plade, hvor vokalen er produceret en anelse for lavt efter min smag.
Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme
Måske fordi hun sang sine sange med en forunderlig påtrængende mildhed.
Før koncerten var jeg spændt på at høre, hvordan Thomsen ville forløse sine sange, der på albummet Opland bevidst er produceret med pastelfarvet 80’er galore, med en enkelt guitar. Og her citerer jeg hende så igen: ”I kommer til at høre mine sange, som de lød, da jeg skrev dem.”
Jeg sad tilbage med en fornemmelse af at have fået et indblik i kernen – ikke bare i hver enkelt af hendes meget melodiøse sange – men i hendes vision som så.
Rikke Thomsen er en natural bornperformer og komponist med et stort glimt i øjet og sikker fornemmelse for, hvad hun og hendes sange kan – læg dertil, at hun er en glimrende guitarist.
Spørgsmålet er vel, om hun fortsætter som Sønderjyllands moderne Allan Olsen, eller om den form vil vise sig lige så begrænsende som barndommens Blans, og om den nye bopæl på det der spelt-Østerbro ovre på djævleøen og succesen som sådan trækker hende i anden retning.
Rikke Thomsen, Telt 1, fredag eftermiddag
Som en tyv om natten
Mit kendskab til skotsk folkemusik er mildt sagt begrænset. Selvfølgelig har jeg hørt den slags utallige gange som underlægning til tv og film og har nok også set det fremført live et par gange. I øvrigt holder jeg meget af Runrigs afskedsalbum The Story, som desværre er et noget underkendt forsøg på at give den skotske folk-rock et moderne udtryk.
Så det var ganske forudsætningsløst, at jeg opsøgte kvartetten Rura i Telt 2 fredag aften. Det skulle vise sig at blive endnu en af disse musikalske oplevelser, der kommer snigende som en tyv om natten og stjæler ens fordomme.
Bandet består, ved jeg nu, af violinisten Jack Smedley, Steven Blake på sækkepibe, fløjte og keyboards, Adam Brown, guitar, og David Foley såkaldt bodhrán og fløjte. I øvrigt vildt, så meget funk, Foley får ud af den lille tromme. Suppleret med basfigurer fra Blakes keyboards.
Rura på scenen i Telt 2. Foto: Flemming Jørgensen
Efter tolv års samspil lyder de fire mannies som en organisme. Det er måske store ord, men so be it – sjældent har jeg hørt et så tight og indforstået spillende orkester. Guitarist Brown havde efter eget udsagn tømmermænd – tænker at en skotsk folkemusiker ville blive smidt ud af fagforeningen, hvis det kom frem, at han ikke havde tømmermænd. Alligevel spillede han flot sin rolle som en form for orkesterleder.
Den første erkendelse – at sækkepibe ikke bare er sækkepibe i betydning 20 mænd i kilt, der spiller “Amazing Grace”. Steven Blake spiller sin sækkepibe nærmest som en meget analog synthesizer, der er der for at fuldende og supplere lydbilledet. Ligesom hans keyboards og rigtige synths.
Det lød simpelthen bare godt.
Anden erkendelse – godt nok er hverken U2, Coldplay, Echo and the Bunnymen eller Kate Bush skotske, men når man lytter til de utallige lange, eksplicit stemningsskabende passager og hyppige crescendoforløb i Ruras musik, hører man også de autentiske præ-rock’n’roll kilder, der har præget fx de nævnte musikere.
Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd
I flere passager fik jeg smukke tankebilleder af tågede horisonter over det skotske højland – og måske et enkelt whiskydestilleri hist og her.
Men ligesom der efter sigende befinder sig et uhyre i Loch Ness, bor der en djævel i Ruras musik, nemlig manglede variation.
Ud over lidt optaget speak fra det ene bandmedlems bedstemor er Ruras udtryk instrumentalt, og godt og vel halvt inde i koncerten begyndte mine tanker at søge andre steder hen – med andre ord det blev noget ensformigt for mig, der med Springsteens berømte ord lærte mere af en tre minutter lang sang, end han lærte i skolen. Heldigvis var der flere breaks, som bandet i øvrigt ramte med kirurgisk præcision. Der måtte gerne have været flere.
Det, jeg tager med mig fra denne koncert, er den positive oplevelse af at have set fire uhyre velspillende, bundmusikalske skotter udfordre mig sindsligt og musikalsk.
Rura, Telt 2, fredag aften
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022.
Stolte overbringere af traditioner
Nogle gange spørger jeg mig selv, hvordan det opleves for en artist, der har sunget de samme sange tusinder af gange i løbet af tre-fire årtier, at stå deroppe på scenen for at gøre det endnu en gang.
Bedømt ud fra begyndelsen på tex-mex el presidente Raul Malos The Mavericks koncert kunne det meget vel blive endnu en dag på Haciendaens terrasse med benene oppe. Eller måske nærmere som et lidt anonymt danseband hyret til endnu et bryllup.
Det otte mand store orkester virkede noget stift i det (om ikke lidt energiforladt), da de overraskende lagde ud med det helt store hit ”Dance the Night Away”.
The Mavericks, der har sine rødder i Miami, Florida brød for alvor igennem i begyndelsen af 90’erne og kom hurtigt til at ride med på den bølge, der blev skabt af Los Lobos’ overraskende succes med ”La Bamba”.
Her 30 år senere består gruppen stadig – udover Malo – af guitarist Eddie Perez, trommeslager Paul Deakin og keyboardspiller Jerry Dale McFadden.
The Mavericks spiller på Open Air på Tønder Festival 2022. Foto: Helle Arensbak
Udgangspunktet var oprindelig en fælles begejstring for den musik, Elvis Presley, Johnny Cash og især Roy Orbison skabte helt tilbage i 50’erne, krydset med mexicansk ranchera, der er resultatet af århundreders kulturblanding mellem indiansk og europæisk, især spansk kultur.
Efter to-tre numre skete det, der nogle gange sker ved denne form for “endnu et stop på landevejen”-koncerter – en gensidighed mellem band og publikum, der viser sig at udvikle sig til en symbiose. Der skete noget i det fjerde rock’a’billy-agtige nummer, guitaristen trykkede på en af sine fodpedaler, så hans guitar fik denne her kaktus-ørkenstøvede slangeskindsbestøvlede lyd, og jeg fornemmede lidt mindre stivhed i forsanger Malos ansigt, som fornemmede han, at publikum var klar til kinddans og fodvippen i de mange kommende numre, fortrinsvis i mellemtempo.
Det kan siges meget enkelt, som min sidemand formulerede det: ”Hold kæft, hvor det swinger.”
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura. De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på
Efterhånden fornemmede jeg en større og større løssluppenhed og spilleglæde i bandet, efterhånden som de enkelte medlemmer trådte frem med den ene solo efter den anden. “Hvornår kommer harmonikaen?”, skrev jeg i notes, og ja, et eller to minutter senere trådte harmonikaspilleren ned centerstage – til stor jubel. Tex-mex uden harmonika er som tequila uden lime.
Det egentlige vendepunkt indtraf, da Raul Malo og hans orkester spillede et par numre fra deres ret nye spanske album En Español. Det var her, Malo gik fra fortolker af egne og andres sange til passioneret sanger. Tydeligvis var det hjerteblod, vi oplevede. Det er muligvis bare noget, jeg lægger ind i det, men jeg fornemmede en mand synge for det store mexicanske mindretal i USA, der ikke ligefrem danser på roser i disse år.
Med The Mavericks ved man, hvad man får. Nemlig, hvad man kommer efter. Et nummer er en parafrase over ”Jambalay”, et andet overmåde inspireret af ”Blue Bayou”, et tredje inspireret af ”Blue Moon”, som bandet altid spiller live, denne gang i en version, der gjorde Elvis coverversion fra 1954 stor ære.
Selvom jeg godt kan savne lidt mere spjæt i The Mavericks som i det beslægtede, Little Steven’s Soul Disciples, forlod jeg den store scene i Tønder med et varmt hjerte.
Jeg ved ikke, hvad Arne-pension hedder på spansk, men intet tyder på, at The Mavericks behøver at tænke på den slags foreløbig.
Så forskellige de ellers er, har The Mavericks en ting tilfælles med skotske Rura.
De er stolte overbringere af musikalske traditioner, alle andre står på.
Sådan en eftermiddagsstund, hvor solen er rød og rund, virker det oplagt at åbne årets Tønder Festival med en hyldest til Dissing, der flere gange nåede at optræde på festivalen.
Nu var det jo primært den danske trubadur, det handlede om i Telt 1, som det meget matter of the fact-agtigt hedder.
Men ham, der for alvor skubbede til primo-tressernes folkemusik-bølge, var på sin vis meget passende også repræsenteret i teltet. Med i backingbandet var bassisten Tony Garnier, der i en periode har været fast medlem af Bob Dylans band.
Garnier spillede lidt sammen med Dissing under Aarhus Festuge for ni år siden – og da den daværende kapelmester Gustav Ljunggren også holdt taktstokken på scenen i Tønder – ja, så voilà, Garnier takkede ja til at være med.
Arrangørerne havde truffet det sympatiske valg at lade musikken tale, altså ingen salvelsesfulde taler mellem numrene. Stemningen var passende uhøjtidelig, grænsende til småanarkistisk i ny og næ. Vi er på festival, samlet for at mindes en sanger, der skabte sit eget skæve, originale udtryk for det at være menneske i sin tid. Så ingen grund til begravelsestårer.
Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene
”Det er fuldstændig som i gamle dage, ingen har lavet lydprøver, det kan kun blive godt,” som Niels Hausgaard sagde.
Grønlandske Nive Nielsen var på scenen et par gange. Dissing havde et varmt forhold til det store land mod nord og skrev flere sange inspireret af sine ophold i Grønland. Nive Nielsen er en fortræffelig sanger med et lidt understated udtryk. Da Grønland og ikke mindst grønlænderne også har en stor plads i mit hjerte, var det såre rart at se den socialt engagerede side af Dissing blive luftet.
Caroline Henderson sang “Hjertesuk”. Foto: Helle Arensbak
Gode, gamle Benny Holst kom på scenen med en meget ærlig og ren version af ”Tak for gode som for onde år”, som han engang indspillede med Dissing, denne gang i en renlivet countryversion. Senere kom Holst igen på scenen sammen med Kjartan Arngrim – noget med at Dissing og Holst en gang drømte om at fordanske Bob Dylans ”For Ramona”. Og det var Arngrim så sat til. Det har sikkert været sjovt i øverummet, men ikke rigtig i Telt 1.
Også Caroline Henderson var på scenen. Efter hendes version af den smukke, smukke ”Snehvidekys” ved vi, at hun synger flottere end nogensinde, og at Povl Dissing var den første danske musiker, hun lærte at kende, da hun kom til Danmark som 21-årig
Rasmus Dissing fik for alvor teltdugen til at blafre med sin festlige boogie-version af farens gamle hit ”25 minutter endnu”. Både Rasmus og hans bror, Jonas, sang i dagens anledning med en betoning, der mindede mistænkeligt meget om deres fars stemme. Hvis ikke de skulle kunne binde an med at læne sig op ad hans røst …
Og så var der Allan Olsen. Utroligt som den mand kan besætte et scenerum ved sin blotte tilstedeværelse og måden, han fremfører ordene. Hvis jeg forstod det ret, handlede det om en som altid finurlig tekst, som Allan Olsen egentlig havde skrevet til Dissing, men som han aldrig fik indspillet.
Mindekoncert for Povl Dissing på Tønder Festival 2022 i Telt 1. Foto: Helle Arensbak
Men det var de to unge artister, Rikke Thomsen og Bisse, der for alvor fik skubbet til grænserne i Dissings eftermæle. Skævt smilende Thomsen med en meget 60’er-pop-glad version af Dissings ”Der ikke noget som damer” med godt med Hammond orgel-krymmel på keyboards.
Altid originale Bisse med hele to numre, som han begge holdt ind til sig som sine egne. Først en rastløs psychedelia version af ”Nøgne øjne” – og senere en forrygende, uforglemmelig version af Shell Silversteens prægtige bluespastiche ”Den grimmeste mand i byen” – med dansk tekst af Thøger Olesen.
Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent
Dog havde Bisse udskiftet ordet ‘bøsse’ i den oprindelige tekst med ‘bisse’.
Som afslutning mindede Niels Haugaard om, at han også er folkesanger. Han sang en sang, som Dissing engang skrev om et brud med sin kone, men som han var for loyal til at indspille, så alle andre kunne få indblik i deres private hurlumhej. En sang om at slide hinanden op, som Hausgaard sang med stor indføling. På forunderlig vis blev det også en sang om loyalitet, hensyn og venskab, ikke bare mellem de to trubadurer tidligt i deres karrierer, men også mellem os i teltet og hver vores Povl Dissing.
Povl Dissing Hyldestkoncert, Telt 1, torsdag
Har fundet sin form
Det er 21 år siden, Signe Svendsen blev kendt som hende i Rollo og King. Efter et par job som tv-vært har hun med stor dygtighed skabt en karriere som solist – suppleret med en tjans som korsanger for Niels Hausgaard.
Svendsens liveband består bl.a. af brødrene Lars og Troels Skærbæk og den tilsyneladende allestedsnærværende keyboardspiller Palle Hjorth. På et tidspunkt talte hun om guitarist og producer Lars Skærbæks forbilledlige nysgerrighed, som jo bl.a. spiller en vigtig rolle for lyden på Michael Falchs tredje comebackalbum, Forår i brystet.
Ingen tvivl om at Skærbæk har rollen som en form for kapelmester i samarbejde med Signe Svendsen selv. Hans guitarspil, der snart lyder af country, snart rock’n’roll, snart indierock – på et tidspunkt tænkte jeg mærkeligt nok på The Cure og dreampop. For mig lyder det, som om han søger at give sin guitar en digital biklang, som udvider lyduniverset, uden at det stjæler opmærksomheden fra de klassiske singersongwriting-kvaliteter i hendes musik. Og i øvrigt tak for perfekt lyd under koncerten, nu jeg husker det.
Tønder Festival: Signe Svendsen med band på scenen i Telt 1. Foto: Flemming Jørgensen
Signe Svendsens sangstemme er ualmindelig flot. En efterårsløvfarvet melankolsk nordisk klang klæder hendes tekster, der både tager livtag med det personlige ondt-i-livet og samtiden, og hvad der i øvrigt pirker til hende. Hun har et skarpt øre for det, der smerter, og hun synger, så man kan mærke kulden bide i kinderne i ”Frosten slipper”.
Som sin mentor Niels Hausgaard taler Svendsen meget mellem numrene – hendes selvironi er klædelig, men det kan også blive for langtrukkent. Men når det forklarer familiehistorien bag en sang som ”Det forlyder” og ikke mindst det nye “Lydia” om en oldemor, der måtte slide og slæbe og sælge sig selv for sit ’uægte’ barns skyld, giver det god mening.
Virkelig flot sang i øvrigt med Signe helt alene på scenen. At dømme ud fra to-tre nye numre – bl.a. det hudløse ”Hvem vil ikke elskes igen” – har Signe Svendsen fundet sin form som sangskriver. Det lover godt for det nye album, der udkommer 14. oktober.
Beretninger om hårde kampe og fornedrelse i familiehistorien kan fortælles over hele verden. Desværre. På anbefaling så jeg Allison Russell, canadisk musiker og aktivist, som jeg aldrig havde hørt om før. Som datter af en kvinde, der i årevis led af ubehandlet skizofreni, og som giftede sig med en nynazist, der voldtog og tævede Allison, kan hun tale med om dysfunktionalitet. Som hun sagde: ”Ofte sov jeg på en bænk i parken, det var mere sikkert end at sove hjemme.”
Siden fandt hun en mening i livet i musikken og den rigtige kærlighed hos en anden kvinde og senere hendes mand. Som musiker har Russell viet sit liv til at sprede håb, forståelse og historisk bevidsthed. Hendes musik kategoriseres som Americana, der jo nærmest kan betyde alt og intet.
Med et band bestående af en keyboardspiller, en guitarist og en violinist og Russel selv på blæsere og et strengeinstrument, jeg ikke tør give et navn, vil jeg nærmere kalde det … ja, musik.
Netop det er en af hendes pointer. At hun, der har mørkt blod i årerne, og alle andre for den sags skyld, stammer fra mennesker, der har lidt, ofret sig og er døde, for at vi fx kan stå på en festival med en velfærdsfadøl i hånden og nyde livet.
Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter
Allison Russel på Tønder Festival 2022 i Telt 2. Foto: Helle Arensbak
I sync med Russells budskab er musikken afroinspireret, der er elementer af freeform jazz, spanske bolero i en af violinistens soli, keltisk lyd, soul, groovy funk, popbegejstring i en sang til sangerindens kæreste. Det er som en musikalsk snart blodrød, snart honningfyldt flod, der flyder på en spraglet pram ind og ud af forskellige tidsaldre. Jeg kunne også nævne Joni Mitchell, og denne gang med ekstra relevans, for Allison Russell var en af de heldige artister, der var med på scenen, da den gamle sangskriver optrådte på Newport Festivalen for nylig.
Vildt som Russell og guitaristen som i en fælles organisme kunne skabe et funky groove som hos Sly and the Family Stone – uden hverken tromme eller bas.
Russell repræsenterer en musikalsk minestronesuppe af en genre, der heldigvis i det små er i vækst. Den genreløse genre. Det er musik, der beder om indlevelse hos publikum.
Musik kan meget. At se Allison Russell synge og performe med så meget overskud og livsglæde og så gennemgribende stor musikalitet var en glæde i sig selv.
Allison Russell, Telt 2, torsdag aften
Når Tønder buldrer mest
Det fine ved festivaler kan være, at man pludselig står i et telt – i dette tilfælde salen Bolero – og oplever en mindre åbenbaring. Måske ikke i størrelsesordenen Lukas, Johannes, Matthæus eller Markus, men i betydningen en musikalsk oplevelse, der flytter lytteren et lille stykke videre i den rigtige retning.
På scenen i den spøjse sal stod en enkelt mand med en smadrekasse af en guitar og en dundrende baryton af en stemme, der lyder, som kommer den nede fra de ni tiendedele af sjælen, der sjældent høres hos andre.
Mage til stemme har jeg ikke hørt siden John Moreland, også her i Tønder i 2017.
Sean Crowe er vokset op lidt nord for New York og har senere markeret sig som sangskriver og sanger, især med sit seneste album ”The Darkness Dressed in Coloured Lights”, produceret af Brian Joseph, der kendt for sit samarbejde med Bon Iver.
Ud over at Crowe kan et trick med at slå rytmen med sin højre tommelfinger samtidig med, at han spiller på den akustiske, er der en helt utrolig dybde i hans sang og spil. Som af samme grund er mere groovy, end man normalt forbinder med sange udsat for akustisk guitar.
Tønder Festival: Sean Rowe på scenen i Bolero. Foto: Flemming Jørgensen
I Sean Crowes sange og sangforedrag hører man ekkoer af amerikansk musikhistorie og skæbnehistorier fra egne, hvor den amerikanske drøm er noget, man oplever i gamle film.
Det er sange om at kæmpe, miste. Om at være klar til at tage en kugle for sin elskede. En hjertegribende ode til sangerens afdøde søster, der aldrig mere vil opleve sin elskede juleudsmykning. Hvis der findes noget, der hedder at opleve smertens glæde, var det, hvad der skete for mig under den sang.
Der var en sang om at omfavne den kendsgerning, at man alligevel aldrig bliver ham, der skrev ”Mus og mænd”. Men så kan Sean Crowe så meget andet. Et stort øjeblik. Det siger meget om hans urkraft som sanger og sangskriver, at hans versioner af Leonard Cohens “Everybody Knows” og Dylans “Girl From the North Country” lød lidt kedelige sammenlignet med hans egne sange.
Tønder Festival er for os, der egentlig bare gerne vil nyde musikken og lytte. Tænk Dem, jeg oplevede ingen knævren, pladren eller sladren under koncerterne. Min stemme under det kommende valg går til den, der vil forbyde publikumssnak under koncerter.
Dansk dokumentarfilm- og tv-serie af Kaspar Astrup Schröder, 2022
Producer: Katrine A. Sahlstrøm
Med: Medina med flere
Vises på Kanal 5 og Discovery+. Premiere: d. 5. maj 2022
En dokumentarfilm, produceret af eller sammen med hovedpersonerne selv, er en form for selfie. Et selvportræt, der fortæller historien, som man selv ønsker, den skal fremstå. Det samme gælder biografier.
Det kan der komme gode, tankevækkende historier ud af. Dokumentaren I’ll Be Me, optaget under Glen Campbells sidste turne, mens han i stigende grad omsluttedes af demens, er et meget stærkt eksempel. Stor som en sol, der følger Minds of 99, har passager, hvor man isklart fornemmer tomhed, tvivl og pres, mens gruppen venter på det næste anstrøg af kreativitet.
Den nye dokumentarserie Medina – hele min historie er sådan en tv-selfie, produceret bl.a. af hendes manager Thomas Børresen. Det er Medinas egen historie, hvor man følger hende fra musikbegejstret barn og senere bartender på Krasnapolsky i København til international, glamourøs stjerne.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid
Serien består af otte afsnit, hvoraf jeg har set de første fire. Den findes også i en filmversion, der indtil videre kun er vist en enkelt gang i diverse biografer.
Konsekvenserne
Filmholdet har fulgt Medina gennem to-et-halvt år og kan derfor blandt andet – dramaturgisk dygtigt redigeret ind i fortællingen – vise en dramatisk episode i Tivoli, hvor den pressede Medina besvimer, for lidt senere at gennemføre koncerten akustisk.
Det fremstår som et point of no return i den dramatiske fortælling, hvor der især er fokus på Medinas forhold til pressen og den heksejagt, hun har følt sig udsat for – instrumenteret af især Se og Hør og Ekstra Bladet.
Det handler om konsekvenserne for Medina. Om to stalkere, der forfulgte hende overalt. Døgnet rundt. Man kan sige, at Medina i årevis er blevet stalket fra flere fronter.
Selvportræt eller ej, så gør Medina – hele min historie stort indtryk. Der er mange gribende og hudløse øjeblikke i filmen. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte
Medina har levet under et til tider umenneskeligt stort pres. Hun er blevet omtalt i de nævnte medier med en lingo og en sprogbrug, som burde være forbeholdt russiske despoter.
Jeg har selv siddet i maskinrummet hos konkurrenten og skal ikke spille hellig. Men det er utroligt, at den slags stadig accepteres i etablerede medier, der redigeres og skrives af mennesker med mindst fire års uddannelse – på, “nå ja, det er måske lidt over grænsen, men det sælger”-måden.
Det er næsten for meget for POV’s anmelder med al den kærlighed i “Medina”. Hvor er musikken? Foto: Esben Elborne
Medina – hele min historie handler om konsekvenser – stress, psykisk og fysisk ubalance, pres. Gråd og tårer. Om to stalkere, der har forfulgt Medina overalt. Døgnet rundt. Om kærlighed. Om fansene, de såkaldte medivaer. Et enkelt klip med en fan, der er rejst fra Paraguay alene for at møde Medina i Danmark, virker overvældende. Det er sådan noget, musik blandt meget andet kan gøre ved mennesker.
Efter filmens premiere i denne uge erkendte Ekstra Bladets tidligere chefredaktør Poul Madsen, at avisen i visse sammenhæng faktisk var gået over grænsen i jagten på det næste Medina-foto. Medina selv reagerede hurtigt på instagram.
Medinas indre og ydre smerte
Selvportræt eller ej – utallige gribende og hudløse øjeblikke i filmen gør indtryk. Jeg mærker Medinas indre og heraf afledte fysiske smerte, mens hun ligger på briksen, mens en fysioterapeut trykker og flår i hendes nakkehvirvler. (Jeg er ikke helt sikker på, at den slags back and neck cracking altid er lige sundt, men man må gå ud fra, at manden ved, hvad han gør.)
Medina har levet med paparazzier på nakken, som ingen journalister, chefredaktører eller andre for den sags skyld, ville bryde sig om.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar
Har hun været udsat for en heksejagt? Som skrevet er filmen et partsindlæg. Men jo, tilsyneladende har Medina været offer den kollektive blodrus, som ofte indtræder i mere og for den sags skyld også mindre tabloide medier. Det sker, når stor læser- (og heraf afledt kommerciel annoncør-) interesse for den pirrende cocktail af skandale, kendthed, eksklusivitet, drømme, fascination og skønhed går i clickbait-selvsving.
Handler det om sexisme og misogyni, som Medina selv mener? Ja, hvad gør ikke det, havde jeg nær sagt. Der er f.eks. nogle klare paralleller mellem Medinas og Spice Girls’ oplevelser i sin tid.
Efterhånden er det afdækket, hvordan et begreb som fuckability hørte til primærkvalifikationerne, når man ansatte kvindelige værter på TV2. Bare for at tage et enkelt lille eksempel, der er poppet op de senere år. Men jeg skal ikke være den, der slår stregen, hvor sexisme og andre mediemekanismer hhv. slutter og begynder in casu Medina. I en periode var rapperen og tv-værten L.O.C. f.eks. igennem noget, der kunne minde om det, Medina skildrer.
Hvordan er historien om musikkens tilblivelse, før Medinas går på scenen med den? Foto: Esben Elborne
Ærgerligt at der ikke er mere musik
For den der er mere end overfladisk interesseret i historierne omkring den danske musikscene, er Medina – hele min historie en vigtig og interessant film.
Men for den primært musikalsk interesserede bibringer filmen desværre ikke rigtig noget. Jeg havde gerne set Medina arbejde med sine sange, når hun nu alligevel har gjort sig den ulejlighed at stille op i en dokumentar. Hvor kommer hendes sange fra?
Vi kommer f.eks. meget hurtigt hen over det guldbestøvede, livsforandrende øjeblik, hvor de to producere, Jeppe Federspiel og Rasmus Stabell, forvandler Medinas skitser til “Kun for dig” til et track med hitpotentiale. Hvordan er det at skrive musik under det pres, Medina har været udsat for? Hvad er hendes arbejdsproces?
Det er ærgerligt, at der ikke er mere musik i den dokumentar.
Ret sigende er de eneste eksterne eksperter, der medvirker i dokumentaren, skuespiller Julie Zangenberg og tidligere politiker Helle Thorning Smith og et par healere og venner. Al respekt for dem – men en musiker, producer og en af de yngre musikeksperter, der – modsat mig – har fulgt Medinas udvikling tæt fra begyndelsen, ville have gjort filmen interessant. Måske kommer det i et senere afsnit.
Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt
Skam få den, der ikke under Medina den nye lykke med sin mand, som det fremgår af serien. Åbenlyst betyder det alverden i den proces, som Medina er inde i, men det fylder forbløffende meget i det store hele. De lyserøde farver overtegnes med endnu flere lyserøde streger, og jeg overvejer, om jeg er kommet til at klikke ind under “romantiske komedier” på Netflix.
Jeg vil ikke betegne Medina – hele min historie som totalt ukritisk. Som seer får man indblik i en sag, hvor Medina blev anholdt, mens hun kørte bil påvirket af stoffer. Hendes anger. Der er en sag med en Se og Hør-journalist, der blev revet i håret, hvor journalisten faktisk – kort – kommer til orde i filmen.
Men jeg undrer mig over nogle af filmens fravalg.
I to sætninger forklarer Medina, at hun er vokset op som barn af den første flygtning, der kom fra Chile til Danmark i 70’erne. Bare for the record: Hvad flygtede chilenerne fra?
Hvordan var det at vokse op som indvandrerbarn i Aarhus? Har det påvirket drømmene og musikken? Vi er, som en syrisk flygtning engang sagde til mig, ”alle born to run.” I så fald: Hvori består Medinas ”flugt”?
Fristende at isolere sig
Jeg forstår dynamikken, at når det hele pludselig bliver uoverskueligt, og stress og paranoia breder sig, er det fristende at isolere sig. Men det ville have pyntet med selvransagelse i forhold til den presse, der er under anklage.
Medina og til dels hendes rådgivere valgte hurtigt at gemme sig bag tavshedens mur, da hun i stigende grad blev jaget vildt. Bortset fra et par interview og en optræden i Toppen af poppen fortsatte det sådan i et tiår. Var det den rette strategi? Selvsagt må det nødvendigvis blive efterrationaliseringer, men alligevel.
Der findes denne her gamle kliche: Hvis man inviterer pressen med til brylluppet, må man finde sig i, at den også dukker op til skilsmissen. Som en af landets store kulturpersonligheder en gang sagde til mig: Efter “brylluppet” inviterede jeg af og til de mest sultne medier hjem på terrassen, når jeg havde noget, jeg skulle sælge. Senere har de holdt sig væk under mine “skilsmisser”. Kunne Medina havde sparet sig selv for en masse ubehag?
Set på afstand indtraf et vigtigt vendepunkt i Medinas offentlige liv under en episode i 2010, hvor nogle unge muslimer kastede æg efter hende under en koncert. De fandt hendes navn, som hun deler med den hellige by i Saudi-Arabien, anstødeligt. Efterfølgende satte Medina de unge krapyl på plads fra scenen. Overfaldet vakte selvfølgelig forargelse, men det vakte også en del undren, at Medina efterfølgende valgte at lukke ned – fremfor at bruge lejligheden til dialog eller refleksion. Til at positionere sig positivt.
Medina – hele min historie giver et tankevækkede og sine steder gribende indblik i en popskæbne. Artisten Medina virker sympatisk, og man føler med hende. Men i sidste ende ærgrer jeg mig lige så meget over hendes fravalg, som jeg glædes over hendes tilvalg.
Hush, Dorthe Gerlach og Michael Hartmann. PR-foto
