Dengang i 80’erne, hvor Malurt var på toppen, ville jeg af gode grunde have været nødt til at tage S-toget til spillestedet Portalen. Måske ligefrem være stået af på Friheden Station og råbt, ”her på Friheden Station er frihed kun en illusion”. Det ér faktisk sket en enkelt gang i fjoget, ungdommelig kådhed.
Men det er længe siden, og nostalgi er som bekendt ikke, hvad det har været.
Nostalgi. Ja, hvad er det egentlig for en størrelse? Ifølge gode, gamle Wikipedia, handler det om en sammensætning af det græske nostos (hjemrejse) og algos (smerte).
De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang
Det bruges om at længes efter noget tabt, forsvundet eller bare gamle dage. De græske ord henviser til, “smerten en syg person føler, fordi han ønsker at vende tilbage til sit land, og frygten for aldrig at se det igen.”
En syg person? Kviktesten, jeg tog inden, jeg fandt bilnøglen frem, var negativ. Så næh, ikke specielt syg.
Det tabte land? Da jeg lærte Malurts musik at kende, boede jeg i en saneringsmoden lejlighed ved Sankt Hans Torv uden varme, men til gengæld med masser af skimmelsvamp og en konstant stank af et afsyringsmiddel fra lejligheden ved siden af.
Superlove: Michael Falch og Malurt 2022. Foto: Joe Johansen
Jeg var nærmere nysgerrig efter at fornemme, om disse fem ældre mænd kunne genskabe den form for rock-vitalitet, som jeg havde oplevet en del gange i firsernes første halvdel. Genskabe lyden af et tidsåndens rockband med aftryk af lige dele rocktradition og nyrock med mundrette danske Verfremdung-tekster.
De bedste af de koncerter med gulnede sætlister, jeg har oplevet – indrømmet, det er en hel del – har jeg forladt en smule klogere på, hvem jeg var dengang, jeg lyttede første gang. Koncerter, hvor musikken satte erindrede stemninger i nutidigt relief.
F.eks. Bruce Springsteen på Roskilde Festival 2012 og Paul McCartney i Parken 2003, Onkel Neil på Tinderbox 2019.
Og ja, jeg var i Forum 1. maj 1981, da Malurt spillede “Hungry Heart” med Bruce på scenen. Jeg har en plade med en piratoptagelse af koncerten. Her kan man roligt sige, at mindet er større end musikken.
Da Malurt vendte tilbage
Idéen til den aktuelle comebackturné – der som alt muligt andet blev udskudt et par år – opstod, da de fem (næsten) oprindelige medlemmer af Malurt så Rolling Stones spille i Parken i 2017. Efter koncerten så de fem på hinanden: Glory days they will pass you by – men måske kunne de alligevel så mange år senere fange glimt af glorien igen.
Men et comeback måtte ikke ligne fem gamle mænds forsøg på at score nem kasse. Det måtte ikke ligne et patetisk forsøg på – billedligt talt – at genoplive smagen af blodet fra de brosten, der føg rundt omkring den nedrivningstruede Byggeren på Nørrebro dengang, hvor jeg så Michael Falch spille første gang – og i øvrigt nogenlunde samtidig mødte ham i en af datidens uendelig mange basisgrupper.
Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller spoken word’ede passager i sine tekster – end sang
Efter et samlet vægttab på næsten 100 kg, træning og atter træning i den ufrivillige Corona-pause stod Malurt så på scenen i Portalen. (De nåede dog faktisk at optræde et par gange inden nedlukningen i 2020).
Det begyndte med tre klassikere: ”Tilbage til byen”, der blev spillet alt for hurtigt, ”CPR” og ”Sidste station” (den igen). Der var den positive erkendelse, at intet i det ambitiøse lyd- og lysshow tydede på, at det var valgt nemme løsninger på scenen.
Malurt – Michael Falch. Foto: Joe Johansen
Til gengæld var der de obligatoriske lydproblemer med langt mest tryk på Peter Mors’ i forvejen ret bombastiske trommespil. Faktisk lød det foruroligende meget som en af de larmende piloteringsmaskiner, jeg var cyklet forbi tidligere på dagen.
Men allerede i fjerde nummer efter Michael Falchs introduktion bemærkede jeg for alvor Christian Arendts eminente guitarspil, som blev bedre og bedre, mere tydeligt og distinkt i lydbilledet, efterhånden som aftenen skred frem.
Jeg mener ikke at hørt ham spille live siden Malurts første afskedskoncert i Nørrebrohallen en gang midt i firserne.
Måske giver det ikke alverdens mening at tale om dualistisk guitarspil. Men det skulle vise sig i løbet af den to timer lange koncert, at Arendts spil hele tiden bevæger sig mellem lyst og mørkt, en malerisk vekslende tone som et sted mellem Neil Young og en guitarist af fuzz-guitarist-skolen som Lenny Kravitz.
Mere tændt forsanger
Samtidig virkede forsangeren mere og mere tændt og årvågen i forhold til betydningen af sine ord, efterhånden som tiden skred frem. Igen – under de første numre virkede det ærlig talt som om, Michael Falch nærmere jappede eller “spoken word’ede” passager i sine tekster – end sang. Måske koncentrerede han sig mest om at være på, måske virkede han ligefrem en smule nervøs og lidt akavet under “Stormsoldater” – måske fordi den desværre er mere aktuel end nogensinde.
“Stadig en der skjuler Mein Kampf og naziflag?” synger Falch, og fortsætter: “Der er flere og flere, der mødes, når mørket falder på … når man kommer ganske tæt på, kan man se fascisten lure.”
Ifølge biografien Frankly, We Did Win This Electioner Donald Trump fan af Hitler. Der er kun et enkelt stenkast mellem samme Trump og diverse white supremacists og nynazistiske grupper i USA. Mens disse linjer skrives, har Trump ytret sympati for Putins krig mod Ukraine.
Hvad kun få formentlig havde frygtet den aften i Portalen, ved vi nu: Den største krigshandling i Europa siden anden verdenskrig er en realitet. Despoten i Kreml er gået ind i Ukraine.
“Skal gaderne atter give genlyd af støvler i strækmarch?” sang Falch også. Ja, desværre.
Som han sagde om slagsangen “Kold krig” fra det første album: ”Dengang troede vi, at den kolde krig var slut. Men …”.
Efter et par års pause med koncerter, hvor det er tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning som på vej ud af Portalen
Jeg var i Store Vega i 2005, da Malurt var gendannet for en kort stund. Så vidt jeg husker med Peter Viskinde på guitar i stedet for Arendt. Og præcis som dengang slog det mig forleden i Hundige, at mange af de gamle sange lyder mere bryske og livs- og slagkraftige live end på de gamle plader. Det var efterhånden, som lydforholdene blev bedre.
Som f.eks. i “Black-Out” og “Vindueskigger”, der blev spillet, så jeg kom til at tænke på Thin Lizzy, hvis “The Boys are Back in Town” blev afspillet inden koncerten.
Som Falch selv påpegede, har virkeligheden for længst overhalet linjen fra “Black-Out”, der blev skrevet under påvirkning af den nye digitale trussel lige der på vej ind i det orwellske 1984. “Fra næsten normal til helt digital”, sang han.
I dag lever vi i den digitale dystopi, han og en lang række nyrock-bands, forfattere og andre kunstnere fremmanede dengang i 80’erne.
Og som bekendt behøver man bare læse et kommentarspor efter en politisk kommentar for at komme i tvivl, om der overhovedet findes normalitet i dag.
Bastante rockklodser
Efterhånden som den ene Malurt-klassiker efter den anden skar torsdag aften ud i bastante rockklodser, udviklede koncerten sig til en gensidig fejring. Det varme øjeblik med fællessang i “Den eneste ene” og selvfølgelig ”Mød mig i mørket” og “Superlove”. Min egen indre varme under min gamle favorit, ”Hjerte af is”. Der i øvrigt minder mig mere og mere om Ray Davies ”Better Days”.
Bedre lyd på Dia Nielsens bas, mere rock-swing, mere indlevelse i Michael Falchs sang, Arendts hæsblæsende spil i “Spøgelser”. En passage med Falch og Arendt på duelguitar. Det var ret gemytligt se de der to legekammerater fra Tønder for 50 år siden lege rockstjerner.
Jeg har altid betragtet Malurts sangkatalog som præget af to hovedtemaer: De i begyndelsen rebelske, kolde sange om tiden med temaer som krig, arbejdsløshed, fremmedgørelse, digitalisering – og hjerte-sangene til den eneste ene.
Men der på gulvet i Portalen slog det mig, at der er en fælles lyd af angst og nødråb grænsende til desperation i alle Falchs sange fra den æra. Uanset om det skyldtes angst for atomkrig, arbejdsløshed eller indre dæmoner. En famlen efter at finde og fastholde drømmen om at holde sig på afstand af spøgelserne i “Det andet land”, som Falch sang om som solist.
Tak for i aften. Foto: Joe Johansen.
Det er sange som ”Hjerte af is”, ”Gammel kærlighed”, som de desværre ikke spillede, ”Kys mig før jeg bliver cool” og for den sags skyld ”Mød mig i mørket”, der vist nærmere handler mødet med et stort indre mørke, hvor umættelige dæmoner kalder på offergaver, end om mørket derude i det restriktionsfri byliv.
Så mens det gendannede Malurt spillede popoen ud af de gamle sange, så det indimellem lød som om, de faktisk netop havde skrevet dem – den super virile “Vindueskigger” f.eks. – blev jeg sådan lidt varm i hjerteklappen, som man kun bliver, når man uventet hører godt nyt fra meget gammel ven.
Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan
Efter et par års pause fra koncerter, hvor det har været tilladt at stå op, er det længe siden, jeg har mærket en musikalsk forløsning, som på vej ud af Portalen. Ingen tvivl om, at den lange pause i sig selv lægger til oplevelsen.
Med Michael Falchs store svendestykke “De vildeste fugle” rungende i ørerne var det stort at rejse på genbesøg i nogle følelser, som jeg først sådan nogenlunde forstår i dag. På afstand.
Der er ikke noget at være bange for
Hvis dine vilde drømme nu bliver væk, hvad så?
Vi får smagt på livet, smerten må vi ta´
Og skønheden kommer
Den kommer nok en dag
Der skulle en koncert i Hundige til, før jeg helt forstod, hvad den sang betyder. 30 år efter, jeg hørte den første gang. Det er det, musik kan.
Lyt evt. denne Mediano Music POVcast, hvor Michael Falch fortæller historien om Black-Out.
Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at kommentere den meget omtalte Kandis for livet om dansebandet Kandis og dets leder Johnny Hansen og hans fans.
En af mine gamle chefredaktører gentog ofte: det gælder om at finde det ledige standpunkt, og det er jeg enig i. Allerede et par dage efter, DR viste dokumentaren, som stadig kan ses på dr.dk, havde jeg derudover svært ved at forestille mig flere ledige standpunkter om den film.
Nu mangler vi bare, at dronningen får puttet Johnny Hansen ind mellem de udstationerede soldater og søens folk i nytårstalen.
Allerede umiddelbart efter tv-premieren lørdag d. 5. februar piblede et hav af kommentarer frem i mit Facebookfeed: utroligt, at den slags mennesker findes, at det Danmarks findes, og sikken et liv. Og nu må de danske medier se at få øjnene op for virkeligheden udenfor København på de mere eller mindre nedslidte husmandssteder, hvor livet leves i det små og drømmene forløses i det store, når Johnny og band spiller op til helaftensdans.
Jeg forstår godt de følelsesladede reaktioner. Det er umuligt ikke at lade sig påvirke af de mange minimalistisk, men dog uhyre udtryksfuldt iscenesatte tableauer i Kandis for livet. Og lørdag d. 5. februar 2022 blev åbenbart dagen, hvor den selvudnævnte københavnske kreative klasse opdagede, at etniske jyder også har en slags følelser. Lidt overraskende eftersom vel cirka tre fjerdedele af os oprindelig har vores rødder i provinsen.
Mange kommentatorer anklager instruktøren for at udstille de sårbare medvirkende. Og det har vist sig, at en del af filmen er iscenesat virkelighed. Jeg har stadig til gode at se en dokumentar, der ikke i en vis udstrækning er iscenesat virkelighed, men selvfølgelig er der etiske regler, der skal overholdes. Det er ikke okay at betale en medvirkendes rejse til Solkysten for at få en god scene i kassen.
Jeg har sågar set en skrive, at Kandis-fans ved koncerterne køber deres øl sort. Så tag lige den, venner. Jeg kender vedkommende perifert og ved, at han ved, at der f.eks. også sælges rusmidler sort under Roskilde Festivalen.
Andre har helt rigtigt påpeget, at den dokumentar kunne handle om hvilken som helst anden kunstner. Mange kunstnere følges af stalkere. Kunsten og dens udøvere har altid tiltrukket sølle stakler, der mere eller mindre lader deres liv definere af forelskelsen i/fascinationen af idolet. Mange kunstnere skaber kunst, der definerer menneskers liv. Der er vi mange, der har været i korte eller lange perioder. Eller som i dokumentaren: for evigt.
At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet
Så nej, egentlig havde jeg ikke tænkt mig at mene noget om den film.
Men så så jeg selveste Mette Frederiksen tone frem på Instagram og kommentere filmen og dens indhold og lige minde om, at hun både er til dansktop og Metallica. Nu mangler vi bare, at dronningen sender en hilsen til Johnny Hansen i nytårstalen – mellem de udstationerede soldater og søens folk.
Selvfølgelig siger det i sig selv noget om en populistisk statsministers surfen på ryggen af folkestemningen. Måske tænker hun også på sin dalende popularitet derovre i minkland – med al den respekt, jeg personligt har for Frederiksens indsats under coronakrisen.
At Mette Frederiksen føler behov for at læne sig op ad Johnny, er der i sig selv ikke noget usædvanligt i. Den slags er altid forekommet og vil sikkert altid være der. Jeg glemmer f.eks. aldrig synet af Anders Fogh iført jakkesæt og blanke sko lege fodbold på Brøndby Stadion. For nu at tage en fra den anden side af spektret.
Men hendes Instagram-opslag står for mig som den kuriøse kulminationen på en uge, hvor det gode gammeldags flow-tv afstedkom en historisk livlig debat i SoMe-Zoom-æraens svar på vandkølersamtalen.
Hillemænd, det er jo nærmest absurd. Ja, Kandis for livet fortæller sin historie med påtrængende ærlighed, og dens karakterer er skarpt skårne. Men så god, den film end er, og det er den, som sagt, fortæller den ikke noget, der bør kunne overraske ret mange med bare en smule udsyn.
Er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter
Kun ganske få kender selvfølgelig mennesker som f.eks. de tre brødre, som vist alle er blinde, og deres specielle indbyrdes dynamik er rørende at betragte. Så ja, måske er det overraskende, at de findes, men det bør altså ikke overraske nogen, at de kan findes, sådan som det tilsyneladende har været tilfældet for mange.
Det er i hvert fald mit indtryk.
Så er det der, vi er i dag? At livet i den gennemfiltrerede instalækkerheds æra betyder, at vi har glemt, at der findes mennesker, der er født uden filter. Glemt, at der ikke er grænser for hvilke former for kampe, mennesker må overkomme også i Danmark.
Kandis gennem tykt og tyndt
Som journalist har jeg talt med Kandis Johnny plus 15 gange – fulgt ham gennem tykt og tyndt, som man siger. Også da han pludselig befandt sig i sit livs største krise.
Jeg er gået tæt på ham, også for tæt, og jeg har taget mine kampe med redaktører, der ville have mig ud over grænserne. Og jeg har fulgt hans fans. Det fik mig i 2016 til at opsøge en af disse, der driver sit eget mini Kandis-museum i sin lejlighed i Aarhus.
Jeg husker ham specielt tale om fællesskabet ved koncerterne, om at det næsten kunne være terapeutisk at mødes, om nogle sommerlejre, som desværre for fansene var stoppet, og mødet med en masse søde damer.
Så for mig er den gode historie i efterslippet af dokumentaren ikke i sig selv opdagelsen her i København af, at der bor ensomme mennesker i det nordvestlige Jylland med behov for at varme sig i følelsen af fællesskab. Der findes Lonely Hearts Club Bands indenfor alle genrer i alle subkulturer og i alle lande.
Mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.
Den gode historie er, at mange tilsyneladende har erkendt, at mennesker, der samles i telte for at høre Johnny spille egne og andres musiknumre, har lige så meget ret til at owne musikkens kraft som hvilken som helst BeyHive til en Beyoncé-koncert.
Jeg skriver konsekvent ’tilsyneladende’, for jeg har selvsagt ikke læst alle de mange kommentarer.
Hvis vi kan tage noget med fra den sidste uges SoMe-palaver, er det, at mange nu tilsyneladende anerkender fansenes oplevelse af fællesskab og korte eller lange glimt af kærlighed ude i Kandis-land på linje med den, man måske selv finder foran den Orange Scene i Roskilde – eller backstage i mediebyen, hvor det vrimler med søde damer af alle 74 køn, og fadøllene koster det tredobbelte af prisen i Aarup Hallen, hvor Kandis spiller 26. februar.
Hvis der skulle Kandis for livet til for at åbne øjnene for, at musikkens kvalitet i sidste ende udelukkende defineres af den, der lytter ud fra dennes behov, er vi nået langt på en enkelt uge i februar 2022
Leger man et øjeblik med tanken om et efterliv – uanset tro og tilbøjeligheder i øvrigt – er jeg sikker på, at Bowies og Elvis’ sjæle har været i kontakt med hinanden efter Bowies død for seks år siden. Måske på en sort stjerne et eller andet sted i uendeligheden? Hvem ved, måske på Mars?
Der er dem, der mener, at titlen på David Bowies sidste album, Blackstar, der udkom bare to dage før hans død, er en hyldest til Elvis Presley. I en lidet kendt filmsang fra 1960, “Black Star”, synger Elvis: “When a man sees his black star, he knows his time (… ) has come”.
Nærlæser man teksten til Bowies “Blackstar”, kunne den da godt handle om Elvis. Ligesom den kunne handle om alle andre afdøde popkulturelle ikoner – inklusive Bowie selv.
Var der udover fødselsdagen fælles berøringspunkter, måske ligefrem et samarbejde mellem de to giganter? Jagten på svaret begynder i en villa i typisk sydstats colonial style.
Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget
Putnam indledte sin karriere i studiegruppen The Muscle Shoals Rhythm Section, der blandt meget andet havde æren af at være support på The Beatles’ første turné i USA. Senere blev han en flittigt benyttet producer (J.J. Cale, Tony Joe White) og studiemusiker og som sådan medlem af Nashville Cats. En studiegruppe, der bl.a. arbejdede i RCAs studier i Nashville, hvor Elvis indspillede en stor del af sin musik i sine sidste leveår. Putnams bas kan bl.a. høres på de to vigtige Presley album, Love Letters From Elvis og Elvis Country, ligesom han kan høres på den nyeste Elvis-udgivelse med outtakes fra 2021, Elvis Back in Nashville.
Bowie og Elvis: Bassisten Norbert Putnam og hans hustru i hjemmet i Florence, Alabama. Privatfoto
I begyndelsen var Elvis ikke begejstret for David Bowie, huskede Putnam, da jeg interviewede ham.
”På et tidspunkt, jeg tror, det var i 1971, følte Elvis, at det var tid til at prøve noget nyt. Han forstod ikke, hvorfor hans musik efter hans store comeback ikke længere var så dominerende i radioen og på hitlisterne, som den havde været. Selskabet RCA ville ikke investere mere i promovering af hans musik”, fortalte Putnam.
Lige på det tidspunkt var den helt unge David Bowie selskabets førsteprioritet – han var på vej med albummet Hunky Dory – det med Changes og Life on Mars.
“Elvis syntes, Bowies musik var mærkelig”
“En dag kontaktede jeg selskabet og spurgte, hvorfor man ikke længere hørte Elvis’ sange på radioen. Han var trods alt Elvis Presley – og han havde netop oplevet et stort comeback med singlerne “In the Ghetto” og “Suspicious Minds””, fortalte Putnam.
”Dengang fandtes der payola (bestikkelse af radiostationerne, hvis det skal forklares meget kort, red.), og selskabet indrømmede overfor mig, at det var stoppet med at udbetale payola (for Elvis’ musik) efter 1970. Jeg spurgte hvorfor. De fortalte, at de havde denne her nye fyr fra England ved navn David Bowie, som var på vej til at blive den nye Elvis Presley”.
Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen
David Bowie
“Elvis forstod det ikke. Han syntes, Bowies musik var mærkelig”, tilføjede Putnam lakonisk.
Det omvendte var ikke tilfældet. Som mange andre, der havde været helt unge i 1950’erne og begyndelsen af 60’erne, var Bowie stor fan af Elvis. Under sine første spæde skridt ind i musikbranchen optrådte Bowie i coverbands, hvor han bl.a. sang Elvis-numre.
I 1997 mødtes new outlaw countrymusikeren Dwight Yoakam med David Bowie efter en koncert i Los Angeles. Blandt meget andet spurgte Yoakam ind til hans forhold til Elvis Presley, fortalte han selv i et interview med The Orange County Register.
Bowie fortalte om første gang, han så Elvis optræde i 1972 og nævnte, at bare seks måneder før Elvis’ død i 1977 havde The King himself ringet til Bowie for at diskutere, om Bowie muligvis ville producere hans næste album.
”Det skyldtes, at Elvis havde hørt Bowies ”Golden Years”, og jeg tænkte ”Åh, min Gud, det er en tragedie, at han aldrig kom til at arbejde med det”, sagde Yoakam. ”Jeg er ikke i stand til at forestille mig, David Bowie i 1977 producere Elvis. Det ville have været fantastisk. Det må være en af de største tragedier i popmusikhistorien, at det ikke skete. En af de største forpassede muligheder”, skriver The Orange County Register, der interviewede Yoakam efter Bowies død.
Kom for sent til Elvis-koncert
Ironisk nok blev “Golden Years” oprindelig skrevet til Elvis. Men hvorfor ikke give ordet til Bowie selv?
“Han (Elvis) var en af mine største helte. Og jeg var nok dum nok til at tro, at det, at vi havde fødselsdag samme dag, rent faktisk betød noget”, sagde Bowie i 1997 til Q Magazine om et besøg i Madison Square Garden i 1972. Bowie var fløjet fra London til New York, alene for at se en koncert med sit idol.
“Jeg husker, at jeg kom direkte fra lufthavnen. Jeg havde alt mit tingeltangel fra Ziggy-perioden på og havde gode pladser tæt på scenen. Jeg var meget forsinket, og alle vendte sig og så på mig. Jeg følte mig som en stor idiot. Jeg havde glinsende rødt hår, rumtøj med store skulderpuder og disse røde støvler med sorte såler. Jeg ville ønske, at jeg var kommet i almindeligt tøj. Elvis må have bemærket postyret fra scenen”, sagde Bowie til Q.
Det blev det nærmeste, The Starman og Elvis rent fysisk kom hinanden hernede på jorden. 10 – 15 meter.
Elvis Presley på scenen i Madison Square Garden, New York. Hvem ved? Måske koncerten, der blev overværet af David Bowie?
Få år senere var der til gengæld telefonisk kontakt, har Bowie bekræftet.
Nu er det med myter ligesom med vin og god musik, de bliver kun bedre efterhånden, som tiden går. Måske ud fra princippet, “if you can’t beat them, join them”, måske var Elvis blevet klogere.
I hvert fald kontaktede Elvis’ manager Tom Parker Bowies agent i midten af 70’erne og spurgte om, han ville skrive en sang til Elvis. Ifølge Bowie skrev han derefter “Golden Years” til sit idol. Her bliver fortællingen lidt uklar. For ifølge visse kilder afviste Parker sangen, ifølge andre var Bowie for genert til overhovedet at sende den. Og i øvrigt hævder Bowies daværende kone Angela, at han skrev den til hende. Til gengæld står det fast, at der var kontakt i 1977, bare seks måneder før Elvis død.
I 2002 sagde Bowie i et interview:
“Det var samtaler (i februar 1977) mellem vores managements. Det handlede om, at jeg skulle introduceres til Elvis og måske indlede et samarbejde med ham som producer-sangskriver. Det blev aldrig til noget. Jeg ville have elsket at samarbejde med ham. Gud, hvor ville jeg have elsket det”.
Presley sendte en fax til Bowie, hvor han skrev:
“All the best, and have a great tour.” Den fax gemte Bowie på et sikkert sted.
Hvis dette samarbejde skulle være fundet sted, skulle det have været, mens Bowie var på mere eller mindre hemmelig The Idiot-turné sammen med Iggy Pop.
Tragedie – eller heroes?
Men hvorfor blev samarbejdet ikke til noget? Der er snart ikke ret mange tilbage, der kan besvare det. Om nogen.
Nogle Elvis-ologer mener, at the devil in disguise, manager Tom Parker, tog et sjældent menneskeligt hensyn til sin ellers uudtømmelige indtægtskilde. Han frygtede, at den syge, fallerede stjerne ville falde igennem i mødet med Bowie. Der var meget på spil i forhold til pladeselskabet RCA.
Andre mener, at Parker bare ønskede at trække så mange dollar ud af sin falmende guldkalv som muligt, mens han kunne. Hvilket vil sige: koncerter.
Uanset hvad var det måske meget godt, at det ikke skete på det tidspunkt. Tjek, hvis du har overskud til det, de mange klip på YouTube fra Kongens sidste koncerter inden hans død i 1977. Det er tragisk. Kombiner evt. med Bowies mange udsagn om sit stofmisbrug i en periode, hvor han kun langsomt var på vej mod erkendelsen, at det måtte stoppe, hvis han skulle overleve – og i øvrigt for længst var på vej i en helt anden electronica-inspireret retning.
Og så alligevel. Hvorfor ikke? Elvis var i forfald, mens hans stemme, hans Elvis – the spirit – var der måske stadig, fornemmer man i filmen Elvis in Concert, hvorfra de nævnte YouTube-klip stammer.
Filmens danske instruktør, Anett Wolf, fortalte mig i 2016, at godt nok var Elvis stærkt overvægtig og diffus det meste af tiden, men inde bag ved var der stadig en varm, spirituelt interesseret sjæl.
Så jeg melder mig sgu på Dwight Yoakams hold. Også jeg ville have elsket at se Bowie og Elvis sammen bare en enkelt gang.
They could have been heroes, just for one day.
Har du lyst til mere David Bowie? Denne podcast blev udsendt sidste år på Bowies fem års dødsdag.
Mange andre album trænger sig på, det gælder f.eks. Alicia Keys helt nye Keys, The Metallica Black List, Arlo Parks Collapsed in Sunbeams, Lana del Reys Blue Banisters, på visse dage Iron Maidens Senjutsu, Bob Dylans Springtime In New York: The Bootleg Series Vol. 16 , Kira Skovs Spirit Tree, Hanne Boels Kopi, Rikke Thomsens Opland, The War on Drugs I Don’t Live Here Anymore, og fra den nye countryscene Joy Oladokuns In Defend of My Own Happiness, Mickey Guytons Remember Her Name og Cody Johnsons Human the Double Album, og …
Coco O: It’s a Process
Coco O’s første soloalbum, It’s a Process, er eftertænksom, minimalistisk zen-soul. Virkelig velproduceret.
Albummet åbner med en kort ouverture, ”Unlock”. ”Im ready to see the other side of life”, synger Coco O med sin karakteristiske luftige soul-fulde vokal, snart hviskende, snart let og løfterigt, snart mørkt.
Efter flere gennemlytninger opdager man fragmenter af sårbarhed, tvivl, uperfektion. Mørke i en fortløbende dialog med lyset. Og man bemærker, at musikken netop er optaget som en del af en proces, som titlen siger. Lyden er ikke overlækker, musikken er i høj grad håndspillet og derfor så meget desto mere intim og ægte.
Modsat de store soul-divaer har Coco O en ret økonomisk sangstil, der får masser af plads i den minimalistiske produktion. Forstået sådan, at her er der ingen vilde ridt op og ned ad skalaen – skriget er mere som en tanke eller følelse, man som lytter selv lægger ind.
Med It’s a Process har Coco O skabt sin helt egen genre.
VOLA: Witness
Med nærmest latterligt overlegen tæft for skift mellem bombastiske guitarfriløb og melodiøse fabulerende passager og omkvæd lyder VOLAs moderne, supermelodiøse progressive rock både eventyrlig og meget kontant.
Præcis i de konstante brud og breaks, i kontrasterne mellem tordnende heavyrock og luftig folkpop-brise ligger VOLAs helt store styrke. Witness er noget så sjældent som et rockeventyr, hvis historier ændrer sig lidt for hver gang, man lytter. Noget så sjældent som en dansk rock-suite. Numre som “24 Light Years” og “These Black Claws” ligger i toppen over de mest hørte i år på min Spotify. Er man til Dizzy Mizz Lizzys lyriske mesterværk “Amelia”, kan man meget vel også være til VOLA.
Ginne Marker: Ulteria
Allerede på debutalbummet For Seasons to Come markerede Ginne Marker sig som sangskriver og musiker uden for nummer. På den gode måde. Det er umuligt ikke at tale om tidlige epokegørende sangskrivere som Joni Mitchell og Laura Nyro, senere f.eks. Tina Dickow.
Godt nok er Marker en skolet musiker og komponist, men egentlig lyder hun som en komponist, der intuitivt sætter lyd til sit indre liv uden skelen til regler og manualer. Det lyder ægte, og som sådan stiller det krav om indlevelse hos sin lytter.
Producer og ildsjæl bag Ginne Marker, Aske Jacobys baggrund i 80’ernes lydæstetik høres tydeligt f.eks. i et nummer som “Never Golden But Always Beautiful” og det voldsomt fremragende “Everest”, der sender mig på ekspedition til en strandbar i evig solnedgang. Men det med 80’erne ligger bare som en delikat note i smagen, ikke som et af de amokløb i den digtitale slikbutik, der desværre præger mange artister for øjeblikket. “The Poet” er jazzet med coolness på (og det fedeste orgel i byen). I “Upperhand” er der storhed og bredt vingefang, som jeg forbinder med indierock navne som Coldplay og Kings of Leon.
Ulteria er et sindssygt vellydende album.
The Black Keys: Delta Kream
For et par årtier siden (gen)skabte duoen The Black Keys sammen med bl.a. White Stripes et retro rockudtryk, hvor traditionel blues, rock’a’billy og soul/rythm’n’blues fik et moderne, kornet brush-up med godt med forvrængning.
Det rå-robuste album Delta Kream, indspillet på bare ti timer, fanger essensen af alt det, der skabte North Mississippi Hill Country-bluesen. Dan Auerbach og Patrick Carney med gæster kan selvsagt ikke genskabe backwood oprindeligheden i John Lee Hookers sange. Men det, de leverer her, er grumme intenst, sejt og Delta-sumpet med en PH-værdi langt under 0. Hør Aubauchs og guitarer danse sig gennem klassikernes klassiker Poor Boy a Long Way From Home og bliv begejstret. Delta Kream er et skud adrenalin til alle med den fede lyd af blues i blodet. For mig var der sommerens altan-album.
Karen Rosenberg: Same Soul
Jazz er musikkens cool kat. Den sidder i skyggen bagest i rummet med solbriller og rød læbestift – den synger ikke, den crooner. Tilfældigt opdagede jeg i foråret den danske R&B-pioner Karen Rosenbergs jazzalbum, Same Soul. Overraskelse blev erstattet af forbløffelse. Sikken et stilskift. Med overrumplende fornemmelse for og fortolkning af jazzens skatkammer af blå nuancer lyder Karen Rosenbergs melankolske vokal smukt og fintfølende. Hun fraserer og pauserer og bruger sin luft med, hvad der lyder som perfekt pitch. Det er sensuelt, melodiøst, længselsfuldt, smertefuldt og fyldt med livslyst. Det er seriøst.
God jazzmusik kan meget vel lyde genkendelig – ikke som en af de sange, man har hørt 1000 gange, men genkendeligt som en stemning, man spejler sig i, idet den opstår lige her og nu i dette øjeblik, der allerede er gået, når man når til punktummet.
Når Rosenbeg synger ”We swim in galaxies and milky ways and stars” svømmer jeg med og glemmer et nøk, at virkeligheden siger slud og lunken kaffe.
Brandi Carlile: In These Silent Days
Alt-country stjernen Brandi Carlile er sangskriver af den klassiske skole med den gode melodi som dogme – og der er lige så meget rockmusik som country i hendes udtryk. Hun trækker på klassisk rock (produktionen) og moderne indie-rock (sangstruktur, farlighed og mørke). Stemmen favner vidt – fra glasklar Joan Baez’sk skønhed til mørke fraseringer, som man kender fra blues og soul.
Sangene er opstået med udsyn fra farmen, hvor hun og hendes familie bor i en slags familie-kollektiv omgivet af geder og køer. Inspireret af det stille, lille liv – og hvad der sker omkring i det store liv – synger hun sange med mange lag, de fleste inspireret af og i debat med Carliles kristne opdragelse.
Som i den folksy “You and Me on the Rock”. Sangen er på en gang en babylonsk klima-undergangshymne og en parlivssang.
Eller “This Time Tomorrow” med Carlile smukt syngende alene på akustisk guitar med en tekst, der på overfladen lyder som en venskabelig troskabsed, men som dybere nede handler om at håndtere dødens uomgængelighed.
In These Silent Days er noget så sjældent som et album med en indre organisk, tematisk sammenhæng mellem alle ti numre på kryds og tværs. Hele vejen igennem så vidunderligt sunget med en smertelig menneskelighed og dybde, som jeg i mørke stunder havde glemt fandtes i Amerika.
John Hiatt: Let’s Fire it Up (Live ’95)
Tidligt i år udkom albummet Let’s Fire it Up (Live ’95), som vist kun kan købes digitalt. Gør mig gerne klogere.
Det er det forunderlige ved John Hiatts formidable sange, at de overfladisk hørt lyder som forløsningen af ens forventninger om, hvordan traditionsbevidst songwriter-rock skal lyde, uden sådan rigtig at stikke ud. Måske fordi Hiatts stemme er mere passioneret end smuk. Men så snart man fordyber sig, åbner der sig en skattekiste af sange, der kun kan være skrevet af ham. Sange der har hans sjælemærke. Forførende melodier, der er mere end bare godt håndværk, gode tekster, dybe og historiefortællende, den analoge, mensch lyd af Memphis, Tennessee.
Musikken på dette livealbumleveres med alverdens indføling, kant og guddommeligt swing af bandet The Nashville Queens. Dengang i 1995 var John Hiatt på højden af sin karriere, målt efter pladesalg. Han har skrevet mange gode sange siden, alligevel står denne optagelse som et monument over en række af hans allerfineste sange.
Hør f.eks. “Cry Love” gå videre over i “Have a Little Faith”, hvor Hiatt iltert og insisterende lufter sin desperation. Hør publikums jubel bagefter. Der ville jeg gerne have været. Som i meget gerne.
Joakim Thåström: Dom som skinner
Joakim Thåströms intensitet på scenen er ubeskrivelig og uomgængelig. Og intenst er det sandt for dyden på Dom som skiner.
Langsomt men sikkert begynder det med ”Långsomt Fall”, som Thåström har skrevet i samarbejde med den svenske countrypop duo First Aid Kit. Som for at sætte præmissen for sin rejse på dette album citerer den belæste Thåström den berlinske forfatter Hans Fallada.
Det er anslaget til ni sange, der på en og samme tid er øjebliksbilleder, stilstands- og tilstandsbeskrivelser fra en by og samtidig handler om en mand i bevægelse. Der er noget droneagtigt dunkelt bevægende over produktionen, det bevæger sig frem, det bevæger sig i cirkler.
I hjemlandet har der været en del fokus på den gamle rockrebels farvel til guitaren på dette album. Men selvom udtrykket er behersket, gennemproduceret, fremkaldt af diverse synths, keyboards og strings, lyder Thåström så insisterende knudret og karismatisk som altid. I det rum opstår en ny dimension i den gamle svea-rockers lyd.
For den, der gerne vil vellyden, er det måske Thåströms bedst producerede album. Sangene hænger indbyrdes sammen, man kan sige, at de ni sange, øjebliksbilleder, noveller, om man vil, fortæller en cirkulær historie, der lige så meget går baglæns som forlæns. Joakim Thåströms nye plade er det vigtigste argument, jeg lige nu og her kan komme i tanke om, for albummet som kunstværk.
Magtens Korridorer: Club Promise
Og det skete i de dage i 2021, at Magtens Korridorer udsendte den smukkeste ballade i nyere danskrock historie. “Månelys i rav”. Som efterhånden altid med Johan Olsens tekster er lyrikken ikke printet ud med caps locked, men stemningen er ikke til at tage fejl af. “Månelys efterladt i rav tjekker ud fra mørkets hotel” – det er bidende ensomt her, men ikke goldt. Jeg hører et stort, empatisk hjerte bag den sang.
Der er også hårde rocknumre i klassisk Magtens Korridorer-stil på Club Promise, f.eks. titelnummeret, der handler om musikbranchens indbyggede tomhed, men gennemgående er det det til dato mest nuancerede MK-album. “Byens lys” (med Beatles-flair) og “Ensom stjerne” – begge klassisk gode tryk den af Korridor-melodier. Den bragende “Helten ud i lyset” er som skabt til koncerter.
Man skal passe på med udtrykket perfekt, for hvad er der så tilbage at opnå? Men altså, dette er tæt på det perfekt producerede Magtens Korridorer-album med velbalanceret symbiose mellem hård guitarrock og billedskabende keybords.
Ronnie Atkins: One Shot
I efteråret 2019 fik Ronnie Atkins aka Paul Christensen, Pretty Maids, konstateret lungekræft. Han blev opereret, fik stråleterapi 33 gange og gik gennem et forløb på tre måneder, hvor han var i kemoterapi. Han blev erklæret rask i februar 2020, men seks uger efter fik han den besked, at kræften havde bredt sig til knoglerne uden at kunne helbredes.
“One Shot” er skrevet og indspillet i Corona-skjul med hjælp fra producerne Chris Laney og Jacob Hansen og en flok danske og svenske musikere.
Hvert ord, hver strofe på dette fremragende hardrock album har baggrund i følelserne hos en mand i dobbelt isolation uden håb om meget andet end at få morgendagen med. Alt er på spil. Og det høres.
Musikalsk kan man kalde det en moderne, opdateret version af den bløde firserheavy, der i sin tid inspirerede Pretty Maids. MASSIV guitarmur uden at svigte komponistens dogme om melodi-melodi-melodi i omkvædet. “Miles Away” kunne lige så godt være en flot akustisk ballade. Stolthed og figthervilje stråler ud af “Subjugated” og “One By One” med omkvæd, der skriger på at blive spillet live. Det er Bon Jovi bedre end Bon Jovi med stormende guitarspil af Kee Marcello. Titelnummeret har kraft og styrke som en forhammer. Faktisk falder kun et par numre igennem. Som om det ikke er nok, bliver albummet bare bedre og bedre indtil, man når til det sidste nummer.
Årets album: Ifølge Jan Eriksen er Nashville sangskriveren Joy Oladokun en af outsiderne til titlen som årets album. Pressefoto
Forleden modtog jeg uafhængigt af hinanden fire tegn fra det digitale verdensalt. Først gjorde Facebook opmærksom på, at Johnny Cash netop den dag ville være fyldt 78 samt, at jeg for præcis fem år siden besøgte Johnny Cash-museet i Nashville – dagen efter jeg med Elvis-ildsjælen Henrik Knudsens venlige mellemkomst havde mødt Johnny Cash’s faste trommeslager gennem fire årtier, W.S. Holland, på en restaurant tæt på Nashville.
Samme dag poppede der to ’nye’ Cash-sange op i en new releases-liste på Spotify. Med andre ord: nogen eller noget havde tænkt sig at gøre den fredag til Johnny Cash-dag.
Det gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona
For mig har American Recordings-serien længe stået som de ultimative Johnny Cash-plader. Serien omfatter seks plader, der udkom i årene fra 1994 til og med 2010 Her formåede produceren Jack Rubin og til dels Johnnys søn John at skære ind til et udtryk, musikalsk og i Cash’s stemme, der vibrerer af levet liv, ånd, erkendelse og taknemmelighed.
Ingen sange nævnt, ingen glemt. Men jeg er tilbøjelig til at give David Gahan ret i, at Cash’s version af ”Personal Jesus” er mindst lige så god som hans eget bands.
Når jeg lytter til disse plader, hører jeg en stemme tale ikke bare på egne vegne, men på vegne af det Amerika, som han levede, optrådte, troede og blev ædru i, og som han elskede og forsvarede i øjenhøjde med ”the poor and the beaten down, living in the hopeless, hungry side of town,” som han synger på signatursangen ”The Man in Black”. I bogstavelig forstand er American Recordings en form for testamente. Femte og sjette album i serien udkom efter hans død.
Selvføgelig er der et stort element af All you need is Cash i den konstante strøm af genudgivelser, også af Johnnys gamle plader. Sidste år blev samtlige de plader, han indspillede på Mercury i årene 1986 – 91 genudsendt, syv i alt. Efter en periode i 00erne, hvor pladeselskaberne så den fysiske forretningsmodel smuldre i takt med, at Spotify, iTunes og andre buldrede frem, indså man gradvis, at der faktisk også var muligheder i den nye digitale verdensorden.
Selskaberne indledte et samarbejde med/købte de digitale platforme og gik på jagt i de mange bagkataloger, som direkte eller bearbejdet, remixet blev lagt op på streamingsites. De gamle støvede masters fra arkiverne er guldgruber for selskaberne. De pumpes ud i streaming-universet. Og guldet glimter ikke mindre under Corona. Den første uge i april 2020, umiddelbart efter lockdown verden over, opgjorde Spotiy en stigning på 54 pct. i lytningen af musik i perioden fra 50erne til 80erne. En lille stump statistik, der taler sit eget sprog.
De seneste tre år har der været premiere på to Johnny Cash dokumentarer: ”My Darling Vivian”, der baseret på interview og et hav af smalfimsoptagelser fortæller Cash’s første kones historie. ”Remastered: Tricky Dick and the Man in Black”, der fortæller historien om dengang, Richard Nixon inviterede Cash på besøg i Det hvide Hus.
Der er fortjeneste i fortiden.
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas
Det nye album Johnny Cash and the Royal Philharmonic Orchestra kan man roligt springe let henover. Visse numre, som den faktisk keltisk lydende udgave af ”Galway” har sin charme. Det samme med Bob Dylan-duetten ”Girl From North Country”, der indpakket ind i strygere lyder endnu mere vemodig, end den allerede gjorde for 52 år siden. Utroligt nok. De fleste andre numre er på den cheasy side af Henry Mancini.
THE MAN IN BLACK: COVERFOTO
Der er mere Las Vegas end Memphis over de genudgivne (2020) Mercury-indspilninger med stort orkester. Vel hviler der en tung, rustik charme over Class of 55-projektet fra 1986, indspillet med tre andre rock’n’roll pionerer, Roy Orbison, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins. Med god ret og stolthed synger de om ”Birth of Rock’n’roll”. Kun Elvis mangler.
På det tidspunkt havde han været død i ni år efter at have betalt prisen som pioner i noget, der voksede fra et par studier i Tennessee – med en omskrivning af John Lennon: – til noget større end Jesus og andre religioner og politiske filosofier for den sags skyld.
Påfaldende megen kreativitet
Så ja, der er der er godt med bakkenbarter, rock og rul, machohørm og outlaw stemning på den brune palisander-måde her, men en stor del af musikken virker mest som skrivebordsprojektlignende forsøg på at bringe Cash i sync med en tidsånd, der kun fandtes i Vegas.
Men så var det altså, jeg lyttede til Johnny Cash: Forever Words Expanded. Som jeg har haft meget svært ved at slippe lige siden.
Oprindelig udkom den første version af albummet i 2018. Gennem 2020 of 2021 udkommer i alt fire udvidede versioner. Alle sange er baseret på tekster og digte, skrevet af Johnny Cash, som han aldrig selv fik indspillet. Oprindelig udkommet i bogform. Med sønnen John Caster Cash som primus motor og producer.
Når den sidste expanded udgave af albummet er udkommet, har flere end 30 musikere givet deres bud på Johnny Cash nu. Påfaldende hvor megen kreativitet og indlevelse de enkelte komponister har lagt i projektet. Nogle meget loyale overfor lyden af Johnny Cash, andre digter videre. Med enkelte undtagelser lyder det som moderne americana med impulser fra alle subgenrer. Og det er godt.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen
Hørt i sin sammenhæng fortæller albummet ikke alene historien om Johnny Cash og hans samtid, det lyder som soundtracket til filmen om nuets USA i ruinerne af Trump. På ondt og bestemt også godt. Jeg skriver dette velvidende, at 70 mio. amerikanere stemte for en fortsættelse af det amerikanske mareridt.
Den dystopiske blues ”California Poem” synges af Jeremy Johnson med bas på stemmen, slibepapirs coolness, ledsaget af en sej, diabolsk dobro-guitar, luddovne blæsere og fuldfedt orgel i ryggen. Der er noget Nick Cave over det.
Digtet, der egentlig udspringer af en virkelig begivenhed, hvor Johnny Cash var skyld i en skovbrand, er sidste sang på det aktuelle album, men kunne godt stå som en rammehistorie – eller en metafor for det USA, der jævnlig bryder ud i flammer. I skove. På gader.
There’s trouble on the mountain
And the valley’s full of smoke
There’s crying on the mountain
And again the same heart broke.
Taknemmelighed og solidaritet
Produceret minimalistisk med tilrøget små-teatralsk cabaret lyd gør Johnnys steddatter Carlene Carter ”June’s Sundown” til en sang fuld af taknemmelighed og solidaritet med det working America, hun ser omkring sig i solnedgangen.
The labouring man welcomes the grey
Many of wife with a kiss at the door
New lipstick, not worn before
Sundown, turn over your wheel
A plowboy whistling back from the field
Many-a mother counts one day less
Till someone returns
Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik
Der er til gengæld ingen taknemmelighed at spore hos stedsøster Roseanne Cash, der som en anden spøgelsesrytter er redet ud efter solnedgang for at følge de sårede vandrende i ”Walking Wounded”.
We’re in the church house kneeling down
We’re in the subways, underground
We’re in the bars and on the street
We drive a truck, we walk a beat
We’re in the mills and factories
We make the steel, we cut the trees
A thousand yards stare as a glass
But we will see you when you pass
We lost our homes, we lost our dreams
All our goals have turned to schemes
We hurt each other and ourselves
So after long traumatic spells
We are the walking, we are the walking
We are the walking wounded
Et stærkt digt i en af de fineste countrysange, jeg har hørt det sidste stykke tid. Et par guitarer, den ene steel, forsigtige bas og trommer. Effektfuldt. Mørkt som døden. Iskoldt som en gyser. Roseannes klare vokal. Gribende.
The Beast in Me
Der findes dem, der mener, at alle countrysange lyder ens. Skulle de engang få råd til at købe et par ører, vil de opdage, at Alison Kraus synger så smukt som nogen uanset genre. Alisons sangstemme er en farve, der ikke findes eller en udsigt til en horisont, der aldrig ender. Her i “The Captain’s Daugther”, der i øvrigt ikke er af JC’s bedste tekster.
Historien om Johnny Cash er også historien om en mand, der kæmpede med The Beast in Me, som han med Nick Lowes ord synger på den første American-plade. Cash skulle igennem tre afvænningsforløb, inden han formåede at holde sig ædru de sidste år af sit liv.
DA ARTIKLENS FORFATTER (I MIDTEN) FOR FEM ÅR SIDEN MØDTE W.S. HOLLAND, JOHNNY CASH’S FASTE TROMMESLAGER, LÆNGST TIL HØJRE. FOTO: EDDIE MICHEL
Med klassisk dramatisk western følelse og med en intens vokal, der svinger mellem det røde og blå på dramaskalaen fortolker sanger og skuespiller Jewel intenst ”Does Anybody Out There Love Me”, der handler om misbrug og selvværd. Her kan man tale om less is more. Jewel nærmere hvisker end synger, og desperationen tordner. Jamie Johnson synger om Spirit Rider som metafor for djævelen, der rider i nattemørket klar til at blive lukket ind ved det mindste tegn på vaklen. “I have kissed the Devil,” synger Marty Stuart et andet sted på pladen, mens boogieblues-toget ruller i baggrunden.
I den modsatte ende af lykkeskalaen synger Nashville-stjernerne, Ruston Kelly og Kacey Musgraves, bare akkompagneret af en enkelt banjo ”To June this Morning”. Et digt, der handler om at mødes over en kop morgenkaffe på trappen, to elskende, mens solen gør sit til at bryde gennem kuldetågerne henover søen – sunget med varme og kærlighed, så det høres, at Kelly og Musgraves netop var blevet gift, da de indspillede sangen. I dag er de skilt. Intet varer evigt, og nogle ting slutter næsten, før de begynder. Selv i countrymusik.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Inden sin død nåede Chris Cornell at gøre Cash’s “You Never New My Mind” til sit eget nummer med en stemme, der lyder grænsende til forpint. Med den viden, vi har i dag – at Cornell tog sit eget liv kort efter indspilningen – er det næsten ubærligt at høre ham synge farvel til et forhold, hvor begge parters hemmeligheder stod i vejen.
Johnny Cash var en troende mand med et indgående kendskab til den anden side. Det bærer hans efterladte digte ikke underligt også præg af. Med citat fra Cash selv giver Dailey & Vincent en uimodståelig hillbilly-version af “He Bore it On”. Lige så løssluppen er Johnnys svigerdatter Ana Christina Cash’s neworleans jazzede “Brand New Pair of Shoes”. Og Elvis Costellos “If You Love Me”, hvor Costello sammen med The Imposters er i et charmerende 60er pop-soulet humør. Det humør klæder Elvis.
Der er meget country på denne plade, men ikke kun. Big Hearted Girls gerne vil lyde som southern rock versionen af Lou Reed. Bestemt ikke et af pladens stærkeste numre, selvom det muligvis ville vinde på sin dansabilitet efter et glas djævlevand eller tre.
Et godt sted at sublimere
Så er der betydelig mere konsistens i ”I’ve Been Around”, hvor Marty Stuart har skelet til den klassiske Johnny Cash country togstamme-rytme – endda med trommespil af selveste ovennævnte W.S. Holland. Det må være en af de sidste indspilninger fra hans side. Han døde sidste efterår. Substans er der også i Shawn Camps loyale honky tonky ”I’m Comin’ Honey”. I øvrigt lyder Camp næsten som Cash. En af de mange sange på dette album, hvor man fornemmer Johnny selv.
Jayhawks. Hvad blev der er af dem? Ja, de er her i en gennemført roots version af “What Would I Dreamer Do?” med banjo og steelguitar, som det skal lyde. I et decideret lusketempo, hvor der er plads til selv at digte med mellem trommeslagene. The Lord Almighty skal vide, at Jayhawks her giver mig voldsom trang til at stå eller sidde i en lille klub et eller andet sted og lytte til musikken live.
Indtil det bliver muligt, er Johnny Cash Forever Words Expanded et godt sted at sublimere sin koncertsult, mens man lytter til historier, der binder legenden om Johnny Cash sammen med USA 2021. Som Johnnys gamle svirrebrødre Kris Kristofferson og Willie Nelson mumler i pladens første nummer.
You tell me that I must perish
Like the flowers that I cherish
Nothing remaining of my name
Nothing remembered of my fame
But the trees that I planted still are young
The songs that I sang will still be sung
The Man in Black prikker stadig til USA’s sorte samvittighed
Selvfølgelig har der altid været jazz i mit liv. Men først her i 2020 fandt jeg for alvor porten helt ind i hjertet af den blå verden. Der skulle en dokumentar, diverse playlister og en bog til.
Hvis man som jeg var dreng i 60’erne, var der jazz overalt. De spillede stort set ikke andet i radioen. I dag husker jeg det, som om jazz var soundtrack i alle tv-udsendelser og film.
Min far holdt meget af dixieland jazz – også slagermusik for den sags skyld. Faktisk er det et af de tidligste barndomsbilleder: ham siddende i stuen med sit rævegrin, stampende let med den ene fod, mens den enorme radiogrammofon spiller instrumental jazz. Et billede på glæde og livslyst. Et kært minde.
Der blev også lyttet til monologer med Jørgen Ryg, Kjeld Petersen og Dirch Passer. Bl.a. Dirchs parodi på en jazzsnob, “How jazz was born“. Jeg var vel bare fire-fem år gammel, da jeg første gang forsøgte at forestille mig lyden af, ”en lastbil fyldt med tomme mælkejunger (der) støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.”
Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50’erne – nemlig cool jazz.
Pludselig en dag var der Top 20 i radioen. Den ene gode melodi efter den anden, spillet og sunget med et helt andet drive end det, vi ellers lyttede til. Det var friskere. Det havde attitude. Man kunne nynne med på børneengelsk, “Sji låvs ju, jæ, jæ, jæ”. Det sker, at jeg finder Floyd Cramers “Hey Good Looking” på Spotify. Med den i ørerne er jeg for et kort øjeblik tilbage i en film, hvor helten hed Jørgen Mylius, og det altid sneede til jul. Historien om Mylles – og for den sags skyld også den svenske pioner Stig ‘Stikkan’ Anderssons – lobbyarbejde på poppens vegne i de tidlige 60’ere må vente til en anden gang.
KIND OF BLUE, JØRGEN RYG, “JEG VIL PRØVE DET HELE”, COVERFOTO.
Pop, rock, og senere diverse stiklinger blev min vej, men selvfølgelig har der hele tiden været jazz. Der blev spillet Chick Corea og Weather Report til gymnasiefester, indtil jeg satte ABBA eller Slade på i protest. De første år af min karriere arbejdede jeg i et kontor på Vesterbrogade, hvor jeg var omgivet af diverse musik- og jazzorganisationer. Jeg husker tydeligt landskampstemningen i 1985, da percussionisten Marilyn Mazur blev hyret af Miles Davis. Det kunne næsten ikke blive større.
Jazz har altid mest været der et sted i periferien. Der var fusionsguden Prince, svensk pop/folk-jazz fra Monica Zetterlund og Jan Johansson til Bo Kasper og Lisa Nilsson, Lars H.U.G.s jazzalbum, genopdagelse af Chicago og Blood, Sweat & Tears – og meget, meget andet.
De senere år er jeg begyndt at lytte til diverse jazz-playlister, når jeg arbejder eller læser. Det virker på en gang stemningsfuldt, stimulerende og afslappende, om ikke ligefrem beroligende, når det digitale møg ikke virker. Måske er der opstået en større forståelse af jazzens kulturelle og sociopolitiske rolle i den udvikling, der for nylig oplevede endnu en kulmination, da George Floyd blev dræbt af en hvid betjent i Minneapolis.
Fra Ryg til Miles
Men så tidligt i år så jeg Netflix-dokumentaren Miles Davis: Birth of the Cool. Få dage forinden havde jeg set biopic’en Born to Be Blue, hvor Ethan Hawke spiller rollen som en anden trompetist, Chet Baker. Det gør han fremragende. Samtidig læste jeg Jørgen Ryg-biografien Jeg vil prøve det hele. Den første del af sin karriere var Ryg jazztrompetist, indtil han valgte en anden livsbane. Det gjorde indtryk at læse om dette store musikalske talent, der tog sin evne til improvisation og åbenbart sublime situationsfornemmelse og forståelse af rummet med ind i sit skuespil.
Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband
Jeg blev engang spurgt i en radioudsendelse, hvad jeg allerhelst ville have oplevet musikalsk. Jeg svarede, at det, udover et par andre ting, ville have været at se Ryg spille Billy Bartlett i “Den grønne elevator”. ”Jeg troede, vi talte om musik,” sagde den anden. ”Det ville det også have været, tror jeg.” Læsningen af Ryg-biografien har kun bestyrket mig.
KIND OF BLUE, MILES DAVIS, PRESSEFOTO
Således flød det hele sammen dér i begyndelsen af uåret 2020 og endte i en strøm, der blev skabt af Miles Davis og Stan Getz dengang i 50erne – nemlig cool jazz.
Jeg har vist altid mest betragtet diverse jazzgenrer som intellektuelle stiløvelser, hjernegymnastik uden noget påviseligt på hjerte. Vel nærmest som modsætningen til rockmusikkens evige afsøgning af følelse, enkelthed, sandhed, gospel og sex.
Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en næsten tom kuffert og helt tom pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home
Jeg kendte godt historierne om diverse jazzikoners forhold til stimulanser. Alligevel gjorde det indtryk, da jeg hørte, at Chet Baker ofte turnerede kun med sin trompet, når han da ikke solgte den for at få råd til sine stoffer. Det kan lyde som en tragisk skæbne, men hvis jeg har forstået det ret, var det resultatet af et bevidst valg. Her havde vi en mand, der rejste verden rundt med en mere eller mindre tom kuffert og pung, fordi han ikke kunne leve på andre måder. Ikke at der er grund til at idyllisere den form for livsstil. Don’t try this at home. Men historien om Baker handler unægtelig om en nødvendighed, der er så rock’n’roll som noget.
Der er en scene i Birth of the Cool, hvor trommeslager Jimmy Cobb fortæller om optagelserne af ”So What”, der indleder Miles Davis’ skelsættende albumKind of Blue. Hans Sgt. Pepper. På det tidspunkt havde Davis fundet en ny tilgang til sine improvisationer.
I filmen fortæller Jimmy Cobb om tidspunktet, hvor bassist Paul Chambers falder ind i “So What”, efter Bill Evans’ intro, og der opstår noget, der lyder som et gennemgående tema på pladen. “Det skal bare swinge,” sagde Davis i studiet. Og det skal guderne vide, at det gør.
Blueset og tåget
Jeg skal ikke forsøge at kaste mig ud i en amatøranalyse af musikken på Kind of Blue – og slet ikke forsøge at sammenligne eller smide med referencer. Jeg har hørt, at jazzpolitiets metoder af og til kan få Gestapo til at ligne et sydkoreansk boyband. Her er nogle få stemninger.
Klart, i hvert fald for mig selv, at der, når jeg lytter til “Blue in Green” og “Flamenco Sketches”, træder en veritabel parade af privatdetektiver og diverse lonely cops på film – fra Phillip Marlowe og Sam Spade til Wallander og Beck – ud af erindringsbanken. Det var det med soundtrackene og de filmiske kvaliteter i Miles’ musik. Den fortæller historier. Man digter med, hvis man gider.
Det er bluesy. Det ligger i titlen. Bluesy og tåget. Jeg hører de blå toners genskin i svævende vanddråber, der ikke kan beslutte sig for at blive til regn. Det er lyden af kærlighed. Fysisk. Mental. Bevægelse, snart adstadig, snart febrilsk, søgende bevægelse. Pludselig opstemthed. Stilhed. Ramaskrig. Klarhed. Drøm.
Som newly converted har man det enorme privilegium, at verden ligger åben. Der ligger en mælkevej af oplevelser forude.
2020 blev året, hvor jeg endelig opdagede, hvordan det lyder, når en lastbil fyldt med tomme mælkejunger støder ind i en anden lastbil fyldt med levende grise – og Sam Finkelstein.
