Et af mine livsvidner fylder 80. Selvfølgelig er der tale om et envejsvenskab, som det altid vil være med ens idoler. Det begyndte, da jeg medio 70’erne første gang stiftede bekendtskab med The Kinks’ compilationplade med den mundrette titel Lola Percy & The Apemen Come Face To Face With The Village Green Preservation Society… Something Else.
Dog skal det med, at da jeg interviewede Davies dagen før hans koncert i Ledreborg Slotspark i august 2010, gav jeg ham ydmygt kredit for et af de mest betydningsfulde sangkataloger i britisk rock.
”Det er meget venligt,” sagde han. Manglede bare.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de Misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati
Desværre kommer historien om Ray Davies alt for ofte til at handle om det, han og hans gruppe IKKE nåede – det store amerikanske gennembrud, som blev hans samtidige, The Beatles, The Rolling Stones, og til en vis grad The Who, til del.
Der er mange forklaringer, og Ray Davies har selv et par stykker.
Men hvorfor ikke bare hylde det, Davies og hans skiftende håndgangne Kinks faktisk opnåede?
Sir Ray, som jeg plejer at kalde ham, for at minde om ikke andre mig selv om, at han fortjener lige så stor anerkendelse som ham fra Liverpool, medvirkede i Rock’n’roll Hall of Fames 25-års jubilæumskoncert i 2009. Dengang titulerede James Hetfield Davies ’one of the original punks’.
The Kinks lagde fra kaj i 1964 med de ikoniske riffs i ‘You Really Got Me’ og ’All Day and All of The Night’ ved bror Dave, der for altid er mejslet ind i rockhistorien som de første rockriffs med distortion. Noget med, at Dave Davies stak en nål i en højttaler. Om det er sandt, ved jeg ikke, men jeg kan lide historien.
Siden kom Ray Davies og hans Kinks til at afsøge et stjernefirmament af forskellige musikalske og tekstlige udtryk, bl.a. på en af rockmusikkens første konceptplader med titlen The Kink Controversy (1965), mens Roger Waters stadig spillede bumset, hvid blues.
Ray Davies’ sangskat er enorm, fra de eksperimenterende plader i slutningen af 60’erne, hits som ‘Sunny Afternoon’ (der blev sunget af publikum på Wembley i 1966, da Englands fodboldlandshold vandt deres første og, tør jeg godt sige, sidste titel), ‘Days’, ‘See My Friends’, ‘Till the End of the Day’, ‘Where Have All the Good Times Gone’, ‘Dedicated Follower of Fashion’, ‘Well Respected Man’, ‘Dead End Street’.
Det akavede hit ‘Lola’, der gav Kinks et mindre amerikansk gennembrud. Det smukke, bittersøde ‘Celluiod Heroes’ med sin medfølende solidaritet med den amerikanske stjernedrøms vindere og tabere. Det kunne sådan set også handle om dem, der stiller op i X-Factor.
De efter min mening underkendte – også af Ray selv – ’amerikanske’ 70’er-albums Sleepwalker og Misfits. Især Kinks popo-sparkende ’okay, punks, hør her, hvem der fik jeres pædagoger til at danse, da I gik i vuggestuen’-album Low Budget. For ikke at tale om efterfølgeren Give The People Want They Want (1981) med bl.a. ‘Better Things’, som du skylder dig selv at høre i versionen, hvor Ray synger sammen med Bruce Springsteen.
Der har været, er og følger mange store britiske sangskrivere.
Ingen eller meget få beskriver som Ray Davies det, man kunne kalde den engelske efterkrigstidsdrøm set fra middelklassen og sidelinjen, spiddende kritisk, perspektiverende og medlevende varmt. Ofte med et blik til de misfits, der altid har haft Ray Davies’ sympati og empati.
Smukkere end i mesterværket ‘Waterloo Sunset’ bliver det ikke. Hvorfor ikke give ordet til en anden af de helt store englændere David Bowie?
“Der er noget enormt forankret i den sang. Den er så engelsk som Peter Ackroyd (forfatter, historiker og litteraturkritiker). Den siger, ‘London’. Der er noget så dybt bevægende over den sang. Den er tidløs.”
For at undgå forvirring om de to ens navne, nævnes den unge Alex Vargas i artiklen ved sit fulde fornavn, Alexander.
Som sanger i rockbandet The World stod Alex Vargas på adskillige danske musikscener i en periode fra medio firserne til slutningen af halvfemserne. Det var en periode med mange højdepunkter.
Et af dem var andenpladsen i en verdensomspændende musikkonkurrence, der blev afholdt i Japan. Andenpladsen i Tokyo resulterede i, at The World blev fløjet til Los Angeles for at optræde på nationalt tv i programmet Star Search, der svarer til American Idol i dag. Showet har været affyringsrampe for stjerner som Beyoncé (sammen med Destiny’s Child), Justin Timberlake, Britney Spears og mange andre.
Senere spillede The World i TV2-programmet ”Eleva2ren” i forbindelse med deres første album. Alt dette helt uden støtte fra et pladeselskab.
I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet
Et andet højdepunkt var et job i K.B. Hallen i november 1992 som opvarmningsband for Keith Richards daværende solo-band The X-Pensive Winos. Men – “you can’t always get what you want,” som Mick Jagger synger i sit og Richards bandAf private og professionelle årsager fik Alex Vargas i 2002 nok af Danmark og rejste til USA – og blev der i 20 år. Nu begynder et nyt kapitel i hans liv.”Efter at have boet i San Francisco i 20 år, kan jeg endelig se min søn igen, og jeg kan være bedstefar for mine børnebørn. Jeg er så småt i gang med min musikkarriere igen – og har fået et job som musikbooker. I en alder af 57. Spørg mig, om jeg er glad.”
Det spørgsmål er overflødigt. Alex Vargas smiler meget. Nærmest hele tiden.
På jagt efter en forholdsvis fredelig café, hvor vi kan tale sammen, passerer vi Gråbrødretorv i København. Selvom efterår er ved at blive til vinter, sidder der en hel del gæster ved caféernes udendørsborde. Jeg forestiller mig i et glimt en af de helt specielle sommerdage på Gråbrødre. Åbenbart også Vargas, der griner.
”Det var her, jeg mødte Alexanders mor. Det var en smuk dag.”
Da Vargas næsten vandt i Tokyo
For at forstå, hvad det betyder for Alex Vargas senior at være tilbage i Danmark, skal vi tilbage til firserne.
”Dansk rock til tops i Japan.”
Sådan lød en af overskrifterne, da The World i 1989 deltog i musikkonkurrencen Yamaha Band Explosion. I den æra gav den konkurrence blandt meget andet store bands som Teenage Fanclub og Manic Street Preachers et skub fremad. Efter at have vundet den europæiske finale i Göteborg endte The World som verdenskonkurrencens nummer to i den legendariske koncerthal Budokan. The World drømte – om ikke at indtage The World, hele verden – så i det mindste om noget stort. I første omgang en pladekontrakt. Som der står i en af de mange artikler, der blev skrevet om bandet dengang i ’89: ”The World er et godt band. Deres musik er inciterende, hårdtpumpet, uimponeret og ambitiøs. Inspireret af alt fra jazz til hård rock.” (Ekstra Bladet).
”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere
Bandet optrådte et hav af gange live i forskellige konstellationer. Snakken i musikverdenen gik på bandets heftige liveudtryk og især den karismatiske forsanger og badutspringer Alex Vargas. Oprindelig kom han til Danmark i 1985 efter endt uddannelse som skuespiller på den statslige skuespillerskole i hjemlandet Uruguay. Her havde han lært nogle danske elever at kende, og historierne om det lille land i det kolde nord virkede tillokkende. Han faldt hurtigt til, og det blev klart, at han med sin musikalitet, karakteristiske stemme og teateruddannelse kunne byde ind med noget helt specielt på den københavnske musikscene. Vargas blev ret hurtigt medlem af det københavnerband, der skulle blive til The World.
Coverfoto
I 90’erne udkom to album, Mirror (1994) og Vargas (1996). Begge fik masser af ros fra anmelderne. ”Det er simpelthen bare engelsksprogede, hjemmekomponerede sange, det står så hamrende præcist og klart, så det gør ondt helt ind i en ældet rock og bluessjæl,” skrev Ekstra Bladet om Mirror. ”Det er en troldmand i stemmen. The World er en gruppe fuld af selvtillid og humor på sin egen mørke måde, der aftvinger respekt,” skrev Det Fri Aktuelt om Vargas.
Et spørgsmål om integritet
Men det var op ad bakke, og det blev slet ikke den optur, sanger, sangskriver og bandleder Alex Vargas drømte om. Forklaringen? Med et enkelt ord: kompromisløshed. Og alt for meget af det – efter pladeselskabernes mening, siger Alex Vargas.
”Der var mange tilbud og mange samtaler efter vores andenplads i Tokyo. Jeg tør godt sige, at ingen af dem tog udgangspunkt i vores musik. Det frustrerede mig. På et tidspunkt mødtes min daværende manager med et interesseret selskab i Los Angeles, der havde hørt fra deres danske afdeling, at jeg var besværlig. I musikbranchen er man besværlig, hvis man insisterer på at bevare sin integritet,” siger Alex Vargas.
Det er længe siden, og han er for længst videre, har bl.a. formået at opbygge et mindre filmproduktionsselskab i San Francisco. Men det er tydeligt, at oplevelserne dengang sidder i ham.
Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark
”Der var en pladeselskabsdirektør, der efter at have sagt ja til vores demobånd, sagde, ”ja, så skal vi bare af med guitaristen og have fundet nogle nye numre”. ”Mener du virkelig, at vi skal fjerne vores guitarist, han er som en bror for mig?” spurgte jeg. Han sagde: ”Det er mine penge”. Jeg sagde: ”Det er min musik. Farvel. Kald mig bare besværlig”.”
En anden pladeselskabsmand dukkede op ved flere af The Worlds koncerter, bl.a. en udsolgt koncert i Betty Nansen Teatret.
”Han virkede så begejstret, at vi troede på det. Men det første, han sagde, da vi endelig mødtes, var, at jeg skulle lære hans nevø at danse og synge. Det sidste ville være en umulig opgave, vidste jeg i forvejen. Jeg kendte udmærket nevøen, det var en god ven. Og så ville pladedirektøren i øvrigt hyre mig som korsanger og danser til en anden musikers turne, mens jeg var selv på turné med mit band. Jeg skulle være korpige. Det blev et nej tak,” siger Alex Vargas.
Han nævner lignende frustrerende oplevelser med Anne Linnets daværende pladeselskab Pladecompagniet og med den legendariske danske pladedirektør Poul Bruun.
Et tilfældigt møde
Sideløbende med sine oplevelser i musikbranchen blev det sværere for Vargas at opretholde en relation til sin søn, Alexander, som danskerne i dag kender under navnet Alex.
”Alexanders mor og jeg mødtes en tilfældig dag i 1987, talte godt sammen og aftalte, at vi skulle mødes to uger senere.”
De blev tætte i en periode, men mere var der ikke i det. Eller rettere sagt, jo, der var meget mere i det. For der kom et menneske ud af deres møde, nemlig sønnen. Årsagen til, at Alex Vargas blev i Danmark.
”Det var ikke meant to be. Jeg var ung – yngre end hende. Hun havde job, hus, bil, boede oppe nord for København, jeg var ung, musiker, job i lufthavnen, jeg var lige kommet til Danmark. Jeg kan godt forstå, at det ikke blev til mere,” siger Vargas.
Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet
Han understreger flere gange, at han ikke er ude på at skyde på nogen. Det blev, som det blev, og livet er gået videre for alle. Men det er vigtigt for ham at fortælle baggrunden for, at vi taler sammen på caféen, der tilfældigvis ligger få meter fra Gråbrødretorv.
”I begyndelsen så jeg jævnligt Alexander, bortset fra en periode, hvor hans mor var sammen med en ny mand. Det blev et bedre forhold efterhånden, som Alexander blev ældre, og vi kunne tale sammen og foretage os nogle ting sammen,” siger han og tilføjer: ”Men det begyndte at blive besværligt af forskellige grunde.”
Far og søn havde planlagt en rejse, der skulle finde sted, da sønnen fyldte 13 i 2001. Det skulle med Vargas ord være en bonding trip til Thailand. Det havde taget et år at planlægge den.
”Men pludselig kunne det af forskellige grunde ikke blive til noget alligevel. Det var en kæmpe skuffelse – jeg var klar over, at hvis han og jeg skulle have en chance for at etablere et rigtig godt forhold nu, hvor han var på vej ind i sine teenageår, skulle det være nu. Det var rigtig hårdt for mig. Lige på det tidspunkt havde jeg det sådan, at det ville ødelægge mit forhold til min søn. Vi havde talt om den rejse, vi havde glædet os. Det var ikke mit valg at aflyse turen.”
Fra filmen “Rice”, som Alex Vargas bl.a. har produceret og medvirker i. Pressefoto
Efter de to The World album var Vargas reelt blevet solist. Han var dog fortsat ufortrødent med at skrive og indspille musik. Der lå et færdigt masterbånd til det album, der nu endelig udkommer under titlen Rollerwave. Der var aftaler om både det ene og det andet, om interviews og promotion, og cd’en skulle bare trykkes. Men så mødte han en meget insisterende pladeselskabsmand, der jagtede ham i tre uger. Langt om længe en mand, der virkede engageret og interesseret i musikken i sin egen ret.
”Jeg mødte ham på en adresse i Hellerup, på et kontor, hvor der dårligt nok var møbler. Han repræsenterede et tysk pladeselskab, sagde han, og ville først udgive pladen i Tyskland. Det virkede overbevisende, og jeg aflyste mine mange aftaler.”
Jeg er stolt af Alexander. Rigtig stolt
Vargas afleverede sin master, og de aftalte betingelserne for pladekontrakten, som skulle underskrives ved næste møde. Og så pludselig var pladeselskabsmanden væk. Kontoret tomt. Ingen kontrakt. Ingen i bygningen. Alex Vargas mødte ham aldrig igen.
”I dag er jeg videre, for man skal videre. Men stadig spørger jeg: Hvorfor? Hvad var pointen? Der var ingen som helst gevinst, økonomisk eller på anden måde, for dem i at stoppe mig og de planer, der var lagt. Hvad handlede det om? Jeg fatter det stadig ikke,” siger Vargas opgivende.
”Hvorfor. Kan du forklare det? … Nej, selvfølgelig kan du ikke det.”
Det var den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Alex Vargas besluttede at flytte til Sverige. Han ville købe et hus og en båd for de penge, han havde tjent. Sådan blev det aldrig, for pludselig kom der et tilbud om et job i USA. Han fik sit Green Card og bosatte sig i San Francisco og etablerede senere filmselskabet Cutcreek Film, som bl.a. har produceret kortfilmene Shasta og The Healer og spillefilmen Rice. Med sit netværk og flere filmuddannelser gik det kun fremad for Alex Vargas.
”Jeg måtte droppe et filmprojekt. Min kærestes datter fik kræft. Det var selvfølgelig værst for hende, men det betød, at jeg måtte flytte ud af huset. I USA er der noget med sygesikringen, som jo er privat forsikring. For at forsikringen skulle dække behandlingen, måtte min kærestes fraseparerede mand flytte tilbage i huset. For hvis de boede under samme tag, ville deres forsikringer dække fuld behandling af datteren.”
I stedet boede Alex Vargas på sit kontor i halvandet år. Det satte tanker i gang. Mange. Alene det at bo i et kontorrum. På den anden side var han privilegeret. Fra sit vindue kunne han se telte på gaderne i kunstnerkvarteret The Mission i San Francisco – ikke så langt fra Golden Gate Bridge. Det var mennesker, der havde måttet sælge alt eller opgive at betale afdrag på gæld.
”Jeg talte med nogen, der havde været nødt til at sælge alt, men som dog havde beholdt den sofa, de lige havde købt inden Corona. Sofaen stod udenfor teltet. Den ville de ikke af med. Det der billede af teltet og sofaen. Dybt traumatiserende. Det sidder stadig i mig. Jeg huskede Danmark. Sygesikring og et offentligt system. Det, jeg så udenfor mit vindue – jeg kunne ikke håndtere det. Gudskelov blev min kærestes datter hurtigt rask, men jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke kunne vente på, at hun og hendes mand blev skilt.”
Tilbage i Danmark i 2021. Vargas begyndte at genopbygge sit danske liv. Først og fremmest rakte han ud til sin søn, som han havde savnet – de mentale billeder af sønnen var efterhånden gulnede.
”Jo mere jeg tænkte over det, jo mere forestillede jeg mig, at der måtte være et hul et eller andet sted inde i Alexander. Identiteten. Jeg tænkte, at en del af det, han ved om at være far, skyldes det billede, han har af mig fra de første år. Men min opgave er ikke at presse min opfattelse ned over ham. Det må komme fra ham, hvis han føler behov. Det vigtige for mig er, at jeg faktisk er bedstefar i dag. Og har mulighed for at se mine børnebørn. Jeg har ikke haft chancen for at være far så meget, som jeg ønskede. Men nu har jeg en chance for at være bedstefar,” siger Alex Vargas.
Som noget af det første, da han var tilbage i Danmark, lejede Vargas senior et studie på Refshaleøen. Over et halvt år i 2022 indspillede han nye spor med bas, guitar og trommer til en del af de gamle numre fra 2002. Sangene havde han ikke glemt. Det er dem, der nu er udkommet på albummet Rollerwave.
”Sangene er 20 år gamle, jeg er 20 år ældre, og de skal passe til den, jeg er i dag. Jeg har tilføjet en hel del ting. Nogle tekstbidder. Jeg følte, at det ville være en sejr for mig at få det album udgivet. Og det er vigtigt for mig at få udgivet en plade, der forklarer, hvem jeg var dengang, og hvem jeg er i dag,” siger Alex Vargas.
Nye muligheder
Via personlige relationer har han forbindelse med et pladeselskab i New York og et lokalt dansk selskab, der har vist interesse.
”Jeg har et realistisk syn på det. Jeg er 57. Lige meget hvad, kommer jeg ikke til at spille i Royal Arena. Og jeg har ikke lyst til at rejse rundt på landevejen i USA for at spille på små steder, hvor jeg nu kan få en mulighed. It’s a hard life. Allerede når du er over 25, er du ved at være for gammel til TikTok. Målet for mig er at komme ud at spille koncerter, men det skal bygges langsomt op. Det er muligheden for en mand, der ikke har råd til at betale en masse penge for PR.”
Pressefoto
En gammel bekendt har inviteret Alex Vargas til at medvirke i nogle eksklusive private koncerter i november. Hvilket i øvrigt er en stadig større niche i musikbranchen efterhånden, som indtjeningsmulighederne ligger i liveoptrædener, merchandise og rettigheder – og mange sukker efter at høre musikken tæt på.
”Nogle af dem, der kommer til koncerterne, har masser af forbindelser i musikverdenen. Foreløbig er de to første udsolgt. Jeg har det rigtig fint med, at ringene breder sig langsomt,” siger Alex Vargas.
Samtidig er Vargas ansat som vært og booker på en ny, mindre musikscene, Asta Tunes, i forbindelse med Café Asta, der er en del af Hotel Fy og Bi på Valby Langgade. Filmproduceren fra San Francisco har fundet en ny platform i det gamle danske filmkvarter ved Nordisk Film. Der er foreløbig booket tre koncerter med Sara Grabow, Louise Brüel Flagstad og Christian Veitner.
”Jeg synes, jeg er et rigtig godt sted lige nu,” siger Alex Vargas med endnu et af sine mange smil.
Der er en lille pause i samtalen. Det er en times tid siden, vi gik hen over Gråbrødretorv. Dengang var det lyst, nu har skumringstæppet lagt sig over byen.
”Jeg har fuld respekt for Alexanders succes. Og jeg er stolt af ham. Rigtig stolt.”
Alex Vargas søn, Alexander Vargas, har læst artiklen og ønsker ikke at kommentere den.
Vargas flyttede til London i en alder af 17 for at forfølge sin musikalske karriere, hvor han blev signet til Geffen Records og dannede bandet Vagabond, der bl.a. nåede at optræde på Glastonbury Festival.
Som solist har han bl.a. optrådt og indspillet med trancebandet Above & Beyond.
I 2014 skrev Vargas kontrakt med Copenhagen Records. Første udgivelse var “Till Forever Runs Out” efterfulgt af “Solid Ground”.
Senere har han udgivet tre album, senest Big Big Machine (2023) bl.a. med hittene ”Yougazer” og ”Pages”.
Britisk presse og blogs har beskrevet Alex som “fængslende, poetisk og åbenlyst følelsesladet, Vargas’ sjælfulde tilgang vinder fans – forbered dig på at blive en af dem”.
Han var med til at skrive Bulgariens bidrag til Eurovision Song Contest 2017, der endte som nr. 2.
Alex Vargas har optrådt i adskillige europæiske lande.
Han medvirkede i 2022 i tv-programmet Toppen af poppen. Og medvirker desuden i den succesfulde tv-serie Ted Lasso – bl.a. med en version af The Beatles ”Hey Jude”.
Lidt før middag fredag d. 9. juni opstod et af de øjeblikke, hvor hundrede tusinder af danskere for en kort stund holder vejret. Peter Belli er død. Jamen, han har jo altid været her – og det er han så ikke længere. Ikke fysisk. Peter Belli blev et begreb som sanger, entertainer, menneske – en sanger, der i enhver betydning formåede at nå ud i alle hjørner af det musikalske Danmark. I Bellis tilfælde giver det mening at sige, at der næppe findes en scene, han ikke har optrådt på.
Samtidig er det en af de sjældne historier om sangeren, der begyndte med rockmusik, blev dansktopsanger for at vende tilbage som rocksanger i 90’erne.
Når alle poler om forhåbentlig først mange, mange år er smeltet, og nogen sætter sig på en bjergtop for at skrive den definitive danske musikhistorie, vil Peter Belli med denne her særlige udtryksfulde varme, inderlige stemmeklang utvivlsomt blive nævnt som en af de største fortolkere nogensinde i dansk rockmusik.
Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash
”Om lidt, saa er vi skilt ad / Som Bærrene paa Hækken / Om lidt, er vi forsvundne / Som Boblerne i Bækken.”
Sådan synger han på sit album, Som boblerne i bækken, der udkom i 2016. Titlen stammer fra sangen, der er en indspilning af Emil Aarestrups korte, smukke digt ”Angst”, som han skrev under påvirkning af en ulykkelig forelskelse i den alvorligt syge komtesse Amalie Raben, der døde under en kurrejse i 1832. Aarestrup deltog på rejsen i sin egenskab af læge.
Modsat den sværmeriske digterlæge er det svært at forestille sig Peter Belli ulykkeligt forelsket. I så fald må det have været mere end små 60 år siden.
Peter Belli i 2011. Foto: Wikimedia
Peter og June
En del af fortællingen om den folkekære danske sanger og entertainer handler om ægteskabet med June Belli. Siden de i 1967 blev gift i Bethlehemsskoven ved Høje Sandbjerg, er deres forhold vel nærmest blevet titlen på et fænomen, der beskriver den store, livslange og tillidsfyldte kærlighed mellem to mennesker.
Det er ”Peter og June”, som det er ”Keld og Hilda”. Som amerikanerne havde Johnny Cash og June Carter i USA, havde vi Peter og June i Danmark.
Og som det var tilfældet med Johnny i USA, var Peter en af de første rocksangere i Danmark. Noget helt andet er, at mange af de sange, der skulle gøre Belli til dansktopstjerne i 70’erne, var oversættelser og bearbejdelser af country-sange med udgangspunkt i Nashville.
Han debuterede som sanger i 1959 og blev hurtigt medlem af orkestret Les Rivals i en tid med de legendariske musiksteder Hit House (i dag Aveny-T) og Place Pigalle på Dyrehavsbakken som samlingspunkter for de første rockrødder med anderumpefrisurer.
I 1966 kom det helt store hit – “Ulven Peter” – en sang, der senere skulle blive synonym med sangeren Belli.
At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på
Han, der selv kom fra en dybt dysfunktionel familiebaggrund, fandt tidligt sin livsledsager i June – da først han var blevet accepteret af sin svigermor, sandsigersken Corinta. Det var jo lidt af en rebel, June præsenterede derhjemme.
Helt galt gik det, da Belli i en radioudsendelse i 1966 indrømmede at have røget hash. Efter en koncert blev Belli og Les Rivals anholdt, og de endte med at tilbringe en måned i et fængsel i Kolding.
”Jeg er den eneste dansker nogensinde, som har fået en dom for at ryge hash. Hverken før eller efter dommen på 30 dages hæfte er en dansker blevet spærret inde blot for at have røget hash,” skriver Peter Belli i biografien Jeg er som jeg er.
Allerede i 1975 indspillede Belli en selvbiografisk version af “Rock’n’roll I Gave You the Best Years of My Life”.
“Vi lyttede til The Beatles og Chuck Berry med. Hvem kunne sidde stille, når de rockede afsted. Vi øvede deres sange, til vi ku’ dem udenad. Når først jeg sang og spillede, følte jeg mig glad. Rock’n’roll jeg gav dig mine allerbedste år,” synger Belli i “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
Stod ved sine sange
Efter fængselsopholdet gik Les Rivals i opløsning, og Belli søgte i en mere folkelig musikalsk retning, især i samarbejdet med tekstforfatteren Thøger Olesen, der allerede var begyndt i tiden med Les Rivals. Det var sange som ”Hvis jeg nu var arbejdsløs” og ”Helt igennem respektabel”, en oversættelse af The Kinks ”A Well Respected Man”.
Om Belli var politisk engageret, ved jeg ikke, men en del af de første af hans sange, der nåede på dansktoppen, havde et vist (national) romantisk socialrealistisk tilsnit – måske inspireret af den samtidige John Mogensen.
Det var sange som ”Bli’ væk fra vort kvarter”, ”Blot det er godt at være aktionær”, ”Min Mølledam” og ”Kære gamle tog”.
I en periode i slutningen af 70’erne fik nogle sange et mildt sagt sentimentalt præg. ”Roser til Mama”, ”Teddybjørnen” og ”Ingen regning” f.eks. Samtidig indspillede Belli fine versioner af sange af bl.a. countrysangskriverne Messina og Loggins og The Bands ”The Night They Drove Old Dixie Down” – altid på dansk. For ikke at tale om f.eks. hans versioner af Charles Aznavours “She” og Elton Johns “Your Song”. Lyden er tidstypisk easy listening-agtig, men igen – Bellis stemme lyder oprigtig.
Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver
Peter Belli var vant til livet som omstrejfende sanger og gøgler. Også senere i livet stod han ved sine dansktopsange – og respekterede ikke mindst det, som de sange gjorde for sine lyttere, der tog dem til sig.
I slutningen af 90’erne, da Peter Belli for længst var vendt tilbage til rockmusikken, talte jeg med ham om den gamle ven og kollega Gustav Winckler. Det var en periode, hvor han ikke var vild med pressen, men da han hørte, hvad jeg ville tale om, tøede han hurtigt op.
“Nogle mennesker ser ned på os dansktopkunstnere, dengang – som nu. Nu skal jeg sige dig noget, jeg står ved alt, hvad jeg har lavet. For det var jo sådan, det var, og de betød meget for en masse mennesker. At sidde sammen med Gustav Winckler i campingvognen efter en optræden på en blokvogn et sted i Danmark – efter at have mødt en masse taknemmelige danskere – og drikke en enkelt Four Roses whisky og tale om dette og hint. Det fylder mig med meget stor varme at tænke tilbage på,” sagde han.
Karrieren fik et boost
I en periode udsendte Belli fortsat en masse album og singler, men der blev langt mellem hittene. I de efterfølgende år stiftede June og Peter familie. De fik børnene Chano, Michel og Natasja. Boede i campingvogn, indtil Belli og June købte hus i begyndelsen af 80’erne.
Efterfølgende blev Belli så økonomisk presset, at han begyndte at optræde med playback til et transportabelt musikanlæg, senere blev han TV-bingo vært. Det var en svær tid i Peter Bellis liv med depression og stress.
Ganske som med nævnte Johnny Cash skulle der en pladeproducer til at give Bellis karriere et boost. Som Rick Rubin lokkede Cash med på American Recordings-pladerne, fik ildsjælen Poul Martin Bonde først Belli med i de såkaldte audioer, Den store lysfest og Det blå hotel og senere Hobo-Ekspressen (sammen med Nanna, Johnny Madsen og Billy Cross), det danske svar på The Traveling Wilburys.
Kvartetten var muligvis lige så meget gimmick som kunst, men sammen med albummene Yeah (1991) og Ribbet og flået (1992) var det helt givet med til at reetablere Peter Belli som rocksanger og liveperformer. Væk var det transportable musikanlæg – Belli var tilbage på scenerne med et band med bl.a. ingen ringere end Gasolin’s bassist Wili Jönsson som medlem. Det var med sange som “For enden af regnbuen” og “København (fra en DC-10)”.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke
Jeg undgår bevidst udtrykket “comeback”, for Peter Belli selv benægtede, at han havde fået et comeback.
”Jeg har altid sunget rock’n’roll. Bare i forskellige farver,” sagde han, da jeg interviewede ham i forbindelse med albummet Ny dag på vej (2001), hvor han fortolkede rock- og popsange med danske tekster.
Og som han tilføjede med et glimt i øjet: ”Ligesom Elvis – uden sammenligning i øvrigt”.
Måske fordi han allerede på det tidspunkt vidste, at han fem-seks år senere skulle få opfyldt en drøm, nemlig at indspille et album i Memphis sammen med musikere som guitarlegenden Steve Cropper (Booker T. and the MG’s) og The Memphis Rhyhtm Section, der tidligere bl.a. havde indspillet med, ja, Elvis.
“De fortalte lidt om samarbejdet med Elvis, ja, men det var også tydeligt, at der var grænser for, hvor meget man siger. Af respekt for ham. Det var nærmest en åndelig oplevelse, der var en særlig aura i det studie,” sagde Belli i et interview dengang.
En lille smule stolt
Og det er måske sådan, at jeg, der som tusinder andre danskere har fulgt Bellis karriere, vil huske ham. Som en stor sanger med en særlig aura af netop noget usigeligt, dybt empatisk.
Tilbage til det desværre noget oversete album Som boblerne i bækken, hvor den dengang 73-årige Belli nyfortolkede danske rocksange med en stemme, der måske nok var slidt af tiden, der var gået, men stadig formåede at lægge nye følelser og udtryk i sine forlæg. Ganske som Cash i American Recordings-pladerne.
Det gælder bl.a. Bellis næsten nøgne version af “Kongens Have” med en tone af levet liv og afklaring, man ikke helt finder i Tim Christensens originale indspilning Kings Garden.
Sygdom gjorde, at Peter Belli i september 2016 meddelte, at han ikke længere ville optræde live.
Den sidste indspilning, han nåede at medvirke på, skulle meget passende blive sønnens Michels “En sidste sang” bl.a. med linjen, ”Der er altid en sidste sang, hvor vi siger farvel for sidste gang”. Det ligner unægtelig en tanke.
Nu har Peter sagt farvel. Hvis han kan tale, hvor han er nu, kan han med god samvittighed citere den nævnte “Rock’n’roll jeg gav dig de allerbedste år af mit liv”.
“Men se tiderne de skiftede, og jeg skiftede med / jeg prøvede lidt forskelligt til jeg fandt mit nye sted / de skønne pigtrådsdage de var nu helt forbi / jeg er trods alt en smule stolt.”
En dag sad Jens Rugsted sammen med sin ene søn og talte lidt om stort og småt – om det, der driver menneskers gøren og laden. De var enige om, at det desværre stadig er, som de synger i musicalen Cabaret: ”Money makes the world go around”. Eller som Rugsteds jævnaldrende kollega, C.V. Jørgensen engang sang, ”pengebegær er hver mands eje, så jeg det vogter nøje”. Måske er det endda endnu mere end nogensinde sådan, det er – at pengene styrer verden.
”Vi snakkede om: Hvorfor ikke vende det om og sige, at det er kærligheden, der driver verden? Det var jo bare sådan noget småfilosofisk snak, men det blev inspiration til mit nye nummer ”Crazy World”,” siger Jens Rugsted.
Han er en sympatisk, ydmyg herre. Ikke typen med store armbevægelser. Har ikke givet overvældende mange interviews i sin karriere – ”jeg hader at tale om mig selv”, som han siger. Men i anledning af den nye single har han indvilliget i at mødes med mig til en samtale med nogle nedslag gennem karrieren, der på sin vis begyndte, da hans forældre købte en guitar til ham.
”Jeg har faktisk lært at spille,” siger han med et skævt grin.
Udover ”Crazy World” er der mere musik på vej fra hans hånd, måske ligefrem et kommende album. Lige nu er Jens Rugsted og hans gamle kumpan, Stig Kreutzfeldt på turne Danmark rundt med deres hitparade – ”Tilfældigvis forbi”, ”Går gennem tiden” og ”Rundt op og ned”, for nu bare at nævne nogle få.
Jens Rugsted og signaturlyden
Til næste år er det 60 år siden, Rugsted debuterede ved en koncert på Bakken som medlem af pigtrådsorkestret Dandy Swingers. Selvom mange vil nok især vil forbinde ham med tiden i Rugsted Kreutzfeldt, har han været aktiv i samtlige snart 60 år.
Det var en af de sjældne overnight sensations, da Rugsted Kreutzfeldt fra den ene dag til den anden pludselig hittede i 1981. I årene efter flød en jævn strøm af hits ud af højtalerne i de danske hjem. De solgte en masse plader, toppede hitlisterne, skabte en ny dansk pop-rock lyd, der skulle blive skoledannende for en helt generation musikere i 80’erne. Og flere generationer senere for den sags skyld.
”Jeg har altid skrevet sange, selvom jeg har det lettere med toner end med ord,” siger Rugsted om sin nye single.
Man kan roligt sige, at det nummer bærer hans signaturlyd – både på guitar- og basspil, og sangen, selvfølgelig. Det nummer ånder Rugsted.
”Det er den største ros, jeg kan få. Hvis nogen siger, det dér – det kan kun være Jens Rugsted, så stiger jeg i graderne. Så tak, du”.
Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb
Jens Rugsted voksede op i efterkrigstidens Christianshavn. Med sin studenterhue i hånden var han i tvivl om, hvad han ville bruge sit liv på – udover at lytte til Tommy Steele, The Shadows, Little Richard og The Beatles, der satte lyd til drømmene i verdens første teenagegeneration.
”Egentlig syntes mine forældre, at jeg skulle være jurist. Jeg begyndte da også på jurastudiet på Københavns Universitet. Og jeg nåede også at købe alle bøgerne. Det sagde mig bare intet. Mine medstuderende kom i deres lange, grønne frakker med fodformede sko og piber. Jeg kunne overhovedet ikke holde det ud,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Jeg tror, at det er sådan, at det er musikken, der vælger en og ikke omvendt. Musikken valgte mig. Det var det eneste, jeg kunne, det eneste, jeg havde lyst til.”
Dandy Swingers blev vejen ind i musikkens verden. En dag i det Herrens år 1967 besøgte gruppens leder, Peter Gregers, Ballerup Mælkepop (det hed det faktisk), hvor 19-årige Annisette Hansen optrådte med en pianist.
Savage Rose, coverfoto
Hun imponerede ham, som hun skulle komme til at imponere vidt og bredt senere, og Gregers skyndte sig at invitere den talentfulde sangerinde med i første omgang i Dandy Swingers og kort efter også i det nye band, The Savage Rose, hvor Rugsted og Alex Riel dannede rytmegruppen, og brødrene Anders og Thomas Koppel spillede på tangenterne.
”Annisette blev trækplasteret med det samme. Allerede dengang var hun en fantastisk sangerinde. Vi havde en fantastisk tid i Savage Rose. I 1969 optrådte vi på Newport Jazz Festival sammen med kunstnere som Sly and the Family Stone og James Brown,” siger Rugsted.
Et blik på programmet fra dengang er nærmest som at slå op i en musikhistoriebog. Blood, Sweat and Tears, Jeff Beck Group, Jethro Tull, Ten Years After, Art Blakey, Dave Brubeck, Miles Davies, BB King, Buddy Rich, Herbie Hancock, Led Zeppelin.
“Vi var nærmest de eneste hvide på den plads. Forestil dig som helt ung at være med til den slags oplevelser. Allerede som 23-årig havde jeg rejst verden rundt. Været i USA 3-4 gange. Indspillet i London og Paris. Det var en kæmpe oplevelse.”
Nye græsgange
Efter fem-seks år med The Savage Rose besluttede han at søge nye græsgange. Der gik, som han siger, ”albansk politik” i det, og brødrene Koppel og Annisette ønskede en anden form for gruppe.
”Jeg var selv begyndt at skrive sange på det tidspunkt og var også begyndt at tænkte over min egen lyd. Så jeg stoppede. Vi var på turné i Norge, og på et tidspunkt tog jeg flyveren hjem. Vejene skiltes i al fredsommelighed. Det var det rigtige dengang.”
Op gennem 70’erne arbejdede Rugsted sammen med bl.a. Arne Würgler, Anders Koppel, Povl Dissing, Benny Holst og Hvalsø Spillemændene. Allerede dengang spillede han næsten lige så meget bas som guitar med de forskellige musikere.
”Oprindelig gik jeg til klassisk guitar. Mine forældre gav mig en guitar på den betingelse, at jeg begyndte at gå til klassisk guitar. Fra begyndelsen lærte jeg at sidde på en skammel med guitaren. Jeg kan min kvintcirkel og kan huske melodiforløb,” siger han med et smil.
”Så det har været helt naturligt for mig med både bas og guitar.”
Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig
I midten af 70’erne mødte Rugsted Stig Kreutzfeldt, som dengang var lidt af en pioner indenfor dansk studieteknik. Producere som Freddy Hansson, Flemming Rasmussen og Nils Henriksen gjorde bestemt også deres til at løfte niveauet. Men det var Kreutzfeldt, der teknisk løftede sounden i dansk rock på plader med kunstnere som C.V. Jørgensen, Bifrost, Entrance, Buki Yamas og Trille, påstår jeg.
”Det har du ret i. Stig har en udsøgt fornemmelse for lyd. Måske er han Danmarks bedste tekniker nogensinde.”
Kreutzfeldt og Rugsted mødtes første gang i forbindelse med Anders Koppel-pladen Regnbuefuglen.
”Jeg havde en fuzz-pedal til min bas med. Den skulle give en ”(I Can’t Get No) Satisfaction”-agtig lyd. Det havde de ikke hørt før, og Stig syntes åbenbart, at det var spændende. I løbet af vores samtale fandt vi ud af, at vi havde samme smag: West Coast Rock. Amerikansk swingmusik.”
Rugsted og Kreutzfeldt begyndte at sende sange til hinanden på kassettebånd, og de opdagede, at de havde en fælles tone. Der skete noget særligt, når de arbejdede sammen, hvilket de gjorde, når der var hul igennem i studiernes kalendere fra sen aften til næste formiddag.
Rugsted Kreutzfeldt. Pressefoto
En klovn ved knapperne
Jeg spørger Rugsted, om han vil tage os med ind i Stigs og hans maskinrum dengang. Hvordan var det, de skabte deres helt specielle lyd, den her lyd af evigt solskin, sand mellem tæerne og hjerter, der klaprer i takt?
”Der skete typisk det, at Stig ringede: Du kan godt komme, der er hul igennem. Så tog jeg derud i studiet. Vi sad som regel hele natten i studiet og spillede. Jeg husker det som en skøn, kreativ tid. Vi elsker begge et stinkende hit. Det var vores fælles grund. Det er i høj grad Stigs fortjeneste, at lyden blev så god med top, bund og mellemtone. Jeg var en klovn ved knapperne dengang, senere lærte jeg det”. (Jens Rugsted optræder som producer på 36 plader på pladesitet Discogs, red.)
“Til gengæld var jeg jo så musiker. Stig sang fantastisk. Jeg synes i øvrigt stadig, han synger som en 17-årig.”
Den første udgivelse med Rugsted Kreutzfeldt var nummeret ”Lad mig dele dine drømme” på compilation-albummet Hvor dansk? Så dansk! – der udkom i 1977. På det tidspunkt var natdiskoteket i Montmartre i Nørregade the shit, stedet unge danseglade københavnere flokkedes blandt unge wannabe musikere.
Da dj’en Niels Christiansen begyndte at spille Rugsted Kreutzfeldt på natdiskoteket, spredte ringene sig, og pludselig en dag gik det stærkt.
Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere
Fredag den 13. marts 1981 medvirkede duoen i tv-programmet Spil op. Dagen efter blev samtlige danske pladeforretninger støvsuget for RK-plader.
I løbet af kort tid solgte de hundrede tusindvis af plader. Pludselig var der basis for en stor turné. De spillede for 50.000 i Tivoli. Mindst lige så mange på Roskilde Festival. Og 30.000 i Idrætsparken.
”Vi blev berømte fra den ene dag til den anden. Over en weekend så at sige. I dag har jeg det fint med den tid. Det havde Stig og jeg også dengang, selvom vi indimellem var som raslende espeløv,” siger Jens Rugsted og tilføjer:
”Vi var slet ikke klar til at være stjerner. Det tærede lidt på os. Men vi elskede at spille. Og vi fik en masse jobs. Jeg husker de gode stunder – og så har vi visket de nervøse, usikre ting ud. Vi kunne ikke gå på gaden i et par år, mange ville hilse og snakke. Vi var glade for de mange positive tilkendegivelser, men jeg har altid godt kunne lide at sætte mig ind bag i Linje 2 og læse i en avis i fred og ro. Sådan har jeg det i øvrigt stadig.”
Et hit på 20 minutter
I rækken af Rugsted Kreutzfeldt-hit vil et enkelt altid stikke ud. Balladen ”Jeg ved det godt” skaber stadig ømme øjeblikke hos publikum, når de optræder live.
”Det er rørende at tænke på, at vi har skrevet en sang, som så mange mennesker åbenbart stadig kan bruge. Den er skrevet meget, meget hurtigt. Jeg underviste i guitar på Blågård Seminarium. Når eleverne ikke dukkede op til undervisningen, sad jeg tit og trykkede lidt på de hvide tangenter. Kun de hvide,” siger Rugsted med endnu et grin.
”En dag kom ”Jeg ved det godt”, melodi og ord i omkvædet, skrevet på 20 minutter. Resten af teksten er skrevet af Kim Gustav. Jeg tænkte overhovedet ikke: så nu er den der. Men den ramte åbenbart noget i det omkvæd, de akkorder, den rytme og harmoni. Den er født på den måde, og den har levet sådan i 40 år, så noget må jeg have gjort rigtigt,” siger Rugsted.
Som det fremgår af biografien Tilfældigvis forbi, der udkom i 2016, var der på et tidspunkt internationale planer med Rugsted Kreutzfeldt. Det blev dog ikke rigtig til noget.
”Vi solgte så mange plader i begyndelsen af 80’erne, at pladeselskabet CBS ønskede at give det et skud på en plade med engelsksprogede versioner af de bedste af vores sange. Musikeren og produceren Dan Hartmann blev bestilt til at komme til Danmark for at producere og skrive de engelske tekster, hvilket han i øvrigt gjorde i flyet på vej over Atlanten, har jeg fået at vide senere. Deraf kvaliteten. Vi indspillede sangene med hans tekst. Han mente ikke et ord af, hvad han skrev, det var cue-tekster. Kunstnerisk var det ingen succes, men det var da sjovt alligevel. Hold da op, der kommer en amerikaner og hjælper os. Det føltes jo stort på den danske måde.”
Dan Hartmann medbragte et kassettebånd med 80 af sine egne numre, som han gav til Kreutzfeldt og Rugsted og spurgte, om de ville lytte og sige deres mening.
”Vi hørte det uafhængigt af hinanden. Det ene var værre end det andet, volapyk og dårlige harmonier. Undtagen nr. 73. Det viste sig, at det var Stig og jeg enige om. Nummeret hed ”I Can Dream about You”. Året efter fik Hartmann et giganthit med netop det nummer i USA. Jeg siger bestemt ikke, at det var vores skyld, men det er da meget sjov.”
Kærligheden kalder
I 1985 besluttede Rugsted og Kreutzfeldt at gå hver sin vej. De havde fået nok af stjernelivet. Der skete andre ting på musikscenen, som bevægede sig et andet sted hen end det, de havde været med til at sætte i gang.
”Vi har aldrig været oppe at slås alvorligt, og vi kom til at arbejde sammen flere gange senere. Så det var et udramatisk brud.”
De skulle da også hurtigt komme til arbejde sammen igen i 1988. En dag ringede Sanne Salomonsen og spurgte, om de kunne tænke sig at arbejde sammen med hende om en plade. Salomonsen havde haft nogle uheldige erfaringer omkring et rock’n’roll projekt, albummet Ingen engel/No Angel, og havde brug for at kaste sig ud i noget andet, mere lyst, poppet og kærlighedsfuldt.
Det blev til albummet Sanne, der udkom i 1989 med sange som ”Kærligheden kalder”, ”Hvis du forstod” og ”Jeg’ i live”. Musikken og en enkelt tekst er skrevet af og produceret af Rugsted Kreutzfeldt. Efter Kim Larsens Midt om natten er dét – eller Anne Linnets Jeg er jo lige her – det mest solgte danske musikalbum her i landet.
– Stig har omtalt arbejdet med albummet som en af hans bedste oplevelser som producer. Er du enig?
”Absolut. Sanne er fantastisk dejlig pige. Hun har altid været large overfor dem, hun arbejder sammen med. Hun hader at gå i små sko, ligesom vi andre også prøver,” siger Jens Rugsted.
Meryl Streep-pladen, “Sanne”. Fra coveret
”Vi har aldrig skrevet sange til andre. Det har altid været sange til os selv, så at sige. Sange, som vi selv kunne have fundet på at spille. Det viste sig at være en rigtig god ide for os alle tre. Sangene passede til Sanne. Albummet kom lige præcis på det rette tidspunkt. Jeg plejer at kalde det Meryl Streep-pladen. Hun ligner en god Meryl på coveret,” siger Rugsted med et skævt grin.
Et par år senere var det Kim Larsens tur til at finde Rugsteds telefonnummer. En dag i 1993 ringede han og spurgte,” Hva’ Jens, kunne du og Stig tænke jer at prøve at lave en udgave af Spørge Jørgen?”.
”Jeg tænkte, hvad fa’en vil han? Men man siger jo ikke nej til Kim Larsen – og selvfølgelig sagde Stig og jeg ja. Han er mit store idol. Der er ikke nogen ved siden af ham i dansk popmusik. Vi spillede lidt sammen i Stigs studie, og lidt senere gik det op for os, at han selvfølgelig ville teste os. Sad vi og røg hash eller drak rødvin hele dagen? Eller arbejdede vi? Han fandt ud af, at vi var helt almindelige mennesker, der passede vores arbejde og kunne få det til at swinge med ham. Så vi slap gennem nåleøjet.”
I dag fremstår Hvem kan sige nej til engel? (1994) ikke som et af Larsens mest kendte eller populære album. Det er lidt synd. Der er mange gode sange, og et par af hans bedste tekster i øvrigt, ikke mindst ”Hvileløse hjerte” – en af de centrale Kim Larsen-sange.
”Man glemmer tit, at Larsen var Danmarks bedste sanger. Udover hans tekster og udtryk, så sang han bare fantastisk og rent, med følelse. Når man er professionel og ved hvordan folk – også mig selv – skal trykkes ind, når det indimellem bliver falsk. Så får man altså kæmpestor respekt for sådan en mand, der synger så rent,” siger Jens Rugsted.
Det er en fast tradition, når Rugsted og Kreutzfeldt arbejder sammen i sidstnævntes studie i Birkerød, at Rugsted kører efter smørrebrød hos slagteren på Kongevejen, når det er blevet tid til frokost. Kim Larsen klarede sig uden.
”Kim havde sin madpakke med hjemme fra i en gammeldags rød madkasse. Det var en Amagermad, et stykke franskbrød og et stykke rugbrød med smør imellem. Det var hans frokost. Vi andre sad med kniv og gaffel og skinke og røræg. Kim var gennemført, det var ud i 2CV’en bagefter og hjem.”
Et godt groove
På Jens Rugsteds profil på Soundcloud kan man bl.a. kan finde et nummer med titlen ”Cruisin’ (Ode to J.J.)”. Det er en hyldest til blues/country-guitaristen J.J. Cale. Vi taler lidt om dokumentarfilmen To Tulsa And Back: On Tour With JJ Cale.
Jeg synes jo, at det fede Rugsted-groove i flere af Rugsted Kreuzfeldts numre – fx ”Går gennem tiden” og ”Spring op, ta’ med” lyder som om, det kunne det være påvirket af en musiker som f.eks. J.J. Cale.
”Om jeg havde J.J. med i studiet? Tjah, måske. Han er en af mine store favoritter, også menneskeligt. I dokumentarfilmen ser man en utrolig rar, beskeden og kærlig mand. Clapton har kaldt ham den rareste mand i rock’n’roll. Og så har han den der veranda, hvor han sidder med støvlerne oppe og spiller et godt groove.”
– Jeg ser mange dokumentarer. Jeg bliver altid glad, når musikerne virker til at være hele mennesker.
”Du har fat i noget meget essentielt for mig. Jeg har altid ment, at man skal begynde med at opføre sig ordentligt, være et godt menneske, hvis du kan. Så kan man spille musik senere. Det begynder med, at man opfører sig ordentligt. Jeg har prøvet at holde det i hævd selv, selvom det kan være svært, hæ,” siger Jens Rugsted og fortsætter:
Coverfoto
”Når du ser på store kunstnere som Elton John og Mick Jagger – de havde problemer i deres barndom. Helt tilbage til dengang, hvor de skulle have haft al den kærlighed, de ikke rigtig fik. For mig at se har de skrevet på det resten af deres liv. Det, der sker i barndommen, er så vigtigt – du kan bruge resten af livet på at bearbejde det. Selv havde jeg en helt almindelig lykkelig middelklassebarndom og har aldrig haft det der drive.”
– Det er måske en form for terapi?
”Tror du, det er en naturlov?”
– Nogle gange tænker jeg over det. Det er ikke tilfældigt, at den første rocktekst, der handlede om mere end dig og mig og vi to, hed ”Help” – og var skrevet af John Lennon.
Som et eksempel på en anden samarbejdspartner i kategorien ”hele mennesker” nævner Rugsted svenske Björn Afzelius, der arbejdede meget i Danmark i sine mange år som solist. Jens Rugsted producerede Afzelius’ plade Tankar vid 50, der udkom i 1997.
”En dag ringede han og fortalte, at han ville komme i studiet lidt senere dagen efter. Da han dukkede op i studiet, var hans sang så følelsesfuld og troværdig. Vi fik senere besked om, at han havde været hos lægen om morgenen og havde fået at vide, at han havde fået kræft. Og med den besked gik han ind i studiet og indsang det mest følelsesladede, jeg har hørt. Det var en stolt og stærk og kraftfuld mand. Og han var large. Han gav altid, når vi var på restaurant. Vi fik ikke lov til at betale. Han betalte for, at folk omkring ham kunne rejse ned og besøge ham i sit hus i Italien.”
Står her stadig
Mens disse linjer læses, er Rugsted Kreutzfeldt på turné. Det er ikke så længe siden, jeg så dem spille i Birkerød – på Kreutzfeldts hjemmebane.
”Vi prøver at opleve det hver gang, som om det var første gang. Da vi startede op igen i 2006 med en koncert i Tivoli, var det ikke meningen, at vi skulle gøre det igen. Det var en engangsforestilling. Da vi så begyndte at tale om mulighederne for måske at optræde flere gange, sagde jeg fra. Jeg kunne ikke se mig selv i det. Jeg orker ikke at spille det samme og det samme igen. Det er så 15 år siden, og vi står der stadig, Jan.”
– Og hvad er så forklaringen på det?
”Jeg nyder det lige så meget som første gang. Det er svært at forklare. Jeg tror, det handler om, at det er vores egne sange, og jeg kan se en genklang i publikums øjne. Jeg prøver at spille min bas, som det var første gang. Det lykkes ikke altid, for der er noget kor og nogle harmonier, der skal passe … men jeg prøver.”
Tilbage står så spørgsmålet, om der så udkommer et helt nyt album med Rugsteds navn på coveret?
”Tjah, det vil vise sig. Der kommer flere numre, det ved jeg. Jeg er enormt kritisk med det, jeg sender ud. Det skal igennem et meget lille nåleøje. Jeg har så mange sange liggende hjemme på computeren, at jeg tror, at jeg kunne udsende fem album. Det er bare ikke godt nok. Det skal være helt i orden, før jeg udsender det.”
For ikke så længe siden havde Signe Svendsen et arrangement i en vinklub. Et af den slags job, som mange kreative af og til tilbydes. Venligt, imødekommende publikum, god stemning, god hyre. “What’s not to like?” I gamle dage kaldte entertainere den slags ”at lave en forening”.
Men som ved de fleste andre arrangementer, hvor der er alkohol involveret, kan enkelte gæster blive højrøstede og smådumme at høre på – og hvis den optrædende er kvinde, direkte sexistiske.
Sådan har det altid været, og sådan blev det igen, da Svendsen satte sig til at synge og spille sine nye sange. Alligevel føltes det som om, noget var forandret her i år fem efter den anden store MeToo-bølge.
”Jeg havde virkelig glædet mig, og jeg havde godt fat om publikum. De var virkelig søde. En tredjedel inde i andet sæt var der nogle mænd i baren, der åbenbart ikke længere kunne holde sig i ro. De havde fået nok vin til, at de begyndte at råbe,” siger Signe Svendsen.
Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse
Jeg møder Signe Svendsen i POV’s lokaler i indre København. Da jeg oplevede hende og hendes band spille på Tønder Festival i år, blev jeg nysgerrig på tre af hendes nye sange, som gjorde stort indtryk. Det skyldtes sangene i sig selv og måden, de blev fremført på af bl.a. de allestedsnærværende Palle Hjorth og Lars Skjærbæk. Sangene optræder alle på det nye album Hvem vil ikke elskes igen.
”Til sidst kunne jeg mærke, at jeg var nødt til at sætte dem i baren på plads, hvilket faktisk er lidt ubehageligt overfor det øvrige publikum – og svært at gøre uden at skabe dårlig stemning.”
Efter koncerten begyndte mændene at råbe. De ville have en selfie og tale med Signe Svendsen. Hun tænkte, at de faktisk havde ødelagt koncerten lidt for hende, så hun gad ikke lige komme ud til dem. Faktisk ville hun helst være fri for at se dem. Hun bad sin lydmand bede arrangørerne om at smide de højrøstede ud.
”Da jeg kom ud, kunne jeg se, at der alligevel stod en og ventede. Men jeg kunne simpelthen mærke i mig selv, at al denne empowerment, der har været blandt kvindelige musikere de sidste par år gjorde, at jeg kunne bevæge mig forbi ham uden at se på ham. Simpelthen bare gå videre og ignorere ham – uden at føle mig som en sur kælling. Jeg gjorde bare, hvad der er min ret. Han havde overtrådt en grænse,” siger Signe Svendsen.
Signe Svendsen og debatten om køn
For præcis to års siden, stod hun og 96 andre kvindelige musikere frem i en artikel i Politiken, hvor de fortalte om tilfælde af sexisme og overgreb i musikbranchen. Artiklen satte for alvor skub i diskussionen om køn i musikbranchen. Så ja, det går faktisk lidt i den rigtige retning lige nu, mener Svendsen.
”Jeg bliver nødt til at tro på, at debatten har rykket noget. Jeg får tit henvendelser af typen: Vi har dette arrangement, og vi kan se, at vi nok hellere også må have nogle kvinder på scenen. Vi kontakter lige dig. Personligt vælger jeg at sige, ”Ja, ja, whatever”. Det er et skridt på vejen i den rigtige retning. Vi er i en overgangsperiode. Jeg bliver ikke sur eller siger: “Jeg vil bookes for den, jeg er, og ikke fordi jeg er kvinde,”” siger Signe Svendsen.
Der har været stor debat om repræsentation, som det kaldes. Altså at der etableres konkrete mål, f.eks. for hvor mange kvindelige musikere, der i en given periode skal spilles i radioen eller optræde på en konkret festival.
“Det kan ligeså godt gå i sig selv, hvis vi ikke forholder os til konkrete måltal. Jeg tror, at der er nødt til at være repræsentation netop i den overgangsfade, vi er inde i nu,” siger Signe Svendsen.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift
Med et udtryk fra en anden forgrening af #staywoke må man nok erkende, at det med sex, drugs and rock’n’roll er systemisk. Det er en form for grundvilkår. Udtrykket beskriver et drive, der har fået mænd og kvinder til at søge frem på scenen og føre sig frem – ofte på andres bekostning, for nu at sige det på den måde. Ofte i form af voldelige overgreb på kvinder. Det kommer nok til at tage tid.
”Fuldstændig. Den kultur, musikbranchen er båret af, er stadig rundet af det. Heldigvis mærker jeg et nybrud. Det er f.eks. blevet mere almindeligt at sidde i et backstagerum med lige mange kvinder og mænd. Også på teknikersiden,” siger Signe Svendsen, og tilføjer:
”Ting, vi sagde for 10-15 år siden, hører vi ikke længere. Jeg siger med vilje ’vi’, for jeg har selv snakket med, jeg har selv godtaget det, selv holdt kæft, hvis nogen sagde noget dybt sexistisk om en kvinde, der var på spillestedet eller var med i et andet band. Jeg sagde ikke et kuk. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det kan vi takke debatten for. At vi nu er i stand til at sige fra. Sige: stop det.”
Historierne om oldemor Lydia
Efter i omkring 2000 pludselig at være blevet verdensberømt i Danmark med Rollo & King og derefter at have brugt nogle år som tv-vært sammen med bl.a. B.S. Christiansen, har Signe Svendsen etableret sig som indie rock musiker. Hun har udgivet fem album. Hun har jævnligt turneret (med Niels Hausgaard).
En af sangene på Hvem vil ikke elskes igen tager udgangspunkt i historien om Signe Svendsens oldemor, Lydia. Hun var en stærk og handlekraftig kvinde. Oldebarnet Signe håber, at hun bærer noget af Lydias styrke i sig. Måske i blodet, måske som en konsekvens af historierne, overleveringerne om oldemoren.
Eftersom mormoren var plaget af psykisk sygdom og derfor ofte indlagt og ude af stand til for alvor at være til stede for nogen, blev oldemor Lydia reelt Svendsens mormor.
”Vi var ikke så mange på min mors side. Juleaften var det tit bare min mor, Lydia og mig. Vi var tit bare kvinder, når vi var sammen.”
Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv … De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder
Lydia var meget agil. En høj og rank kvinde med store, hærdede hænder. Hun havde arbejdet i roemarkerne, siden hun var 13.
“For mig er Lydia lig med stikkelsbærgrød, varme hænder, gyngestativ, jeg kunne sidde i timer i hendes soveværelse. Hun havde et kæmpe stort sminkespejl med tonsvis af uægte perler, gammel læbestift. Underkjoler, jeg kunne klæde mig ud i. Hun lod mig bare gøre det hele.”
Det kunne lyde som en af de sange, syngepigerne i Bakkens Hvile synger: I sin ungdom havde oldemor Lydia arbejde som stuepige på Palace Hotel på Rådhuspladsen. Det hedder sig, at Lydia en aften mødte en klaverbokser på Bakken. Mormor blev sandsynligvis undfanget den aften et sted i Dyrehaven. Lydia så aldrig mere til ham.
Efterfølgende måtte hun sende sit barn i pleje og tog tilbage til Odense, hvor hun fik et arbejde på danserestauranten i Hotel Brockmanns.
Kunder om natten
“Begge mine forældre kender historier om, at Lydia havde faste kunder om natten for at få råd til at få sin datter tilbage. Det blev der talt om ude i byen. Det var af ren nød. Hun ønskede brændende at skabe et hjem for sin datter. Til sidst fik hun råd til et rækkehus i Skibhuskvarteret i Odense, hvor hun kunne bo med sin datter og en ny mand, Charles.”
– Hvad kan du bruge den historie til?
“Jeg synes, den er relevant, fordi det kan lære os noget om, hvor vi kommer fra. Det er et traume, der kan gå igen fra generation til generation i mange forskellige former. Man ved jo godt, at man viderefører det. Spørgsmålet er, om der er en del af den fortælling i mig. Det er vigtigt at sætte ord på og huske.”
Signe Svendsen på årets Tønder Festival. Foto: Flemming Jørgensen
– Man kan nok altid bruge historierne til at forstå sig selv lidt bedre?
“Ja, det der sidder i mig i forholdt til Lydia, er driften mod overlevelse. En høj arbejdsmoral. Det med at kæmpe for tingene. Måske uden at vide det, har jeg en fornemmelse af, at jeg måske fornemmede det allerede som barn. Både hun og min farmor, som jeg skrev en sang om på sidste plade, var to meget stærke damer, der levede nogle vilde liv. Det gjaldt for mange kvinder i deres generation og tidligere. De kvinders historier bor i mig, og derfor har jeg pligt til at kæmpe for ligestilling og lige rettigheder.”
I begyndelsen af Corona-året 2020 rejste Signe Svendsen til Nyborg for at være sammen med sin mor. Efter en skilsmisse trængte moren til selskab og støtte. Der blev talt meget i den periode, bl.a. om Lydia – og om familie, historier og anekdoter. Og når der ikke blev talt, gik datteren lange ture i Nyborg og omegn. Det var en periode, hvor hun uden det egentlig var tænkt sådan, kom tættere og tættere på sine rødder. Inspiration til nye sange opstod.
Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise, der kysser hinanden og kører ud over skrænten
”I 2020 bestilte vi ikke andet end at gå ture, så jeg gik meget rundt i Nyborg. Kunne stoppe ved et hus og tænke, ”Gud ja, kendte jeg ikke en, der boede derinde?” Jeg kan se i mine notesbøger, at mine ideer begyndte at opstå på det tidspunkt. Det er enormt svært at skrive noget om parhold og kærlighedsliv, når du ikke ser andre mennesker. Jeg havde ikke lyst til at skrive sange om mit joggingtøj. Og jeg havde vitterligt ikke lyst til at skrive en Corona-plade,” siger Signe Svendsen.
Delvis inspireret af morens skilsmisse opstod sangen Hvem vil ikke elskes igen. Den virkede meget stærk, da Svendsen og hendes band spillede den i Tønder. Det viser sig under interviewet, at hun kort forinden havde haft en ubehagelig oplevelse, som kan have været med til at gøre hendes optræden endnu mere hudløs, end sangen i sig selv lægger op til.
”Den er en ind-til-benet break-up sang. Jeg har opfundet et par og skrevet teksten med alle mulige andres historier i hovedet. Jeg ved lige præcis, hvordan det par ser ud. Jeg ved lige præcis, hvordan situationen er. Min mand spurgte mig, da jeg spillede den for ham: ”Skatter, skal jeg være urolig?” ”Nej, det skal du ikke”. Jeg har ikke selv været tæt på at gå fra min kæreste, men jeg tror, at mange har det sådan, at det, der afholder dem fra at tage valget at gå, er tvivlen – bliver vi stadig elsket? Kan vi elskes igen?”
Den evindelige længsel
For manges vedkommende går tvivlen nok hånd i hånd med en mere eller mindre kronisk længsel, som er svær at sætte ord på. Det behøver ikke være længsel mod andre mænd eller kvinder eller mod sandstrande med palmer. Bare længsel – mod noget … I bedste fald som en drivkraft.
“Den længsel er helt klart brændstof for mange, længsel som et vilkår. Vi kan netop godt gå rundt i vores lejlighed eller hus mellem vores kære og længes efter noget. Jeg tror, vi gør det alle sammen … det er sjovt, på portugisisk hedder det fænomen saudade.”
I Brasilien og Portugal regnes saudade som en del af folkesjælen. Det er en følelsesmæssig tilstand af iøjnefaldende melankolsk eller dybt nostalgisk længsel efter noget eller nogen, som man holder af, elsker, som ikke nødvendigvis er virkelig. Desuden rummer det ofte en viden om, at længslens genstand aldrig kan fås eller nås igen. Ordet kommer meget betegnende af det latinske ord for ensomhed.
Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi
“For mange år siden var jeg ret optaget af brasiliansk musik. De synger hele tiden om saudade. Ikke på en negativ måde, men om længsel som en drivkraft i sjælen. Det, der driver os til at række ud efter hinanden, det er en opløftende følelse. Jeg tror, at når musik af den type rammer mange, er det jo netop fordi, man føler sig set. Når man føler sig set i en sang, er det katarsis. Det er der, vi mærker at vi bliver mødt,” siger Signe Svendsen.
På sine mange ture i Nyborg oplevede Signe Svendsen en form for saudade. En dag passerede hun det sted, hvor en af hendes første store forelskelser boede, dengang der endnu ikke var bro mellem Nyborg og Korsør. Følelsen af at genbesøge den store, altopslugende forelskelse er beskrevet i sangen “To minutter”, der i øvrigt er en ualmindelig god melodi.
“Den handler om den her fornemmelse af forelskelse og afmagt, der hvor du tænker, at du skal dø af det shit. Jeg havde et billede af Thelma og Louise (Susan Sarandon og Geena Davies i filmen med samme titel, red.), der kysser hinanden og kører ud over skrænten til sidst i filmen. Jeg forsøgte at skrive en lovesick sang ud fra det billede. Da jeg var meget i Nyborg, kom jeg nok i kontakt med den unge måde at være forelsket på. Det var i den by, jeg oplevede mine første forelskelser. Det var der, jeg testede hjertet første gang.”
Signe Svendsens nye sange kan testes på hendes turne i november:
Lad det bare være sagt med det samme. På et enkelt punkt lever Ole Dreyer op til forestillingen om den klassiske bagmand i musikbranchen – som man senest kan se hos Obersten, Tom Parker, i Tom Hanks’ skikkelse i biopic’en Elvis. Ole Dreyer er cigar aficionado.
”Ja, det er ikke så godt, vel? Godt man ikke må ryge indendørs, så der ikke er så mange, der ser det,” siger han med et grin.
Ole Dreyer er bestyrelsesleder i foreningen Musikforlæggerne. Fra begyndelsen i 2013 har idéen med Carl Prisen været både at hylde dem, der ellers sjældent hyldes ved skåltalerne i branchen, komponisterne – og samtidig er det et forsøg på at ændre foreningens image.
”Andreas Odbjerg brokkede sig efter sidste DMA-prisuddeling over, at han som sangskriver til et af de nominerede numre slet ikke var nævnt. Det er jo sådan, at sangskriverne sjældent er dem, der bliver kendt for sangene. Du kan sige, at Carl Prisen er et sted, hvor sangskriverne bliver hyldet og får mulighed for at komme brasende og fortælle deres historier,” siger Ole Dreyer og tilføjer:
”Da jeg blev medlem af Musikforlæggerne i 1999, var der en masse fordomme om os musikforlæggere – at vi ikke laver noget. At vi bare kradser penge ind uden at gøre noget for sangskriverne. Jeg har selv ofte hørt det, da jeg var booker og arbejdede på diverse pladeselskaber: ”Der sker ikke en skid. Gør noget for min musik!””
Larsen sagde nej
Carl Prisen blev etableret i 2013. Et udvalg under foreningen Musikforlæggerne med det kreative navn, Krea-udvalget, arbejdede i nogle år på idéen, der undervejs bl.a. hed “Gadedreng” (et miks af Jacob Gade og Kim Larsen). Prisen skulle være så fed, at selv Kim Larsen ville modtage den.
”Som sikkert mange bekendt har Larsen aldrig modtaget en pris for noget som helst. Vi prøvede et år, spurgte ham pænt, men svaret var kort: ”Jeg har lige sagt pænt nej til Nordisk Råds Kulturpris – jeg kan ikke sige ja til jeres pris samtidig. Det ville ikke være passende.” ”Irriterende, men forståeligt nok,” siger Ole Dreyer med et grin.
Ole Dreyers vej ind i sit nuværende job som musikpolitiker og forlægger begyndte til samme lyd, eller måske nærmere støj, som det var tilfældet for æresprismodtageren Lars Ulrich: lyden af punk.
Bl.a. amerikanske The Ramones blev et vigtigt point of no return for dem begge. Ulrich havde hardrocken med fra sin første koncertoplevelse med Deep Purple, og resten er en anden historie.
Carl Prisen: Formanden for de danske musikforlæggere har en fortid i punkbandet Gate Crashers.
I 1979 kom Ole Dreyer med i psychedelia/punkgruppen Gate Crashers, hvis base lå i Solrød. Der var ikke noget med at passe på i svinget i dét orkester. Næh, det var lige ud og frem, og gruppen nåede bl.a. at optræde ved ikoniske punkbegivenheder som Concert Of The Moment, NÅ!!80 og Concerto de Nobrainos Insano.
Ole Dreyer boede i Glostrup – og netop et band fra Vestegnen skulle blive hans første erfaring som musikiværksætter. Som boss for sit eget pladeselskab, Hub Records – inspireret af bandet Huberts Badehotel – udsendte han en plade med bandet Kalashnikov, hvis sanger m.m. Henrik Ib Jørgensen i øvrigt i dag er direktør for Muskelsvindfonden.
Med kameraet dokumenterede Dreyer de tidlige punkdage i København. Senere blev han tilknyttet indieselskabet Dansk Sam/Sam Records med ansvar for bl.a. Martin Hall, Die Kapelle og Bouyant Blue.
”Bouyant Blue var gode og havde egentlig godt fat i udlandet. Desværre blev deres plade ikke ret god. Jeg producerede den selv, så jeg kan ikke rigtig klandre andre for det,” siger Ole Dreyer.
Frem og tilbage over Nordsøen
Blev det ikke rigtig til noget med bandets plade kommercielt, var den til gengæld medvirkende til at åbne døren ind til den verden, der skulle blive Dreyers fremtid.
”Jeg troede virkelig på Bouyant Blue, og jeg begyndte at rejse frem og tilbage til London hele tiden i et forsøg på at pushe mine grupper. Der var ret stor interesse for Bouyant Blue. Jeg fik en aftale med Chappel Intersong – Warner Chappel i dag – og opdagede, at forlagsbranchen, som jeg overhovedet ikke kendte noget til dengang, kunne noget. Jeg mødte en fyr, der introducerede mig til hele branchen i London,” siger Ole Dreyer.
Rejserne lagde grunden til et netværk, der skulle vise sig at blive en grundpille i Dreyers kommende arbejde som forlægger. Dengang var det hårdt arbejde.
”Vi havde op mod 30 møder om ugen. Dengang rejste jeg med færgen fra Esbjerg til Harwich, hvor jeg havde kasserne med pladerne. De fyldte alt for meget til, at jeg kunne flyve frem og tilbage.”
Modtageren af Carl Prisens ærespris, Lars Ulrich. Foto: Malene Henssel
Da pladedirektøren Ernst Jørgensen – i dag verdenskendt for sit arbejde med Elvis Presleys musik – etablerede pladeselskabet It’s Magic, blev han opsøgt af Dreyer.
”Jeg var vild med bandet Miss B. Haven og mente, at nogen burde gøre noget for dem. Så jeg gik op til Ernst og sagde: ”Jeg har en masse forbindelser i England, jeg tror, jeg kan gøre noget for Miss B. Haven”. ”Det lyder da meget sjovt,” sagde han – og så var vi i gang. Typisk ham i øvrigt.”
Ved igen at slide sålerne tynde lykkedes det Dreyer at etablere en kontakt til verdensstjernen Jeff Lynne, Electric Orchestra, der medio 80’erne samarbejdede med bl.a. George Harrison og dennes legestue Traveling Wilburys.
”Det lykkedes mig at få Miss B. Haven signet til Warner Music, og jeg fik Jeff Lynne med som producer på tre numre på deres album Nobody’s Angel. Albummet blev pissefedt, men det lykkedes desværre ikke at give dem det gennembrud, som vi alle havde håbet.”
I denne POV Mediano Music podcast kan du høre Lise Cabble fra Miss B. Haven fortælle bl.a. om samarbejdet med Jeff Lynne og et møde med George Harrison.
Om ikke andet bevirkede Dreyers anstrengelser, at trommeslager Mette Matthiesen kom til at medvirke på Jeff Lynnes album, Armchair Theatre sammen med bl.a. George Harrison og legender som saxofonisten Jim Horn og komponisten Michael Kamen.
Da Dizzy Mizz Lizzy var grønne
Efterfølgende kom Ole Dreyer til at arbejde som booker i firmaet PDH. Det blev ham, der i 1993 skulle tage sig af det dengang helt grønne Dizzy Mizz Lizzy, der netop havde vundet DM i Rock.
”Jeg var den, der sammen med bandet skulle være med til at vælge pladeselskab, som blev EMI. Dizzy fik masser af tilbud. Der var egentlig booket en masse job af Rasmus Nøhr, der stod for DM i rock, for 1.500 kr. pr. job. Men jeg ringede rundt til alle arrangørerne og sagde, at det var aflyst. To minutter efter ringede jeg og sagde: ”men I kan få dem til en anden pris, hvor vi i det mindste tjener lidt af entreen”. Der var udsolgt overalt allerede dengang. Og så gik det ellers stærkt for Dizzy.”
Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber
Dreyer var Dizzy Mizz Lizzys manager helt frem til deres første brud i 1997, hvor han måtte sende en fax til alle medier: “Dizzy Mizz Lizzy stopper”. Siden har de tre medlemmer af gruppen fundet sammen igen og er i dag et af landets mest eftertragtede livenavne. Bandet spillede senest som en form for opvarmning til Metallica ved Copenhell.
Sammen med sin ven og gamle samarbejdspartner fra dagene med punk i Albertslund, Henrik Ib Jørgensen, etablerede Dreyer spillestedet Rust på Nørrebro. Et legendarisk københavnsk Generation X venue, der en periode var samlingspunkt for mange af de trendsættere – som man sagde dengang – der senere kom til at dominere den kreative branche, og som i dag muligvis er begyndt at interessere sig for fænomenet pensionsplaner.
”Jeg havde fast arbejde på EMI i ni år, hvor jeg var halv tid på Rust. Det var rigtig fint, og jeg må indrømme, at det mest behagelige ved at have et fast job er, at lønnen går ind. Men der var en masse åndssvage ting, man skulle forholde sig til og bindinger, fordi chefen synes, det var en god ide. Det føltes godt, da jeg valgte at stoppe og kaste mig over iværksætteriet igen,” siger Dreyer, der udover sit musikselskab også driver et kommunikationsbureau.
Et eksempel på musikforlæggeren Ole Dreyers arbejde i kulissen:
”Jeg kunne godt se, at jeg blev ældre i mit job som booker. Der skal unge til, som har den ild, jeg selv havde som ung. Man skal ikke sidde som booker som 50-årig på et sted, som henvender sig til unge.”
I dag er Ole Dreyer partner i selskabet Nordic Music Society NMS, der både udgiver musik – bl.a. med hypede Elba og Guldimund – og driver forlagsvirksomhed. Især USA er et stort marked.
”Jeg arbejdede med Jakob Groth i en del år og var med på hele hans tur, efter han skrev musikken til Mænd der hader kvinder. Han kom bl.a. til at komponere musikken til tv-serierne Unforgettable og Midnight, Texas. Det var nogle spændende år.”
På det seneste har Ole Dreyer fået den unge gruppe Virgin Suicide med i den nye Amazon-serie, The Summer I Turned Pretty. En af forlagets komponister har et stykke musik med i en undervisningsfilm med den amerikanske ishockey-legende Wayne Gretzky.
Kampen om smulerne fra Spotify
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet. Forlagsvirksomheden.
”En meget stor del af mit arbejde, når jeg ikke leger politiker, består i at være i kontakt med en mellemmand, en såkaldt supervisor, der skal skaffe min musik videre til tv- eller filmproducenten. Det er supervisoren, jeg skal overbevise om, at det er rigtigt at bruge min musik. I dag med det nærmest ikke-eksisterende pladesalg er det ikke så svært at få komponisterne til at tænke i kommercielle baner. For ti år siden var det nærmest selvmord at foreslå det.”
Tidligere havde forlæggerne, publisherne, studier, hvor sangskriverne mødte frem og skrev deres sange. Det mest kendte eksempel er nok amerikanske Tin Pan Alley, der blev etableret i slutningen af 1800-tallet. Det var egentlige samlebåndsfabrikker. Ikke at det nødvendigvis betød dårlig musik. Komponister som Irving Berlin, Hoagy Carmichael og George Gershwin arbejdede i Tin Pan Alley.
Tidligere var bogforlagene mere eller mindre ene om både at udgive og drive forlagsvirksomhed. I takt med krisen i pladebranchen er det koncept også blevet almindeligt i musikbranchen, og det er også tilfældet med Ole Dreyers Nordic Music Society, NMS.
Carl Prisen – en af årets prismodtagere, Andreas Odbjerg. Foto: Malene Henssel
”Vores rettigheder kaldes immaterielle rettigheder. Der kan sagtens være fire forlag involveret i en enkelt sang, der er skrevet af fire forskellige sangskrivere og producere. Derfor er vi forlag nødt til at samarbejde. Det er et af de punkter, hvor vi måske adskiller os lidt fra resten af branchen, hvor der bliver konkurreret stenhårdt – agenter, managere, pladeselskaber. Vi er tvunget til at arbejde sammen, og vi har en rimelig god stemning,” siger Ole Dreyer.
Musikforlæggerne har 33 medlemmer, inklusive de to store Warner og Sony. Det tredje store, Universal, hører til i Sverige. Ole Dreyer nævner det hæderkronede danske musikforlag Wilhelm Hansen, der bl.a. har produceren Pilfinger, der skriver til store hiphop-kunstnere i USA, Lars H.U.G. og Michael Falch i sin stald.
”Vores opgave i dag handler meget om at forsvare og beskytte komponisternes rettigheder over for techgiganterne. Der har længe været meget fokus på især Spotify, at komponister og artister ikke får ret meget ud af det økonomisk. Streaming udgør omkring 97 pct. af musikforbruget i dag. Vi har et lille vinylmarked i Danmark i dag, men der er stort set intet CD-salg mere,” siger Ole Dreyer.
12-15 pct. af Spotifys indtægter går via organisationen Koda til fordeling blandt rettighedsorganisationer som Gramex og Musikforlæggerne. Dertil har musikerne aftaler med deres pladeselskaber – lydende på alt fra 0 til 50 pct. af indtægterne.
