De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.
Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.
Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)
Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.
Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.
Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)
Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.
Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.
Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)
Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.
Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår
De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.
Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)
Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.
Blaue Blume – Bell of Wool (album)
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterklang – Altid Sammen (album)
Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballader. Her er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.
På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.
Jakob Brønnum: Det uventede gensyn
2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder
Bob Dylan (turné)
I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.
Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.
Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.
Bernhard Haitink (koncerter)
I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.
På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.
Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.
Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.
Andris Nelsons/Beethoven (album)
Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.
Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.
Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.
Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.
Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser
Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.
Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)
Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.
Liturgy – HAQQ (album)
For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.
Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)
Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.
Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi
De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni. 2019 var et totalt Tool-år.
Tool – Fear Inoculum (album)
Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.
Charlie Cunningham – Permanent Way (album)
I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.
I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.
Morild – Så kom mørket… (album)
I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel – Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.
Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.
”Spørgsmålet meldte sig: hvad er det egentlig, jeg vil med det her? Vil jeg være sådan en eller anden form for sorgorakel? Skal jeg nu til at være vis på sorg? Skal det være en selvhjælpsbog? Jeg skylder jo ikke nogen at fortælle om mit meget private liv. Skulle jeg fortælle detaljer om Nicolai, der døde af en overdosis?”, spørger hun i dette interview med POV’s musikredaktør Jan Eriksen om grunden til, at hun valgte at indspille et album i stedet.
“Alle har en historie at fortælle,” synger Kira Skov i sit nye nummer ’En morgen’.
Det gælder ikke mindst hende selv; det med historien. Siden sin debut i 2002 med bandet Kira & the Kindred Spirit har hun skabt en fortælling om en kunstner, der uden at give køb sin kunstneriske integritet ihærdigt har fulgt sit eget spor på den danske rockscene. Som gruppemedlem også i Kira and the Ghost Riders – og som solist og deltager i mange forskellige projekter.
Det nye album, I nat blir vi gamle, er usædvanligt for Kira Skov. Alene det, at det er produceret i samarbejde med den danske electronica-verdensstjerne Anders Trentemøller, siger noget om et album med elektronisk tilgang til musikken.
For første gang synger Skov på dansk. Sådan er det blevet efter en proces, der egentlig skulle være mundet ud i en bog. Efter Munch-Hansens død og Skovs offentlige reflektioner over sit tab blev hun kontaktet af flere forlag. Men da hun så gik i gang med at skrive, kom hun i tvivl.
”Spørgsmålet meldte sig: hvad er det egentlig, jeg vil med det her? Vil jeg være sådan en eller anden form for sorgorakel? Skal jeg nu til at være vis på sorg? Skal det være en selvhjælpsbog? Jeg skylder jo ikke nogen at fortælle om mit meget private liv. Skulle jeg fortælle detajler om Nicolai, der døde af en overdosis? Jeg skal også tage hensyn til vores børn. Jeg er jo også stadig … ung. Jeg mødte en mur i mig selv. Det endte helt af sig selv med, at jeg fulgte to spor. Et selvbiografisk og et mere abstrakt poetisk,” siger Kira Skov.
Dansk og poetisk bagage
Jeg møder hende i det stemningsfyldte kolonihavehus på Amager, som hun og Nicolai Munch-Hansen købte i begyndelsen af 10’erne blandt andet af hensyn til deres dengang nyfødte søn. I første omgang mødes jeg af Kiras og hendes søns hvide hankat, der har sin egen kattelem.
“Ham købte vi lige efter, Nicolai var død. Han er blevet hele Nordamagers kat,” siger Kira Skov med et smil.
I stedet for en biografi udmøntede skriverierne sig i sangtekster på dansk.
”Der er en anden musikalitet i det danske sprog end det engelske. Nogle ting lyder enormt poetisk på dansk, som de ikke ville gøre på engelsk. Og omvendt. Nu har jeg sunget engelsk for danske ører i årevis. Måske er det på tide, at folk tager det ind, jeg synger om,” siger hun med grin.
Udover vennen, digteren Peter Laugesen, er Tove Ditlevsen citeret i et sample på det nye album.
”Jeg elskede Tove Ditlevsen, da jeg var teenager. Jeg havde hendes digtsamlinger med mig overalt i tasken. Så sent som for nylig hørte jeg et program på P1, hvor de genudsendte noget fra et gammelt interview med hende. Jeg var nødt til at køre ind til siden for at lytte. Hun var en fantastisk historiefortæller,” fortæller Kira Skov.
Også danske digtere som Inger Christensen, Naja Marie Aidt, Søren Ulrik Thomsen og Michael Strunge fylder i hendes poetiske bagage.
Jeg kan blive opslugt
I nat blir vi gamle er Kiras 14. album. Dertil kommer en del samarbejde på kryds og tværs. Undervejs har hun modstået personlig modgang, herunder et kræftforløb, der heldigvis endte med, at hun blev helbredt.
Hvor kommer al den kreativitet fra?
”Jeg har åbenbart et drive, der gør, at jeg har det bedst, når jeg skaber noget. Det er nok også min overlevelse i en eller forstand. Jeg får det bedre inde i den kreative proces. Det er nok svært for mig at være i ro særlig længe ad gangen. Jeg finder en form for fordybelse, et meditativt rum, når jeg skriver. Det er der, hvor alt det andet forsvinder; det der skete i går, og det, der skal ske i morgen. Jeg kan blive opslugt, forsvinde ind i øjeblikket. Det sted elsker jeg. Jeg tror det giver det samme, som hvis jeg mediterede,” siger Kira Skov.
Efter udsendelsen af The Echo of You har hun turneret både med musikken og sammen med Naja Marie Aidt med samtaler under overskriften Sorgen i kunsten. Aidt udsendte i 2017 tekstsamlingen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, inspireret af sin søn Carls død.
“Det har været overvældende og rørende at opleve reaktionerne. Det at være i sorg er et ensomt sted. Jeg har aldrig oplevet at spille så mange koncerter, hvor halvdelen af dem, der var tilstede, græd. Det var stærkt at opleve at være med til at skabe et rum, en form for spejl, hvor folk åbenbart kunne se deres egne fortællinger. På den måde giver det mig mening, eller en form for trøst at se, hvordan det påvirker andre mennesker,” siger Kira Skov og tilføjer, at hun selv oplevede det samme, da hun læste Naja Marie Aidts bog.
”Jeg fik selv oplevelsen af at læse ord, der blev sat på noget, jeg slet ikke var i stand til selv at formulere. På en måde var hun to og et halvt år længere inde i sin sorgproces end mig. Det var så stærkt for mig at opleve.”
Man kan kalde det nye album et mangefacetteret selvportræt. En afspejling af Kira Skovs liv lige nu. ”Sådan er det altid med min musik,” som hun siger. En del af den fortælling er et meget smukt nummer, Sorgen sover, der er tilegnet hendes søn, syvårige Morgan.
”Det er en sorg-vuggevise, kan man kalde det. Uden at jeg har sunget den for Morgan dog. Den kom bare. Den er skrevet fra barnets perspektiv med nogle af de spørgsmål, Morgan har stillet mig efter sin fars død. Får vi nye kroppe mor? Da Nicolai døde måtte jeg jo prøve at forklare ham, at fars krop var død. I det var der jo et håb om, at der var noget, der ville leve videre. Morgan har en meget naturlig tro på reinkarnation. Jeg hørte en dag nogle andre spørge ham, ”skal du så have en ny far?”. “Nej, for han ville ikke kunne nå at vokse op”. Det var ret sødt,” siger Kira Skov.
Det lille menneskes sorgbearbejdelse?
”Ja. Det er svært med børn at vide, hvordan de sørger. Hvordan ville han ellers have været, hvis Nicolai stadig levede? Jeg kan godt bruge Nicolai lidt i min opdragelse. Det der syntes far var godt. Det der mad, det var far glad for. Jeg synes, han trives godt,” siger Kira Skov med et smil.
Måske er drømmen det vigtigste
På en sen oktoberdag, hvor solen for årstiden varmer betænkelig meget fra sin position lavt på himlen over Ørestaden, er det naturligt at tale om udsyn. For der er også, måske lidt uvant for et Kira Skov-album, et par numre på det nye album, der handler om en urolig verden – frygten for resultatet af klimaforandringerne.
”I Hvor skal vi nu hen forsøger vi at portrættere denne her klaustrofobiske fornemmelse af iltmangel, som jeg tror mange har med udsigten til et ur, der bare tikker mod enden. Hvad er det, vi har gjort ved kloden? Er det hele slut? Man kan have en mareridtsfornemmelse af at løbe uden at komme nogen vegne. Men jeg afslutter det med en refleksion. Vi er jo alle sammen forbundet. Vi er det samme. Det synes jeg er en vigtigt tanke at have med – uden at det ender med en happy end i min sang,,” siger Kira med et grin.
Din næste single hedder ‘Hollywood’. Det er meget konkret?
“For mig er det et sted, der repræsenterer en drøm, hvor man jagter noget. Et billede på at lede efter noget, man aldrig fandt. Et abstrakt billede på at jagte drømme.”
Er det en advarsel om at bevare realismen?
“Jeg synes bare, man skal drømme løs. Det er en beskrivelse af … måske er drømmen det vigtigste. Drømmen er jo i virkeligheden ikke endemålet. Det er i rejsen, det er spændende. Jeg har oplevet masser af ting i mit liv, hvor jeg har glædet mig enormt meget for senere at blive skuffet. Men jeg kan sagtens huske glæden – og har båret den med senere i livet. Forestillingen om at nå frem kan være meget større end det at nå frem, hvor man ender med at sige: “var det bare det?”.”
De første Kira & the Kindred Spirit-plader bragte på en måde en både ny og traditionalistisk lyd ind på den danske rockscene. På den ene side inspireret af moderne garagerock – på den anden side af 70’ernes sangskrivning. Siden har hun bevæget sig rundt i forskellige retninger – herunder et hyldestalbum til Billie Holliday. Undervejs har der også været Maria Fausts og Skovs dybt fascinerende projekt In the Beginning, der blev optaget i en forladt kirke i Estland.
For første gang siden 2013 har Kira Skov indspillet uden medvirken af den engelske producer og musiker John Parish, der blandt andre har arbejdet for P.J. Harvey, Eels, Giant Sand og Tracy Chapman.
”Jeg elsker at arbejde sammen med John, og vi kommer helt sikkert til at arbejde sammen igen. Men det har været sjovt. Silas Tinglef og jeg har indspillet med Anders Trentemøller, som jeg allerede arbejdede sammen med omkring et remix af ’I Celebrate My Life’. Det er første gang, jeg har været så meget hands on. Jeg tænkte, at det ville være fedt, at vi gjorde det sådan, nu det er på dansk,” siger Kira Skov.
På de nye album er det især musiker og producer Silas Tinglef, der sammen med Kira Skov har udviklet det elektroniske lydbillede helt fra bunden. Tinglef har tidligere samarbejdet med The Raveonettes og Trentemøller. Han har udgivet et album under sit alias 2ND Blood. Trentemøller er med på fem numre.
”Jeg tror det, der fik os til at opsøge Anders, var det nummer, der hedder Den morgen, hvor vi kunne tænke os noget stilhed og ro i musikken. Sangen skulle portrættere, hvordan det føles den morgen, hvor man får meddelelsen, chokket. I mit tilfælde om Nicolais død. Musikken skulle afspejle et før og efter den besked. Nogle breaks. Der havde Anders nogle gode bud på, hvordan det kunne gøres. Det endte med, at han er med på fem numre i alt.”
Jeg synes egentlig, jeg hører en vis optimisme og håb. Du synger om, hvad der måske sker om 1000 år i titelnummeret. Det er optimistisk at regne med, at der er mennesker her om 1000 år?
”Ja, ha. Jeg lukker af med en smule optimisme. Vi ved det jo heller ikke, vel? Vi sætter vores lid til nogle eksperter. Det handler om at tro – tro på det, de siger, for vi har ikke selv været i laboratoriet og undersøgt. Man vælger at tro på nogle eksperter, uanset om det er religion eller videnskab, for hvad skulle man ellers?”
Jeg synes også, du skaber nogle humoristiske billeder indimellem. For eksempel i ’Brutal’. En alvorlig sang, men ”jeg går ned på gaden og leder efter mig selv”. Det er lidt … ironisk.
”Det er jeg glad for, at du siger. Der er nogle steder, hvor jeg prøver at være lidt tongue in cheek. Det handler om relationer, hvor man ikke forstår hinanden. Det kan være hårdt og ja, brutalt ødelæggende, når man ikke forstår hinandens sandheder på mange forskellige niveauer. Det har virkelig været interessant for mig at forsøge at skrive på den måde. Det er en alvorlig plade, men jeg føler ikke det er en tung eller mørk plade. Men jeg syntes egentlig også The Echo of You havde et håb i sig. Den rakte ud efter håbet,” siger Kira Skov og slutter:
POV BUSINESS // PORTRÆT – Igennem mere end 25 år handlede Ole Chrintz’ professionelle liv om at sælge lykkepiller. Men selv fandt han først lykken for alvor, da han som 57-årig kvittede sit topjob i medicinalvirksomheden Lundbeck for at koncentrere sig om musikken. “Mit arbejde var blevet more of the same. Til sidst var det et overstået kapitel. Og så havde jeg jo alt den her musik stående oven i hovedet – og det stod så stærkt, at jeg tænkte, at nu er det dét,” forklarer han. Den tidligere topdirektør er pladeaktuel med et nyt album, Heartbeat under navnet OCZ.
Der er en scene i den populære, sejlivede Showtime tv-serie Billions, der i Skandinavien kan ses på HBO Nordic, hvor den ene af seriens to hovedpersoner, hedgefund-spekulanten Bobby Axelrod, er i knibe.
Egentlig har han inviteret tre venner med backstage til en Metallica-koncert. Bare fordi han kan, og fordi han er fan.
Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed
Men der er rod i Axelrods forretninger. Det bemærker hans åbenbart gode ven, Metallica-guitaristen James Hetfield og spørger, om der er noget galt.
“Yeah, it’s just bullshit,” siger Axelrod.
“I came out here to unplug, but I can’t. You know, really unplug. Do you mind me saying, I’d really like to get to a point, where I just fly, really feel free.”
“Yeah, I hear you. You should, man, you should,” svarer Hetfield.
“How do you do it, man?” spørger Axelrod.
”I play, man. I play,” svarer Hetfield.
Mon ikke mange top executives kan identificere sig med Axelrods konflikt – arbejde kontra frihed.
Ole Chrintz kunne. Trods stor succes var han kørt fast i sit arbejde i Lundbeck-koncernen. Og han valgte at gøre som Hetfield; spille, spille, spille.
Nu er han aktuel med sit første pop/rockalbum Heartbeat.
100 rejsedage om året i jakkesæt
Chrintz forlod Lundbeck som 57-årig efter at have bidraget til at løfte medicinkoncernen fra en omsætning på under en mia. kr. om året i 80’erne til ca. 16 mia., da han stoppede i 2016.
Men modsat mange andre selvpensionerede erhvervsmænd kom hans nye dagligdag ikke til at bestå af golf, bestyrelsesposter, rejser og andet til faget hørende.
Oprindelig blev Ole Chrintz ansat i Lundbeck i 1989 efter et par år i Industrirådet (det senere Dansk Industri), som han forlod, da yderligere avancement ville indebære fremførelse af Rådets politiske holdninger.
Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll
”Jeg ville ikke risikere at være nødt til at komme med politiske udtalelser, som jeg ikke nødvendigvis ville være enig i,” siger han til POV International med et lille grin.
Jeg møder Chrintz i hans hjemmestudie i en villa i Valby tæt på Valby Langgade.
Det handler om i en alder af 57 at tage det tilsyneladende enorme spring fra en magtfuld erhvervsposition og langt over 100 rejsedage om året i jakkesæt til følelsesdrevet rock’n’roll. Men først en tur omkring Canada, Brasilien og resten af verden.
Da Chrintz blev ansat i Lundbeck havde koncernen netop fået udviklet antidepressivummet Cipramil. Den daværende direktør Erik Sprunk-Jansen så internationale muligheder i medicinen, der hurtigt fik det populære tilnavn lykkepiller. Og det blev Chrintz’ opgave at åbne en flanke i Canada.
”Jeg ville gerne til Canada, hvor jeg havde været udvekslingsstudent. Jeg var gift med en canadisk kvinde, som jeg godt nok senere blev skilt fra, men det var stadig en god tid,” siger Chrintz, der rejste til Canada med en udviklingsplan i håndbagagen.
”Jeg åbnede et salgsdatterselskab derovre. Det var sjovt og spændende. Det gik rigtig godt. Jeg var meget glad for at bo i Montreal. Det er en skøn by.”
Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve
Lundbeck udvidede i Latinamerika.
På det tidspunkt var Ole Chrintz blevet gift med en brasilianer, og samtidig var Brasilien blevet det største marked i Latinamerika. Så det faldt naturligt at søge dertil samtidig med, at Chrintz stadig sad med det overordnede ansvar for Canada.
Men samtidig med, at han rykkede sydpå og fik to børn sammen med den brasilianske kvinde, efterlod han sig to børn i Canada, som han stadig gerne ville se så meget som muligt.
”Skilsmisser er sjældent lykkelige,” som han siger.
Efter nogle år i Brasilien rykkede Chrintz tilbage til Danmark til en stilling som koncerndirektør på øverste ledelsesniveau.
”Jeg var i corporate management group med ansvar for efterhånden større og større områder. Til sidst havde jeg ansvar for hele verden – bortset fra USA, hvor vi havde licensaftaler. Jeg rejste i Kina, Japan, Europa, Latinamerika, overalt. Jeg var nogle gange hjemme måske en dag – og så videre.”
Summen af et liv
Et sted mellem utallige lufthavne, livsomvæltninger, flytninger, fire børn og to ekskoner på hvert sit kontinent voksede der noget i den succesfulde erhvervsmand, der ikke rigtig lod sig mætte af synet af den opadgående omsætningskurve.
En følelse af isolation. Som han synger i en af sangene på Heartbeat, der helt tydeligt handler om den livsfase, som førte frem til beslutningen om at lægge livet totalt om:
”Sangen Bloody Mainstream handler om et opgør med et job af den type, jeg havde. Det er lidt en frustrationssang.”
Man skal finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed
“Det handler om at finde sin identitet og gå imod mainstream, hvor man skal indpasse sig i en større sammenhæng som for eksempel en virksomhed. Hvor man skal være aligned,” siger Ole Chrintz og fortsætter:
”Den er skrevet lige efter, jeg stoppede. Ja, det er en slags opgør:
I’m so fucking tired of being alone in a crowd of people and nowhere to go. Time passes by, I’m so ashamed gotta check out before I go insane. Helt overordnet: Hvem er jeg i det her spil? Det havde jeg lyst til at sætte nogle ord på efter alle de år,” siger Chrintz.
Teksterne på hans plade er summen af livserfaringer, op- og nedture. Det er melankoli, forelskelse, skilsmisser, depressioner, frustrationer.
”Jeg husker først og fremmest de mange sjove mennesker, jeg har mødt. Det var opløftende. Jeg har haft utrolig mange interessante samtaler med så mange mennesker fra hele verden.”
“Det har været en kæmpestor livsoplevelse. Min sangskrivning er helt klart også inspireret af disse oplevelser og de forskellige kulturer,” siger Ole Chrintz.
”Jeg har en sang, der handler om skilsmisse. Også om mine egne skilsmisser – om børn der bliver klemt. Problemer med at se sine børn. Dårlig samvittighed. Men uanset at det er mine erfaringer, trækker jeg også på min fantasi.”
Fra businessman til følsom, kreativ kunstner
Selvom Chrintz havde travlt – meget travlt – glemte han aldrig musikken. Der var ikke så meget tid til guitaren, som han ellers var begyndt at spille på som teenager. Til gengæld var der musik omkring ham. Han ejede med egne ord “en mia. cd’er”. Gik til koncerter.
Et rødt træhus – en stuga – i Småland i Sverige spiller en vigtig rolle i historien om transformationen fra businessman til følsom, kreativ kunstner.
Huset var Ole Chrintz’ og hans nye kæreste Mettes refugium:
”Nogle gange ringede jeg til Mette på vej hjem til København og sagde, ’for helvede, hent mig i lufthavnen. Jeg skal bare op til stugan’. Bare det at vågne om morgenen og mærke total ro omkring sig. Al den svenske friske luft,” siger Ole Chrintz.
“Jeg har ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden”
Efter hans stop for tre år siden har han og en lokal tømrer indrettet et musikrum i stugans oprindelige aftægtshus, hvor han arbejdede med sine sange, mens han i øvrigt bare nød sit selvvalgte ’otium’.
Ambitionen var egentlig bare at indspille musikken til venner og bekendte. Men folk omkring begyndte at presse på. Kæresten Mette forærede ham nogle sangtimer hos en sanglærer, Anna Kruse, i gave. Hun blev igangsætter og inspirator og kunne se et potentiale i hans sange.
”Hun har først og fremmest givet mig selvtillid. ‘Kan jeg overhovedet synge ordentligt?’, spurgte jeg mig selv.”
Chrintz kom i kontakt med en karrierekonsulent i Dansk Musiker Forbund, som også skubbede på.
Det endte med, at samme forbunds pladeselskab hjalp ham med at udgive albummet Heartbeat, som han og en flok professionelle musikere har indspillet i studiet Village Recording i Vanløse.
Som tidligere erhvervsmand var du vant til at opstille scenarier og kalkuler over det forventede salg. Har du også gjort det med hensyn til din musik?
”Det er fuldstændig det samme, som når man vil udgive musik. Hvor bredt kan denne her medicin mon nå ud? Hvor bredt vil musikken kunne nå ud? Jeg har dog ikke lavet de store analyser af musikkens potentiale. I første omgang handlede det om at være klar til at indspille med alle de professionelle musikere. Der var sgu sved på panden,” siger Ole Chrintz.
Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt
– Hvad har vist sig som den største forskel mellem dit gamle job og dit nye liv?
”Musikere er meget kærlige mennesker. Meget vedkommende mennesker. Den facade, man møder i businesslivet, har jeg ikke mødt. Det er mere dig som person, end den, du er, eller det, du repræsenterer, der interesserer de andre. Som erhvervsmand bliver man set på som den, man er i virksomheden.”
Alderen underordnet
Ole Chrintz har fået at vide af nogle professionelle, at hans rock- og popbaserede musik nok mest henvender sig til plus 35-årige. Det har han det helt fint med.
”Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok.”
“Vi bliver flere og flere. Vi har økonomisk styrke. Køber en masse tøj. Rejser. Jeg har ikke noget som helst imod at henvende mig til min egen aldersgruppe. Men derfra til at komme bredt ud. Det skal jeg til at arbejde med nu. Hvis jeg nu havde været kunstmaler. Der er det tilsyneladende nærmest en fordel at være over 60,” siger Chrintz.
Jeg kan læse ud af mine Spotify-streams, at mit aldersgennemsnit er 49-50. Livet stopper jo ikke, fordi man er blevet 60. Jeg har energi nok
”Relationer mellem mennesker er relationer uanset alder. Det er vigtigt, at mennesket er et socialt væsen. Der er ingen, der har godt af at sidde mutters alene.”
“De behov forandrer sig ikke, selvom man bliver ældre. Jeg skriver meget om relationer, ligesom helt unge skriver om relationer. Relationer er mange ting, også kærlighed. Kærlighed findes faktisk også hos os på 60”, siger han og uddyber:
“Men relationer kan jo også være at tænke tilbage til de ting, man har oplevet gennem livet. Jeg synes, man skal passe på med at ‘disse’ erfaring.”
– Er der noget, du savner ved dit gamle liv?
”De gode kolleger, som jeg heldigvis havde mange af. At grine med dem. De mennesker, hvor man bare behøver at ses – og så griner man igen. Der er mange gode minder. Ikke arbejdet. Det er et overstået kapitel nu.”
– Sidste spørgsmål: Har du solgt alle dine jakkesæt?
”Jeg har ét tilbage. Man ved ikke, om man får brug for det. Jeg ved godt nok ikke, om jeg kan passe det mere. Resten har jeg foræret væk,” siger Ole Chrintz. Med et bredt grin.
Siger jeg med nyheden om, at Mediano Music på årets første dag går i luften med Stig Ulrichsens og min podcast om Elvis Presley. Fem timers nørderi om The King of Rock’n’roll. Her fotograferet i nytårshumør sammen med oberst Parker. Det perfekte soundtrack til skiphop fra Garmisch-Partenkirchen.
Her finder du ‘Elvis Presley – manden der skrev manualen’:
Det har været enormt interessant og skide sjovt at producere det. Forhåbentlig lige så at lytte til. Vi er selv stolte.
Bemærk, at det mere eller mindre kører one take. Det er både kærligt og kritisk. Der er enkelte fejl – et par, så som at Jorden er rund, rettes på stedet… Der er fortalelser og lidt vel hurtige bemærkninger undervejs.
Det har vi helt bevidst ladet være – og står på mål for det.
For lige præcis sådan er det også i virkelighedens verden, når passionerede mennesker spiller bold op ad hinanden. Og det skulle gerne være det, der driver værket på Mediano Music: Engagement, glød og plads til dybde.
Meget mere vil følge. Og glem ikke at jeg et foredrag om Elvis på disken.
‘LIV – en fortælling om at lære at leve’ har fået en fantastisk modtagelse. Efter Jill medvirkede i Go’ Aften Danmark mandag aften (15.10.18) har hun modtaget en masse henvendelser fra andre med erfaringer som hendes. Trist, at det er nødvendigt, men godt at hun tilsyneladende er i færd med at opfylde sin drøm med bogen – at gøre en forskel.
Her er nogle uddrag af de foreløbige anmeldelser.
Steen Blendstrup anmelder den til fem stjerner på POVInternational og skriver blandt andet:
“Der er ikke så lidt humlebi over Jills historie. Det er familiehistorien med alkohol, vold, grænseoverskridende adfærd og overgreb. Det er en historie om voldtægt, partnervold, depression og angst. Det er en historie om løgne og fortielser. Men også om forståelse, kærlighed og tilgivelse. Det er en historie om sammenhold, loyalitet, og livsvilje. Jo, den flyver…
…Jill har noget af have det i. Medfølelsen for sårbare unge. For unge fra misbrugsfamilier. Forståelse for familietraumer. Forståelse for voldtægtsofre og deres traumer. Hun taler af erfaring. Og med indsigt som terapeut.
Det er en bog om et levet liv og om at, når Jill kunne, så kan du og jeg også. Og en masse andre mennesker, hvis vi rækker dem en hånd.
Jeg vil give fem stjerner til en velskrevet, let læselig bog. En hudløs og modig bog, nogle gange rystende og smertefuld. Og altid ærlig, ofte tillige kærlig. Forhåbentlig til inspiration.”
På bogens Facebook-site skriver Eva Reiser Olesen:
“At voksne kan være både blinde og døve, så de overser ensomme og svigtede børns symptomer er ikke ukendt, men Jills måde at fremlægge sine reflektioner på er forbilledlig.
Jill ER kommet videre. Med hendes bog kan vi satse på, det også sker for de mange, der lider og har lidt under en opvækst præget af/ med svigt og alkoholmisbrug.
Efter at have ‘slugt’ bogen, er det mit håb, at andre vil finde “LIV – en fortælling om at lære at leve” lige så vigtig og rørende som jeg. Derfor: Læs den og lær at leve. Jo før des bedre.”
Og samme sted skriver Christina Laursen:
“En fantastisk bog ❤️ Jill fortæller om hvordan det har påvirket hendes liv at vokse op med en : alkoholisk far og en papfar som var pædofil, hun bryder tabu og fortæller fra hjertet hvad det har gjort ved hende som menneske.”
For tolv år siden var jeg medforfatter på Niels Noller Olsens biografi ’Det er muligt – rundt om et misbrug’. De seneste fire måneder har historien til en vis grad gentaget sig. Om ikke så længe udkommer Jill Liv Nielsens ’LIV – en fortælling om at lære at leve’, som jeg har været med til at skrive sammen med Jill.
Ligesom den anden bog handler det om flere former for misbrug og konsekvenser heraf. Nogle vil måske huske Jill som medlem af den første generation reality-tv-deltagere. Hun vandt Big Brother hele to gange, i 2001 (det var den, hvor nogle deltagere stak af) – og en all stars version tre år senere.
Det handler bogen en smule om. Sejren i BB var på mere end én måde et vigtigt vendepunkt i Jills liv. På den måde er LIV bl.a. en bog om mennesket bag ansigtet i en forkætret tv-genre. Og dermed også en historie om at kæmpe mod fordomme.
Men den store historie handler om at bryde mønstre, om at vende sit liv, at gøre en forskel. Sprede håb og lys. Derfor er der også en række faglige refleksioner i bogen.
Med Jills baggrund i en dysfunktionel familie, hvor svigt på svigt og misbrug – også fysisk i en periode – var en fast del af hverdagen, har det været lige ud imponerende for mig at opleve det overskud, som nu blandt andet resulterer i denne bog. Specielt taget i betragtning, hvad hun senere har oplevet som voksen.
I dag er Jill veluddannet terapeut. Hun har som en af få danskere en uddannelse i metoden Prolonged Exposure, der blev opfundet af Edna B. Foa. Hun er professor i klinisk psykologi og psykiatri ved University of Pennsylvania og direktør for Center for Behandling og Undersøgelse af Angst. Metoden er internationalt anerkendt og benyttes i hele verden til at behandle overlevende af varierede traumer, herunder voldtægt, overgreb, incest og børnemishandling, krigs -og torturofre, ulykker og naturkatastrofer.
Som ansat i organisationen TUBA vier Jill i dag en stor del af sit liv til arbejdet med børn med en opvækst i familiemønstre som det, hun selv har oplevet.
Jeg er meget glad for at være med til at fortælle denne overraskende historie.
