Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk
Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, ‘Liv’, og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange.
Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian.
Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen.
”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li’ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario.
“Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk.”
Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte.
Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af.
”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer.
Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på ‘Liv’ har et mørke og dybde under humoren.
Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med ‘Balladen om staden’ på pladen ‘Christiania – stik dem en plade’, der udkom i 2020.
”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han.
De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang ‘Mor’ fra det nye album.
Og så er der sangen ‘Alt det der’, der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger:
“For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer’ for ellers var vi ikke her”.
Dette og meget mere i denne POVcast.
Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os
I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør.
”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten.
Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne.
”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.”
Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen.
Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være.
”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee.
Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker.
”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen – samme producer som manden, der producerede “Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee.
Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen.
”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee.
Det handler også om
– inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones.
– millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til.
– Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”.
– kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band.
Dette og meget mere i denne POVcast.
The first lady of danish country – Tamra Rosanes fejrer 50 årsjubilæum
På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken.
For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform.
I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker.
POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker – de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa.
Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis – mindre end en måned efter “That’s All Right” var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender.
Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader.
Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde.
”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden,” siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville.
”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.”
Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra.
”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.”
På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song”.
”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet.”
Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville.
Marty Stuart: The Whiskey ain’t Working
Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer
John Prine: Sweet Revenge – trommer Kenny Malone
U2: Angel of Harlem – lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson
Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) – lydteknik Fergusson
Husker du Me, She & Her? Den danske souldiva, Susanne Ørums 20 år lange kamp for sit album – nu udkommer det
I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med “I Count the Minutes”. I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”.
”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne.
”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum.
Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark.
I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne.
Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige.
Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til.
”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum.
Nu udkommer albummet “Get Real” altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt.
”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”.
Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende.
“Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. “Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige””. En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han.”
Alt dette og meget mere i denne podcast.
OBS – de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er:
Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne”
Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around”
Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy”
Lars H.U.G: “First Love in Space”
Lis Sørensen: “Kærtegn”
Lyt til POVcasten her:
30 år i Shu-Bi-Dua: Claus Asmussen – manden bag knapperne og den sorte stratocaster i Shu-Bi-Dua
I år fejrer Shu-Bi-Dua 50 års jubilæum – Shu-Bi-Læum, som Michael Hardingers band selvfølgelig kalder det.
Egentlig har der ikke eksisteret et Shu-Bi-Dua, siden Michael Bundesen blev syg i 2011. Bundesen er ikke længere iblandt os – men musikken lever videre på alle platforme, ikke mindst i Hardinger Band og Claus Asmussens band, Shubberne. Begge bands er på jubilæumsturne.
Udover jobbet som guitarist i SBD gennem 30 år var Asmussen Shu-Bi-Duas lydtekniker – og, tør vi godt sige, producer.
I denne podcast fortæller Asmussen om sin karriere, der begyndte med bandet Noblemen, senere blev han headhunted af Tommy Seebach til Sir Henry & His Butlers, spillede med på guitar under de første opsætninger af “Hair” og “Jesus Christ Superstar” i Danmark – derefter blev han lydtekniker på de to første Shu-Bi-Dua album – og medlem af bandet fra 1975 til 2005.
Du får et indblik i Shu-Bi-Duas historie. Særligt de numre, Claus Asmussen bar med ind i studiet, bl.a. klassikere som f.x. ”Emma”, ”Rosita”, ”United Steakes” og ”McArine”.
”Allerede til to’eren kom Hardinger med ”Vuffelivov”, men den blev droppet. Vi synes simpelthen, den var for tåbelig. ”Jeg har en hund med fire poter.” Yes, kunne det være meget anderledes? Så den blev droppet på 2’eren.”
Men da der manglede numre til fireren, kom både ”Vuffelivov” og Asmussens ”McArine” med.
Lyt med, og hør om de mange timer, der blev brugt i studiet til at forfine andre klassikere som ”Rom & Cola” og ”Minus til plus”. Hvis mellemstykke med musik af faren, Svend Asmussen, og Claus selv, han har et helt specielt forhold til.
– Er det rigtigt, at SBDs første plader blev indspillet på Danmarks første ottespors båndoptager?
– Hvorfor lyder Asmussens dobbelte solo på “Krig og fred” – som, ja, krig uden fred?
– Hvorfor blev SBD’s studie i Kbh. K kaldt “en schweizisk bank”.
– Hvor hentede Shu-Bi-Dua deres inspiration?
– Hvordan var deres arbejdsproces?
– Hvorfor stoppede Claus Asmussen i Shu-Bi-Dua i 2005, da bandet udsendte H.C. Andersen 200 års albummet.
– Hvorfor stopper Asmussen og den anden gamle SDB-kæmpe, Willy Pedersen, nu i Shubberne?
– Hvem har kaldt Shu-Bi-Duas plader de bedste westcoast rock-plader, produceret udenfor USA?
– Hvilke SBD-numre er hyldestnumre til Kim Larsen?
– Er det rigtigt, at det er Claus selv, der spiller guitaren på Jarl Friis-Mikkelsens SBD-parodi med Kester, “Bare man kan logre”.
Disse og mange andre spørgsmål bliver besvaret.
Shu-Bi-DuaClaus AsmussenMichael HardingerMichael BundesenShubberne
