Søren Kragh-Jacobsen – Fra Mona til Tranedans i 2023 – nye sange om et levet liv

Søren Kragh-Jacobsen – Fra Mona til Tranedans i 2023 – nye sange om et levet liv

Søren Kragh-Jacobsens ikoniske – og her giver ordet mening – værker, sangene ”Kender du det” og ”Hej Claus” og filmen ”Vil du se min se min smukke navle” er blevet en form for sindsbilleder for flere generationer.

“Jeg har det godt med hende Mona. Hun har været min flittigst brugte sang. Jeg har det ikke spor dårligt med den, og det har jeg faktisk aldrig haft. Det eneste, der trækker søm ud i dag, er, at det jo er som at løbe en maraton at synge den. Jeg kan aldrig huske mine tekster, men lige med Mona har jeg det, som Otto Brandenburg havde det. Han affotograferede en side, og så kunne han huske den”,” siger Søren Kragh-Jacobsen.

Især Dogme-filmen, “Mifunes sidste sang” manifesterede Kragh-Jacobsen som international instruktør.

“Jeg synes, det er lidt korrumperende at have masser af succes. Jeg synes, jeg blev drevet rundt i verden i årene efter Dogme på presseture og den slags. Kørte limousiner og vandt Sølvbjørn i Berlin. På en eller anden måde begrænsede det min kreativitet.”

Han fortæller ærligt og humoristisk om sine to spor som hhv. filmmager og musiker, om inspirationen, musikalsk og fra alt det, der foregår omkring ham, musikkollektivet i Sjöryden i Sverige, naturen, rejser, sit private liv.

I har været r..forkælede

Det nye, aktuelle album, ”Tranedans” sange, er, som POV.Internationals Henning Høeg skriver: “Sange, der handler om alt det, 76-årige Kragh-Jacobsen går rundt og tænker på – alder, kærlighed, ensomhed, lykke og øjeblikkets magi.”

Der er bl.a. en sang til hans egen generation, der gennem de seneste fire-fem årtier ofte er stået for skud – ofte under overskriften: “I har været r..forkælede”.

”Jeg har ofte hørt, at min generation har fået det hele forærende. At vi har været utroligt heldige. Jeg synes, vi fortjente en sang, der en lille smule handler om, at vi sgu godt han ranke ryggen, når vi en gang stiger ned fra den store scene. Det er en hyldest til min generation.”
Lyt her til samtalen mellem to mænd, hvis stemmer for længst har været i overgang:

Om Søren Kragh-Jacobsen – fra dfi.dk:

Hans to første spillefilm ‘Vil du se min smukke navle?’ (1978) og den prisbelønnede ‘Gummi Tarzan’ (1981) fornyede den danske børne- og ungdomsfilm med frisk fabuleren og charmerende præstationer. ‘Guldregn’ (1986 – først udsendt som tv-serie) og ‘Skyggen af Emma’ (1988) er raffineret komponerede spændingsfilm for både unge og ældre.

Kragh-Jacobsen var en af de oprindelige Dogme-brødre sammen med Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Kristian Levring. Flere af hans senere kritikerroste film handler om børn, men Dogme-filmen ‘Mifunes sidste sang’ (2000) blev den mest kendte internationalt. Filmen vandt Sølvbjørnen ved Berlinfestivalen. Også ‘Isfugle’ (1984), ‘Skagerrak’ (2003) og ‘Det som ingen ved’ (2008) handler om rodløse voksne – den sidste i thrillerform. ‘Drengene fra Sankt Petri’ (1991) er en 2. Verdenskrigshistorie om den første danske modstandsgruppe, bestående af skoledrenge. Også den engelsksprogede ‘Øen i Fuglegaden’ (1997) om en efterladt dreng i en jødisk ghetto har 2. Verdenskrig som baggrund.

I nyere tid har Kragh-Jacobsen stået bag film som ‘Det som ingen ved’ (2008), ‘I lossens time’ (2013), mens han også har været konceptuerende instruktør på DR’s dramaserie ‘Borgen’ (2010-13) og episodeinstruktør på første sæson af ‘Bedrag’ (2016).

Lyt til podcasten her:

Stream episode Søren Kragh-Jacobsen – Fra Mona til Tranedans i 2023 – nye sange om et levet liv by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

The Polices album “Synchronicity” fylder 40 – en historie om dæmoner, dybdepsykologi og rockmusik

The Polices album “Synchronicity” fylder 40 – en historie om dæmoner, dybdepsykologi og rockmusik

The Police forstod at få hitliste tilgængelig pop, dissonans, personlig fremmedgjorthed og dybdepsykologi til at hænge sammen.

”Fuck” ”Off” ”You” ”Cunt” stod der på Copelands fire tam-tammer (trommer). På den måde var det let for ham at forestille sig, at han hamrede løs på Sting, når han slog på sine trommer. Ja, det slog gnister, når The Police spillede og indspillede.
0-
”Det var måske The Polices største succes – at de havde det så svært med hinanden, at deres spændinger udløste nogle fantastiske plader. Og det mest anspændte af dem var “Synchronicity”, fordi det var det mest uafklarede. Det er en psykologisk rejse ned ikke bare i en enkelt persons bevidsthed – men også for at se, om der fandtes noget fælles kollektivt ubevidst, der kan holdes os sammen på et tidspunkt, hvor alt var splittet.”

I podcasten fortælles historien om Gordon Sumners, Stewart Copeland og Andy Summers trio. Efter Summer havde erstattet den oprindelige guitarist, korsikaneren Henri Padovani.

Musikerne havde baggrund i pomprock, psykedelisk rock, folk og jazz, men begyndte at spille new wave – på falske forudsætninger.

“Med ”falske forudsætninger” menes, at gruppen, alders- og miljømæssigt intet har med punken at gøre. De bliver også derfor ugleset af de autentiske punkbands,” siger Thomas Ulrik Larsen i podcasten.

”Selvom der er knald på, selvom der er baglæns rytmer, er der også en litterat og en stor tænker inde i The Police,” siger han.

I podcasten inviterer Thomas lytteren ind i The Polices øverum. Hvad var det, der skabte den evigt fornemmelse af kant og uro i deres musik.

“Jeg kan ikke komme i tanke om et eneste langsomt Police-nummer. Der er en konstant uro, rastløshed og hyppig dissonans i deres musik. Som i høj grad var motiveret i Stings kroniske flugt fra sin dysfunktionelle arbejderklassebaggrund.”

Hvad var gruppens vision. Hvem skrev musikken – hvor kom reggae-inspirationen fra. Hvad med Stings sang, der, som Thomas siger, især i begyndelsen lød som Mickey Mouse i et ondt lune. Hvordan opstod kommende klassikere som ”Roxanne”, ”Message in a Bottle”, ”So Lonely”, ”Can’t Stand Losing You”?

The Police var jaget vildt i den engelske musikpresse – og blandt musikere.

”Man skal ikke underkende at mange af de musikere, der har street credibility har fået deres instrumenter af mor og far. VI andre har måttet arbejde for føden, som Stewart Copeland har sagt. The Police havde en professionel selvsikkerhed,” siger Thomas Ulrik Larsen.

Han går i dybden med “Synchronicity” og fortæller om inspirationen fra især den skoledannende psykolog C.G. Jungs teori om det kollektive ubevidste – og forfatteren Arther Koestler.

“Synchronicity” er et album med mange, mange lag.

Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden

Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden

Desuden er der nærmest en lille podcast i podcasten – en samtale om Carole Kings album “Tapestry”.

Ja, det er feministiske sange, men så alligevel måske ikke sådan 100 pct. Som ofte med Anne Dorte Michelsen er de sunget både med tongue in cheek og med dyb alvor. Hvilket er Michelsens særkende.

”Vreden er destruktiv og kan gøre dig ensom, men ikke desto mindre er det befriende, berettiget og nødvendigt at udtryk for sin vrede. Som menneske skal man finde ud af, hvor man skal finde nødudgangen, ellers bliver man spist af sin vrede,” siger Anne Dorte Michelsen, og fortsætter.

”Det er sådan noget, man som kvinde har fået tudet ørerne fulde af: hvis du viser denne her vrede, hvis du viser de her følelser, så er du bare ikke sexet. Rødstrømperne var bare IKKE sexede. Det er jo sådan, man har plaffet kvindebevægelsen ned. De går med lilla ble, de har hængepatter. Det er en form for mobning, men det er også en magtkamp,”

I årene mellem 1979 og udsendte Tøsedrengene seks album og et hav af singler. Man kan sige, at Anne Dorte Michelsen og fx kollegaen Elisabeth tog den videre fra det fundament, som bl.a. Shit & Chanel, Trille og Hos Anna skabte i 70erne. Sangtekster med et kvindeligt perspektiv. Som Michelsen også har videreført i cabaretgruppen Venter på far.

Hør podcasten her:

Stream episode Anne Dorte Michelsen: Jeg står ved min vrede – men ingen kan kæmpe hele tiden by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Det gav en del knubs i det meget testoteronfyldte mandlige anmelderkorps.
”Det var hårdt,” siger Anne Dorte i podcasten, der dog både som solist og medlem af Tøsedrengene kunne varme sig ved et enormt pladesalg og den ene succes efter den anden.

Podcasten handler også om, som i et par af de bedste sange på “Thumbs Up” – om at omfavne, at livet blev det, som det blev og er. Det er okay, det er godt nok

“Efter en lang periode med mange bryderier og mange mørke stunder og fortvivlelse og utilfredshed med min egen manglende evne til at håndtere ting i tilværelsen, som er kommet imod mig, og som jeg ville ønske, at jeg havde kunnet gribe anderledes an. Men det kunne jeg ikke. Så bliver det sang om det utroligt smertefulde med, at man hele tidens synes, at man burde kunne gøre det bedre. Det her optimeringsvanvid.”

Og det handler om som plus 60-årig at lytte til yngre generationer og samtidig sige fra, når man ikke synes, at man personligt kan tage det kollektive ansvar for klimakrisen. Som hun – igen med et glimt i øjet – synger:

“Jeg har hørt, I kalder mig for boomer, jeg aner ikke, hvad det er. Jeg fatter ikke jeres humor. Og lytter ikke så meget mere. Jeg kører bilen i garage og skænker mig et glas bordeaux. Jeg hører I kalder mig for boomer. Jeg lærte kun at riste runer, og det er der ingen fremtid i.”

I podcasten taler Anne Dorte Michelsen og Jan Eriksen desuden om …

– Anne Dortes og Maria Bramsens comeback i duoen Michelsen og Bramsen, hvor de synger de gamle sange.
– inspirationen fra Anne Linnet og Holger Laumann, dengang Michelsen som 13-årig drømte om selv at komme til at stå på scenen.
– samarbejdet med Poul Bruun og Billy Cross.
– noget så eksotisk som lykkelige sange.
– den bizarre begejstring for Barry Manilows “Mandy”.

Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause

Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause

Også han har holdt en længere pause – en album pause. Faktisk har han ikke udgivet en plade siden 2009. Han har overvundet gigtproblemer, men er nu fit for fight og aktuel med “Big Boss Man”, opkaldt efter et af de numre, der var med til at give Elvis Presley et comeback i 1968.
Flere numre på den nye plade er inspireret af Cash’s “American Recordings”-plader. Bl.a. en flot version af Tina Dickows “Someone You Love”.

Henning og Jan taler om Stærks sanglærer Elvis Presley, der lærte ham at synge i barndomshjemmet i Holstebro. Om den første koncert, hvor Stærk sang iført en nyindkøbt Stones-trøje (rullekravebluse). Og om drømmen om at undslippe Holstebro, der resulterede i ”flugten” til Aarhus, hvor han til sin overraskelse bestod første år på jurastudiet, indtil der blev fuldt fokus på musikken.

De taler om de første pionerdage med pigtrådsmusik, og miljøet i Aarhus, hvor musikere som Lars Hybel, Lars Muhl, Per Frost, Georg Olesen, Lis Sørensen og Hans Erik Lerchenfeldt spillede og jammede sammen på byens scener.

Inden Stærk for alvor blev solist i 1982, var der årene med Jackie Boo Flight, Spillemændene og Gnags, der havde brug for en en “anden-trommeslager” model Allman Brothers.

Gennem de sidste 40 år har Stærk etableret sig som en af landets bedste fortolkere af den klassiske, autentiske rockmusik, country og soul. Og han har arbejdet sammen med producere som Mike Vernon (som bl.a. producerede en legendariske John Mayall & The Bluesbreakers plade med Eric Clapton i 1966) og Joe Hardy (ZZ Top).

Det har ført til hits som signatur americana-sangen, Poul Krebs ”Sweatheart” og Niels Maatofts ”Tender Care – Tender Touch” og fortolkninger af bl.a ”Fire”, ”Switchboard Susan”, ”Hard to Handle” og ”Heart of Gold”.

Der er nørdesnak om bl.a. Johnny Cash (som Stærk har mødt en enkelt gang), Hank Williams, Maetoft, Micky Jupp, Kris Kristofferson, John Prine og Elvis gamle samarbejdspartnere, gospelkoret The Jordanaires, som medvirker på flere Stærk-numre på “Dreams to Remember”, der blev en kæmpe kommerciel succes.

”Det var en overraskelse, at det blev et gennembrud. Det var et resultat af mange tilfældigheder, en af dem, at The Jordanaires kom til at synge kor, som var et stort historisk vingesus for mig. Fordi jeg er gammel Elvis-fan. Da vi hørte det kor, de lagde på, kunne vi bare høre, hold kæft hvor lyder det svinefedt, det her,” siger Henning Stærk blandt meget andet.

 

Lyt til podcasten her:

Stream episode Still going Strong – Rockveteranen Henning Stærk er tilbage efter 14 års albumpause by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker

Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker

Denne POVcast består af fire kapitler eller sekvenser, alle med læge, professor og musiker Michael Krogsgaard i hovedrollen. Det er historiefortælling med visse elementer af nørderi.

69-årige Michael Krogsgaard er aktuel med albummet ”Ready For Fun”. Gennem de sidste godt og vel 40 år har han vekslet mellem sit arbejde som læge og arbejdet som Bob Dylan dokumentarist med tre bogudgivelser på sit CV. I dag regnes han for en af de førende Dylan-eksperter i verden. Hvilket siger en del. Der er mange dylanologer derude.

Helt eksklusivt har han over en tiårig periode haft mulighed for at begrave sig i tusindvis af Bob-arkivalier i en nedlagt bunker nær Woodstock. Det blev bl.a. muligt, da Dylan og hans forretningsfører blev vred på Mariah Careys daværende mand, Tommy Mottola. Hør mere om dette og meget andet Dylan i podcasten.

Derfor tager podcasten udgangspunkt i Bob Dylans andet album, ”The Freewheeling Bob Dylan”. D. 27. maj er det præcis 60 år siden, pladen med det ikoniske cover med Dylan og hans daværende kæreste Suze Rutolo udkom – bl.a. med sange som ”A Hard Rain’s A-Gonna Fall” og ”Blowing in the Wind”.

Jan Eriksen og Michael Krogsgaard taler desuden om sidstnævntes seks år i 70’erne som ejer af pladeselskabet Hookfarm (Krogsgaard på danlish), som bl.a. udgav de første to, ikoniske C.V. Jørgensen-album, ”En stynet strejfer” og ”T-shirts, terylenebukser og gummisko” – og bl.a. også plader med Buki Yamas og Buffalo.

Det handler om samarbejdet med Carsten Jørgensen, som han hed, indtil han og Krogsgaard fandt på et mellemnavn. I podcasten taler de bl.a. om de første demooptagelser og videooptagelser med de to Lyngby-drenge, som de to optog i Krogsgaards barndomshjem ved Fortunen ved Dyrehaven. Disse optagelser eksisterer selvfølgelig stadig, og er sammen med et tidligt livealbum klar, hvis CV skulle få lyst til at dokumentere sin karriere.

Endelig handler det om sangene på Krogsgaards nye bluesrock album, og det handler om at springe ud som solist i en alder af 69.

På pladen synger han om partnervold, alderdom, Alzheimer, traficking, krigstraumer, sex og savn. Som i nummeret ”Miss You”, som er en dedikation til den nu afdøde musikjournalist og ven Jan Sneum.

Dette og meget mere i denne podcast.

Stream episode Bob Dylan, C.V. Jørgensen og Michael Krogsgaard – Dylan-eksperten springer ud som musiker by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til

.Altid har han holdt fanen højt, selvom, eller måske fordi, det indimellem har lydt som om, han var den sidste musiker i Danmark med et sikkert greb som arven fra classic rock.

Nikolaj Christensen var teenager, da han mistede sin mor. Efterfølgende måtte han til dels selv finde en vej gennem livet. Og den vej blev musikken.

”Jeg var med min far inde og tale med en vejleder på et HF-kursus, og sprugte: Er der musik? Ja, der er en times musik om ugen. Der var jeg bare sådan: forget it. Jeg har aldrig set mig tilbage.”

Fremefter var det som som at sidde “på en raket nu”- og han kom som noget ret usædvanligt til at opleve to gennembrud.

”Jeg var jo åben over for nye eventyr, totalt modig, hidsig og let antændelig. Jeg var en lille lort, jeg vejede under 60 og hvis der nogen, der sagde noget, så slog jeg til.”

Men omkring 2010 satte en mere eller mindre kronisk angst og pludselig døvhed midlertidigt Nikolaj ud på sidelinjen.

Men nu har piloten genfundet sin plads i cockpittet – og i den hvide stol i POVs podcaststudie, hvor Jan Eriksen interviewede ham.

Som altid med Nikolaj Christensen blev det til en ærlig og selvironisk snak. Om klassisk rock, inspiration, om fejl, om det brændstof, der har drevet ham, kompromisløsheden – og kompromiserne – om det, der gik godt, og de fede øjeblikke på scenen. Om fortrydelser.

Lyt med og hør mere, om:

… da Nikolaj fandt sit første band i Politikens Kom Frit Frem – og hvordan musikanmelderen Torben Bille hjalp ham videre.

… inspirationen fra John Mellencamp, Bruce Springsteen, John Hiatt, The Rolling Stones, Arne Würgler – og svenske Cornelis Wreswijk.

… dengang, trommeslageren i Nikolaj og Piloterne, Flemming Rothaus boede sammen med Guns’N’Roses – og inspirationen fra dem og Aerosmith

… dengang af Nikolajs kærester arbejdede som babysitter for Keith Richards og hans kone.

… da en rejse med to kvinder i Italien blev til en af de mange, mange sange om forsmået kærlighed.

… at “mangle sin hjerne – jeg har aldrig været særlig udspekuleret eller velovervejet. Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til”.

Lyt til podcasten her:

Stream episode Nikolaj og Piloterne er tilbage efter 13 års pause: Det eneste jeg ville, var at skrive en sang til by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud