Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet

Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet

af | nov 10, 2023 | Podcast

Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.

Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.

Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.

”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”

Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.

Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.

Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.

Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.

Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”

Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.

“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”

Hør meget mere i denne POVcast.

Stream episode Oscar Mukherjee: Som hvis det bedste fra westcoast, sydstats- og indierock blev forenet. by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst

Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst

af | okt 24, 2023 | Podcast

”Happy Ever After” udkom i 1992, så det er 30 års jubilæumskoncerter med en smule forsinkelse. Det er det mest solgte Gangway-album overhovedet og det afstedkom efterfølgende hele fire DMA-priser.
Podcasten handler først og fremmest om ”Happy Ever After”, som i øvrigt har taget navn efter en Beatles-tekst, men Jan og Henrik kommer også omkring et par andre temaer, ikke mindst kæmpehittet ”My Girl and Me” – hvor det kom fra, hvad der inspirerede? F.eks. Monty Pythons ”Lumberjack Song”.
Det samme gælder et andet af Gangways store hits, “Mountain Song” fra ”Happy Ever After”, hvor vi kommer omkring pentatone musik, den russiske komponist Modest Musorgskij og engelsk krigsmusik.
”Hvordan det blev til en popsang? Det er meget svært at svare på,” siger Balling.
I det hele taget handler det om den kunstneriske proces og inspiration – som dengang i 1992 foregik på en af de første Akai samplere og en Atari computer. Og om teksterne.
“Jeg vil helst ikke have, at der kun er et narrativ. Hvis noget ser forfærdeligt ud, så kan jeg godt lide at skrive om noget, der er positivt ved, at det ser forfærdeligt ud.”
”Happy Ever After” blev indspillet i sommeren 1992, samtidig med, at Gangway-medlemmerne kunne sidde i et studie ved Trianglen og høre jublen – når Danmark scorede under fodbold-EM – fra tilskuerne ved storskærmsarrangementer i Fælledparken.
Gangway stoppede oprindelig i 1998 efter at have udsendt syv album. I 2017 blev de gendannet for en turne, nu som en gruppe med seks medlemmer. Og i 2019 udkom albummet ”Whatever It Is”.
I dag består Gangway af Allan Jensen på sang, Henrik Balling, guitar, Torben Johansen, keyboards og guitar, Janus Nevel, trommer, René Thaulund, keyboards og synthesizere og Carl-Eriks Riestra på bas og synthesizer.
I denne POVcast handler det bl.a. om:
– heavyrockguitaristen, der skulle blive det første og sidste egentlige idol i dengang tolvårige Ballings liv. ”Han var en halvgud for mig. Han var et overmenneske.”
– at komme overens med og blive ven med sin angst. Og skrive en sang om det.
– hvad er det egentlig er med den der fede coda i ”Didn’t I Make You Laugh”: ”I Hope to God that no one will be late on 21st of May”.
– filmmusik – der altid været et vist filmisk præg i Gangways musik.
– sammenligningen i begyndelsen med The Smiths: ”Der, hvor The Smiths havde en indflydelse, var, at da vi startede var vi inspirerede af den mørke indiemusik som Siouxsie and the Banshees, Joy Division og det første The Cure – men The Smiths og The Cure efter ”The Lovecats” var med til at skubbe os i en lysere retning.”
– valget af Katie Dahlstrom som lydtekniker på ”Happy Ever After”. Som havde stor betydning mht. at rydde op i tracks’ne.
– samarbejdet med Anders Koppel på ”Happy Ever After”.
– hvad det er med den sære baggrundslyd af fransk café på nummeret “Manic Days?” Det husker Henrik ikke. Måske graver han og Jan sig frem til en løsning.
Dette og alt muligt andet i denne POVcast:

Stream episode Gangways Henrik Balling: 30 år med “Happy Ever After” – Det meste har været tilfældigt og ubevidst by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk

Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk

af | okt 6, 2023 | Podcast

Siden har der ikke været den store medieopmærksomhed omkring Bo Evers – men nu er han altså aktuel med nyt album, ‘Liv’, og en turné. Efter han i fem-seks år har turneret landet tyndt med orkestret Gypsy Vendetta og Pyskow med roots versioner af sine sange.
Bo Evers udtryk er flettet sammen af impulser fra svensk visetradition, jazz, folk, world music, roots, klassisk dansk sangskriverrock som Sebastian.

Han har ligefrem fået det blå stempel af statsminister Mette Frederiksen.

”Jeg er stor fan. Vi kan ligeså godt få det på plads med det samme. Jeg kan godt li’ den lidt mærkelige kombination af noget meget enkelt og så i virkeligheden det helt modsatte,” har hun sagt i radioprogrammet Diva og Dario.

“Jeg er vokset til at acceptere min stemme, som den er. Jeg havde en ven, der er showmand på en helt anden måde end mig. Han fik lokket mig med i en musicalforening, hvor alle havde store stemmer. Det var svært at stå der og føle, at min kvækkende stemme var noget, man skulle satse på. Hvis man ikke kan lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk.”

Siden har Evers udviklet et udtryk som ingen andre, hvor ærlighed er udgangspunktet. Derfor er de fleste af hans tekster meget direkte.
Ikke mindst de tekster, der handler om liderlighed og sex. Og dem er der en del af.

”Det er en bestræbelse på at være så ærlig som muligt. At tage paraderne ned. En god sang skal vække følelser, og hvis man skal være 100 pct ærlig, skal man være ærlig på hele registret,” siger han, men erkender at der også kan være dilemmaer.

Jan og Bo taler om at balancere humor og alvor – flere af sangene på ‘Liv’ har et mørke og dybde under humoren.

Og de taler om Christiania, der i årevis har fyldt en hel del i Evers liv. Han og hans band medvirker med ‘Balladen om staden’ på pladen ‘Christiania – stik dem en plade’, der udkom i 2020.

”Jeg har fået nuanceret mit syn på Christiania med de seneste ting der er sket i ”gaden”. Man må konstatere, at nogle af dem, der står og sælger i gaden, der ikke er byens bedste børn. Det er ikke en støttesang til gangstere, det er en støttesang til Christiania – ideen om at lave et kreativt samfund er ekstremt god,” siger han.

De taler også om den – igen – originale, ligefrem søde sang ‘Mor’ fra det nye album.

Og så er der sangen ‘Alt det der’, der prøver at indgyde lidt optimisme i hverdagen, mens vi ser de voldsomme klimaforandringer omkring os. Som han synger:

“For verden er som verden er og enden nær og alt det der men vi kan klare mer’ for ellers var vi ikke her”.

Dette og meget mere i denne POVcast.

Stream episode Bo Evers: Kan man ikke lyde som de andre, kan man i det mindste udvikle sit eget udtryk by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os

Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os

af | sep 24, 2023 | Podcast

I bogen beskriver Beckerlee sit liv som menneske og en kunstner, der for alvor så lyset, da han hørte Louis Armstrongs ”Basin Street Blues”. I mange år udtrykte han sig som jazzmusiker, indtil han som så mange andre så hørte Jimi Hendrix. Overskriften var abstrakt ekspressionisme – som jazzsaxofonist, maler og skulptør.
”Der var en stor jazzscene i Danmark dengang. Der var mange mennesker i Montmarte, men så kom tidspunktet, hvor Beatles og Stones kom ind i billedet. Så var der mange, der røg over til den form for musik. Så der blev ret ensomt inde i Montmarte efterhånden,” siger Beckerlee i POVcasten.
Rockmusikken eksploderede i 50erne, men kom først til Franz senere i slutningen af 60erne.
”Vi hørte dog lidt Elvis til vores andendagsgilder efter konfirmationerne – så skulle der jo danses med damerne, og der var Elvis godt.”
Selvfølgelig taler vi også om Gasolin’ og fascinationen af USA, specielt New York. Allerede under sit første ophold i The Big Apple tog tennisspiller og musiker Torben Ulrich Beckerlee til sig, og blev en form for mentor i begyndelsen.
Eriksen og Beckerlee forsøger at tage en tanketur tilbage til Gasolin’s øverum for at nærme sig en forklaring på, hvad det var, Gasolin’ havde, der skulle gøre dem til det største danske rockband – som mange stadig anser dem for at være.
”Vi troede på os selv. Vi øvede hver eneste dag. Vi stod op, sent på formiddagen. Så spiste vi frokost. Så gik vi ned spillede hele eftermiddagen. Så gik vi hjem og spiste aftensmad, og så øvede vi hele aftenen, indtil vi kunne nå den sidste øl på Eiffel Bar, inden vi hjem i seng – på et tidspunkt måtte det komme ud af knappehullerne. Det virkede næsten som om, at det var forudbestemt,” siger Beckerlee.
Man kan ikke tale Gasolin’ uden at tale om deres producer på flere album, Roy Thomas Baker.
”Det er lige til at blive overtroisk af at tænke på, at vi havde samme producer som Queen – samme producer som manden, der producerede “Bohemian Rhapsody,” siger Beckerlee.
Roy Thomas Bakers betydning for de fire christianshavnere kan ikke overdrives, selvom Gasolin’s pladeboss Poul Bruun stod klar i kulissen.
”Poul så jo helst selv at det var ham, der fik lov til at være i studiet, jeg er da lykkelig for, at vi havde Roy,” siger Franz Beckerlee.
Det handler også om
– inspiration. F.eks. om et nummer, der er direkte inspireret af Gasolin’s møde med Ramones.
– millionbeløbet , Roskilde Festivalen tilbød Gasolin for et comeback. Og som de sagde nej til.
– Beckerlees andel i Kim Larsens hitalbum ”Midt om natten”.
– kampene med Lone Kellermann i Christianshavns Blues Band.
Dette og meget mere i denne POVcast.

Stream episode Franz Beckerlee: Alle os, der sad skævt på potten, får den der trang til at udtrykke os by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

The first lady of danish country – Tamra Rosanes fejrer 50 årsjubilæum

The first lady of danish country – Tamra Rosanes fejrer 50 årsjubilæum

af | sep 9, 2023 | Podcast

På ”New Better Day”, der er indspillet på Samsø, i København og Nashville, bevæger den danske first lady of country sig gennem forskellige genrer indenfor countrymusikken.

For fire et halvt år siden optog Rosanes og Jan Eriksen en POVCast, der handler om hele hendes dengang 45 år lange karriere. Find den på medianomusic.nu, Soundcloud eller din foretrukne podcast platform.

I denne omgang handler det især om New Better Day og Tamras baggrund og virke som countrymusiker.

POVcasten sætter fokus på et forholdsvis ufortalt kapitel i hendes karriere og udvikling fra folke- og popmusiker til countrymusiker – de talrige rejser til Nashville. Hvordan hun for godt og vel 35 år siden blev taget under vingerne af en gruppe musikere med udgangspunkt i studiet The Cowboy Arms Hotel And Recording Spa.

Det gælder især studieejeren Jack Clement. Bare for at sætte ham i perspektiv, var det ham, der i 1954 inviterede Elvis Presley på scenen i klubben Eagles Nest i Memphis – mindre end en måned efter “That’s All Right” var udkommet. En af Elvis allerførste optrædender.

Det var Charles Cochran, der bl.a. en periode arbejdede tæt sammen med Neil Young, guitarist m.m. Marty Stuart, trommeslager Kenny Malone, guitarist Chris Leuzinger og lydtekniker Dave Ferguson. Ferguson var blandt meget andet tekniker på og stod for mixning af Johnny Cash American Recordings plader.

Bl.a. er der er et nummer, ”Wrong Road Again”, på Tamra Rosanes nye plade, indspillet for godt og vel 30 år siden med Marty Stuart på guitar. Vi taler en smule om den fantastiske koncert, Stuart og band sommeren 2022 gav i Gimle, Roskilde.

”Jeg blev accepteret som en pige, ligemand, en del af familien,” siger Tamra om de garvede countrymusikere omkring Jack Clement, som hun lærte at kende for tre-fire årtier siden,” siger Rosanes, der siden har rejst flere gange om året til Nashville.

”Det var fantastisk, fordi jeg følte mig ikke som en flue på væggen, men som en del af dem. Det var det, der var så godt, for så fik jeg noget selvtillid, der gjorde, at jeg kunne komme tilbage til Danmark og vide, at jeg havde kunne præsentere noget countrymusik, der var ægte.”

Tamra Rosanes rolle som ambassadør for countrymusik i Danmark er indiskutabel. I dag er der en ganske stor rootsscene her i landet. Og det glæder Tamra.

”Det blomstrer, og det er virkelig, virkelig godt. Okay, ikke for at blære mig, men jeg er amerikaner, så det må man godt … men jeg er også dansker, så jeg skal passe på. Steffen Mørk (Nashville Songwriters Festival) har fortalt nogle af dem fra Nashville om min karriere, og at country er mere accepteret i Danmark nu. Og så har de takket mig.”

På det nye album er der sange som Tamras (delvis) egne “A Lot of Honky Tonky to Catch Up On”, “Love Love Love Love Love Love”, “Rusty Old Arrow” og Townes Van Zandts “The Catfish Song”.

”Rusty Old Arrow” er en meget personlig sang. Jeg ville gerne skrive en autobiografisk sang. Jeg tog afsted fra USA som 19-årig og forlod alt, fordi jeg var blevet forelsket i en dansker. Sangen handler om de mange udfordringer, man møder undervejs. Jeg tror, at en af grundene til at jeg kan holde 50 årsjubilæum er, at jeg har optimisme og positivitet.”

Efter 12.20 er der et medley med direkte og indirekte bidrag af nogle af de musikere og teknikere, der blev Rosanes mentorer i Nashville.

Marty Stuart: The Whiskey ain’t Working
Cowboy Jack Clement: Beautiful Dreamer
John Prine: Sweet Revenge – trommer Kenny Malone
U2: Angel of Harlem – lydteknikere Jack Clement og Dave Fergusson
Johnny Cash: Would You Lay With Me (On a Field of Stone) – lydteknik Fergusson

Lyt til podcasten her:

Stream episode The first lady of danish country – Tamra Rosanes fejrer 50 årsjubilæum by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud

Husker du Me, She & Her? Den danske souldiva, Susanne Ørums 20 år lange kamp for sit album – nu udkommer det

Husker du Me, She & Her? Den danske souldiva, Susanne Ørums 20 år lange kamp for sit album – nu udkommer det

af | sep 4, 2023 | Podcast

I 1995 brød Susanne (dengang Marcussen) sammen med Trille Palsgaard og Pernille Dan igennem under navnet Me, She & Her med “I Count the Minutes”. I halvandet år var de her, der og alle vegne, og så var det slut. Siden har Susanne Ørum udsendt musik alene og sammen med andre, produceret for andre, etableret hele fem kor – og nu er hun altså langt om længe klar med sit album ”Get Real”.
”Me, She and Her gav en masse helt ubeskriveligt gode oplevelser,” siger hun i POVcasten om den nærmest surreelle periode medio halvfemserne.
”Vi vandt grammyer indenfor de første fire måneder. De spillede jo ”I Count the Minutes” i radioen hver eneste dag. Det gør de stadig indimellem. Vi var i gang med plade nr. to, da, tror jeg, det gik op for os, at vi alligevel var mere forskellige, end vi havde troet. I hvert fald følte jeg, at de andre ville andet end det koncept, jeg var hevet ind i. Den ene måske mere rocket, den anden mere jazzet. Jeg skulle lige sluge det – men selvfølgelig måtte jeg respektere, hvad der var det rigtige for dem. Jeg står jo selv på mit eget,” siger Susanne Ørum.
Siden har hun forfulgt barndomsdrømmen om at arbejde som sanger. Stædigt har hun som solist fastholdt sit udgangspunkt i soul, gospel og jazz, selvom det ikke er kommercielt gangbare genrer i Danmark.
I POVcasten taler vi om de mange kunstnere, Ørum og de to andre fra Me, She & Her arbejdede sammen med i sidste halvdel af 90’erne.
Om hendes arbejde som korleder, underviser og coach, der bl.a. ført hende på scenen sammen med Mariah Carey i Royal Arena og ved en koncert i Sverige.
Om oplevelser i USA, der bl.a. første til et tilbud om en kontrakt – som hun dog takkede nej til.
”En af mine veninder spurgte mig engang, hvor i al verden, jeg ikke gjorde det. Jeg turde simpelthen ikke,” siger Susanne Ørum.
Nu udkommer albummet “Get Real” altså langt om længe. Undervejs har Ørum mødt indtil flere benspænd. En periode mistede hun sin stemme. Hun blev skilt.
”Jeg havde det, som om solen forlod månen. Hvordan kunne verden overhovedet eksistere, når det skulle ske, at jeg skulle skilles?”.
Men der har også været positive vendepunkter. Som da en kendt engelsk DJ, efter Ørum gennem ti år havde forsøgt at komme i kontakt med ham, ringede til hende.
“Jeg kan huske, at jeg stod på Hvidovre Station en kold tirsdag, og for mig var det bare en wouw, ham her radioværten ringer til mig. “Vi er vilde med din musik, du er ”ugens uundgåelige””. En mand jeg har skrevet til gennem ti år, pludselig ringer han.”
Alt dette og meget mere i denne podcast.
OBS – de fem sange i medleyet med sange, hvor Me, She & Her synger med på kor, er:
Flemming Bamse Jørgensen: “Suzanne”
Michael Learns to Rock: “I’m Gonna Be Around”
Ib Glindemann Orchestra: ”My Heart Belongs to Daddy”
Lars H.U.G: “First Love in Space”
Lis Sørensen: “Kærtegn”
Lyt til POVcasten her:

Stream episode Husker du Me, She & Her? En dansk souldivas 20 år lange kamp for sit album – nu udkommer det by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud