af Jan Have Eriksen | dec 5, 2022 | Podcast
I første omgang blev det til bloggen, bloghovederne.dk, der har kørt i fem år – og nu også bogen ”Brokhovederne”.
I den anledning har POVs Jan Eriksen, selv særligt sensitiv gamling med jævnlige anfald af grumpyness, inviteret Dorset og Bundsgaard i POVs podcaststudie til en samtale om brok, der for en god ordens skyld ikke har noget med udposninger af bughulen at gøre.
Det handler om de to blogskribenters mange hverdagsidiosynkrasier, undringer, irritationer, medmenneskers frastødende vaner, betragtninger i det hele taget om livet, som de møder det. Det er stand-up på print, causerier og dagbogsagtige notater.
”Vi er ikke brokrøve, vi er oppe i den anden afdeling. brokhoveder. Jeg synes vi kommer med konstruktiv brok, hvad enten vi gør grin med os selv, eller andre, der står i køen i Netto og fedter med kvitteringen. Det gør vi jo også selv, det er også os, der banker på vandmeloner.”
I bogen og podcasten taler de og Jan Eriksen om konsekvenserne af døgnåbningstider, den besynderlige vane med at banke på vandmeloner, Helvede på jorden i form af den tilstundende højtid, julen, og ikke mindst hadefænomenet loppemarkeder:
”At folk tror, deres eget opmagasinerede rod skulle rumme en skjult perle, der kunne blive en ppryd for et fremmed menneskes hjem. Loppemarkedet er en form analog Airbnb-ordning for pensionisters nips, hvor de kan bytte askebægeret fra Rimini-turen anno 1983 med et trææsel fra nogle andres tur til Malaga året før,” som der står i bogen.
Hvad er der galt med Loppemarkeder?
”Alt,” som Bundsgaard siger i podcasten.
Lyt og brok med i denne podcast, find den i linket:
Stream Brokhovederne – om hverdagsidiosynkrasier, irritationer og medmenneskers frastødende vaner by POV International | Listen online for free on SoundCloud
af Jan Have Eriksen | nov 21, 2022 | Podcast
Det har resulteret i albummet ”Copenhagen Skyline” med sange af Billy Cross. Dog er to af dem skrevet af Bob Dylan (den ene sammen med Helena Springs), som Cross arbejdede sammen med på albummet ”Street Legal” og den efterfølgende turne – foreviget på ”At Budukan”.
Den ene sang, ”Legionaires Disease”, har Cross før indspillet med Delta Blues Band – den anden, ”More That Flesh and Blood Can Bare”, er aldrig indspillet før.
”Der gik kun et kvarter efter, jeg bad om Bobs tilladelse til at indspillede den, før jeg fik svar,” siger Cross i podcasten.
I podcasten slås en del cirkler frem og tilbage i Cross og Dissings samarbejde. F.eks. fortæller Rasmus, at hans salig far Povl, der i sin tid blev inspireret af Dylans første plader, lige akkurat nåede at se sine sønner optræde sammen med Dylans gamle guitarist.
I denne podcast taler Jan Eriksen med Cross og Rasmus Dissing om samarbejdet, som de kalder lykkeligt. Det opstod efter Cross havde set Dissing, Dissing og Las optræde i en kirke. De taler om at skrive og indspille musik, der er trofast over den organiske rocktradition.
”Gud holdt fridag, den dag han gav mig sangstemme. Rasmus er den perfekte mand til at synge mine sange,” siger Billy Cross.
Nogle af sangene har ligget i årevis og ventet på den rette sanger. En af dem handler f.eks. om den eksistentielle ensomhed, der bebor de fleste kreative mennesker, og altså også Billy.
Og selvfølgelig handler det også om Cross og Dylan. Vidste du, at:
– B-stykket i en vis dansk rocksang, der handler om livet på den spanske sydkyst (den er ikke skrevet af Thomas Helming…) er planket fra sangen, der har lagt navn til Billy Cross’ trio, Everybody’s Talking.
– Billy Cross var en af de første overhovedet, der hørte Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Hvordan kan du høre i podcasten.
– Billy Cross sad ved siden af Dylan i en turbus, da han skrev ”Slow Train”.
Dette og meget mere i denne podcast:
Stream episode Billy Cross og Dissing, Dissing og Las: Nyt album – og en “ny”, glemt Bob Dylan-sang. by Mediano Music podcast | Listen online for free on SoundCloud
Rasmus Dissing
Rasmus Dissing udstod sin første musikalske læretid hod faderen Povl. Sammen med broderen Jonas medvirker han på flere af faderens album og på tre album under navnet Dissing, Dissing, Las og Dissing. Sideløbende dannede de sammen med Las Nissen trioen Dissing og Las. De har udgivet en håndfuld album. De seneste år har de blandt meget andet optrådt med fortolkninger af Bob Dylan-sange, på det seneste suppleret af Billy Cross. I 2022 udgav de sammen albummet ”Copenhagen Skyline” bestående af Cross-sange af Cross-sanger med Rasmus som sanger.
Billy Cross
Billy Cross begyndte som studiemusiker i USA i 1960’erne og medvirkede bl.a. på album med Sha Na Na og Topaz. Han besøgte Danmark i 1974, hvor han spillede to koncerter i København. Herefter vendte han ofte tilbage til København samtidig med, at han arbejdede sammen med Bob Dylan og Meat Loaf i USA.
I 1979 indspillede han ”No Overdubs” sammen med Delta Blues Band. Kort efter blev han fast medlem af dette band, som efter navneskifte til Delta Cross Band udgav fire albummer mere.
Han har produceret plader med C.V. Jørgensen, Johnny Madsen, Anne Dorte Michelsen, Søs Fenger, Pretty Maids, Dr. Hook, Mikael Wiehe, Björn Afzelius, Allan Olsen, Henning Stærk, Lars Lilholt, Dalton og flere endnu.
Han har udgivet tre soloalbum. Optrådt med flere bands og udgivet en kogebog og erindringsbogen, ”Så langt så godt – et liv med rock”.
af Jan Have Eriksen | nov 10, 2022 | Podcast
Efter Thomas Koppels død i 2006 er Savage Rose i høj grad blevet Najas, hendes kæreste Anders Holms og selvfølgelig Annisettes fælles projekt. Sammen med søsteren Billie Koppel har de oprettet selskabet South Harbour (aka Sydhavnen), som bl.a. udsender Najas ”Closer to the Sun”.
Så Naja Rosa fører altså faklen videre både som solist og som medlem af The Savage Rose.
Efter 16 år i USA er hun og Anders Holm flyttet hjem til Sydhavnen – sammen med deres datter Rita Uma, der nu er med ude på koncertstederne, når mor og far optræder. Endnu en cirkel, der er sluttet.
Også som sanger fører Naja Rosa depechen videre. Hun har sit eget stærke udtryk, men nu hvor chancen er der, må spørgsmålet stilles: Du har været tæt på Annisette i lidt over 40 år. Hvor kommer magien, der strømmer ud fra hendes stemme, hver gang, hun åbner munden, fra?
“Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Det er vildt, hvad den lille kvinde rummer af store ting. Hun blæser altså mig omkuld, hver gang hun åbner munden. Vi er blevet virkelig et makkerpar både i venskab og i musik og kærlighed og forældreskab,” siger Naja Koppel, der efterhånden er kommet overens med tabet af sin far for 16 år siden.
“De første mange år var han virkelig tæt på hele tiden, han kommer stadig forbi, ikke mindst i musikken, nogle gange står vi i cirklen – er det ikke ligesom om der mangler nogen, hvem er det, der mangler? Nåeh joeh, det er Thomas.”
I podcasten fortæller Naja Rosa om:
– da hun satte sig ved klaveret, som ikke havde været i brug efter Thomas Koppels død, og opdagede, at hun havde ham i sig og kunne komponere.
– samarbejdet og samværet i ”familien Savage Rose”.
– det desværre lidt underkendte album ”The Place I Call Home”, der blev til under en rejse rundt i USA stort set uden forudgående aftaler, og hvor Holm og Naja Rosa bl.a. mødte bluesmusikeren Coco Robicheaux, der var med til at sætte sit aftryk på deres album.
– en tid, hvor Naja Rosa og hendes kæreste måtte træffe nogle vigtige valg sammen for hver for sig for at kunne komme videre sammen.
– mødet med produceren Brian Batz, der har været med til skabe et nyt og anderledes, meget storladent udtryk på ”Closer to the Sun”, der trækker tråde tilbage den gospel-følelse, der altid har været i Savage Rose og samtidig er mere eller mindre 100 pct. elektronisk som på det nye album.
– de mange tanker og refleksioner, delvis som følge af en selvudviklingsproces, der ligger bag teksterne på det nye album.
Lyt til podcasten her:
Naja Rosa Koppel fører faklen videre: Vi er nødt til at tro på, at solen skinner på den anden side by Mediano Music (soundcloud.com)
af Jan Have Eriksen | nov 3, 2022 | Podcast
I Walter Beckers og Donald Fagens musikalske laboratorium skulle de komme til at skrive og indspille hits som ”Rikki Don’t Lose That Number”, ”Hey Nineteen” og ”Reeling in the Years” og dermed overskride grænsen fra kult til mainstream.
Selvom foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen nok også har en pointe, når han i denne podcast siger:
”De, der elsker Steely Dan, dyrker det meget, meget intenst – og så er der de andre 99,9 pct. Der er næsten større sandsynlighed for at være transkønnet i Danmark end fan af Steely Dan. Vi er nede i promiller.”
I podcasten taler Larsen og Jan Eriksen om Steely Dan fra den spæde begyndelse over de succesfulde 70’ere, hvor duoen/gruppen mere eller mindre godvilligt blev en del af West Coast Rock-bølgen – og deres comeback i 90erne efter en pause.
Michael McDonald
Især var der et vist slægtskab med Doobie Brothers, hvis sanger Michael McDonald også i en periode spillede og sang med Steely Dan, live og i studiet.
Thomas Ulrik Larsen og Jan Eriksen taler bl.a. om
– Steely Dan’s tekster, der bl.a skildrer mord, utroskab og ludomani og et persongalleri, der består af prostituerede, kriminelle, stofmisbrugere, seksuelle afvigere og mennesker som anden vis er kørt af sporet eller lever på kanten. Ofte med et humoristisk islæt. Hvis de ikke ironiserer over aldrende mands forhold til en yngre kvinde.
– den litterære påvirkning fra bl.a. science fiction og klassisk græsk litteratur.
– hvorfra Steely Dan hentede deres inspiration.
– det for sin tid måske paradoksale, at to intellektuelle æggehoveder som Fagen og Becker gjorde så meget ud af groove og musikkens kropslige aspekt. De arbejdede bl.a. tæt sammen med den legendariske trommeslager Bernard Purdie (Aretha Franklin, James Brown), der har lagt navn til The Purdie Shuffle.
– albummet “Gaucho”, der blandt meget andet er kendt som det første rockalbum, hvor der optræder en samplings-redigeringsmaskine til trommer, kaldet ”Wendel” – opfundet af Steely Dan’s lydtekniker.
– hvad ligger der bag Steely Dans eget udtryk om deres musik, “junk sculpture”?
Lyt til podcasten her:
50 årsjubilæum: Steely Dan’s “Can’t Buy a Thrill” – historien om to succesrige nørder by Mediano Music (soundcloud.com)
af Jan Have Eriksen | okt 29, 2022 | Podcast
Under pandemien reagerede Aura Dione lidt anderledes end så mange andre. Hun begyndte at optræde så meget som muligt – først digitalt, senere lidt på gader og stræder, på små steder. Ud af disse koncerter opstod ideen om at genindspille en stribe gamle sange i nye mere autentiske, ’pure’ versioner, hvor Auras vokal om muligt står endnu tydeligere frem end på de oprindelige.
De udkommer nu på albummet “Life of a Rainbow”. I den anledning mødte Aura Jan Eriksen i studiet.
Med udgangspunkt i “Life of a Rainbow” fortæller Aura ærligt og reflekteret om sin rejse fra debutalbummet “Columbine” til nu, 14 år senere. En rejse, der har budt på lidt af hvert – store hit med bl.a. “I Will Love You Monday”, “Song for Sophie” og “Columbine”.
Med mere end 2.600 optrædener de første år, 138 flyrejser bare et enkelt år, en flytning til Los Angeles, en meget omtalt skilsmisse – og et langt ophold på et buddhistisk kloster i Nepal, som inspirerede hende til at finde et nyt menneskeligt, spirituelt ståsted.
”Jeg gik igennem en rigtig speciel skilsmisse – jeg kom lige fra L.A. i USA og fra et jetsetliv med privatchauffør og et fuldstændig crazy liv til lige pludselig at sidde med en kuffert og se ud over dette helt anderledes sted, hvor der ikke var kontakt med nogen. Jeg tænkte, at det kunne være, at jeg kunne bruge det helt anderledes liv til at genoprette balancen. Og det sluttede da også med, at jeg flyttede ind i Klosterstræde i København og landede på begge mine ben,” siger hun bl.a.
Og som hun også siger:
“Man kan frarøve et menneske alt, men du kan ikke tage det, der er genetisk givet. Så da jeg følte, at jeg var på grænsen til ikke at vide, hvad jeg skulle i mit liv efter nogle vilde år, så var det musikken, der sagde: jeg er her stadig. Det gav mig den største power og styrke. Jeg har aldrig følt mig så rig, som da jeg opdagede, at musikken var en uudtømmelig kilde inden i mig. Selv da jeg ikke ville mig selv eller ville verden, var musikken en indre kraft. Den tanke havde jeg lyst til at give videre til verden.”
Det handler om at finde ind til kernen:
“Det er ikke mit kald at stå på scenen at synge “Geronimo” som karaokemaskine.”
Aura Dione og Jan Eriksen taler bl.a. også om:
– den i første omgang skræmmende og intimiderende oplevelse at skrive sange sammen med Rick Nowell, der har bl.a. arbejdet sammen med Madonna, Lana del Rey og Stevie Nicks.
– at søge ud om aftenen og natten i country-klubberne i Los Angeles og blive hængende sammen ”gamle mænd med skæg til navlen” og tale om mandolin og banjo.
– drømmen om at skrive en klassiker som ”Jolene”.
– at balancere sine feminine og maskuline sider.
– at finde sin indre Sound of Music på Færøerne, hvor Aura har familie og hele syv videoer til det nye album er indspillet.
– at turnere i Rusland og Kasakhstan og optræde nogle steder, som “jeg aldrig nogensinde har lyst til at optræde igen”.
af Jan Have Eriksen | okt 18, 2022 | Podcast
Den 8. oktober afholdtes der Hej Søster Fest i koncertstedet Vox Hall i Aarhus. Blandt mange andre aktiviteter er denne årligt tilbagevende festival blevet til på initiativ af Fallulah. I år optræder bl.a. Anne Linnet, AySay, Annika Aakjær og Rebecca Lou i løbet af aftenen.
Oprindelig var Hej Søster en playliste på Spotify bestående af danske kvindelige artister og bands, efter Fallulah havde set Gramex’ 2018 opgørelse af top 10-afspilninger i danske radioer. Der var ingen kvinder på den liste.
Derom og om Fallulahs markante stemme i kønsdebatten i øvrigt i musikbranchen taler hun og Jan. Og de taler om Fallulahs nyeste single “Autumn Leaves”. Helt usædvanligt udkommer den ikke på Spotify, men kan downloades fra crowdfunding platformen Patreon.
Efter uheldige erfaringer med pladebranchen har Fallulah valgt at gå sin egen vej. Som hun skriver på Patreon:
“The traditional music industry way is so dated, has a screwed up power and money balance and is sometimes even dangerous. It has killed off many artists’ love for music and creativity, which in my opnion is a tragedy.”
I podcasten uddyber hun bl.a.:
”Jeg er også sangskriver for yngre kunstere, og jeg kan se, hvor det skrøbeligt, det bliver, hvis der kommer forkerte holdninger til deres arbejde, men som de alligevel føler at de er nødt til gå nedad. Lige så snart du gør det, har du tabt dig selv – lige så snart du gør det mister du din identitet,” siger hun:
Og om det nye Patreon-initiativ:
“Igennem nogle år har jeg følt mig fjern fra mit publikum på en mærkelig måde. Min musik blev spillet i radioen, også det nyere, hvilket er vigtigt, og jeg kunne godt se at de streamede godt, men jeg fik ikke noget feedback fra folk. Men det var en mærkelig vakuumagtig fornemmelse.”
Lyt til podcasten og hør nærmere om:
– vigtigheden af rollemodeller i en ”på mange måder rådden branche”.
– Hvorfor repræsentation (det som nogle kalder kønskvotering) er så vigtig.
– opgøret med det, hun kalder, en sygelig sammenligningskultur.
– vigtigheden af musik, når samfundet er i krise.
– dengang Spice Girls invaderede Marias pigeværelse og skulle få enorm betydning for hendes voksne persona, Fallulah
– da en tidligere musik-booker gav Fallulah en offentlig undskyldning. En gestus, som hun i dag har et ambivalent forhold til.
– vigtigheden af at ære dem, der gik forrest – som fx Anne Linnet og Trille, der oprindelig udsendte singlen og albummet Hej Søster.
– inspirationskilderne, 60’er ikoner som Dusty Springfield og senere Fiona Apple og måske lidt Kate Bush.
Lyt til podcasten her:
