Det er snart seks år siden Lars H.U.G optrådte officielt for sidste gang. I 2021 udkom albummet “L.A.R.S.T H.U.G Vega Koncert” med optagelser fra koncerten. 28. og 29. marts var der så premiere på en koncertfilm baseret på samme koncert. Men selvom Lars H.U.G. er stoppet som liveperformer, er han ikke færdig som gårdsanger.
I denne samtale med Jan Eriksen tager han lytterne med helt ind i sit maskinrum og fortæller om sine arbejdsprocesser, om sine samarbejdspartnere, ikke mindst “vicesheriffen” Povl Kristian – og om, hvad der driver ham kunstnerisk – og i studiet.
H.U.G.: Karrieren gennem 45 år
Det blev også til en snak om H.U.G.s karriere, der begyndte dengang i midten af 70erne, hvor han og en flok andre fandt sammen om et par guitarer.
”Jeg forsøgte sammen med nogle andre ligestillede at få et eller andet nyt stablet på benene. Bruge guitaren til at grave dybere ned, lave noget man kunne tage ejerskab til. Noget man selv kunne identificere sig med. Mødes med åndsbeslægtede, søge at finde en vej ind i noget terræn, hvor ingen andre havde været før.”
Det blev til Kliché, der satte en ny standard for dansk rock. Og senere gik Lars H.U.G. solo med en stribe album med enorm både kunstnerisk og kommerciel succes. Det seneste, ”Ti sekunders stilhed”, udkom i 2017. Han har sågar nået at blive til leverandør til det kongelige danske hof med sangen “Mon de kan reparere dig”.
“Kim Larsen kaldte mig hofsnogen,” som han siger med et grin.
H.U.G.: En slags biografi
I dag kalder han sig Lars Haagensen og kommer også ind på sit nuværende kunstneriske arbejde. Som bl.a. er arbejdet med bogen ’Mine år med Lars H.U.G’, som er en slags biografi. Han har holdt nogle foredrag i Vartov i København om projektet.
“Jeg er stolt af den bevægelse, jeg har gjort fra 1977 til nu, og jeg synes, det er en fornøjelse og en stor æressag at kunne træde ind på Vega – og bare tælle ned 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 – tak for i aften.”
Men helt færdig som gårdsanger er Lars Haagensen ikke. Han skriver stadig sange, igen på engelsk og skal til at finde en til at hjælpe med at finpudse – om der er et nyt album på vej vides ikke. En af sangene er dog mere eller mindre klar. Et stykke af den kan du høre i podcasten.
I denne podcast fortæller Iris Gold og Dave Stewart om deres utrolige samarbejde, der udmøntede sig i albummet ”Woman” – udkommer d. 29. april.
Alle sange er skrevet i samarbejde mellem Iris og Dave. Som altid med iris Gold i den genre, hun selv kalder Hippy Hop.
Det er den forunderlige historie om et usædvanligt venskab og samarbejde mellem to generationer og musikere med vidt forskellig baggrund, musikalsk og menneskeligt.
Hør Iris Gold fortælle åbenhjertigt om sine nye sange. Bl.a. ”Thank God I’m Alive”.
”Det var en lidt hård sang at skrive. Den handler meget om ting, jeg har været igennem. Om visse forhold. Meget om min barndom. Meget det med at hylde livet og bare det at have det sådan, fuck mand, hvor er det fedt, jeg er her stadigvæk. På det seneste har min søn været syg og været indlagt på intensiv. Han har det godt igen nu, heldigvis. Men hvis jeg skal synge den live, tror jeg, at jeg vil ændre sidste linje til Thank God, You’re Alive. Jeg har aldrig tænkt over døden før. Fordi jeg ikke har elsket så meget som jeg gør ham nu.”
Det var i mødet i studiet og på græsplænen udenfor mellem Iris historier og Dave Stewarts ører, at sangene opstod.
Alle, jeg har arbejdet sammen med – fra Mick Jagger til Stevie Nicks og No Doubt. Sangene opstår hurtigt – på 15 minutter. Men det er efter en ret lang samtale. Det er lidt som at gå igennem deres følelser. På en måde er en jeg en kanal for deres følelser. Sådan har det været med mange kvindelige kunstnere i årevis. Annie Lennox i første omgang, selvfølgelig.”
Der er udsendt fire singler fra ”Woman”: ”Lover on My Own”, ”Girl Pick up Your Drum”, ”Crushed Velvet” og ”Piece of Mine”.
PS: For første gang i årevis mødes Annie Lennox og Dave Stewart snart. Den 26. juni skal de optræde i New York i forbindelse med deres optagelse i Songwriters Hall of Fame.
På spørgsmålet, om det kan føre til et samarbejde, siger Stewart: ”Hvem ved, det kunne være sjovt.”
Mange kender ham muligvis fra tv-programmerne ‘Vild med dans’ og ‘Toppen af poppen’, hvor han medvirker som medlem i Antonelli Orchestra. Han har tidligere spillet sammen med bl.a. The Savage Rose, Cæcilie Norby og Erann DD.
Jan har inviteret Jacob Gurevitsch i studiet for at tale om ’hemmelige’ verdenssucces. Gurevitsch er nemlig en af verdens mest streamede akustiske guitarister på Spotify og især YouTube – faktisk er kun få videoer med f.eks. den spanske campéon, Paco de Lucia, streamet mere end de 35 mio. gange Gurevitschs ‘Lovers in Paris’ er streamet.
Oprindelig var det jobbet som guitarist i Savage Rose, der ledte ham på sporet af den akustiske lyd af spansk flamenco. Helt præcist nummeret ’For Your Love’, der er stærkt inspireret af Rosens arbejde omkring 2000 på Costa Rica.
For at kunne spille ’For Your Love’ købte Gurevitsch en spansk guitar, øvede sig en time om dagen, rejste til Buenos Aires, Stockholm, Prag, Rio de Janeiro og lånte en lejlighed på Montmartre i Paris, hvor han skrev nummeret ’Lovers in Paris’ – der altså i dag er en verdenssucces.
Siden har Jacob Gurevitsch udsendt fire album inklusive det nyeste ‘Yellow Spaceship’, som har lokket en af de største stjerner i den spansk talende verden, Buika, til at synge med på.
Lyt med her, hvis du trænger til lyden af sommer, sydlandsk stemning, strand eller smagen af en cerveza ved caféen og følelsen af la pasión – eller bare gerne vil høre en god historie. Undervejs hylder Jan og Jacob sidstnævntes gode ven og faste samarbejdspartner, percussionisten Jacob Andersen, der døde sidste år.
Guitarist Mika Vandborg er næsten uafbrudt på turne i 2022. Først med Sanne Salomonsen sammen med makkeren fra Electric Guitars, Søren Andersen, derefter alene med Electric Guitars – og senere alene som solist.
Men selvom hans datter en gang mente, at han sang som ”en doven, død fisk”, er der absolut ingen sløvhed over Mika Vandborg, der også har fundet tid til at udsende albummet ”Den danske”.
Om det nye album og karrieren, der begyndte, da niårige Mika hørte Jimi Hendrix i radioen og fik en åbenbaring, taler den uhyre veloplagte guitarist om i denne podcast.
Solen skinnede, og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, “hold kæft, hvor jeg elsker Danmark” … Det er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land
Det handler om årene som lærling hos ”den gamle rystefanden”, Peter A.G. Nielsen – “han har lært mig alt” – parallelt med guitarlir i Electric Guitars frem mod det nye album, der bl.a. blev anmeldt i Gaffa med fem stjerner og overskriften “Vandborgs voksenunivers er (ve)modigt og umanerligt godt skruet sammen”.
Sammen med Electric Guitars har Vandborg bl.a. udgivet det nu ikoniske helte-hyldestnummer ”Hero of Mine” med medvirken af guitarister som Franz Beckerlee, Jacob Binzer, Billy Cross, Aske Jacoby, Jens Runge, Poul Halberg og Tim Christensen.
Hør i podcasten, hvilken af de ti solister, Mika Vandborg synes, er den fedeste – og fortæl det i øvrigt ikke til de andre ni.
Mika Vandborg i en tåge af vin og gin
Han afslører også sin værste og bedste udenlandske koncertoplevelse. Den ene foregik i en tåge af gin og vin, den anden i Jim Morrisons fodspor.
På sit nye album høres Mika Vandborg i et lidt mere afdæmpet udtryk, end man kender ham fra Electric Guitars bl.a. med en uforbeholden hyldestsang til Danmark inspireret af en løbetur ved Århus Å.
“Solen skinnede, og jeg blev simpelthen bare så glad for at bo i Danmark. Jeg fik sådan en, “hold kæft, hvor jeg elsker Danmark” … Der er en naiv kærlighed: Hvor er der fedt her. Nogle gange glemmer vi, at vi bor i verdens fedeste land. Om nogen har jeg som musiker og som så mange andre lidt under Corona. Men prøv at tænke på mine kolleger i USA og Australien, der intet har i dag.”
Men det er ikke bare lun luft og lysegrøn himmel på albummet: Det indeholder også en protestsang, “Booker Blues”, der som noget usædvanligt er rettet mod Vandborgs egen branche.
”Vi er en flok hippier, der løber rundt i det mest ultraliberalistiske erhverv i verden. Sangen er opstået ud af mange år i en branche, hvor jeg f.eks. har stået i WigWam (koncertturné, der krakkede og trak et hav af musikere med i faldet) med en mand, som kostede Gnags flere millioner, og som i retssagen sagde, “jeg er færdig, jeg kommer aldrig tilbage”. Og flere år senere står han med Lukas Graham og er tilbage, og vi andre har tabt årslønningerne.”
“På den anden side elsker jeg jo mit job og kunne ikke tænke mig at lave andet.”
På sin vis begyndte Mathilde Falchs karriere allerede, da hun som lille var på turne med sin far, Michael, og mærkede stemningen on the road. Eller den begyndte, da hun opdagede, hvad det at skrive sange kunne gøre for hende efter en sort periode med en indlæggelse, hvor hun var tæt på at sulte sig ihjel.
”Min livslyst kom tilbage gennem at skrive. Min sangskrivning hænger 100 pct sammen med, at jeg gerne vil leve,” siger hun i podcasten.
Siden har Mathilde Falch skrevet 100 pct. transparente sange. Det kan ikke være anderledes – selvom det kan have sin pris. For kampen for respekt er fyldt med modstand.
Jeg har spillet i rigtig mange år for få mennesker. Det kan ske, at man kan føle sig latterliggjort eller til grin. Hvor folk i salen dårligt nok gad at vende sig om for at kigge på mig. Jeg har gjort det til en drivkraft. Jeg skal kraftstejleme nok få ham der til at vende sig om og kigge.”
I podcasten tager Falch og Eriksen en vandring gennem hendes karriere, der begyndte med singlen “Måske om fem år” og foreløbig kulminerede med albummet ”Solen brænder” – og en lang turne, som fortsætter ind i 2022.’
Mathilde Falch om:
– at føle sig latterliggjort i begyndelsen af karrieren.
– hvorfor glæden ved at lyden af publikums klapsalver ikke må blive vigtigere end besværet med at smøre madpakker.
– kunsten at lære at leve med misbrugsdæmonen på skulderen.
– hvorfor de mange koncerter på små steder aldrig bliver større end den drøm, Mathilde Falch ikke har om Royal Arena.
– at føle sig allermest hjemme på landevejen på turne.
– hvorfor hun eller hendes musikere helst skal have grædt mindst en gang, inden de når Storebæltsbroen
– hvad Mathilde fik ud af at arbejde på en genbrugsstation.
– om at møde musikbranchens fordomme hende som ung kvinde og sin fars datter.
– kampen mod misbruget.
– misbrugets natur og misbruget og kunstens indbyrdes afhængighed og inspiration, og hvorfor det kan være svært at være i sig selv, hvis utilpassetheden ikke dulmes med alkohol eller stoffer.
– at fester i dag som ædru alkoholiker er sjovere, end da hun drak.
– at drømme sig væk til et andet liv med en anden mand og vide, at det er og bliver en fantasi.
Vidste du, at han som eneste dansker har optrådt for i alt 200 mio. pakistanere? Eller at han arbejdet sammen med en producer, der sad med ved knapperne, da Bob Dylan indspillede “Time Out of Mind” og R.E.M.s “Automatic For the People”.
Stephan Grabowski begyndte for alvor sin karriere i Lars H.U.G. and the Zombies, der var et af firserne tre mest efterspurgte danske live-bands, han var med i Love Shop i begyndelsen, og han havde et årelangt venskab og samarbejde med salig Hilmer Hassig og Henrik Hall.
Senere har han produceret og indspillet et hav af plader, bl.a. med Elisabeth, Marianne van Toornburg og Nanna. Men der, hvor Grabowskis historie for alvor bliver spændende, er i beskrivelsen af dengang, hans musikalske nysgerrighed uden forudgående aftaler bragte ham i armene på en af Indiens mest efterspurgte producere.
Det er historien om at dumpe ned i sindstilstanden, som han siger, Mumbai med 24 mio. indbyggere uden meget andet end musikalsk nysgerrighed og dedikation i kufferten.
En musikalsk opdagelsesrejse der på sin vis begyndte, da han og en kæreste i 1993 oplevede musikken som frisættende kraft under et technoparti i Goa i Inden.
Siden har Grabowski indspillet plader, hvor rock’n’roll, techno og indisk raga fusioneres ligesom han det seneste tiår har udsendte tre album med sin dansk-pakistanske Sufi-rockgruppe Rocqawali. Det ene produceret af superproduceren Mark Howard, Daniel Lanois’ lydtekniker på plader med Tom Waits, Lucinda Williams, Willie Nelson, Emmylou Harris, Neil Young og andre.
Lyt med og hør om:
Grabowski – lyt med her og hør om:
– David Bowies Lazarus.
– det livsforandrende øjeblik, da Grabowskis onkel Jess Ingerslev præsenterede ham for The Beatles.
– dengang han blev valgt som trommeslager fremfor Martin Brygmann til Lars H.U.G.s band.
– hvad han lærte af samarbejdet med Lars H.U.G.hvad han har fået med fra sine venskaber med Hassig og Henrik Hall
– samarbejdet med Ivan Pedersen og Peter Belli – og det ældste trick i popbogen.inspiration fra Talk Talk/Mark Hollis.
– arbejdet med den første Bollywood-forestilling i et dansk teater
– Grabowskis drive og vision, der bragte ham ud af den danske selvtilstrækkelighed : “Vi bor på et knappehulshoved af en ø – der må være en verden derude”.
– rejserne til Indien, Pakistan og Etiopien og rollen som brobygger mellem to forskellige musiktraditioner.
– at stå mutters alene i Mumbai mellem 24 mio. indbyggere og finde frem til en af Indiens største musiknavne/producer.
– at fusionere pakistansk musiktradition med lyden af Led Zeppelin.
