Fra GAFFA.dk, anmeldt i Tivolis Koncersal 31.07.18
En gang i 1980’ernes Nashville, Tennessee drak en mand sig fuld, efter hans kæreste var skredet fra ham. I frustration skød han kærestens bil. Selv i de amerikanske sydstater er den slags ulovligt, så da manden stod foran dommeren sagde han: Jeg har lært, Your Honor, at man ikke kan tvinge en kvinde til at elske én.
Et referat i en avis om sagen inspirerede sangskriveren Mike Reid til en af rockhistoriens smukkeste kærlighedssange, ”I Can’t Make You Love Me” – for alvor gjort kendt af Bonnie Raitt på albummet Luck of the Draw.
Mens disse linjer skrives, sidder Bonnies version af samme nummer og det efterfølgende ”Dimming of the Day” under ekstranumrene i aften i Tivolis Koncertsal stadig i ørerne som to rubiner i et smykke. Mrs. Raitt er 68, og hun synger stadig så sårbart klart og samtidig råt raspende som i sin ungdoms vår.
Måske er sandpapiret på stemmebåndene blevet lidt grovere, men i dét øjeblik i den sang stod tiden stille i Tivoli.
Når Bonnie Raitt synger og spiller med sit band som lige dér, er det lyden af noget alment, voksent, levet liv. Hun synger i nuancernes fine lag, snarere end maler Den Store Brusende Følelse frem. Der noget majestætisk cool over hende, som en ørn stille og roligt i opdrift på himlen.
End ikke en noget løs version af Talking Heads’ ”Burning Down the House” som sidste nummer ødelægger den stemning.
Aktivist og forbillede
Trods et stort kommercielt gennembrud med det Don Was-producerede album Nick of Time (1989) og et par efterfølgende storsælgende album er Raitt aldrig blevet en af de helt store i den amerikanske sangbog. Måske fordi hun siden sin debut for 49 år siden altid har været lidt af det hele – rock’n’roller, blueskvinde, rootsmusiker, countrysanger, folkesanger – og slideguitarist af Mississippis nåde. Dertil aktivist og forbillede for generationer af unge kvindelige musikere.
Hun er 68 og har stadig attitude som hende den unge kvinde med den hårde skal uden om det skrøbelige indre i ”Nobody’s Girl”, som hun gav i en vildt fængende version i aften. Hun er en formidabel fortolker.
Det kan sikkert føles lidt enerverende og trivielt, når anmeldere igen og igen besværer sig over lyden. På den anden side – man kan sende folk til Månen (det er i øvrigt snart 50 år siden), men stadig er det åbenbart raketvidenskab at skabe den rette lydlige ramme omkring livemusik.
Vi skulle heldigvis hurtigt forbi en tung version af INXS’ ”Need You Tonight” frem til fjerde nummer “All Alone with Something to Say” leveret i en diskret, inderlig version med Raitt på sin akustiske guitar, før der opstod en form for symbiose mellem hendes sang og musikken.
Under første nummer, hvor det lød som om, bandet spillede i et rum ved siden af, manglede der lyd på keyboardspilleren Jon Clearys keys. Han, der har spillet med Raitt i årevis, var forfremmet til opvarmningsnavn til koncerten. Noget af en boogiedjævel af typen, der formentlig som det første kravlede hen til det nærmeste klaver efter jordemoderens første klask i bagen – og senere har spist bluesakkorder til morgenmad.
Som flere gange senere under koncerten tog Raitt diverse fejl og forglemmelser i stiv tarm. Som da hun på et tidspunkt glemte teksten, eller da hun igangsatte et andet nummer end det, der stod på sætlisten. Da havde guitarist George Marinelli svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. Så er det pænt sagt.
Undskyldning for Trump
Hver gang bakket loyalt op af et publikum, der i den grad ville Bonnie Raitt. Som – ikke overraskende – da hun introducerede et nyt nummer med en undskyldning for Trump og en dedikation til de mødre, der er adskilt fra deres børn ved den amerikansk-mexikanske grænse.
Man kan som min sidemand mene, at lige dét kort er lovlig nemt at trække ud af ærmet i et land som Danmark. Men sådan er Bonnie. Opvokset i en kvækerfamilie, som hun er, og senere selv en af de største velgørere i amerikansk rock. Og i øvrigt for better or worseerklæret socialist.
Tillad mig her, omskrevet, at citere Dolly Parton, der jo altid er klar med et passende citat: Måske stemmer hun på djævelen. Hun synger, så englene synger.
Som koncerten skred frem var det – som altid – fortolkeren og guitaristen og the swing queen Bonnie Raitt der trådte i karakter. Hvad enten det det gjaldt en tyktflydende bluessoulet version af Skip James’ ”Devil Got My Woman”.
Eller Raitts åbenbart uopslidelige version af ”Something to Talk about” med fed funket sydstatsswagger eller en febrilt rockende version af The Faboulous Thunderbirds’ ”I Believe I’m in Love with You”.
Som hun flere gange gjorde opmærksom på, har hun spillet sammen med sit band i årevis. Alle kvinder burde have en rytmegruppe som James “Hutch” Hutchinson på bas og trommeslageren Ricky Fataar i deres liv, som hun sagde. Med den erfaringens intuitive forbindelse er den gruppes samspil vanvittig godt.
Udtrykket “americana” bruges om lidt af hvert. Bonnie Raitt er en fornem formidler af den amerikanske musikarv. Og dertil en nådesløst ond slideguitarist, der får sin guitar til danse med djævelen. Oplært af Lovell George fra Little Feat, som hun hyldede på scenen.
En aften som i aften bliver man ikke hverken klogere eller dummere, eller flyttet i sit liv. ‘My Bonnie lies over the ocean’, som de synger i den gamle folkesang. Men så er det godt, at hun af og til kommer forbi og minder i hvert fald mig om, at mine kulturelle rødder er placeret i Tennessee og omegn.
Sætliste
Unintended Consequence of Love
Need You Tonight
No Business
All Alone with Something to Say
Nobody’s Girl
Devil Got My Woman
Have a Heart
Love Letter
Something to Talk About
The Comin’ Round is Going Through
Angel From Montgomery
What You’re Doin’ to Me
I Believe I’m in Love With You
Ekstranumre:
I Can’t Make You Love Me
Dimming of the Day
Burning Down the House
